Psykiatrisk Sygepleje

April 2015 1. udgave 23. årgang 3 Præsentation af 2 nye suppleanter i bestyrelsen 12 Redaktionens Hjørne 15 Det diagnosticerede liv 22 Med fagbogen i baglommen 33 Nordjyske erfaringer med brugerstyrede 40 Cutting blev mit frirum 42 Boganmeldelse: Psykoterapeutisk praksis Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker

Indholdsfortegnelse 3 Leder 5 Opslag om sygeplejerkonferencen 2015 6 Indkaldelse til generalforsamling 7 Hvem skal være årets psykiatriske sygeplejerske 2015 10 Nationale Kliniske Retningslinjer 12 Redaktionens Hjørne 14 Præsentation af nyt redektionsmedlem 15 Det diagnosticerede liv 18 Ingen bæltefiksering i over ét år 20 Med fagbogen i baglommen 25 Recoveryorientering - fælles sprog og reference i psykiatrienl 31 Nordjyske erfaringer med brugerstyrede senge 33 Hvilke rammer er nødvendige, når man gerne vil have parienten som partner 36 Nye muligheder for at udvikle psykiatrisk sygepleje 38 Cutting blev mit frirum 42 Boganmeldelse: Psykoterapeutisk praksis på psykodynamisk grundlag 43 Få udvidet dit fagbibliotek Udgiver Fagligt selskab for Psykiatriske Sygeplejersker, http://www.dsr.dk/fs/fs11/ Redaktør Anne Britt Karlsen anbrk@rn.dk Layout Produktionsskolen Datariet Bladet udkommer kun elektronisk. Materialer til bladet Alle artikler skal skrives i Word format, skrifttype Times New Roman, størrelse 12. Artiklen må fylde max fire A4 sider. Der skal vedhæftes billede (som jpg-fil, ikke indsat i Word) af forfatter til artiklen. Navn, stilling og arbejdsplads skrives øverst i artiklen. Forfatteren er meget velkommen til at vedhæfte andre billeder og illustrationer til artiklen (ikke indsat i Word). Der må også gerne stilles forslag til billeder og illustrationer. Anonyme indlæg optages ikke. Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere i artikler efter aftale med forfatteren. Det forventes at forfatter selv læser korrektur på sin artikel. Redaktionen er ikke ansvarlig for stavefejl m.v. Kontakt Anette Theis, 3864 5191, anette.theis@regionh.dk. 2

April 2015 * 1. udgave * 23. årgang Lederen Af: Inge L. Gustavsen, bestyrelsen Af: Claus Hansen, bestyrelsen Sammenhæng, effektivitet og brugerinddragelse - Et ansvar for den psykiatriske sygeplejerske. Ovenstående er temaet for årets sygeplejekonference i Fagligt Selskab for psykiatriske sygeplejersker. Begreberne høres og ses hyppigt i debatten, i relation til den sublime pleje og behandling, vi som sygeplejersker, ønsker vores patienter og pårørende skal opleve. Ofte opleves begreberne værende modsatrettede; nogle gange måske i direkte modstrid med hinanden, men behøver det at være sådan? Nej, for sandheden er jo at disse krav er generelle for hele vores sundhedsvæsen, og det politisk styrede system vi arbejder i, forventer af os: At vi skal sikre sammenhæng for patienten At vi skal løse opgaven på en måde, så vi anvender ressourcerne mest effektivt At vi skal inddrage patienten mest muligt i hele forløbet Hvorfor sammenhæng Fordi det giver åbenlys mening. I Regeringens psykiatriplan fra 2014 Ligeværd nyt fokus for indsatsen for mennesker med psykiske lidelser er behovet for at sikre sammenhæng beskrevet talrige steder. Sammenhæng for den enkelte patient/ borger, men ikke mindst sammenhæng på tværs af vores systemer i regioner og kommuner. Der står sygepleje på den opgave. Det er et af vores kerneområder, at sikre kontinuitet og sammenhæng. Der er andre faggrupper som også er væsentlige, men det er sygeplejersker, der er kernetropper i at sikre sammenhængen. Det er os der gør en forskel, vi skal derfor gribe opgaven og gøre den til vores, for uden os kommer det ikke til at lykkes! Hvorfor effektivitet Med udrednings- og behandlingsretten er der kommet pres på psykiatrien. For vores kolleger i somatikken har det været hverdag i mange år, men for os er det nyt. Det har haft den glædelige betydning, at en lang række patienter - børn, unge og voksne - er kommet i behandling, hvor de ellers ville have stået på en venteliste. Det har dog også givet utryghed og uro for mange sygeplejersker. En lang række spørgsmål, som f.eks. 3

Lederen skal vi nu bare tælle ydelser og ikke se på kvaliteten? eller kan psykiatrisk behandling lægges ind i en pakke? og mange flere er stillet. Alle spørgsmål er ikke besvaret, men det er et stort paradigmeskift for psykiatrien og sygeplejersker. Der stilles krav til ydelses antal, effekt og tempo i vores behandling. Den endelige model er nok ikke fundet endnu, men at vi i psykiatrien stilles overfor de samme krav som det øvrige samfund, kan vi dårligt frasige os. Hvorfor brugerinddragelse Også på brugerinddragelses området er det der sker i psykiatrien, en afspejling af hvad der sker i det øvrige samfund. Tendensen i retning af større brugerstyring og mere brugerinddragelse kan ses på alle områder i sundhedssektoren. Vi er som sygeplejersker vant til at varetage og analysere særdeles komplekse situationer, vurdere og præsentere gode løsninger for vores patienter/brugere og pårørende. Men der er endnu et stykke vej inden vi reelt inddrager brugere i vores organisationer. Så de bliver inddraget i vores beslutningsorganer og ansat på vores afsnit. Så de inddrages i udarbejdelse af deres egen behandlingsplan, og vi spørger helt systematisk til deres ønsker og behov, og beder dem løbende, om at vurdere vores indsats. Vi kan se at Recovery bevægelsen har givet mange patienter et liv og et håb tilbage. Vi kan se, at brugerinddragelse i forhold til nedbringelse af tvang, har spillet en væsentlig rolle. Så vi ved godt det virker! Men det kræver at vi som sygeplejersker tør slå de mentale skodder endnu mere op, og sætte vores faglighed i spil sammen med patienter og pårørende. Psykiatrien i bevægelse Den danske psykiatri flytter sig hurtigt i disse år. Sammenhæng, effektivitet og brugerinddragelse er nogle af de helt centrale nøgleord i den proces, der er i gang. En proces, der forhåbentlig medvirker til at afstigmatisere psykisk sygdom og sikrer en større transparens i psykiatrien. Sammenhæng, effektivitet og brugerinddragelse er derfor helt nødvendige krav til en moderne psykiatri. Er det svært ja det kan det sagtens være. Der er masser af udfordringer i at få tingene til at hænge sammen, men vi er som sygeplejersker kernemedarbejdere i at få det til at lykkes og det forpligter! Vi sætter fokus på områderne ved vores Sygeplejekonference den 3. 4. juni, du kan stadig nå at komme med, hvis du ikke allerede har tilmeldt dig til konferencen. 4

April 2015 * 1. udgave * 23. årgang Opslag om sygeplejekonferencen 2015 Årets hovedtema er: Sammenhæng, effektivitet og brugerinddragelse - et ansvar for den psykiatriske sygeplejerske! Dette tema er så delt op i 3 undertemaer: Sammenhæng mellem region og kommune. Borgerens behov frem for systemets rutiner gode arbejdsgange til gavn for borgeren. Recovery og rehabilitering et gensidigt samarbejde mellem brugere, pårørende og den psykiatriske sygeplejerske. Vi har til alle temaer fået spændende oplægsholdere, som vil belyse det enkelte tema ud fra forskellige perspektiver; nationalt, regionalt, kommunalt og bruger perspektiv. Produktionskrav og ydelsesregistrering ven eller fjende? Hvordan sikrer vi fagligt fokus i effektive arbejdsgange? Vi glæder os til at se jer alle til en fantastisk konference for psykiatriske sygeplejersker på Koldingfjord d. 3 + 4 juni 2015. For yderligere information vedr. tilmelding og andre praktiske oplysninger: Gå ind på vores hjemmeside: http://www.dsr.dk/fs/fs11/sider/nyheder/konference-2015.aspx 5

April 2015 * 1. udgave * 23. årgang Bestyrelsen informerer: Indkaldelse til generalforsamling: Den årlige generalforsamling i Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker 2015 afholdes i forbindelse med Sygeplejekonferencen i Kolding Onsdag den 3.6.15 kl. 16.30 17.30, Hotel Koldingfjord, Fjordvej 154, 6000 Kolding. Foreløbig Dagsorden: Frist for forslag til punkter til behandling på generalforsamlingen sendes senest den 8. april til formanden. Endelig dagsorden kan ses på hjemmesiden: www.dsr.dk/fs11 1. Valg af dirigent 2. Valg af stemmetællere 3. Godkendelse af dagsorden 4. Formandens beretning 5. Forelæggelse af regnskab og budget 6. Fastlæggelse af størrelse af kontingent 7. Forslag til vedtægtsændringer 8. Indkomne forslag 9. Evt. Indkaldelse af kandidater til valg af bestyrelse: Har du interesse i at bidrage til udviklingen af psykiatrisk sygepleje er det måske dig der skal stille op til bestyrelsesvalg?! I efteråret 2015 er der valg til bestyrelsen. Bestyrelsesmøder er en stor saltvandsindsprøjtning af faglige diskussioner, og som medlem af bestyrelsen er du med i et inspirerende fagligt netværk på tværs af arbejdsfunktioner og på tværs af områder i landet. Indsatsen består af ca. 6 årlige heldagsmøde + gratis deltagelse i temadage og sygeplejekonferencer. Din arbejdsplads skal være indstillet på at give dig tjenestefri. Det Faglige Selskab afholder kørselsudgifter. Bestyrelsen mødes én gang årligt sammen med redaktionen af. Bestyrelsesarbejdet består ud over fastlagte møder bl.a. deltagelse i udvalgsarbejde og tværfaglige arbejdsgrupper samt udarbejdelse af høringssvar. Følgende er på valg: Claus Hansen (genopstiller ikke) Bente Pedersen (genopstiller ikke) Karin Johannsen (genopstiller ikke) Kitte Hay Jørgensen (genopstiller ikke) Kandidatanmeldelse, hvor du præsenterer dig, skal være formanden Bente Pedersen i hænde senest den 15.8.2015. Kandidater og valgprocedure præsenteres på hjemmesiden! 6

April 2015 * 1. udgave * 23. årgang Hvem skal være årets psykiatriske sygeplejerske 2015 Fra bestyrelsen vil vi gerne sige tak til jer, som har indstillet en kollega til Årets Psykiatriske Sygeplejerske. Vi har modtaget 2 indstillinger, som bringes i bladet i deres fulde længde og selvfølgelig også ligger tilgængelige på hjemmesiden. Indstillingerne er sendt til bedømmelsesudvalget, som består af Knud Kristensen, Landsformand Landsforeningen SIND, en repræsentant fra Formandskabet DSR og formand for Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker Bente Pedersen. Bedømmelsen vil vægte følgende hovedområder hos kandidaten: - Sikrer faglig udvikling af den kliniske sygepleje Arbejder med sundhedsfremme og forebyggelse i forhold til den kliniske sygepleje Sætter fokus på samarbejde med patienten og dennes netværk Medinddrager patientens recovery proces som en integreret del af sygeplejen Prisen på 10.000,- kr vil blive overrakt på Sygeplejekonferencen i Kolding den 4.6.15. Af: Bente Pedersen, Formand for Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker 7

Indstilling af Marianne Aspmann Nielsen Indstillingen er indsendt af Afsnitsledende sygeplejerske Aline Emerik Busch på vegne af ansatte på S5, Aalborg Psykiatriske Sygehus Vi ønsker at indstille Marianne Aspmann Nielsen som årets psykiatriske sygeplejerske! Marianne repræsenterer sygeplejersker der hver dag med deres sygepleje gør et kæmpe arbejde for at patienterne får den bedst mulige pleje og behandling. Hun er de varme hænder som er blevet et så moderne og politisk udtryk. Marianne er sygeplejerske på S5 i Aalborg, som er et akut intensivt afsnit. Her har Marianne arbejdet i 14 år, hvor hun startede som nyuddannet sygeplejerske. Marianne er en sygeplejerske som hver dag udøver en professionel sygepleje til de sygeste psykiatriske patienter og det gør hun med faglighed, etik, medmenneskelighed og omsorg. Marianne har udover hendes kerneopgave hos patienterne påtaget sig flere nøgleperson opgaver bl.a mentorrollen for de nyansatte sygeplejersker, som hun varetager med stort engagement og ansvar. Marianne beskrives således af en af hendes menti: Jeg kunne ikke ønske mig en bedre sparringspartner i mit job på en akut intensiv psykiatrisk afdeling. Marianne er min mentor på vores afsnit og lige fra først dag har jeg tænkt; hun har hjertet på det rette sted, både personligt og fagligt. Marianne er en stor inspiration kilde og hun efterlader et stort aftryk af hendes syn på sygepleje til patienter med en sindslidelse. Marianne ser muligheder frem for begrænsninger, hvis patienten f.eks har behov for råbe så gør vi det, i den unikke situation. Marianne har altid patienten i centrum og lytter til deres behov og ud fra det, vurderer hun hvordan hun støtter dem bedst - Hun er ikke bange for at bevæge sig ud af hendes comfort zone, hvis dette gavner patienten og hvis dette kan være med til at sundhedsfremme samt forebygge. Marianne gør en forskel i hendes job, hun har en fantastisk indlevelse evne og sætter altid hendes egen forforståelse i baggrunden for at være tilstede i alle unikke situationer med patienten. Derudover tør Marianne også at vise, at hun er et menneske, som også kan blive mundlam eller berørt af alle de forskellig situationer som vi møder i vores hverdag. Troværdig, ærlig, samt faglig udvikling er kerneord omkring Marianne. Marianne ajourfører sin faglige viden og hun er altid opdateret omkring det der kan gavne patienterne, så de kan komme sig. Marianne møder alle mennesker med dyb respekt og ser alle som unikke individer - Hun er bevidst omkring, at hun arbejder med en sårbar patientgruppe med sindslidelse, som hun ønsker at hjælpe samt støtte med at få indsigt i deres livsproblemer, en indsigt der kan bane vejen for at genvinde sundhed. Marianne er en ildsjæl og hun bringer håb (Heidi Poulsen, sygeplejerske og Mariannes Menti) 8

April 2015 * 1. udgave * 23. årgang Indstilling af Pia Ransby Indstillingen er indsendt af Dora Fredsted Aalling, Lokalpsykiatri Haderslev Jeg vil gerne indstille Pia Ransby, ambulantsygeplejerske, Lokalpsykiatri Haderslev, som kandidat til, årets psykiatriske sygeplejerske- Når jeg vælger at indstille Pia Ransby, er det fordi jeg synes, hun er en solid prototype på de mange psykiatriske sygeplejersker, der bare gør deres arbejde og gør det godt. Og måske lever lidt mere i det skjulte i forhold til organisationen som helhed. Pia har altid patienten som omdrejningspunkt og lader sig ikke forstyrre af organisatoriske udsving, hvis det ikke er til patientens tarv. Pia er redelig og autentisk i sin tilgang både til patienter, pårørende, samarbejdspartnere og øvrige kolleger internt som eksternt. Pia er med til at sikre den faglige udvikling af den kliniske sygepleje og gør et stort stykke arbejde for sygeplejestuderende i klinik i Lokalpsykiatri Haderslev. Her har Pia blik for ikke kun de faglige kompetencer, men også for de personlige kompetencer og får de studerende til at gro fagligt som personligt. Pia er også med, når nyt skal udvikles, og her har hun taget uddannelse som tovholder i forhold til projekt fælles psykiatriindsats, hvor omdrejningspunktet er forpligtende, tværsektorielt samarbejde og en elektronisk platform, hvor også patient og pårørende bidrager direkte til behandlingsplan og handleplan. Har også tidligere været med i styregruppe vedr. pårørendeundervisning, som har udviklet et nyt koncept sammen med de kommunale samarbejdspartnere, frivillige og Lokalpsykiatren i Haderslev. (shared-caremodel) En alsidig dame. Pia arbejder på individniveau med sundhedsfremme og forebyggelse i forhold til den kliniske sygepleje og er i kraft af sit job som udekørende ambulantsygeplejerske også med til at forebygge tvangsindlæggelser. Det bærer relationen videre og sparer patient for menneskelige omkostninger og yderligere invalidering. Pia har altid netværket med som en naturlig del af den kliniske sygepleje, og både pårørende og øvrige samarbejdspartnere, så som jobcenter, mentorer, bostøtter, sagsbehandlere altid inviteres til netværksmøde som udgangspunkt for en ligeværdig dialog og fælles fodslaw. Pia medinddrager og giver patient/pårørende indflydelse på egen situation, men har også mod til at give ansvaret fra sig og placere det hos patienten og pårørende i det omfang, det er hensigtsmæssigt. 9

Af: Lene Berring fra Selskabets bestyrelse deltog i konference om kliniske retningslinjer d. 21. November 2014 Nationale Kliniske Retningslinjer (NKR) Sundhedsstyrelsen udarbejder i disse år 50 nationale kliniske retningslinjer, der skal medvirke til at sikre ensartede behandlingstilbud af høj faglig kvalitet på tværs af landet. De nationale kliniske retningslinjer er systematisk udarbejdede, faglige anbefalinger, der kan bruges som beslutningsstøtte af sundhedspersonale. Retningslinjerne behandler udvalgte aspekter af diagnostik, behandling, pleje og rehabilitering for konkrete patientgrupper, hvor der er fundet særlig anledning til at afdække evidensen. Retningslinjerne er baseret på videnskabelig evidens og den bedste praksis, og formålet er at understøtte en ensartet indsats på tværs af kommuner, regioner og praksissektoren uanset hvor i landet patienten bor. Der er afsat i alt 80 millioner kr. på Finansloven til at udarbejde retningslinjerne. Retningslinjerne kan ses på følgende link: http://sundhedsstyrelsen.dk/da/nyheder/kategori/ sundhed-og-behandling/kvalitet-og-retningslinjer-paasundhedsomraadet/nationale-kliniske-retningslinjer Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker inviteres med til at udforme disse retningslinjer og har indtil videre har haft repræsentanter med til retningslinjer om: Kompliceret skizofreni, svær bulimi hos unge, personlighedsforstyrrelser, ADHD (både børn og voksne) og Unipolar depression. Fra nationale kliniske retningslinjer til en retningslinje der er anvendelig i klinisk praksis. Sundhedsstyrelsen afholdte fredag den 21. november 2014 konference om NKR. Konferencen havde fokus på implementering af nationale kliniske retningslinjer og hvordan man sikrer, at retningslinjerne bliver anvendt i praksis. Herudover havde konferencen fokus på den forsatte udvikling og brug af disse retningslinjer. På konferencen var der oplæg fra sundhedsminister Nick Hækkerup og formanden for GRADE Working Group Holger J. Schönemann samt paneldebat om ansvaret for, at de nationale kliniske retningslinjer får liv i praksis. 10

April 2015 * 1. udgave * 23. årgang Hvad er GRADE GRADE er et internationalt anerkendt redskab der anvendes til at vurdere kvaliteten af evidensen og til at give anbefalinger (http://www.gradeworkinggroup. org). GRADE er et af grundelementerne i udviklingen af de nationale kliniske retningslinjer i Danmark (se følgende link) http://sundhedsstyrelsen.dk/da/sundhed/kvalitet-ogretningslinjer/nationale-kliniske-retningslinjer/metode/~/media/b57174ddf809475799df899bbb1eea11. ashx). Søren Brostrøm (enhedschef i sundhedsstyrelsen) beskrev overordnet planen for de retningslinjer der skal udarbejdes og fortalte, hvordan sundhedsstyrelsen arbejder med at forbedre implementeringsprocessen. Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en implementeringshåndbog som andet kan findes på sundhedsstyrelsens hjemmeside og arbejder på at retningslinjerne kan understøttes af IT. På konferencen blev der beskrevet eksempler fra den kliniske dagligdag om, hvordan kliniske retningslinjer løfter fagligheden, bl.a. fra et plejecenter i Roskilde. Der er dog mange udfordringer, både i forhold til at oversætte disse nationale kliniske retningslinjer til instrukser der er anvendelige i praksis, men også i forhold til at få stærke anbefalinger. Stærke anbefalinger betyder at der er forskning på et vist niveau der understøtter anbefalingen. Derudover anvendes der også forskellig terminologi i sundhedsvæsenet. På konferencen deltog såvel sundhedspersonale som planlæggere, ledere og beslutningstagere i regioner, kommuner mv., faglige selskaber og organisationer, patientforeninger, politikere, journalister og andre med interesse for kvalitet indenfor sundhedsområdet. Det kan være sjovt at deltage i en konferencen, fordi det her er muligt at net-worke. Hvis man ikke kommer til disse konferencer er det alligevel muligt at få et godt indtryk af, hvad der egentlig blev sagt. Alle præsentationerne kan nemlig findes på dette link, som vi anbefaler at du løber igennem når du har lidt tid til overs: http://sundhedsstyrelsen.dk/da/sundhed/kvalitet-og-retningslinjer/nationale-kliniske-retningslinjer/ konference. Klinisk retningslinje og lovgivning De kliniske retningslinjer er ikke det samme som en lovgivning. De kliniske retningslinjer skal ses som anbefalinger og som en hjælp til beslutningsstøtte. Retningslinjerne skal opdateres (ca. hver 3 år) for at indfange ny forskning. CKR Udover de 50 nationale kliniske retningslinjer der udarbejdes i sundhedsstyrelsen, udarbejdes der også kliniske retningslinjer i Center for Kliniske Retningslinjer (CKR). Disse retningslinjer er fortrinsvis udarbejdet af sygeplejersker og kan ses på CKRs hjemmeside http://www.kliniskeretningslinjer.dk 11

Redaktionens Hjørne Af Lili Bermann på vegne af redaktionen Kære læser Redaktionen har netop været samlet for at planlægge strategier for det kommende år. Vi har op til mødet efterspurgt jeres ønsker til bladet i vores Facebookgruppe. Her er der fremkommet flere ønsker, som vi vil forsøge at imødekomme. Der er bl.a. stor interesse for at høre om andre sygeplejerskers gode erfaringer med nye metoder i praksis. Så sidder du med viden om konkrete tiltag, du synes bladet bør dække, hører vi gerne fra dig. Brugerstyrede senge er en af de nye metoder der, inspireret af nordmændene, aktuelt afprøves rundt omkring i Danmark. Visiterede patienter kan selv lade sig indlægge i kortere tid og på den måde måske forebygge forværring af sygdommen. Afdeling N3 på Brønderslev Psykiatriske Sygehus startede, som de første, i 2013 deres pilotprojekt med Brugerstyrede senge og afsnitsledende sygeplejerske Irene K Kristensen gør, i sin artikel, status på de nordjyske erfaringer med metoden. 34 psykiatriske afdelinger rundt omkring i Danmark har de sidste tre år arbejdet med nedbringelse og forebyggelse af tvang. I perioden er antallet af bæltefixeringer faldet drastisk, og på ungdomspsykiatrisk afsnit i Esbjerg kan man bryste sig af ikke at have haft en eneste bæltefixering i over et år. Ledende oversygeplejerske Yvonne uddyber i sin artikel vigtigheden af et ledelsesmæssigt fokus på afdelingskulturen, og hvordan de i ungdomspsykiatrisk afsnit i Esbjerg har grebet det an. DSR Kreds Midtjylland afholdt i januar en spændende temadag om brugerinddragelse, hvor redaktionen dækker to af oplæggene i dette blad. Er der tale om epidemier af ADHD eller er der tale om epidemier af sygeliggørelse? Dette spørgsmål er udgangspunktet for oplægget af professor cand. psyk. Svend Brinkmann om det diagnosticerede liv. Et andet oplæg på temadagen var af Erik Riiskjær og omhandler de nødvendige rammer, når man vil have patienten som partner. Den giver et perspektiv på, hvorfor det kan være svært at føre de gode intentioner ud i praksis. 12

Redaktionens Hjørne April 2015 * 1. udgave * 23. årgang Netop sikring af samspillet mellem de sundhedspolitiske strategier og den sygeplejefaglige udvikling er omdrejningspunktet for et nyt etårigt udviklingsprojekt indenfor psykiatrisk sygepleje. Projektet, som er igangsat af DSR Kreds Midtjylland i samarbejde med Psykiatri og Social, Region Midtjylland, præsenteres af kommunikationskonsulent Ditte Scharnberg. Behandlingssystemet spiller en væsentlig rolle i forhold til patientens recoveryproces. Vi skal arbejde målrettet med udvikling og håb og ikke med begrænsninger. Det fremgår tydeligt i artiklen Cutting blev mit frirum hvor Mette Louise Findinge, en pige på bare 18 år, skriver hudløst åbent om sin voldsomt traumatiske opvækst og sit liv som cutter. Vejen ud fandt hun på opholdstedet Tuen. Cand.Cur. Kim Jørgensen præsenterer os for et flot uddannelsesprojekt i Region Hovedstadens Kompetancecenter for Rehabilitering og Recovery. Med en vision om at fremme en recoveryorienteret kultur i psykiatrien udviklede man et uddannelsesprogram. Programmet blev gennemført via workshopdage, hvor 4000 deltagere fra alle specialer og faggrupper deltog. Ergoterapeut, recoverymentor og medfor fatter til bogen At ville Livet, Karen Sandfær Norbøll, deler ud af sine erfaringer som medarbejder med brugerbaggrund. Hun beskriver sit arbejde som brobygger mellem to oplevelsesverdener og ser relationen som sit primære redskab. Fagligheden beskrives som kraftigt filter, hvorfor det bedst opbevares i baglommen. Bogen Psykoterapeutisk praksis på psykodynamisk grundlag af Claus Jakobsen og Karen Vibeke Mortensen anmeldes af opsøgende sygeplejerske Charlotte Blom. God læselyst og på gensyn på konferencen 13

Af: Birgitte Lundberg Præsentation Jeg vidste, at jeg skulle være sygeplejerske et sted mellem 2. og 3.g. Indtil da havde jeg blandt andet flirtet med tanken om at blive journalist. Vejen mod sygeplejen begyndte imidlertid, da jeg fik arbejde som ufaglært sygehjælper på Ringbo, det der dengang i 80érne var et gerontopsykiatrisk plejehjem. Som medlem af redaktionen får jeg nu mulighed for at blive udfordret i formidlingen af psykiatrisk sygepleje. Igennem 23 års har jeg primært arbejdet indenfor psykiatrien i Region Sjælland først på ungdomsafdelingen på Oringe og siden i distriktspsykiatrien på Lolland. Med den faste base i DP Maribo med tæt kontakt til kollegaer, patienter og samarbejdspartnere i nærmiljøet, har jeg fået fine muligheder for både faglig og personlig udvikling. Jeg startede således ret hurtigt som TR, var på specialuddannelsen i 2001-2002 for derefter at blive teamleder. I 2011 havde jeg 8 mdn. orlov, hvor jeg var ansat i Distriktspsykiatrien i Nuuk. At arbejde i en anden kultur var helt fantastisk og jeg mødte en oversygeplejerske, som inspirerede mig til yderligere uddannelse og gav mig drømmen om fremadrettet at komme meget mere rundt i verden som psykiatrisk sygeplejerske. Sidst, men ikke mindst blev jeg således Cand.cur. i 2014. En givende uddannelse, hvor jeg yderligere fik skærpet min interesse for argumentation, formidling og forskning i sygepleje. Aktuelt er jeg involveret i en række projekter som fx Brugerstyrede senge, Sikker Psykiatri og Broen til Bedre Sundhed der overordnet alle har fokus på at involvere patienterne i deres behandling, kvalificere behandlingstilbuddene og øge patienter/borgeres sundhed. Det er min intension at bidrage til at bliver et blad som medlemmerne glæder sig til kommer, som bidrager til opklaring og inspiration i det daglige arbejde. De bedste hilsner Birgitte Lundberg 14

April 2015 * 1. udgave * 23. årgang Det diagnosticerede liv Jeg deltog 20 jan 2015 i en spændende temadag om Brugerindflydelse arrangeret af DSR Kreds Midtjylland. Oplægget om det diagnosticerede liv ved Svend Brinkmann fandt jeg særlig interessant og derfor besluttede jeg at referere oplægget for jer Svend Brinkmann er cand. psych., phd., og professor ved Institut for Kommunikation på Ålborg Universitet og aktuelt en del af et forskningsprojekt med titlen: Diagnosekultur: Oplevelsen af psykiske lidelser og diagnoser med særligt henblik på depression og ADHD hos voksne. Svend Brinkmann sidder bl.a. i en støttegruppe for mennesker med ADHD, hvor han følger nogle af disse mere indgående. Centrale fokuspunkter i projektet er diagnosekultur, diagnosers betydning i livet, diagnoser som behandling og/eller som problem og patologisering. Er der tale om epidemier af ADHD i Danmark eller er der tale om epidemier af sygeliggørelse? Når noget, der tidligere blev betragtet som et almindeligt menneskeligt problem eller en simpel afvigelse fra en norm, bliver gjort til en diagnosticerbar sygdom eller en forstyrrelse, der kræver behandling, er der iflg. Svend Brinkmann tale om patologisering. Der er tale om en kultur, hvor vi i stigende grad anvender psykiatriske diagnoser til at forstå og håndtere tilværelsens problemer, og det kan i nogle tilfælde være legitimt og i andre uheldigt. Svend Brinkmann er kritisk overfor diagnoser, men mener ikke vi kan klare os uden hverken diagnoser eller psykiatrien. Hvis vi ser på diagnoserne ADHD og Depression, er der mange eksempler på, at det at få en diagnose er meget hjælpsomt. Noget, der før var diffust, bliver meget mere forståeligt og håndterbart, når det bliver kategoriseret. Diagnosen kan så være korrekt eller forkert, men bare det at noget får et navn, kan have en terapeutisk effekt i sig selv. Almindeligvis betragter vi diagnoser som indgang til en behandling, men somme tider kan det at få en diagnose faktisk være en del af behandlingen. Som vi kender det fra den narrative terapi, så gælder det om at eksternalisere menneskers problemer, hive dem ud af personen, så de kan håndteres. Via diagnosen eksternaliseres problemet som ADHD. Problemet kan følgende adresseres eksempelvis gennem psykoedukation, patientforeninger, måske medicin, og give adgang til diverse fællesskaber som fx. støttegrupper. Der er også fortællinger om internalisering af diagnosen. Her er ADHD ikke noget, man har, men noget man identificerer sig med, noget man er. I tilfælde af internalisering afskærer man sig fra at gøre ting, man fordelagtigt kunne gøre, med henvisning til at det kan man jo ikke, fordi man har ADHD. Den forventelige eller syge sorg Brinkmann advarer kraftigt mod at sygeliggøre almene menneskelige træk gennem diagnoser. Problemet er en voldsom overinklusion, hvor man strækker diagnosen så langt ud, at man ikke længere kan se, om noget faktisk er et sygdomsproblem eller bare er et forbigående lidelsesproblem som vi alle sammen har. Da amerikanerne i 2013 reviderede DMS 5, var forventningen, at sorg ville blive en selvstændig diagnose. Men amerikanerne kunne ikke nå at blive enige om kriterierne for en sorgdiagnose, så derfor kom den med i appendiks. Men når DSM 6 kommer, er der iflg. Svend Brinkmann ikke megen tvivl om, at der vil komme en formel sorgdiagnose. Kunsten bliver at skelne mellem den normale, forventelige sorg som reaktion på tab og 15

så den sorg, der er så intens og funktionshæmmende, at den skal behandles indenfor det psykiatriske system. Ester Holte Kofod, cand. psych. som i projektet forsker i forældre med spædbarnsdød, oplever, at nogle forældre synes, det ville være en god ide med en diagnose. Og hvorfor så det? Formentlig fordi diagnosesproget er velegnet til at kommunikere lidelsesfulde erfaringer til andre. Ikke fordi de ønsker, det skal være en sygdom, men de vil jo gerne fortælle omverdenen, at de ikke kan det samme, som de plejer, og at de har brug for en pause. Det er jo en tragedie, at vi oplever, at vi har brug for det psykiatriske diagnostiske system for at kunne komme til at tale om de her ting i vores liv, siger Brinkmann. En sorgdiagnose kan omvendt også opleves som et pres, fordi man så forventes at have specifikke reaktioner, hvis man sørger rigtigt. Hvis jeg ikke er syg af sorg over at have mistet mit barn, så var jeg jo ikke en god nok mor (en mor). Når diagnosesystemerne revideres, er det stort set aldrig sådan, at grænserne for en diagnose indsnævres. Hver eneste gang udvides de, så flere kan rummes. Det er meget tydeligt med ADHD i det amerikanske system, hvor der hele tiden bliver færre og færre ting, man skal opfylde for at få den diagnose. Tidligere skulle symptomerne være til stede før det 7. år, men det var svært at diagnosticere retrospektivt i voksenlivet, så derfor ændrede man kriteriet til det 12. år, og nu tales der om Late onset ADHD altså noget, man kan få lige pludseligt. Det er hele tiden den vej, det går. Vi bør nok diskutere, hvad vi egentlig mener med psykisk sygdom eller lidelse. Hvad betyder det egentligt? Tager man et evolutionært blik på nogle af de her diagnoser, er en mulig interessant ide, at ADHD findes, fordi det er blevet selekteret for, fordi det var overlevelsesfremmende i stenalderen. Hvis der er noget om det, er det jo trist, at vi har indrettet et samfund, hvor noget af det, der kunne betragtes som evne, bliver set som en dysfunktion. Man skal dog være forsigtig med sådan et argument. Hvis Brinkmann siger til dem, han følger i projektet: Du skal bare lære at tænke på dit problem som en evne, en gave du har fået, så føler de sig krænkede. De opfatter det ikke som evne, men som noget de har kæmpet med hele livet. Vi skal dog have en diskussion af om det, der i en kontekst opfattes som sygdom, kan være en fordel i en anden kontekst. Hvis det er tilfældet, er vi faktisk forpligtet, iht. WHO, til at skabe kontekster, hvor man eliminerer forhindringer i miljøet. Hvor det før var sådan, at man kæmpede for at undgå en psykiatrisk diagnose, er det nu vendt til at man tilkæmper sig en diagnose. Den positive formulering af det er, at psykiatrien generelt set er blevet aftabuiseret, og diagnoser er ikke længere så stigmatiserende. Men det følges af en anden udvikling, hvor diagnoser er aktiver, noget man vil kæmpe for at få. Der er flere af Svend Brinkmanns patienter, der selv har betalt for en udredning og en diagnose. Psykiatriske diagnoser som mediatorer Svend Brinkmann er interesseret i, hvordan psykiatriske diagnoser fungerer som mediatorer (formidlende). Han finder, at der er stor forskel på dette, i relation til hvordan man har fået sin diagnose; om man har fået den i voksenlivet, eller om man fik den som barn, om man har opsøgt den selv og været aktiv i en udredning. Vi ved ikke så meget om det, men det lidt vi ved peger entydigt på, at børn ikke kan lide diagnosen. De voksne, Svend Brinkmann forsker i, kan godt lide diagnosen. En kvinde sagde til Brinkmann: Det værste, der kunne ske, var, hvis min psykiater sagde, at jeg ikke havde ADHD alligevel. Det ville man aldrig høre en kræftpatient sige, tværtimod. Hvorfor ville det ikke være det bedste for en med ADHD? Fordi problemet så stadig ville eksistere, og hun så ville mangle en forklaring på, hvorfor hun var sådan. Før hun fik diagnosen, var hun bare doven, efter diagnosen havde hun ADHD. Det er således en mere frugtbar fremstilling af sig selv, som 16

April 2015 * 1. udgave * 23. årgang en der har ADHD, end det er at tale om sig selv som doven. På den måde medierer diagnosen en selvforståelse. Diagnoser tingsliggør. Man lærer hurtigt at tale om sit problem som en ting, der er indeni en, og som har en kraft, der er i stand til at påvirke ens liv, handlinger, følelser og ens tanker. I andre kulturer, uden sammenligning i øvrigt, minder måden projektets ADHD informanter taler om deres ADHD på, meget om den måde man i primitive kulturer taler om åndebesættelse på, siger Brinkmann. Man gør det til en kausal kraft som opererer indeni en. Diagnosen kommer til at fungere forklarende/undskyldende:, Det var ikke mig, det var min ADHD. Men en diagnose er ikke en forklaring, mener Brinkmann, det er bare en kategori. Man kan hverken tage en blodprøve eller en hjernescanning, som kan sige noget om, hvorvidt personen har ADHD. Man tæller symptomer, og har du stort set altid haft dem, så kalder vi det ADHD; men det giver jo ikke nogen forklaring på, hvorfor symptomerne er der. Det er bare en genbeskrivelse med et nyt begreb, som man tilegner sig (semiotisk mediator). Det, der kunne være en forklaring, var en eller anden biomarkør, som kunne vise, at der var noget bagved symptomerne, men det er der ikke ved nogen psykiatrisk diagnose. Man bruger milliarder af kroner hvert år på at finde sådan en markør, men indtil nu har man intet fundet, og Svend Brinkmann anser det også for ret usandsynligt, at det vil ske. Tænk, hvis man brugte alle de milliarder på miljøterapeutiske interventionsformer, som vi ved langt hen ad vejen er gavnlige. Desværre gik den miljøterapeutiske forskning i stå midt i 50 erne, da vi fik de første psykofarmaka, og siden er det det biomedicinske kompleks, som sidder tungt på, hvad psykiske lidelser er, men kommer vi ud af stedet Referat ved Lili Bermann, specialuddannet psykiatrisk sygeplejerske, MSA 17

Desuden skal der være en opmærksomhed på gruppedynamik: Der er forskellige opfattelser af virkeligheden Følelser smitter - angst, vrede, frustration, begejstring, glæde, engagement. Derfor er en anerkendende tilgang med supervision en selvfølge. Af: Ledende oversygeplejerske Yvonne Reinholdt Børne og Ungdomspsykiatri Esbjerg Ambulatorium Ingen bæltefiksering i over et år! Der har ikke været anvendt bæltefiksering i ungdomspsykiatrisk afsnit, Esbjerg siden juni 2103! Indtil november 2014 hvor der var en kortvarig bæltefiksering. Denne betragtes som en utilsigtet hændelse og er blevet analyseret på et efterfølgende personalemøde for at afdække om noget kunne være gjort anderledes. Hermed kan vi fortsat arbejde efter vores målsætning om ikke at anvende tvang overfor de unge, - dog uden at gå på kompromis med personale- og patientsikkerheden. Vi har erfaret, at kulturen i afsnittet er altafgørende for at nedbringe og forebygge tvang. Det er nødvendigt med et ledelsesmæssigt fokus på at skabe et miljø der gør det muligt at nedbringe tvang. Der skal være et ledelsesmæssigt fokus med: En synlig og tilgængelig leder som er nysgerrig på medarbejdernes faglighed og som delegerer ansvarsområder. Udfordringer giver tilfredshed. Lederen skal være i konstant dialog omkring forandringsprocesser og hver enkel medarbejders trivsel med fokus på sygefravær. I fællesskab skabes en kultur: Hvor det er muligt at tænke kreativt, anderledes, eksperimentere, og give lov til at være forskellige. Det er ikke regler der styrer os, det er os der styrer reglerne. Hvor en ordentlig kommunikation i afdelingen starter hos lederen. Hvor hver medarbejder har mulighed for at udfolde sig både med faglighed og personlighed. Hvor hyggelige fysiske rammer ses som vigtige i forhold til trivsel. Hvor sikkerhed vægtes højt, med individuelle hensyn. Hvor der skabes traditioner. Hvorfor al den fokus på kulturen? Når medarbejderen trives skabes et miljø, hvor det er muligt for patienten at trives. Det er vigtigt at medarbejderen hele tiden er i miljøet med henblik på forebyggelse - at se, høre og fornemme stemninger. At give noget af sig selv se mennesket bag diagnosen og skabe relationen som indgang til behandling. Kulturen lærer de unge noget om sprog, adfærd, hygge, livsstil osv. Et eksempel er tirsdags temaaften, hvor der hygges og emner tematiseres i dialogen mellem medarbejder og patienter. Eksempler på emner: Selvmordstanker Selvskadende adfærd Udfordringer med familie Udfordringer med venner Digte Vrede/ingen vrede Symptomer Mestringsstrategier 18

April 2015 * 1. udgave * 23. årgang Læste artikler Kulturen bærer ligeledes præg af kreativitet i personalegruppen ift. at nedbringe tvang, med andre ord, at gøre noget anderledes som f.eks.: At bestille en pizza i opkørte situationer eller have en akut bakke med cigaretter. Det er alt afgørende, at personalet er i miljøet, blandt de unge, så personalet fornemmer hvordan de unge indlagte har det og derved forbygger tilspidsede situationer. Vi forsøger hele tiden i nærværet med patienten at være på forkant med situationen og finde metoder til at aflede inden der opstår konfliktsituationer. Motion og træning anvendes i høj grad som forebyggelse til anspændte situationer. Vi har også haft stort fokus på oplæring i, at alt personale skal kunne bevare roen og overblikket i tilspidsede situationer. Bygge bro mellem afdelingen og hjemme: Forældresamarbejde Mestringsstrategier: - Bustræning - Motion - Handle - Være i offentlige rum Miljøterapi: Samarbejde med patienten omkring behandling plan/miljøterapeutisk plan Eksempler: Døgnrytme Kram Mestringsstrategier Aktiviteter Fælles mål med indlæggelsen * Struktur * Skabe relationer Aktiviteter bruges aktivt til forebyggelse af tvang og som afledning i opkørte situationer. Nedenstående ses eksempler på tiltag til forebyggelse af tvang. Hver eneste dag arbejdes der med fokus på at undgå brugen af tvang intet er for småt som et middel til at gøre noget andet end at anvende tvang overfor de unge. 19

MED FAGBOGEN I BAGLOMMEN! I psykiatrien dukker flere og flere stillinger op, hvor man søger medarbejdere med brugerbaggrund. Det er på vej til at blive opdaget, at det kan være en ressource. Hvad er det, det kan? Det kan være svært at fange ind med ord, men efter knapt to år i sådan en stilling, begynder jeg at have lidt flere ord for det. Mit navn er Karen Sandfær Norbøll. Jeg er ansat som ergoterapeut og recovery mentor (medarbejder med brugerbaggrund) på Orion i Hillerød. Orion er et specialiseret bo- og rehabiliteringstilbud til mennesker med særlig komplekse psykosociale vanskeligheder. Det er det mest meningsfyldte job, jeg nogensinde har haft. Min vej til jobbet har været lang og svær måske er det netop derfor det er så meningsfyldt. I 2002 blev jeg uddannet ergoterapeut og arbejdede herefter på somatisk sygehus. To år efter fik jeg en svær depression, blev indlagt, fik elektrochok og begyndte at få medicin. Efter halvandet år og to arbejdsprøvninger samt flere indlæggelser, blev det vurderet, at det ikke var realistisk, at jeg kom til at arbejde som ergoterapeut igen. Det var et stort tab for mig. Et år mere gik, og jeg var stadig midt i en dyb depression. Mine behandlere var enige om, at vi måtte se i øjnene, at der skulle søges om førtidspension til mig. Min psykiater vurderede, at en tilbagevenden til arbejdsmarkedet var meget tvivlsom. Hvis det blev aktuelt burde jeg ikke arbejde med mennesker, som havde brug for omsorg. Af: Karen Sandfær Norbøll. Ergoterapeut og recoverymentor. Ansat på Orion i Hillerød. 20

April 2015 * 1. udgave * 23. årgang Men endelig begyndte det langsomt at gå fremad. Min pensionssag blev ændret til en fleksjobsag, og over de næste fire år havde jeg to forskellige fleksjob inden for helt andre områder end ergoterapi. Jeg kom mig langsomt. Ni år efter min første indlæggelse, opdagede jeg, at jeg havde lyst til og mod på at blive ergoterapeut igen. En dør jeg ellers havde lukket for længe siden. Min sygdomshistorie, og de følger den havde, bl.a. i form af sårbarhed over for stress, og et besværligt følsomt sind, var dog en forhindring. En klods om benet i forhold til et arbejdsliv som ergoterapeut. Men jeg fandt en stilling, hvor mine tidligere depressioner ikke blot blev accepteret, men blev set som et plus. En ekstra kompetence, som kunne gøre en forskel. Hver dag oplever jeg, at min erfaring kan bruges positivt i mit job som ergoterapeut og recovery mentor på Orion. Genklang og samhørighed Ofte oplever jeg en umiddelbar forståelse mellem mig og beboere på Orion. Følelser, tanker og oplevelser vækker genklang hos begge parter, og det er med til at skabe en tæt, ærlig og åben relation ganske hurtigt. Vi er to mennesker, der mødes og har noget til fælles, som har stor betydning for os. Det giver en samhørighed, og de ord, som ellers nogle gange kan opleves som en kliche Det forstår jeg godt, kan måske lettere tages imod af den, som har det svært. Det har også betydning, at jeg har en stor respekt for borgeren for at kæmpe en svær kamp, som jeg selv kender alt for godt. At lære at have det dårligt på en god måde I forbindelse med, at jeg skulle skrive denne artikel lavede en kollega et interview med en dagbruger og tidligere beboer på Orion (Heidi Sørensen) og mig om, hvorfor vi mener, det giver god mening at have recovery mentorer. Heidi fortalte blandt andet: Her kan man komme til at snakke med nogen, som ikke nødvendigvis er ude af deres nedture, men stadigvæk er nogen, man kan snakke med, hvor man kan få en ordentlig snak og kan bruge snakken til noget bagefter. At man ved, at man hver især har kunne bruge noget af det, man har snakket om, og man hver især har kunne få en mening i det og gå hjem og tænke over, at nå ja, det kan være, jeg skal prøve det næste gang. Det giver meget. Jeg har gjort mig erfaringer med, hvad der har hjulpet mig til at få det bedre, og hvordan jeg fortsat kan undgå depressionens mørke ved at passe på mig selv. Mine egne erfaringer bringes af og til i spil, og borgeren kan måske bruge dem til noget i sin egen situation. En ligeværdighed opstår, for det bliver ofte en erfaringsudveksling, hvor jeg også lærer meget af borgeren, og en gensidighed opstår. At få lov til at give noget og ikke altid at skulle være den, som skal passes på. Det vokser man af. Det betyder meget, at jeg kan være en form for rollemodel via det, jeg i mit eget sygdomsforløb har lært. Ikke kun for mine borgere, men i virkeligheden for alle. For hvor er der mange af os, som ikke passer på os selv. Det gjorde jeg bestemt heller ikke før i tiden og falder da også stadig i igen og igen med for høje ambitioner. Jeg synes, det er ret fedt, at det, at man kan se, at folk kan komme tilbage i sit arbejde, og man kan fungere stort set hver dag, og man er i stand til, som du er Karen, når det hele er håbløst, jamen, så bliver du bare hjemme under dynen, og sofaen angriber dig. Altså det bruger jeg rigtig meget. Hvis jeg har det rigtig svært derhjemme om morgenen, så melder jeg simpelthen mine aftaler fra og laver en Pas på mig selv dag og bliver derhjemme (Heidi). At blive i følelsen Det er fristende som fagperson i omsorgsfagene at komme med svar og løsninger. Vi vil jo så gerne hjælpe. Lette byrden for den anden. Det kender jeg kun alt for godt, men jeg øver mig i ikke at vælge den vej, når der ind imellem i virkeligheden er brug for en pause fra svar og løsninger. Svaret og at lette byrden kan af og til være at blive i det svære med den anden, når der er brug for, at de svære følelser får plads en stund. 21

Svar er der ikke altid i øjeblikket, og det kan være et pres, når man har det svært, altid at skulle rykke fremad og finde løsninger. Jeg har oplevet, hvordan det næsten kunne opleves som manglende respekt for mig, når behandlere, i bedste mening, forsøgte at komme med løsninger med det samme, når jeg sad midt i fortvivlelsen. Når svarene umiddelbart ikke er der, forsøger jeg derfor at blive i følelsen med den, som har det svært, og give det lov til at være fortvivlet. Sorgen og udmattelsen må også have plads. Det kan være svært at være i mørket med borgeren, men jeg har selv oplevet, hvor vigtigt det er, at nogen kan holde ud at være der sammen med dig. Jeg genkender ofte mørket og prøver at være i det med borgeren samtidig med, at jeg er klar til at prøve at hjælpe ham videre, når han er klar. Når mørket er blevet lidt mindre massivt, kan man måske begynde at finde løsninger sammen. Angsten, sorgen, fortvivlelsen er ikke farlig. Det er det, jeg prøver at viderebringe. Det må ind imellem have sin plads, og så kan vi komme videre derfra. Jeg er ikke sikker på, at jeg er bedre til at blive på følelsesplan end så mange andre medarbejdere, men jeg bærer en erfaring med mig om, hvor vigtigt det er. Det, jeg ofte havde lyst til at sige til mine behandlere, var: Jeg kan godt bære det selv, men du må gerne være her sammen med mig, indtil jeg får kræfter til at kæmpe videre. Jeg har lært, at det er ok at have det svært. Det er stadig skræmmende, men jeg flygter mindre og kan bedre tåle det nogen gange. Der er også tidspunkter, hvor jeg slet ikke kan rumme det, og hvor jeg har brug for hjælp (Heidi). Fagbogen i baglommen De behandlere, der har gjort en stor og positiv forskel for mig i min egen proces, er inspirationskilder og forbilleder i mit arbejde. Det, der kendetegnede dem var, at de ikke kom med fagbogen forrest i mødet med mig. Den var tydeligvis i deres baglomme, og jeg kunne efterspørge deres faglige meninger, men først og fremmest mødte jeg nogen, som søgte mig som et helt menneske og gik ind i vores relation med hele deres person. Det væsentlige var ikke deres faglighed, men vores relation. Nogle gange kan vores faglighed måske være for kraftigt et filter. Det har jeg oplevet i mit eget recoveryforløb i mødet med nogle behandlere. Jeg kunne ikke mærke dem. Derfor vælger jeg en anden måde at mødes på, hvor min faglighed umiddelbart er mindre tydelig, men Karen er meget tydelig. Borgeren og jeg er bare to mennesker, som mødes og har noget tilfælles, f.eks. angst, overvejelser om medicin eller selvmordsforsøg. Og så har vi jo også alt muligt andet tilfælles f.eks. interesser, humor eller glæden ved kaffe, og det betyder mindst lige så meget. Det er vigtigt for mig hver dag at tage hele Karen med på arbejde og møde mennesker primært derfra. Det er det vigtigste, jeg har lært af mit eget forløb. Det, der flytter noget, er mødet mellem to mennesker, hvor man i en ligeværdig relation i fællesskab prøver at finde en vej videre, og borgeren er ofte stærkere, end vi tror, hvis vi giver dem lov. Næh, det har betydning, at du er dig I nogle af mine relationer med borgerne har det ingen eller kun lidt betydning, at jeg har en baggrund som bruger af psykiatrien. Det er en fornemmelsessag, om det giver mening at bringe min egen historie på banen i en situation eller relation. Jeg spurgte en borger, om det havde betydning for ham, at jeg har brugerbaggrund. Han svarede: Næh, det har betydning, at du er dig. Vores relation er det bærende. Det har ingen betydning, om jeg også har været indlagt, får medicin eller, hvad det kunne være. At bringe min historie på banen kan faktisk engang i mellem være en hindring. Virke forceret. Men altid og alligevel er der en genklang, for min historie med kampen mod depressioner har i høj grad formet mig til det menneske, jeg er. 22

April 2015 * 1. udgave * 23. årgang Brobygger En stor del af mit job er også det, jeg kalder, at være brobygger mellem to oplevelsesverdener. Den set fra behandlernes side og den set fra borgernes side. Jeg deltager i refleksioner, supervisioner og andre fora for faglig sparring i det daglige, og nogle gange oplever jeg at have mere fokus på borgerens oplevelse af en situation. Måske fordi jeg af og til kan leve mig ind i det fra borgerens side, når noget ligner mit eget forløb. Dermed har jeg en anden vinkel at byde ind med eller bare husker den vinkel. Ved de overhovedet, hvad de laver? For nogen, som har en sundhedsfaglig uddannelse, og har arbejdet i psykiatrien i mange år, kan det måske være en udfordring, at der kommer nye medarbejdere, som måske kun har den faglige baggrund, at de selv har været brugere af psykiatrien. Ved de overhovedet, hvad de laver, når de ikke har en relevant uddannelse? Er de ikke for sårbare? Er min egen rolle og værdi som fagperson truet? Mange spørgsmål kan melde sig. Jeg tænker på ingen måde, at recovery mentorer kan være en trussel. Vi kan supplere hinanden, komme med forskellige vinkler, sparre og lære af hinanden. En faglig uddannelse og viden mister ikke værdi, fordi man ansætter folk, som har en anden erfaring at byde ind med. Håb Alle de fine ord og så blev det tydeligt i interviewet med Heidi, at det allervigtigste måske i virkeligheden bare er det håb, det kan give at møde nogen, som er kommet sig. Det, at man kan se andre, og man har hørt andres historie og ved, hvor langt nede andre har været, og man så kan se, at folk er kommet tilbage i arbejde og faktisk ikke har været indlagt rigtig længe. Det giver rigtig meget. Det giver mig meget sådan lidt ekstra kræfter. Hvis andre, kan komme lige så langt ned, som man selv har været, så kan man måske godt kæmpe sig selv op til at nå, måske ikke helt derop, men nå så langt, så man kan holde ud at være til Det kan jo ikke undgå at smitte af, når man ved, hvor langt nede folk har været, og man så kan se, at folk kan fise rundt og lave den ene, og den anden og den tredje opgave uden synderlig at blive kørt ned af det. Det er ligesom det, jeg også prøver at bruge, når jeg f.eks. har det dårligt derhjemme. (Heidi) God arbejdslyst sammen med recovery mentorerne! Kærlig hilsen Karen Sandfær Norbøll. Hvis du har fået lyst til at læse min og Heidis historie, findes de i bogen At ville livet samtaler undervejs. Heidi Sørensen og jeg har gennem halvandet år udvekslet vores livshistorier. I bogen er den røde tråd, hvad der har hjulpet os til at få det bedre og nå dertil, hvor vi er i dag. Bogen indeholder også indlæg fra vores forældre samt et interview med os om det at føre en lang samtale om livet og skrive en bog sammen. Håbet er, at bogen giver større indsigt i og forståelse for et liv med en psykisk sårbarhed og ikke mindst inspiration og mere viden om, hvad vi har oplevet, der har hjulpet os i os selv og i det psykiatriske behandlingssystem. Bogen kan købes ved mail til orion@psv1.regionh.dk. Den koster 100,- (+ porto) 23