Lovteksters forståelighed

Kandidatafhandling Handelshøjskolen i Århus, Århus Universitet 2010 Lovteksters forståelighed - en komparativ analyse af en dansk og en schweizisk lovteksts forståelighed Astrid Marie Jensen Katrine Skov Cand.ling.merc tysk, TT Institut for Sprog og Erhvervskommunikation Vejleder: Jan Engberg

Indholdsfortegnelse 1 Indledning (AMJ & KS)... 5 1.1 Formål og problemformulering... 6 1.2 Valg af teori og modeller... 7 1.3 Videnskabsteoretisk tilgang... 8 1.4 Afgrænsning... 9 1.5 Struktur... 11 2 Fagsprog og genrer (KS)... 12 2.1 Fagsprog... 12 2.2 Genrer... 14 2.3 Inddeling af juridiske tekster... 15 3 Forståelighed og juridiske tekster (KS)... 18 3.1 Hvad er forståelighed?... 18 3.1.1 Tekst I og tekst II... 19 3.2 Særlige kendetegn ved juridiske tekster i forhold til forståelighed... 20 3.2.1 Modtagere... 20 3.2.2 Vaghed... 22 3.2.3 Tilgængelighed... 23 3.2.4 Intertekstualitet... 25 3.3 Diskussion af forståelighed i forbindelse med juridiske tekster... 25 3.3.1 Sværmere... 25 3.3.2 Skeptikere... 26 3.3.3 Skeptiske sværmere... 27 3.4 Egne overvejelser... 27 4 Modeller til vurdering af teksters forståelighed (AMJ)... 30 4.1 Hamburger Verständlichkeitskonzept... 30 4.1.1 Kritik af Hamburger Verständlichkeitskonzept... 31 4.2 Karlsruher Verständlichkeitskonzept... 33 4.2.1 Tekstens kommunikative funktion... 34 4.2.1.1 Formål... 34 4.2.1.2 Modtagere... 36 4.2.1.3 Afsender... 37 4.2.2 Nøgledata for tekstproduktionen... 37 4.2.2.1 Den mentale denotatsmodel... 37 4.2.2.2 Den mentale konventionsmodel... 38 4.2.2.3 Medium... 38 4.2.2.4 Juridiske og redaktionelle retningslinjer... 38 4.2.3 De seks forståelighedsdimensioner... 39 4.2.3.1 Prægnans... 39 Side 1 af 133

4.2.3.2 Korrekthed... 39 4.2.3.3 Motivation... 40 4.2.3.4 Struktur... 40 4.2.3.5 Simplicitet... 41 4.2.3.6 Perception... 43 4.2.4 Diskussion af Karlsruher Verständlichkeitskonzept... 43 4.2.4.1 Generelle problemer forbundet med Karlsruher Verständlichkeitskonzept... 43 4.2.4.2 Karlsruher Verständlichkeitskonzept og lovtekster... 45 5 Den forvaltningsinterne redaktionskommission (AMJ)... 48 5.1 Præsentation... 48 5.2 Kriterier for optimering af lovtekster... 49 5.2.1 Reglementet for den forvaltningsinterne redaktionskommission... 49 5.2.2 Overordnede faktorer ifølge Nussbaumer... 49 5.2.3 Tommelfingerregler... 50 5.3 Resultater af kommissionens arbejde... 55 6 Metode... 56 6.1 Kriterier for udvælgelse af lovteksterne (KS)... 57 6.2 Den forvaltningsinterne redaktionskommissions kriterier (KS)... 58 6.3 Operationalisering af Göpferichs Karlsruher Verständlichkeitskonzept (AMJ)... 60 6.4 Sammenligningen af de to lovtekster (AMJ)... 61 7 Analyse af den danske lovtekst... 63 7.1 Præsentation af ophavsretsloven (AMJ)... 63 7.2 Analyse af ophavsretsloven ud fra de 15 tommelfingerregler (AMJ)... 64 7.3 Analyse af ophavsretsloven ud fra Karlsruher Verständlichkeitskonzept (KS)... 72 7.3.1 Kommunikativ funktion... 73 7.3.1.1 Tekstens formål... 73 7.3.1.2 Modtagere... 74 7.3.1.3 Afsender... 76 7.3.2 Nøgledata for tekstproduktionen... 76 7.3.2.1 Den mentale denotatsmodel... 76 7.3.2.2 Den mentale konventionsmodel... 77 7.3.2.3 Medium... 79 7.3.2.4 Juridiske og redaktionelle retningslinjer... 80 7.3.3 De seks forståelighedsdimensioner... 81 7.3.3.1 Prægnans... 81 7.3.3.2 Korrekthed... 82 7.3.3.3 Motivation... 83 7.3.3.4 Struktur... 83 7.3.3.5 Simplicitet... 84 7.3.3.6 Perception... 88 7.4 Diskussion af analysens resultater (KS)... 88 Side 2 af 133

8 Analyse af den schweiziske lovtekst... 93 8.1 Præsentation af Urheberrechtsgesetz (KS)... 93 8.2 Analyse af Urheberrechtsgesetz ud fra de 15 tommelfingerregler (KS)... 94 8.3 Analyse af Urheberrechtsgesetz ud fra Karlsruher Verständlichkeitskonzept (AMJ)... 100 8.3.1 Tekstens kommunikative funktion... 100 8.3.1.1 Formål... 100 8.3.1.2 Modtagere... 100 8.3.1.3 Afsender... 101 8.3.2 Nøgledata for tekstproduktionen... 101 8.3.2.1 Den mentale denotatsmodel... 101 8.3.2.2 Den mentale konventionsmodel... 102 8.3.2.3 Medium... 103 8.3.2.4 Juridiske og redaktionelle retningslinjer... 104 8.3.3 De seks forståelighedsdimensioner... 105 8.3.3.1 Prægnans... 105 8.3.3.2 Korrekthed... 106 8.3.3.3 Motivation... 107 8.3.3.4 Struktur... 107 8.3.3.5 Simplicitet... 108 8.3.3.6 Perception... 109 8.4 Diskussion af den schweiziske analyses resultater (AMJ)... 109 9 Sammenligning (AMJ & KS)... 114 9.1 Analysens resultater i overblik... 114 9.2 Diskussion af de to modeller... 116 9.3 Diskussion af de to lovtekster... 119 10 Konklusion (AMJ & KS)... 121 11 Zusammenfassung... 124 12 Litteraturliste... 127 Antal tegn ekskl. blanktegn: 212.576 (97 sider) Side 3 af 133

Figurer i afhandlingen Side Figur 1: Trekantmodellen 15 Figur 2: Karlsruher Verständlichkeitskonzept 34 Figur 3: Den danske lovteksts overtrædelser af de 15 tommelfingerregler 88 Figur 4: Den danske lovteksts overtrædelser af Karlsruher Verständlichkeitskonzept 90 Figur 5: Den schweiziske lovteksts overtrædelser af de 15 tommelfingerregler 109 Figur 6: Den schweiziske lovteksts overtrædelser af Karlsruher Verständlichkeitskonzept 111 Figur 7: Sammenligning tommelfingerregler 114 Figur 8: Sammenligning forståelighedsdimensioner 116 Bilag i afhandlingen Bilag 1: Mail fra Markus Nussbaumer, modtaget den 11. august 2009 Bilag 2: Bilag 3: Bilag 4: Bilag 5: Bilag 6: 15 Faustregeln für die Redaktion verständlicher Gesetzestexte, Gesetzgebungskurs des Bundes 2008 Lov om ophavsret Bundesgesetz über das Urheberrecht und verwandte Schutzrechte Passiver i den danske lovtekst Passiver i den schweiziske lovtekst Side 4 af 133

1 Indledning Lovtekster kan ikke være forståelige. Sådan lyder overskriften på den populærvidenskabelige artikel, der lagde kimen til vores interesse for og ønske om at beskæftige os med spørgsmålet om juridiske teksters forståelighed. Artiklen fortsætter: Det er ganske enkelt ikke muligt at gøre lovtekster mere gennemskuelige for den almindelige dansker, mener professor i videnskommunikation Jan Engberg (Hansen 2008). Vores umiddelbare reaktion på artiklen var en vis skepsis. Som sprogligt uddannede er vi vant til at arbejde efter princippet om, at de fleste tekster kan gøres forståelige, hvis blot man tilpasser teksten til den modtager, der skal kunne forstå den. For os var det således langt mere sandsynligt, at problemet med lovteksters forståelighed skyldes manglende vilje fra juristernes side og ikke, at en sådan forståelighed er en umulighed. Hertil kommer naturligvis det for os meget tungtvejende argument om, at man ikke kan forlange, at borgerne skal overholde nogle love, de ikke forstår. Det synes helt i strid med vores samfundsopfattelse, at man skulle kunne straffe nogen for at bryde en lov, de ikke har haft mulighed for at tilegne sig. Et samfund, hvor kun et fåtal af borgerne, en højtuddannet elite, kender samfundets regler, og hvor denne elite samtidig har mulighed for at straffe de øvrige borgere for deres manglende overholdelse af nogle for dem ukendte normer, fremstod for os alt andet end demokratisk. Som vi senere skulle finde ud af, er disse eller lignende synspunkter også blevet fremsat af andre i diskussionen om lovteksters forståelighed. Som vi dog også skulle blive klar over, er billedet lidt mere kompliceret end som så. Grundet vores vakte interesse for dette emne begyndte vi efterfølgende at læse forskellige artikler om emnet, særligt med henblik på at undersøge, om der dog ikke var nogen, der forsøgte at gøre noget ved dette demokratiske problem. I første omgang var resultatet skuffende. I Danmark har der ikke været megen fokus på spørgsmålet om lovteksters forståelighed, og det materiale, vi fandt, havde særligt fokus på forvaltningstekster, herunder de afgørelser, myndighederne sender ud til den enkelte borger (se f.eks. Møller et al. 2001). Først da vi anlagde et internationalt perspektiv og begyndte at undersøge, hvad man gør i andre lande, fandt vi for alvor noget af interesse. Det viste sig nemlig, at man i Schweiz har etableret en såkaldt forvaltningsintern redak- Side 5 af 133

tionskommission, som har til formål at gennemlæse og optimere love med henblik på deres forståelighed, inden de vedtages. På den måde bliver lovens forståelighed således tænkt ind fra starten, og da kommissionen er sammensat af både jurister og lingvister, sikrer man, at der under optimeringen bliver taget hensyn til alle aspekter. Da denne kommission har eksisteret siden 1967, var vi dog meget overraskede over at konstatere, at der ikke er lavet nogen egentlig undersøgelse af, hvorvidt kommissionens arbejde rent faktisk har medført, at de schweiziske lovtekster er blevet mere forståelige (se bilag 1). Det var således nærliggende for os at spørge os selv, om vi ikke burde have en lignende kommission i Danmark, når vores love nu ifølge Jan Engberg ikke var forståelige. En forudsætning for at besvare dette spørgsmål må være at undersøge, om de schweiziske love i det hele taget er mere forståelige end de danske. Hvis dette er tilfældet, kunne man overveje, om dette forståelighedsproblem kunne løses ved etableringen af en lignende kommission i Danmark. Hvis det derimod viste sig, at lovene var lige forståelige, kunne vi jo i Danmark spare besværet og udgifterne til en sådan kommission. Som følge heraf satte vi os for at sammenligne forståeligheden af en dansk og en schweizisk lovtekst. 1.1 Formål og problemformulering På baggrund af ovenstående overvejelser nåede vi frem til følgende problemformulering: Som følge af den schweiziske redaktionskommissions arbejde med optimering af de schweiziske lovteksters forståelighed er det nærliggende at antage, at schweiziske lovtekster er mere forståelige end danske. Formålet med denne opgave er at undersøge, om denne tese er sand. Vi vil således foretage en komparativ analyse af forståeligheden af en dansk og en schweizisk lovtekst, nemlig den danske ophavsretslov og den schweiziske Urheberrechtsgesetz. For at sikre et så retvisende resultat som muligt vil vi gennemføre to analyser af hver lovtekst. Først undersøger vi, om de to lovtekster opfylder de kriterier, som den schweiziske sprogkommission anvender i sit arbejde, og dernæst analyserer vi lovteksterne ved hjælp af Göpferichs Karlsruher Verständlichkeitskonzept. Side 6 af 133

Denne opgave er forfattet på dansk. Dette skyldes, at opgavens formål er at undersøge, hvorvidt der er behov for ændringer i den danske procedure for lovredaktion, og det er således vigtigt, at dansksprogede læsere kan forstå opgaven, også selv om en del af opgavens fokus ligger på tysksproget materiale. Af samme grund har vi så vidt muligt forsøgt at benytte danske benævnelser for begreber, også selv om disse optræder i tysksproget teori. I enkelte tilfælde har vi tilføjet det tyske begreb i parentes. Det er dog grundet fokus på Schweiz sådan, at halvdelen af analysen beskæftiger sig med en schweizisk lov, hvorfor citater og teksteksempler fra denne lov vil være på tysk. Disse vil ikke blive oversat, da en sådan oversættelse ikke vil kunne finde sted uden at tekstmaterialet ændres, hvilket ville påvirke resultaterne af analysen. Det er dog stadig muligt at forstå analysen samt analysens konklusion uden kendskab til tysk. 1.2 Valg af teori og modeller For at besvare vores problemformulering vil vi benytte os af en række forskellige teorier. Det vil føre for vidt her at nævne hver enkelt teoretiker, men vi vil kort nævne de mest centrale. I forbindelse med diskussionen af juridiske teksters forståelighed har vi forsøgt at udvælge de teoretikere, der har en klar og velbegrundet holdning til spørgsmålet, eller som har nogle gode betragtninger, som vi kan bruge senere i analysen. Her kan vi især fremhæve Engberg og Busse. Desuden spiller en række tekster af Nussbaumer en central rolle for denne afhandling, idet Nussbaumer er formand for den tysksprogede del af den ovennævnte kommission. Vi har således i høj grad benyttet os af hans tekster og argumentation, hvis vi var i tvivl om redaktionskommissionens holdning til en bestemt juridisk problemstilling. Da den schweiziske forvaltningsinterne redaktionskommissions arbejde som nævnt spiller en central rolle for vores undersøgelse, har vi valgt at benytte deres kriterier for vurderingen af en lovteksts forståelighed til at sammenligne den danske og den schweiziske lovtekst. På den måde finder vi også ud af, hvorvidt schweizerne overholder deres egne retningslinjer. Da de danske tekstforfattere ikke har kendt til disse kriterier, da de producerede lovteksten, er det imidlertid nærliggende at antage, at den schweiziske tekst i højere grad vil leve op til disse kriterier. Af samme grund har vi valgt også at foretage en analyse ved hjælp af en model til vurdering af teksters forståelighed. Inddragelsen af en anden fuldstændig neutral model skal sikre en objektiv Side 7 af 133

vurdering af de to tekster i forhold til hinanden. Vi har valgt en model, der ikke særligt er møntet på juridiske tekster, men blot på tekster i al almindelighed. En meget brugt model er det såkaldte Hamburger Verständlichkeitskonzept, som blev udviklet i 1970 erne. Vi har imidlertid valgt en nyere og mindre klassisk model, som er en videreudvikling af Hamburger Verständlichkeitskonzept, nemlig Susanne Göpferichs såkaldte Karlsruher Verständlichkeitskonzept. Når vi har truffet dette valg, skyldes det især, at Göpferich i sin model inddrager tekstens kommunikative funktion, herunder tekstens modtagere, samt tekstens nøgledata. Dette har været vigtigt for os, da mange teoretikere og også vi selv mener, at forståelighed i høj grad afhænger af den modtager, der skal forstå. Vi vil komme nærmere ind på forskelle samt fordele og ulemper ved de to modeller i afsnit 4. 1.3 Videnskabsteoretisk tilgang Denne afhandling følger den videnskabsteoretiske tilgang hermeneutik. Hermeneutik betyder læren om forståelse, og et vigtigt begreb inden for hermeneutikken er forforståelsen. Med dette begreb menes den forståelse, som går forud for selve forståelsen. Man vil således altid besidde en forforståelse, som eksempelvis kan være en forventning, en mening eller en fordom, og det er beeller afkræftelsen af forforståelsen, der former selve forståelsen. Selvom alle mennesker således fortolker et objekt ud fra samme beskrivelse, vil det for hver enkelt altid ske på baggrund af en forforståelse (Birkler 2005: 95-97). Inden for hermeneutikken arbejder man desuden med den hermeneutiske cirkel. Herunder forstås ifølge Thurén (1992: 57), at der sker et vekselspil mellem forforståelse og erfaring, idet man erfarer på baggrund af forforståelsen, og idet en større erfaring vil give en bedre forforståelse, hvilket vil føre til, at man opfatter finere nuancer. Pahuus (2003: 145) taler desuden om den hermeneutiske cirkel i forbindelse med fortolkningen af tekster. Han mener, at man ved fortolkningen af tekster bevæger sig i cirkelbevægelser mellem en forståelse af enkelte tekstdele (sætninger og afsnit) og en forståelse af teksten som en helhed. En vigtig måde, hvorpå hermeneutikken kommer til udtryk i denne afhandling, er, at fundamentet for opgaven er, at forskellige folk har en forskellig forforståelse (eller forhåndsviden). Eksempelvis Side 8 af 133

besidder jurister en forhåndsviden, der er langt mere nuanceret end lægfolks viden inden for det juridiske område, og denne forskel har i høj grad en indflydelse på analyserne i opgaven og resultaterne af disse. Hermeneutikken kommer dog også til udtryk på anden vis i denne afhandling, idet vi fortolker teksterne ud fra vores egen forforståelse. Vi må i den forbindelse gøre opmærksom på, at vores forforståelse er subjektiv og ikke kan siges at være endegyldig rigtig. Denne subjektivitet kan altså ikke undgås, og det kan ikke udelukkes, at andre mennesker med en anden forforståelse ville fortolke teksterne anderledes. Dog forsøger vi at minimere graden af subjektivitet i afhandlingen ved brugen og operationaliseringen af den forvaltningsinterne redaktionskommissions tommelfingerregler og Karlsruher Verständlichkeitskonzept. 1.4 Afgrænsning I forbindelse med tilblivelsen af denne afhandling har vi grundet opgavens begrænsede omfang og den tid, vi har haft til rådighed, måttet træffe en række beslutninger, som vi vil begrunde i det følgende. Først og fremmest bygger denne opgave som tidligere nævnt på en opfattelse om, at en teksts forståelighed i høj grad afhænger af modtagerens forforståelse eller forhåndsviden. Som en naturlig konsekvens heraf burde vi naturligvis have lavet en praktisk analyse, hvor vi havde ladet modtagerne afgøre, hvorvidt de fandt den pågældende lovtekst forståelig eller ej. Som det er nu, benytter vi os af to modeller til vurdering af forståeligheden, men selv disse to modeller bygger jo til en hvis grad på modellernes skaberes forforståelse af, hvilke tekstegenskaber, der bidrager til at forbedre en teksts forståelighed. Når vi ikke har valgt at gennemføre en sådan praktisk analyse, skyldes det for det første, at en teksts forståelighed er en meget ukonkret størrelse, der er svær at måle (for en beskrivelse af en lang række af de metoder, der er forsøgt benyttet til en sådan måling, se Christmann 2004). Desuden ville det, i vores konkrete tilfælde, kræve to praktiske undersøgelser, idet vi jo gennemfører en komparativ analyse. Den ene af disse undersøgelser skulle endvidere gennemføres med en schweizisk målgruppe, hvilket ville være et meget omfat- Side 9 af 133

tende arbejde. Af disse grunde har vi således valgt at begrænse os til en teoretisk analyse af de to lovtekster. I vores analyse vil vi som nævnt kontrollere, om de to lovtekster overholder de kriterier, de to modeller opstiller. Hvis vi ikke mener, dette er tilfældet, vil vi notere det som en fejl eller en overtrædelse. Det er imidlertid vigtigt at være opmærksom på, at vi ikke vil komme med ændringsforslag eller forbedringsforslag til teksterne, med enkelte undtagelser, hvor det drejer sig om banale, syntaktiske problemstillinger. Vi mener ikke, at vi som sprogfolk besidder den nødvendige fagviden til at vurdere, hvilke juridiske konsekvenser vores eventuelle ændringsforslag vil få. Den manglende juridiske viden hos sprogfolk er også grunden til, at den schweiziske forvaltningsinterne redaktionskommission består af både sprogfolk og jurister, hvilket vi vil komme ind på senere. Nussbaumer (2004: 292) går endog så vidt som til at sige, at en sådan interdisciplinaritet beskytter sprogfolk mod at komme med tåbelige forslag, der ville bringe dem i miskredit hos juristerne, der i reglen i forvejen ikke har meget til overs for lingvister. Det vil vi naturligvis gerne spare os selv for. Der findes hundredvis af gældende love i Danmark og mindst lige så mange i Schweiz. Det giver sig selv, at vi i denne undersøgelse ikke har kunnet analysere alt dette materiale, hvorfor vores konklusion kun bygger på en meget lille del af det samlede materiale. Hvis man ønskede at drage nogle konsekvenser af vores konklusion, ville vi anbefale, at man foretog yderligere stikprøveundersøgelser. For at kunne gå tilstrækkeligt i detaljer med analysen, har vi måttet begrænse vores empiri til de første ti paragraffer af den danske ophavsretslov og den schweiziske Urheberrechtsgesetz. Endelig består en vigtig del af arbejdet med sprogrevision i at sikre konsistens inden for loven, men også de forskellige love i mellem. Lovtekster har en høj grad af intertekstualitet, hvilket vil sige, at de er meget tæt forbundet med hinanden. En undersøgelse af de love, der er relaterede til ophavsretsloven, ville imidlertid blive meget omfattende og kræve et dybdegående kendskab til lovenes opbygning, hvorfor vi i vores analyse har måttet se bort fra dette aspekt. Side 10 af 133

1.5 Struktur Denne afhandling består overordnet set af tre dele. I den første del, afsnit 2 til 5, beskæftiger vi os med teorien bag de analyser, der skal gennemføres. I afsnit 2 starter vi med en kort indføring i, hvad fagsprog egentlig er for en størrelse, og hvordan man ved hjælp af forskellige kendetegn kan adskille forskellige teksttyper fra hinanden. Vi slutter af med at gennemgå de forskellige typer af juridiske tekster. I afsnit 3 præsenterer vi begrebet forståelighed, og kommer ind på de argumenter, der er rejst i diskussionen om, hvorvidt lovtekster overhovedet kan være forståelige for ikkejurister. Afsnit 4 beskæftiger sig med modeller til at måle en teksts forståelighed. Her vil vi først præsentere den klassiske model, Hamburger Verständlichkeitskonzept, og dernæst den model, vi vil benytte til analysen, nemlig Karlsruher Verständlichkeitskonzept. Endelig vil vi i afsnit 5 præsentere den schweiziske redaktionskommission samt de kriterier, den arbejder efter. Afhandlingens anden del består af metodeafsnittet, som findes i afsnit 6. Her vil vi beskrive metoden for analysen samt komme ind på vores kriterier for valg af lovteksterne. Den tredje og sidste del består af de to analyser samt et afsnit, hvor vi vil sammenligne og diskutere analysens resultater. Hver analyse er delt i to, således at hver lovtekst først analyseres efter redaktionskommissionens kriterier og dernæst efter Susanne Göpferichs Karlsruher Verständlichkeitskonzept. I sammenligningen vil vi dernæst opsummere analysernes resultater og forsøge at komme frem til, om en sprogkommission overhovedet gør en forskel for lovteksternes forståelighed. Side 11 af 133

2 Fagsprog og genrer I dette afsnit vil vi forsøge at indramme den genre, vi vil beskæftige os med, nemlig lovtekster. En lovtekst er en juridisk tekst, og en del af problemet med forståeligheden af juridiske tekster er, som vi vil komme ind på senere, at juridisk sprog er et fagsprog. Vi vil således først beskrive begrebet fagsprog og fagsproglighed og komme ind på, hvad der kendetegner disse begreber. Dernæst vil vi beskrive, hvorledes man kan indordne forskellige fagsproglige tekster i forskellige grupper, eller genrer, og hvorledes man gør brug af denne viden, når man formulerer tekster. Endelig vil vi se nærmere på juridiske tekster og på, hvilke undergrupper disse kan inddeles i, samt hvorledes disse undergrupper står i forhold til hinanden. I dette kapitel får vi således nogle grundlæggende begreber på plads, som vi senere vil gøre brug af. 2.1 Fagsprog Ifølge Engberg (1998: 13-20) er et fagsprog karakteriseret ved tre kendetegn. For det første er et fagsprog et værktøj, som fagfolk anvender ved udøvelsen af deres faglige gøremål. Det vil sige, at fagsproget er det middel, der anvendes til at kommunikere inden for et bestemt fagområde, og som følge heraf har det også en funktion i forhold til den, der bruger værktøjet. Det andet kendetegn ved fagsprog er, at det er rettet mod et bestemt mål, dvs. at det har et kommunikativt formål. Fagsproglige tekster har ifølge Engberg et hovedformål, dvs. et overordnet formål, som kan fastlægges ud fra den kommunikationssituation, der undersøges, og et eller flere delmål, som tager udgangspunkt i hovedformålet. Det sidste kendetegn består i, at et fagsprog er formålsbestemt. Her undersøger man, hvilke egenskaber ved en sætning eller en tekst, der gør, at den har sin funktion. Det vil sige, at man her ser på de sproglige midler, der bruges til at opfylde en bestemt hensigt hos afsenderen. Sammenfattende er fagsprog altså det værktøj, fagfolk anvender til at opnå et bestemt kommunikativt formål ved hjælp af bestemte sproglige midler. Alt efter, hvilke aspekter ved fagsprog man lægger vægt på, kan fagsprog anskues fra forskellige synsvinkler. Man kan benytte den leksikalske, den stilistiske, den pragmatiske eller den vidensorienterede. Da vi benytter os af flere af disse tilgange i afhandlingen, vil de kort blive gennemgået i det følgende. Side 12 af 133

Ved den leksikalsk orienterede synsvinkel ligger fokus på fagordene. Fagord har en mere præcis og afgrænset betydning end ord i dagligdagssproget, idet fagord er knyttet til en mere snæver definition. Derfor kan de siges at have en kontekstfri betydning inden for fagsproget, da de altid vil have samme betydning uafhængigt af, hvilken sammenhæng de anvendes i (Engberg 1998: 33-37). Ved den stilistisk orienterede fagsprogsopfattelse ser man derimod på, om der findes stilarter, der er særlige for bestemte fagsprog. Hvis man anvender den stilistiske tilgang til fagsprog, undersøger man således, hvilke sproglige elementer, der er typiske for et bestemt fagsprog, og man når dermed frem til den faglige stil (Engberg 1998: 37-38). Den pragmatisk orienterede tilgang har fokus på funktioner og deres realisering. Der lægges således vægt på funktioner, på personerne, der udfører funktionerne og på de situationer, funktionerne udføres i. Man ser på, hvilke sproglige midler, der anvendes til at udføre funktioner, og det er således ikke hyppigheden af de sproglige midler, der er interessant i denne sammenhæng (Engberg 1998: 38). Den sidste tilgang til fagsprog er den vidensorienterede. Her lægges vægt på den viden, brugerne af det enkelte fagsprog besidder. Ved denne tilgang knyttes fagsproget ikke til bestemte personer, men derimod til bestemte grader af viden. Som følge heraf er fagsproget ikke et grupperelateret sprog, og alle mennesker har derfor i større eller mindre grad del i alle fagsprog. Dog er nogle folks fagsprogskompetencer lave, dvs. de er lægfolk, mens andres er høje, og de kan derfor betegnes som fagfolk (Engberg 1998: 39-41). Da vi i denne afhandling hovedsageligt beskæftiger os med det juridiske fagsprog, bruger vi imidlertid betegnelsen lægmand i en mere snæver betydning. Når vi fremover bruger denne betegnelse, refererer vi i denne sammenhæng til en person, der ikke besidder nogen særlig juridisk fagviden, altså en person, der er lægmand inden for det juridiske fagområde. Efter at have set på, hvad der kendetegner et fagsprog, vil vi nu gå videre til at se, hvorledes man kan inddele fagsproglige tekster. Side 13 af 133

2.2 Genrer Faglige tekster kan inddeles i forskellige grupper, som benævnes genrer. Ifølge Engberg (1998: 46-48) sker inddelingen i genrer både på baggrund af tekstinterne og teksteksterne faktorer. De tekstinterne faktorer er kendetegn, som kan ses i selve teksten, mens de teksteksterne faktorer ikke direkte er forbundet med teksten. En tekstgenre er således en klasse af tekster, der er karakteriseret ved en række fælles faktorer, nemlig nogle lingvistiske, nogle sociale og nogle psykologiske faktorer. Ved de lingvistiske faktorer forstår man, at der inden for en genre typisk anvendes bestemte ord og konstruktioner. Et eksempel på dette er den hyppige anvendelse af finitte verber i passiv inden for genren lov. Man kan altså sige, at der inden for en genre gælder nogle sproglige restriktioner, og disse faktorer er således tekstinterne. Under sociale faktorer forstår man bl.a., at det som regel er en bestemt gruppe af mennesker, som forfatter tekster inden for en bestemt genre. Et eksempel på dette er genren lov, der ofte forfattes af jurister med henblik på, at den skal anvendes af andre jurister. En genres tekster er således også et udtryk for den sociale interaktion mellem mennesker, og der er dermed tale om teksteksterne faktorer. Med de psykologiske faktorer menes, at man opstiller en tekst på en måde, der svarer til den måde, man tænker på inden for et fag og til de intentioner, man har inden for faget. Den psykologiske faktor kan også betegnes som tekstens funktion, idet man ser teksten som det redskab, der anvendes til at opfylde afsenderens intention. Disse faktorer er ligeledes teksteksterne (Engberg 1998: 46-48). Sammenfattende definerer Engberg (1998: 48) således en fagsproglig tekstgenre som en klasse af tekster, der bygger på den samme kombination af sproglige, sociale og funktionelle kendetegn. Denne viden kan vi bruge, når vi skal formulere tekster, eller når vi skal forstå tekster, der er formuleret af andre. I den forbindelse taler Engberg (1998: 53-54) om de såkaldte handlingsmønstre, som er en kombination af situationselementer, funktionselementer og sproglige midler, der er knyttet sammen ved en konvention. Et handlingsmønster er således en forbindelse mellem situation, funktion og sproglige midler, og Engberg illustrerer denne forbindelse ved hjælp af den nedenstående trekantmodel. Side 14 af 133

Figur 1 Trekantmodellen Kilde: Engberg 1998: 54. Ifølge Engberg (1998: 54) spiller disse handlingsmønstre en central rolle ved formuleringen af tekster, idet man, når man skal forfatte en ny tekst, ofte vil forsøge at finde et mønster, man kan holde sig til, i form af en gammel tekst inden for samme genre. I den forbindelse er det interessant at se på, hvordan disse handlingsmønstre ændrer sig over tid (se f.eks. Engberg 2001). Hvis man følger de kendte mønstre, hver gang en ny tekst inden for en bestemt genre skal forfattes, er det vanskeligt at ændre på eventuelle uhensigtsmæssigheder inden for den pågældende genre. Genrekonventioner ligger dog ikke fast. Ifølge Engberg (2001: 62-63) ændres de over tid, når situationen ændrer sig. Praksis bliver således i høj grad påvirket af de gældende handlingsmønstre, men disse mønstre påvirkes også af praksis, således at mønstrene aldrig er helt stabile, men derimod hele tiden tilpasses til praksis. Handlingsmønstrene og praksis påvirkes således gensidigt af hinanden. I denne afhandling beskæftiger vi os som bekendt med tekster inden for den juridiske tekstgenre, hvorfor vi i det følgende vil se nærmere på denne konkrete klasse af tekster. 2.3 Inddeling af juridiske tekster Det juridiske område er bredt og dækker over en række forskellige tekster. I det følgende vil vi se på, hvordan man kan inddele disse tekster i nogle underkategorier. Denne inddeling stammer fra Engberg (1998: 57-58), der bygger på en inddeling foreslået af lingvisten Anne Lise Kjær. Ved denne inddeling ser man især på den funktion, som den juridiske tekst skal have i forhold til Side 15 af 133

modtageren. Det juridiske sprogunivers kan således opdeles i tre niveauer, og teksterne har en forskellig hovedfunktion, alt efter hvilket plan i universet, de befinder sig på. Det øverste plan er bestemmelsesplanet. Her formulerer afsenderen af teksten en bestemmelse, som har betydning for modtageren, f.eks. kan han fastlægge, hvad der er lovligt eller ulovligt, eller hvorledes et bestemt begreb bør opfattes. En tekst på dette plan fastlægger generelle rammer for handlinger, og der skabes rettigheder og pligter mellem borgerne i et samfund. Lovtekster er en typisk tekst på dette plan, idet en lov som bekendt bestemmer, hvordan borgerne i et samfund bør handle, hvis de ønsker at holde sig inden for lovens rammer (Engberg 1998: 58). Man kan så igen inddele teksterne på dette plan efter den enkelte genres placering i det indbyrdes bestemmelseshierarki blandt bestemmelsesteksterne. I Danmark finder vi her på det øverste niveau Grundloven, idet alle andre love og bestemmelser skal overholde denne. Derefter kommer de almindelige love og på tredje niveau bekendtgørelser, som har til formål at uddybe eller specificere bestemmelserne i en lov (Engberg 1998: 59). Forståeligheden af lovtekster har således også i denne sammenhæng en betydning, da lovteksterne ikke står alene, men påvirker teksterne på det underliggende niveau, da disse har til formål at uddybe lovens indhold. Ifølge Engberg (1998: 59-60) er der ikke en generel forskel på den sproglige stil i tekster fra de forskellige niveauer. Dog revideres Grundloven som bekendt sjældent, hvorfor den har tendens til at bevare en gammeldags sprogbrug, hvorimod love revideres ofte og bekendtgørelser endnu oftere, hvilket medfører en mere moderne sprogbrug i bekendtgørelser end i love. Det næste plan er handlingsplanet, hvor afsenderen af teksten udfører juridisk bindende handlinger inden for de på bestemmelsesplanet fastlagte rammer. Her skabes der rettigheder og pligter mellem bestemte personer eller virksomheder, og et eksempel på tekster fra dette plan er kontrakttekster. Også tekster på dette plan påvirkes af bestemmelsesteksterne, idet man ofte overtager formuleringer fra love, når man formulerer tekster på handlingsplanet. Dermed sikrer man, at det pågældende sted i kontrakten bliver udlagt på samme måde, som den konkrete formulering i loven normalt udlægges på. Teksterne på dette plan kan opdeles efter graden af institutionalisering, som har betydning for den sproglige form (Engberg 1998: 60-61). Side 16 af 133

Det sidste plan er beskrivelsesplanet, hvor man beskriver, hvorledes teksterne på de to andre planer fungerer, og hvad der står i dem. På dette plan skabes der således ingen rettigheder. Sådanne tekster er bl.a. kommentarer til love, lærebøger og vejledninger. På dette plan overtager man ikke i samme grad formuleringer fra teksterne på bestemmelsesplanet, men de beskrivende teksters formuleringer afhænger derimod især af teksternes funktion og målgruppe. Teksterne på dette plan kan således opdeles efter informationsformålet samt modtagernes faglighedsgrad (Engberg 1998: 61-63). Ifølge Engberg (1998: 64-65) kan man bl.a. bruge denne inddeling til at sammenligne formuleringer på tværs af sproggrænser, idet formuleringer i tekster, der hører til den samme klasse eller genre, normalt vil være sammenlignelige, også selv om de er formuleret på forskellige sprog. Ifølge Engberg kan man ligeledes bruge denne klassificering af tekster til at se, hvordan man kan udvikle sprogbrugen i juridiske tekster. Som nævnt påvirker tekster på bestemmelsesplanet i høj grad teksterne på de øvrige planer, og det er således her, man bør sætte ind, hvis man ønsker at reformere den juridiske sprogbrug. Vi har således indrammet den genre, vi vil beskæftige os med i denne afhandling, nemlig lovtekster. Vi har set på, hvad der kendetegner et fagsprog, og på, hvorledes man kan inddele fagsproglige tekster i genrer. Endelig har vi set på lovteksters placering i forhold til andre juridiske tekster og på den indflydelse, de har på de øvrige tekster inden for dette fagområde. Efter således at have indrammet genren lovtekst vil vi nu gå videre til at beskæftige os med lovteksternes forståelighed. Side 17 af 133

3 Forståelighed og juridiske tekster Det følgende afsnit beskæftiger sig med teorier om juridiske teksters forståelighed. Begrebet forståelighed anvendes i en række forskellige betydninger, og i det følgende vil vi derfor først fastlægge nogle definitioner af begrebet og af relaterede begreber. Den juridiske tekstgenre har en række særlige kendetegn, der vanskeliggør forståelsen af teksterne. Disse karakteristika vil vi komme ind på i afsnit 3.2. Om lovtekster overhovedet kan og bør være forståelige for lægfolk inden for jura, har været et meget omdiskuteret emne, og i afsnit 3.3 vil vi redegøre for de forskellige sider af diskussionen og deres standpunkter. Endelig vil vi i afsnit 3.4 gøre status over den viden, vi har fået, og se på, hvordan vi kan bruge den i afhandlingens øvrige afsnit. 3.1 Hvad er forståelighed? At begrebet forståelighed er bredt og kan have flere betydninger, ses tydeligt hos Nussbaumer (1991). Han definerer fire tyske begreber, der alle har relation til begrebet forståelighed. Under begrebet Verständigung forstår Nussbaumer (1991: 137) en generel betegnelse for hele området. Verständigung beskæftiger sig med de samme problemstillinger som kommunikation, blot fra et psykologisk perspektiv. Kommunikationsmodeller beskæftiger sig altid med tre størrelser, nemlig de to kommunikationspartnere, producent og recipient, samt teksten. Ifølge Nussbaumer (1991: 138) træder producentsiden i baggrunden fra et forståelsesmæssigt perspektiv, hvorfor vi her hovedsageligt beskæftiger os med interaktionen mellem recipienten og teksten. Verstehen bruger Nussbaumer (1991: 138) til at betegne modtagerens aktivitet i Verständigung. Det er altså den tankevirksomhed, modtageren må bruge for at forstå teksten. Under denne proces opnår modtageren en forståelse af teksten, det vil sige, et produkt. Dette produkt betegner Nussbaumer som Verständnis. Verständlichkeit er endelig den eller de egenskaber hos en tekst, der gør, at den kan forstås af modtageren. Nussbaumer har senere udbygget denne definition og tilføjet, at Verständlichkeit ikke kun er afhængig af tekstens egenskaber, men af disse egenskaber i relation til den, der skal forstå teksten. En tekst kan være let forståelig for én, men svær at forstå eller uforståelig for en anden. Dette skyldes, at det ikke kun er teksten, der har indflydelse på, om Side 18 af 133

en modtager forstår en tekst, men også modtagerens forhåndsviden, holdninger, strategier og forventninger (Nussbaumer 2004: 288). Da en skelnen mellem selve processen, produktet samt egenskaberne for teksten efter vores mening er meget nyttig, har vi valgt at holde os til Nussbaumers definitioner. Således vil vi overtage begreberne på dansk og betegne processen hos modtager som det at forstå, produktet af hans anstrengelser som forståelse og endelig en teksts egenskaber, der gør den mere eller mindre forståelig, som forståelighed. Hvorvidt en teksts forståelighed alene kan afgøre, om modtageren opnår en forståelse af teksten, og hvorvidt man overhovedet kan tale om forståelighed i forbindelse med juridiske tekster, sådan som Nussbaumer definerer den, vil dog blive diskuteret i det følgende. 3.1.1 Tekst I og tekst II Som en konsekvens af, at han ikke mener, at forståelsesprocessen, altså den proces hvor tekstens kohærens skabes for modtageren, findes i den skrevne tekst, har Nussbaumer (1991: 136) foretaget en terminologisk opdeling i tekst I og tekst II. Som tekst I betegner han teksten på papiret, altså den objektive tekst, som er ens for alle modtagerne. Tekst II betegner derimod den tekst, som skabes i hovedet på modtageren. Den tidlige tekstlingvistik skelnede ikke mellem tekst I og tekst II, hvorfor begreber som kohærens blev forsøgt forklaret ved hjælp af tekst I. I tilfælde, hvor afkodningen fra tekst I til tekst II ikke lykkes, skelner Nussbaumer (1991: 146) mellem misforståelse og manglende forståelse. For fagtekster gælder, at der normalt er en smal spændvidde af tilladte tekster II. Hvis denne spændvidde er for stor, er teksten flertydig eller uklar og derfor ikke maksimalt forståelig. En misforståelse foreligger i situationer, hvor en modtager tyder en tekst I sådan, at tekst II kommer til at ligge uden for den spændvidde af mulige tekster II, som tekstproducenten tilsigtede. Manglende forståelse opstår, hvis recipienten ikke er i stand til at producere en kohærent tekst II ud fra tekst I, eller hvis recipienten ikke kan integrere bestemte dele af teksten I i den tekst II, han har skabt. Side 19 af 133

De nyere kognitivistiske tilgange opfatter tekstforståelse som en bearbejdelse af information, hvor modtageren tager tekst-inputtet eller tekst I i sin besiddelse, hvorved tekst II skabes. En forståelse opnås, når informationen er integreret i modtagers eksisterende mentale repræsentationer og hans eksisterende viden (Nussbaumer 1991: 142). I den forbindelse spiller det en stor rolle, hvilken viden modtager i forvejen besidder, således at forståelse bliver til en proces, hvor det nye (input) sammenkædes med de eksisterende vidensstrukturer. Derfor er modtagerens eksisterende viden meget afgørende for hans forståelse af en tekst (Nussbaumer 1991: 143). Dette medfører ifølge Nussbaumer (1991: 147), at tekstproducenten får et andet ansvar for forståelsen: tekster I skal være produceret på en måde, så de er forståelige for deres specifikke modtagere (adressater). Disse iagttagelser gælder generelt for fagtekster, men de er meget relevante i forbindelse med diskussionen af forståelighed inden for den juridiske tekstgenre, som vi vil beskæftige os med i det følgende. 3.2 Særlige kendetegn ved juridiske tekster i forhold til forståelighed Efter en generel gennemgang af begrebet forståelighed, vil vi i det følgende komme ind på specifikke karakteristika ved juridiske tekster, som giver problemer i forbindelse med forståelighed. 3.2.1 Modtagere Busse (1994) oplister en række dilemmaer, som gør sig gældende, hvis man ønsker at forbedre forståeligheden af juridiske tekster. Et vigtigt dilemma opstår som følge af, at juridiske tekster ofte henvender sig til en bred målgruppe. Dette fænomen betegner Busse (1994: 33-34) med begrebet Mehrfachadressierung. Institutionelle tekstgenrer henvender sig ofte til forskellige grupper af adressater med en forskellig forhåndsviden. Dette gælder særligt for lovtekster, der ikke kun henvender sig til dommere og advokater, men også, alt efter hvilken juridisk tekst det drejer sig om, til modtagere, der ikke er juridisk uddannede, og som således ikke råder over en lige så specialiseret juridisk viden. Det gælder blandt andet den politiske offentlighed, men også blot enhver, der er underlagt retten. Dette sætter tekstens forfatter eller andre, der forsøger at optimere tekstens forståelighed, i et dilemma, som Busse (1994: 34) betegner som "das Dilemma Side 20 af 133

der adressatenbezogenen Spezifizierung". Fra afsenderens synspunkt ville det mest optimale være at tilpasse formuleringerne til en viden, som han formoder en bestemt, homogen modtagergruppe besidder. På grund af dens homogenitet vil gruppen dog være af begrænset størrelse. Med hensyn til en teksts forståelighed kan man sige, at jo mere afgrænset modtagergruppen er, desto mere optimal vil teksten være i forhold til forståelighed, fordi afsender kan målrette og præcisere teksten, så den præcis passer til den forhåndsviden, modtagergruppen har. Omvendt vil det være sådan, at jo større og jo mere heterogen en teksts målgruppe er, desto sværere bliver det for afsender at tilpasse sine formuleringer til modtagernes forhåndsviden, og desto større bliver risikoen for, at tekstens forståelighed forringes. Lige netop lovtekster henvender sig imidlertid, som nævnt ovenfor, til en meget heterogen modtagergruppe. Hoffmann var blandt de første, der beskæftigede sig med løsningen af det problem, der opstår, når en tekst henvender sig til en modtagergruppe med forskellige forudsætninger. Hoffmann (1984: 75-76) beskriver tre forskellige fremgangsmåder, man kan følge, når man henvender sig til en heterogen modtagergruppe. Mulighed 1: Afsenderen kan vælge at orientere sin kommunikation efter den mest krævende del af modtagerne, og tilpasse kommunikationen til deres forventninger og forhåndsviden. Følger man denne fremgangsmåde, ignorerer man uundgåeligt en stor del af modtagerne (nogen gange størstedelen). Det gøres ofte med den begrundelse, at man kun på denne måde kan redegøre passende og tilstrækkeligt præcist for et bestemt forhold. Modtagerne må så selv sørge for at udligne deres forskellige forudsætninger ved hjælp af fagbøger, leksika, kurser og lignende. Heller ikke intern kommunikation mellem fagfolk er fri for denne slags problemer, fordi specialister ikke altid tilhører samme fagområde. Ifølge Hoffmann er homogenitet inden for en større modtagergruppe oftest en fiktion også selv om en sådan fiktion er nyttig for forfatterne. Mulighed 2: Afsenderen orienterer sig i forhold til de forudsætninger, som størstedelen af modtagergruppen formodes at have. Denne løsning tilgodeser en bred forståelighed. Godt nok forbigås mindretallene (specialister og folk med en viden, der ligger under gennemsnittet), men løsningen synes meget demokratisk. Tilpasningen til modtagerne bliver vanskeliggjort af, at heterogeniteten Side 21 af 133

skal forsøges udlignet, så hovedparten af modtagerne må kunne forventes at være i stand til at forstå teksten. Inden for det flertal, der kan forstå teksten, er det således den gruppe med de laveste forudsætninger, der spiller den største rolle, uden at man må risikere forståeligheden hos de andre grupper inden for flertallet. Mulighed 3: Endelig kan afsenderen vælge at orientere sig efter modtagerne med de laveste forudsætninger. Denne løsning er ifølge Hoffmann svær at gennemføre, idet grupper med højere forudsætninger ofte vil lægge pres på afsenderen. Store områder inden for reklamebranchen og nogle sektorer inden for massekommunikation følger dog denne fremgangsmåde, og det er i nogen grad muligt. 3.2.2 Vaghed Et andet dilemma består i, hvor eksplicit en lovtekst skal være. Hvis man inkluderer mange videnselementer i teksten for derved at forbedre forståeligheden, betegner Busse (1994: 31) det som die Strategie der größtmöglichen Explizitheit. Ulempen ved denne strategi er imidlertid, at en større eksplicitet nødvendigvis vil medføre et mindre virkningsområde, og således begrænse tekstens bredde. Hvis man ønsker at beholde tekstens samlede indhold og bredde, og samtidig opnå en højere grad af eksplicitet, vil det betyde mere omfattende formuleringer og således en længere tekst. Dette vil gøre teksten mere uoverskuelig og kan derved muligvis føre til et nyt forståelighedsproblem. Således vil løsningen af ét forståelighedsproblem blot skabe et andet. Vælger man derimod den modsatte strategi, die Strategie der größeren Allgemeinheit, og forsøger at gøre teksten mere generel, så den dækker et større virkningsområde, bliver teksten uklar og flertydig og kræver en højere grad af fortolkning (Busse 1994: 32). Man har således valget mellem to strategier, der begge på hver deres måde skaber problemer for forståeligheden (Busse 1994: 32-33). Nussbaumer (2005: 49-53) mener i denne forbindelse, at lovtekster bør være vagt formuleret, hvilket stemmer overens med Busses sidstnævnte strategi. Ifølge Nussbaumer er en god form for vaghed nødvendig i lovtekster, og han mener, at en god vaghed er middelvejen mellem dårlig underbestemthed og dårlig overbestemthed. De mere detaljerede bestemmelser bør således Side 22 af 133

skrives i bekendtgørelser og forordninger. Som eksempel på ovenstående angiver Nussbaumer (2005: 63), at lovtekster ikke bør indeholde konkrete eksempler på lovens anvendelse, idet en opremsning af eksempler vil føre til, at teksten bliver uoverskuelig. Tekstproducenten bør i stedet træde et skridt tilbage og formulere reglen mere overordnet. Engberg (2007) skelner i denne forbindelse mellem to typer af vaghed, nemlig den såkaldte uundgåelige ubestemmelighed og den ønskede underbestemthed. Med den første type mener Engberg, at sproglige midler udløser kognitive processer hos modtagerne, og at disse processer i høj grad afhænger af modtagernes forhåndsviden og interesser. Som følge heraf kan tekster i sig selv ikke være betydningsbærende, og de får således først deres betydning i modtagelsessituationen. Derfor kan teksters betydning kun i begrænset omfang styres af tekstproducenten. Den anden type af vaghed, ønsket underbestemthed, skal forstås på den måde, at tekstproducenten med vilje kan gøre enkelte sproglige ytringer vage. Denne type svarer således til Busses sidstnævnte strategi. Hvor den første type af vaghed altså altid vil være et grundlæggende vilkår for kommunikation, er den anden type et instrument, som tekstproducenten kan vælge at gøre strategisk brug af. Engberg når frem til, at begge typer af vaghed skader en almen forståelighed, fordi der ikke findes nogen absolut sikkerhed for, hvordan loven vil blive udlagt, og derfor kan man ikke gå ud fra, at alle vil forstå teksten på samme måde. Kravet om almen forståelighed er derfor utopisk, og det bør ifølge Engberg opgives. 3.2.3 Tilgængelighed Busse (1994: 41-42) beskæftiger sig endvidere med, hvorvidt det overhovedet er muligt at gøre en tekst mere forståelig ved hjælp af sproget. En sådan optimering betegner han som verständlich machen (forståeliggørelse), og han skelner mellem to forskellige former for forståeliggørelse. Den første form er det tilfælde, hvor en anden person fortolker en allerede eksisterende tekst for at kunne videreformidle den til tredjepersoner, som ikke kan forstå udgangsteksten. Denne forståeliggørelse betegner Busse også som den posttekstuelle, fordi den finder sted, efter teksten er blevet til. Her er det afgørende, at tekstens modtager, som altså også fortolker og videre- Side 23 af 133

formidler teksten, kender de modtagere, teksten skal formidles til, samt kender deres forhåndsviden (Busse 1994: 41-42). Den anden form for forståeliggørelse sker fra tekstproducentens side og er ifølge Busse egentlig ikke en forståeliggørelse, men handler snarere om, at afsenderen forsøger at udforme teksten på en mere forståelig måde (verständlicher gestalten). Denne form betegner Busse også som den præ-tekstuelle form, idet den foregår inden teksten bliver til. Det karakteristiske ved denne form er endvidere, at tekstproducenten ikke ved, hvilke modtagere han producerer teksten til. I stedet skal han stræbe efter en abstrakt forståelighed eller bedre forståelighed hos en abstrakt målgruppe, og han har ingen mulighed for at udbygge deres viden udover at formidle informationer i selve teksten. Derfor er afsenderens eneste mulighed for at gøre teksten forståelig at tilpasse sin tekst til modtagernes forhåndsviden, hvilket igen kræver, at han kender modtagerne og formår at sætte sig ind i deres behov. Om dette i det hele taget er muligt afhænger ifølge Busse af, hvorvidt afsender kan vurdere sine modtageres viden, hvilket kun er muligt, hvis han på forhånd kender modtagergruppen, og hvis denne er homogen (Busse 1994: 43-44). Som følge af de ovennævnte overvejelser mener Busse (1994: 44), at man ikke kan opstille generelle regler for forståeliggørelse, men at det snarere burde være teknikker til at undgå forståelighedshindringer eller forståelighedshæmmende sproglige formuleringer. Det er ifølge Busse nemlig langt sværere at indarbejde elementer i teksten, der har til formål at udvide modtagernes viden, end det er at undgå forståelighedshindringer. Ved førstnævnte er der således en stor risiko for, at tilføjelserne kan medføre ændringer i tekstens betydning, mens den sidstnævnte hovedsageligt drejer sig om sætningsstruktur, hvor risikoen for betydningsændringer bedre kan begrænses. De ovenstående overvejelser har inspireret Engberg (2005) til i stedet for forståelighed at arbejde med begrebet tilgængelighed. Forståelighed er (jf. også afsnit 3.1.1) ifølge nutidens forståelighedsforskning en relation mellem teksten og modtageren, hvor modtageren spiller en større rolle end selve teksten. Man kan altså ifølge Engberg ikke tale om, at en tekst i sig selv er forståelig, men man kan stræbe mod at forbedre tekstens tilgængelighed. Dette kan ske ved at forsøge at gøre Side 24 af 133