Sygehusenes nye rolle 25-02-2013 Sag nr. 12/697 Dokumentnr. 50213/12 Dette papir beskriver, hvordan sygehusene skal have en ny og mere udadvendt rolle, hvor afdelingernes ekspertise og specialisering bruges til at understøtte sammenhæng og styrke kvaliteten både i de regionale nære sundhedstilbud, i kommunale tilbud og almen praksis. Heri ligger også, at regionernes pligt til at rådgive kommunerne på forebyggelsesområdet skal mere i spil og målrettes kommunernes behov. Den nye rolle kræver et ledelsesmæssigt fokus, og derfor vil regionerne arbejde videre med bl.a. organisationsudvikling og forløbskoordination. Det fremgår af Danske Regioners bidrag til ny sundhedspolitik, at tilbud og indsatser udenfor sygehusene skal nytænkes og styrkes, og at der skal fokus på nye samarbejdsmodeller. I den forbindelse er der behov for at udvikle sygehusenes rolle. Fokus skal fortsat være på den specialiserede sygehusbehandling, men derudover skal sygehusene have en ny og mere udadvendt rolle, hvor de også skal kunne levere ydelser og tilbud i andre organisatoriske modeller. Regionerne som bindeled På sygehusene og i regionerne skabes løbende en koncentration af både grundlægende og specialiseret faglighed og viden. Det gælder den sundhedsfaglige ekspertviden men også metodefaglig og processuel viden på områder som forløbsstyring, kvalitetsudvikling, evalueringer mv. Viden forpligter og regionernes og sygehusenes faglighed og ekspertise er en vigtig ressource, som skal bringes bedre i spil og komme borgerne til gode i hele det kontinuum af tilbud, som findes i sundhedsvæsenet. Det gælder de regionale tilbud, som findes uden for sygehuset, og det gælder i regionernes og sygehusenes samarbejde med kommuner og almen praksis.
Der er brug for, at ledere og medarbejdere på sygehusene rækker ud over de forskellige faglige og organisatoriske miljøer, dagsordner osv., som traditionelt er med til at afgrænse sygehusets interesseområde. En rolle, hvor regionens pligt til at rådgive kommunerne på forebyggelsesområdet kommer mere i spil og målrettes kommunernes behov, og hvor rådgivning og udveksling af viden på tværs af sundhedsvæsenets tilbud er en indgroet del af dagligdagen. Side 2 Med viden og rådgivning i fokus Med den såkaldte rådgivningsforpligtelse i sundhedsloven (se boks 1 om rådgivnings forpligtigelsen) ligger der en forventning om, at regionerne anvender deres specialistkompetencer til at rådgive, koordinere og udvikle samarbejdet mellem regioner og kommuner om patienterne. Det forventes også, at regionernes viden om kvalitetsudvikling og kvalitetssikring, dokumentation og evaluering bliver anvendt i kommunernes i forebyggelsesarbejde. Rådgivningsforpligtelsen sigter på, at de erfaringer og kompetencer, som regionerne har i relation til drift og udvikling af sundhedstilbud skal gøres tilgængelig for hele sundhedsvæsenet. Regionerne har i kraft af lokalkendskabet til kommunerne og folkesundhedsprofilen i nærområdet desuden en særlig mulighed for at yde en målrettet rådgivning efter lokale behov og ønsker. Boks 1: Rådgivningsforpligtigelsen I forbindelse med strukturreformen fik regionerne ansvar for at understøtte kommunernes nye opgave på forebyggelsesområdet. Der er flere dimensioner i regionernes rådgivningsforpligtelse. Rådgivningsforpligtelsen udmøntes bl.a. som rådgivning på en række faglige og tværgående områder som f.eks. kronisk sygdom, hygiejne og patientuddannelse. Udover rådgivningen om specifikke sygdomme og fagområder kan regionerne varetage tovholderfunktioner på tværgående og specialiserede opgaver relateret til forebyggelsesindsatsen. Det drejer sig bl.a. om overvågning af sundhedstilstanden og kompetenceudvikling f.eks. fælles skolebænk. I denne dimension af rådgivningen ligger desuden hjælp til kvalitetssikring af kommunernes arbejde i form af metodeudvikling og evaluering, herunder brug af effektive forebyggelsesmetoder. En sidste dimension i rådgivningen omhandler regionernes forskningsforpligtelse, hvor det forventes, at kommunerne bidrager.
Alt i alt er formålet med regionernes rådgivningsforpligtelse både at understøtte god planlægning på forebyggelsesområdet i kommunerne generelt og at udvikle samspillet mellem regioner og kommuner om den patientrettede forebyggelse. Side 3 Det er forskelligt, hvordan regionerne har valgt at udmønte rådgivningsforpligtelsen både i forhold til omfang, form og indhold. Regioner og kommuner aftaler lokalt i regi af sundhedsaftalerne den nærmere arbejdsdeling om og udvikling af forebyggelses- og sundhedsfremmeindsatsen. Aftale om regionens rådgivningsforpligtelse kan indgå i den sammenhæng. Men regionernes og sygehusenes nye rolle går længere end en paragraf i sundhedsloven. Den handler om, at sygehusene og regionerne har et generelt ansvar for, at den ekspertise og faglighed, som er samlet her, kan komme patienten til gode i hele forløbet på tværs af tilbud og aktører i sundhedsvæsenet. På vej med nye samarbejdsformer på sygehusene Udviklingen af nye organiseringsformer på sygehusene afspejler de nye forventninger om, at det er patientens behov og kravet om sammenhæng, der er de organisatoriske omdrejningspunkter. Sygehusene varetager i stigende grad behandling og pleje i patientens eget hjem i form af udgående teamfunktioner bl.a. på kronikerområdet. Og der er en generel opmærksomhed på, at det gode patientforløb er afhængigt af, at der samarbejdes på tværs af de organisations- og sektorgrænser, som patienten krydser, som led i sin udredning, behandling, genoptræning m.v. I de omorganiseringer, som regionerne i disse år gennemfører af afdelingsstruktur og klinisk struktur i øvrigt, indgår det typisk som en af forudsætningerne, at organiseringen skal understøtte det tværsektorielle samarbejde med almen praksis og kommunale tilbud, og at der bl.a. skal være et større fokus på forløbskoordination for at sikre et godt, samlet patientforløb. Regionerne vil arbejde videre med organisationsudvikling, der understøtter en ny og mere udadvendt rolle for sygehusene. Det strategiske ledelsesmæssige fokus på den nye rolle skal styrkes. Ledere og medarbejdere skal være afklarede med deres roller og forventningerne til samarbejde, kommunikation, udveksling af viden m.v. med omverdenen. Der er bl.a. brug for et stærkt ledelsesmæssigt fokus på forløbskoordination og håndtering af overgange. Som
noget helt centralt skal der organisatorisk og ledelsesmæssigt arbejdes med en sygehus- og afdelingskultur, der fremmer et mere helhedsorienteret blik på, hvordan sygehuset kan bidrage til kvalitet og sammenhæng i hele patientforløbet. Side 4 Boks 2: Ny organisations- og ledelsesstrategi i Region Nordjylland Region Nordjylland er i gang med at ændre den ledelsesmæssige organisering på sygehuse og i psykiatrien. Det skal øge kvaliteten i patientforløbet, så patienterne reelt oplever, at deres forløb hænger sammen, og at hver kontakt med sygehusvæsenet har værdi. Ledelsen er i dag fokuseret på den hierarkiske, vertikale ledelse. Med den nye strategi vil de også fokusere på den tværgående, horisontale ledelse, så funktioner og processer kommer til at hænge sammen på tværs. Ændringerne skal ske på flere niveauer. Organisatorisk vil regionen samle de nuværende afdelinger i større klinikker med de specialer, som naturligt hænger sammen. Hvert sygehus skal have tre ledelses-niveauer: En sygehusledelse, en klinikledelse og en afsnits- og specialeledelse. I klinikledelsen skal patientforløb og sammenhæng på tværs være et selvstændigt ledelsesområde. Mere konkret skal en klinik-vicechef have ansvaret for at tilrettelægge patientforløb både i klinikken, på tværs af klinikker og med andre sektorer. På medarbejderniveau vil de videreudvikle teamorganiseringen som arbejdsform. Bl.a. skal medarbejderne organiseres i faglige teams omkring patienten, så patienten har et begrænset antal primære kontaktpersoner, også kaldet patientens team. Teamet skal være sammensat ud fra patientens aktuelle behandlingsbehov og kan derfor gå på tværs af organisatoriske skel. Ansvaret for patienten skal bygge på stafet-metoden. Det betyder, at den enkelte klinik har ansvaret for patienten, indtil patienten er sikkert videre til en anden part, der har accepteret ansvaret. Samarbejdet mellem sygehus, kommuner og almen praksis Sygehusenes nye rolle afspejler sig også i det udadrettede samarbejde med andre dele og aktører i sundhedsvæsenet. I samarbejdet med kommunerne er der i forbindelse med forskellige pleje og behandlingsopgaver, som varetages i borgerens eget hjem, aftalt mulighed for kontakt til læger på sygehuset. Det kan f.eks. være fastlagt i forløbsprogrammer. Desuden er der eksempler på, at kommuner og sygehuse/regioner har etableret fælles teams eller enheder, som skal varetage udredning og opfølgning på ældre medicinske patienter og sikre gode tværsektorielle forløb. På
akutmodtagelserne er der initiativer med følge-hjem-teams og udskrivningskoordinatorer for at sikre, at patienten afleveres rigtigt til næste regi. Side 5 Sygehusenes viden og ekspertise kan blandt andet konkret bringes i spil ved telemedicinske løsninger, hvor f.eks. hjemmesygeplejersken kan bruge systemet til at trække på oplysninger eller hente rådgivning fra sygehuset. Det kan også være tiltag, hvor det er patienten selv, der ved hjælp af den telemedicinske løsning kan overvåge kritiske værdier i forbindelse med sin sygdom og kontakte sin kontaktperson på sygehuset ved behov. Boks 3. Telemedicinsk sårvurdering Telemedicinsk sårvurdering er et eksempel på behovet for en ændret rollefordeling mellem kommuner og regioner, i forbindelse med pleje og behandlingen af diabetiske og venøse sår. Håndteringen af sår har hidtil foregået ved, at en kommunal hjemmesygeplejerske tilser og plejer såret i borgerens eget hjem. Ved tvivl eller mistanke om forværring henviser den kommunale hjemmepleje borgeren til kontrol eller indlæggelse på sygehuset, hvorefter ansvaret overgår til sygehuset. I den telemedicinske sårvurdering er det forsat den kommunale hjemmesygeplejerske, der tilser patientens sår i eget hjem. Forskellen er, at hvis der opstår tvivl eller mistanke om forværring tager hjemmesygeplejersken et billede af såret, som sendes til lægen eller sygeplejersken på sygehuset. Her er det så op til lægen eller sygeplejersken at vurdere såret og tage stilling til det videre forløb. Telemedicinsk sårvurdering ændrer således ved rollefordelingen mellem sygehuset og den kommunale hjemmepleje. Læger og sårsygeplejersker på sygehuset får i højere grad en rådgivende funktion over for den kommunale hjemmepleje. De får til opgave at foretage den faglige vurdering af det videre pleje- og behandlingsforløb. I udgangspunktet skal sygehuset kun tilse de patienter med de mest komplicerede sår. Samtidig er det forventningen, at kompetencerne blandt de kommunale hjemmesygeplejersker øges, i form af det direkte samarbejde med regionale sårsygeplejersker og læger. Regioner og kommuner har i økonomiaftalerne for 2013 forpligtet sig på at udbrede telemedicinsk sårvurdering i alle regioner og kommuner frem mod 2016.
Sygehusenes nye rolle udspiller sig også i forhold til de praktiserende læger. De alment praktiserende læger, og i nogen grad også praktiserende speciallæger, har i nogle tilfælde behov for at hente støtte fra det specialiserede niveau. Side 6 Derfor arbejder regionerne løbende med at udvikle samarbejdet mellem sygehuse og almen praksis. Der arbejdes bl.a. med at udvikle de praktiserende lægers muligheder for, som led i udredning, behandling og henvisning af patienterne, at hente rådgivning og rekvirere diagnostiske undersøgelser på sygehusene. Det kan f.eks. være på diagnostiske centre og lignende. Der arbejdes desuden med at sikre lettilgængelige og opdaterede oversigter over henvisningsmuligheder i sygehusvæsenet. Kvaliteten og den faglige bæredygtighed skal gå på tværs af tilbuddene i det hele sundhedsvæsen. Derfor er det vigtigt, at de nye samarbejdsrelationer mellem sygehuse og det øvrige sundhedsvæsen hviler på fælles faglige referencer. Det kan bl.a. foregå ved, at opgaveløsningen tager afsæt i fælles kliniske retningslinjer og forløbsprogrammer, både når borgeren er til behandling, kontrol osv. i sygehusregi, og når han eller hun er hjemme igen, og det f.eks. er den kommunale hjemmesygeplejerske, der løser opgaverne. Det kræver også, at der er let adgang til overskuelig information f.eks. kliniske retningslinjer og forløbsprogrammer fra alle dele af sundhedsvæsenet. Fælles faglige referencer skal også underbygges med uddannelse. Fælles skolebænk uddannelsestiltag for medarbejdere eksempelvis på sygehuset og i hjemmeplejen kan være med til at sikre et fælles fagligt afsæt for opgaveløsningen, som vil styrke kvaliteten og sammenhængen i patientforløbene.