1 Urup Kirke og Grindsted Kirke. lørdag d. 24. dec. 2016 kl. 14.30 og 16.30. Egil Hvid-Olsen. Prædiken til juleaften, Luk. 2,1-14. Forløb Klokkeringning. Præludium. Indgangsbøn. 1. salme: DDS 94 Det kimer nu til julefest. Hilsen. Kollekt. GT lig læsning: Es. 9,1-6a. Trosbekendelsen. 2. salme: DDS 104 Et barn er født i Betlehem. Evangelielæsning: Luk. 2,1-14. Prædiken. Lovprisning. Kirkebøn. Meddelelser. Apostolsk velsignelse. 3. salme: DDS 119 Julen har bragt velsignet bud. Fadervor. Velsignelsen. 4. salme: DDS 121 Dejlig er jorden. Udgangsbøn. Postludium.
2 Tekstlæsninger. Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. Du gør jubelen stærk, du gør glæden stor; de glæder sig for dit ansigt, som man glæder sig over høsten, som man jubler, når man deler byttet. For det tyngende åg, stangen over deres skulder, og slavefogedens kæp brækker du som på Midjans dag. Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild. For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid. Es 9,1-6a. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem:»frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare,
3 som lovpriste Gud og sang:»ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«luk 2,1-14 Prædiken. Kærligheden skal man holde sig fra; den fører kun til besvær. Sådan noget lignende har man kunnet høre en af bipersonerne sige gang på gang i Danmarks Radios TVjulekalender Den anden verden. Jeg har ikke kunnet følge serien hver dag, men så vidt jeg har kunnet overskue, får man ikke indblik i, hvorfor Sonja, der er kostumier på Det Gyldne Teater, har sådan et negativt syn på kærligheden. Det er dog sandsynligt, at hun er offer for ulykkelig kærlighed og nu går rundt som gnaven gammeljomfru og advarer de mange skuespillere i teenagealderen imod kærlighedens farer. Det er da også sandt, at afvist kærlighed kan gøre lige så ondt, som gengældt kærlighed gør godt. Den forelskede kan have en forestilling om at have fundet sit livs kærlighed, men idet det viser sig at være en illusion, kan den forelskede underkastes forskellige forandringer. Kærligheden kan forvandles til sin modsætning, så den, man elskede af hele sit hjerte, for fuld styrke udsættes for ens had. I ekstreme tilfælde tager dette had form af en hensynsløs hævngerrighed, der ikke blot er ødelæggende for den, der lægges for had, men også for den, der hader, samt alle andre børn såvel som voksne - der står i vejen for eller bliver inddraget som aktører i udførelse af hævnen. Da er den, man tidligere elskede, råt og brutalt hevet ned fra den piedestal, man havde placeret vedkommende på. I andre tilfælde får den forelskedes selvtillid et knæk. Man bilder sig ind, at man ikke var god nok til den anden. Gennem lang tid kan man igen og igen granske de samtaler, man havde med sin udkårne, og i ubarmhjertigt selvhad slå ned på alle de ting, man har sagt, og som må have vækket den andens mishag. Da
4 befinder den elskede sig stadig på piedestalen, mens man selv har gravet sig ned i et lys- og iltfattigt hul; for man er jo alligevel ikke værd at elske. Det er sikkert oplevelser som disse, der har gjort Sonja fra julekalenderen bitter over kærligheden. Men heldigvis har hun ikke de store chancer for at overbevise børnene på teatret. Hele julekalenderen handler om kærlighedens magt; om nødvendigheden af at træffe de rigtige valg og følge sit hjerte. At det ikke er nogen let opgave, og at man derfor risikerer både at såre andre og selv at blive såret, lægges der heller ikke skjul på. Men det ændrer ikke ved, at Sonja med sit pessimistiske syn på kærligheden forbliver en komisk figur. Hvordan skulle hun kunne overbevise en flok børn og unge om, at det, de længes allermest efter, ikke er værd at beskæftige sig med? Også julen handler om kærlighed. Her hører vi nemlig, at Gud elskede os så meget, at han valgte at lade sig føde som en af os. På den måde kunne han leve et liv som vort og i sidste ende dø, sådan som vi også skal det engang. Gud havde det nemlig sådan, som man har det, når man er forelsket. Da vil man bare gerne være sammen med den, man er forelsket i. Man vil følge den elskede i tykt og tyndt. Den måde, hvorpå Gud mest konsekvent kunne være sammen med mennesker, var at blive et menneske selv. Derfor lod han sig føde som mennesket Jesus fra Nazaret. Ifølge evangelisten Lukas gjorde der sig nogle bemærkelsesværdige forhold omkring Jesu fødsel gældende. Gud blev ikke født på et kongeslot under datidens mest hygiejniske forhold. Han blev ikke født med en sølvske i munden. Han havde ikke en skare af tjenere til at skifte sin ble og putte ham i en blød og lun vugge. Nej, som følge af den romerske kejsers totalt urimelige magtdemonstration blev han født i en stald. Det var måske forståeligt nok, at kejseren ville sikre sig den rette skatteindbetaling ved at foretage en folketælling. Men hvorfor skulle det gøres så besværligt, at alle og enhver måtte rejse på kryds og tværs af riget for at nå hen til den by, familiefaderens slægt stammede fra? Evangelisten Lukas slår altså fast, at Gud fra begyndelsen af lod sig underkaste magthavernes luner. Han brugte ikke sin magt, men gav sig ind under de
5 forhold, almindelige mennesker måtte finde sig i. Dermed slår evangelisten fast, at Gud ikke blot er gud for de velbjærgede og magtfulde, men i lige så høj grad er det for de fattige og underkuede. Man kan med god grund spørge, hvad det er ved os, der gjorde, at Gud elskede os tilstrækkeligt til at lade sig føde på jorden. Et muligt svar kan uddrages af et radiointerview, jeg hørte forleden dag. Her talte videnskabsjournalisten Lone Frank om vigtigheden af at læse bøger. Hun oplyste, at det beviseligt er ødelæggende for koncentrationsevnen at gøre så meget brug af skærme, som de fleste danskere børn såvel som voksne gør. Man vænner sig til at få hurtige og kortfattede oplysninger og mister lidt efter lidt evnen til at koncentrere sig i længere tid. Allerværst er det naturligvis, når man har flere programmer kørende samtidig, så man konstant afbrydes af Facebook, Instagram, mails og andre tjenester, der opdaterer én om en hel masse, hvoraf måske fem procent er nogenlunde vigtigt. Dette medfører en markant rastløshed, hvor man - ud over det forstyrrende ved afbrydelserne på skærmen - i tide og utide lader sig lokke af overspringshandlinger. Derfor opfordrede Lone Frank lytterne til at læse kvalitetsbøger, der udfordrer hjernen. Det må meget gerne være skønlitteratur, men ikke i den alt for lette ende. Således slog hun måske lige lovlig kategorisk - en streg over langt de fleste krimier, fordi de sjældent sætter særlig mange selvstændige tanker i gang hos læseren, men alene ansporer til en overvejelse om, hvem morderen er. Her er der tale om et spil, hvor læseren forsøger at afkode de oplysninger, forfatteren indtil videre har givet. Lykkes det at gennemskue plottet, inden det afsløres i bogen, kan læseren være stolt og føle sig knivskarp. Men når det kommer til stykket, er man ikke blevet særlig meget klogere på livet undervejs i læsningen. Anderledes er det med anden litteratur, hvor læseren suges ind, idet man gribes af de situationer, der opstår, de dilemmaer, karaktererne står i, de valg, de træffer, og de konsekvenser valgene får. Herved får læseren indsigt i andre menneskers tankegange; også selvom disse mennesker er opdigtede. Fiktionen er ikke utroværdig, så længe den afspejler
6 almenmenneskelige erfaringer; den er tværtimod givende, idet den udvider forståelsen for andre mennesker. Litteraturen bringer jo så at sige læseren ind i andres hoveder, hvor man får indsigt i deres tanker og følelser. Det kan man næsten ikke undgå at blive klogere af. Derfor sluttede Lone Frank med at konstatere, at læsning gør os til bedre mennesker. Det, synes jeg, var en meget markant slutreplik, og også helt forfejlet. Jeg tror da også, at Lone Frank selv ville have formuleret sig anderledes, hvis hun kunne gøre det om, for selvfølgelig bliver vi ikke bedre mennesker af at læse kvalitetslitteratur. En litteraturprofessor er ikke et hak bedre som menneske end eksempelvis en ordblind truckfører. Det, jeg tror, Lone Frank mente, var, at læsning af litteratur gør os mere indsigtsfulde, hvorved vi også bliver mere habile til at aflæse og forstå andre mennesker. Og så dygtiggøres vi oven i købet i at kunne koncentrere os i længere tid af gangen. Når jeg fremdrager interviewet med Lone Frank er det for at påpege det problematiske i at gradbøje menneskers godhed. Vi bliver ikke bedre mennesker af at læse. Men hvad er det så, der gør os tilstrækkeligt gode til, at Gud valgte at komme os helt nær, da han lod sig føde som Jesus fra Nazaret? Selvom det er en fremmed tankegang i en tid, som den vi lever i, hvor der konstant lægges vægt på selvudvikling, skal svaret ikke findes i os, men i Gud. Set med kristne øjne er det nemlig ikke os, der gør os fortjente til Guds kærlighed. Hvordan skulle det da også kunne lade sig gøre i en verden, hvor civilbefolkninger tages som gidsler i årelange krige og nationalstater i stigende grad lukker sig om sig selv i stedet for at løfte de kolossale problemer i fællesskab? Det er altså ikke vores væremåde, der lokker Gud ned på jorden. Det er Gud selv, der kommer til os. Det gør han, fordi vi er hans børn; og som det gælder de fleste forældre, skal der rigtig meget til, for at man benægter sit slægtskab med sit afkom, hvor troløst det så end opfører sig. Derfor lod Gud sig også føde som et menneske for at markere, at han selvom han bestemt ikke altid billiger vores handlinger aldrig vil benægte sit faderforhold til os.
7 Omend Gud - ligesom Sonja i TV-julekalenderen - har utallige grunde til at advare mod kærligheden, fordi den kun fører skuffelse og besvær med sig, så insisterer han på fortsat at elske os. Det gør han på trods af vores manglende sans for, at vi ikke kan gradbøje vort medmenneskes værdi. Kunne vi det, havde vi anset det lille, hjælpeløse, nyfødte barn i den møgbeskidte, tarvelige og stinkende stald, for at være værdiløst. Derved havde vi snydt os selv for at se, hvad vi er blevet givet: Den største gave, vi overhovedet kan få del i, nemlig Guds kærlighed, som han netop åbenbarede, da han lod sig føde i Betlehem. Amen.