Udenlandsk arbejdskraft Kongres 08 Tale af Palle Bisgaard, TIB København 29. september 2008
TIB Kongres 2008 Ålborg. Udenlandsk arbejdskraft: Det der bringer mig på talerstolen er udenlandsk arbejdskraft. Emnet er på alles læber i faglige kredse, og det er det med god grund. Det er ikke mange procent af den udenlandske arbejdskraft i landet der overholder den danske model. De fleste ved ikke hvad det vil sige, og de kender ikke en kultur hvor man har rettigheder på arbejdsmarkedet, som man selv er med til at forsvare ved at være organiseret som almindelig arbejder. I TIB har vi har været gode til at sætte lige vilkår på dagsordnen blandt vores medlemmer og i samfundet, og vi har været gode til det i BAT samarbejdet. I løbet af få år er vi nået videre med samarbejdet en nogen af os ville have troet på kunne lade sig gøre for bare 5 år siden. Det gælder indgåelse af fælles overenskomster, fælles sagsbehandling og organisering, og det gælder måske frem for alt at vi har lagt gamle dages grænsestridigheder på hylden, fordi der er en dagsorden der er meget vigtigere. Vi ved også alle sammen at det i den grad er noget der trækker tænder ud, og jeg tror vi alle sammen kender frustrationen over dårlig lovgivning, manglende myndighedsindsats og udenlandske svende der ikke ønsker at snakke med os. Jeg tror også at vi er enige om, at truslen mod den danske model kun bliver større efterhånden som arbejdsløsheden vil stige i den kommende tid, og man kan godt frygte hvordan vores medlemmer vil reagere på at gå arbejdsløse mens underbetalte udenlandske svende udfø- 2
rer arbejdet uden at betale skat. Derfor er det vigtigt at vi har en klar analyse og strategi, for det er kun fagbevægelsen der slås for at undgå den deregulering af vores arbejdsmarked og samfund som vi risikerer hvis vi taber kampen. Derfor bekymrer det mig også så meget desto mere at forbundet i al almindelighed, og beretningen i særdeleshed tager så let på de seneste domme i EF domstolen, og i beretningen konkluderer at løsningsmodellen i det såkaldte Christiansen udvalg sikrer et konfliktgrundlag ikke kun på mindstesats, men også for akkord, prislister, statistik og personlige tillæg. Sagen er jo som generalsekretæren for EFS John Monks udtalte lige efter dommen i vaxholmsagen: Dette er en licens til social dumpning. Jeg skal gøre det så kort jeg kan, men jeg er nødt til at referere de 4 domme der har betydning for vores fremtidige forsvar for konfliktretten: Vikingline dommen den 11. december sidste år afviste fuldstændig den danske og den svenske regerings påstand om, at spørgsmål om kollektive kampskridt ligger udenfor EU s kompetence. Dermed forsvandt den danske og svenske regerings grundforsvar, og det gamle fælles slogan mellem arbejdstagere og arbejdsgivere om at nødderne knækker vi selv. Det skal EU nok gøre for os. Den 18. december kom så den længe ventede dom i Vaxholmsagen. Den slår fast at udenlandske virksomheder kun er forpligtet til at betale minimumslønnen, og at fagbevægelsen kun kan konflikte på den. Endvidere slår dommen fast at fagforeninger ikke kan bygge ovenpå det niveau som udstationerings direktivet foreskriver. 3
Dommen gør altså udstationerings direktivet til et maximumsdirektiv, som betyder at vi ikke kan konflikte for de samme krav overfor udenlandske firmaer, som overfor danske. Den 3. april i år kom Ruffert dommen der bygger videre på de 2 andre kendelser og dømmer delstaten Nidersachsen fordi de har stillet krav om at alle virksomheder der indgår kontrakt med en offentlige myndighed skal overholde de gældende overenskomster. Og det må man jo ikke overfor de udstationerende virksomheder de er jo reguleret af udstationeringsdirektivet og kan ikke pålægges andre krav. Og endelig Luxemborg dommen den 19. juni i år. Sjovt nok samme dag som Christiansen udvalget afgav betænkning. Igen bygger man ovenpå de tidligere kendelser, og skærer ud i pap, at udstationerings direktivet overruler alt andet: Det er ulovligt at et land ophøjer overenskomsterne til lov for udenlandske firmaer Der er ulovligt at stille krav om at udenlandske firmaer skal aflevere oplysninger om de ansatte, arbejdssted o.s.v. (Altså vores RUT register) Udstationeringsdirektivet betegnes som en udtømmende opregning. Det vil sige, at der kun kan stilles de krav til udenlandske firmaer der udtrykkeligt står i udstationerings direktivet, nemlig mindstelønnen. Kort sagt så slår dommene fast, at vi vil få en voldsom begrænsning af forhandlings og konfliktretten for udenlandske arbejdsgivere, og dermed legalisering af et A og et B hold på arbejdsmarkedet. Jeg tror det er godt, at vi har støttet LO og BAT kartellet i, at forhandle en kortvarig løsning igennem med arbejdsgiverne og regeringen, som gør at vi får et konfliktgrundlag hvor spinkelt det end måtte blive når for- 4
handlingerne med Dansk Byggeri færdige. Og vi skal sætte endnu mere gang i vores fælles bestræbelser for at tegne overenskomster og organisere vores udenlandske kollegaer. Men vi skal se realiteterne i øjnene og erkende, at der kun er en mulighed for at fastholde den danske model. Og det er at bakke op om EFS s krav om en social protokol til Lissabon traktaten hvor faglige rettigheder sikres forrang for den frie bevægelighed. Diskussionen er i gang i hele Europa, og det irske nej til Lissabon traktaten sikrer at vi får en chance for at sætte de faglige rettigheder på dagsordnen. Svensk LO ser ud til at kræve den sociale protokol som forudsætning for svensk ratificering af Lissabon traktaten. Det ville klæde os at medvirke til at sætte den dagsorden i Europa. Den anden halvdel af vores strategi skal gå på at samle byggefagene op til de næste overenskomst forhandlinger, om 2 krav der bliver helt afgørende i et bolværk mod underbetaling og deregulering. Vi kan se hvordan flere og flere danske virksomheder omgår overenskomsterne ved at viderelicitere arbejdet til udenlandske firmaer ofte oprettet til lejligheden. Derfor bliver det vigtigste krav, at få gennemført en 3die parts forpligtigelse, så arbejde ikke kan videreliciteres til virksomheder der ikke er overenskomstdækkede. Det skal ikke være muligt at licitere sig ud af overenskomsten. Hvis vi skal samle byggefagene om sådan et ultimativt krav, skal vi allerede nu sætte det på dagsordnen, så arbejdsgiverne ved at det er forudsætningen for en løsning af den kommende overenskomst. Det andet bliver at sætte en anden fokus på minimallønnen end vi har været vandt til, så der på den korte bane bliver mindre forskel på A og B overenskomsterne. 5