kapitel et Det var tidligt om eftermiddagen en kold februardag. Jeg var lige blevet færdig med at bringe varer ud og var på vej hjemad gennem byen med min trækvogn. Gaderne var stille, som de plejer at være på den tid af dagen. Så jeg havde ingen problemer med at høre hesten, da den kom gående bag mig. Jeg trak ind til siden, så den kunne komme forbi. Men hesten gik ikke forbi. Drengen, som 7
førte den, stoppede op ved siden af mig. Da jeg vendte mig for at se på ham, blev jeg rent ud sagt temmelig forbløffet. Det var en slave, og jeg var nok blevet overrasket over, hvor velklædt han var hvis ikke jeg var blevet så overrasket over, at hesten var endnu mere velklædt! Den havde et purpurfarvet dækken på, og dens hovedtøj var dekoreret med ædelsten, som glitrede og glimtede i alle regnbuens farver. Og dens træktov var en kæde af ægte guld. Jeg stod bare og måbede. Jeg burde nok have kunnet sige mig selv, hvad det var for en hest, for alle i byen kendte Incitatus. Men nogle gange er min hjerne lidt langsom. Især når den oplever noget, som slet ikke kan lade sig gøre. Jeg ved ikke, om du har hørt rygtet, sagde slavedrengen. Men hvis det passer, så er det forfærdeligt. Han var forpustet, og ordene kom ud i støn og gisp. Desuden talte han med kraftig engelsk accent, så jeg havde svært ved at forstå ham. Rygtet? sagde jeg. Men det kan simpelthen ikke være sandt, sagde han. Jeg bliver nødt til at gå hen og finde ud af det. 8 9
Finde ud af hvad? spurgte jeg. Her, sagde han og stak guldkæden i hånden på mig. Du må tage dig af ham. Jeg finder ud af, om det passer, og kommer tilbage med det samme. Og før jeg kunne nå at protestere, var han væk. I fuld fart løb han af sted i den retning, han lige var kommet fra. Magen til opførsel! Hvad bildte sådan en slave sig ind at fortælle mig, hvad jeg skulle gøre? Jeg ville aldeles ikke holde hans hest for ham, uanset hvor flot den var klædt på. Jeg råbte efter ham, men han var ligeglad, eller også hørte han mig ikke. Da han nåede ned for enden af gaden, stoppede han op og så sig omhyggeligt omkring op ad gaden og ned ad gaden, og i næste øjeblik var han drejet om hjørnet og forsvundet. Min bror skulle bruge trækvognen senere i dag. Så hvis jeg ikke kom hjem med den meget snart, ville jeg få problemer. Jeg havde været af sted på min runde siden før daggry og trængte til noget at spise og et par timers søvn. Min familie og jeg var nemlig nødt til at arbejde hele natten, så vi kunne have friskbagt brød klar hver morgen. På en god dag fik jeg fem timers søvn i løbet af aftenen. På en god dag fik far og mor tre. Det havde ikke altid været sådan. Livet havde været meget nemmere for os alle sammen, før kejser Gajus tog alle vores heste og de bedste af vores slaver. Man siger, at han solgte slaverne og brugte hestene til at transportere Roms skatte til Gallien. Her solgte han det hele, for han manglede altid penge til alle sine overdrevne projekter. Jeg ved ikke, om det passer, og jeg er sådan set også ligeglad. For os gjorde det ingen forskel. Vores liv var én lang trummerum af at bage og læsse og bringe ud og sove 10 11
og stå op igen og bage videre. Og jeg havde slet ikke tid til at stå her og holde en hest, uanset hvor smuk og elegant en hingst det så var. Men smuk og elegant, det var den. Den måtte være en væddeløbshest, det var jeg ikke i tvivl om. Det kunne man se på dens ædle krop og fine, glinsende skind. Hesten slog med nakken og kiggede sig omkring med skræmte øjne. Og så snusede den nervøst til min trækvogn, som om den var bange for, at vognen skulle springe op og bide den. Jeg er sikker på, at du allerede har regnet det ud, for alle selv folk som dig, der ikke er her fra byen har hørt om kejser Gajus og alle hans vanvittige gerninger. Men jeg havde stadig ingen anelse om, hvad det var for en hest, jeg havde med at gøre. Mens jeg stod og grublede over, hvad jeg skulle foretage mig, kom der en mand gående ned ad gaden. En velhavende mand, så vidt jeg kunne se på størrelsen af hans mave og på hans elegante toga. Han stoppede op foran hesten, og til min forbløffelse bukkede han for den. Det glæder mig at se Dem ude på spadseretur, konsul Incitatus, sagde han. De er måske ude at strække benene lidt? Ude at lære byens borgere at kende? Lige pludselig blev mine knæ så bløde, at de dårligt nok kunne holde mig oppe. Det her var jo absurd. Det måtte være et mareridt. Det kunne umuligt være noget, der skete i virkeligheden. Og det må så være konsulens ledsager, sagde manden og så op og ned ad mig, mens han gjorde, hvad han kunne, for at skjule sin overraskelse og foragt. Nå ja, jeg er jo bager, og vi har det med at være lidt mere støvede end de fleste. Jeg stod som naglet til stedet, mens min hjerne kørte på højtryk. For pludselig havde jeg fattet, at den hest, jeg stod og holdt, var meget mere end bare en hest. Næst efter kejseren er Roms mægtigste mænd de to konsuler men det behøver jeg selvfølgelig 12 13
ikke at forklare dig. Jeg kunne ikke være blevet mere bange, hvis jeg pludselig havde opdaget, at det var en ildsprudende drage, jeg stod og holdt. Ja, herre, stammede jeg. Jeg er ude at gå tur med konsulen, det er jeg. For i dag, altså. Her i Rom er det folket, der vælger konsulerne, men denne konsul var en undtagelse. Kejser Gajus havde trodset senatet og selv udpeget ham. Jeg stod og strøg hestens hals, da jeg pludselig kom i tanker om, at det da var en højst upassende opførsel over for en konsul. Så jeg skyndte mig at give slip og prøvede i stedet at stå ret foran ham. Den rige mand så mistænksomt på mig. J-ja, d-det vil altså sige, stammede jeg, at konsulen er ude at gå tur, og jeg ledsager ham. Det var nemt nok at se, at manden ikke troede på et ord af, hvad jeg sagde. Men hvad kunne han gøre ved det? Jeg så pludselig en mulighed for at komme væk og skyndte mig at gribe den. De kunne måske have lyst til at ledsage ham tilbage til paladset, herre? sagde jeg og tilbød ham det gyldne træktov. Han veg tilbage, som om han lige havde opdaget, at jeg var spedalsk, og mumlede et eller andet om en meget vigtig aftale. Igen bukkede han for hesten og bakkede et par skridt, inden han rettede sig op igen og skyndte sig væk, så hurtigt hans tykke ben kunne bære ham. 14 15
kapitel to Det var i hvert fald, hvad vi troede dengang. Ja, det er utroligt, som man kan tage fejl. Lillestøvle kaldte vi ham, fordi han altid gik med små soldaterstøvler, da han var dreng. Det lyder da sødt og uskyldigt, ikke? Og det var det skam også i starten. Men den dag, jeg fik stukket det gyldne træktov i hånden, fik hans navn mit blod til at fryse til is. For på det tidspunkt var han blevet til at uhyre. Han var blevet til en tyran af den værste slags. Hvis situationen havde været en anden, havde jeg sikkert kunnet more mig over mandens alt andet end værdige tilbagetrækning. Men jeg var i så stor fare, at jeg slet ikke syntes, der var noget at grine ad. Tænk, hvis nogen fik fat i mig. Ja, det kan godt være, at du synes, at det var vældig sjovt af kejseren at udnævne sin hest til konsul men jeg kan forsikre dig for, at der ikke var noget som helst morsomt ved Gajus og hans vanvid. Dengang han blev vores Cæsar, havde alle fejret det. Alle andre end Tiberius måtte være at foretrække. 16 17
Jeg måtte væk, og så snart jeg havde fået overtalt mine ben til at bevæge sig, prøvede jeg på at stikke af. Jeg gav slip på guldkæden, greb fat om trækvognens håndtag og skyndte mig hjemad. Men det var konsul Incitatus slet ikke tilfreds med. Han havde sit eget hus ved siden af paladset. Her kom magtfulde personer og spiste til middag med ham, og en stab af tjenestefolk tog sig af ham nat og dag. Han var slet ikke vant til at være alene. Så da jeg gik ned ad gaden, fulgte han efter mig, mens guldkæden klirrede mod brostenene. Det var jeg bestemt ikke glad for, men der var ikke rigtig noget at stille op. Ligefrem at begynde at råbe og vinke ad en af Roms fornemme konsuler kunne jeg ikke få mig selv til. Så i stedet for stoppede jeg op og gav mig til at tænke over, hvad jeg skulle gøre. Men i det samme hørte jeg løbende skridt bag mig. Da jeg vendte mig, 18 19
så jeg en dreng på min egen alder i fuldt fart på vej imod mig. Der var noget ved den måde, han skyndte sig af sted på, der fortalte mig, at noget var under opsejling. Og jeg kom til at tænke på slaven, der havde sagt noget om forfærdelige rygter. Hvad er der galt? råbte jeg til drengen. Men han sendte mig bare et hurtigt blik og løb videre uden at svare. Jeg kiggede i den retning, han var kommet fra. Der foregik et eller andet nede ved gadekrydset. Jeg kunne se soldater på vej mod paladset, og en flok mennesker, der skyndte sig af sted i den modsatte retning. Det begyndte at gibbe i min mave af nervøsitet. Jeg kender min by ganske godt og kan godt fornemme, når noget ikke er, som det skal være. Der var et eller andet stort på færde, det var helt sikkert. Og hvis det som sædvanlig var noget, Lillestøvle stod bag, så kunne ingen vide sig sikker. Jeg følte en voldsom trang til bare at komme væk, men jeg kunne ikke komme hjem til bageriet uden trækvognen. Så jeg greb fat i håndtagene igen og skubbede det kluntede køretøj af sted, så hurtigt jeg kunne, på den ujævne gade. Og konsul Incitatus fulgte efter mig. Der lød et råb omme bag mig. Jeg vendte mig og så den engelske slave, som havde overladt hesten til mig. Han kom løbende ned ad gaden imod mig. Men min lettelse ved synet forsvandt igen, så hurtigt som den var kommet. For han var skarpt 20 21
forfulgt af en soldat, og soldaten var meget tæt på at indhente ham. Red ham! skrålede drengen til mig, og det blev de sidste ord, han nogen sinde fik sagt, for i næste øjeblik fik soldaten fat i ham og spiddede ham med sit sværd. Der var andre soldater på gaden, og de havde fået øje på mig og hesten. Ja, det var faktisk temmelig svært ikke at få øje på os, sådan som hestens store, purpurfarvede dækken lyste op som et flag. Der var kun én måde, jeg kunne redde livet på nu. Og jeg må indrømme, at jeg ikke tænkte mig om, før jeg gjorde det. For konsekvenserne kunne umuligt være værre end at blive, hvor jeg var. Jeg sprang op på min trækvogn og derfra op på Incitatus ryg, satte mig overskrævs og borede mine hæle så hårdt ind i konsulens sider, som jeg overhovedet kunne. 22 23