Hvad siger folkeskoleloven?

Hvad siger folkeskoleloven? af læsepædagog og jurist Niels Ole Sølberg, 20. maj 2000 Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen. Det står i grundlovens 76. Denne ret er en såkaldt offentlig kerneydelse til børnene. Folkeskolen er en kommunal opgave. Det er kommunalbestyrelsens og dermed folkeskolens opgave at give eleverne mulighed for at opfylde de krav, der er angivet i folkeskoleloven. Det skal folkeskolen gøre, for at børnene kan klare sig godt senere i livet, dvs. som voksne. Folkeskolen skal sørge for at eleverne - når de forlader folkeskolen efter 9. eller 10. klasse - har forudsætninger for fortsat uddannelse og beskæftigelse. Men denne opgave skal folkeskolen varetage i samarbejde med forældrene. De forældre, hvis børn går i folkeskolen, har ønsket at deres barn bliver optaget i folkeskolen. Elever og forældre skal samarbejde med folkeskolen om at leve op til folkeskolens formål. Forældrene har den opgave at drage omsorg for barnet og træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesser og behov. Det er barnet der har ret til undervisning, og det er forældrene der har pligt til at sørge for at deres barn får opfyldt denne ret til undervisning. I folkeskolen er det kommunalbestyrelsen der har ansvaret for undervisningen. I den frie grundskole (privatskolen) er det forældrene selv der har påtaget sig dette ansvar. Det giver grundloven dem ret til. For hvis forældrene selv vil sørge for barnets undervisning, så skal barnet ikke gå i folkeskolen. Forældrene kan vælge, at barnet skal have sin undervisning hjemme eller på en privat skole, en fri grundskole. Det står også i grundlovens 76. Forældrene skal betale for at barnet kan gå i privat skole, men det offentlige giver alligevel et ret stort tilskud til de forældre, der har valgt at deres barn skal gå i en privatskole. En elev på en privatskole kan også få specialundervisning. Der er - i folkeskolens regelsæt - ingen regler, der særligt omtaler ordblinde elever eller andre elever med læsestavevanskeligheder. Man får derfor intet ud af at lede efter ordet "ordblind" og begrebet "ordblinde elever", når man læser i folkeskoleloven og bekendtgørelserne. Folkeskoleloven handler

om den enkelte elevs alsidige personlige udvikling ( 1). Og hvis hensynet til barnets alsidige personlige udvikling kræver det, så er det kommunens opgave at sørge for, at barnet får specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Med brug af ordet "personlig udvikling" i folkeskoleloven er det fastslået at den enkelte elev er lige vigtig dvs. er i centrum i sin egen sag. Derfor skal der gives specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand (folkeskoleloven 3, stk. 2) til elever der har særlige behov så de kan gennemføre og deltage i undervisningen, således at folkeskolens opgave og formål kan opfyldes for den enkelte elev. Eleverne kan have funktionsvanskeligheder og/eller særlige indlæringsforudsætninger, der kræver en særlig hensyntagen og støtte for at de kan lære det de skal kunne ifølge folkeskoleloven. Denne særlige støtte (specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand) skal gives til eleven, såfremt denne hensyntagen og støtte ikke kan ydes inden for rammerne af den almindelige undervisning i klassen. Specialundervisning er en del af folkeskolens samlede tilbud. Undervisningsministeren har udsendt regler om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Det er sket i bekendtgørelse nr. 448 af 10.06.99. om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Og der er udsendt en tilhørende vejledning nr. 82 af samme dato - 10.06.99. Den hedder: "Vejledning om folkeskolens indsats over for elever, hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen og støtte". Disse regler gælder for alle elever i folkeskolen, altså for børn fra børnehaveklassen og til og med 10. klasse, hvis deres alsidige personlige udvikling kræver en særlig hensyntagen og støtte Elever i folkeskolens ældste klasser har derfor også ret til at få specialundervisning. En skole kan ikke afvise at give en elev i 8. - 10 kl.. specialundervisning f.eks. med den begrundelse, at efter 7. klasse er det slut med specialundervisning på denne skole. Der står heller ikke noget i folkeskolens regelsæt om, at barnet skal ligge under et bestemt niveau eller have bestemte vanskeligheder for at få specialundervisning. Det er (igen) hensynet til barnets alsidige personlige udvikling og hensynet til barnets særlige behov, der afgør, om barnet skal have specialundervisning.

Formålet med specialundervisningen er bl.a., at eleverne ved skolegangens ophør (dvs. efter 9. /10. klasse) har forudsætninger for en fortsat uddannelse - og for beskæftigelse. De lærere der har specialundervisningen på en skole skal være særligt uddannede, de skal have praktisk erfaring eller på anden måde må de have opnået de fornødne kvalifikationer. Det er derfor ikke lovligt at sætte uerfarne lærere til at varetage specialundervisningen på en skole, lærerne skal have de fornødne kvalifikationer. (folkeskoleloven 30a og bekendtgørelsen om specialundervisning). Folkeskolens skal udføre sin opgave i samarbejde med forældrene (folkeskoleloven 1). Derfor kan skolen ikke handle "hen over hovedet" på forældrene eller sætte forældrene "ud på et sidespor", når forældrene ønsker at samarbejde med skolen om deres barns undervisning. Forældrene skal altid tages med på råd - også fordi de kan bidrage med nødvendige oplysninger. Forældrene har også ret til at være sikre på, at rent private oplysninger f.eks. om religion eller særligt følsomme forhold i familien ikke uden deres tilladelse videregives til andre myndigheder. Forældrene kan modsætte sig, at en oplysning videregives f.eks. fra PPR til skolens leder såfremt de mener, at denne oplysning ikke er nødvendig for, at skolens leder kan træffe beslutning om at etablere specialundervisning til deres barn. For at en elev kan henvises til specialundervisning, skal klasselæreren - gennem skolens leder - indstille eleven til en pædagogisk-psykologisk vurdering, så det kan vurderes og afgøres om barnet har behov for specialundervisning. Barnets forældre skal være med til at drøfte denne indstilling. Forældrene kan også selv anmode skolens leder eller klasselæreren om en pædagogisk-psykologisk vurdering af barnet. Den pædagogisk-psykologiske vurdering af barnet kan munde ud i et forslag til barnets lærere om, hvilken støtte der må anses for at være den mest hensigtsmæssige. Dette forslag skal indeholde oplysning om, hvilken form, hvilket omfang og hvilken art specialundervisningen til barnet bør have. Forældrene kan altid få lejlighed til at se dette forslag, og de kan også altid få adgang til at underskrive det. Hvis det anses for nødvendigt kan der udarbejdes en egentlig rapport for den pædagogisk-psykologiske vurdering og forslaget. Hvis forældrene ønsker det skal der altid udarbejdes en rapport.

Forældrene har altid ret til at se denne rapport, og de har ret til at få en kopi af denne rapport. Dette er ikke mindst vigtigt for, at forældrene kan vide, hvilke oplysninger PPR sender til skolens leder. Forældrene skal som en absolut hovedregel derfor aktivt informeres om deres børn forhold. Det er skolens leder, der træffer beslutningen om at sætte specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand iværk. Det er nemlig ikke PPR der henviser et barn til specialundervisning eller afviser, at et barn kan få specialundervisning, det kan kun skolens leder. Folkeskolen skal give barnet undervisning i samarbejde med forældrene. Og det er forældrenes opgave at varetage barnets interesser og behov. Derfor er det ganske klart, at der skal lægges betydelig vægt på forældrenes ønsker med hensyn til den nærmere tilrettelæggelse af specialundervisningen for deres barn. Forældrene kan jo også medvirke til, at skolen bedre kan hjælpe eleven. Det må ikke glemmes, at det "kun" er skolens elever, men det er så sandelig forældrenes børn. Hvis skolens leder vælger ikke at følge forældrenes ønsker, så har forældrene et krav på at få en begrundelse for, hvorfor skolens leder ikke har fulgt forældrenes ønsker. Forældrene har på den baggrund også ret til - i skolelederens begrundelse - at få en redegørelse for de oplysninger og faktiske omstændigheder, som skolens leder har fået forelagt for at kunne træffe sin afgørelse. Da henvisning til specialundervisning afgøres af skolens leder på baggrund af et individuelt skøn, så har forældrene ret til at få oplysning om hvilke hovedhensyn, der har været bestemmende for afgørelsen. (forvaltningslovens kap. 6 om begrundelse - 24 ff ). Skolelederens afgørelse og sagsbehandling skal følge de regler, der er for 'god sagsbehandlingsskik'. Og dette betyder bl.a., at skolelederens afgørelse skal være konkret. Der skal være en fyldestgørende forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået netop det indhold, den har fået. Afgørelsen skal gennemgå det enkelte barns særlige udviklingssituation i forhold til barnets særlige undervisningsbehov og særlige indlæringsforudsætninger. Forældrene kan defor forvente en konkret og begrundet (og skriftlig) aftale om, hvilken specialundervisning barnet skal have. Det er derfor vigtigt at bede om at få afgørelsen skriftlig, så man kan sidde hjemme i ro og mag og læse afgørelsen igennem. Og

når man får afgørelsen skriftlig, kan man også se, om skolen senere hen fortsat opfylder aftalen. Forældrene har krav på at de får en skriftlig begrundelse for skolelederens afgørelse om specialundervisning til deres barn. Skolens leder kan derfor ikke slippe af med at give forældrene en "sludder for en sladder". Svaret skal være sprogligt forståeligt og uden anvendelse af indviklet og kompliceret sprog og vendinger. Og svaret må heller ikke være så længe undervejs, at tiden går, uden at der kommer en afgørelse. Det er ikke nok at sige til forældrene, at skolen lige skal se tiden an. Den afgørelse, som skolens leder kommer med, kan inden fire uger ankes til kommunalbestyrelsen. Men derfra er der ikke flere og andre ankemuligheder. Man kan dog forelægge sagen for Folketingets Ombudsmand. Men han kan kun se på, om kommunalbestyrelsen og skolens leder i sin afgørelse, har opfyldt visse krav til, hvordan sager skal behandles i det offentlige. Han kan ikke stille krav til hvordan den enkelte sag skal løses.