Louisianas Arkitektur S K O L E T J E N E S T E N L O U I S I A N A
Arkitektur PÅ LOUISIAN A Louisiana er tænkt og tegnet præcis til dette bestemte sted ved Øresunds kyst. Det er et stedsspecifikt stykke arkitektur, som ikke bare NORD kan kopieres og lægges i andre omgivelser. Modsat et standardiseret typehus med præfabrikerede moduler, som samles og placeres hvor som helst, SØHAVEN ville Louisiana se anderledes ud, hvis gruden satte andre rammer og lagde op til andre muligheder. VESTFLØJEN Parken, skråningerne, træerne og udsigten har således været medbestemmende for museets udformning. De har sat nogle betingelser, som arkitekterne har fulgt for at kunne indpasse et moderne byggeri i et flere DEN GAMLE VILLA hundrede år gammelt landskab. Derfor er det også en kompliment, når Louisiana bliver kaldt det skjulte museum. Bygningerne er spredt ud, så man ikke på noget tidspunkt kan overskue hele museet. Der er ingen privilegeret synsposition, hvorfra man kan overskue alt. Set fra parken ligger bygningerne i én etage, trukket ud til siderne langs grundens periferi for at give plads og åbenhed. Bygningerne starter fra den gamle villa og strækker sig lavt og horisontalt, zig-zagger uden om de gamle træer og går under jorden for ikke at ødelægge udsigten til Øresund. GRAFIKFLØJEN SYDFLØJEN ØRESUND Arkitekterne Jørgen Bo og Vilhelm Wohlert har begrænset sig til få formelementer for at kunne raffinere variationerne. Næsten alle rum er tredimensionale rektangler, enkle former med lige linier og rette vinkler. Det raffinerede er den store afveksling mellem rummene, hvor bredt følger smalt, højt afløses af mindre rum, der så udvides igen og trækker i højden. Museet har en meget elastisk udformning, selv om det stort set kun består af rektangler. Denne smidighed i rummenes udformning har givet Louisiana en lidt særpræget overordnet struktur hvad man kan se på grundplanen, hvor museet danner en slags kantet cirkel. En af de bærende ideer fra museets start i 1958 har været samspillet mellem arkitektur, natur og kunst. Det giver sig udslag i vekselvirkningen mellem ude og inde, i glidende overgange åbner og lukker museet sig. Som forbindelsesled mellem udstillingsrummene er der indendørs passager, der blot virker som overdækkede stier, en åben skærm i naturen, så den besøgende kan orientere sig i forhold til parken, tidspunktet på dagen, vejret, og årstiden. Fornemmelsen af de naturlige omgivelser ligger konstant som en resonans, der spiller med, et ekstra oplevelsesregister som forstærker mødet med kunsten, idet arkitekturen leder og doserer vores koncentration.
Grundplanen viser også, hvordan de enkelte bygningsdele er lagt forskudt og sidelæns på hinanden. De ligger som firkanter på en bugtet snor, skævt og asymmetrisk, hvilket gør, at man aldrig kan se langt. Der er et hjørne eller en væg, som man skal rundt om og hen til for at kunne se videre. Synslinierne bliver aldrig så lange, at man underlægger sig museet visuelt. Man ser et stykke, men ikke det hele, og så øges forventningerne og nysgerrigheden efter at komme hen til næste hjørne, ind i næste rum. Den indbyrdes placering af rummene opfordrer til, at man går rundt, mærker huset med mere end sine øjne og opdager ændringer i skala, lys og akustik. Hovedparten af parkens skulpturer er udvalgt og opstillet for at korrespondere med de naturlige omgivelser. For eksempel står Henry Moores skulptur på kanten af parken og på toppen af den bakke, der skråner ned mod vandet. Skulpturen står på parkens horisontlinie, foran Øresunds større horisont. Grupperet i parken er der klynger af træer, som, uden vi tænker nærmere over det, udstikker de måder, vi ser og bevæger os rundt på. De står som grønne fortætninger, der rejser sig lodret i forhold til den trimmede græsplæne og det horisontale Øresund, så vi oplever vekslende kontraster mellem åbent og lukket, lodret og vandret. Placeringen ved vandet åbner museet mod større omgivelser, hvor blikket og tankerne kan løbe langt. Hvordan ville du lade stien løbe, hvis der skulle være et alternativ? Hvordan og med hvilke midler ville du orkestrere tilgangen til Øresund, hvis du var havearkitekten?
Sydfløjen, bygget til i 1982, ligger lavt i én etage mellem træerne. Den er gravet delvist ind i terrænet, så udstillingssalene kan vokse i højden uden at dominere parkens skala. Den forreste bygning med det rundede glastag fører til grafikfløjen, som gravet ned i jorden løber fuldstændig skjult fra sydfløjen til cafeområdet i nord. Hvor meget højere kunne sydfløjen blive uden at presse sit målestoksforhold til mennesker, park og træer? Med sin venlige skala og ærlige konstruktion, som ikke pynter sig eller skjuler noget bag sine gedigne materialer, er Louisiana en humanistisk udgave af funktionalismen. Selv med den store variation i rummene mister huset aldrig kroppen som målestok. Proportionerne forholder sig til kroppens størrelse, som aldrig overtrumfes af en eller anden matematisk totalløsning, og denne menneskelige målestok gør Louisiana imødekommende, ja næsten forførende behagelig. I det omgivende terræn er der forskellige grader af kontrol. Parken er friseret, passet og plejet, mens yderkanterne og skrænterne får lov til at være mere utæmmede. Her ses den yderste spids af sydfløjen det såkaldte pauserum. Hvis bygningen ikke var en del af et museum, hvad kunne den så minde om?
Naturen danner bagtæppe for flere af salene, idet store glaspartier åbner museet op for de umiddelbare omgivelser. Her ses Giacometti-salen med Søhaven bagved. Hvordan virker skulpturen i forhold til alt det grønne? Giver udsigten noget ekstra til værket, eller distraherer den? Foto: Paul Buchard / Strüwing Foto: Louis Schnakenburg Terrænet har sat den store ramme for, hvordan Louisiana kunne anlægges, men omvendt har arkitekturen også arrangeret dele at naturen i mindre rammer, hvilket næsten gør den til et billede.vinduessprosserne deler parken op i en firkantet, sidelæns rytme. Generelle arbejdsspørgsmål Bevæg dig rundt i parken og find steder, hvor arkitektur og park understøtter kunsten. Det vil sige steder, hvor værker får hjælp af arkitekturen til at stå stærkere, mere fokuseret. Er der forskel på, hvordan du oplever arkitekturen, og hvordan den ser ud på grundplanen? Hvor ifølge grundplanen er fotografierne taget? Det hævdes at Louisiana har en særlig atmosfære, stedets ånd, som præger museet. Kig på billederne og beskriv, hvordan stemningen er udenfor og indendørs i udstillingsrummene. Hvilke materialer er Louisiana bygget af?
Arkitekturen og parken indbyder til, at man slentrer rundt, så man oplever kunsten i et sidelæns flow, mens man spadserer forbi. MÅLGRUPPE: GYM. HF.VUC OG LÆRERSEMINARIER Hvordan påvirker det oplevelsen, at man går langs med værkerne? Hvorfor er væggene hvide? Lysindfaldet veksler mellem sidelys, ovenlys, direkte dagslys, filtreret lys, indirekte lys og kunstigt lys, i grafikfløjen under jorden. Undersøg lysforholdene på museet og vurder hvordan og hvorfor lyskilderne er brugt! De fleste udstillingsrum er diskrete og underspillede rektangler, som ikke prøver at stjæle opmærksomheden fra de udstillede værker. Modsat andre museumstyper det store, nationale monument eller de dekonstruktivistiske splittelser fra 1980 erne og 1990 erne, der opfatter bygningen som dynamiske rumskulpturer er der ingen interessekonflikt mellem arkitektur og kunst. Louisiana puster sig ikke op, her er intet effektjageri eller teater. I stedet præger en vis nøgtern ærlighed dette funktionalistiske museum, der får sin styrke ved at opfylde sine roller lavmælt, næsten underdrevet. Foto: Louis Schnakenburg Hvad er bredden og højden på rummet? Hvilke parametre bruger du for at kunne vurdere det? Passer alle værkstørrelser lige godt til dette rums proportioner? Forsidefoto: Paul Buchard / Strüwing SKOLETJENESTEN LOUISIANA 2002. REDAKTION: IDA BRÆNDHOLT LUNDGAARD. TEKST: TEDDY JOSEPHSEN. LAYOUT: MARIANNE BISBALLE/SKOLETJENESTEN. TRYK: KAILOW GRAPHIC. Joan Miró og Alberto Giacometti / COPY-DAN, BILLEDKUNST 20020099-01.