Stormchase 2009 Af Kai-Asle Sønstabø, Per Christiansen og Thomas Dolmer Nielsen Når vi går ind i marts måned, sætter luftmasserne over det nordamerikanske kontinent sig atter i bevægelse under overgangen fra vinter til sommer. Varme og fugt transporteres nordpå og kolliderer med kulde fra Canada. Tornadosæsonen er i gang. De amerikanske chasere begynder også at røre på sig, og flere gode setups dukker op i prognoserne. Det er også nu, man kan mærke, at det begynder at krible i en. Man vil af sted, ud på de store vidder for endnu en gang at fascineres af naturens ærefrygtindgydende kræfter. Således aftalte trekløvet fra 2008, Kai-Asle Sønstabø, Per Christiansen og Thomas Dolmer Nielsen, at drage vestpå for nok en gang at prøve kræfter med det nordamerikanske vejr. I år havde vi besluttet at være mere fælles om tingene. Vi designede således et logo, der skulle pryde streamere på bilen, T-shirts, samt hjemmeside. Derudover havde vi aftalt, at vi i videst muligt omfang ville forsøge at skiftes til at, om ikke skrive blog, så i hvert fald nedfælde stednavne, hændelser, vejr m.m., således at det ville blive lettere at skrive bloggen, der kan være tidskrævende at forfatte Forventningsfulde chasere sent om aftenen/natten efter en lang dags chase. Derudover havde vi indgået aftale med webstedet Tornadovideos.net om at streame video live fra bilen. De formidler eventuelle brugbare optagelser til de amerikanske tvstationer mod et mindre gebyr. Så avanceret er vi blevet på bare fire år. Folk verden over kan gå ind på USA-kortet, finde CTDbilen, zoome ind, klikke på den og se video både inde fra bilen og udenfor. Samtidig kan man lægge animerede radarbilleder over kortet og følge supercellerne Vejret, 121, november 2009 side 19
Bilen er rigget til, og vi er klar til chase! og vores position. Systemet var i sin opstartsfase og led følgelig af børnesygdomme, men det har stort potentiale, i takt med at det mobile internet bliver stadig hurtigere. Sluttelig havde vi valgt at chase hele tre uger, navnlig i lyset af fjorårets magre udbytte under den ordinære chase. Kai-Asle, der blev fire dage ekstra, fik sit livs oplevelse (Se Vejret 116 + 117). Lørdag den 9. maj 2009 var der således afgang. I år gik rejsen til Dallas, Texas. Og det skulle blive en chase med op- og nedture, frustrationer, death ridge, turistseværdigheder en masse og en udlejningsbil med et karrosseri, der lignede Månens overflade. og 30 erne som områdets oliehovedstad. Derefter var der afgang mod Childress hvor vi kom om på den anden side af drylinen. Her var næsten skyfrit og meget varmt. Vi fandt et passende sted uden for byen og ventede på initiation. Der var tegn på endog meget kraftig shear; idet vi tydeligt kunne se de små cumulus rotere mens de steg til vejrs. Der var dog ikke nogen der formåede at vokse sig store nok pga. cap en, før midt på eftermiddagen. Her ankom drylinen, og gav bygerne et løft så de kunne trænge igennem cap en. Og så gik det stærkt. Snart genlød æteren af meldinger fra de stormspottere der var udstationeret i området. Specielt én celle skilte sig ud og var imponerende på radar. Vi kørte imod den, og den havde fart på. Vi måtte dog lige holde ind for at fotografere strukturen og var nær blevet indhentet af den. På vej væk blev bilen ramt af gusts på over 60 mph og mindre hagl. Det lykkedes os at få et forspring og sådan legede vi katten efter musen det meste af eftermiddagen ind og tage fotos og derefter videre for ikke blive indhentet. Først på aftenen endte vi i et område med dårlige vejforbindelser, og cellens nedbørsfelt ramte os. Vi måtte søge tilflugt under et halvtag for at undgå haglene. ½ times tid efter var det drevet over. Solen var på vej ned og mulighederne for at se noget i dagslys svandt. Cellen var dog meget elektrisk aktiv, så vi satsede på at Overrasket af hagl Setup et den 12. maj var et typisk dryline setup; med masser af fugtighed og shear øst for drylinen. Vi startede da også i let støvregn, som senere blev til decideret tåge. En kombineret morgenmad og frokost blev indtaget i Shamrock en by i the Texas Panhandle på den legendariske Route 66, som havde sin storhedstid i 20 erne Videograp fra dash-cam. De hvide pletter på den venstre vejbane er nedslag fra hagl på størrelse med baseballs side 20 Vejret, 121, november 2009
komme lidt foran og fotografere strukturen oplyst af lyn indefra. I udkanten af byen Crowell, Texas skimtede vi i mørket noget, der mindede om en wall-cloud og standsede for at observere. Det var falsk alarm. Der var heller ikke nogen rotationssignaturer at se på radaren På vej videre lød der pludseligt et bump på siden af bilen. Vi nåede lige at kigge på hinanden Hvad f.. var det?? før der lød et til, og derefter flere. I bilens lyskegler kunne vi se store hagl blive blæst sidelæns og knust mod asfalten. Vi har været i haglvejr før, men disse hagl var foruroligende store. Både visuelt og ved lyden når de ramte bilen. De fleste var af baseball-størrelse, men enkelte var op imod tennisbold-størrelse. Der var nogle minutters intens spænding mens vi overvejede hvor vi skulle køre hen. Der var både selve stormen, dens retning og vejnettet at tænke på. Alt imens vores bil konstant blev ramt af de enorme hagl. Mirakuløst nok blev ingen af vores vinduer ødelagte. Vi søgte ly bag af en lokal kirke og besigtigede skaderne. Vores udlejningsbil havde fået tæv, ingen tvivl om det. Heldigvis var der ikke lakskader, så de burde kunne poppes op (en teknik hvor bulerne ved hjælp af vacuum suges op). Endvidere var vi fuldt forsikrede, så der burde ikke være nogen ko på isen. (Troede vi men det er en anden historie). Det var værre med vores venner i Warmsector-teamet. Deres chase bil var indkøbt en uge før chasen. Forståeligt nok var de rystede og meget kede af de skader den også havde fået. Mesocyklonens buede form anes tydeligt, sammen med shelf-cloud. Til venstre ses en wallcloud Vi havde ikke fået noget forvarsel om denne hailcore. Normalt er der tydelige indikationer på begge vores radarsystemer om størrelsen af de hagl der er i den enkelte celle, men ikke denne gang. Vores teori er derfor at cellen må være blusset hurtigt og kraftigt op, så algoritmerne i radarsoftwaren ikke har nået at fange udviklingen for det var for sent for os. Dryline magic. 13. maj var der udsendt Moderate Risk fra Storm Prediction Center. Området strakte sig fra det centrale Oklahoma i sydvest til det nordlige Illinois i nordøst. Et enormt område, men værdierne talte for at de storme der dannedes i nord forholdsvis hurtigt ville lægge sig på linje, mens de sydlige havde større chance for at blive discrete, og derfor langt mere at foretrække. Vi satsede derfor på et område i det sydvestlige Oklahoma. Instabiliteten var ved at spræng skalaen; en CAPE på over 6000 J/Kg, med en god cap. Ikke for stærk, men nok til at hold låget på kedlen indtil drylinen passerede. Vi endte med et target area omkring Oklahoma City og ventede et par timer på initiation i byen Frederiks. Igen var det stikkende varmt, vores termometer viste 37 grader. Endnu engang skulle vi blive vidne til Tornado Alleys Dryline magic. Alle ingredienser lå parat i den atmosfæriske gryde: Varme, fugt, shear. Der manglede bare en enkelt ting for at sætte det hele i gang: løft Kl. 16:30 kom løftet i form af drylinen. Vi lå lige i trippelpunktet, hvor kold- og varmfronten fra overfladelavtrykket, samt drylinen mødtes. Vi så det også ske dagen før, men det er lige så fantastisk at opleve hver gang. Der havde været næsten skyfri blå himmel hele dagen, men i løbet af få minutter dannedes små cumulus langs drylinen. De vokser dør ud, andre dannes, vokser - dør ud. Pludseligt bryder en igennem cap en og så går det stærkt. Bygen vokser nærmest eksplosivt og vi er det helt rigtige sted. Vi kan med det blotte øje se bygen udvikle sig til en supercelle, med kraftig nedbør, torden og mesocyklon. Vi fulgte den et stykke tid. Vi så flere wallclouds, men den pro- Vejret, 121, november 2009 side 21
ducerede ingen tornadoer. Overalt vrimlede det med køretøjer som var en del af VORTEX2 projektet: Mobile mesonet, mobile radiosondestationer og mobile doppler-radarer. En anden supercelle var nu skudt op syd for vores celle. Den var vokset fra næsten ingenting til supercelle på ingen tid. Vi besluttede os derfor for at satse på den. Kort tid efter blev der dannet et hook-ekko på radaren, så det blev en kamp mod uret, for at nå den før solen gik ned. Vi endte oppe på en bakke og kunne lige akkurat skelne mesocyklonens flotte runde struktur, med tilhørende shelf-cloud. Vi blev stående lidt for længe vores venner fra Warmsectorteamet var allerede kørt og måtte igen kæmpe for at holde bilen på ret køl da outflow fra supercellen ramte os på vej væk. Der gik nogle nervepirrende minutter før vi igen fik radiokontakt med Warmsector-teamet. Det lykkedes os gradvist at komme foran systemet igen, og efter et fotostop aftalte vi at lade os opsluge af supercellen i en nærliggende by, sikkert under et halvtag på en servicestation. It sounded like a freight train I byen Fort Cobb fandt vi plads under et halvtag. Vi fik følgeskab af flere biler og holdt kofanger mod kofanger. Pludseligt tiltog vinden kraftigt. Støvet rejste sig og sandblæste de biler der stadig var på vejen. Sekunder efter kom nedbørsfeltet og vinden tiltog yderligere. Subjektivt vurderer vi vinden til at være oppe i nærheden af orkanstyrke. Et reklameskilt på en servicestation overfor blev skrællet af facaden og pylonen vippede faretruende. På samme tid skræmmende, men også fascinerende at opleve. Det fortsatte i flere minutter. Pludseligt med èt røg strømmen - alt lys gik ud. I husene og gadebelysningen. På et øjeblik var der kulsort bortset fra billygterne, og fascinationen blev afløst af frygt. Den logiske tanke var : Tornado! Vi famlede os vej ind i butikken, hvor der allerede var tændt levende lys. Vi var lidt i vildrede, var der et kølerum eller et lagerrum med faste vægge hvor vi kunne søge beskyttelse? De ansatte havde telefonisk kontakt med en bekendt, som oplyste at der var observeret en tornado i nærheden. Et øjeblik efter ringede ejeren og bad dem om at lukke butikken. De ansatte protesterede og fortalte at der var en tornado i området og at folk bl.a. en mor med 3 børn havde søgt tilflugt i butikken. Men ejerne stod fast, vi blev gennet ud af butikken og døren blev låst. Udenfor under halvtaget stod vi lidt og sundede os chokeret over den manglende situationsfornemmelse. En speciel lyd der fik nakkehårene til at rejse sig fangede pludseligt vores opmærksomhed. Det var ikke stormens sædvanlige susen. Det var nærmere en kombination af en brølende, rumlende og en hvinende lyd. Vi kiggede på hinanden: Var det det berømte Freight train? (Når amerikanske tornadoofre interviewes, beskriver de ofte lyden: It sounded like a freight train ). Der blev nu kigget ekstra godt efter på himlen når det lynede, men vi så intet usædvanligt.. Lyden varede i omkring 5 minutter og svandt så. Nedbøren blev gradvist lettere og lettere og til sidst følte vi at det var sikket at køre videre. På radaren kunne vi se at flere superceller bevægede sig mod Oklahoma City, som vi havde planer om at overnatte i. På vejen ind hørte vi TV-meteorologen Gary England på bilradioen (samme TV-meteorolog spillede en stor rolle og fik stor respekt under det berømte outbreak 3. maj 1999) varsle om de celler der ramte storbyen. Da vi en times tid efter nåede frem var stormsystemet rykket ud af Oklahoma City, men senere lærte vi at to tornadoer var observeret i området, en af dem ramte byen Anadarko, få km. fra Fort Cobb hvor vi havde søgt ly. Set i bakspejlet kan de usædvanligt kraftige vindstød vi oplevede i Fort Cobb have været Rear Flank Downdraft (RFD) og den lyd vi hørte kunne være tornadoen. Dagen efter besigtigede vi skaderne i Anadarko. Af respekt for de ramte, afmonterede vi dog de magnetstreamere på siden af bilerne der identificerede os som stormchasere. Allerede på vej ind i byen så vi de første skader: Væltede træer og gadebelysning. Efterhånden som vi kom længere ind så vi huse der manglede tage, træer der var revet op med rode, affald og andre ubestemmelige genstande liggende overalt etc. Ingen tvivl om at det var gået hårdt til her. Subjektivt vurderes tornadoen dog ikke til at være mere end EF0-EF1, måske en marginal EF2. Vi så ingen huse der var helt ødelagt i hvert fald ikke i de områder vi havde tilladelse til at side 22 Vejret, 121, november 2009
køre i. 14. maj var igen en dag med et dilemma. SPC havde varslet 10 % tornadorisiko i et stort bælte, der strakte sig fra Texas panhandle i syd til det centrale Illinois i nord. Det nordlige område havde de bedste værdier af instabilitet og shear men her ville de celler der dannedes hurtigt blive til lineære systemer, mens de celler der dannedes i syd ville være discrete cells her var værdierne dog ikke så gode som i nord. Vi satsede på et område omtrent i midten, nær Kansas City. Vi ankom til Emporia lidt over middag. Vinden var frisk til hård fra syd og temperaturen var 25 til 30 grader. Efter et par timers venten begyndte de første celler at poppe op. De fleste af de dannede celler blev severe warned, men ingen af dem roterede. Noget kunne tyde på at shear en ikke var helt som forudsagt. Vi fik derfor en masse imponerende struktur, men ingen tornadoer Cellerne lagde sig efterhånden som forudsagt på linje, og det var efterhånden svært at skelne den ene fra den anden. En enkelt lå dog for sig selv, som en tail end Charlie omkring Wichita, et par hundrede km mod sydvest, og den blev vores nye mål. På vej sydover kørte vi langs det lineære systems shelf-agtige forkant, et imponerende syn. Fra tid til anden blev bilen ramt af kraftige gusts, som udfordrede chaufførens evner til det yderste. Omkring Augusta måtte vi køre af Interstaten for at foretage et hurtigt benzin- og toiletstop. Her blev vi overhalet af systemet, og da vi kørte videre var vi på den anden side af shelf-clouden i det område der omtales som whales mouth. Vores Wichita celle udviklede sig dog ikke rigtigt, så vi besluttede at os derfor for at afbryde chasen. Vi fik en masse flot struktur, så dagen var ikke helt spildt. I Texas panhandle havde der været en flot langlivet isoleret Vi kørte på langs af det lineære system i omkring en time supercelle, og observeret flere tornadoer. Men sådan er det at chase: You win some, you loose some. 20. maj Efter en lille uges tid med Omegablock, hvor vi havde leget turister i bl.a. South Dakota og Wyoming, havde SPC udsendt slight risk i dele af Nebraska. Det var I Whales mouth. Til venstre ses shelf-clouden og til højre nedbørsfeltet-. Vejret, 121, november 2009 side 23
Wall cloud et meget marginalt setup,(en såkaldt upslope event) men vi var sultne så vi måtte tage hvad vi kunne få. Vi havde ikke råd til at være kræsne. Det største problem var den manglende fugtighed. Der havde ikke været transport af fugtighed fra den mexicanske golf i mange dage, men der var en god portion shear så roterende celler var en mulighed, hvis de kunne blive store nok. Target area blev Alliance i Nebraska. Det var meget varmt, så vi udnyttede de air-conditionerede lokaler i en Arbys (burgerkæde) mens vi holdt øje med himlen og radaren. Omkring kl. 14 begyndte de første celler at vise sig i det nordøstlige Colorado. Derefter i Wyoming og så begyndte det i selve Nebraska. For ikke at blive fanget i selve Alliance, kørte vi uden for byen. En ganske hæderlig celle som så sund ud på radaren fangede vores opmærksomhed. Den havde kraftig torden og så visuelt imponerende ud, men på grund af dårligt vejnetværk måtte vi lade Lyn Amarillo den passere. Men der var flere på vej. Den næste havde en meget flot flad skybase under updraft-regionen. Vi fulgte den et stykke tid og den udviklede en markant wallcloud. Vi så tydelig rotation i side 24 Vejret, 121, november 2009
selve wallclouden, og på et tidspunkt var der antydning af roterende støv under den. Men ingen tornado desværre. Efter ca. 20 minutter blev wallclouden opslugt af nedbørsfeltet fra cellen. De celler der blev dannet resten af dagen manglede den sidste rest af saft og kraft, til at blive til egentlige superceller. Da solen gik ned, døde de derfor hurtigt ud. 25. maj Efter endnu nogle dages stilstand i vejret, var der igen mulighed for lidt action. Vi var nu i Abilene i det centrale Texas. Over middag startede det i det nordligste Texas hvor 2 celler var poppet op. Belært af tidligere erfaringer, vidste vi at vi ikke måtte panikke og køre efter det første og det bedste. Betingelserne for superceller var også bedre nede i vores område. Vi kørte langsomt mod nord og afventede situationen. Da der efter endnu ikke et par timer stadig ikke var sket noget i vores område, besluttede vi os for at køre efter de nordlige celler alligevel. De så ud til at have potentiale. I jagten efter den ene celle, endte vi omkring byen Memphis, Texas hvor vi også stødte på VORTEX2 karavanen.. Desværre smeltede cellen kort efter vores ankomst sammen med andre celler i området, og blev til en stor rodet MCS. Vi besluttede os derfor for at droppe chasen og køre mod Amarillo. Undervejs måtte vi tværs igennem MCS en og corepunche flere kraftige nedbørsområder. Solen var gået ned da vi var kommet igennem systemet, og hele bagkanten blev konstant oplyst af lyn. Vi stoppede op i udkanten af Amarillo og satte kameraerne på stativ for at få nogle lynfotos i kassen. Og hvilket show! Skystrukturen blev oplyst indefra af CC-lyn i alle mulige former og figurer. Der var anvil-crawlers og CG er. Hvilken finale. 26. maj - Storbychase Efter gårsdagens lange chase og flotte tordenvejr havde vi valgt at sove længe. Ifølge prognoserne skulle der ikke ske noget før i løbet af eftermiddagen, så vi havde god tid. Dagens vejr var et såkaldt outflow-setup, hvor udstrømmende kold luft fra gårsdagens Visuelt satellitbillede af Texas og omegn den 26. maj 2009 MCS skulle danne et boundary layer, det vil sige et grænselag mellem kold og varm luft. Disse vejrsituationer er bestemt ikke uden evner. Sidste år chasede jeg således et sådant setup i Oklahoma sammen med Marc og Sarah fra Warmsector, hvor vi dagen igennem fulgte en stor supercelle, der producerede flere tornadoer, kæmpehagl og kraftige vindstød. Vi satte kursen mod det sydlige Oklahoma. I disse vejrsituationer er det vigtigt hele tiden at holde øje med satellitbillederne, da rækker af cumulus-skyer indikerer et boundary layer, længe før man kan se det på radaren, så de seneste billeder blev tjekket flittigt. Vejret, 121, november 2009 side 25
Bygesky på grænsen til Oklahoma Radarbillede af bygen nær Oklahoma side 26 Vejret, 121, november 2009
Byge med hagl og regn over Wichita Falls Der viste sig at være to boundary layers i det sydlige Oklahoma og et i det nordlige Texas. Områderne strakte sig over 600 km, så det gjaldt om at have is i maven og ikke storme af sted og chase den første, den bedste tordenbyge, man ser. Man risikerer, at den falder sammen, samtidig med at der popper noget op i det område, man lige har forladt. Så man skal undgå at blive fanget på mellemdistancen. Ved 14-tiden opgraderede SPC (Storm prediction center) deres udsigt og udsendte et slight risk for området syd for os, så nu holdt vi ekstra godt øje med det. På radaren dukkede der pludselig en lille, grøn plet op. Det er bygen lige ved grænsen til Oklahoma, vi har kig på. Skulle vi køre efter den eller vente Panorama over bygen ved Wichita Falls Vejret, 121, november 2009 side 27
Bagudbøjet ambolt på den såkaldte left-splitter og se tiden an? Det var ikke let. På himlen kunne vi også se, at der var begyndt at komme godt gang i konvektionen. På radaren eksploderede bygen på få minutter og blev severe warned. Nu var der ikke længere nogen tvivl. Det var vores byge. Vi satte straks kursen mod den. Men klokken var ved at være tre om eftermiddagen, og vi skulle igennem flere byer for at nå hen til bygen. Ikke de bedste betingelser. Der var alt for mange biler og alt for meget vejarbejde, så det gik frustrerende langsomt. Vi kastede os ud på mindre veje for at siksakke igennem området. Da vi kom tættere på, måtte vi træffe en beslutning. Vi befandt os øst for bygen, der drev østpå med 25 km/t. Vi kunne lade den passere hen over os eller trække længere mod syd og køre parallelt med den ind mod Dallas. Vi besluttede at holde os foran den. Da vi kom til Wichita Falls kunne vi bagude se den afsindigt flotte byge med et bredt gardin af hagl og regn. Vi kørte op på en lille bakketop, hvor der var godt udsyn til den vældige tordenbyge. Vi kørte dernæst ud på motorvejen. Men haglbåndet indhentede os, og mange biler søgte tilflugt under broer og på tankstationer, da store hagl begyndte at hamre mod bilen. Vi var ikke så bange for at få buler i bilen. Dem havde vi nok af fra tidligere. Det var mere et stenslag, der vakte bekymring. Kunne vi risikere, at forruden eksploderede? Det skete heldigvis ikke. Vi lå nu og krydsede gennem Fort Worth og forstæderne til Dallas gennem tiltagende trafik og bebyggelse. Vi holdt ind på en parkeringsplads for at nyde synet af bygen. Vældige ambolte bredte sig majestætisk ind over skyskraberne. De hyppige lyn, gardinet af kraftig nedbør, de betagende skyformationer og flotte mammatusskyer skabte et vanvittigt smukt sceneri i den nedadgående sol. Samtidig så vi flere fly lette og lande rundt omkring den store tordenbyge. Det har helt sikkert været spændende at sidde om bord og kigge ud. Men nu opstod der et nyt dilemma. Bygen delte sig. Og som noget helt usædvanligt bevægede den kraftigste celle sig mod nord, det vil sige en left-splitter. Normalt overlever den sydlige del af cellen, mens den nordlige dør ud. Det kalder man en right-splitter. Vi satsede side 28 Vejret, 121, november 2009
Lyn nær Waco Falls på den nordlige celle, da den befandt sig i et miljø med den bedste energi. Flere chasere kommenterede senere dette på chaser-forummet stormtrack.org, da det som sagt er noget usædvanligt. I det tiltagende mørke kunne vi se en backsheared anvil, bagud- På radaren ser man tydeligt, at bygen har delt sig Vejret, 121, november 2009 side 29
Pileus over en hurtigt udviklende cumulonimbus bøjet ambolt, rejse sig foran os. Et tegn på kraftig konvektion i atmosfæren. Vi holdt atter ind for at tage billeder. På radaren kan man se bygen dele sig. Efter at have fulgt den et stykke tid blev vi enige om at sætte kursen sydpå igen for at komme i stilling til morgendagens setup et godt stykke nede i Texas. Bygen var også begyndt miste pusten. Derfor afbrød vi chasen og kørte mod Waco, Texas. Undervejs kunne vi nyde synet af flotte lyn, der kravlede hen over himlen, de såkaldte anvil crawlers. Der var flere cg ere, hvoraf mindst ét slog ned meget tæt på bilen efterfulgt af et højlydt brag. Da vi havde tjekket ind på motellet, kunne vi konstatere, at dagens chase havde været en succes. Vi havde befundet os i det rigtige område og valgt at chase den rigtige byge. Vi fik lidt nowcasting af Paul og Marc fra Florida, men ellers traf vi mange beslutninger selv, hvilket i høj grad var med til at give selvtilliden et boost. Men vi måtte også sande, at Dallas i myldretid ikke er noget ideelt sted at chase. 27. maj I dag blev vi igen nowcastet af Paul fra Warmsector-teamet. Outflow fra gårsdagens MCS havde lavet et boundary hvor nye storme ville kunne dannes senere på dagen i et område syd for San Antonio i Texas.. Efter en Starbucks kaffepause i San Antonio blev vi kontaktet af Paul. Han oplyste at man nu kunne se konvektion på boundariet på satellitfotos. Der var endnu intet at se på radar. Da vi nærmede os området kunne vi visuelt bekræfte det tiltagende cumulus dække. En af skyerne skilte sig ud fra de andre, idet den voksede hurtigere. Der var bl.a. tydeligt pileus. Der var snart ekkoer på radaren og vores celle blev severe warned kort tid efter. Men den udviklede sig ikke yderligere. Pga. manglende shear roterede den ikke. De fleste celler voksede op til en størrelse hvor de blev severe warned, men så ikke mere. De lå nu tæt og i byen Hondo holdt vi rådslagning. Vi var rimeligt langt nede i Texas og systemet der var på vej mod os så ikke rigtigt ud som om det ville udvikle sig yderligere. Vi havde en meget lang tur tilbage mod Dallas hvor vi skulle flyve fra et par dage efter. Vi besluttede os derfor for at vente endnu 10 min. og køre mod nord hvis der ikke var nogen ændring. Da de 10 min var gået, var vi side 30 Vejret, 121, november 2009
Lynnedslag nær byen Hondo 3D radarbillede af stormen. Retning mod nord. Bemærk den tydelige back-sheared anvil. Vejret, 121, november 2009 side 31
Imponerende lynudladninger på vej nordpå side 32 Vejret, 121, november 2009
Haglskader på bilen godt inde under cirrus-skærmen, og cellerne så langt mere truende ud end de havde gjort før. Vi kørte derfor ud af byen og hvor der var lidt mere udsyn. Det lynede nu ganske pænt og den havde fået en flot defineret base. Hver gang der var et CGlyn, var der 4-5 strokes i samme lynkanal. Det havde den pudsige effekt at man var i stand til at tage håndholdte lynfotos. Man skulle bare stå parat med fingeren på udløseren, og når det første stroke kom, trykkede man ned. I 8 ud af 10 tilfælde fik man et pænt resultat. Cellen bevægede sig langsomt, så når nedbøren nåede os, kørte vi blot 5 km ned af vejen og holdt ind i gen. Sådan fortsatte det indtil solnedgang. Så blev det mere udfordrende idet vi så kun havde radaren at støtte os til den storm vi var på så rigtigt god ud på radar. Vi kørte derfor tilbage gennem kraftig regn og torden for at nå cellen der lå bagved. Med et går vores NOAA vejrradio i gang med dens karakteristiske alarmtone : Tornadovarsel på den celle vi var på vej til. Vi ligger nu et sted mellem de 2 celler. Paul ringer med besked om at der er rotation i cellen og at vi skal passe på. Pludseligt begynder det at regne kraftigt. Vi befinder os nu på en grusvej. En dårlig vej, skybrudsagtig regn, en mulig tornado i nærheden og mørke er en særdeles farlig cocktail, så vi vender om for at komme tilbage på den asfalterede vej. Desværre går regnen over i hagl der gradvist bliver større og større. På radaren kan vi se at cellen er intensiveret voldsomt og området med den kraftigste nedbør er på vej ind over os. Vi forsøger at køre ud af området, men selv om viskere kører på fuld kraft, kan vi kun se ca. ½ meter foran bilen. Haglene har nu også nået en størrelse der gør os nervøse for ruderne, så vi vender bilen så bagenden er mod vinden og haglene. På den måde kan vi i det mindste skåne for- og sideruder hvis haglene går igennem. Vi bliver bombarderet i omkring 15 minutter, alt imens Paul ringer flere gange. Det er umuligt at føre en tlf. samtale pga. larmen fra de tusindvis af hagl der rammer bilen vi er selv nødt til at råbe til hinanden inde i bilen. Vi er pinefuldt bevidste om at der er en mulig tornado i området, men vi kan ikke gøre noget som helst for at slippe ud af området. Under Vejret, 121, november 2009 side 33
Nærbillede af haglskaderne hele forløbet streamer vi live på internettet fra vores dash-cam, men da klokken på det tidspunkt er 03:30 i Danmark, er der nok ikke mange landsmænd der har fuldt med Paul, som kan se vores position på internettet i realtime, forsøger at advare os: If you are able to move, I would probably go back to I35 and go south to Cotulla and move wnw from there for the intercept. Of course if you are caught, you are caught. But if you can escape, do... Men da er det for sent. Efter denne nervepirrende episode, måtte vi lige sunde os lidt. Men da stormen stadig var tornado-warned, gik vi i chase mode igen. Vi kørte nordpå ad delvist oversvømmede veje. Langs vejsiden stod der hjortevildt, og da mange af dem tog chancen og løb over vejen, måtte vi flere gange op at stå på bremsen. Heldigvis skete der ikke noget, men det krævede 100 % koncentration af chaufføren. Kort tid efter ophørte rotationen og tornado-varslet blev ophævet. Vi kørte derfor videre mod nord og overnattede på et motel i Lytle. Undervejs måtte vi lige ind og beundre lynaktiviteten som stadig var imponerende. Epilog Alt i alt må årets chase betegnes som en skuffelse på grund af det famøse Omega-block, som hjemsøgte os for anden gang på fire år. Vel oplevede vi mange flotte skyformationer, utrolig flotte tordenvejr, hvis lige man ikke ser herhjemme, og hagl i en mængde, vi aldrig før har oplevet. Men tornadoen udeblev, og der var mange dage med nulvejr og rædselsfuld strålende solskin og 38 graders varme. Det er altså ikke derfor, vi tager derover. Mange chasere var så frustrerede, at de afbrød chasen og rejste hjem. Det havde vi til tider også lyst til, når vi rendte rundt og legede turister. Det er en del af gamet, men to gange ud af fire?! For anden gang måtte vores udlejningsbil lide den tort at blive bombarderet til uigenkendelighed på grund af hagl. I år oplevede vi meget større hagl og mange flere end i 2007. Vi var ikke synderlig bekymret, da vi jo var dækket ind rent forsikringsmæssigt. Vi havde købt udvidet ansvars- og skadeforsikring. Så vi side 34 Vejret, 121, november 2009
En chaser funderer over de sidste dages oplevelser, mens den anden tjekker de nyeste prognoser. var ikke nervøse, da vi afleverede bilen. Og vi fik da også at vide, at alt var i skønneste orden. Vi havde udfyldt en skadesanmeldelse, som man skal. MEN cirka en måned efter at vi var kommet hjem, modtog vi et brev fra biludlejningsfirmaet, hvor man bad om supplerende oplysninger. Dem sendte vi straks af sted. To uger senere modtog vi så endnu et brev med et erstatningskrav på 6500 dollars!! Der stod ikke noget om for hvad, kun hvordan vi kunne overføre pengene til dem. Nu var gode råd dyre. Vi var jo forsikret, så vi skulle da ikke betale vel? Vi sendte straks alle bilag, kvitteringer m.m. af sted til USA. To uger senere kom et nyt brev, hvor man truede med alskens ulykker, hvis vi ikke straks indbetalte pengene. Vi sendte e-mails, anbefalede breve og meget andet. Det er nu flere måneder siden, og vi har intet hørt. Spørgsmålet er så, om det var det, eller om vi bliver udleveret til Staterne eller nægtet indrejse næste gang, for der bliver en næste gang. Uanset hvad, så er det uhyggelig vigtigt at sørge for en god forsikring. Vi må se, hvad det ender med. Så mange var ordene i denne omgang. Næste års chase, 2010, er allerede i støbeskeen, så der dukker nok flere beretninger op senere. Som altid kan man læse mere detaljeret om vores bedrifter i det amerikanske Midtvesten på websiderne stormchaser.dk og stormhunt.org. På gensyn! -------- Redaktionen takker for endnu et spændende og illustrativt indlæg fra de danske stormchasere. Vi håber at modtage mange flere gode artikler i de kommende år. Vi vil i den forbindelse i øvrigt gerne opfordre vore læsere til at indsende beskrivelser og illustrationer af oplevelser I måtte have om vejret - nye som gamle. Vejret, 121, november 2009 side 35