BAV-nyt. Nr. 32 Maj 2011 Udgivet af BAV: Bedre Arbejdsvilkår i 3. verden. Indkaldelse til generalforsamling og oplysningsmøde på bagsiden

BAV-nyt Nr. 32 Maj 2011 Udgivet af BAV: Bedre Arbejdsvilkår i 3. verden I d e t t e n u m m e r : Protesttrusser Solidaritetsbesøg i Nepal 5 7 Når mode bliver dødelig! Interviw med sandblæsningsar bejder Ingen rettigheder uden fagforening BAV støtter tekstilarbejdere i Zambia 9 10 12 15 Indkaldelse til generalforsamling og oplysningsmøde på bagsiden

BAV-nyt Side 2 BAV-nyt C/O Birte Møller Jensen Sønderjyllands alle 23 2000 Frederiksberg birtesmail@jubii.dk Bliv medlem! Pris for et års kontingent: Enkeltpersoner: 100 kr. Overførselsindkomst: 50 kr. Fagforeninger: 500 kr Andre organisationer: 500 kr Giro 999-9221 Redaktion BAV-nyts redaktion er bestyrelsen, der består af: Birte Møller Jensen (Ansvarshavende red.) Dorte Sørensen Sascha Bloch Nielsen Bo Rosschou Inge Krull Jørgen Arbo-Bæhr Lise Illum Redaktionen modtager gerne indlæg til bladet, men vi forbeholder os ret til at forkorte indlæggene. Hvad er BAV? BAV står for Bedre arbejdsvilkår i den tredje verden og er en forening, hvis formål det er at oplyse om arbejdsvilkårene i den tredje verden. Men vi gør mere end bare at oplyse! Gennem mere end ti år har vi støttet forskellige fagforeninger og kvindegrupper i flere sydasiatiske lande. Vi har også været med til at lægge pres på den malaysiske regering, or at få frigivet den faglige aktivist Tian Chua, som vi siden har haft besøg af. Vi holder kontakt med mange fagligt aktive i den tredje verden og støtter dem i deres kamp for faglige rettigheder. Vi tilbyder oplysningsarrangementer Der afvikles halvårlige oplysningsarrangementer af BAV, der er åbne for alle, men vi tilbyder også særligt tilrettelagte foredrag med powerpoints fra studierejser m.m. Hvis du vil høre nærmere eller være medlem, så kontakt formand, Birte Møller Jensen ISSN: 1603-9475

BAV-nyt Side 3 de. Dette giver mulighed for at komme ud til et bredere publikum, end det ellers ville være muligt. BAV er kommet op i gear igen! Det seneste halve år har der været et højt aktivitetsniveau i BAV.! Der er taget initiativ til en indsamling til tekstil- og beklædningsarbejdere i Zambia samt et udviklingsprojekt: Børn i skole i Nepal, hvor fattige bygningsarbejderes lod er, at tilbyde deres børn et liv som børnearbejdere på dødsensfarlige arbejdspladser. I BAV går vi ikke på kompromis med tilgang til børnearbejde. Vi mener, at det er de voksne der tjener penge og børene, der går i skole. Hvis projektet godkendes, vil det blive beskrevet af Sune Bøgh i næste BAVnyt. Og nu er det sket! BAV har fået en hjemmeside adressen www.bavnyt.dk Tre oplysnings- og debatmøder, der har dækket problemstillinger på de tre kontinenter Asien, Afrika og Latinamerika, er det også blevet til. To af møderne er blevet afviklet med støtte fra AOF, som vi har fået et godt samarbejde med. AOF sponserer både et godt og centralt mødelokale samt annonceringer i lokalbla- Det seneste møde var i samarbejde med 3F s Solidaritet og Bistandsenhed. Anledningen var et eksklusivt møde med den honduranske aktivist Gloria Garcia, der gæstede Danmark i forbindelse med den internationale arbejdsmiljødag og 1.maj, hvor hun var taler på en lang række møder landet over. På et andet møde blev zambianske bryggeres arbejds- og levevilkår belyst. Et forfriskende oplæg med oplevelser fra Zambia, hvor danske bryggere havde besøgt bryggerier og fagforeninger. Bryggernes oplevelse var tankevækkende. Besøg på virksomheder som Coca Cola, South African Breweries (SAB-Miller), hvor man forventer at se rimelige forhold gjorde indtryk; bryggerne var ikke imponeret over udviklingsniveauet. De sagde; Det vi så, har vi set før, det var bare for 50 år siden i Danmark. Overraskende havde bryggerne lavet et specielt bryg, en zambiansk lokal øl, produceret efter en opskrift de havde opsnuset i Zambia. Dette vakte stor begejstring blandt de fremmødte. Øllet lignede nærmest tyndt øllebrød og lugtede også lidt derhenad, men det gav en løftet stemning og god debat. Bryggerne vil i næste nummer af BAVnyt skrive om deres fortsatte samarbejde, og en aktiv støtteindsam-

BAV-nyt Side 4 ling af både penge, kontormøbler og artikler til kolleger og deres fagforeninger i Zambia. Arbejdsplaner i støbeskeen Vi ser frem til et nyt aktivt liv i vores lille NGO. Hjemmesiden byder på mange muligheder, som vi vil forsøge at udnytte. Der er allerede et planer om et debatmøde om etisk handel, hvor fagbevægelsens rolle, boycot af varer og mærkevarerordninger vil blive diskuteret. Mødet vil blive annonceret på hjemmesiden, så snart en dato er på plads. Vi forventer også at kunne skaffe flere medlemmer, hvilket er en nødvendighed for at finansiere drift og tryk af bladet og ikke mindst for at gøre os mere synlige gennem oplysning, og dermed mulighed for at skabe flere resultater. Mange bække små! Der er fortsat behov for at bekymre sig om arbejdstageres løn- og arbejdsvilkår i udviklingslande, og mulighederne er uendelige. Det kræver dog mange frivillige kræfter og de hænger ikke på træerne. Vi søger derfor fortsat med lys og lygte efter mennesker, der kan bidrage til at løfte aktivitetsniveauet. Arbejdsopgaver kan for eksempel være; kontakter der skal plejes, skrive artikler, søge tilskud, arrangere oplysnings- og debatmøder og udvikle hjemmesiden. Der er bl.a. et ønske om at få oversat udvalgte artikler og andet relevant stof til engelsk, for også at tilgodese vores kammerater og kolleger ude i verden. Hjemmesiden har længe været et smertensbarn, og vi siger tak til Steffen Bloch Nielsen, der kan tage æren for at den er oprettet. Vi ser frem til at mange vil bidrage med artikler, fotos kommentarer og udvikling generelt Økonomi Der vil i det kommende år ikke komme kontingentstigninger, idet vi hellere ser flere vil give sig råd til at støtte vores arbejde. Udgivelse af flere blade er forbundet med udgifter, det samme med et øget antal oplysningsmøder, derfor hører vi gerne om nogle ønsker at modtage bladet elektronisk. Som det ser ud, vil der fortsat være økonomi til udgivelse af de næste blade. Det er en god opbakning til det frivillige arbejde, hvor der har været en svag stigning af medlemskab. Vi oplever at flere og flere samme med kontingent, sender små søde hygge beskeder sammen med indbetalingskortet, og nogle små ekstra beløb til drift og til kagekassen, bestyrelsen siger: TAK ;-) På vegne af BAV Birte Møller Jensen

BAV-nyt Side 5 Protesttrusser! Af Margit Kjeldgaard Bevæbnede med symaskiner, megafoner og globale kommunikationsmidler sætter 20 kvinder fokus på den beskidte tekstilindustri. De blev fyret fra Triumph, men syr nu selv undertøj, som danske forbrugere kan købe og dermed støtte deres ide. Den skuffende vej gennem institutionerne Den internationale organisation, OECD har regler for multinationale selskaber, Guidelines for Multinational Enterprises, og hvert land har et Kontakt -punkt, som skal bistå i konflikter mellem multinationale selskaber og fagforeninger, miljøorganisationer, m.m. Thailand Labour Union indbragte en klage over Triumph for det Schweiziske Kontakt-punkt (Triumph har hovedsæde i Schweiz), fordi Triumph ikke havde orienteret fagforeningen om økonomien og omstruktureringer forud for afskedigelserne samt nægtet at udbetale afskedigelsesgodtgørelse. Triumph har dermed brudt sin egen Code og Conduct og med fyringer af organiserede i Bangkok og outscourcing til uorganiserede i Nordthailand, forbrudt sig mod ILO -konventionen om ret til faglig organisering. International Labour Organisation (ILO) har formuleret en lang række paragraffer; de enkelte nationer har tilsluttet sig nogle alle, andre færre. Klagen blev indgivet på vegne af i alt 3.900 fyrede arbejdere i Thailand og Philippinerne, men i februar 2011 meddelte Kontakt-punktet at man afsluttede sagen. Der havde ikke været afholdt møder mellem parterne og der var ingen konklusion på klagen. Try Arm Kvinderne har organiseret sig som et kooperativ med navnet Try Arm og et logo, der ligner Triumphs. De har kollektiv ledelse og alle kan tage initiativer til nye ideer. Større beslutninger tages af alle ansatte og for to måneder siden lykkedes det at få lønnen op på samme niveau, som det de fik hos Triumph, hvilket svarer til ca. 50 kr. om dagen. Det er noget af en triumf efter den dårlige behandling hos Triumph, hvor man skulle spørge om lov, for at rejse sig ved symaskinen, når man trængte til at strække ryggen ud. Kvinderne arbejder nu i et roligt tempo og viser de mange besøgende rundt - både

BAV-nyt Side 6 journalister, gymnasieelever og fagforeningsrepræsentanter. De er glade for al den støtte de kan få, men siger alligevel: Don t give us money. Just buy our products. De har ambitioner om at eksportere både kooperativ-ideen og trusserne. En ny slags fair-trade Kvinderne kalder deres produktion for Fair Trade Fashion. Det er ikke den slags fairtrade vi kender fra mærket på kaffen, teen, chokoladen og bananerne i supermarkedet, hvor det garantere en bestemt afregningspris til selvstændige bønder eller hvor en plantageejer lover at behandle sine ansatte bedre end ellers. Her handler det om en industriproduktion, som Fairtradesystemet slet ikke er nået til endnu. På plakaten står der: Freedomwear ; jeg tænker det hentyder til at Try Arm handler om at tage magten over sin egen arbejdskraft og konkurrere med et multinationalt selskab. Rent tøj Jeg har været optaget af fair trade siden jeg arbejde i U- landsimporten. Efter salg af bolig blev det muligt at starte en fair trade tøj virksomhed, som har fået navnet Rent tøj, en direkte oversættelse fra Clean Clothes, som jeg lærte at kende i 1997. Det var også via Clean Clothes at jeg blev opmærksom på Try Arm. Tilfældigvis havde min ældste datter, Tanja Kjeldgaard, netop planlagt en turisttur til Thailand og Laos, så jeg overtalte hende til at tage de 30 km. fra Bangkok ud til Try Arm sammen med en tolk og interviewe koordinatoren Jittra Cotshadet. Produktionen lever ikke op til Rent tøjs krav om økologisk bomuld, men den gør det muligt for fattige folk at få en rimelig indtægt og ordentlige arbejdsforhold. Desuden foregår produktionen under demokratiske former, hvor de ansatte selv organiserer arbejdet og træffer beslutning om, hvad de vil producere. For hovedparten af de fyrede fra Triumph har den faglige kamp måske ikke været en positiv oplevelse; de mistede jo deres indkomst, men Try Arm er et super-initiativ, som viser at man kan organisere arbejdet selv hvis nogen bakker op i starten. Fortsættes s. 14

BAV-nyt Side 7 Solidaritetsbesøg i Nepal Fattige bygningsarbejdere i Nepal organiserer sig for at få bedre vilkår, men der er lang vej endnu. De arbejder under hårde og farlige forhold, men flere og flere af dem organiserer sig for at få bedre vilkår. Organisering Bygningsarbejderforbundet CUP- PEC har fået 10.000 flere medlemmer i løbet af det sidste år og har nu i alt 70.000. Det fortæller Hanne Nielsen der sammen med Hanne Sandager netop har besøgt Nepal, en 3F Solidaritetsgruppe, der støtter bygningsarbejderne i landet. På nogle områder er nepaleserne hestehoveder foran os, når det gælder om at organisere og aktivere medlemmer. De har simpelthen så meget drive, og det gør, at de kommer i kontakt med folk, som så melder sig ind og bliver aktive. Vi var med dem en morgen på det lokale meeting point en slags arbejdsformidlingssted, hvor arbejdsgiverne hyrer folk. Her er også fagforeningsaktivister til stede, de taler med kollegerne, og snakken går om vilkår og ansættelsesforhold, og vi havde et stærkt indtryk af en faglig bevægelse med respekt for medlemmerne og stærkt engagement blandt aktivisterne. Der er ganske få lønnede i fagforeningen, og kontingentet er lavt, men der er stor medlemsaktivitet. Arbejdsvilkår Der er gang i Byggeriet i Nepal og der er masser af byggepladser i Kathmandu og omegn. De er præget af hårdt slid, støv, farlige stoffer, og i det hele taget elendige sikkerhedsforhold. Men også rod og unødvendigt sjusk med arbejdstilrettelæggelsen, der tyder på at den faglige oplæring slet ikke kan følge med byggeboomet. Sikkerheden i Nepal er ikke reguleret i et regelsæt med beskrivelser af lovlige stilladser, støjgrænser osv., og arbejdspladser med mindre end 10 ansatte eller med en uregistreret arbejdsgiver, er i den uformelle sektor og derfor helt udenfor arbejdsmarkedslovene. Det giver en fagforening væsentligt dårligere forhandlingsvilkår overfor arbejdsgiverne, og meget af sikkerhedsarbejdet kommer til at dreje sig om kompen-

BAV-nyt Side 8 sation og erstatninger efter skaderne er sket. Forsikring Der sker mange ulykker, og det kan risikere at smadre en families livsgrundlag. For selv om en familie har været i stand til at lægge penge til side til f.eks. uddannelse til børnene eller til forbedring af deres bolig, så skal der så lidt til for at opsparingen ryger, for hospitalsbehandlinger er dyre, også selv om medlemskab af fagforeningen giver reducerede priser og fælles indsamlinger til ulykkesramte kan afhjælpe den første krise. Kvindesjak Kvinderne i Nepal arbejder også i byggeriet, ofte med at slæbe materialer og skovle jord og fyre kul i ovne på teglværkerne. Det er rigtigt knoklearbejde, og det er nemt at forestille sig, at man ikke kan være mange år i branchen med de jobs. Men i de senere år er mange kvinder trængt ind på områder med maskinbetjening indenfor slibning af marmorgulve og flisebelægning. Rene kvindesjak udfører nu dette arbejde, og de er velorganiserede indenfor fagforeningen. Men selv om sliddet ikke er så hårdt, er der store problemer med støv og el-ulykker, og dertil kommer de sædvanlige problemer med at få lønnen udbetalt, når arbejdet er udført. Her hjælper det at være organiseret, så andre fra fagforeningen kan møde frem og være med til at presse arbejdsgiveren. Sikkerhed Det er i det hele taget lønnen, der er fagforeningens første prioritet, og det er meget forståeligt, med den store fattigdom og de lave lønninger. På et kvindekommité-møde talte kvinderne meget om deres arbejdsmiljø. Om manglen på toiletter, om chikane, om deres bekymring for de skader de påfører deres børn, når de bliver udsat før støv og kemiske dampe, mens de er små og er med på arbejde. Jeg tror, at det er fra kvinderne, at man skal forvente et pres på fagforeningen til at prioritere sikkerhedsarbejdet højere, og jeg håber at støtten fra 3F og Danida til fagforbundet CUPPEC, vil gøre det muligt at prioritere netop sikkerhed og kvindernes aktive deltagelse, slutter Hanne N., der selv er Tømrer og sikkerhedsrepræsentant på sin arbejdsplads.

BAV-nyt Side 9 Når mode bliver dødelig!! Af Dorthe Sørensen Jeans, der allerede ser slidte ud, har længe været på mode. Først skulle de være stenvaskede, så de blev slidte over det hele. Men endnu smartere er det, hvis de kun ser slidte ud på afgrænsede områder. Sådan kan de komme til at se ud, hvis de bliver sandblæste. Sandblæsning Sandblæsning af jeans foregår ved at sand under højt tryk blæses mod stoffet. Sandet indeholder bl.a. mineralet silicium, som giver et bedre resultat af sandblæsningen. Når arbejdere i tøjindustrien arbejder med sandblæsning, vil de uundgåeligt komme til at indånde store mængder siliciumstøv, som kan give dem lungesygdommen silikose. Det er en uhelbredelig sygdom som bl.a. medfører åndenød, hoste og feber. I de sene stadier er sygdommen invaliderende og ofte dødbringende. Grundet sundhedsrisikoen ved sandblæsning, har der i mange år eksisteret EU regler, som kræver at siliciumandelen af sandet ikke overstiger 1%. Men i tøjindustrien benyttes der sandblæsningssand som indeholder op til 80% silicium. Sandblæsning af jeans foregår da også i en række lande udenfor EU, som Ægypten, Bangladesh og Tyrkiet. Alene i Tyrkiet anslås det, at mellem 8.000 og 10.000 arbejdere har arbejdet med sandblæsning i de sidste 10 år. Mindst 4.000 forventes at blive ramt af silikose. Tyrkiet forbød da også sandblæsning af jeans i marts 2009. Imidlertid foregår der stadig en del ulovlig sandblæsning i Tyrkiet og resten af produktionen er flyttet til lande som Bangladesh, Syrien og Ægypten, hvor der ikke findes nogen ordentlig regulering. Clean Clothes Campaign Danmark har siden efteråret arbejdet sammen med CCC-netværket i resten af Europa arbejdet med at udbrede kendskabet til hvor farligt sandblæsning er, og for at få de vestlige modefirmaer til at holde op med at bruge produktionsmetoden. Det er lykkedes i stor stil. Langt de fleste tøjfirmaer har lovet at stoppe med at sandblæse jeans manuelt. Der er nogle få modefirmaer, som er ligeglade og som ikke reagerer på vores henvendelser, så dem fortsætter vi med at lægge pres på. Vi laver aktioner foran deres butikker, vi fortæller om dem på vores hjemmesider og vi sørger for at aviserne skriver om det. Forts. S. 14

BAV-nyt Side 10 Inter view med sandblæsningsarbejder I le, og rejse til Istanbul i håb om at finde arbejde. I Istanbul havde jeg ingen slægtninge eller venner. Jeg søgte arbejde på de steder, hvor migrantarbejderene findes. Men migrantarbejdere får kun de de mest beskidte og farlige jobs. Interview med Adulhalim Demir - en tidligere sandblæsningarbejder fra Tyrkiet, som lider af silikose og ikke længere kan forsørge sine børn. Jeg kom til Istanbul i slutningen af 1990'erne på udkig efter arbejde. Jeg voksede op i landsbyen Taslicay i Bingol regionen i det østlige Tyrkiet. I den østlige del af Tyrkiet var der næsten ingen arbejdspladser. Mine forældre var landmænd og havde kvæg. På grund af det kurdiske PKKs væbnede oprør, blev det forbudt at holde græssende kvæg i bjergene. Vi kunne derfor ikke længere finde steder, hvor vores kvæg kunne græsse og vi blev nødt til at sælge alle vores dyr. Der er ingen anden industri i området, så min far ikke havde nogen indtægt. Jeg måtte holde op med at gå i sko- Jeg fik først arbejdede for Leke Jeans. Oprindelig i en anden afdeling, men jeg sov i sandblæsnings afdelingen. Efter nogen tid sagde de, at hvis jeg ønskede at fortsætte med at kunne sove der, skulle jeg begynde at arbejde som sandblæser. Jeg arbejdede der i to måneder. I 1998-1999 arbejdede jeg i et helt år som en 'master sandblæser' i en fabrik, der producerede jeans for Tommy Hilfiger. Jeg arbejdede der, og sov der. Jeg tror, at det må have været den periode, der gjorde mig syg. Det var senere under aftjening af min værnepligt, at jeg opdagede, at jeg har silikose. Jeg var for syg til at kunne løbe, men lægerne kunne ikke give mig en diagnose. De sagde, at jeg var OK. En af mine slægtninge var også blevet syg, med de samme symptomer. Men han fik diagnosen silikose, fordi hans læge kendte til problemet med sandblæsning, og han fik derfor en lægeer-

BAV-nyt Side 11 klæring. I hans tilfælde var sygdommen allerede meget fremskreden, og han døde kort tid efter. Så blev jeg også diagnosticeret med silikose. Vi var i en gruppe af tidligere sandblæsningsarbejdere, der havde samme symptomer. Jeg husker, at vi var 157 mand. Ud af dem, viste 145 sig at have silikose. Først senere lærte jeg om mine rettigheder som arbejdstager, men jeg var blevet snydt. Virksomheden havde manipuleret med papirarbejdet omkring min sociale forsikring, bl.a. via falsk bogføring. Så selv om jeg havde en kontrakt og betalt min sociale forsikring, har jeg i tre år måttet kæmpe for at bevise, at jeg overhovedet har arbejdet som sandblæser, og at mine helbredsproblemer skyldes mit arbejde. Staten siger, at eftersom jeg har arbejdet på det uformelle arbejdsmarked, så er det ikke statens ansvar. Man hvis staten havde levet op til sit ansvar, ville disse problemer slet ikke være opstået. Alle som arbejdede med sandblæsning er syge nu. Jeg ville ønske jeg havde kendt til faren i forvejen. Hvis jeg havde vidst det, ville jeg aldrig have arbejdet som sandblæser. Jeg vil nu advare alle arbejdstagere i andre lande om den skjulte fare ved sandblæsning. Min sygdom har spredt sig til 46 procent af mine lunger. Jeg kan ikke lave fysisk arbejde, kan ikke løbe eller klatre. Hvis jeg bliver forkølet, er det meget farligt for mig. Jeg har åndenød hele tiden og jeg kan ikke tale, da det kan forværre min sygdom. Nogle gange er jeg nødt til at tage på hospitalet i en måned og få direkte ilt. Jeg har tre børn, som er ti, syv og seks år gamle. Jeg finder det smertefuldt, at jeg ikke kan arbejde og tjene en ordentlig indkomst. Jeg prøver på ikke at tænke over disse ting. Hvis jeg tænker positivt, vil sygdom måske ikke forværres yderligere. Jeg vil gerne bruge min tid på at arbejde for forhindre at andre arbejdere bliver syge på grund af sandblæsning. I min landsby Taslicay i det østlige Tyrkiet bor der 2000 mennesker. Mere end 300 er nu blevet syg af sandblæsning. Firs af mine slægtninge er syge.

BAV-nyt Side 12 Ingen rettigheder uden fagforening AF Birte Møller Jensen og Jesper Nielsen Interview med Gloria Garcia, bananarbejder, arbejdsmiljøsekretær og aktiv i demokratibevægelsen i Honduras efter statskuppet i juni 2009 En styrket fagbevægelse er nødvendig for at sikre fattige arbejderes rettigheder, mener Gloria Garcia, bananarbejder og faglig leder fra Honduras. Myndighederne har ingen vilje til at håndhæve lovgivningen. Selv de rettigheder vi har efter loven bliver vi snydt for på arbejdspladser, hvor der ingen fagforening er, siger hun. Ca. 4.000 fagligt organiserede har overenskomst. De øvrige ca. 12.000 bananarbejdere i landet arbejder for nationale plantageejere, som er le- Gloria Carcia og Jesper Nielsen verandører til de multinationale. På uorganiserede arbejdspladser får man som oftest ikke de lovbestemte ydelser som feriepenge, helligdagsbetaling, overarbejdsbetaling og den ekstra månedsløn til jul. De er ansat på midlertidige kontrakter og kan f.eks. ikke få fri til at gå til lægen, selv om de eller deres barn er syg. Kvinderne får heller ikke barselsorlov, men bliver ofte fyret når chefen opdager, at de er gravide. Mange arbejder hårdt i 13-14 timer daglig, men tjener ofte under mindstelønnen, som kun dækker omkring halvdelen af de basale leveomkostninger. Er der bedre arbejdsforhold hos multinationale? Ja, i bananindustrien er der bedre forhold hos de multinationale selskaber. Men ikke pga. selskabernes gode vilje, understreger Gloria. Det er fordi der er fagforeninger og overenskomster lige netop dér. Det gælder både hos Dole og

BAV-nyt Side 13 Chiquita. Men de multinationale presser hårdt på for at forringe overenskomsten og skaffe sig af med fagforeningerne. Mærkning og rettigheder Gloria fortæller forarget, at de sociale og miljømæssige mærkningsordninger giver samme mærke til alle Chiquita- eller Dole-bananer - også fra leverandørplantager, hvor arbejderne bliver fyret hvis de kræver deres rettigheder. Det er vildledning når forbrugeren ikke kan se om det er ordnede eller urimelige vilkår bananerne produceres under, mener hun. For en af Chiquitas leverandører, Surco, lykkedes det at komme af med fagforeningen efter en oversvømmelse. Plantagen blev lukket og ændrede navn til Tres Hermanas. En arbejder fik senere ødelagt det ene øje pga. sprøjtning fra fly. Giften dryppede fra bladene ned i øjet på ham. Han var en af 17 der blev fyret for at kræve deres rettigheder. Vi henvendte os til de to certificerende organisationer, Social Accountability International (SAI) og Rainforest Alliance, og klagede over at plantagen bryder loven og alligevel kan levere bananer, som er mærket for miljømæssigt og socialt ansvar. De svarede at de kun kan bruge henstillinger. certificere plantagerne, fortsætter Gloria. Europæiske selskaber er ikke bedre. SURAGROH ejes af det irske Fyffes og eksporterer meloner fra Honduras. De underbetaler groft. En international kampagne hjalp arbejderne med at få hævet lønnen fra ca. 15 til 20 kr om dagen. Men de kan ikke organisere sig. De bliver aldrig fastansat og det kræver loven for at oprette fagforening. Det er derfor vores virksomhedsfagforeninger må slutte sig sammen til en branchefagforening. Så kan folk stå i fagforening, selv om de ryger ind og ud af midlertidige job. Vores andet projekt er at få ændret grundloven. I dag er det 23 rige familier, der bestemmer. Vi vil have et demokrati så det fattige flertal kan Gloria Garcia var omkring 1. maj på besøg i Danmark inviteret af en solidaritetskomité under LO s Gør Noget kampagne. Komitéen støtter for indsamlede midler bananarbejderne i at organisere sig fagligt. Hun brugte lejligheden til at takke 3F for mange års samarbejde og støtte, som bl.a. har givet hende selv en uddannelse og en selvtillid, så hun tør stille sig op og tale til mange mennesker. Loven giver os ikke mange rettigheder, men når man ikke en gang vil overholde den smule burde de ikke

BAV-nyt Side 14 Protesttrusser fortsat fra s. 6 Rent tøj har derfor fået et parti dame- og herretrusser hjem. Det tog godt nok en måned før en engelsktalende besvarede ordren pr. mail og det viste sig, at mange størrelser var udsolgte og at de ikke lige kunne lave flere. Try Arm har ikke råd til at købe større mængder metervarer hjem ad gangen, og så er det svært at opbygge et større lager. Try Arm får mange besøg fra journalister og studerende og søger både at sælge kooperativ-ideen og deres undertøj. Trusserne sælges for 79-100 Baht. Det svarer til 16-20 kr. Dertil skal lægges transport og told (12 %), samt dækningsbidrag til Rent tøj (50 %) og moms. Rent tøj har derudover lagt et solidaritetstilllæg på 5 kr. på trusserne til kvinderne. På denne måde ender priserne mellem 45 og 60 kr. pr. stk. undertøj. Undertøjet kan købes Når mode... Fortsat fra s. 9 Se en opdateret liste på www.cleanclothes.dk Vi har også via vores internationale netværk fortalt fagforeninger og menneskerettighedsorganisationer i Bangladesh, Indien, Cambodia og de øvrige tekstilproducerende lande i Asien om problemet, så de kan advare arbejderne på fabrikkerne, før det bliver for sent.

BAV-nyt Side 15 1000 ørepropper og 12.000 gode danske kroner er indsamlet! Der blev i sidste BAV-nyt annonceret en indsamling til Zambia i Afrika. Der blev sat et mål på 12.000 kr, med en tidsfrist 1.april 2011. De indsamlede midler skulle anvendes til at styrke og forbedre tekstil- og beklædningsarbejderes løn- og arbejdsvilkår i Zambia. Dette skulle ske gennem organisering, oplysning og uddannelse. Som optakt til indsamlingen blev i sidste nummer af BAVnyt oplyst om forhold i branchen. Blandt andet er der et stort problem med høreskader, forårsaget af øredøvende larm fra maskiner. Arbejderne på fabrikken Kariba Textiles i Livingstone i det sydlige Zambia, havde i årevis kæmpet forgæves for at få udleveret ørepropper. Denne oplysning førte til, at et venligt medlem i BAV prompte donerede 1000 ørepropper til indsamlingen. En rådgiver fra Danmark har taget ørepropperne med til fagforeningen NUCIW, der organiser i branchen og har afleveret gaven. Astrida fra NUCIW kunne fortælle om en ubeskrivelig glæde blandt medarbejderne. Ikke kun for ørepropperne, men også, at nogle ukendte mennesker fra Danmark bekymrer sig om dem og deres kamp for anstændige løn- og arbejdsvilkår. For at sikre at de indsamlede penge bliver anvendt optimalt, vil der blive udarbejdet en kontrakt med fagforbundet NUCIW, der skal stå for træning, oplysning og kvalitet, der sikrer et synligt resultat. NUCIW har i en årrække været en del af et et DANIDA-finansieret projekt, udført af fagforbundet 3F i Danmark. En aftale vil beskrive hvilke aktiviteter der skal afvikles og hvad de forventes af føre med sig, redegørelse for brug af penge samt aftale om rapportering. På den måde får BAVs medlemmer mulighed for at se, om det er muligt at gøre en forskel for de Zambianske arbejdere, for dette forholdsvis lille beløb. Indsamlingen vil stå åben frem til 1. august 2011. Hvis nogen skulle have lyst til at yde et ekstra bidrag, er der stadig mulighed frem til august, hvor vi forventer at have kontakten på plads, og først dér sendes pengene. Beløb til indsamling sendes til BAV s giro nr. 999-9221 mærket: Zambia senest 1. august Ansvarlig for indsamling; Birte Møller Jensen birtesmail@jubii.dk

BAV Bedre arbejdsvilkår i 3. Verden Indkaldelse til Generalforsamling Tirsdag d. 24. maj 2011 Kl 16.00 Metronomen Godthåbsvej 33, 2000 Frederiksberg Dagsorden ifølge vedtægterne ------------------------------------------------------ Efterfølgende Oplysnings- og debatmøde Kl 17.00-18.30 V/ Hanne Nielsen og Hanne Sandager, Nepalesiske arbejders hverdag i byggebranche, hvor kvinder og børn også må tage deres del på dødsensfarlige arbejdspladser. Kom tæt på de vilkår og muligheder, der gør sig gældende for denne gruppe arbejdere Med venlig hilsen og på gensyn AOF og BAV