Konge over Danmark al og Norge

1

1.0 INTRODUKTION... 4 1.1 KONGE OVER DANMARK AL OG NORGE... 4 1.2 AFGRÆNSNING... 4 2.0 ARKÆOLOGI, HISTORIE & HISTORIEN... 5 2.1 FAGENE ARKÆOLOGI OG HISTORIE... 5 2.2. KILDERNES FOKUS... 5 2.3 VÆGTNING... 5 3.0 SVENSKERKONGERNE... 7 3.1. PERSONERNE... 7 3.1.1 Runestene... 7 3.2. RIGETS UDSTRÆKNING... 7 3.3 ARKÆOLOGIENS UDSAGN... 8 3.3.1 Grave... 8 3.3.2 Keramik... 9 3.4 EN KONKLUSION & EN HYPOTESE... 9 4.0 HARDEGON & HARDEKNUD... 10 5.0 GORMSÆTTEN... 11 5.1 GORM HARDEKNUDSSØN OG THYRA... 11 5.1.1. Runestene... 11 5.1.2. Monumentet i Jelling... 12 5.1.3. De skriftlige kilder... 13 5.1.4. Sammenfatning... 14 5.2 HARALD GORMSSØN OG TOVE MISTIVOJSDATTER... 14 5.2.1. Runestene... 14 5.2.2. Monumentet i Jelling... 14 5.2.3. De skriftlige kilder... 16 5.2.4. Sammenfatning... 17 5.3 SVEND HARALDSSØN OG SIGRID MIEZKOSDATTER... 17 5.3.1. Runestene og andre arkæologiske levn... 17 5.3.2. Skriftlige kilder... 18 5.3.3. Sammen fatning... 18 6.0 JELLINGDYNASTIET OG DETS TID... 19 6.1. TRELLEBORGENE... 19 6.2. RAVNING ENGE & DANEVIRKE... 21 6.2.1. Ravning Enge... 21 6.2.2. Danevirke... 21 6.3. GRAVE... 21 6.3.1. Ryttergrave... 21 6.3.2. Øksegrave... 21 6.4. WOLIN OG HANDLEN... 22 6.5 DEN POLITISKE SITUATION... 22 6.6. SAMMENFATNING... 23 7.0 KONKLUSION... 24 2

LITTERATURLISTE... 25 BILLEDFORTEGNELSE... 27 3

1.0 Introduktion 1.1 Konge over Danmark al og Norge. Ovenstående er en del af teksten på den runesten, som Harald Gormssøn satte, og som vi kender som den store Jellingsten. Sætningen er også udgangspunktet for denne opgave og dens tilhørende analyse af det dynasti, som Harald Gormssøn kom af. I opgaven vil indgå historiske såvel som arkæologiske tolkninger af det tilgængelige materiale. Ligeledes vil der undervejs blive foretaget en vægtning af de nævnte fags betydning for tolkningen. 1.2 Afgrænsning Denne opgaves mål ikke er at foregive et endegyldig analyse af Jellingdynastiet, idet en sådan ville kræve langt mere tid end hvad en BA-opgave levner. Forfatterens mål er udelukkende at lave en opgave om emnet efter en forhåbentlig gyldig metodisk rettesnor. Gennemgangen vil kunne opfattes som overfladisk visse steder, men det skyldes emnets vidt forgrenede natur. I virkligheden er det jo ikke kun dynastiets enkelte medlemmer, der undersøges, men samfundet som helhed. Det kan en opgave på dette niveau ikke håbe at analysere grundigt, så det skal der heller ikke lægges skjul ikke er tilfældet. Kronologisk må opgaven nødvendigvis afgrænses af Jellingdynastiet. Hvilket vil sige en omtrentlig kronologisk afgrænsning til yngre vikingetid, eller ca. 800 e.kr til 1035 e.kr. Forfatteren af denne opgave har valgt at afgrænse de arkæologiske kilder til det nuværende danske område, med et overfladisk blik ind i det nuværende nordtyske. Gennemgangen af det arkæologiske materiale vil først og fremmest være på et overordnet niveau, hvor enkelte genstande ikke diskuteres. Den historiske del af opgaven vil næsten udelukkende basere sig på samtidige, udenlandske kilder. I dette tilfælde vil det være de frankiske Rigsannaler, Adam af Bremen, Widukind af Sachsen, Thietmar af Merseburg og Flodoard. Grunden til dette er først og fremmest materialets enorme størrelse. Hertil kunne måske indvendes, at langt de fleste af kildeskrifterne findes i bearbejdet tilstand i mange værker. Ja, må der svares, det gør de! Imidlertid er opgavens mål ikke at bygge videre på andres mere eller mindre forældede udlægninger af kildeskrifter, fordi tolkningerne skal passe med tidens ideologi eller forældede arkælogiske data. En anden årsag til beskæringen af mængden af kildeskrifterne er selvfølgelig også, at dette ikke er en egentlig historisk opgave, hvor hovedformået l ligger i kildekritikken. Grunden til de seks kilders udenlandske nationalitet er den, at egentlige danske kilder først kendes fra 12. Århundrede (Sawyer 1991: 277). Desuden afspejler disse sene kilder, for eksempel Saxo Grammaticus, mere deres egen opfattelse af fortiden end de faktiske forhold i vikingetiden (Sawyer 1991: 278). De eneste nogenlunde samtidige nordiske kilder er skjaldekvadene, som er delvist bevaret i verseform i de senere sagaer (Sawyer 1991: 277). Eftersom disse kræver en del separat tolkning, afholder forfatteren sig fra at inddrage de norrøne kilder. 4

2.0 Arkæologi, historie & Historien 2.1 Fagene arkæologi og historie Arkæologi og historie; To fag, der begge handler om Historien. Den grundlæggende forskel er nok, at hvor arkæologiens rå-data fremkommer af de fysiske, materielle levn, beskæftiger historie sig med forfatteren af den pågældende kildes gentænkning af den daværende virkelighed (P. Meulengracht Sørensen 1991: 236). Det er umiddelbart synligt, at arkæologiske levn behøver tolkning for at give en for os acceptabel mening, i denne sammenhæng i form af historie (P. Meulengracht Sørensen 1991: 237). Historien, derimod, er mere omstridt på dette punkt. Et stort problem er, at udgangspunktet for varierende tiders historikere er forskellige. I nutiden skriver historikere på et positivistisk, kildekritisk grundlag, hvor middeladerens ditto skrev på et kristent, idealistisk grundlag (P. Meulengracht Sørensen 1991: 236). Det gør det meget svært at gennemskue, hvad der er faktuelle oplysninger om datiden, og hvad der er fortolket eller enddog fordrejet. I sådanne tilfælde kan man enten forsøge at forstå motivationen bag historikeren, eller man kan, som Aksel Christiansen, forkaste alle skriftlige kilder, og i stedet inddrage et fysisk levn i form af en runesten (P. Meulengracht Sørensen 1991: 237). Imidlertid giver en sådan priortering lige så store problemer, ikke fordi vi ikke kan stole på kilden, men fordi vi skal fortolke den ud fra vores moderne synspunkter (P. Meulengracht Sørensen 1991: 236). Det ses altså, at en analyse af arkæologiske og historiske kilder begge kræver en tolkning for at kunne bruges. Imidlertid er der inden for arkæologien en langt større forskelpå, hvor stor grad af tolkning, der er nødvendig for at give fundene mening, end der er, hvad angår skriftlige kilder. Nogle gange bliver arkæologen nødt at opstille en forklaring, der bygger på hypotetiske begivenheder eller forhold, mens man andre gange kan opstille en (næsten) urokkelig teori om de pågældende forhold. Sidstnævnte katagori udgøres i vores naturvidenskabeligt prægede tider af de genstande, der kan analyses ud fra naturvidenskabelige metoder, for eksempel dendrokronologi eller C-14 datering. 2.2. Kildernes fokus En betydelig forskel mellem de historiske kilder og de arkæologiske på netop det af opgaven definerede tidsrum er, at de historiske kilder næsten udelukkende beskæftiger sig med samfundets top; konger, stormænd og bisper og deres handlinger (cfr. en hvilken som helst af de i 1.2 nævnte titler). De arkæologiske, derimod, handler mere om det almindelig menneske og dets hverdag (cfr. for eksempel Hvass 1988). Desuden kan arkæologien fortælle om samfundets økonomi og generelle handel, hvad vikingetidens skriftlige kilder er mere eller mindre tavse om (cfr. Randsborg 1980). Til gengæld er arkæologien tavs, hvad angår konkrete politiske handlinger samt de involverede personer og deres position. Undtagen mht. runestenene, selvfølgelig. 2.3 Vægtning Af afsnit 2.1. må det fremgå, at den eneste kilde, der kan siges at have nogen form for absoluthed, må være de naturvidenskablige dateringer, først og fremmest i form af den dendrokronologiske, der er den mest præcise. Kulstof 14 dateringer er absolut værd at medtage, men giver ofte relativt store udsving i den sandsynlige datering (Hedager & Kristiansen 1985: 47f). Data, fremkommet ved førnævnte metoder, kan godt være fordrejet, såfremt prøven, den er baseret på, ikke stammer fra 5

anlægget, der forsøges dateret. Alligevel skønnes det, at dateringer fremkommet ved dendrokronologier og/eller C-14 vil veje tungest i et eventuel konflikt mellem forskellige typer kilder. Egentlige arkælogiske data, det være sig typologisk baserede kronologier el ler andre iagttagelser baseret på fysiske levn, må ligeledes være en katagori af kilde, der indeholder en mængde indiskutable facts om fortiden. Imidlertid bør og vil analysen af et handlingsforløb, der involverer ovenstående, diskuteres på et individuelt niveau, idet typologien for den enkelte genstand kan variere meget i præcision. Endeligt er der de skriftlige kilder, der må siges at være noget usikre, hvad angår rå data. Det er højest tvivlsomt, hvor høj værdi vikingetiden og den tidlige middelalders kilder har, set ud fra denne opgaves synspunkt. Et godt eksempel er legenden om Thyra Danebod, som man førhen troede overlevede Gorm d. Gamle (Saxo Grammaticus:125ff). Imidlertid viser teksten på den store Jelling-sten med al tydelighed, at Gorm overlevede Thyra (Moltke 1976: 166). Det er indiskutabelt, at runestenen her må indeholde en større grad af sandhed end Saxo, hvorfor Saxos tolkning af historien må anses for opspind. På den anden side ville vi ikke kende rammerne omkring Jellingdynastiet, hvis det ikke var for de skriftlige kilder. Specielt tidens politiske og ikke mindst de udenrigspolitiske ville være henlagt i mørke. Den samlede konklusion på spørgsmålet om vægtningen af de forskellige typer kilder må være, at de skriftlige kilder skaber en ramme, som kan og bør efterprøves af arkæologiske data. Eventuelle dendrokronologiske dateringer må være absolutte, og må derfor prioriteres højere end alle andre typer data. Især denne opgave bygger på en ramme skabt af skriftlige kilder, idet fokus her ligger på overklassen, det vil sige kongerne og dronningerne samt i korte glimt, stormændene. Altså en skriftlig historisk vinkel, der dog vil blive efterprøvet såvidet det er muligt ved hjælp af arkæologiske metoder. 6

3.0 Svenskerkongerne 3.1. Personerne Svenskerkongerne er et begreb, der dækker over en kongerække, der herskede før Gorm den Gamle (cfr. Moltke 1985). Meget er skrevet, og meget er diskutereret om disse konger (for eksempel Moltke 1985, Randsborg 1980, Ebbesen 1990, Warmers 1995). Der er dog bred enighed om, at dynastiet bestod af Olaph, Gnuba, og Sigtryg. Ifølge Adam af Bremen, der er hovedkilden, hvad angår svenskervældet, væltede Olaph en Heiligo af tronen (Adam Bremensis: 52). Samme Adam beretter om en Hardegon Svenssøn, der vendte tilbage fra viking og stødte Sigtryg fra tronen (Adam Bremensis: 57). Adam fortæller ikke mere om Sigtryg, men fra Flodoard ved vi, at der faldt en hedensk normanner ved det navn i Normandiet i 943 (Flodoard: 61). Det kunne godt være den samme. 3.1.1 Runestene Vi ved, at Gnupa og Sigtryg var knyttet til Hedeby, for de har efterladt sig to runestene ved Haddeby (Moltke 1976: 156f). Eller rettere; Asfrid Odinkarsdatter, Gnupas kone og Sigtrygs mor, har. Dermed kan tilføjes endnu en person til vores billede af svenskervældet. Desuden kan stenene bekræfte, at svenskerkongerne virkeligt var af svensk afstamning, idet Haddeby 2-stenen er skrevet med svenske runer (Moltke 1976: 156). I modsætning hertil er Haddeby 4 ristet med danske runer (Moltke 1976: 157), hvad kunne tyde på at Hedeby efter Sigtryg atter var under dansk herredømme. Hvilket harmonerer glimrende med Adam af Bremens opfattelse af begivenhedernes gang (Moltke 1976: 158). Sammen giver disse to runestene Adams beretning autoritet, således at hans fremstilling af svenskerkongerne kan anses for troværdige. 3.2. Rigets udstrækning Imidlertid er der et stort problem med Olaphsætten: Var de konger af hele Danmark, eller kun af Hedeby? Det er et omdiskuteret problem. Generelt kan meningerne deles op i to lejre, hvor den ene mener, at Olaphssønnerne kun var konger over Hedeby (eventuelt også Sydjylland), og den anden er af den opfattelse, at de var konger af større områder, eventuelt hele Danmark. Den første lejr udgøres for eksempel af K. Randsborg (Randsborg 1980: 18) og E. Moltke (Moltke 1976: 158 og Moltke 1985:22), den anden af for eksempel H.H. Andersen (1985(B): 11), og U. Näsman (1991: 171). Else Roesdal kommer let uden om problemet ved slet ikke at nævne det (Roesdal 1996: 86), og Peter Sawyer går ikke nærmere ind på problemet ved at sige at Hardegon Svenssøn og Olaph herskede over danerne, eller dele af dem (Sawyer 1991: 279). Randsborg kommer ikke med nogen nærmere begrundelse for sin holdning ud over de danske kongers kronologi (Randsborg 1980: 18). Moltke mener, at Gnupa og Gorm var samtidige, og at den Gnupa, som Henrik I overvandt i 934 kun var konge af Hedeby (Moltke 1976: 158). Ifølge samme forfatter, der støtter sig til Lis Jacobsen, blev Gnupa siden overvundet af Gorm den Gamle, som føjede Hedeby til sit eget rige (Moltke 1985: 22). En anden argumentation fremføres af H.H, Andersen, der påpeger, at der ikke er nogen af de ældre kilder, der betragter dem som ringere konger end senere tiders regenter (Andersen 1985(B): 11), jævnfør Svend Estridssøn, Adams hjemmelsmand, der anser Olaphsætten for sine forgængere (Andersen 1985: 11). Hovedårsagen til alt denne diskussion ligger i kildernes natur. De er fåtallige i perioden omkring år 900 (Moltke 1976: 157). Moltke påpeger, at mange har forsøgt at kombinere runestenene og de litterære kilder, hvor hver så personligt har tolket dem 7

(Moltke 1976: 157f). Det giver naturligvis problemer, specielt når det ydermere går op for én, at de skriftlige kilder modsiger hinanden. Adam af Bremen skriver godt nok om en Chnob (Adam Bremensis: 53), men han mener, at det var under Hardeknuth Vurm, at Henrik I invaderede Danernes land (Adam Bremensis: 60). Denne mystiske Hardeknuth Vurm vil blive behandlet i afsnit 4.0. Det er Widukind af Sachsen, der angiver at Chnuba var den konge, som Henrik I slog og tvangsdøbte (Widukind: 60). Om svenskervældet virkeligt herskede over hele danernes land, får vi nok aldrig at vide. Imidlertid synes det sandsynligt, at de ikke kun var de petty kings, som Randsborg omtaler dem som (Randsborg 1980: 77). Ud fra arkæologiske vidnesbyrd synes svenskerkongerne bestemt ikke særlig små. De har knyttet en type rige grave til sig, og de har rejst to runesten over sig selv, hvoraf den ene tydeligt nævner Sigtryg som konge (Moltke 1976: 156f). Fra udlandet har Olaphsættens medlemmer heller ikke syntes små. De frankiske og saksiske kilder betegner kongerne som reges, i modstæning til de slaviske herskere, der kaldes duces og principes (Sawyer 1991: 278). Udstrækningen af deres rige må dog stadigt bero på hypotetiske slutninger, for så vidt de skriftlige kilder kun beskræftiger sig med grænseområderne til sakserne (Roesdal 1996: 86). 3.3 Arkæologiens udsagn 3.3.1 Grave Hvad angår udstrækningen af Olaphsættens rige, har Näsman forsøgsvis prøvet at knytte yngre vikingetids såkaldte ryttergrave til Olaphsætten (Näsman 1991: 171). Samme ryttergrave blev i øvrigt af Randsborg i 1980 knyttet til tiden omkring Jellingdynastiet (Randsborg 1980: 127ff). Näsmans arbejde repræsenterer en nyere bearbejdning af materialet, hvorfor undertegnede vil følge dennes datering af gravene. Ryttergravene er et omdiskuteret kompleks bestående af grave med meget rigt udstyr; hesteudstyr og våben. Generelt anses de for at repræsentere den ledende klasse ilandet (Näsman 1991: 171), men af kronologiske årsager er ryttergravene blevet tilknyttet Jellingkongernes rigssamling (Näsman 1991: 171). U. Näsman satte i 1991 ryttergravene til den foregående dynastis, Olaphsættens, tid. Det synes sandsynligt, at skikken dukkede op med denne slægt sammen med behovet for at legimitere deres krav på tronen 1 (Näsman 1991: 171). Ryttergravene er hedenske, og det er med vilje, for Olaph og hans efterfølgere havde brug for Odinkulten til den førnnævnte legimitering (Näsman 1991: 171). Såfremt dateringen holder, og ryttergravene kan tilknyttes Olaphsætten, kan man ane en udstrækning af svenskerkongernes rige, der dækker Jylland, østfyn samt svagt i Vestsjælland (cfr. bilag 1). Näsman selv tvivler på gyldigheden af sociale tolkninger af ryttergravene, da der er et repræsentivitetsproblem i visse områder, og i øvrigt dermed også afviser Randsborgs sociale tolkning af ryttergravskomplekset (Näsman 1991: 164). Derfor skal tilstedeværelsen af gravene ikke ses som et klippefast bevis, men som et muligt fingerpeg. Især to grave må nødvendigvis trækkes frem i forbindelse med en omtale af Olaphsætten; Ladby og bådkammergraven i Hedeby. Kammergravene ved Hedeby er i det hele taget blevet taget til indtægt som bevis på Olaphsættens her redømme over denne by alene. Imidlertid findes der kammergrave over hele Jylland, Fyn, Langeland og Lolland, så hvis de er udtryk for udstrækningen af dynastiets rige, må disse områder også inkluderes i det (Näsman 1991: 163). Begge ovennævnte grave er meget rige, og tolkes begge til at være af kongelig status (Wamers 1994: 33). Tidligere mente man, at bådkammergraven skulle dateres til ca. 900 (Wamers 1 Det foregående dynasti regnes for at være blevet udslettet i Slaget ved Löwen i år 881 (Albrectsen 1976: 113). 8

1994: 6), men Wamers omfortolkede og omdaterede graven i sin artikel i 1994, så den ikke længere tilhører en for denne opgave relevant periode 2. Den plyndrede Ladby-grav mangler desværre lig samt den gravlagtes våben, men giver alligevel indtryk af en uhyre rig begravelse, måske endda rigere end bådkammergaven (Andersen 1985(1): 14). Thorvildsen daterede i den oprindelige publikation graven til et sted mellem 925 og 975 (Thorvildsen 1957: 97), hvad der altså giver mulighed for at graven kunne være én af Hedebykongerne. Hvis man altså accepterer, at disse konger sad på store dele af landet, må denne grav være én af dem. Det er i dén forbindelse interessant, at Thorvildsen fandt paralleler til Birka, men kun få udenfor den svenske handelplads, i Ladby-gravens udstyr (Thorvildsen 1957: 80). Er det et udtryk for den gravlagtes svenske oprindelse? Såfremt Ladby-graven indeholdt en af Hedebykongerne, må det være Gnupa eller Sigtryg, på grund af dateringen. Den samme tanke lufter H.H. Andersen i sin artikel i KUML 1985 (Andersen 1985(2): 28). 3.3.2 Keramik En proviensundersøgelse af vikingetidens keramik giver ingen løsning på problemet. Ganske vist er keramikken meget tydeligt delt op i fire regioner, men disse træder endnu tydeligere frem i den sene vikingetid og den tidlige middelalder, hvor riget uden tvivl er samlet af en stærk kongemagt (Madsen 1991: 239). Store mængder slavisk keramik tilføres landet i vikingetiden, men eftersom fænomenet synes mere knyttet til Jellingdynastiet, end til Olaphsætten, er denne behandlet i afsnit 6.4. 3.4 En konklusion & en hypotese Hele denne udredning af et dynasti, der i og for sig intet har at gøre med Jellingdynastiet, kan synes ligegyldigt spild af plads. Imidlertid har det været vigtigt at fastlå, at Olaphsætten ikke kun var småkonger, men konger over et betragteligt område. Dette støttes af en række indicier, men der an k ikke fremskaffes nogen endegyldige beviser. Jellingdynastiet overtog altså ikke ligefrem et uudviklet, primitivt samfund. Sidste ord om svenskervældet skal være en højest hypotetisk sammenkædning af informationer til et, efter forfatterens mening, sandsynligt dynastisk handlingsforløb. Efter Slaget ved Löwen falder danernes rige fra hinanden, og den herskende dynasti falder fra magten. Helge (Heiligo) bliver konge, men efterfølges af svenskeren Olaf (Olaph) og hans sønner (Gyrd & Gnupa). Gnupa gifter sig med den danske stormand Odinkars datter, Asfrid. Dynastiet forsøger at legimitere sit krav på tronen ved at knytte sig selv og overklassen til Odinkulten. Danernes land består på dette tidspunkt af Jylland, Fyn og dele af Sjælland. I ca. 934 besejrer den tysk-romerske kejser Henrik I Gnupa og tvinger ham til dåben. Hardegon udnytter Hedebykongens svaghed, og benytter lejligheden til at tvinge Hedeby ind under sin magt. Hvor Hardegon passer ind i det samlede billede diskuteres i afsnit 4.0. Sigtryg, Gnupa og Asfrids søn går i landflygtighed som konge uden land og dør i Normandiet i 943. 2 Warmers daterer, på baggrund af genstandene og en C-14 datering, graven til midten af 800-tallet. Den tilskrives i øvrigt tronprædentanten Harald Klak (Wamers 1994: 6ff). 9

4.0 Hardegon & Hardeknud Personen kaldet Hardegon repræsenterer et problem hvad angår kontinuiteten. Ikke mindst fordi han, i modsætning til både sine forgængere og efterkommere, ikke har efterladt sig noget som helst håndgribeligt bevis for sin eksistens. Dermed bliver hans eksistens et rent kildekritisk og filologisk problem. Selvom det egentligt ligger uden for opgavens rum, skal det lige ridses op her. Adam af Bremen skriver, at en Hardegon Svenssøn kom og smed Sigtryg fra tronen (Adam Bremensis: 57). Derefter hører man ikke mere om denne person. Til gengæld hører man et par sider senere om en dansk konge ved navn Hardeknuth Vurm (Adam Bremensis: 60). Det ville være nærliggende at tro, at disse to var den samme, specielt fordi Adam som det næste benævner danernes konge som Worm (Adam Bremensis: 61). Imidlertid har dette i mange år været forkastet på grundlag af filologen Lis Jacobsens værk fra 1929 (Moltke 1986: 21). Hardegon skulle i virkligheden have heddet Hardegunni, og være en helt anden person. P. Sawyer går imod denne tolkning, og mener, at Hardegon ER en misforstået form af Hardeknuth (Sawyer 1991: 279). Den sidste opfattelse vil blive brugt i denne opgave. Husk på, at netop denne del af beretningen har Adam af Bremen fået af Sven Estridsen (Adam Bremensis: 57), hvilket vil sige, at han ikke har haft mulighed for at kigge direkte i klosterets annaler. Dermed giver Lis Jacobsens andet resultat, nemlig at Hardeknuth Vurm i virkligheden er en skrivefejl for Hardeknuth filius Vurm = Gorm, søn af Hardeknud (Moltke 1985: 21), også bedre mening. Hardeknud bliver altså Gorm den Gamles fader, og er dermed den første del af det dynasti, som vi kalder Jellingdynastiet. Dette støttes af S. Jørgensen, der følger Kroman i at trække slægten fra England, men gør Gorm til søn af Hardeknuth i stedet for lade Hardeknuth Vurm være et dobbeltnavn til samme person (Jørgensen 1987: 49). Dermed kan Jellingdynastiets rødder trækkes tilbage til England, nærmere bestemt til Svend Gudrumssøn, søn af Gudrum I, og bror til Gudrum II af East Anglia (Jørgensen 1987: 49). Desværre kan det jo ikke bekræftes med nogen grad af sikkerhed, og da slet ikke arkæologisk. Derfor må Hardegon/Hardeknuths eksistens regnes for lige så teoretisk som hans nedstamning. 10

5.0 Gormsætten Ifølge de i 4.0 diskuterede emner burde afsnittet vel egentligt hedde Hardeknudsætten, men eftersom omtalte persons eksistsens nu engang hviler på et ret usikkert grundlag, vil der i denne opgave blive brugt den almindeligt brugte og anderkendte betegnelse for Gorm den Gamle og hans efterkommere. 5.1 Gorm Hardeknudssøn og Thyra 5.1.1. Runestene Gorm, kaldet den Gamle, og hans kone, kaldet Danebod er kendt fra mange kilder 3, og har været genstand for megen sagndannelse. Nogle af disse omhandler Gorms død ved nyheden om sønnen Knud Danasts død (Saxo Grammaticus: 127), eller Thyras rolle ved bygningen af Danevirke (Sven Aggesen: 51ff). Yderligere knyttede der sig den myte til monumentet i Jelling, at Thyra og Gorm bar begravet i højene dér (Krogh 1982: 183). Senere tiders myter lod endda til at vide, at Thyra lå i nordhøjen, og Gorm i sydhøjen (ibid.: 183). Dette var rene myter, som udgravningerne i højene siden viste (se afsnit 5.1.2). Udgangspunktet i en analyse må derfor være den solide kilde, kendt som den lille Jelling-sten. Teksten lyder som følger: Gorm konge bød gøre dette dødeminde efter sin kone Thorwi (=Thyra), Danmarks pryd (Moltke 1976: 165). Vi får altså her at vide, at Gorm var konge, at han havde en kone ved navn Thyra, der døde før ham (cfr. afsnit 2.3). De to førstnævnte oplysninger får vi yderligere bekræftet igennem den store Jelling -sten, hvor kong Harald Gormssøn rejser dødemindet for sine forældre, Gorm og Thyra (Moltke 1976: 166). Andre runestene kunne også pege imod Jellingdynastiets første sikre repræsentanter. K. Randsborg har sat Læborg, Bække 1, og Horne (Randsborg 1980: Appendiks III) i forbindelse med Jellingdynastiet. Imidlertid mener Moltke, at disse tre stene, som Ravnunge-Tue satte, tidligst kan dateres til Harald Blåtands tid (Moltke 1976: 185). Dette gøres delvist på baggrund af en sproglig datering, som undertegnede ikke kan bestride, og delvist på den opfattelse, at Thyra lå begravet i den samme høj som Gorm den Gamle, og at hun derfor ikke har haft nogen separat høj (Moltke 1976: 200). Efter Kroghs udgravninger i Jelling vides det nu med en stor grad af sikkerhed, at der ikke har været mere end én gravlagt i nordhøjen (Krogh 1982: 188). Så den sidste del af Moltkes argumentation er ugyldig. Man kunne også godt argumentere for, at det kræver en person med meget høj status og/eller rigdom at få rejst tre runesten over sig. Selv Harald Gormssøn fik kun ét enkelt kumbl rejst over sig 4. Så hvis Ravnunge-Tues Thyra ikke er Thyra, Gorms kone, så er det i hvertfald en kvinde fra samfundets højeste lag. Dateringen af stenene kunne pege på en anden person, nemlig Svend Gormssøns søster, Thore 5. Thore var gift med Olaf Trygvessøn af Norge.(Adam Bremensis: 99). Det er dog ikke sandsynligt, idet Olaf Trygvesøn som bekendt var i Norge. Hvorfor skulle man så rejse runesten for hende i Jylland? Muligheden skulle dog lige nævnes her, da denne opgaves mål jo er at beskrive Jelling-dynastiet, og hvis Thore var søster til Svend Tveskæg, er hun jo del af dynastiet. 3 For eksempel Saxo Grammaticus, Sven Aggesøn og Adam af Bremen. 4 Muligvis henviser endnu en sten fra Sønder Vilstrup til Harald Gormssøn (se afsnit 5.2.) 5 Hun kaldes Tyre i den norsk-islandske tradition (Adam Bremensis: 99/note 7) 11

5.1.2. Monumentet i Jelling Centralt i beskrivelsen af Jellingdynastiet er det kæmpemonument, som står i den jyske landsby Jelling. I sin helhed består anlægget nu af to synlige høje, deto runestene, samt en kirke (Krogh 1982: 189). Udover det synlige består Jelling-anlægget endvidere af en bronzealderhøj under nordhøjen, hvori en tømmerbygget gravkammer var nedgravet (Krogh 1982: 186f). I Sydhøjen fandt man til gengæld ikke noget kammer (Krogh 1982: 188), hvad der ikke passede med de lokale legender 6. Derimod var der under samme sydhøj rester af en stensætning, bestående af to rækker store sten (Krogh 1982: 186) 7. E. Dyggve, der i 1943 udgravede Jellinghøjene, tolkede bautastenene som rester efter et v-formet vi (Krogh 1993: 251), men dén teori er nu forkastet. I stedet menes det nu, at der mellem højene var placeret en enorm skibsætning (Krogh 1993: 256). Da der ligeledes er fundet rester af stensætningen under nordhøjen, tolkes det som om at skibssætningen havde sin spids lige foran bronzealderhøjen (Krogh 1993: 262). Denne, for os lidt besynderlige, konstruktion, med en senere skibsætning foran en bronzealderhøj, kendes tilsvarende fra Bække og Glavendrup (Krogh 1993: 262). I lyset af førnævnte to lokaliteter kan det ikke siges at være utænkeligt, at den lille Jelling-sten skal knyttes til skibssætningen og højen, idet både Bække og Glavendrup har runestene tilknyttet sig (henholdvis Hedeager & Kristiansen 1985: 41f og Hedeager & Kristiansen 1985: 96f). Hvis man fortsætter samme tankerække må man da overveje, om anlægget skal regnes for Thyras grav og/eller dødeminde (Krogh 1993: 262). Tanken støttes af en filologisk analyse af skriften på Gorms sten. Kumbl står i flertal, hvilket må betyde, at dødemindet bestod af mere end runestenen alene (Moltke 1976: 172ff). En datering af stensætningen er ret usikker, men kan udføres på baggrund af de rester af lav, som er efterladt på stensætningen under sydhøjen. Lavet kan groft skønnes til at have vokset i 20-30 år, førend det blev dækkes (Krogh 1993: 260). Da sydhøjen er opført efter 970 (cfr. afsnit 5.2.2.), kan stensætningen og dermed muligvis Thyras død, sandsynligvis sættes til mellem 940 og 950. Den næste fase må være byggelsen af nordhøjen, eftersom denne er delvist bygget ovenpå skibssætningen. Kammeret i højen dateres dendrokronologisk til vinterhalvåret 958/959 (Christiansen & Krogh 1987: 226), hvilket jo så må angive tidspunktet for opførelsen af nordhøjen. Selvsamme kammer har givet anledning til en del diskussion, idet det var tomt bortset fra nogle få genstande (Krogh 1982: 187). En planke, som udgraverne i 1821 mente havde stået oprejst i midten af kammeret, har lige siden været årsagen til at mange arkæologer har tolket gravkammeretsom en dobbeltgrav (Krogh 1982: 188), og dermed som Gorm og Thyras grav. Denne tolkning afviste Krogh ved sin genbearbejdelse i 1982, da der siden er fundet andre grave med en sådan planke og kun én gravlagt (ibid.). Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at H. Andersen i sin artikel fra 1994 diskuterer rigtigheden af 1821-udgraverens udsagn om planken, men da dens tilstedeværelse ingen betydning har for denne opgaves mål, undlades det at kommentere Andersens påstande her. Grunden til at netop denne grav gennemgås grundigt i opgaven er, at Krogh i 1982 fremsatte den teori, at den mandsperson, hvis grav han fandt i forbindelse med udgravningen af Jelling Kirke i 1976-1979, er Gorm den Gamle, som er blevet overflyttet fra nordhøjen til kirken (Krogh 1982: 204). Formodentlig af sønnen Harald Gormssøn, da han blev kristen 8. Krogh argumenterer ud fra to synspunkter, dels at personen under kirken er flyttet fra nordhøjen, dels at 6 Cfr. afsnit 5.1.1. 7 Cfr. bilag 2 for oversigtskort. 8 Cfr. afsnit 5.2. 12

den gravlagte skal tilknyttes Jelling-dynastiet. Det første synspunkt støttes af ligheden mellem genstandene i de to grave (Krogh 1982: 204) og af, at skelettet i kirkegraven utvetydigt bærer præg af at være flyttet fra sit oprindelige hvilested (Krogh 1982: 200f). At den gravlagte skulle være Gorm den Gamle kommer fra følgende tankerække: Graven i kirken er samtidig med opførelsen af den første af de tre trækirker under den nuværende Jelling kirke. Trækirken er af en usædvanlig størrelse i forhold til sin samtid, og det kunne forklares med at bygherren var Harald Blåtand (Krogh 1982: 205). Det var jo også i Jelling, at Harald valgte at opføre den store Jelling-sten til minde om sine gerninger, hvorfor det må synes rimeligt at antage, at kirken ligeledes opførtes samme sted og nogenlunde samtidigt. Hvilket efter Kroghs opfattelse må være omkring 960 e.kr (Krogh 1982: 205). Eftersom den gravlagte er blevet flyttet, sandsynligvis fra nordhøjen, må vedkommende have være hedensk, og er så blevet flyttet af en kristen efterkommer. Den eneste person, som dette passer på, er Gorm den Gamle (Krogh 1982: 205). Imidlertid har teorien mødt modstand fra H. Andersen, der mener at have fundet så mange huller i Kroghs teori, at Gorm den Gamle må forkastes (Andersen 1994: 281ff). H. Andersen tager fat i de udgravningsrapporter fra de allerførste gravninger i Jelling i 1820 erne og 1860 erne. Herefter påviser han en hoben modsigelser og fejl i rapporterne, blandt ander argumenterer han stærkt for, at der ikke er de to huller i gravkammerets loft, som Krogh nævner i forbindelse med genoptagelsen af den gravlagte i nordhøjen (Andersen 1994: 292). Problemet er bare, at Andersen ganske vist finder en masse fejl ved Kroghs beskrivelse af gravkammeret, men i og for sig intet finder, der kan modbevise Kroghs teori. Et svagt punkt i Kroghs argumentation finder Andersen dog i det vokslys, som blev fundet oven på gravkammeret, og som Krogh bruger til en C-14 datering af, hvornår graven blev genåbnet (Krogh 1993: 235f) 9. Andersen bemærker, at vokslyset kendes fra andre vikingetidsgrave, så det er ikke nødvendigvis noget specielt til en kristen ceremoni (Andersen 1994: 296). I sin publikation fra 1993 ses det dog, at Krogh må have ret. For her fastslår Krogh, at lyset ikke kan have været forstyrret siden det blev brugt (Krogh 1993: 237). Sammenholdt med C-14 dateringen, og usandsynligheden af at en eventuel plyndring af graven er sket under Sven Gormssøn eller Knud den Store, må iagttagelsen siges at tage brodden af Andersens modargument. Heraf må vi så slutte, at Gorm den Gamle døde i vinteren 958 e.kr, hvor han var mellem 35 og 50 år gammel (Krogh 1982: 202). Om hans fysisk kan det yderligere berettes, at kongen var ca. 173 cm. høj, og meget muskuløst bygget (Krogh 1982: 201f). Sydhøjen, kirken og den store Jelling-sten vil blive behandlet i afsnit 5.2, da disse tilhører Harald Gormssøns tid. 5.1.3. De skriftlige kilder De skriftlige kilder er ret tavse, hvad angår Gorm den Gamle og Thyra (Moltke 1976: 167). Udover Saxos og Sven Aggesøns opdigtede historier, så har vi Adam af Bremen, der fortæller om biskop Unnis forsøg på at kristne kong Worm (Adam Bremensis: 61). Han ville ikke kristnes, men sønnen Harald var mere modtagelig (ibid.). Umidddelbart synes der her at opstå et lille problem, for ved et kirkemøde i Ingelheim i 948 e.kr. skulle tre danske bisper have været til stede (Jensen 1991: 57), hvilket jo ikke harmonerer voldsomt godt med Gorms indstilling til kristendommen. Imidlertid afspejlede disse tres tilstedeværelse ikke så meget danernes kristendom, som det afspejlede Hamborg-Bremens politiske krumspring for at opretholde nok stifter til at forblive ærkebispesæde (Sawyer 1986: 32). Sandsynligvis har de tre bisper aldrig sat deres fod på dansk jord, ligesom de to bisper af Skara, som aldrig forlod Tyskland (Sawyer 1986: 33). 9 C-14 dateringen viste en sandsynlig datering mellem 970 og 1015 (Krogh 1993: 236) 13

5.1.4. Sammenfatning Efter ovenstående historiske og arkæologiske analyse fremkommer følgende data om Gorm den Gamle og hans kone Thyra: 1. Gorm den Gamle kom til magten omkring 936 e.kr. 2. Gorm den Gamle døde i vinterhalvåret 958/959 e.kr. 3. Gorm var mellem 35 og 50 år gammel, da han døde. 4. Gorm den Gamle var hedning. 5. Den lille Jellingsten er ældre end 958 e.kr., altså må dronning Thyra være død før 958 e.kr. 5.2 Harald Gormssøn og Tove Mistivojsdatter 5.2.1. Runestene Ganske som i afsnit 5.1.1. er det naturligste sted at starte selve Jelling, nærmere betegnet den store Jelling-sten. På den er indristet følgende: Harald konge bød gøre dette dødeminde efter Gorm sin fader og Thyre sin moder, den Harald som (for) sig vandt Danmark al og Norge og gjorde danerne kristne (Moltke 1976: 166). En meget vigtig besked fra den danske oldtid. Ikke alene omhandler den indførelsen af kristendommmen 10, det er også første gang, at navnet Danmark optræder (Moltke 1976: 170). Udsagnet om at Harald vandt for sig hele Danmark er meget omdiskuteret, men kan under alle omstændigheder afgive den information, at Danmark var et samlet rige senest ved stenens rejsning (Roesdal 1996: 86). Den del, som Harald manglede var sandsynligvis Skåne, samt dele af Sjælland (cfr. afsnit 3). Det er naturligvis spekulation, men Skåne er den mest sandsynlige landsdel, de arkæologiske og skriftlige kilder taget i betragtning. Om det var generobering, eller erobering kan vi ikke rigtig sige, selvom sandsynligheden taler for generobering. På kong Godfreds tid, 804-810 e.kr., ser Danmark ud til at have været et samlet, bestående af i hvert fald Jylland, Fyn, Skåne og Norge rige (Albrectsen 1976: 12ff). Ligeså enestående som dens budskab er selve stenen. Dens lige findes ikke i størrelse og prægtighed (Molkte 1976: 166). Den relief-agtige ornamentik, såvel som kompositionen, findes ikke på tidligere stene (Moltke 1976: 171). Kort sagt er Jelling 2 et unikum, der repræsenterer en skelsættende begivenhed. En anden vigtig runesten, når man taler om Harald Gormssøn, er Sønder Vissing 1, der bærer teksten Tove, Mistivojs datter, Harald den Gode, Gorms søns kone, lod gøre dette dødeminde efter sin moder (Moltke 1976: 162f). Den Harald den Gode, som Tove nævner, er nok Harald Gormssøn (Moltke 1976: 163), hvorved vi erfarer, at Haralds kone hed Tove og var datter af Mistivoj. Denne Mistivoj var konge over de slaviske abodritter (Moltke 1976: 162). En sidste runesten, Sønder Vilstrup-stenen, har muligvis en tilknytning til Harald og/eller Gorm, men den er så ødelagt, at det er næsten umuligt at afgøre (Moltke 1976: 163). Oplysninger kan den slet ikke give ud over selve dens tilstedeværelse. 5.2.2. Monumentet i Jelling De første dele af Jelling-monumentet er behandlet i afsnit 5.1.2., hvorfor de ikke vil blive nævnt i dette afsnit. Efter gravlæggelsen af personen i nordhøjen, sker der en massiv omarrangering af monumentet. På et tidspunkt tilføjes sydhøjen, den store runesten samt kirken. Krogh er af den opfattelse, at hele monumentet er udtænkt som en helhed og opført i én omgang (Krogh 1993: 266). Et usikkerhedsmoment var, om Jelling 2-stenen, der på nuværende tidspunkt ligger præcist på linjen mellem de to højes midterakse, også gjorde det fra dens tilblivelse. Ved en udgravning i 1981 10 Det vil sige, som indførelse som statsreligion. Der er skriftlige vidnesbyrd om missionering så langt tilbage som starten af 700-tallet (Jensen 1991: 53) 14

fandt Nationalmuseet ud af, at stenen ganske vist var blevet flyttet, men at det var en ubetydeligt stykke (Krogh 1982: 212). Tidligere har man foreslået, at stenens inskription er blevet til over to gange, men da den dendrokronologiske datering af nordhøjens gravkammer til 958 e.kr. har rykket Haralds antagelse af kristendommen tyve år længere frem, end man troede tidligere, står dén teori ikke længere til troende (Krogh 1993: 266). Allerede Moltke sluttede ud fra et stilistisk grundlag, at det kunne der ikke være tale om(moltke 1976: 167). Forfatteren vil derfor tilslutte sig denne opfattelse. Kirken er et andet problem. Er den del af samme monument som højene og stenen, eller er den bygget senere? Kammergravstypen og oldsagerne i den tyder ifølge Krogh på en datering af kammergraven, og dermed den første trækirke, til sidst i 900-tallet (Krogh 1993: 243). Ydermere har Krogh konstateret ved stratigrafiske iagttagelser, at runestenen sandsynligvis hviler på samme afretningslag som der findes under kirken (Krogh 1993: 244), hvilket peger på en samtidighed mellem opførelsen af de to. Desværre er denne opfattelse bygget på en sammenligning af fyldets karakter og ikke en direkte stratigrafisk sammenhæng, så bestemmelsen af samtidigheden må siges at være behæftet med vis fejlmargin. H. Andersen erda også af en anden opfattelse, idet han mener, at kirken blev opført efter runestenen var opsat,. Årsagen hertil er, at kirken efter H. Andersens mening ikke passer ind i det strengt symmetriske billede, som resten af monumentet udgør (Andersen 1994: 298). Dette forhold har Krogh ligeledes bemærket, idet han går ud fra, at kirkens beliggenhed skyldes hensynstagen til et allerede eksisterende bygningskompleks (Krogh 1993: 266) 11. Der er nemlig konstateret svage spor af en udbygning mod vest, gående ud fra vestenden af kirkens skib (bygningskompleks (Krogh 1993: 266). I denne forbindelse er det også værd at bemærke kirkens ekstraordinære størrelse. Den er simpelthen kæmpestor i forhold til samtidige kirker og må være bygget af en meget betydningsfuld person (Krogh 1993: 244). Kirken passer altså godt ind sammen med resten af monumentet, og intet tyder på, at den ikke skulle være det. Den tomme sydhøj er helt sikkert del af monumentet, idet det er dens midte, der definerer midterlinjen mellem de to høje. I midten af højen er placeret en pæl, som man brugte til at opbygge højen omkring (Krogh 1993: 258). Desværre har man ikke kunnet årringsdatere stolpen, hvad der til gengæld er lykkedes med stumper fra selve højfyldet (Christensen & Krogh 1987: 225). Undersøgelsen af disse stykker medførte, at man konkluderede, at højbyggeriet sandsynligvis blev afsluttet ca. år 970 (Christensen & Krogh 1987: 225). Imidlertid har man ved en nybearbejdning af førnævnte dendrokronologiske prøver fundet frem til, at de kan henførestil højens yngste fase, og at højbyggeriet startede i 970. Byggeriet af sydhøjen foregået i tre faser med en længerevarende pause mellem fase to og tre. I dette tidsrum voksede et græstæppe henover højen, der af Bent Fredskild bedømmes til have været tre til fem år om at udvikle sig (Krogh 1993: 258). Alt i alt må sydhøjen da først have stået færdig sidst i 970 erne, måske først i 980 erne (Krogh 1993: 259). I øvrigt må det lige bemærkes, at man tilsyneladende fjernede skibsætningen, da man begyndte at opføre denne høj (Krogh 1993: 264). Runestenen kan dårligt være sat før starten på sydhøjen, da midteraksen, hvorpå den ligger, jo defineres af højenes midterakse. Den store Jelling-sten må altså være sat ca. 970. Det skaber visse problemer med de skriftlige kilder, der siger at Harald blev døbt omtrent 960 (Moltke 1976: 170). Hvilket får blandt andre E. Moltke til at mene, at stenen var sat omkring 960 (Moltke 1976: 172). Hertil må man spørge, hvorfor den sten partout skal være sat lige efter Haralds omvendelse. Intet taler imod, at Harald kan have sat den nogle år efter sin dåb. Kirkens stilling bliver da usikker, idet den i teorien godt kan være opført før runestenen. Det burde den være, rent 11 Der, i parentes bemærket, aldrig er fundet. Man har aldrig fundet spor efter bebyggelse i Jelling (Ebbesen 1990: 26). 15

logisk, for det er nok ikke så sandsynligt, at Harald skulle have undværet en kirke i henved 10 år. Stratigrafisk er problemet jo bare, at kirken og stenen ser ud til at være samtidige. En bebyggelse på stedet ville have afsat tydelige stratigrafiske lag i løbet af de ti år. Forklaringen kunne være, at området omkring kirken var indviet jord fra første færd, og at man her ikke udførte de aktiviteter, der forbindes med bebyggelse. Mødings- og latrindannelse på kirkegården er i hvert fald udelukket. Under alle omstændigheder er det næsten naglefast, at Harald Gormssøn er personen, der skal knyttes til Jelling-monumentet. Kunne man da, som H. Andersen (1994) ikke argumentere for, at Harald i virkligheden byggede for sig selv, og at det er ham som, som ligger i kirken? Jo, men der er to årsager til, at det ikke er sandsynligt 12. Den første er, at kammergraven under kirken ligger placeret assymmetrisk mod nord. Heraf kunne man få den tanke, at der var gjort plads til en grav ved siden af denne, så der ville komme balance i kirkens symmetri (Krogh 1982: 214f). Det kunne meget vel være dér hvor Harald selv havde planlagt at blive stedt til hvile (Krogh 1982: 215). Desværre kom der jo en borgerkrig med hans søn i vejen. Den anden grund er, at det synes lidet sandsynligt, at Svend Tveskæg efter en borgerkrig og mordet på sin far ville acceptere hans ærefulde begravelse in det kæmpemonument, som Jellinghøjene er. H. Andersen mener, at Svend som sejrherre kunne tillade sig at vise storhed mod den slagne (Andersen 1994: 299). Hvorfor skulle han dog det? Stormændene bakkede op omkring Svend, så kongen behøvede ikke at behage nogen, og personlige følelser er vist svært at snakke om, når man indleder en borgerkrig med sin far (cfr. Adam Bremensis: 91). Ifølge traditionen skulle Harald ligge begravet i Roskilde Domkirke og selvom søjlen, der bærer hans navn, ikke indeholder knogler (Andersen 1994: 298), er der ingen grund til at placere Haralds grav i Jelling. 5.2.3. De skriftlige kilder De skriftlige kilder fortæller os en del om Harald Gormssøn, som i øvrigt først i 1100 -tallet fik tilnavnet Blåtand (Ebbesen 1990: 37). Den mest berømte hændelse er nok kristningen af danerkongen. Både Adam af Bremen og Widukind af Sachsen bekræfter kristningen af Harald Gormssøn. Widukind fortæller den kendte historie om Poppo, der bar jernbyrd, og derved overbeviste danerkongen om Hvidekrists magt (Widukind: 122f). Adam, derimod, beretter, at det var Otto I., som besejrede Harald og tvang ham til dåben (Adam Bremensis: 68ff). Dette tvangsdåbstema er noget, som beskæftiger de tre hovedkilder 13 meget. Problemet er bare, at de taler om hver sin konge. Generelt kan Adam af Bremens udgave af tvangsdåben tilsyneladende regnes for usand (Sawyer 1986:31), og tilsyneladende skal også hans beretning om Otto I. s invasion af Danmark tages med et vist gran salt. Til gengæld er grænsestridighederne med den tysk-romerske kejserrige i sidst halvdel af det 9.århundrede en almindeligt anerkendt fact (Roesdal 1996: 86f). Widukind skriver, at Otto I. ved sin død i 973 e.kr. hyldes for at have undertvunget danskerne (Widukind: 133), og Thietmar melder, at Otto II. i år 974 eroberer Hedeby (H.H. Andersen et al 1976: 80). Ligeledes står Harald Gormssøn optegnet som tributpligtig hertug i 973 i tyske annaler (H.H. Andersen et al 1976: 80). P. Sawyers nyere artikel fra 1991 afviser, at danerne og Harald skulle være egentligt underlagt den tysk-romerske kejser, men bekræfter, at Hedeby da var under kejserens kontrol (Sawyer 1991: 279f). Det får betydning for tolkningen i afsnit 6.1. Med hensyn til vikingetogter ser det ikke ud til, at Harald Gormssøn overhovedet medvirkede til et eller deltog i noget (Lund 1996: 12). Dog melder Flodoard, at en Hagriold af Dacien i 944-45 hjalp normannerne i Bayeaux mod kong Ludvig IV (Flodoard: 66). Albrectsen anfører i en note i dennes oversættelse af samme, at Hagriold sandsynligvis er identisk med 12 Udover den i 5.1.2. nævnte årsag, at det nok er Gorm, der ligge i kirken. 13 Adam af Bremen, Widukind af Sachsen og Thietmar af Merseburg. 16

Harald Blåtand (cfr. Flodoard: 66, note 38). Så Harald har altså været på viking i sine unge dage førend han blev konge. Slutteligen skal det nævnes, at Haralds dødsår, 985, er fremkommet udelukkendepå basis af skriftlige kilder, først og fremmest Adam af Bremen (Krogh 1993: 244). Og Adams pålidelighed er ret tvivlsom (Sawyer 1986: 23), så år 985 er ikke så klippefast end dato, som nogle ønsker at tro. Imidlertid har vi ikke andre oplysninger i øjeblikket, så vi må nøjes med at konkludere, at Harald Gormssøn nok døde engang midt i 980 erne. På det tidspunkt var han fordrevet til udlandet. Adam af Bremen kalder stedet Iumne (Adam Bremensis: 91), Saxo Grammaticus benævner det Julin (Saxo Grammaticus: 140), i kvadet Magnusdrapa beskrives byen som Jom (Filipowiak 1991: 36), og endeligt kaldes byen Jomsborg hos Sven Aggesen (Flilipowiak 1991: 38). Geografisk er Jomsborg bestemt til at være lig med handelspladsen ved Wolin i Polen (Filipowiak 1991: 38). Borgerkrigen, som var skyld i Haralds død, tages tilsyneladende for en historisk fact, så det vil forfatteren også gøre her (Roesdal 1996: 87). 5.2.4. Sammenfatning Vedrørende Jelling-monumentet kan det konkluderes, at byggeriet bestod af tre faser, der inddeles som følger: Thyras Dødeminde Datering: Mellem 936 og 950 ekr. Bestanddele: Bronzealderhøjen, runestenen Jelling 1, skibssætningen. Gorms Dødeminde Datering: Ca. 958/959 e.kr. Bestanddele: Nordhøjen, gravkammeret i nordhøjen, skibssætningen. Haralds Monument Datering: Mellem ca. 960 og 980 e.kr. Sydhøjen efter 970 e.kr. Bestanddele: Kirken med tilhørende kammergrav, Sydhøjen, runestenen Jelling 2, Nordhøjen. Om Harald selv kan følgende udledes: 1. Harald Gormssøn bliver konge omkring 958 e.kr, og dør i midten af 980 erne i en borgerkrig mer sin søn. 2. Først lader Harald nordhøjen bygge til sin far, og siden opfører han i løbet af 970 erne resten af Jellingmonumentet. 3. Harald var gift med den slaviske Tove Mistivojsdatter. 4. Harald Blåtand antog i 960 erne kristendommen og gjorde den til statsreligion. 5. Harald Gormssøn tilføjede eller generoberede dele af Danmark, så det fremstod som det rige, der kendes fra tidlige middelalder. 5.3 Svend Haraldssøn og Sigrid Miezkosdatter 5.3.1. Runestene og andre arkæologiske levn De arkæologiske levn, som kan tilskrives Svend Haraldssøn er meget få. Ulig Gorm og Harald er Svend Tveskæg tilsyneladende slet ikke indblandet i Jellingmonumentet, hvilket betyder, at vi allerede her mister en kilde, der var yderst værdifuld, hvad angår oplysninger om hans forgængere. Tidligere tilskrev man trelleborgene Svend, men siden Fyrkat og Trelleborg er blevet 17

dendrokronologisk dateret til Harald Blåtands tid (cfr. afsnit 6.1), er dén teori nu ikke længere aktuel. To runesten tilskrives almindeligvis Svend Haraldssøn, nemlig Haddeby 1 og Haddeby 3, der begge handler om hirdmænd, der fandt døden ved Hedeby (Moltke 1976: 157). Selvom N. Lund påpeger, at vi ikke kan vide, hvilken Svend, der er tale om (Lund 1996: 114), er der ingen grund til at betvivle, at kong Svend er Svend Tveskæg. Eftersom runestenen er af en efter-jelling type (Moltke 1976: 161), passer dateringen ganske glimrende og det er svært at se, hvilken kong Svend, der eller skulle være tale om i denne periode. To andre runesten henviser muligvis ligeledes til Svend Haraldssøn. Det drejer sig om Århus 3 og Råda, der begge fortæller om mænd, der døde da konger kæmpede (Moltke 1976:178). Begge dateres til omkring år 1000, hvorfor Motlke peger på det såkaldte Slaget ved Svold 14, hvor Svend Tveskæg og Olaf Skotkonnung af Sverige kæmpede mod Olaf Trygvessøn af Norge (Moltke 1976: 179). Det kan ikke afvises, men heller ikke bekræftes. 5.3.2. Skriftlige kilder Hvad angår Svend Haraldssøn har de skriftlige kilder noget mere at fortælle end de arkæologiske. Der er imidlertid det problem, at alle skriftlige kilder undtagen én 15 er negativt indstillede overfor Svend (Lund 1996: 114). Adam af Bremen er specielt negativ, og beretter ivrigt om Svends kristenforfølgelser (Adam Bremensis: 94ff). Svend var sandsynligvis overhovedet ikke den hedning, som Adam fortæller om. Kongens store forbrydelse i Adams øjne var, at han støttede sig til angel-saxiske kirke i stedet for Hamborg-Bremens (Sawyer 1986: 34f). Ganske vist er trækirken i såvel Jelling som Hørning nedbrændt (henholdsvis Krogh 1982: 194 og Hedeager & Kristiansen 1985: 135), hvad der jo kunne pege på en voldelig handling. Imidlertid må jævnlig omgang med store mængder vokslys i bygninger hovesdagligt konstrueret af træ også have betydet en ret stor brandfare. Hvad angår Svends kone, kender vi hende kun fra skriftlige kilder. Han blev, ligesom sin far, giftet med en slavisk kvinde. Adam af Bremen gør hende til søster eller datter af den polske kong Bolizlaus (Adam Bremensis: 102), hvor Thietmar af Merseburg opfatter hende som Bolizlaus søster (Adam Bremensis: 99, note 8 til scholastika 24). Filipowiak mener, at kvinden var datter af Mieszko I., og dermed søster til førnævnte Boleslaw (Filipowiak 1991: 36). Det kunne godt forklare forvirringen i kilderne, så forfatteren følger dennes tolkning. Hendes navn var Swietoslawa, eller Sigrid på nordisk. Angel-saxiske kilder angiver, at Svend i 994 angreb England (Adam Bremensis: 98, note 4), og i 1013 indtager han hele England sammen med Olaf den Hellige og hans egen søn, Knud Svendssøn (Adam Bremensis: 115). Tre måneder efter sin sejr døde kongen (Adam Bremensis: 115). 5.3.3. Sammen fatning Følgende facts kan samles om Svend: 1. Svend Haraldssøn blev konge i ca. 985, efter en borgerkrig med sin fader. Han døde i 1014. 2. Svend var gift med en slavisk kongedatter, kaldet Sigrid. 3. Svend eroberede England og blev konge af samme. 14 Adam af Bremen nævner slaget, men henligger det til Øresund (Adam Bremensis: 104). Først en senere tradition nævner Svold som kampplads (Adam Bremensis: 103, note 3). 15 Enconium Emmæ Reginæ 18

6.0 Jellingdynastiet og dets tid Dette afsnit handler om perioden fra midten af 900-tallet til slutningen af samme. Emnet er den generelle situation i danernes land på Jelllingkongernes tid. 6.1. Trelleborgene Trelleborgene, også kaldet ringborge, er en helt specielt anlægstype, der tæt knytter sig til Jellingdynastiet. Vi har tre, måske fire, af disse borganlæg; Trelleborg på Vestsjælland (Hedeager & Kristiansen 1985: 249), Fyrkat nær Hobro (Olsen & Schmidt 1977: 11), Aggersborg ved Løgstør (Hedager & Kristansen 1985: 9), samt Nonnebakken i Odense (Hedeager og Kristiansen 1985: 193). Sidstnævnte var i meget dårlig stand, og det er lidt tvivlsomt, om Nonnebakken skal regnes med blandt trelleborgene (Randsborg 1980: 72). Alle borgene deler samme geometriske grundplan, der basalt består af en cirkulær vold med bebyggelse indeni (Roesdal 1996: 156). I selve volden havde man lavet fire porte, én i hvert af verdenshjørnerne (Roesdal 1996: 156). To træbrolagte gader forbandt portene, så de mødtes på borgens midte og delte den i fire eller flere lige store dele. Langs voldens inderside løb ligeledes en plankebelagt gade, mens der på ydersiden af den var gravet en voldgrav, der nåede helt eller delvist omkring borgen (Roesdal 1996: 156f.). Inden i borgen var bygget fire bygninger for hver afsnit inddelt af førnævnte veje (Roesdal 1996: 157). Husene er af den type, som tilskrives stormandsmiljøet og samfundets absolutte overklasse (Olsen & Schmidt 1977: 97) 16. Den nærmere udformning af borgene varierer noget fra borg til borg. Aggersborg er den største, det vil sige med ca. 76% større borgpladsdiameter end den næststørste, Trelleborg (Roesdal 1996: 157). Det medfører, at Aggersborg har tolv huse i hver fjerdedel, imod de andre borges fire. Fyrkat er den mindste af de tre. Bemærk i øvrigt, at de til borgene hørende anlæg, for eksempel husene, varierer noget fra borg til borg (Roesdal 1996: 157). Derudover er der andre forskelle mellem anlæggene, idet Trelleborg har en forborg, hvad der ikke tilfældet med de andre (Roesdal 1996: 159). Både Fyrkat og Trelleborg havde gravplads udenfor volden (Roesdal 1996: 157). Brugstiden af borgene har tilsyneladende været meget kort, for hverken Trelleborg eller Fyrkat bærer præg af reperationer på husene, der har en kort levetid (Roesdal 1996: 157) Til sidst må det nævnes, at i hvert fald to af borgene, Trelleborg og Fyrkat, harværet helt eller delvist nedbrændt. P. Nørlund, Trelleborgs udgraver mente, at branden kun havde berørt portene og palisaden, mens Nielsen i nybearbejdelsen af anlægget konkluderer, at også de indre halbygninger har været nedbrændt (Nielsen 1993: 124). Fyrkat er tilsyneladende delvist nedbrændt, idet dens østport og nordport bærer tydelige spor af brand (Olsen & Schmidt 1977: 66ff). Ligeså med adskillige af halbygningerne (Olsen & Schmidt 1977: 193). Dateringsmæssigt har trelleborgene været god for en lil le overraskelse til arkæologer og historikere. Tidligere troede man nemlig, at borgene tilhørte Svend Tveskægs tid, og var opsamlingsted for vikingetogterne til England (cfr. La Cour 1972: 46 eller Nørlund 1948: 149). I 1982 fremkom en dendrokronologisk datering af Trelleborg, der gav året 980 (Bonde & Christiansen 1982: 130), altså i Harald Blåtands regeringsperiode. Kort efter dateredes Fyrkat til 979/981 e.kr. (Hedeager og Kristiansen 1985: 87) og påviste dermed de to borges samtidighed. Aggersborg er ikke blevet dateret ud fra naturvidenskabelige metoder, og da ikke er snævert 16 Cfr. bilag 3 for oversigtstegninger over borgene. 19

datérbare oldsager i anlægget (Roesdal 1986: 82), må dateringen af borgen blive ud fra sammenligning med de andre borge. Hvilken funktion borgene tjente har været genstand for en del diskussion. Der er ikke plads i denne opgave til at fremdrage alle synspunkter, men må nøjes med at fremdrage hovedsynspunkterne. Den første, og tilsyneladende mest udbredte teori er, at borgsanlæggene er kongelige tvangsborge, anlagt for at holde øje med de lokale stormænd. Den teori tilslutter Christiansen, Weibull, og Roesdal sig (henholdsis Olsen & Schmidt 1977: 96 og Roesdal 1996:160). O. Olsen mente i sin publikation om Fyrkat, at borgene snarere var en slag vinterlejr for vikinger uden land at vende tilbage til (Olsen & Schmidt 1977: 102f) Borgenes økonomiske rolle blev oprindeligt fremført af E. Roesdal (Roesdal 1977: 175f), der siden ændrede standpunkt. Hun fremsætter teorien på baggrund af fundmaterialet på Fyrkat, der har et håndværksmæssigt indslag. Allerede O. Olsen afviste dette ved at henføre til et militært anlægs behov for håndværk (Olsen & Schmidt 1977: 98f). Ligeledes gør Olsen opmærksom på, at eftersom alle husene i trelleborgerne er lige store, er det svært at se dem som kongsgård, idet kongens bolig simpelthen mangler (Olsen & Schmidt 1977: 98f ). Den økonomiske teori går igen i nybearbejningen af Trelleborg. L.C. Nielsen sætter ringborgene ind i et handelsmæssigt perspektiv, idet der på Trelleborg er fundet store mængder slavisk keramik (Nielsen 1993:111). Denne keramiks opdukken hænger sammen med et økonomisk opsving, der i øvrigt indvarslede den første periode i Danmarkshistorien, hvor man handlede med fødevarer (Nielsen 1993:111). Denne slaviske handel førte igennem Storebælt, forbi Trelleborg, og til Aggersborg som endestation (Nielsen 1993:168). Alligevel er Aggersborg og Trelleborg ikke egentlige handelspladser, da de udelukkende var store importører af varer (Nielsen 1993: 169). Til gengæld producerede de en del, for eksempel skibe (Nielsen 1993:131). En konklusion, som Nielsen byggede på fundet af klinknagler. Her bør man nok indskyde, at Næsby Å ifølge T. Christiansen var spærret i vikingetiden, så det var umuligt at sejle til borgen (Christiansen 1982: 92). En anden vigtig faktor i Nielsens argumentering er den tyske erobering af Hedeby i 974, hvor Otto II. fik egnene omkring Hedeby (Nielsen 1993: 145). Derved skulle kongen finde en måde at kompensere for de tabte udgifter på, og det skete dels ved at oprette en statslig handelsflåde, dels ved at opkræve told af de handlende (Nielsen 1993: 171f). Borgene skal ses i dette lys, dels som produktionscentre af førnævnte skibe, dels som toldborge (Nielsen 1993: 170). Imidlertide er der visse problemer med denne tolkning. Udover førnævnte spærring af adgangen til havet fra Trelleborg, er der problemet med statens omfang i vikingetiden. Den ser ikke ud til at være særlig stor! Der var ingen skatteindtægter som sådan (Olsen & Schmidt 1977: 101), og ledingsordningen hvilede i høj grad på de individuelles stormænds vilje til at medvirke (Lund 1996: 286). En egentligt statslig handelsflåde kan man ikke tale om i vikingetiden, men man kan tale om kongens personlige flåde, som man kan om en hvilken som helst anden stormand. Undertegnedes mening om borgene falder mellem de nævnte tolkninger og rummer lidt af hvert. Det synes klart, at borgene er bygget af de samme personer ud fra de anvendte mål og geometriske grundplan. Dateringen placerer dem i forbindelse med grænsestridighederne med det tysk-romerske kejserige og i Harald Blåtands regeringstid. Ud fra borgenes geografiske placering, hvoraf ikke én er placeret i Jelling-området, og ud fra deres deciderede militære tilsnit (Olsen 1977 & Schmidt: 99ff) må en rolle som kongemagtens forposter anses for sandsynlig. Samtidig har borgene et antal oldsager, der peger på fjernhandel. Hvis man tænker sig, at borgene har skullet inddrive told eller lignende, vil de automatisk få en del fremmede genstande mellem hænderne for eksempel som betaling. Hvorfor netop trelleborgene skal kædes sammen med et begreb som told, skyldes tiden. Med tabet af Hedeby har kongemagten i Jelling mistet rigtigt mange indtægter. Ved at beskatte handlen kunne Harald håbe på at få noget af det tabte igen, uden at skulle ty til egentlig beskatning. At opførelsen er gået stærkt ses på Fyrkat, hvor man ikke har givet sig til tid til at lade udfyldningen sætte sig (Olsen & Schmidt 1977: 51). Under alle omstændigheder står borgene ikke i mange år, 20

førend de forlades. Trelleborg og Fyrkat forsvinder nok i borgerkrigen i 980 erne, hvor begge nedbrændes. 6.2. Ravning Enge & Danevirke 6.2.1. Ravning Enge Ravning Enge er en over 700 meter lang bro over Vejle Ådal (Hedager & Kristiansen 1985: 206). Broen er lavet af egetræ, og har haft en bæreevne på ca. 5 tons (Hedager & Kristiansen 1985: 206). Den er dendrokronologisk dateret til 979/980 e.kr., og via C-14 til ca. 980 (Ramskou 1980: 30). Eftersom eg rådner hurtigt under de omstændigheder, har broen ikke kunnet være i brug i mere end en 50 til 60 år (Ramskou 1980: 32). 6.2.2. Danevirke Danevirke er det mægtige forsvarsværk, som udgår fra Slien og strækker sig tværs over Jyllands fod. Eller rettere sagt; den række forsvarsværker, for Danevirke er et virvar af gamle og nye volde (Andersen et al 1976: 8ff) 17. Voldsystemet kan deles op i tre hovedlinjer, hvoraf den ældste, Danevirke I dateres dendrokronologisk til 737 e.kr (Andersen et al 1976: 77). Danevirke II, også kaldet Kovirke, er lidt mere problematisk, idet man ikke har været i stand til at datere volden nærmere (Andersen et al 1976: 26). På baggrund af en C-14 prøve har man forsøgsvis dateret Kovirke til 700- eller 800- årene, men den datering er langt fra sikker (Andersen et al 1976: 26). Andersen selv nævnet Svend Tveskæg som mul ig bygherre, idet voldens geometriske forløb antyder en sammenhørighed med trelleborgene (Andersen et al 1976: 80). Imidlertid kunne initativtageren til projektet lige så godt være Godfred, der i år 808 i de frankiske rigsannaler tilskrives opbygningen af et voldsystem (Albrectsen 1976: 16). Danevirke III udgør det længeste forløb, og strækker sig hele vejen fra Hedeby til Rhejde Å (Andersen et al 1976: 9f). En dendrokronologisk datering fra første fase af en af Danevirke III s voldsystemer har givet en datering på 968 e.kr (Andersen et al 1976: 39). Voldsystemet er senere udbygget, sandsynligvis i 1000- og 1100-tallet, hvoraf sidste fase er er 1200-tallets Valdemarsmur 18 (Andersen et al 1976: 77). 6.3. Grave Når der i denne opgave vil blive behandlet anlægstypen grave, er det ikke på nogen måde tænkt som en gennemgang af disse. I stedet forsøges det at sætte skarpt på nogle typer af grave, som synes knyttet til tiden og miljøet omkring Jellingdynastiet. 6.3.1. Ryttergrave Som nævnt i afsnit 3.3.1. er ryttergravene et fænomen, der fortrinsvis hører til tiden før Jellingdynastiet. Fra midten af 900-tallet ændres skikken, og den højeste status blandt krigerne udtrykkes nu ved hjælp af sølvindlagte økser (Näsman 1991: 171). 6.3.2. Øksegrave 17 Cfr. bilag 4 for tegning over Danevirkes forsvarsværker. 18 Heri er ikke medtaget 1800-tallets udvidelser 21

Øksen har gennem hele vikingetiden været almindelig i gravene, og i et par af de i afsnit 6.3.1. nævnte ryttergrave findes den sølvindlagte økse som del af gravudstyret (Näsman 1991: 171). Pragtøkserne med sølvindlagt ornamentik er formodentlig tegn på afdødes høje sociale og politiske funktion, antagelig med status lige under kongen (Näsman 1991: 174). Især i tiden lige efter kristendommens indførelse var nedlæggelse af økse sammen med liget almindeligt (Näsman 1991: 174). Den meget rige Mammen-grav med en sølvindlagt pragtøkse er et pragteksempel på denne klasse. Denne grav var en kammergrav, der kunne dateres dendrokronologisk til 970/971 (Andersen 1991: 43). Manden, der var gravlagt i Mammen-graven havde et gravgods med, der karakteriseres som både kristent og hedensk (Iversen & Näsman 1991: 60f). At man ikke entydigt kan placere manden som kristen eller hedning er typisk for tiden efter kristningen (Iversen & Näsman 1991: 61). Blandingen af kristendom og hedenskab bekræftes jo også af kongens, Harald Gormssøns, eget monument i Jelling, der er en hybrid af den gamle og nye tro. Tvetydigheden vedrørende bestemmelse af gravlagtes tro kan også forklare L.C.Nielsens problem med Trelleborgs såkaldte bestyrer, der er gravlagt på pladsen. Nielsen fandt det mærkværdigt, at den kristne Harald Blåtand skulle have haft en hedning som øverstbefalende (Nielsen 1993: 142). Da bestyreren var gravlagt med en sølvindlagt pragtøkse, kan vi gætte på, at han var del af den klasse, som blev gravlagt med den type økser. Hvad angår hans tilsyneladende hedenske tilhørsforhold er det som før nævnt ret svært entydigt at bestemme visse grave i overgangsperioden mellem hedenskab og kristendom. 6.4. Wolin og Handlen Den danske økonomi var plaget af lavkonjunktur indtil begyndelsen af 9. Århundrede, hvor den langsomt begynder at stige igen, for at nå sit maksimum i 970-990 e.kr (Nielsen 1993: 132). Slaverne var en vigtig handelspartner (Randsborg 1980: 8), og Østersøen var i det hele taget et vigtigt område (Nielsen 1993: 132). Det ses blandt andet af de store mængde slavisk keramik i Nord-og Østjylland, der vel at mærke ikke har forbindelse med opførelsen af ringborgene (Nielsen 1993: 164). Ligesom den slaviske keramik er koncentreret i de nord-østlige egne, synes den vesteuropæiske import af samme, hovedsagligt vesteuropæiske kuglekar uden udvendig rille under anden, at optræde især i de sydvestlige egne (Nielsen 1990: 149). Den slaviske by Wolin ved Oder-flodens munding må have spillet en væsentligt rolle i handlen (Nielsen 1993: 166), og arkæologiske fund har bekræftet de tætte kontakter (Flilipowiak 1991: 17). Netop Wolin er interessant, fordi den identificeres med Iumne, som Adam af Bremen nævner, og senere med forbilledet til det berømte Jomsborg (Filipowiak 1991: 37f). Da Harald Gormssøn var blevet hårdt såret i krigen mod Svend, flygtede han til Iumne, hvor han døde (Adam Bremensis: 91). Om det var fordi han havde en trofast garnison dér, af senere tider kaldet jomsvikinger, eller om det var fordi det var del af Wolins politiske spil mod det polske kongehus (cfr. Filipowiak 1991: 35f), kan vi ikke vide. I hvert fald får Wolin ry for at være stedet, hvor politiske flygtninge og pirater søger ly, så i 1043 angriber Magnus den Gode byen og brænder den af (Flilipowiak 1991: 36). 6.5 Den politiske situation Den udenrigspolitiske situation er meget vigtig at få med i bedømmelsen af Jellingdynastiet, for den er katalysatoren for nogle af de fænomener, der er blevet analyseret i denne opgave. Den overordnede danske stilling i forhold til udlandet er et yderst spændt forhold til det hellige tyskromerske kejserrige. Stillingen til netop tyskerne må anses for overordnet andre, fordi der ikke er nogen andre større magter til at true danernes konger i midten af det 10. Årh. I hvert fald ingen, der er indenfor geografisk overkommelig afstand. 22

Tre gange er der større udbrud af krig mellem tyskerne og danskerne. Første gang er i 934, da Henrik I. Fuglefænger undertvinger Gnupa. Anden gang er i 974, hvor Hedeby tabes til kejser Otto II, og sidste gang er i 983, da danerne genvinder Hedeby (Andersen et al 1976: 80). Man kan heraf udlede, at der har været et næsten konstant pres på den danske grænse lige siden Jellingdynastiet kom til tronen. Forholdet til de nordiske naboer var mere roligt på Gorms og Haralds tid. I Haralds regeringsperiode kom Norge atter under dansk overherredømme (Adam Bremensis: 88), efter at have løsrevet sig i 880 erne under Harald Hårfager (Roesdal 1996; 87). Efter Håkon Jarls død i 995 overtog Olaf Trygvessøn magten i Norge, men han faldt år 1000 i kamp mod Svend Tveskæg, der overtog styringen af Norge (Roesdal 1996: 87). Hvad angår Sverige skulle den svenske konge Emund Erikssøn have været i alliance med Harald Gormssøn (Adam Bremensis: 88), hvilket var en tradition, som Svend Gormssøn fulgte, da han allierede sig med Olaf Skotkonnung (Adam Bremensis: 103). 6.6. Sammenfatning Samlet viser der sig nu et udsnit af den mosaik, som Jellingdynastiets tid udgør. I løbet af deres tid opstår et nyt storrige syd for konegdømmet, som allerede fra starten af viser sin farlighed. Som svar bygges der en mægtig vold tværs over Jylland, men forgæves, for i 974 trænger tyskerne igennem og erobrer den sydligste Jylland. Berøvet store indtægter vælger Harald Gormssøn at lade en række borge opføre, der dels skal holde øje med de lokale stormænd, dels skal opkræve told af Østersø - handlen, der synes at være meget vigtig i den sidste del af vikingetiden. Ligeledes bygges en bro ved Ravning Enge, der skal gøre transporten over land nemmere, det være sig handelstrafik eller tropper. Under borgerkrigen mellem far og søn angribes ringborgene af oprørerne, og de nedbrændes, for Fyrkats vedkommende for at blive forladt, for Trelleborgs vedkommende for at blive sæde for en stormand. Måske en demonstration fra den vindende sides part. Stridighederne overskygger dog ikke en anden afgørende begivenhed på Jellingdynastiets tid: Indførelsen af kristendommen. 23

7.0 Konklusion Dynastiet bestod af Hardeknud, Gorm den Gamle, Thyra, Harald Gormssøn, Tove Mistivojsdatter, Svend Haraldssøn, Sigrid Miezkosdatter. Hardeknud startede dynastiet ved fordrive Sigtryg, den sidste af Olapsætten. Han overtog et forholdsvist sammenhængende rige, der dog må have været noget rystet efter nederlaget i 934 il t tyskerne. Harald Gormssøn er ham, der er ansvarlig for kristningen af danerne. En gerning, der kunne synes bestemt mere ud fra realpolitiske hensyn, set i lyset af grænsestridighederne med det tysk-romerske kejserrige, end ud af fromhed. I selve Jelling, centeret for dynastiet, byggede Gorm, men især Harald, et mægtigt monument over sin slægt. Som helhed er Jellingmonumentet et blanding af kristen og hedensk skik, der skal markere Haralds nye tro, men også forbindelsen og dermed legimiteringen i forhold til traditionerne og det gamle samfund. Det var ikke kun i Jelling, at Harald satte monumentalt byggeri i gang, idet han også er ansvarlig for opførelsen af dele af Danevirke, foruden ringborgene og den mægtige bro i Ravning Enge. Måske var årsagen til oprøret i 980 erne alle disse monumentalbyggerier, der har krævet en enorm arbejdskraft. Igennem disse har han måske opført sig for meget som en vesteuropæisk konge end en nordisk konge, hvad stormændene ikke har kunnet tolerere. Det er bemærkelsesværdigt, hvor tæt knyttet det danske kongehus er til det slaviske område på Jellingdynastiets tid. Både Harald og Svend var giftet ind i det slaviske aristokrati, og det var i Wolin, at Harald søgte tilflugt. Muligvis afspejles dette, eller afspejler dette, i form af tilstedeværelsen af slavisk keramik i det danske område. Svend Haraldssøn bryder på næsten alle måder med sin faders politik. Han bygger ikke monumentalarkitektur, ja han bygger tilsyneladende intet som helst i sin regeringstid! Ejheller i Jelling. Til gengæld går han ofte i viking og dør som vikingekonge i England i 1013. Dermed er Jellingdynastiets tid slut, selvom deres direkte efterkommere en tid endnu sidder på den danske trone. 24

Litteraturliste Adam Bremensis. 1968. De Hamburgske Ærkebispers historie. Rosenkilde og Bagger. København. Aggesen, Sven. 1967. Historiske Skrifter. Oversat af Gertz, M.C.L.. Rosenkilde og Bagger. København. Albrectsen, E. 1976. Vikingerne i Franken. Odense. Andersen, H. 1985. Sydhøjen. Skalk 1985/3. København. Andersen, H. 1991. Dendrokronologisk datering af Mammengraven.. Mammen, kunst og samfund i Vikingetid. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter XXVIII. Crabb, P. & Liversage, D (eds.). Århus 1991. Andersen, H. 1995. The Graves of the Jelling Dynasty. Acta Archeologica vol. 66 1995. Andersen, H.H. et al. 1976. Danevirke. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter bd. XIII. København. Andersen, H.H (1). 1985. Vandt sig hele Danmark. Skalk 1985/2. København. Andersen, H.H. (2) 1985. Hedenske danske kongegrave og deres hedenske baggrund. KUML 1985. Århus. Baun Christensen, L. 1991. Jelling kronen på værket. Jelling Bogtrykkeris Forlag. Jelling. Christensen, K. & Krogh, K.J. 1987. Jelling-højene dateret. Nationalmuseets Arbejdsmark 1987. Christensen, K. & Bonde, N. 1991. Dateringen af Trelleborg en kommentar. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1991. Christiansen, T.E. 1982. Trelleborgs alder. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1982. København. Crabb, P. & Liversage, D. 1991. Mammen, kunst og samfund i Vikingetid. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter XXVIII. Aarhus Universitetsforlag. Århus. Ebbesen, Klaus. 1990. Jelling Arkæologi og historie. Fremad. København. Filipowiak, W. 1991. Wolin Jomsborg. En vikingetids-handelsby i Polen. Roskilde. Flodoard, Annales & Historia ecclesiae Remensis. Ovs. af E. Albrectsen 1987. Odense. Fuglsang, S.H. 1991. The Axehead from Mammen and the Mammen Style. Mammen, kunst og samfund i Vikingetid. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter XXVIII. Crabb, P. & Liversage, D. (eds.).århus 1991. Hedager, L. & Kristansen, K (eds.). 1985. Arkæologisk Leksikon. København. Iversen, M. & Näsman, U. 1991. Mammengravens indhold. Mammen, kunst og samfund i Vikingetid. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter XXVIII. Crabb, P. & Liversage, D. (eds.). Århus 1991. Jensen, S. 1991. Ribes vikinger. Ribe. Jørgensen, L. 1987. Family burial practices and inheritage systems. Acta Archaeologica vol. 58 1987. Jørgensen, Stig. 1987. Danmarks Kongemagt og dens fødsel. Aarhus Universitetsforlag. Århus. Krogh, Knud J..1983. The Royal Viking-Age Monuments at Jelling in the Light of Recent Archaeological Excavations. A Prelimenary Report. Munksgaard. Acta Archaeologica vol. 53/1982. Krogh, Knud J.. 1993. Gåden om Kong Gorms Grav. Paul Kristensens Forlag. København. La Cour, V. 1972. Danske borganlæg I-II. Nationalmuseet. København. Liebgott, N.K. 1989. Dansk Middelalder Arkæologi. København. Lund, N.L. 1996. Lith, Leding og landeværn. Roskilde. Moltke, E. 1976. Runerne i Danmark og deres oprindelse. Forum. København. Moltke, E. 1985. Det svenske Hedebyrige og Danmarks samling. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1985. 25

Malmros, R. 1985. Leding og skjaldekvad. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Hsitorie 1985. København. Meulengracht Sørensen, P. 1991. Håkon den Gode og guderne. Nogle bemærkninger om religion og centralmagt id et tiende århundrede og om religion og kildekritik. Fra Stamme til Stat i Danmark 2. Mortensen, P. & Rasmussen, B. M (eds.). Århus 1991. Nørgaard, Roesdal & Skovmand. 1986. Aggersborg gennem 1000 år. Herning. Nørlund, P. 1948. Trelleborg. Nordiske Fortidsminder IV. Bind. København. Nielsen, L.C. 1990. Trelleborg. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1990. København. Näsman, U. 1991. Grav og økse. Mammen, kunst og samfund i Vikingetid. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter XXVIII. Crabb, P. & Liversage, D. (eds.). Århus 1991. Olsen, O. & Schmidt, H. 1977. Fyrkat. Borgen og Bebyggelsen. Nordiske Fortidsminder bd. 3. København. Ramskou, T. 1980. Broen over Vejle Ådal. Nationalmuseets Arbejdsmark 1980. København. Randsborg, K. 1980. The Viking Age. London. Roesdal, Else. 1977. Fyrkat. Oldsagerne og gravpladsen. Nordiske Fortidsminder bd. 4. København. Roesdal, Else. 1996. Vikingernes Verden. København. Saxo Grammaticus. 1985 Danmarks Riges Krønnike. Peter Asschenfeldt s Forlag. København. Sawyer, P. The christianisation of Scandinavia. Femte tværfaglige Vikingesymposium. Kisbye, T. & Roesdal, E. (eds.). Århus 1986. Sawyer, P. 1991. Konger og kongemagt. Fra Stamme til Stat i Danmark 2. Mortensen, P. & Rasmussen, B. M (eds.). Århus 1991. Thorvildsen, K. 1957, Ladby-skibet. Nordiske Fortidsminder bd. VI. København. Wamers, E. König im Grenzland. Neue Analyse des Bootkammergrabes von Haithabu. Acta Archaeologica vol. 65/1994. Widukind. Sachserkrøniken. Ovs. af Jacobsen, I. P. København 1910. 26

Billedfortegnelse Bilag 1 Fra Näsman, U. 1991, side 167. Grav og økse. Mammen, kunst og samfund i Vikingetid. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter XXVIII. Crabb, P. & Liversage, D. (eds.). Århus 1991. Bearbejdet af forfatteren til kun at vise ryttergravenes udbredelse. Bilag 2 Fra Krogh, Knud J..1983, side 189. The Royal Viking-Age Monuments at Jelling in the Light of Recent Archaeological Excavations. A Prelimenary Report. Munksgaard. Acta Archaeologica vol. 53/1982. Bilag 3 Fra Olsen, O. & Schmidt, H. 1977, side 83. Fyrkat. Borgen og Bebyggelsen. Nordiske Fortidsminder bd. 3. København. Bilag 4 Fra Hedager, L. & Kristansen, K (eds.). 1985, side 52. Arkæologisk Leksikon. København. 27