Stadier i isens tilbagerykning fra det sydvestislandske lavland. Skuringsmærker. En isdæmmet sø. Marine dannelser. Postglacial tektonik. '. At GtrDMUNDTJR KJARTANSSON. I de to sidste somre har jeg i marken studeret det emne, der staar som titel over disse linjer. For den støtte jeg. til dette arbejde har modtaget, baade af Japetus Steenstrups fond og fra den islandske stat, bringer jeg herved min bedste tak. Mit arbejdsomraade er det store sydvestlige lavland omkring floderne Hvita og E>jôrsâ, specielt den del af dette, som körtet (fig. 1) viser, d. v. s. landskabet Hreppar (Hrunamannahreppur og Gnûpverjti-- hreppur) med den tilgrænsende rand af højlandet, La.ndsveit og den nordlige del af Holt. For med fuldt udbytte at kunne læse nærværende artikel tilraades det - særligt ikke-stedkendte at anskaffe det danske generalstabskort over denne egn til topografisk orientering. Der er grund til særligt at anbefale den nye reviderede udgave (6); skønt i mindre maalestok, er den ligesaa nøjagtig som den ældre og der er yderligere angivet de i mellemtiden byggede køreveje o. a. (desværre har man dog undladt at stryge de gamle nedlagte veje).- Men særlig med hensyn til navnene er den nye udgave at foretrække ; de har her faaet en haardt tiltrængt revision. ' Skuringsmærker. Paa THORODDSENS geologiske kort over Island (11) er skurestribernes retning paa det nævnte landomraade angivet ved pile paa to steder. Det ene sted, i Holt, er pilens retning den samme som den, egnens tektoniske linjer og dermed alle landskabets fremtrædende
Medd. fra Dansk Geol. Forening. København. Bd. 9 [1939]. wmw, 427 Fig. 1. Kort over skurestriberetninger i de undersøgte egne. Kurvernes højdeforskel 100 m. Nordisens skurestriber angives ved pile med én streg, østisens ved pile med to streger. træk følger, nemlig NØ SV-linjen. Den anden pils retning, ved Stôrinûpur, er paafaldende nordvestlig (ca. N 25 V)^). W. VON KNEBEL iagttog tre forskellige skurestriberetninger i Hreppar, som han mente repræsenterede ligesaa mange istider (den yngste dog muligvis kun en lokal postglacial gletscher) (7). De højest beliggende skurestriber, oppe paa bjergryggene og plateauerne, havde den nordhgste retning og skulde stamme fra den ældste og mægtigste istid. Paa lavlandet var retningen mere østhg, svarende til bevægelsesretningen af et yngre isdække, I interglacialtiden mellem de to ned- 1) Her og i det følgende angives skurestribe- og isbevægelsesretninger ved navnet paa det verdenshjørne, hvorfra bevægelsen er sket.
428 G. KJARTANSSON: Isens tilbagerykning fra sydvestislandslc lavland. isninger skulde lavlandet og dalene være fremkommet ved erosion. Under den sidste istid skulde bjergene, som var erosionsrester af det oprindelige plateau, have stukket op af isdækket og saaledes kunnet bevare deres N S-stribning. KNEBELS iagttagelser, som ligger til grund for hans teori, stammer fra to lokaliteter i Hreppar, den ene ved Litla-Laxâ i nærheden af gaarden Gröf, den anden ved Stora- Laxå»7 km SØ for Gröf«. Om det første sted skriver KNEBEL:»Die Schrammenrichtung auf dem Boden der ersten Vergletscherung verläuft N 20 30 O, die auf der Talsohle aber N 80 0.«Paa det sidstn. sted fandt KNEBEL efter hvad han selv mente ^ tre forskellige glaciale horizonter. 1) Oppe paa plateauet (sikkert Galtafell) 160 m over Laxå, skureretning N 10 0. 2) Paa fjeldsiden 60 40 m o.laxå, moræne. 3) Paa dalbunden kun 1 m o. Laxa, skurestriber fra SØ, under moræne. De to første horizonter, mente KNEBEL, stammede sikkert fra to forskellige istider, den tredje sandsynligvis ogsaa fra en tredje istid, men muligvis fra en postglacial, lokal skridjøkel. Mine iagttagelser af skurestriberetninger i denne egn stemmer i det store og hele godt overens med KNEBELS. Jeg har dog ikke fundet hans Sø-striber ved Stora-Laxå, men mine iagttagelser længere østpaa (se senere) gør det sandsynligt, at saadanne findes.. Angaaende min fremgangsmaade ved retningsbestemmelse af skurestriber, vil det maaske være af interesse at oplyse, at jeg i de færreste tikælde benyttede mig af kompasset. Det er upaalideligt i vulkanske egne paa Island, og især i nærheden af postglaciale lavastrømme er magnetnaalen ofte stærkt misvisende. Men da den isskurede klippegrund mest stikker frem paa højtliggende steder, vil der paa de fleste findesteder for skurestriber være en vid udsigt; og netop i denne egn har man fra alle udsigtspunkter en særdeles fjern horizont (i en afstand af op til 50 75 km), hvor man overalt mindst lige saa tæt som gradsstregerne paa kompasset kan finde et eller andet markant punkt, som retningen kan noteres efter. Punktet kan saa genfindes paa kortet og retningslinjen trækkes efter lineal. Denne fremgangsmaade er i det mindste i denne egn paa Island baade sikrere og langt hurtigere end anvendelse af kompas. Nogle steder kan kompasset ganske vist ikke undværes; dette gælder især hvor den isskurede klippe blottes paa bunden af et vandløbs smalle og krogede erosionskløft. De fleste steder, hvor klippegrunden træder frem, bærer den de velkendte mærker efter isens bearbejdelse, rundklipper og jævne afhøvlede flader, overstrøet med flytteblokke af alle størrelser. Men
Medd. fra Dansk Geol. Forening. København. Bd. 9 [1939]. 429 selve skurestriberne er de fleste steder forsvundet, i de fleste tilfælde som følge af sandfygningens polerende virksomhed i postglacial tid. Snarest kan man vente at finde skurestriberne bevaret, hvor khppefladen ved de sidste aarhundreders vinderosion er blevet blæst ren for det postglaciale løss-dække^). Endvidere er striberne bedst bevaret i udkanterne af de renblæste arealer og nærmest ved deflationsresterne, eller med andre ord, dér, hvor deflationen er yngst og klippen i kortest tid har været berøvet det beskyttende jorddække. Derimod er striberne oftest bortpoleret fra det renblæste omraades midterste resp. ældste del. Da skurestriberne saaledes aabenbart har svært ved at overleve den sandfygning, som nødvendigvis maa ledsage den fuldstændige deflation (isl.»uppblastur«) af den overliggende løse jord, maa man antage, at den deflation, der i de foregaaende aarhundreder har hærget denne landsdel, er den første siden istiden. Skurestriberne er ceteris paribus bedre bevaret højt til fjelds end nede paa lavlandet, hvilket maa staa i forbindelse med sandfygningens stærkere virkning paa det sidstn. sted, hvor'der sine steder kan opstaa veritable sandstorme, medens kun det fineste støv naar op over fjeldene. Formodentlig har sandstormenes virkning været særlig stor paa og i nærheden af de store fluviale sander, som efter havets regression, omtrent fra 100 m-kurven og nedefter, dækkede størstedelen af det sydvestislandske lavland, indtil de efterhaanden voksede til og fik et dække af muld, tørv og stedvis recente lavastrømme. De isskurede klippeflader er endvidere ofte stærkt medtagne af irostsprængning. De kan være helt opbrudt i løse stykker af alle størrelser, som dog bærer skurestriberne vel bevarede paa den opadvendte flade. I saadanne tilfælde kan stribernes retning paa de forskellige løse stykker afvige betydeligt 45 eller mere selv om faststaaende klippepartier i nærheden kun har én tydelig striberetning. Disse løssprængte kuppestykker, der. ofte har et tværniaal af op til 1 m, er altsaa blevet skubbet og drejet efter at de løsnedes, saa at deres stribning kun giver upaalidelige og unøjagtige oplysninger om isbevægelsens retning. Som gode eksempler paa saadan frostsprængt klippe med bevarede skurestriber kan nævnes et parti oppe paa Grenshliö i Gnupverjahreppur og et andet paa Gislholtsfjall i Holt. Paa det omraade kortet (fig. 1) strækker sig over har jeg bestemt skurestriberetninger paa mere end 100 forskellige steder og resul- 1) Betegnelsen»løss«bliver her og i det følgende brugt med forbehold, for, som STEINN EMILSSON har paavist (3), svarer den islandske»løss«ikke til den almindelige definition af begrebet.
430 G. KJARTANSSON: Isens tilbagerykning fra sydvestislandsic lavland. taterne er paa kortet angivet ved pile. Dog er kun de bestemmelser taget med, som er gjort paa fast klippe, og hvor stribernes glaciale oprindelse ikke kan drages i tvivl. Endvidere er der ofte kun tegnet én pil, hvor flere iagttagelsessteder, der alle viser samme skureretning, ligger tæt ved liinanden. Jeg maa paa den anden side indrømme, at flere steder, hvor der er tegnet pile paa kortet, kan man ikke ved hjælp af selve stribernes udseende afgøre, at isbevægelsen har været netop den ved pilen angivne, og ikke den stik modsatte. Men i alle disse tilfælde er der paa andre nærliggende iagttagelsessteder fundet parallelle striber, som ikke lader nogen tvivl tilbage om, hvilken af de modsatte retninger der er den rigtige. Typiske rundklipper findes praktisk talt over hele omraadet, undtagen størstedelen af Landsveit og en del af Gnupverjahreppur, hvor overfladen udgøres af en postglacial lavastrøm. I rundklipperne har man en paalidehg, men ikke nøjagtig indikator for isens hovedbevægelsésretning. Retningsangivelserne paa kortet er udelukkende baseret paa skurestriber. Som det fremgaar af kortet er skurestriberetningen i Hrunamannahreppur de fleste steder omkring NNØ. Og rundklipperne har overalt vest for Stora Laxå, og ogsaa i den vestlige del af Gnupverjahreppur, omtrent denne samme eller muligvis en lidt nordligere orientering. Disse fra NNØ til SSV rettede skurestriber er meget kraftige ; man kan finde alle overgange fra dybe og brede rendeformet hvælvede furer til de fineste ridser. Det er uden tvivl disse skuremærker, soin KNEBEL tilskriver den første istid. Hans retningsangivelse er korrekt, men at han udelukkende fandt dem oppe paa fjeldene og deraf sluttede, at lavlandet var dannet ved en senere erosion, kan kun skyldes utilstrækkelig eftersøgning paa det sidstn. sted, thi denne retning er den, der med smaa afvigelser er dominerende i næsten hele Hrunamannahreppur, saavel paa lavlandet som i højden. En undtagelse herfra er dog et lille omraade omkring og især sydøst for præstegaarden Hruni, som i det følgende skal omtales nærmere. Her har man ganske vist ogsaa NNØ-striberne, men de krydses af et andet, yngre system af omtrent fra 0 mod V rettede striber. Paa nogle flade doleritklipper, knapt en km nord for Hruni, kan man bekvemt studere disse to systemers forhold til hinanden. NNØ-skuringen - den ældste løber parallelt med rundklipperne og træder stærkt frem paa deres vestside, mens den paa østsiden er udvisket. Hele den mod øst hældende flade bærer fine, men ganske
Medd. fra Dansk Geol. Forening. København. Bd. 9 [1939]..431 tydelige skurestriber efter den yngre fra øst kommende isstrøm. Paa stødsiden (nordsiden) har rundklipperne oftest begge systemer vel bevaret, krydsende hinanden under en vinkel paa næsten 90. Selv om den sidste østlige isstrøm er gaaet paa tværs af rundklippeme, har den kun i ubetydelig grad formaaet at ændre deres form og orientering, endsige slette dem ud og danne nye 0 ^V-orienterede, Dens erosive virksomhed har indskrænket sig til kun overfladisk at skure og ridse klipperne. Fronten af denne yngre isstrøm som jeg herefter vil kalde østisen har ligget ikke langt vest for Hruni. Dens skuringsmærker forsvinder her under Litla-Laxås senglaciale sanddelta (HrunavöUur), og hvor kuppegrunden vest for dette igen ligger blottet, findes kun ældre skuringsmærker efter nordisen. Som man kan vente bliver østisens skuringsmærker kraftigere efterhaanden som man kommer længere mod øst. De er saaledes ganske dominerende i næsten hele Gnûpverjahreppur, i Landsveit og i Holt. I øvrigt fremgaar skurestriberetningen bedst af kortet (fig. 1), en redegørelse i ord vilde tage uforholdsmæssig megen plads og tiluge buve langt mindre overskuelig. Flere steder i nærheden af Stôra-Laxâ har man begge skurestribesystemer baade ved siden af og krydsende hinanden, saaledes som beskrevet ved Hruni. Men ogsaa længere mod øst ser man nordisens spor bevaret, og ikke alene i N^ S rettede rundkhpper, der i forbavsende ringe grad er blevet deformeret af østisen, men ogsaa i kraftige skurestriber. De tre følgende lokaliteter kan tjene som eksempler herpaa: 1) Ved î>jôrsârholts nordøstlige ende, 3 km syd for kirkestedet Stôrinûpur, hgger der tæt ved î>jorsâ en kuppeflade med tydehge NNØ skurestriber. Den skurede flade hælder endogsaa mod øst, mod isens senere bevægelsesretning. Stribernes bevarelse kan næppe forklares paa anden maade, end at de under hele østisens tid har ligget begravet under moræne eller andre sedimenter, som først i postglacial tid er blevet skyllet bort. 2) Som før nævnt (pag. 427) angives skurestriberetningen ved Stôrinûpur paa THORODDSENS kort (11) paafaldende nordvestlig. De skuremærker, der ligger til grund for denne angivelse, er sikkert de, PAIJKULL (9) og senere THOEODDSEN (12) omtaler, i en kløft tæt nord for gaarden Stôrinûpur. Striberne sidder, vandret paa den lodrette khppeflade, der udgør kløftens østlige væg. De har saaledes hgget i udmærket læ for østisen. Disse striber er ikke taget med paa mit kort,
432 G. KJARTANSSON: Isens tilbagerykning fra sydvestislandslc lavland. da jeg ikke er overbevist om deres glaciale oprindelse. De er i hele, deres væsen og udseende forskellige fra alle de andre utvetydige skurestriber, jeg har set i denne egn, men minder til gengæld noget om tektoniske glideflader, saadan som jeg har set dem andre steder paa Island (i Gif us og i Krisuvik paa Reykjaneshalvøen). 3) Ved Sniöhölar, ca. 4 km nord for gaarden Äsölfsstaöir, i den øvre, østlige del af Gnupverjahreppur har jeg fundet skuremærker efter nordisen. Der sidder grove, men halvt udviskede, striber med retning fra N 37 0 altsaa efter nordisen paa den svagt hældende vestside af en i samme retning orienteret rundklippe, der ellers bærer skarpe ridser efter østisen ^ 0 5 N paa hele overfladen. I sin opdagelse af de forskellige skurestribesystemer saa KNEBEL»den ersten absolut einwandfreien Nachweis mindestens zweimal vorhandenen diluvialen Vergletscherung«. Denne dristige paastand havde sin stærkeste støtte i KNEBELS fejlagtige opfattelse af en storstilet interglacial erosion, som skulde adskille de to systemer (jfr. pag; 427). Da nu denne støtte er bortfaldet, er det mindst ligesaa rimeligt at antage, at de to systemer skyldes en ændring af bevægelsesretningen hos et og samme isdække. En saadan retningsændring kan skyldes to omstændigheder: 1) En forskydning af is centret fra landets centrale højland til det sydlandske fjeldparti med Eyjafjallajökull (1666 m o. h.), TindafjallajökuU (1462 m) og flere høje fjelde. 2) En afbøjning mod vest af den sydgaaende hovedisstrøms distale del, paa grund af en eller anden hindring den har stødt paa. En grundig undersøgelse af skuringsfænomenerne over et omraade, der ligger nord og øst for mit hidtidige egentlige arbejdsfelt, vil temmelig sikkert bringe klarhed i dette spørgsmaal. Paa nærværende tidspunkt er, efter min mening, en kombination af begge muligheder mest sandsynlig: Under indlandsisens afsmeltning er der, efterhaanden som den blev tyndere, opstaaet et mindre lokalt iseentrum paa nævnte fjeldparti. Herfra er en vældig skridjøkel udgaaet i nordvestlig retning, har presset paa de aftagende ismasser fra indlandscentret og tvunget dem til at bøje af mod vest. Tektoniske forandringer af højdeforholdene, f. eks. dannelsen af det sydvestlige lavland, har sandsynligvis ogsaa øvet deres indflydelse paa isens bevægelse i denne samme retning. Havets eustatiske transgression ind over dette lavland (se senere) har bidraget til at smelte en bugt ind i isen, hvilket ogsaa har givet anledning til en afbøjning af isens bevægelse paa begge sider (her er kun tale om den østlige side) ud imod bugten. Flere steder i deri østlige del af Hrunamannahreppur og ligeledes
Medd. fra Dansk Geol. Forening. København. Bd. 9 [1939]. 433 paa højlandet nord for Gnupverjahreppur findes skurestriber med en saadan retning, at de danner en overgang mellem de to hovedsystemer. Naar de forskeluge overgangsformer krydser hinanden, sker det altid paa en saadan maade, at de, der har den østligste retning, tydeligvis er de yngste. Dette forhold viser, at de to isstrømme, som jeg har kaldt for henholdsvis nordisen og østisen, paa det paagældende stadium virkelig er stødt sammen og at den førstes styrke har været i aftagende overfor den sidstes! Paa et senere stadium har der dog været isfrit land nord for østisens front, men herom senere (pag, 435). Den førnævnte khppeflade ved Sniohôlar (se pag. 432) ligger i ca. 330 m højde o. h. (mellem 320 og 340 m højdekurverne paa generalstabens kort). De fra 0 til V rettede skurestriber peger lige i retning af de indtil 614 m høje HestfjöU (»fjöu«er flertal af»fjall«(= fjeld)), og heroppe ganske vist ikke paa det allerhøjeste punkt, men i 584 m højde har jeg fundet skurestriber med samme retning. Gaar man ud fra at højdeforskellen mellem Sniohôlar paa den ene side og HestfjöU paa den anden side ikke ved tektoniske forstyrrelser er blevet forøget i postglacial tid (rigtigheden af denne antagelse vil blive diskuteret sidst i denne afhandling), har østisen ved Sniohôlar altsaa haft en tykkelse paa mindst ca. 300 m. Paa hgnende maade og under samme forudsætning kan man slutte sig til, at isen helt nede paa lavlandet, f. eks. paa Nûpsheioi ved Stôrinûpur, 100 m o. h., har haft en mægtighed af mindst ca. 500 m. Foruden paa de over 600 m høje HestfjöU har jeg iagttaget østisens skurestriber paa Hagafjall 472 m og paa Hliöarkista 373 m, men de findes ikke paa Galtafell længere mod vest, selv om dette fjeld kun har en højde af 284 m. Isens mægtighed har altsaa, som man kan vente, aftaget mod vest. Østisen har heller ikke passeret Hrutafell (448 m), men mellem dette og Galtafell har den skudt en tunge frem, som har naaet Hruni i vest, muligvis er gaaet lidt længere, men ikke saa vidt som til Högnastaöaasar vest for Litla-Laxa. Østisens vestfront markeres ikke ved nogen morænevold. Hvis en saadan oprindelig har været tilstede, er den først blevet udjævnet af havet, som - sandsynligvis allerede paa dette stadium, men i hvert fald senere (jfr. senere) oversvømmede hele det nuværende lavland til op over 100 m kurven. Mere paafaldende er den, saa vidt man kan skønne, fuldstændige mangel paa sidemoræner, baade langs gletscherens nordside og omkring Galtafell, som fra nord, øst og syd har været omflydt af gletscheren, medens vestsiden under transgressionen blev udformet som en over 100 m høj, stejl klint. Først fra et senere sta-
434 G. KJARTANSSON: Isens tilbagerykning fra sydvestlslandslc lavland. dium af østisen fra dens tilbagerykning har man tydelige endemoræner, men herom senere. Noget sammenhængende dække af bundmoræne fra østisens frontale afsnit under dens maksimaludbredelse mod vest Hrunastadiet findes ikke. Hvor de yngre jordlag, løss, tørv o. s. v., mangler, ligger klippebunden enten bar eller sine steder dækket af bækkenes gruskegler, eller jordflydnings- eller skredmateriale. Hist og her ligger der dog spredte, afrundede flytteblokke. Skurestriberne alene vidner om, at det sidste isdække her har haft en bevægelsesretning fra øst mod vest. Denne gletsehertunges ubetydelige erosion (jfr. ovenfor pag. 431) taler for en kort varighed af dette stadium. Længere mod øst, i Gnupverjahreppur, kommer østisens moræne mere til syne. Paa højlandet ved de øvre løb af Kâlfà, Tungå og E>verå er dalene halvfyldte af grov, blokrig moræne, hvori aaer og bække nu har gravet sig dybe V-formede kløfter tit uden at naa dalens oprindelige klippebund. Disse dale, ligesom de parallelt løbende højdedrag og fjelde, stryger efter den tektoniske NNØ SSV-orientering. De er sikkert tektonisk anlagt, men siden antagelig uddybet ved nor disens eksaration, hvis bevægelsesretning jo omtrent var parallel med de tektoniske linjer. Men østisen derimod; hvis bevægelse næsten gik paa tværs af landskabsformerne, har søgt at udjævne disse. Man maa undres over denne sandsynligvis mere end 300 m mægtige isstrøms ringe erosionsevne. Den har kun i ringe grad formaaet at afhøvle fjeldryggenes og basaltaasenes bratte østkanter og som allerede antydet aflejre det herved fremkomne løse materiale i læ paa dalbundene. Man maa her atter antage en kort varighed for det stadium, da østisen naàede opover dette højland. Meget sandsynligt falder det sammen med Hruna-stadiet... Den slette, som ligger mellem KâKâ og I>j6rså i den sydlige del af Gnupverjahreppur, er - som før omtalt i postglacial tid blevet oversvømmet af en vældig lavastrøm, hvis udstrækning dog er betydelig mindre end angivet paa Thoroddsens geologiske kort. Men udenfor lavamarkens grænser, baade nordvest for Kâlfâ og langs lîjôrsâs bred helt op til Buöafoss, kommer de glaciale aflejringer til syne i vandløbenes erosionskløfter. Saaledes har man f. eks. ved en liue bæk, der løber østen om tunet paa gaarden Geldingaholt, et 7 m højt profil med smeltevandsgrus og moræne, begge dele uregelmæssigt indfiltret i hinanden. Grus og sand, tildels krydslejret, udgør
Medd. fra Dansk Geol. Forening. København. Bd. 9 [1939]. 435 størstedelen af profilet og indeslutter flager af blaagraat moræneler. I moræneflagerne kan man ogsaa finde udkilende partier af det lagdelte sand og grus, hvilket efter min mening.næppe kan forklares anderledes end at disse lag er aflejrede af subglacialt rindende vand. Smaa, afrundede og til dels ridsede basaltblokke sidder fastkittede i moræneleret, og her fandt jeg ogsaa nogle ganske smaa brudstykker af balanus-skaller. Disse marine skaller udelukker, at morænen er aflejret af den ældre fra NNØ kommende isstrøm, for i denne retning findes intet lavland, hvor man kunde vente marine sedimenter. Selve stedet ligger (ifølge generalstabens kort) ca. 105 m o. h. og er saaledes det højest beliggende sted, hvor man hidtil har fundet marine skaller i disse egne. Morænen med skalstykkeme maa derfor være afsat af den senere østuge isstrøm og stamme fra lavlandet i øst, Landsveit og den sydhge del af Gnûpverjahreppur, som sikkert under en del af senglacialtiden har udgjort en havbugt. I postglacial tid, efter havets regression, er dette lavland blevet fuldstændig begravet under den før omtalte store lavastrøm, saa at man ikke mere her kan vente at finde disse marine dannelser paa primært leje. Først længere mod vest, langs t>jôrsâ nedenfor Büöafoss bliver disse havbundsdannelser synuge (se senere pag. 445). Efter aflejringen af de subglaciale sedimenter ved Geldingaholt, er de blevet disloceret, antagelig ved istryk. I det ovenfor omtalte profil hælder flagerne omtrent mod SSØ, hvilket maaske kunde tyde paa tryk fra denne kant. Der findes intet diskordant morænedække over de dislocerede lag. I den øvre del af Gnûpverjahreppur, især i tungen mellem Kâlfâ og Tunga har man mærker efter et senere stadium under østisens retræte. Som kortet viser har skurestriberne her en retning omtrent fra SSØ. Altsaa er der her gaaet en gletschertunge i nordlig retning opad den brede dal, som i vest begrænses af Hliöarf jall og i øst af et højere fjeldparti, hvis enkelte højder har forskellige navne. Denne gletschertunge med sin paafaldende bevægelsesretning har tydeligt nok været en lobe, som den ellers fra øst mod vest gaaende isstrøm har presset ind i dalmundingen. Paa dette tidspunkt maa isen have været bortsmeltet (eller i det mindste død) paa højlandet nord. for Gnûpverjahreppur. Østisen er nu blevet for tynd til at naa op over de store højder paa højlandets østhge del og østrand (f. eks. Hestfjöll 614 m, Hagafjall 472 m), og landet vestenfor som for det meste er lavere er saaledes blevet skaanet for isen. Hagafjall har 30
436 G. KjARTANssON : Isens tilbagerykning fra sydvestis atidsk lavland. Fig. 2. Kort over Skâldabùdal(3n og nærmeste omegn. Højdeforskel mellem kurverne 20 m. Skurestribernes indbyrdes aldersforskel angives ved antallet af pilenes streger, de ældste har én streg o, s. v. spærret vejen for isstrømmen og som f. eks. skurestriberne ved Gaukshöföi viser tvunget den i noget sydligere retning. Isstrømmen er saa gaaet i en bue uden om Hagafjalls sydvestende, bøjet om i en mere nordlig retning og fortsat i den førnævnte istunge, der skød sig opefter den dal, som nu i omvendt retning gennemløbes af aaerne Kalfå, Skaldabiiöakvisl og til dels Tungå. Denne bugtede bevægelsesretning gælder dog kun nærm.est ved østisens nordlige rand ; længere inde i isstrømmen har bevægelsen været mere retlinjet 0 V.
Medtl. fra Dansk Geol. Forening. København. Bd. 9 [1939]. 437 Fornsøen Skâldabûoalôn. Paa et tidligt stadium har den ovenomtalte gletscherlobe øst for Hliöarfjall sandsynligvis fyldt hele den dal, den blev presset ind i. Men da isen begyndte at trække sig tilbage fra dalens inderste del, opstod her en lille isdæmmet sø, som blev større efterhaanden som jøklen veg tilbage. Denne fornsø den første af sin art, som bliver Fig. 3. Udsigt fra sydøst over bunden af.sfcâldabûoalôn. paavist paa Island har jeg i mine notater kaldt Skâldabûoalôn (»16n«= opdæmmet sø) efter bondegaarden Skâldabiiôir, som hgger paa dens bund, og jeg skal i det følgende anvende dette navn. Ved sit højdemaksimum har Skâldabûoalôn haft et afløb mod nordvest over det laveste paspunkt mellem Grenshhö (= HliöarfjaUs nordende) og Kragaâs (figg. 2 og 3). Dette punkt befinder sig i Skôgaskaro, tæt nord for Grenshhö, og dets højde har jeg (ved hjælp af aneroidbarometer, udgaaende fra nærliggende maalte højdepunkter paa generalstabens kort) maalt til 275 + 5 m o. h. Skôgaskaro er det sydligste og laveste af de fire temmelig dybe skard, som her paa en strækning af kun 1 km gaar tværs over den højderyg, der danner vandskellet mellem Stôra-Laxâ i vest og Kâlfâ i øst (m. a. o. mellem Hvitâ og tjorså). Det nordligste af skardene, Kragaskarö, hvor kørevejen nu fører over vandskellet, er kun ca. 6 m højere end Skôgaskaro og har formodentlig ogsaa paa et tidligere stadium tjent som afløbskanal for de opdæmmede vandløb nord for jøkeltungen. Men paa det tidspunkt kan man næppe tale om nogen isdæmmet sø, for da har dalen været helt fyldt af gletscheren. Dette har ogsaa kun været en
438 G. KJARTANSSON: Isens tilbagerykning fra sydvestislandslc lavland. kort overgang, det dybere Skogaskarö er snart efter blevet isfrit hvorefter afløbet blev flyttet hertil. Den nordlige del af det ældste Skåldabuoalon markeres ved en strandlinje, der ligger i samme højde som Skogaskarö, altsaa oa. 275 m o. h. Strandlinjen er fremkommet derved, at de talrige smaa vandløb, der fra nord udmundede i søen, helt har opfyldt dens nordlige vige med mægtige deltaer af sand og grus. Efter søens tapning Fig. 4. Den hojeste slrandliuje ved Skâldabùôalôn. I baggrunden Kragaskarö. har saa de samme aaer og bække skaaret sig dybt ned i disse løse aflejringer, der nu staar tilbage som flade terrasser mellem erosionskløfterne. I terrassernes skrænter er deltamaterialet i den grad blevet genstand for solifluktion, at lagdelingen er udvisket nærmest overfladen og vanskelig at iagttage (fig. 4). Der findes ogsaa antydning af en eller flere lavere strandlinjer, som stammer fra et senere stadium, hvor jøklens mægtighed i den grad var aftaget, at søen fik et afløb langs isens vestrand øst for Hliöarf jall, og Skogaskarö blev tørt. Søens vandstand er da blevet mere ustabil, hvilket ogsaa disse lavere strandlinjers udflydende former vidner om. Bunden af Skâldabùôalôn er nu en flad slette i ca. 205 meters højde o. h. Kålfa og Skåldabuoakvisl har skaaret deres lejer ca. 5 10 m ned i sletten og her faar man indblik i søbundens opbygning. I Skaldabuöakvisls bred, knapt en km oven for dens udløb i Kålfa, findes følgende profil: III. 180 cm: tørv, 1er- og sandholdig. II. 20 50 cm: fluvialt grus og sand. I. 300 cm: lagdelt 1er; nederst udpræget varvigt.
Medd. fra Dansk Geol. Forening. Kobenhavn. Bd. 9 [1939]. 439 Leret danner aabunden, saa at man ikke kan se hele dets tykkelse. Det er utvivlsomt afsat paa issøens bund og varvene er da antagelig aarsvarv. De fleste varv er omkring 10 cm tykke; sommerlaget er som oftest ca. 10 gange tykkere end vinterlaget. Det første bestaar af temmelig mørkt, blaaliggraat, sandholdigt 1er, som ogsaa kan vise en ganske fin lamellering af anden orden. Foroven gaar det temmelig brat, men altid uden skarp grænse... _ over i det kun ca. I cm tykke ^ ^ i'v^'^v '. "!. ' " ^Tr*^'\ '''T vinterlag. Dette sidste bestaar af ^^^'^^' \ -4>, fint lysegraat, næsten hvidt, slam, m som er fedt at føle paa. Det bliver.', lysere og federe jo nærmere man ^ kommer til dets øvre kant, hvor ti. det skarpt afgrænset overlejres af næste mørke og grove sommer- ;,i lag. i Her har man altsaa m ø r K e ^ sommerlag og IjJ'se vinterlag, ', lige det modsatte af de velkendte g, forhold i Skandinavien, Danmark P-^, og flere steder. For mig var dette i- imidlertid ingen overraskelse, for t overalt, hvor jeg paa Island har set ^ lagdelt 1er eller lag af sand og 1er fi ' _ afvekslende med hinanden, er det I'' ' '' " ', -HÉMW', ^ ^WÊÊÊÊÊ fineste materiale lysest, det grove-. l'ig. 5. N arvigl 1er ved Skâldabùùaste mørkest (islandsk sand er jo, ^^.j^i p^^ fornsøens bund. som bekendt, sort). Dette gælder f. eks. varvigt 1er paa flere lokaliteter spredt over det sydvestlandske lavland (fig. 6) samt ved Ellioaår 5 km øst for Reykjavik. Forklaringen af dette forhold maa søges i bjerggrundens særlige petrografiske beskaffenhed paa Island (tertiær og kvartær basalt). Derfor er det højst sandsj'nligt at de ovenfor beskrevne forhold gælder for hele landet. Baade JÔHAXNES ASKELSSON (I) og HAKO2N" WADELL (5) har opmaalt nogle profiler med varvigt 1er paa det sydvestislandske lavland, men ingen af dem har, mig bekendt, gjort opmærksom paa disse forhold. Det fig. 5 afbildede profil viser 11 varv af tykkelser varierende fra ca. 5 15 cm. Allerede paa afstand fremtræder disse lag tydeligt tilkge med de mellemliggende tynde, lyse (vinter)-lameller. Men ser
440 G. KJARTANSSON : Isens tilbagerykning Ira sydvestislandsl< lavland. man nærmere efter, viser det sig, at hvor man paa afstand kun saa ét lyst lag, er der i virkeligheden to med et ganske tyndt (højst 2 cm tykt) mørkt lag imellem. Saaledes fremkommer der i profilet 5 smaavarv, hvis tykkelse er af en anden og mindre størrelsesorden end storvarvenes. Hos smaavarvene er alle ovennævnte varvkarakteristika ligesaa godt udviklede, som hos storvarvene; de to kategorier adskiller sig kun ved deres tykkelse. Spørgsmaalet om Fig. <).»Deigulmôr«fra Aslækur, forstyrrede varv. Stykkets højde er 13 cm. C'lir. Halkier phot. smaavarvene selv er rigtige aarsvarv eller om de skal regnes for en underafdeling af et af de tilstødende storvarv, faar staa hen. Højere oppe i lerskrænten forsvinder lagenes varvkarakter, leret bliver efterhaanden mere sandet og der indskydes sorte sandlag. Lerlagene ligger for det meste horizontalt, men de nederste varv er dog svagt bølgede (se fig. 5). Bølgernes nordlige hældning er kortere og stejlere end den sydlige, hvilket muligvis skyldes deres opstaaen ved istryk fra syd. Leret er sikkert aflejret paa bunden af den isdæmmede sø. Efter dens tapning er saa det overliggende giuslag blevet afsat af de forvildede vandløb inden de kom i fast leje paa den flade søbund. Gruslagets tykkelse er stærkt varierende, nogle steder mangler det helt. Senere er grussletten vokset til og blevet til en mose, hvorom tørvelaget vidner. Nu er dannelsen af tørv standset. Mosen er blevet tør, og tørven, som nu ligger i overfladen, er for det meste bar og uden vegetation. Dette behøver ikke at tyde paa nogen klimaforandring, men skyldes snarere den naturlige dræning, foraarsaget ved at bække og regnvandsafløb stadig fordyber deres smalle render og
Medd. fra Dansk Geol. Forening. København. l:îd. 9 1939]. 441 tillige forlænger dem bagud ind i den tidligere mose, hvorved grundvandsspejlet sænker sig (fig. 7). Slettens overflade er nogle steder overstrøet med tynde y)lader af sandholdig brunjernssten, der oprindelig har udgjort tynde lag af en slags al i et tidligere løss-dække oven over tørven. Løssen er nu for det meste blæst væk, men de tunge brunjernstensplader ligger sønderbrudte og hensmuldrende tilbage. Andre steder er det græsbevoksede HH' 1. '..-..4, I I llllll r?!»^^mtf Fig. 7. Udsigt fra Mulinn over bunden af Skåldabi'if)al6n. jordsmon bevaret og der findes frodige enge. Dette gælder f. eks. størstedelen af omraadet vest for Skâldabûoakvisl, hvor gaarden Skâldabûôir ligger. Deflationen synes nu at være standset og smaa græstuer breder sig igen over de renblæste arealer. Hist og her paa den gamle søbund stikker nogle lave klippekuller op igennem sedimenterne. Den ovenfor beskrevne søbundsslette begrænses i syd af en 7 km lang morænevold, som strækker sig tværs over dalen fra Vöröuasar i nordøst til E>orsteinsstaöaholt i sydvest. Volden er bueformet og vender den konvekse side mod nordvest, ind i dalen. Dens højde er noget varierende, mest ca. 5 m over sletten. Den er ubrudt i hele sin længde, undtagen paa det punkt hvor Kâlfâs erosionsport skærer den tværs over. Voldens kant er overalt afrundet og dens sider svagt hældende. Dens oprindelige form er sikkert blevet noget udjævnet af solifluktionen. Dens materiale, saadan som det fremtræder i overfladen, er blaagraat 1er, sand og blokke af forskellig størrelse. Nærmest overfladen ligger morænemateriaiet løst, saa at man kan grave i det med spade, men i et spadestiks dybde bliver det for haardt.
442 G. KJARTANSSON: Isens tilbagerykning fra sydvestislandsk lavland. Ridsede blokke fandtes, men var sjældne. Kørevejen ligger nu et stykke langs voldens kam. Ca. 1 km syd for bag denne markante israndslinje, synes der at være en anden, mindre endemoræne, svarende til et senere israndsstadium, men denne er baade kortere og mindre fremtrædende i landskabet end den første. Baade i og nedenfor Kalfas port i morænevolden kommer lignende Kig. 8. N'arvigt 1er ved Kalla, l)ag morænevolden. varvigt 1er som det før beskrevne ved Skâldabûoakvisl, til syne under morænen. Men her ved Kâlfâ er lagdelingen i langt højere grad forstyrret, hvilket sandsynligvis staar i forbindelse med, at medens det første sted ligger foran, ligger det andet sted bagved morænevolden og blev saaledes passeret af det gletscherfremstød, der dannede volden (fig. 8). Dette 1er, som ogsaa maa være aflejret af fornsøen Skâldabûoalon, viser at denne sø engang er naaet lidt længere sydpaa end angivet paa kortet og at morænevolden er dannet ved et fremstød af isen hen over den gamle søbund. Forøvrigt svarer det paa kortet som Skâldabûoalon angivne omraade ikke til noget bestemt stadium i denne søs udvikling eller forsvinden, men angiver omtrentligt hele det omraade, der nord for morænevolden før eller senere er blevet oversvømmet af søen. Det er saaledes allerede ved et blik paa kortet indlysende, at isranden, dengang søens overflade laa i højde med Skögaskarö, maa have naaet Mûlinn, det bastionformede forbjerg øst for Grenshliö. Paa dette stadium har søen haft sit dybdemaksimum, omtrent 75 m. Men da isen trak sig tilbage fra Mulinns sydspids, sænkedes vandfladen
Medd. fra Dansk Geol. Forening. København. Bd. 9 [1939]. 443 straks og der dannedes en række successive marginalafløb, efterhaanden som jøklen blev tyndere og dens rand veg længere sydpaa. Jeg har endnu ikke haft lejlighed til at lede tilstrækkeligt efter afgørende vidnesbyrd om disse afløbs nøjagtige forløb, hvilket i det paagældende terræn vanskeliggøres ved, at de ældre dannelser for det meste skjules under et tykt jorddække. Men allerede landskabsformerne som det jo ogsaa tydehgt fremgaar af højdekurverne paa generalstabens kort taler for, at der i virkeligheden findes render efter saadanne afløb langs den østlige skraaning af Hliöarf jalls sydende. Lejet efter Skâldabûoalôns ældste udløb, altsaa gennem Skogaskarö (jfr. ovenfor, pag. 437) gaar til at begynde med i nordlig retning til det sted, hvor bækken Laxardalskvisl har sit udspring, og fortsætter saa i nordvestlig retning, tæt nord for gaarden Laxardalur, mod Stôra-Laxâ. Lejet, hvis forløb ganske klart fremgaar af hældningsforholdene, gennemstrømmes nu i dets største udstrækning afbækken Laxardalskvisl. Lejets øverste del, oppe i skardet og et stykke ned ad den vestuge skraaning, følger en smal rendeformet dal med tilskredne sider og bunden dækket af skredmasser og jordsmon. Længere nede, hvor det nu benyttes af den lille, klare Laxardalskvisl, ser man heller ikke noget, der tyder paa erosion af en større jøkelelv. Bækken løber for det meste paa bunden af en ganske smal kløft med flad bund og lodrette sider, og sammenligner man den nuværende bæk og dens kløft med andre bække og kløfter i nærheden og under lignende landskabsforhold, saa er kløften hverken større eller mindre end man kunde vente det i forhold til bækkens størrelse. Den forsvundne jøkelelvs tidligere eksistens kan altsaa ikke bevises ved elvens erosion. Manglen paa kraftige erosionsmærker i dette stærkt hældende terræn tyder derimod paa, at dens eksistens ikke har været af lang varighed. Beviset for at Skâldabûoalôn virkelig havde et afløb gennem Skogaskarö, har man imidlertid i den før beskrevne strandlinje, der ligger i højde med dette paspunkt. I den dal, der i vest begrænses af Galtaf ell og Nûpstûnskista, i øst af Hliöarf jall, kunde man vente, at den store østis havde udskudt en lobe mod nord, paa lignende maade som i Skåldabuoadalen. Jeg har dog ikke kunnet finde noget bevis herfor. Men den af Knebel angivne skurestriberetning fra SØ (jfr. pag. 428) i mundingen af denne dal taler for at dette virkelig har været tilfældet. Endvidere har ÄSKELSSON fundet varvigt 1er endogsaa maalt en varvserie (1) i Bjarnarhagagil øst for Sôlheimar paa den anden side af Stôra-Laxâ.
444 G. KJARTANSSON: Isens tilbagerykning fra sydvestislandsk lavland. Disse varv kunde da være aflejrede i en opdæmmet sø foran denne islobe. Marine strandlinjer og aflejringer. I JOHANNES ÄSKELSSONS afhandling om det sydvestlandske lavlands kvartærgeologi (2) omtales to strandlinjer i denne egn i henholdsvis 100 110 og ca. 120 m højde over nuværende havflade. Om de til grund liggende iagttagelser, som for de flestes vedkommende er gjort i Hreppar, baade af forfatteren selv og af ældre forskere (især PÉTUESS), henvises i øvrigt til ÄSKELSSONS udmærkede afhandling og den dér citerede litteratur. Den højeste af disse to strandlinjer er ifølge ÄSKELSSON ogsaa den ældste. Det fremgaar af dens fragmentariske forløb og noget varierende højde (tektoniske forstyrrelser). Den laveste kan derimod følges uafbrudt over længere strækninger og først under den findes marine molluskskaller. I de nedre zoner er faunaen arktisk men bliver opefter mere varmeelskende ; i øverste lag findes saaledes store eksemplarer af Zirphæa crispata (L.) hvilket (ifølge Ä.) tyder paa, at havet i den tid de levede var blevet mindst ligesaa varmt som i nutiden. Alle disse iagttagelser kan jeg af selvsyn bekræfte.. ÄSKELSSON nævner de to muligheder: Vandstandsmærkerne stammer fra 1) to forskellige stadier af én transgression, 2) to forskelhge transgressioner. Han hælder til den sidste anskuelse, hvis kraftigste støtte er en iagttagelse han gjorde i nærheden af gaarden trandarholt i Gnupverjahreppur. Her fandt han to horizonter med marint 1er, adskilt ved en zone med sand og grus. Ä. fremhæver selv, at denne enkelte iagttagelse ikke kan betragtes som noget bevis, men kun som en støtte for hans formodning. Hertil kan jeg tilføje, at stedet ligger tæt ved foden af det 190 m høje Skarösfjall, som sandsynligvis aldrig i sen- eller postglacial tid er blevet oversvømmet af havet. Stedet har saaledes, selv under transgressionens maksimum, ligget tæt ved land og som følge heraf været udsat for grov sedimentation. En anden iagttagelse af ÄSKELSSON, som han regner til indtægt for sin hypotese om to transgressioner, blev gjort ved Buöafoss i E>j6rså, hvor denne flod gennemskærer en morænevold. Her fandt Ä. balanusskaller i marint 1er under morænen. Altsaa er her sket et gletscherfremstød over en tidligere havbund. Leret med skallerne er, efter Ä.'s mening, afsat under den første transgression, gletscheren rykket frem under en paafølgende regression, samtidig med at gruslaget i I^råndarholtsprofilet blev aflejret.
Medd. fra Dansk Geol. Forening. København. Bd. 9 [1939]. 445 Efter min mening behøver Buöafossfremstødet ikke at have fundet sted under nogen regression, tværtimod tyder forskellige ting paa, at fremstødets morænevold er afsat i havet. Volden strækker sig fra t>j6rsâ Hdt nedenfor Bûoafoss i nordvestlig retning mod Miöhusafjall (= Skaröfjalls sydøstlige rand). Hvor den skæres over af floden, har man et udmærket tværsnit af den i form af en stejl klint, hvis største højde altsaa ved voldens kam er ca. 20 m. I den vestlige hældning maalte jeg følgende profil: V. 2,25 m; Løssmuld. IV. 1,00 m: RuUestensgrus, ha^ori findes smaa afrundede stykker af 1er som i II. og III. III. 5,50 m: Ler; sandet, ru at føle paa, med smaa afrundede sten; stedvis antydning af lagdeung; enkelte brudstykker af balanusskaller fandtes i lerets øvre del. II. 2,50 m: Ler. Adskiller sig fra det overliggende kun ved sin større haardhed og sit rigelige indhold af store, tildels kraftigt ridsede blokke. Her fandtes ingen skaller. I. Nederst, kun lidt over I>j6rsås vandflade: Basaltklippe, isskuret fra 0 27 S, altsaa af østisen. Længere mod øst, tæt nedenfor fossen, ligger lagdelt marint 1er under morænen og udgør her næsten hele profilets højde. Her iagttog ÂSKELSSON varvighed i sommeren 1929 (1), og her fandt han senere brudstykker af balanusskaller (2). Leret gennemsættes af uregelmæssige sprækker og glideflader og lagene er stærkt foldede. Forstyrrelsen tiltager opefter i profilet, og øverst kan man vanskeligt se den oprindelige lagdeling ; det marine 1er synes her gradvis at gaa over i en lignende moræne som II. og III. i det ovenfor beskrevne vestligere profil. Om det marine 1er er at opfatte som en tildels faststaaende, oppresset kærne eller som en løsreven flage midt i morænen, er uafgjort. Den sandsynligste forklaring paa denne ret ejendommelige opbygning af morænevolden er efter min mening den, at den blev afsat i havet ved et klimatisk betinget fremstød af isfronten hen over bunden af en grund havbugt, altsaa analogt med råerne ved Oslofjorden (3). Rullestenslaget, der langs hele klinten udgør morænevoldens øverste parti (bortset fra det tykke jorddække) er opstaaet ved havets bortskylning af det finere materiale, som herved er blevet ført ned ad voldens skraaning og ud paa større dybde. Pølger man klinten nedefter langs floden, hvor den efterhaanden bhver lavere og stejlere.
446 G. KJARTANSSON: Isens tilbagerykning fra sydvestislandsic lavland. ser man hvorledes ruuestensdækkets materiale gradvis bliver finere, indtil det gaar over i lagdelt grus, sand og 1er paa sletten nedenfor volden. Det 1 2 m tykke rullestenslag paa morænens kam er rest af et flere gange saa tykt lag usorteret moræne, hvis finere bestanddele er blevet bortskyllet. Herved er morænevolden blevet betydelig lavere end oprindelig. Dens højeste punkt (paa Miömorgunsholt) ligger nu ifølge generalstabens kort 106 m over havet. Denne højde er efter isens tilbagetrækning sikkert blevet overskredet af havets overflade. Fra denne transgression, den yngste der har naaet op til disse højder, stammer ÄSKELSSONS lavere strandlinje 100 110 m o. h. Jeg kan af selvsyn bekræfte denne strandlinjes tilstedeværelse paa de fleste af de af ÄSKELSSON anførte lokaliteter, men jeg mener dog, at havfladen under transgressionens maksimum, har staaet noget højere, ca. 120 m euer mere over nuværende havflade. Til grund for denne antagelse Ugger den kendsgerning, at man op til denne højde aldrig finder løst moræneler i overfladen. Hvor det findes, dækkes det af grus- eller rullestenslag paa samme maade som i morænevolden ved Buöafoss^). Selve leret er af havet blevet skyllet bort fra de udsatte steder og atter aflejret som lagdelt marint 1er paa dybere vand. Kun morænens grovere bestanddele, sten og grus, er blevet liggende, hvor det blev afsat af gletscheren. Oppe paa højlandet har man derimod moræne med alle bestanddele, fra 1er til store blokke, liggende usorteret imellem hinanden. Man sammenligne f. eks. den allerede pag. 441 beskrevne morænevold syd for Skâldabûoalon og den lige behandlede Buoafossmoræne, henholdsvis over og under den marine grænse. Da man nu, som jeg lige har omtalt, har tegn paa, at denne transgression under sit maksimum har naaet eller snarere passeret den højeste af ÄSKELSSONS to vandstandslinjer (220 m o. h.), kunde det ligge nær at antage, at denne strandlinje netop blev formet under dette tidsafsnit, altsaa at begge strandlinjer stammer fra den samme transgression. Men den øverste strandlinje kan ogsaa i overensstemmelse med Ä's teori være blevet udformet under en ældre, mere langvarig transgression, og senere»tikældigvis«være naaet under den sidstes kortvarige maksimum. Den store aldersforskel, der som Ä. fremhæver synes at bestaa mellem de to strandlinjer, taler for den sidste mulighed. Endvidere har jeg fundet vidnesbyrd om en regression der ganske vist har fundet sted før Biiöa- ^) En enkelt undtagelse under særlige forhold vil senere blive omtalt (pag. 450).
Medd. fra Dansk Geol. Forening. København. Bd. 9 [1939]. 447 fossfremstødet, under hvilken havet trak sig tilbage i det mindste ned til den nuværende 60 m højdekurve. Denne iagttagelse blev gjort sidste sommer i en ca. 12 m høj klint ved Hvita, vest for gaarden Köpsvatn i Hrunamannahreppur. Her findes det fig. 9 skizzerede profil, som nøje stemmer overens med det af ÄSKELSSON beskrevne profil fra samme lokalitet (2) og sandsynligvis er identisk med dette. Der er kun to ting at føje til Ä.'s beskrivelse: 1) Moræneleret (se fig. 9) indeholder brudstykker af balanusiji i l l il ii illi lljii!i;i iinh i 1iillil i liltiiil llli li il iiii }L055 /Zm--^ --- Sand og grus Ler ( deigulmér") 'Skalfarende zone Fig. 9. Profilet ved Hvita vest for Köpsvatn. skaller, hvilket beviser, at gletscheren er rykket frem hen over en tidligere havbund. 2) Moræneleret overlejres diskordant af det marine 1er og synes saaledes at være en erosionsrest, udformet under en periode, da stedet laa over havfladen. Hvitås overflade ved khntens fod Ugger nu (ifølge generalstabens kort) 59 m o. h. Lidt længere mod nord (til venstre paa skizzen) naar morænen helt op til klintens kant, saa at klinten her udelukkende bestaar af moræne. Den rager endda som en lule højde op over den omgivende slette. De marine skaller (balanus) viser, at havet, dengang de levede, her strakte sig længere ind over lavlandet end til dette sted, for som skurestriberne i nærheden viser kan gletscheren, som denne moræne skyldes, kun være kommet fra nord. Længere nede ad Hvita og paa den,modsatte side findes en anden ca. 20 m høj klint, der i hele sin højde bestaar af en lignende moræne, som den just beskrevne. Denne klint, der kaldes Gramelur, repræsenterer et tværsnit gennem en endemorænevold. Volden fremtræder tydeligt i landskabets relief ; den ligger i bue, strækker sig fra khnten mod vest, senere mod nord, og bhver efterhaanden lavere indtil den helt forsvinder. Ogsaa øst for Hvita hgger et lavt langstrakt højdedrag, med retning fra øst tu vest, som antagelig er en fortsættelse af morænevolden. Kun i selve khnten Gramelur kommer morænemate-
448 G. KJARTANSSON: Isens tilbagerykning fra sydvestislandsli lavland. rialet til syne, alle andre steder skjules det af det tykke jordsmon. Hvitå udfylder nu ikke den brede port, som den har eroderet i volden, og dennes østlige afsnit naar derfor ikke helt frem til flodbredden. Jeg fandt ingen balanusskaller i Gramelur, men antagelig skyldes det kun utilstrækkelig eftersøgning. Morænens udseende, materiale og haardhed stemmer saa godt overens med den først beskrevne moræne paa flodens østlige bred, at der er al grund til at antage dem for identiske. Morænen i Gramelur dækkes langs hele klinten af lagdelt grus og rullesten, og i dens øvre partier findes flager af dette materiale fastklemte i leret. RuUestensdækket maa antages at være opstaaet analogt med rullestenslaget over Buoafossmorænen (jfr. pag. 445). Moræneleret ved Hvitå viser (i modsætning til leret ved Bûoafoss) ingen antydning af lagdeling, og der er derfor ingen grund til at anse det for afsat i havet saaledes som Bûoafossleret. Aldersforskellen mellem disse to balanusf ørende moræner er betydelig: Den første er aflejret af nordisen i tidsrummet mellem de to hovedtransgressioner (muligvis under den første), den anden af østisen under den sidste transgression. Vi vender nu tilbage til profilet paa Hvitas østlige bred (fig. 9). Efter at moræneleret under en midlertidig regression er blevet genstand for erosion, er det ved den følgende transgression blevet overlejret diskordant af det marine 1er, der udgør næsten halvdelen af profilets højde. Forneden er lerlagene svagt bølgede og hældende mod vest, men opefter bliver de efterhaanden lige og vandrette. I de bølgede lag findes en oa. 25 cm tyk zone med marine skaller, sandsynhgvis det samme skalførende lag som ÅSKELSSON beretter om fra denne lokalitet. Her fandt ÄSKELSSON: Mya truncata (L.), Cyprina islandica (L.), Macoma calcaria (Chemn.), Mytilus edulis (L.), Saxicava rugosa (Lamarck), Astarte borealis (Chemn.), Trophon dathratus (L.) og Natica clausa (Brod. & Sow.). Jeg kan tilføje: Balanus sp. og planterester.. Foroven bliver det lagdelte 1er efterhaanden mere sandet og gaar tilsidst over i lagdelt sand og grus. Sluttelig overlejres ogsaa dette af løssjord. Ler af samme type som i det ovenfor beskrevne profil, har en meget stor udbredelse under den marine grænse paa Island og gaar i den islandske litteratur under navnet»deigulmor«. Det er fint lagdelt, nogle steder varvigt (fig. 6). Farven er hvidgraa til mørkegraa med grønligt skær og der indskydes tit sorte sandlag (her gælder i øvrigt
Medd. fra Dansk Geol. Forening. Kobenhavn. Bd. 9 [1939]. 449 det før (pag. 439) sagte om forholdet mellem farve og kornstørrelse). Paa flere forskellige lokaliteter er der fundet marine skaller i deigulmôr'en (2), men disse synes dog kun begrænset til nogle bestemte zoner, hovedmassen er fossilfri. Det højest behggende sted, hvor jeg har fundet deigulmôr, er paa bunden af Litla-Laxa, øst for gaarden Berghylur ca. 105 m o. h. Nedenfor 100 m kurven udgør den sandsynligvis et nogenlunde sammenhængende lag under sletternes tykke grus- og jorddække. At det marine 1er ikke naar op til den marine grænse, som jeg har anslaaet til mindst 120 m o. h., kan i de af mig undersøgte egne let forklares ved dets overordentlig ringe modstandsevne overfor mekanisk forvitring og erosion: Ved indtørring spalter leret i lodrette prismer, der igen efter lagdelingen kløves i tynde skiver. Ved fortsat afvekslende væde og tørke bliver det efterhaanden pulveriseret til dynd eller støv. Ved frostens indvirkning sprænges det paa lignende maade. Hensmuldrende deigulmôr giver regnvandsbækkene en hvidgraa farve som minder om jøkelelvenes. I egnen Hreppar hører lavlandets sletter op omtrent ved 100 m kurven, hvor de afløses af en stærkt stigende zone, der danner overgangen til højlandet. Paa grund af den stærke hældning i denne zone mangler her betingelserne for bevarelsen af deigulmôr. Det 1er som sandsynligvis ogsaa her er blevet aflejret under transgressionens maksimum er uvægerligt blevet fuldstændig nedbrudt efterhaanden som det dukkede op af vandet. Deigulmôr er i øvrigt begrænset til lavlandets sletter, men mangler paa saadanne steder, hvor bjerggrunden skraaner paa større strækninger, selv om de ligger under 100 m kurven. Men selv paa sletterne ser man ikke synderlig meget til den uforstyrrede deigulmôr. Den kommer bedst til syne i skrænterne ved aaer og bække, samt paa deres bund. I skrænterne overrisles den ofte af kildevand, der kommer frem paa grænsen af det vandtætte 1er og det overliggende grus og sand. Da disse kilder ikke fryser til om vinteren, men har en nogenlunde konstant temperatur (ca. 4 C) hele aaret, buver leret skaanet for frost. Hvis deigulmôr'en ved naturhg eller kunstig dræning bringes til at ligge saa højt over grundvandsspejlet, at den naar at blive tør, smuldrer den fuldstændig hen i løbet af et aar eller mindre. ÄsKBLSSON beretter om to zoner i det marine 1er, hvor lagene er stærkt forstyrrede ved foldning. Begge disse zoner, der baade foroven og forneden er skarpt afgrænsede, kan langs Litla-Laxa og Aslækur følges over en strækning paa mindst et par km (2), hvad jeg ogsaa kan bekræfte. HELGI PBTUKSS mente at saadanne forstyrrelser
450 G. KJARTANSSON: Isens tilbagerykning fra sydvestislandsic lavland. skyldtes drivis i den senglaciale havbugt (2). Men ÄSKELSSON imødegaar denne antagelse med den begrundelse, at havet i den tid, da disse lag udgjorde dets bund, sandsynligvis var blevet for varmt til at der kunde være tale om isdrift. ÄSKELSSON er derimod tilbøjelig til at henføre fænomenet under HADDINGS»subaqueous slides«(2). Uden at tage afstand fra nogen af parterne vil jeg i denne forbindelse erindre om de allerede beskrevne forhold ved Buöafoss, hvor man har vidnesbyrd om at en kalvende isbræ er gaaet frem i havet, efter at som det synes en betydelig del af det marine 1er er blevet aflejret. Desuden har jeg ogsaa paa en nærmere liggende lokalitet fundet mærker efter et endnu yngre gletscherfremstød, som i det følgende skal omtales nøjere. Men disse beviser for at gletscherne under deigulmor'ens dannelse, fra tid til anden, naaede helt ned til havet, er unægtelig en støtte for PÉTURSS' anskuelse. Øst for gaarden Reykj adalur i Hrunamannahreppur ligger en morænevold tværs over den dal, gaardén har faaet navn efter. Volden er kun godt 1 km lang, bueformet med den konvekse side vendt mod syd. Omtrent en halv km nord for bag denne vold ligger en anden af samme form, men mindre fremtrædende i landskabet (fig. 10). I det følgende skal vi kun beskæftige os med den førstnævnte. Dalens vandløb, Reykjadalslækur, har gravet sig en port igennem volden, hvor dennes opbygning kommer til syne. Morænen ligger her umiddelbart paa. det ovenfor beskrevne marine 1er (deigulmôr). Grænsen mellem dette og morænen ligger mellem 95 og 100 m o. h. Lerlagene ligger her vandret og uforstyrret, saa at de maa antages at have naaet en betydelig fasthed inden gletscheriremstødet. Der fandtes ingen skaller i leret. Morænen bestaar af blaagraat, sandet 1er med en mængde blokke, af hvilke mange bærer kraftige ridser. Smaa stykker af deigulmor fandtes ogsaa i morænen. Morænematerialet er ulagdelt og usorteret helt op til voldens overflade, hvilket er et sikkert tegn paa at det aldrig er blevet oversvømmet af havet. Morænevolden har før været dækket af løssjord, men denne er imidlertid de fleste steder blevet blæst væk, kun nogle deflationsrester staar tilbage (fig. 10). Voldens nordskraaning har en maksimal hældning paa 15 20 ned mod et tungebækken, der først efter gletscherens forsvinden nødvendigvis maa have været en sø, men som senere, ved dannelsen af bækkens erosionsport, er blevet tørlagt. Voldens syduge skraaning har en svagere hældning og gaar forneden jævnt over i Litla-Laxas sandslette, den saakaldte Hrunavöllur. Denne korte morænevold, Reykjadalsmorænen, er den yngste
M,S[M LanghottijjaU Vorhu^eti In^ollsfjali edrfcu ffo'gnailadaasar BruhjuhcitimiLLi Ai'psvatnià^a A/osfcli ^^i. Hviti. a o Litlo La fü Heiikjadal'- ^ ''ukladalu & HeijkjadixUlslilUT Ka Berghijlslin "äsv, ^^-, V\%. 10. Udsigt fra Berghylsfjall mod SV. 1 forgrunden til hojre Reykjadalsgletscherens tungebækken..midt paa tegningen de to bueformede morænevolde. Længere borte senglaciale sander, der ganske vist skjules under et tykt jorddække. Hele sletten er en tidligere havbund.