Grundtvig, dyden og samfundet

Grundtvig, dyden og samfundet

Ole Nyborg Grundtvig, dyden og samfundet Forlaget Ambrosius 2013

Grundtvig, dyden og samfundet. Copyright: Ole Nyborg ISBN: 978-87-996749-2-3 (PDF) 2013

Indhold Grundtvig og kærligheden... 7 Grundtvig og Stærkodder... 11 N. F. S. Grundtvig, kærligheden og lykken... 19 Kærligheden, mesteren og mesterlæren... 25 Kærlighed er fuldkommenhedens bånd... 53 Kærligheden og Blodets Baand... 79 Hvorfor skal jeg elske min næste?... 109 Den inderlige Forbindelse mellem Magt og Kiærlighed... 119 Alle I lyse og opvakde Hoveder : Stræber alvorlig... 133 Grundtvigs søde Drøm om Danmark... 139 Grundtvig og udtrykket Frihed, Lighed og Broderskab... 145 Kan vi stole på vores inderste samvittighed?... 169 Forkortelser... 175 Litteratur... 175

Grundtvig og kærligheden N. F. S. Grundtvig er stadig og har længe været et slags ikon i en dansk sammenhæng. Men netop derfor har der også været rigtigt mange gode mennesker, som har været meget ivrige med at tillægge Grundtvig en senere tids holdninger. De har ikke sjældent projiceret deres egne sikkert meget rosværdige og udmærkede værdier og meninger om politik, kristendom, moral eller pædagogik over på Grundtvig. Denne overføring af egne værdier og holdninger på Grundtvig begyndte allerede få år efter hans død i 1872. Det billede af Grundtvig, som har været og som stadig er almindeligt i Danmark, hviler ikke i nogen særlig grad på hans prædikener. Men disse prædikener udgør en meget stor del af hans samlede forfatterskab, og de udgør eller burde udgøre en hovedkilde til en forståelse af hans værdier og anskuelser. I visse år holdt Grundtvig hen ved 110 prædikener om året, og i alt har vi bevaret mellem 3000 og 4000 prædikener af Grundtvig. Godheden og kærligheden kan ikke bare være en adfærd, som er støttende, medfølende, empatisk eller anerkendende. Ifølge Grundtvigs prædikener er den sande dyd, godhed og kærlighed blevet fordrejet i samtiden. Udtrykket Den man elsker tugter man er en sammenfatning, som overraskende tit optræder i hans prædikener. Sand kærlighed er nødvendigvis en handlemåde, som udspringer af, at det menneske, som udfører denne kærlighed, ved, hvad der er godt for modtageren. Sand kærlighed er ikke en Blødagtighed eller Sødtalenhed eller en ubetinget accept eller uforbeholden godkendelse. Sand og ægte godhed og kærlighed er konfronterende og har til hensigt at forandre, udvikle og forbedre

8 modtageren, så han eller hun kommer til at vokse og forfremmes i evner, kraft, visdom og godhed. Kærligheden er en tænke-, føle- og handlemåde, som de kristne disciple lærer i en slags mesterlære, som finder sted inden for rammerne af den kristne menighed. De kristne er elever, som engang skal blive som deres mester Kristus. I en centripetal bevægelse i en lang udviklingsproces kommer de stadigt tættere på deres mesters identitet, kompetence og natur. De er elever i Herrens skole, hvor forholdene er præget af disciplinering, afkald, forsagelse, lidelse og en streng faderlig opdragelse. De kristne er bestandigt fristet til at forlade skolen og overgive sig til verdens såkaldte glæder og nydelser. Grundtvigs prædikener rummer en slags pædagogisk teori og model, som ifølge disse tekster har sit urbillede i beretningerne i Det ny Testamente om Jesu hårde optugtelse af disciplene. Målet med denne opdragelse er en fuldstændig omformning af de kristne elevers motivation og karakter. Ved deres indtrædelse i den kristne menighed er mennesker besmittede både på sjæl og legeme, og den nødvendige helliggørelse og retfærdiggørelse indebærer, at deres vilje, stræben, natur og personlighed forandres efter deres mester Kristus, som i den kristne menighed er et dydens mønster. De pædagogiske tanker, som udfoldes i Grundtvigs prædikener, adskiller sig markant fra de teorier om og fortolkninger af Grundtvigs pædagogik og skoletanker, som har været fremherskende i forskningen. Den kristne menighed og de kristne medlemmer af denne menighed vokser i godhed, visdom og kraft i løbet af en gradvis lineær proces. Denne guddommelige vækst finder sted og er kun mulig inden for rammerne af fuldkommenhedens bånd. I Grundtvigs prædikener er kærligheden netop et fuldkommenhedens bånd på den måde, at den guddommelige faderlige kærlighed, som kommer ovenfra og ned, binder og sammensnører de kristne. En åndelig og

9 moralsk vækst er kun mulig for mennesker, hvis de bindes og lader sig binde. Tanker om snore, bånd og kæder spiller en fremtrædende rolle. Et sandt samfund er ikke en sværm, vrimmel eller en mængde. I et sandt og godt samfund eller fællesskab er deltagerne sammensmeltede og sammensnørede som lemmer på et legeme. De sande kristne elsker deres brødre og søstre i ånden. Den kristne broderkærlighed er både en beskrivelse af den kristne menighed og en norm for de kristne. De kristne vokser i dyd og godhed netop derved, at de i stigende grad kommer til at elske hinanden. De opnår derved en stigende lighed med deres mester Kristus, som netop også elskede sine venner og brødre. De kristne beviser deres voksende retfærdighed og godhed ved, at de i stigende grad elsker deres brødre og søstre, og de opnår derved en voksende Kristuslighed og guddommelighed. Den sande kærlighed består i, at man skal elske det, som er værd at elske, og de kristne elsker deres brødre, fordi disse brødre er et med Kristus, og fordi de ikke længere er som verdens børn. De kristne udgør Jesu Kristi legeme, og når brødrene elsker hinanden, elsker de samtidigt deres hoved og herre Kristus. De kristne skal elske dem, som befinder sig inden for den kristne menigheds periferi. Det, som er norm, dyd og kærlighed for en bestemt agent, defineres ud fra denne agents funktion, rolle og position i en omgivende kontekst. Udtrykket den høieste Kiærlighed optræder som en betegnelse for den form for kærlighed, som de kristne skal stræbe efter at virkeliggøre i deres tanker, følelser og handlinger. Tanken om denne højeste form for kærlighed indebærer en markant forestilling om martyriet og martyrdøden som et naturligt endemål, som en fuldkommengørelse og som en åndelig nødvendighed for de kristne. I martyriet sammensmelter en mandig og faderlig form for kærlighed, og i fremvisningen af denne kærlighed bliver de kristne disciple som deres mester Kristus. Helliggørelsen og

10 helgendannelsen i den kristne menighed fuldendes i menighedens og de kristnes mandige selvopofrelse og frivillige selvfornedrelse og lidelse. Samtidigt er de kristnes martyrium en beskæmmelse og overvindelse af den omgivende vantro verden. Når det kristne menneske viser denne kærlighed, beviser han, at han ikke længere tilhører verden, at hans fædreland ikke findes på jorden, men i himlen, at han har indset den sande natur af den kødelige, lidelsesfyldte verden, og at han har opnået den fornødne vilje, visdom, kraft og magt til at forsage og forlade verden. Grundtvigs vedholdende tanker om, at en sand form for kærlighed viser sig i villigheden til martyriet, er oftest helt blevet forbigået i Grundtvigforskningen. Gennem hele sit liv brandede Grundtvig sig selv som bevidst gammeldags. Han formulerede i sine prædikener en markant kristen og moralsk form for konservatisme. Han genfortæller ofte i disse prædikener, hvordan samtiden eller Verden reagerede på hans holdninger nemlig med en fuldstændig forbløffelse, Latterliggiørelse, Forhaanelse og Forfærdelse. I sin samtid fik Grundtvig et vedholdende rygte af at være alt for umoderne, en menneskehader og en mørkets apostel. Ifølge samtiden hævdede han et alt for gammeldags og pessimistisk syn på den menneskelige natur, og han var alt for autoritær, feudalistisk og patriarkalsk i sine samfundsmæssige, pædagogiske og politiske holdninger. Konsekvensen var, at han aldrig fik den ros og anerkendelse fra det officielle Danmark eller fra den kulturelle elite, som han hele sit liv higede efter. I en senere tid er han blevet et ikon og en myte i en dansk og til dels nordisk sammenhæng, men hans tanker og værdier er i dag i det 21. århundrede ikke interessante, fordi de angiveligt eller postuleret kan bekræfte os i vore gode, rimelige og prisværdige anskuelser, men fordi de netop modsiger og anfægter mange af vore moderne værdier, tænkemåder og skemaer.

Grundtvig og Stærkodder N. F. S. Grundtvig er siden 1960-erne og siden fremkomsten af den moderne kvindebevægelse i høj grad blevet opfattet som en ven af det kvindelige. Hans anskuelse er også i forskningen blevet fortolket på den måde, at han så det særligt kvindelige som et ideal for det menneskelige. Grundtvig så det androgyne menneske, hvor kvindelige og mandlige egenskaber og værdier smelter sammen, som det menneskeligt set fuldkomne. En systematisk undersøgelse af Grundtvigs prædikener tegner imidlertid et helt andet billede. I disse prædikener er mandigheden den højeste dyd og godhed. De kristne disciple stræber efter at blive som deres mester Kristus, og Kristus er selve inkarnationen af det mandige. Hos ham findes ingen blødagtighed, kvindagtighed eller sødtalenhed. Den højeste godhed og kærlighed er den mandelige og den mandige kærlighed. Den fascination af det mandige, som udtrykkes i Grundtvigs prædikener, optræder i store dele af hans forfatterskab. Et eksempel herpå er også opfattelsen af den mandige vrede i Grundtvigs værker. Den menneskelige harme og vrede har haft en krank og miskendt skæbne i den europæiske tænkning. Der synes endda at være en tendens til, at i samme takt som udviklingen er skredet frem, og vi er blevet stadigt mere moderne, er forfattere, filosoffer og teologer blevet stadigt mere negativt indstillede over for følelser som vrede, indignation og harme. Hovedstrømmen af filosoffer og teologer er blevet stadigt mindre tilbøjelig til at indrømme, at følelser som vrede eller en menneskelig form for aggressivitet overhovedet kan rumme noget, som er godt eller værdifuldt. I denne udvikling er N. F. S. Grundtvigs forfatterskab et markant eksempel på en helt anden værdsættelse af fænomener som vrede, harme eller aggressivitet. Ifølge de grundtvigske tekster udgør den

12 menneskelige vrede på ingen måde en nødvendig modsætning til godhed, dyd eller kærlighed. En sand godhed og kærlighed kan aldrig kun være en uforbeholden accept eller en ubetinget venlig imødekommenhed over for andre mennesker. Den højeste eller reneste form for kærlighed er den mandige kærlighed. Den viser sig i villigheden til frygtløst at gå imod synden og i en evne og villighed til at vise vrede, harme og aggressivitet over for godhedens og kærlighedens fjender. Det menneske, som har lært at udvise den mandige kærlighed, har overvundet sig selv. Det har igennem en selvtugtelse, selvdisciplinering og mandig selvkontrol overvundet sin frygt for verden og sin modvilje mod og uvilje til at opleve smerte og ubehag og afvisning og fjendskab fra verden. Det ideale menneske har overvundet de naturlige impulser til sødtalenhed, forsonlighed og blødagtighed. Sagnhelten Stærkodder er en Karl, der havde gaaet Skolen igiennem. En helt er i Grundtvigs tekster netop et menneske, som har lært at sige nej til de legemlige impulser, og som har lært at være standhaftig, når han konfronteres med livets og legemets fristelser. Han har fået et Herredømme over sig selv, og på den måde er han blevet et frit menneske. Han ved, at det er skammeligt og uværdigt, hvis han for enhver pris klynger sig til det jordiske liv. At være blødagtig er uden modstand at give sig hen til lysterne og trangen til det behagelige og at være styret af frygten for smerte, lidelse og modgang. Hvis et menneske på den måde giver sig hen til det legemlige, mister han evnen, kraften og viljen til at gøre dydens og kærlighedens gerninger. Ifølge sagnet ankommer helten Stærkodder til den danske kong Ingels hof, hvor han bliver forfærdet over den udbredte umoral og syndige urenhed. Ingels fader kong Frode er blevet myrdet, men Ingel har forsonet sig med sin faders mordere. Ingel domineres helt af kvindelige og kvindagtige tænkemåder, og ved hoffet har bredt sig en stemning af hedonisme og jagt på materielle og sanselige

13 nydelser. Til sidst lykkes det dog for Stærkodder at vække følelsen af skam hos kong Ingel og få ham til at rødme over sine hidtidige urene gerninger, som kun har haft til formål at tilfredsstille hans jordiske lyster og urene begær, og hvor han helt har glemt respekten og ærefrygten for fædrene og faderen. Stærkodder og Ingel angriber og dræber i fællesskab de oprørske og lovløse mænd, som har myrdet den gamle kong Frode og derefter etableret deres skændige og skammelige herredømme. I de grundtvigske tekster fungerer Stærkodder som et symbol for den ideale mandige godhed og kærlighed. Grundtvig henviser til figuren Stærkodder et overvældende antal steder i forfatterskabet. En gennemlæsning af disse henvisninger viser, at figuren Stærkodder fungerer på flere forskellige måder: Stærkodder er et billede på det ideale moralske menneske. Han viser os både i en almenmenneskelig og i en kristen forstand, hvad sand dyd, godhed og kærlighed er. Han genopretter den åndelige, moralske og sociale orden og tilintetgør en tilstand af moralsk urenhed, opløsning og kaos. Stærkodder er et forbillede for alle kristne prædikanter og en af de sande profeter. Han er den ideale folkeopvækker, underviser og skolemester. Omtalen af Stærkodder spiller da også en vigtig rolle i Grundtvigs skoleskrifter og højskoletaler. Den fascination og begejstring, som fremgår af Grundtvigs beskrivelser af Stærkodder-figuren, synes også at vise, at han personligt har identificeret sig med den forhistoriske før-kristne sagnhelt. Når Grundtvig beskriver Stærkodders retfærdige harme og vrede over tiden og dens forfald, synes han samtidigt at beskrive sig selv eller sit eget ideal. Vi har da også bevaret et brev fra hans nære ven forfatteren B. S. Ingemann fra november 1836, hvor Ingemann henviser til, at Grundtvig er en Stærkodder eller gerne vil føre sig frem som eller se sig selv som en slags Stærkodder præget af mandige dyder som viljen til konfrontation, uforsonlighed og retfærdig harme.

14 Synet af det åndelige og moralske forfald ved det danske hof vækker naturligt nok en voldsom vrede og harme i Stærkodder. Han gribes af en mægtig ånd, som driver ham ud i et opgør med al urenheden, umoralen og åndløsheden ved kong Ingels hof. Synet af fordærvelsen og urenheden vækker en voldsom følelse i ham på samme måde, som vi kender det fra beretningerne om Samson og Saul i Det gamle Testamente. Stærkodders vrede og brusende Harme bliver en mægtig drivkraft til at gå ud i verden og gøre dydens og kærlighedens gerninger. Mændene ved kong Ingels hof har i Stærkodders øjne vanæret, nedværdiget og prostitueret sig selv. Han ser med forfærdelse, hvordan livet ved hoffet er blevet præget af Dands, Spille- Mænd, Vellystighed, Abekatte-Streger, Slikkerie og Yppighed. Kong Ingel og hans mænd lever et liv, som de burde skamme sig over. Et sandt menneske er ikke nogen Abekat, men den danske elite ved hoffet har i et anfald af blødagtighed hengivet sig til et liv med rene Abekatte-Streger, og de hylder en helt usømmelig form for abekatte-frihed. Stærkodder beskriver igennem Grundtvigs mund det blødagtige og umandige liv: Med Davre og Nadre Gaae Dagene om, At grine og gnadre Og spække sin Vom, See, dermed det Halve af Livet gaaer hen, Og Resten gaaer fløiten Med Dullen og Tøiten, Til Daad bliver Intet igien! Stærkodder angriber mændenes såkaldte livsglæde, lystigheden, dyrkelsen af de sanselige glæder, liderligheden og drukkenskaben:

15 Hvem der lever blot for Lyst, har gierne altid et daarligt Bryst. Mad kan Mod fortære. Det modsatte af den sande godhed og kærlighed er det barnagtige, blødagtige og kvindagtige. Det blødagtige og kvindagtige, som nu har taget magten i Danmark, viser sig ved en række træk: Mennesker har kun øje for det øjeblikkelige, jordiske og sanselige og har intet blik for æren, det fremtidige og det himmelske. De har gjort sig til usle trælle af deres nydelser og dermed opgivet enhver form for sand frihed. Med frihed forstår de blot det, at enhver mand følger sin egen vilje og gør, hvad han har lyst til. Voksne mænd hengiver sig uden nogen følelse af skam til et liv præget af nydelser, ubændig seksualitet og drukkenskab. Fædrenes mandige dyder er blevet svigtet i en kvindagtiggjort og kvindeliggjort verden. Kong Ingel er i Hu blevet som en Kvinde, og det kvindelige og kvindagtige er blevet den herskende uånd i hans verden. Kong Ingel burde have æret og hævnet sin myrdede fader, men i stedet har han på en kvindagtig måde hengivet sig til et liv i venskab, forsoning og nydelse sammen med sin faders mordere: Er det sandt, du ærer Flommen Meer end Frodes høie Navn, Kappes om at pleie Vommen Med en Skiøge i din Favn, At i Lag med Ørkesløse Livet helst du vil hendøse, Tager for din Faders Blod Øl og Mjød i Mande-Bod! Den sande godhed og kærlighed viser sig i det mandige og hænger sammen med en stærk følelse af skam og ære. Sand kærlighed viser man ved at ære fædrene og sin fader. Al godhed og kærlighed begynder med, at man føler en skam ved, hvordan man hidtil har levet sit liv. Uden en sådan indledende skam og omvendelse vil et menneske aldrig kunne komme ind på dydens og kærlighedens

16 smalle vej. Det, som ryster og vækker vreden i Stærkodder, er, at der ikke længere findes nogen rester af en sådan ærefrygt for det faderlige og ikke findes nogen følelse af blusel eller skam ved kong Ingels hof. Den danske magtelite omkring kong Ingel og kongen selv har helt hengivet sig til kælenskab og Kvinde-Sædd altså til blødagtige og kvindagtige tænkemåder, sæder og normer: Høit jeg siger: Ingen bærer Hjertet paa det rette Sted, Som sit Hoved saa vanærer, Kryster kun har Kvinde-Sædd; Freia maa med Guldtøi bramme, Kæmpens Pragt er Sværd og Skramme! Stærkodder optræder ikke i Grundtvigs prædikener, men disse prædikener er præget af en overraskende krigerisk, polemisk og aggressiv tone. Med en vis ret kan man hævde, at figuren Stærkodder i Grundtvigs forfatterskab udgør et slags kognitivt skema, som former og farver hans tekst, og som får ham til at bestemme og beskrive godheden og kærligheden på en bestemt måde nemlig som et udtryk for det, som Grundtvig kaldte mandigheden. Den sande kærlighed kan ikke adskilles fra en stolt og mandig nidkærhed for Guds og godhedens sag. De grundtvigske tekster knytter sig til en lang zelotisk tradition, som vi kender både fra Paulus og fra andre dele af Det gamle og Det ny Testamente og fra den kristne kirkes senere historie. I sine prædikener udtrykker Grundtvig da også en stor beundring for de krigeriske og mandige jødiske makkabæere. Kærlighedens inderste væsen er Manddoms- Aanden og Dyd og Manddom. På trods af al deres særprægethed i formuleringerne og på trods af alt det romantiske himmelsus i Grundtvigs tekster om Stærkodder er hans sammenknytning af størrelser som vrede, harme, kraft, dyd, godhed og kærlighed og disse størrelsers sammenkædning med det mandige stadig

17 interessant og måske netop i dag i høj grad tankevækkende og relevant. Note: Citaterne er fra Holger Begtrup: Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Udvalgte Skrifter. IV. København: Gyldendal 1906, side 112-131 (fra Grundtvigs Danmarkshistorie Af Danmarks Krønike fra 1818).

N. F. S. Grundtvig, kærligheden og lykken Indledning Vi lever og tænker som moderne mennesker inden for rammerne af en bestemt diskurs blandt andet om livets store temaer som kærligheden og lykken. Vi forstår, beskriver og forklarer virkeligheden på en bestemt måde: Vi håber på lykken og kærligheden. Vi søger lykken i bestemte oplevelser. Vi håber på, at en tilstand af lykke ikke skal blive alt for flygtig eller kortvarig. Hvis vi pludselig oplever en følelse af lykke, føler vi intuitivt, at vi har været heldige, for lykken er som solskin, vejr og vind og ikke til at forudse, stole på eller kontrollere. I det følgende skal opfattelsen af kærligheden og lykken i N. F. S. Grundtvigs (1783-1872) prædikener beskrives. Som en baggrund for den grundtvigske opfattelse tegnes først en skitse af en såkaldt moderne opfattelse af lykken. Den moderne tanke om lykken I et idehistorisk perspektiv kan man tale om, at der fra 1600- og 1700-tallet opstår en bestemt moderne opfattelse af den menneskelige lykke. Ifølge denne tanke er lykken først og fremmest en følelse af lyst, nydelse, opfyldelse og behag, som det enkelte menneske oplever, og denne oplevelse er i princippet uafhængig af dette menneskes moralske godhed, karakter, dyd eller fortjeneste. Ifølge denne moderne tanke om lykken er en tilstand eller følelse af ubehag eller anstrengelse helt uforenelig med tanken om en sand menneskelig lykke.

20 Denne moderne tanke om lykken bygger på en slags teori om det passive menneske. Vi oplever af og til en følelse eller tilstand af lykke, men dette skyldes ikke, at vi ved bestemte handlinger har gjort os værdige eller fortjent til denne lykke. Oplevelsen af lykken er som at betragte en pludselig opstået skønhed i naturens verden. I en vis forstand sidder vi stille og håber og venter på lykken. Lykken er som i den romerske forestilling om guden Fortuna noget, som uddeles vilkårligt eller i al fald på en måde, som vi normalt ikke kan kontrollere. Vi er en slags passive væsner, der engang imellem kan være så heldige, at vi modtager eller oplever en følelse af lykke. Ifølge denne tanke har alle mennesker for så vidt fortjent at opleve lykken. Et berømt eksempel på denne tankegang er den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776, som netop taler om alle menneskers naturlige ret til lykken. Ifølge den moderne teori om lykken kan man ikke skelne mellem en sand eller virkelig lykke og en blot indbildt form for lykke, for lykken er jo under alle omstændigheder blot noget, som vi oplever eller føler. Historisk er denne tanke om lykken ofte forbundet med de filosofiske tanker om individualisme, værdiskepticisme, naturalisme og liberalisme. Et eksempel på denne moderne lykkeforestilling er også utilitarismen eller nyttemoralen, som opstod i England i slutningen af det 18. århundrede. I den nutidige udforskning af hjernens mysterier har spørgsmålet om lykken også spillet en vigtig rolle. Denne moderne videnskab opfatter ofte lykken på en naturalistisk måde. Lykken er en oplevet tilfredsstillelse af vore naturlige lyster, trang og medfødte begær, og følelsen af lykke kan måske forklares med bestemte såkaldte signalstoffer eller kemiske begivenheder i den menneskelige hjerne. Tanken om lykken i Grundtvigs prædikener Grundtvigs prædikener udtrykker på mange måder en opfattelse af lykken, som er klart forskellig fra det, som ovenfor blev betegnet

21 som en moderne opfattelse af lykken. Begrebet lykke beskrives i disse prædikener som en følelse af glæde, stolthed og tilfredshed, men det særegne i opfattelsen af lykken viser sig især i en række andre tanker: Lykken er et gode, som findes inden for rammerne af et samfund, og som dette samfunds medlemmer kan have en større eller mindre adgang til. Der er en korrelation mellem deltagernes voksende godhed, viden, magt og kraft og deres stigende andel i lykken. Et samfund er en hierarkisk struktur. De, som er kommet længere på dydens lange vej, er blevet mere kærlige, mægtige og mere vidende, og dermed er de også blevet mere lykkelige. De har fået en bedre evne og større kraft til at virkeliggøre lykken og leve lykkeligt. Lykken beskrives i Grundtvigs prædikener også som en følelse, men den opfattes først og fremmest som det forhold, at man lykkes med det, som man stræber og bør stræbe efter. Man opnår lykken ved at opgive sin gamle selvklogskab, ved at lade sig binde og ved at leve op til sin mesters normer og forventninger. At være eller blive mere lykkelig forudsætter derfor, at man opnår en stigende kraft og dyd. De kristne disciple er lykkens skødebørn. Deres voksende lykke viser sig ved, at de gør kærlighedens gerninger med en tiltagende kraft, intuitiv forståelse, sikkerhed, glæde, lethed og utvungenhed. Når man omvender sig og søger ind i den kristne menighed, kommer man som en lærling ind i en Herrens Skole. Kun som en discipel i en sådan skole kan man lære at blive mere lykkelig og mere fremgangsrig og kraftfuld i ens stræben på kærlighedens, godhedens og dydens lange og smalle vej. Lykken er ikke tilfældig, men har sine årsager og gode grunde. Lykken er forbundet med noget, som man lærer, og de, som er lykkelige, er værdige til lykken, fordi de har gennemgået en forandring, som har gjort dem til nye og bedre mennesker. Lykken er en slags egenskab, som et menneske kan erhverve sig i takt med,

22 at han bliver mere magtfuld og kraftfuld og udvikler nye evner, nye færdigheder og en ny og bedre natur. Der er en inderlig Sammenhæng mellem en tiltagende dyd og godhed og en voksende lykke. Grundtvigs tanker om lykken er forbundet med en tanke om det aktive, handlende og moralsk stræbende menneske. Det kræver blod, sved og tårer og hårdt arbejde, hvis man ønsker engang at opnå den sande lykke. De kristne disciple er Jesu Kristi lærlinge, og de er bestemt til engang at blive som deres mester. De befinder sig i en slags mesterlære. Det menneske, som har fuldført den nødvendige skoling og dannelse, har tilegnet sig den højeste godhed, viden og kraft, og dermed har han også opnået den højeste lykke. Dette særlige træk ved opfattelsen af lykken og det lykkelige liv viser sig i Grundtvigs beskrivelser af den hellige Stephanus og de øvrige kristne martyrer. I det øjeblik, hvor Stefan segner under den rasende vrimmels stenregn, er han jordens mest lykkelige menneske. Den hellige Stefan er den fuldvoxne og udlærte discipel, som har gennemløbet hele den nødvendige karakterdannelse i Herrens Skole, og han overvinder og beskæmmer i døden den ganske verden. En hyppig formulering i Grundtvigs prædikener er, at Verdens Børn optager deres Gode og Lykke i denne Verden eller af denne Verden. Lykken er et gode, en ressource eller en slags social kapital, som findes i den omgivende kontekst. Verdens børn søger at få adgang til den mængde af lykke, som findes i verden uden for den kristne menighed. Et sådant projekt vil aldrig for alvor kunne gøre mennesker lykkelige. Verdens børn indbilder sig, at lykken består i at få tilfredsstillet deres legemlige eller materielle behov, men det kødelige begær er umætteligt. Jo mere de får, jo mere utilfredsstillede og ulykkelige føler de sig. De sande kristne søger og optager deres Gode og Lykke i de kristne brødres Samfund med Kristus. Deres stræben efter lykken vil i modsætning til bestræbelserne hos verdens børn lykkes, fordi

23 lykken, kraften og befrielsen netop er goder, som eksisterer inden for rammerne af den kristne menighed, og som de hen ad vejen kan få en voksende andel i og adgang til. Når lykken beskrives og forklares i Grundtvigs prædikener, er især de følgende spørgsmål afgørende: I hvilket omfang er et menneske blevet værdigt til lykken? I hvilket omfang har det fortjent lykken, og i hvilket omfang har det forandret sig så meget, at det har fået en evne, kraft eller magt til at være lykkelig eller leve et lykkeligt liv? Når sådanne spørgsmål direkte eller indirekte stilles, viser det, at Grundtvigs tanker om lykken og forholdet mellem kærligheden, dyden og lykken klart adskiller sig fra det, som ovenfor blev beskrevet som den moderne teori om lykken. Afslutning Den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) beskrev i sine moralfilosofiske værker i 1780- og 1790-erne det, som han kaldte den højst sørgelige og foruroligende modsigelse eller antinomi mellem to af fornuftens sikre sandheder. Den ene sandhed lyder, at det højeste gode for mennesker nødvendigvis må være den højeste grad af godhed, moralitet og dyd. Den anden sandhed fortæller os, at det højeste menneskelige gode nødvendigvis må være erfaringen af lykken. Ifølge Kant var disse to udsagn tilsyneladende helt uforenelige. Vores daglige erfaring fortæller os nemlig, at når vi gør dydens, kærlighedens og godhedens gerninger, bliver vi som oftest mødt med kulde, afvisning, modvilje og modstand. Dyden medfører i reglen en smerte og et ubehag for det menneske, som gør dydens gerninger. Kant gik i sin moralfilosofi ud fra en teori om lykken, som nogenlunde svarer til den opfattelse, som ovenfor blev beskrevet som den moderne opfattelse. Derfor måtte han med uro og ængstelse konstatere, at lykken syntes at være helt uforenelig med udførelsen af den sande dyd og godhed.

24 Grundtvig tog i sine prædikener på ingen måde udgangspunkt i denne berømte kantianske antinomi, men man kan hævde, at tanken om godheden, kærligheden og lykken i hans prædikener udgør en slags løsning, opløsning eller ophævelse af den kantianske antinomi. Grundtvig beskrev dels begrebet lykke på en måde, så det var foreneligt med tanken om den moralske vækst, dyd og godhed, og han beskrev en løbebane og vej til det lykkelige liv, som kunne ophæve den meget sørgelige kantianske antinomi mellem to af fornuftens sikre sandheder. Grundtvigs forestilling om sammenhængen mellem godheden og lykken kan minde om tanken hos den græske filosof Aristoteles. Den grundtvigske tanke om kærligheden, dyden og lykken udgør på den måde et slags alternativ til en såkaldt moderne forestilling om lykken og det lykkelige liv.

Kærligheden, mesteren og mesterlæren Indledning Den danske Grundtvig-forsker K. E. Bugge skrev i 1983 om Grundtvigs pædagogiske tanker: Hvad er det som knytter disse tanker sammen til en helhed, til et særpræget tankeunivers, der i forhold til andres [pædagogiske tanker] har sin let genkendelige egenart? 1 I den videnskabelige forskning vedrørende Grundtvigs tanker om undervisning og læring har Grundtvigs prædikener kun været inddraget i et meget begrænset omfang. I det følgende skal der gives et indledende afsnit om denne forskning, og derefter skal Grundtvigs tanker om undervisning og læring, som de udtrykkes i hans prædikener, analyseres. Kærlighedsforståelsen i Grundtvigs prædikener er tæt knyttet til tanker om opdragelse, dannelse, skole og læring. Grundtvig-forskningen Forskningen vedrørende Grundtvigs læringsteori har siden 1960-erne været præget af K. E. Bugges undersøgelser. 2 En af de centrale teser i Bugges forskning har været, at Grundtvigs pædagogiske opfattelse var præget af en række moderne former for pædagogik, 3 som formuleredes i sidste halvdel af det 18. århundrede og i begyndelsen af det 19. århundrede blandt andet af den schweiziske pædagog Johann Heinrich Pestalozzi (1746-1827) og de engelske pædagoger 1 Bugge 1983, 216. 2 Bugge 1965 og 1968. 3 Bugge 1965, 324, 328, 329 og 331-332.

26 Andrew Bell (1753-1832) og Joseph Lancaster (1778-1838). Bell og Lancaster introducerede en ny slags pædagogik, hvor eleverne blev gjort ansvarlige for deres egen læring, og hvor de underviste og vejledte hinanden. Bells og Lancasters skoleform var præget af mutual instruction, peer tutoring og et monitorial system, hvor læreren især fungerede som en engageret iagttager i forhold til eleverne. 4 Også tanken hos den franske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) om den naturlige eller frie opdragelse påvirkede Grundtvig på en positiv måde i hans pædagogiske opfattelse. 5 Grundtvigs pædagogiske teori er ifølge Bugge i høj grad bestemt af tanken om den indbyrdes undervisning, som indebar, at læreren underviste sine elever, men at eleverne også kunne undervise hinanden og frit vekselvirke med deres lærer. Ifølge tanken om den indbyrdes undervisning er lærer og elev i høj grad ligestillede, og interaktionen har form af en fri samtale og ikke af en envejskommunikation. 6 Grundtvigs centrale pædagogiske tanke er ifølge Bugge, at eleven og læreren er kolleger, 7 og at de er deltagere i en gensidig interaktion, hvor de i høj grad indgår og kan diskutere som lige parter. 8 Ifølge Bugge var Grundtvig også positivt påvirket af den tyske reformpædagog. oplysningsfilosof og teolog Johann Bernhard 4 Om Grundtvig som inspireret af Bell og Lancaster: Bugge 1968, 20, 26, Bugge 1965, 334, 335, 340, 284, 286, 365, 367 og 368. 5 Bugge 1968, 17, 26 og Bugge 1965, 27, 28, 32, 39 og 41. 6 Bugge 1983, 214, 217, 218, Bugge 1968, 20, 21, 26, Bugge 1965, 23, 323, 334, 339 og 340. Jf. Bugge 1965, 298: Læreren selv bliver belært af sine elever og først og fremmest optræder [læreren] som igangsætter. 7 Bugge 1965, 299 og 300. 8 Bugge 1965, 367. Bugge 1983, 216: Hvis og kun hvis interaktionen mellem lærer og elev er fri og naturlig, er læring ifølge Grundtvig overhovedet mulig. Denne tese findes også i Bugge 1965, 323, 297, 302, 312, 314 og Bugge 1968, 26.

27 Basedow (1724-1790), som arbejdede for en rationel og naturlig opdragelse og undervisning af børn og unge, uden tvang, ud fra en naturlig lyst hos barnet og ud fra en optimistisk tro på de naturlige vækstmuligheder hos alle mennesker. En moderne opdragelse og undervisning skulle ifølge Basedow styrke barnets tro på sig selv, selvstændighed og selvtillid. 9 Grundtvigs pædagogiske tanker fik ifølge Bugge ikke den store betydning, mens Grundtvig levede, men i det 20. århundrede oplevede Grundtvigs tanker en ny interesse. Bugge fortolker på den måde Grundtvigs pædagogiske tanker som i overensstemmelse med nogle af de pædagogiske strømninger i 1960-erne: 10 Først ca. 100 år senere, da studiekredsformen med foredrag eller oplæg og derpå følgende diskussion slog igennem ( ) blev der virkeliggjort noget af det, Grundtvig havde tilsigtet, når han talte om fri, levende og naturlig vekselvirkning. 11 En lærer skal respektere sine elevers individuelle frihed, uafhængighed og selvstændighed. Han skal ikke søge at omskabe eller forme dem efter sit eget billede. Undervisningen skal ikke tilsigte personlighedens dannelse. 12 Læreren må ikke anvende pres eller tvang over for en elev, 13 og forholdene i skolen skal være præget af åbenhed, livsglæde og munterhed. 14 9 Om Basedows betydning for Grundtvigs pædagogik: Bugge 1968, 17, Bugge 1965, 32, 35, 328, 331, 332, 333, 334, 368 og 369. Basedow, som var inspireret af Rousseau, var ansat som professor ved Sorø Akademi fra 1753 til 1761. 10 Bugge 1965, 224. 11 Bugge 1965, 223. 12 Bugge 1965, 345-346. 13 Bugge 1965, 222. 14 Bugge 1965, 218. Sml. Aronson 1960, 245, 246, 248 og 250. Aronsons tolkning af Grundtvigs læringsteori har mange ligheder med Bugges.

28 I det følgende skal gives nogle eksempler fra de sidste års debat og forskning vedrørende Grundtvigs pædagogiske tanker: Ove Korsgaard har fremhævet, at Grundtvigs skoletanker sigter imod den universelle dimension og det almenmenneskelige. 15 Grundtvigs pædagogik er centreret omkring den frie og naturlige vekselvirkning mellem lærer og elev og mellem eleverne indbyrdes. Korsgaard tilslutter sig K. E. Bugges opfattelse af Grundtvigs pædagogik. 16 Han kritiserer den grundtvigianske bevægelse for at have drejet Grundtvigs pædagogiske tanker i en alt for national eller nationalistisk retning. 17 Regner Birkelund har beskrevet, hvordan Grundtvig tilsigtede en anti-autoritær pædagogik, hvis formål var at frigøre individets fællesmenneskelige potentiale. 18 Grundtvig var imod en målmiddelpædagogik. Undervisningens mål er almen livsoplysning og tilværelsesoplysning. 19 Skolen skal ikke være mål-fokuseret, og den skal ikke tilsigte, at eleverne tager deres lærer som ideal eller model. Undervisningen skal ikke fokusere på hjernen, men på følelserne og sanseligheden. 20 Den skal være oplevelsesorienteret og ikke styret af et nyttesynspunkt. Den skal være en fri udveksling af tanker mellem frie og ligeværdige individer, og undervisningens mål er, at eleven bliver bevidst om sine egne individuelle værdier. 21 Den frie samtale mellem lærer og elev skal være æstetisk og poetisk og præget af lyst og glæde og styret af lystprincippet. 22 Undervisningen skal være procesorienteret og ikke 15 Korsgaard 2000, 168-169. 16 Korsgaard, 155. 17 Korsgaard, 168-169. 18 Birkelund 2005, 137-138. 19 Birkelund 2008, 640. 20 Birkelund 2008, 279-280. 21 Birkelund 2005, 138. 22 Birkelund 2008, 305.

29 instrumentalistisk. Den skal foregå i et frirum. Grundtvig troede på de naturlige vækstmuligheder i det skabte menneske. 23 Uffe Jonas fremhæver Grundtvigs progressive pædagogik. 24 Meningen med skolen er, at mennesker som individer skal hjælpes igennem almenmenneskelige livsovergange. Grundtvigs pædagogik er fokuseret på det alment menneskelige, og undervisningens mål er at føre eleverne frem til at blive integrerede mennesker, hvor de har accepteret deres legemlighed og seksualitet, og hvor det kvindelige og mandlige er blevet forenet i det enkelte menneske. 25 Den amerikanske Grundtvig-forsker Clay Warren har beskrevet Grundtvigs pædagogik som en form for moderne voksenundervisning. Individet skal ikke formes efter eksterne idealer eller normer. Grundtvig taler om en personlig og individuel vækst, som vokser frem indefra. Hans ideal er reciprocal teaching, hvor en lærer underviser, men hvor han også undervises af sine elever. Undervisningen skal styrke selvet, selvfølelsen og selvbevidstheden, og målet er, at individet opnår knowledge of one s world and of one s self. 26 Skolen skal ifølge Grundtvig være et free fellowship mellem ligestillede individer. 27 Grundtvigs tanker om at gå i Herrens Skole Den forskning om Grundtvigs pædagogiske tanker, som er blevet refereret, har kun i meget begrænset omfang behandlet den del af Grundtvigs tanker om læring, som findes formuleret i hans 23 Birkelund 2008, 639-641, 644, 243, 279, 30-32 og 37. En tilsvarende tolkning findes i Thomsen 2002 og Ørtved 2007-2008, 21 og 26-30. 24 Jonas 2007, 172. 25 Jonas 2007, 172, 173, 175 og 184. 26 Warren 2009, 181. 27 Warren 2009, 181.

30 prædikener. 28 I de følgende afsnit skal der argumenteres for, at man i disse prædikener kan finde en pædagogisk teori og forståelse, som udgør en vigtig del af hans tanker om kærligheden. At være en sand kristen er at gå i Herrens Skole. 29 At tro eller at være troende er en bestemt slags adfærd og relateringsmåde 30 nemlig at forblive som en elev i Herrens Skole og ikke at falde for fristelsen til at gå ud af denne skole. Eleverne er altid fristet til at forlade skolen, fordi det ifølge Grundtvig er forbundet med et betydeligt ubehag at gå i Herrens Skole. At forblive i skolen kræver nemlig en disciplinering og underkastelse. At holde ud som elev i skolen fordrer, at man opgiver sine egne gamle tanker, værdier og følelser. De elever, som går i skolen, lever under et åg. De er underkastet et bånd, og de må bære på en byrde. At blive en elev i skolen indebærer, at man tager sit kors op og bærer det hele vejen til enden. Den herre, som er mesteren i Herrens Skole, stiller bestandigt det samme spørgsmål til sine disciple: - Ønsker I fortsat at være elever i min skole? Når I ved, hvad det kræver, tror I så fortsat, at I har modet og viljen til at fortsætte skolegangen i min skole? 31 At blive eller forblive ved mesterens ord er at vedblive med at leve sammen med ham som en mester i skolen, følge hans ord og eksempel, altid at være villig til at elske, lyde og ligne ham som sin mester, sætte sit eget jeg til side og opgive sine egne vaner, værdier, tanker og følelser. 28 Bugge 1965, 279 og 342 inddrager dog eksempler fra Grundtvigs prædikener. 29 Jf. GPV II, 315, GPV II, 111, GP X, 358-363 og GP XII, 258-263. 30 At have Troen, at være troende og at være kiærlig er i Grundtvigs prædikener noget, som er synligt og åbenbart, og som kan ses i al fald, hvis man er et medlem af den kristne menighed. En modsat fortolkning findes hos Thaning 1963. 31 GPV II, 38.

31 I en prædiken fra 1839 formaner Grundtvig eleverne i skolen til at forblive hos ham, om Hans Taler end synes os haarde at døie. 32 Beskrivelsen af mesterens haarde Tale spiller en fremtrædende rolle i Grundtvigs prædikener. 33 Grundtvigs tanke er, at Kristus som en underviser, fader og mester lægger et åg og en byrde på eleverne i Herrens Skole, en byrde og belastning, som er ubegribelig og uacceptabel i verdens øjne, men som er nødvendig for, at mesteren kan vinde Skikkelse i sine elever. 34 Når eleverne i Herrens Skole hører mesterens haarde Tale, bliver de stødt og forarget som verdens børn, men Grundtvig opmuntrer i sine prædikener disse disciple til at bære, udholde og tåle dette menneskeligt set utålelige åg. 35 Eleverne kan ikke stole på 32 GP XII, 259. 33 Jf. 2den Juledag 1848, Paaske-Mandag 1849, 1ste Søndag efter Trefoldighed 1849, GP X, 370, GP IX, 113, GPV VII, 254, GPV I, 297 og Onsdagen April 22, 1846. Jf. Brandt 1880 II, 384 (den 2. søndag i fasten 1871): Det Hjærte, der forbitres ved de haarde Ord, som alle syndige Hjærter har fortjent, de faar intet af Herren, som kan trøste. Jf. Brandt 1880 II, 454 (den 3. søndag i advent 1871): Der er altid en stor fare for, at de kristne forarger sig og støder sig paa hans haarde Tale om hans Kiød og Blod. Når de kristne hører ordene om at drikke og æde nadverelementerne, bliver de ikke sjældent grebet af tvivl og modvilje. Ordene om at tømme kalken er en haard Tale om, at de kristne kun kan opnå fuldkommenheden ved kærligt at efterfølge og efterligne deres mester. 34 GP IX, 113. 35 Jf. GP X, 137: Kun en hård, anklagende og ydmygende form for kærlighed kan opfylde kærlighedens formål og åbne hjertedybet, vække hjerteligheden og fremme den kærlige og hjertelige adfærd: Grundtvig refererer Dagens Evangelium, hvor Han [Kristus] kun anstiller sig haard, for at give Hjerte-Dybet Leilighed til ret at aabne sig ( ) Vi trænge Allesammen høilig til at mindes herom, fordi vi efter det naturlige Menneske leve i Forstands-Tiden, da Man idelig fristes til at ringeagte Hjertets dybeste og bedste Følelser, deels fordi de er dunkle og endnu meer fordi de er ydmygende ( ) Selv-Klogskab og Storagtighed er nuomstunder [i 1837] de herskende Laster i Verden. Kravet om hjerteligheden opfattes som en ydmygelse af det moderne menneske. I det 19.

32 deres umiddelbare opfattelse af og negative reaktion på mesterens hårde tugt og taler. Mesterens haarde Tale er nødvendig for at virkeliggøre den nødvendige Renselse fra al Kiøds og Aands Besmittelse. 36 Mennesker på jorden og eleverne i skolen er fra naturens hånd urene og besmittede, og denne besmittelse kan kun uddrives med mesterens hårde og straffende form for kærlighed. 37 Det ville være ulige nemmere for mesteren, hvis han blot gav eleverne det, som de ønskede, eller det, som de ifølge deres egen opfattelse mente, at de havde brug for, men på den måde ville han handle ukærligt og svigte sit ansvar. 38 En mester har det ideal, den funktion, dyd og evne, at han kan og skal se bort fra sin egen egenkærlighed og behagelighed og opofre sig for sine elever. Kun på den måde viser han sig som en sand mester. 39 århundrede er selvophøjelsen og selvrådigheden blevet så fremtrædende og udbredte værdier og normer, at mennesker kun kan blive hjertelige og kærlige, hvis de tugtes, bøjes og ydmyges. 36 2den Juledag 1848. 37 GP VIII, 100, 108, 112, 127 og 175. Mennesker er født med en besmittelse, som gør dem afmægtige over for deres urene lyster, onde begærligheder og de sanselige fristelser. Verdens børn skammer sig ikke, men de kristne skammer sig over denne medfødte svaghed og urenhed. Jf. 1ste Søndag efter Trefoldighed 1849 og 2den Søndag i Faste 1846 Aftensang. Det menneske, som endnu ikke er kommet ind i Herrens skole, er vanartet og udtryk for en Vanart. Det vanartede viser sig ved bestemte spontane umoralske tilbøjeligheder. Jf. GPV VI, 149, GPV VI, 211, 22de Trefoldigheds-Søndag 1848, GPV VII, 331 og GPV VII, 250. 38 Brandt 1880 II, 199 (den 8. søndag efter trinitatis 1869): Verdens vise mestre lovpriser Guds uendelige tilgivelse og kærlighed, og på den måde anbefaler de altid den brede, behagelige og populære vej. 39 GP X, 358-363 og GP XII, 258-263. I Grundtvigs prædikener sker der i et stort antal tilfælde en sammenkædning af ordene kiærlig, Kiærlighed, opoffre og Opoffrelse. Denne sammenkædning udgør et kognitivt skema i forståelsen af kærligheden. Jf. GPV VI, 232, GPV V, 182, GPV III, 398, GPV I, 326 og GP XII, 262. Kærlighed er en offerhandling. At vise kærlighed er at forsage, fornedre, fornægte og ofre sig selv. Den kærlige adfærd i en kristen

33 Når Grundtvig forklarer nødvendigheden af de hårde taler og den faderlige hårde og tugtende form for kærlighed, beskriver han et ifølge ham selv alment fænomen, som kan genfindes i mange forskellige slags relationer. Relationen mellem mesteren og hans elever svarer til relationen mellem en forælder og et barn. Grundtvig siger om eleverne i Herrens Skole : Thi de kiende dog altid Frelseren paa Røsten, som Barnet sin Moder, og ligesom vi derfor tit kan see smaa Børn klynge sig fastere til deres Moder, jo haardere hun taler til dem, saaledes skal vi vide, det er altid med de sande Troende og Frelseren, fordi netop ved den haarde Tale komme de ret levende til at føle hvor ulykkelige de vilde være, om han slog Haanden af dem. 40 Verdens vise Mestere benægter, at en sådan hård eller tugtende undervisningsmåde skulle være nødvendig eller ønskelig, og verden benægter, at det naturlige ikke-kristne menneske skulle være præget af en fuldstændig besmittelse. 41 betydning indebærer, at mennesker må gå imod deres naturlige umiddelbare tilbøjeligheder. At vælge at vise kærlighed er at ofre og sige nej til det, som man naturligt er tiltrukket af. At være selvopofrende kærlig er at acceptere at gennemleve og gennemlide det, som er ubehageligt eller smerteligt, men som er nødvendigt for at nå målet. Jf. GPV VI, 60: At vise kærlighed er at opoffre sine Lyster og Begiærligheder. Jf. GPV V, 112: Det videste, vi tør haabe at drive det i Kiærlighed, er at opoffre vort Legeme, naar Gud vil holde vor Sjæl i sin Haand. 40 Onsdagen April 22, 1846. Jf. GP VI, 135: Den faderlige afvisning og strenge tugt virker ansporende og motiverende på barnet. - Beskrivelsen i citatet af en streng eller tugtende form for moderlig kærlighed adskiller sig fra Grundtvigs sædvanlige beskrivelse af den moderlige kærlighedstype. Den kærlighedstype, som beskrives her, betegnes ellers netop som en faderlig kærlighed. Jf. nedenfor. 41 2den Juledag 1848, GP XII, 259-260, GP V, 227, GP VIII, 260, GP XII, 210 og GPV I, 264.

34 At gå i skolen er at udholde, tåle og lide og at nøies og døie Når Grundtvig beskriver forholdene i Herrens Skole, er udtryk som at nøies, at være nøisom og at døie og bøies nøglebegreber i hans tekst. Tanken er, at dels viser eleverne respekt og kærlighed over for deres mester ved at nøies og ved at døie, og dels opnår eleverne deres mål i skolen ved at lære at nøies og døie, og de kan overhovedet kun nå deres mål med skolegangen ved at praktisere og lære den dyd at nøies og døie. 42 At være en kristen er at gå i Herrens Skole, og man når ikke målet med skolegangen uden lidelse eller ubehag. Hvis man ikke er villig til at lide, vil man forblive i sin oprindelige uvidenhed, ukærlighed og magtesløshed. Hvis man ikke er villig til at nøies og døie, eller hvis man kun vil leve med det behagelige, kan man ikke nå målet. 43 En af de vigtigste dyder eller evner, som eleverne i Herrens Skole skal tilegne sig, er, at de skal lære at udholde, bære og tåle sådanne oplevelser, som de ifølge Grundtvig af helt naturlige grunde opfatter som lidet ønskværdige, ubehagelige eller frastødende. 44 Eleverne skal lære at udvise en passende og nødvendig adfærd over for ubehaget og lidelsen uden at falde fra, uden at gøre modstand og uden i deres tanker at betvivle nødvendigheden af denne lidelse. 45 Kun på den måde kan eleverne vokse i kraft, visdom og kærlighed. 42 GPV I, 173: Den måde, som mesteren Jesus døiede på, er idealet for og den nødvendige vej for alle hans disciple. 43 Om at døie i Herrens skole: GP V, 264, GP XI, 207, GP V, 270, GP VIII, 234, GP V, 251, GP VI, 317, GPV I, 173, GP XII, 379, GPV VII, 359, GPV V, 273, 4de Søndag efter Trefoldighed 1849 og 19de Trinitatis-Søndag 1847. Jf. GP XII, 379: Det er en haard Tale, hvem kan høre, hvem kan døie ham! sagde selv Endeel af Herrens Disipler og forlod Ham. 44 GP XII, 262. 45 GP VII, 64, GP XII, 262.

35 Kærligheden er i Grundtvigs prædikener en handlemåde, som er sømmelig og passende i forhold til tid og sted. Den kristne discipel handler som sig hør og bør i forhold til normer og værdier i menigheden. Eleverne tilegner sig en viden i Herrens skole, som består i, at de lærer, hvordan de skal agere og reagere og forholde sig til fællesskabet og til udfordringer i fællesskabet. Denne viden og kundskab er ikke teoretisk eller abstrakt, men kontekstuel. Den viser sig i deres praktiske adfærd. Deres voksende viden forandrer deres identitet og viser sig i deres følelser og handlinger. Denne voksende viden og praktiske visdom, som i stigende grad får dem til at ligne deres mester, er synlig og tydelig for alle inden for fællesskabet. Det, som eleverne umiddelbart og ifølge Grundtvig meget naturligt ønsker sig, er det behagelige, søde, bløde og glædelige. De skal altså overtales og opdrages, ellers forfalder de til deres spontane trang til nydelse og velbehag. Deres karakterstyrke og selvkontrol skal formes og forstærkes. 46 En dårlig lærer giver eleverne det, som de naturligt eller spontant ønsker sig. En sand mester ved, at han er nødt til at støde og forarge sine elever. Når Grundtvig i sine prædikener taler om kløe eller kildre, udtrykker han denne tankegang om, hvordan sand læring må, bør og skal foregå. En sand mester skal ikke være sødtalende eller søge at kløe eller kildre elevernes ører. 47 Han ved, at han nødvendigvis med sin faderlige kærlighed må 46 GP XII, 170: om at bære smerten og lidelsen med et smil. 47 Hvis mesteren er for venlig eller imødekommende over for sine elever, vil de aldrig opnå den fornødne kraft, visdom og kærlighed. De vil gå fortabt: Jf. GP X, 182, GVP II, 330, GPV VI, 22 og GPV VII, 317 og 257. Jf. GPV I, 421: At kildre øret er at smigre Kiød og Blod i modsætning til at tale alvorlig faderlig og kiærlig til Hjertet. GPV I, 531: Gud er ikke en Fusker paa Veltalenhed, saa han skulde sige enten meer eller mindre end Han egenlig vilde, eller sige det mindste for at kildre Øret. Gud optræder ikke retorisk, smigrende eller lokkende. Hvis Gud handlede sådan, ville han være en ukærlig og uansvarlig fusker. Jf. den samme tanke i VU VI, 47: Den christelige Børnelærdom. Jf. GP X, 265: Kristus har studeret Konsten, den dybe Konst,