Sygdom og dens årsager



Relaterede dokumenter
18. søndag efter trinitatis 15. oktober 2017

Prædiken til 4. søndag efter påske, Joh 16, tekstrække. Grindsted Kirke Søndag d. 3. maj 2015 kl Steen Frøjk Søvndal.

Kyndelmisse 2014 Gettrup, Hurup

Konfirmandord. Fra det Gamle Testamente. Mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet. (1 Sam 16,7)

Guds fulde rustning JESUS ACADEMY TEMA: GUDS FULDE RUSTNING

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile (Matt 11,28).

Djævelens taktik JESUS ACADEMY TEMA: GUDS FULDE RUSTNING

Konfirmandord - og der er vildt mange:

Johannes første brev

Hilsenen kan udelades, eller præsten kan sige: Vor Herres Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle!

UGE 3: GUDS FOLK. Scene 1 Pagten Fortællingen bygger på 1Mos 11-18, 22, & 2Mos 1 FORBEREDELSE FORTÆLLING & DIALOG

Guds ret - menneskets ret

Hebræerbrevet. kasperbergholt.dk/jesus. Hebræerbrevet

forbindes med Ham og lære den vej, som leder til himmelen, fra Hans egen Hellige Ånd.

Lad dig fylde med Guds Ord!

2 Mos 20,3-17 DIN NÆSTE ER DINE MEDMENNESKER, DET VIL SIGE ANDRE MENNESKER, SOM DU MØDER.

1.søndag i fasten II. Sct. Pauls kirke 9. marts 2014 kl Salmer: 753/336/172/617//377/439/45/679

Stille bøn. I modet til at kunne sige fra. Stille bøn. I kærlighed og omsorg

Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort 5 Mos. 30, Joh. 6, 37

til vores medmennesker, og vi kan ændre på vores egen adfærd, og leve efter De ti Bud i forhold til Gud og næsten.

16.s.e.t. 20. sep Høstgudstjeneste.

Matt 22v37-40: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud.

Studie. Den nye jord

1. Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt. 1.Mos. 1, Herre. Jeg slipper dig ikke, før Du velsigner mig. 1.Mos.

Konfirmandskriftord. Som en far er barmhjertig mod sine børn, er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham Sl. 103, 12-13

1. søndag efter trinitatis 7. juni 2015

Lindvig Osmundsen. Side Prædiken til Bededag 2015.docx. Prædiken til Bededag Tekst: Matt. 3,1-10

Bruger Side Prædiken til 6.s.e.påske 2015.docx. Prædiken til 6.s.e.påske 2015 Tekst: Johs. 15,26 16,4.

Pinsedag 4. juni 2017

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile (Matt 11,28).

Tro og bekendelse Bibeltime af: Finn Wellejus

3. søndag efter påske

Studie. Kristi liv, død & opstandelse

Side Prædiken til Langfredag Prædiken til Langfredag Tekst: Matt. 27,

J A N E H A N S E N H O Y T { M A S T E R P L A N } G U D S O P R I N D E L I G E H E N S I G T M E D M Æ N D O G K V I N D E R

ÅR A, B og C LANGFREDAG

9 Påkaldelse af ærkeenglen Mikael

2. Pinsedag. 13. juni Vestervig (Ashøje) Provstigudstjeneste.

Dåbsritual. Ritualer dåb naver barnevelsignelse vielse - begravelse. tror du på Jesus Kristus som din Herre og frelser? Dåbskandidaten svarer Ja

Trinitatis søndag 31. maj 2015

Hvem heler Gud? lidelsens udfordring. v. Frank Risbjerg Kristensen

Prædiken til seksagesima søndag d. 31/ Lemvig Bykirke kl , Herning Bykirke v/ Brian Christensen

2. pinsedag 16. maj Fælles friluftsgudstjeneste ved Spejder huset. Salmer: 290, 289; 335, 725 (sangblad) Tema: Livets brød

Bededag 1. maj Tema: Omvendelse. Salmer: 496, 598, 313; 508, 512. Evangelium: Matt. 3,1-10

Som allerede nævnt og oplevet i gudstjenesten, så har dagens gudstjeneste også lidt farve af bededag.

Altrets sakramente. Lovprisning af Altrets Sakramente. Bøn før kommunionen. Bøn efter kommunionen

At forsage er at sige nej eller at afvise noget. Når vi forsager djævelen, siger vi dermed nej til alt det onde vi siger fra over for verdens

Prædiken til 3. søndag i Fasten, Luk 11, tekstrække.

Prædiken til 1.s.e.påske 2015.docx Side 1 af Prædiken til 1. s. e. påske 2015 Tekst. Johs. 20,19-31.

Studie 7 Guds lov 41

17. søndag efter trinitatis 8. oktober 2017

Discipel 24/7 CELLEGRUPPER Cellegruppernes formål

Helligånden Guds Ånd og Guds kraft

Løsenordet ophævede forbandelsen og gav håbet liv, og livet blev fyldt af kærlighed. Kraften lå i løsenordet, men uden den

Gudstjeneste i Skævinge Kirke den 25. maj 2015 Kirkedag: 2. pinsedag/a Tekst: Joh 3,16-21 Salmer: SK: 289 * 331 * 490 * 491 * 298,3 * 287

Forslag til læsninger ved vielse og kirkelig velsignelse af to af samme køn

MENIGHEDENS LOV ER KÆRLIGHED

Hvem var Jesus? Lektion 8

Bryllup med dåb i Otterup Kirke

Begravelse. I. Længere form Vejledende ordning

Guddommelig Opdeling (Åb 1:19)

Omvendelse. »Og tror ikke på jer selv og sagde: Vi have Abraham til Fader (Mt 3: 9)

OM TROEN PÅ FRELSE SCHOOL OF CULTURE AND SOCIETY AARHUS UNIVERSITY ANDERS-CHRISTIAN JACOBSEN 26 MAY 2018 PROFESSOR WITH SPECIAL RESPONSIBILITIES

Prædiken til 3. s. efter helligtrekonger, Luk 17, tekstrække

Åbenbaring. Johannes 17:3 Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.

1. søndag i fasten I. Sct. Pauls kirke 17. februar 2013 kl Salmer: 753/336/172/292//205/439/192/675 Uddelingssalme: se ovenfor: 192

Du a i Qur anen. I Allahs Navn, den Nådige, den Barmhjertige

Langfredag II. Sct. Pauls kirke 18. april 2014 kl Salmer: 193/195/212/191,v.1-8 og v. 9-16//192/439/210. Ingen uddelingssalme.

Fredag 3. til søndag 5. november Rosborg Gymnasium, Vejle Smågruppeleder på Event (+20 år): 175 kr.

Bruger Side Prædiken til Pinsedag Prædiken til Pinsedag Tekst. Johs. 14,

21. søndag efter Trinitatis Hurup, Helligsø

Studie. Ægteskab & familie

Lindvig Osmundsen. Prædiken til 6.s.e.trinitatis 2015.docx side 1. Prædiken til 6.s.e.trinitatis Tekst. Matt. 5,20-26.

Oversigt over temaer. 1. Lær hinanden at kende. 2. En Gud derude. 3. Gud hernede. 4. Hvorfor kom Jesus?

En ny skabning. En ny skabning

Septuagesima 24. januar 2016

studie Studie Treenigheden

OVERSIGT OVER JEHOVAS VIDNERS LÆRE- OG TROSGRUNDLAG

JESUS 2.0 GUDSTJENESTE SABBAT

ÅBENBARINGEN KAPITEL 3. Skelgårdskirken, den 12. marts 2012

Lindvig Osmundsen. Prædiken til 12.s.e.trinitatis side 1. Prædiken til 12. søndag efter trinitatis 2016 Tekst. Matt. 12,31-42.

Juledag Intentionen i Lukasevangeliets fødselsberetning og i Johannesevangeliet er den samme: at pege på Kristus som verdens lys og frelser.

Hvad er det nu lige at fortællingen indtil videre går ud på?

Jeg tror, vi er rigtig mange, der har prøvet sådanne reaktionsmønstre på egen krop, enten som offer eller som

20. søndag efter Trinitatis Es 5,1-7 Rom 11,25-32 Matt 21,28-46

Man kan kun se rigtigt, med hjertet!

2. påskedag 6. april 2015

Højmesse/afskedsgudstjeneste i Emmersbæk, søndag den 12. juli kl

Udviddet note til Troens fundament - del 1

Det er det kristne opstandelseshåb, at der i døden er opstandelse og liv i evigheden hos Gud i Himlen.

O, skriv dit navn i vores hjerte og vores i din højre hånd, så vi med dig har fryd og smerte tilfælles i den Helligånd! AMEN

FORLIGELSENS VEJ. Prædiken af Morten Munch 6. s. e. trin, / 7. juli 2013 Tekst: Mat 5,20-26

Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16, tekstrække

2.Påskedag I dag er det 2.Påskedag, dagen efter Påskedag i vores kalender, men det er det ikke i evangeliet.

Prædiken af Provst Hans-Henrik Nissen 18. søndag e. Trinitatis 29. september 2013

Salmer: 679, Hvor er din verden rig; 61, 680. Tema: Den gode del. Evangelium: Luk. 10,38-42

Bruger Side Prædiken til Langfredag 2015.docx. Prædiken til Langfredag Tekst: Markus 27,

Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16, tekstrække

Evangeliet er læst fra kortrappen: Luk 16,19-31

Fastelavnssøndag. Hvad betyder fastelavn?

Transkript:

Review and Herald d. 30. januar 1900 Sygdom og dens årsager Nogle har fået den ide, at de må forsømme deres påklædning for at opnå den adskillelse fra verden, Guds ord forlanger. Der findes en gruppe søstre, der mener, at de efterlever princippet med adskillelse fra verden, når de om sabbatten møder op i de helliges forsamling for at tage del i tilbedelsen af Gud iført en almindelig solhat og det samme tøj, de har haft på ugen igennem. Og nogle mænd, der bekender sig til at være kristne, betragter påklædningen i det samme lys. Disse mennesker samles med Guds folk på sabbatten iført sjusket siddende, støvet og snavset tøj, der endda kan have gabende flænger. Hvis denne gruppe havde en aftale om at skulle møde en ven, der var æret i verden, og som de ønskede en særlig begunstigelse af, så ville de gøre en anstrengelse for at kunne træde frem for ham i det bedste tøj, der kan fås; for denne ven ville blive fornærmet, hvis de kom til ham med uredt hår og med tøjet snavset og i uorden. Alligevel mener disse mennesker, at det er lige meget, hvilket tøj de har på, eller hvilken forfatning de er i, når de møder op om sabbatten for at tilbede den store Gud. De samler sig i hans huse, som er den allerhøjestes tilhørersværrelse, hvor himmelske medvirker, men med lille respekt, eller ærbødighed, som deres personer og klæder indikerer. Hele deres udseende skildrer sådanne mænds og kvinders karakter. Denne gruppes bedste samtaleemne er klæder stolthed. Sømmelighed, smag og orden betragter de som stolthed. Og klæder vil være disse fejlslagne sjæles samtale, handlinger og omgang. De er uforsigtige, og ofte lav i deres samtale i deres hjem, iblandt deres brødre og over for verden. Klæderne og dens opsætning på personen giver en generelt fingerpeg om manden og kvinden. Dem som er sløsede og usorrinerede i klæder er sjældent ophøjede i deres samtale, og har kun lidt fintfølende fornemmelser. Nogle gange tænker de lidt mærkeligt og forgrover ydmygheden. Kristus kalder sine efterfølgere for jordens salt og verdens lys. Uden de kirstens frelsende indflydelse ville verden forgå på grund af sin fordærvelse. Se på de mange mennesker, som bekender sig til at være kristne, men som er ligegyldige med deres klædedragt og person. De er lige så lette i deres forretningssager, som deres klædedragt er skødesløs; rå, uhøflige og ubehagelige i deres optræden; lave i deres konversation, og på samme tid betragter de disse dårlige Træk som tegn på sand ydmyghed og kristeligt liv. Tror du, at Frelseren, hvis han var her på jorden, ville pege på sådanne og kalde dem jordens salt og verdens lys? Nej aldrig! Kristne fører en nobel konversation, og skønt de betragter det som synd at komme med dårlig smiger, er de høflige, venlige og imødekommende. Deres ord er præget af alvor og sandhed. De er trofaste i deres handlemåde over for brødre og over for verden. I deres klædedragt undgår de unødvendig pynt og sådant, som bare er til stads. Men deres klæder vil være nette, ikke smagløse, beskedne, men syet således, at det klæder personen og udviser orden og smag. Særskilt omhu vil blive udvist med hensyn til at klæde sig således, at der vises hellig agtelse for sabbatten og gudstjenesten. Forskellen mellem en sådan klasse mennesker og verden vil være alt for tydelig til, at man kan tage fejl. De troendes indflydelse vilde være ti gange større, dersom mænd og kvinder, som antager sandheden, og som før har haft skødesløse vaner, nu formedelst sandheden blev så helligede og udviklede, at de fremviste vaner, der gik ud på nethed, orden og god smag, hvad deres klædedragt angår. Vor Gud er en ordenens Gud, og det behager ham ikke at se uorden, urene klæder eller synd.

Kristne bør ikke anstrenge sig for at sætte sig selv i gabestokken ved at klæde sig anderledes end verden. Men hvis de, for at være i overensstemmelse med deres tro og deres pligter med hensyn til at klæde sig beskedent og sundhedsmæssigt, finder, at de ikke er moderne, bør de ikke forandre deres klædedragt for at blive lig verden. De bør vise en nobel uafhængighed og ét moralsk mod, stærkt nok til at gøre det rette, selv om hele verden tager afstand fra dem. Dersom verden indfører en beskeden bekvem og sund klædedragt, som er i harmoni med bibelen, vil det ikke forandre vort forhold til Gud eller til verden, om vi antager en sådan mode på klædedragtens område. Kristne bør følge Kristus og indrette deres klædedragt i harmoni med Guds ord. De bør sky yderligheder, de bør ydmygt følge den rette kurs uafhængige af bifald eller kritik. De bør holde fast ved det rette, netop fordi det er det rette. Loyalitet eller illoyalitet? Review and Herald d. 6. februar 1900 I fortiden åbenbarede Gud Herren sine hemmeligheder gennem sine profeter. Den Alvidende så ned gennem århundrederne og gennem sine profeter forudsagde rigers opkomst og fald, århundreder før de forudsagte begivenheder fandt sted. Fremtiden er lige så tydelig for Herren som nutiden, og han viser sine tjenere, hvad der skal ske. Hans stemme genlyder gennem tidsaldrene og fortæller mennesket, hvad der skal ske. Konger og prinser indtager deres stilling ved den fastsatte tid. De tror, de udfører deres egen hensigt, men i virkeligheden opfylder de Guds ord, som er givet gennem hans profeter. De spiller deres roller i Guds store plan. Begivenheder falder på plads og opfylder det ord, den Almægtige har talt. De ikke-troende og gudløse ser ikke tidernes tegn. I deres uvidenhed nægter de at acceptere den inspirerede skrift. Men Når bekendende kristne taler bespottende om de midler der bruge af den store Jeg er for at gøre Hans fortsæt kendt, viser de at de selv hverken kender til skrifterne eller til Guds kraft. Skaberen ved præcis hvilke elementer han har at gøre med i menneskenaturen. Han ved hvilke midler der skal til for at opnå det ønskede udfald. Den kristne som accepterer sandheden, hele sandheden, og intet andet end sandheden, vil se på Bibelberetningen i dets sande væsen. Beretningen om jødernes husholdning fra begyndelse til ende, som omtales som håneligt og bespottelig som de mørke tider, vil åbenbare lys, og endnu mere lys, som det studeres. Menneskers ord svigter; og han som gør sig afhængige af sine medmenneskers venner kan godt skælve; for en dag vil han være et skibbrudent kar. Men Guds ord er ufejlbarligt, og står for evigt. Kristus erklærer: Thi sandelig siger jeg Eder: før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå før det er sket alt sammen. Guds ord vil stå igennem evighedens uophørelige tider. Gud lever og regerer. Hans herlighed er ikke begranset til et tempel gjort af hænder. Han har ikke lukket himlen imod sit folk. Sådan som det var den gang, sådan er det nu, Gud åbenbarer sine hemmeligheder til sine tjenere profterne. Billedstøtten, som blev vist Nebukadnezar i nattesynerne, repræsenterer verdensrigerne. Billedstøttens metaller, som symboliserede de forskellige riger, blev mindre og mindre rene og værdifulde fra hovedet og ned. Billedstøttens hoved var af guld, bryst og arme af sølv, bug og lænder af kobber, og fødderne og tæerne af jern blandet med ler. Sådan blev de riger, de repræsenterede, forringet i værdi.

Resultatet af at gøre Guds lov ugyldig kan ses i den voksende umoralskhed i disse forskellige riger. Hvis indbyggerne altid havde Guds frygt for sig, ville de have fået visdom og kraft, som ville have holdt dem sammen, og gjort dem stærke. Men disse rigers herskere gør kun Gud til deres styrke når de er forpinte og rådvilde. Når de ikke får hjælp fra deres store mænd, forsøger de fra mennesker som Daniel, som de vidste ærede den levende Gud, og blev æret af ham. Disse mennesker appellerede de om at afsløre forsynets mysterier for; for de havde selv adskilt sig selv fra Gud ved overtrædelse, så de ikke kunne forstå hans advarsel. De blev tvunget til at spørge efter en forklaring, hos dem der var oplyst af himmelsk lys. Når Babylons rige var så stærkt og dets indflydelse var så vidtrækkende og at en tilsyneladende magtfuld fjende ikke kunne tage dets scepter, profeterede Daniel, en inspireret Guds mand, at det ville gå bort, uanset dens tilsyneladende storhed, og at en anden verden ville følge efter det. Han profeterede også at det andet rige vil efterfølges af det tredje, og at et fjerde rige ville rejse sig, mere heftigt, mere besluttet, og mægtigere end noget andet rige som var gået forud for dette. Lige så stærk som jern, ville dette rige undertrykke og bryde alverdens nationer i stykker. På trods af at han fik advarslen, fortsatte Nebuknadnezzar i sin egen styrke, indtil Gud tog visdommens talent fra ham, så han måtte ledes til at se og anerkende det Israels Gud var i stand til at skabe og udslette. De konger der fulgte efter ham, havde ingen gavn af hans erfaring og Babylons rige gik til grunde, fordi det i sin regering glemte Gud, og tilskrev sin ære og herlighed menneskelig præstationer. Sådan er det i dag, når mennesker glemmer Gud og nægter at adlyde hans lov, er de ydmygede. Gud prøver dem, og hvis de ikke ydmyger deres hjerter og bekender deres synder, får de overtrædelsens straf. Det Medio-Persiske rige blev hjemsøgt af Guds vrede fordi det i hans lov trådte den under fode. Guds frygt havde ikke længe magt blandt folket. Ondskab, blasfemi og fordærv var den fremherskende indflydelse i dette rige; og de efterfølgende riger var endnu mere fornedrede og fordærvede. De forringedes fordi de forkastede Gud. Glemte ham, de sand lavere og lavere på vægtskålen. Det umådelige romerske imperium smuldredes i småstykker. Den romerske kirke praler af sin ufejlbarlighed, og kraften af sin nedarvede religion. Men denne religion er til afsky for alle som kender til syndens mysteriums hemmeligheder. Præsterne i denne kirke fastholder deres herredømme ved at holde folk udvidende om Guds vilje. Da denne jords riger blev vist, blev også religionens forringelse vist da billedet blev åbenbaret for Nebukadnezzar. Vi bliver svagere åndeligt og moralsk, i det forhold som vi glemmer Gud. Dem som hævder at være protestanter i dag er ikke det som Luther var. De har forladt de gamle landemærker, og har sat lid til former, ceremonier og ydre opvisning for at dække over den manglende renhed og fromhed, sagtmodighed og ydmyghed, der findes i lydigheden mod Gud. Synden er i nationerne i dag som den gjorde i fortiden. Også lederne i den religiøse verden har ikke en god samvittighed mod Gud. Mennesker behøver en forstandsmæssig kundskab til Guds lov. Der er ingen sand retfærdighedsnorm uden for denne lov. Ved lydighed mod den, opdyrkes forstanden, samvittigheden oplyses og gøres følsom. Retfærdigheden ophøjer en nation. Bibelens ord, og bibelen alene, skal genlyde fra talerstolene i vort land. Denne bog er Guds store vejleder. Det er en lampe for vor fod, et lys på vor sti. Den spreder sit lys foran, så vi kan se den sti vi går på, og dets stråler kastes tilbage på den første historie, og viser den mest fuldkomne harmoni i det, som for menneskesindet i mørke, ser ud

om vildfarelse og disharmoni. Det som virker som for den verdslige er uforklarligt mysterium, ser Guds børn lys og skønhed. Gud taler ved sit ord, og opfylder dette ord i verden. Vi behøver nu at forsøge at forstå bevægelserne i Guds forsyn. Paulus siger: "Men I, brødre! lever ikke i mørke, så dagen kan overraske jer som en tyv. Thi alle er I lysets børn og dagens børn; vi hører ikke natten eller mørket til. Guds folk overlades ikke til at bero sig til menneskers visdom. Med profetiske vejskilte har Gud markeret den vej han ønsker de skal tage. Disse store vejmærker viser os at lydighedens sti er den eneste sti vi kan følge med sikkerhed. Mennesker bryder deres ord, og viser sig selv som utroværdige, men Gud forandrer sig ikke. Hans ord vil forblive det samme for altid. Dem som elsker og adlyder Jehovas lov, vil møde trængsler og fristelser; men disse imødekommer Jesus, og han erklærer: "Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig. Og jeg giver dem evigt liv, og de skal i al evighed ikke fortabes, og ingen skal rive dem ud af min hånd." Hvis vi håber og beder, og i tro sætter lid til hans ord, vil vi være i stand til at sige, sammen med Paulus: "Thi jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller åndemagter eller noget nuværende eller noget tilkommende eller kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre." Har vi givet os selv op til at gore Guds vilje? Er vi forvandlet ved Kristi nåde? Nogle hævder at være i Kristus, medens deres særlige arbejde er at sætte Jehovas lov ud af kraft. Skal vi tage dem på dette ord? Skal vi acceptere deres påstand? Hvordan kan vi skelne Guds sande tjenere fra de falske profeter, som Kristus sagde ville fremstå for at forføre mange? Der findes kun én prøve, som karakteren kan bedømmes efter Jehovas bud. Israelitterne satte blodets signatur over deres døre, for at vise at de var Guds ejendom. Guds børn i denne tidsalder vil ligeledes bære den signatur Gud har bestemt. De vil sætte sig selv i harmoni med Guds hellige lov. Et mærke sætte på enhver af Guds folk, ligeså sandelig som et mærke blev sat over dørene i de hebræiske boliger, for at beskytte folket fra generelt fordærv. Gud erklærer: Også mine sabbater gav jeg dem, for at de skulle være et tegn mellem mig og dem, at det skal kendes, at jeg, Herren, er den, som helliger dem. Når mennesker siger at Guds lov er ophævet ved Faderens vidnesbyrd, lærer de menneskers lære og bud. Deres ord er ikke funderet på apostlenes og profeternes lære. Jesus Kristus er ikke hovedhjørnestenen i deres skelet. Johannes siger: Jeg kender ham, og ikke holder hans bud, han er en løgner, og i ham er sandheden ikke. Dem som lader sig selv bedrage vil, sammen med bedrageren, mærke Lammets vrede. Med Guds ord foran os, med de undervisnings lektier vi måtte lære der, har vi ikke brug for at blive bedraget. Vi lever i en betydningsfuld tidsperiode af denne jords hiatorie. Den store konflikt er lige foran os. Vi ser verden er fordærvet af dets beboere. Syndens menneske har arbejdet med en utrolig utrolig udholdenhed for at ophøje den falske sabbat, og den illoyale protestantiske verden har gået forundret efter dyret, og har kaldet lydighed mod den sabbat, der blev indført af Jehova, for ulydighed mod nationernes love. Riger har sluttet forbund for at understøtte den falske sabbatsinstitution, som ikke har ordets magt i Guds orakler. I optegnelsen af det syn Johannes fik læser vi: "Og dragen vrededes på kvinden [menigheden] og gik bort for at føre krig mod de andre af hendes slægt, dem, der holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd." Satans hjælpere har gjort jorden til en skueplads for rædsler, som der ikke findes ord for. Krig og blodsudgydelse iværksættes, af nationer, som hævder at være kristne. Ringeagt for Guds lov har ført til dette sikre resultat.

Den store strid, som nu føres, er ikke blot en strid mellem mennesker. På den ene side står livets fyrste som menneskets stedfortræder og borgen, på den anden mørkets fyrste, der byder over de faldne engle. "Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå" Ef 6,12-13. "I øvrigt, vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke. Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb" Ef 6,10-11. Der vil komme til at stå en hård kamp mellem dem, der er tro mod Gud, og dem, som foragter hans lov. Kirken har sluttet sig sammen med verden. Ærefrygt for Guds bud er blevet kuldkastet. De religiøse lederes lære består i menneskers bud. Som det skete i Noahs dage, således sker det i vor tidsalder. Men fordi utroskaben og overtrædelserne har taget overhånd, skal det så forårsage, at de, som har æret Guds lov, får mindre ærbødighed for den og forener sig med verdens magter om at gøre den ugyldig? De virkelig trofaste vil ikke lade sig rive med af det ondes strøm. De vil ikke bringe hån og foragt over det, Gud har regnet for helligt. Enhver må bestå prøven. Der er kun to muligheder. På hvilken side er du? Unge medarbejdere undervises af de erfarne Review and Herald d. 20. marts 1900 "Og dette er det evige liv, bad Kristus at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus." I denne bøn er en storhed som intet menneskeligt sprog kan udtrykke. Tusinde og tusinde længes efter en Guds kundskab. Nogle har en delvis kendskab til ham, men ikke fuldt kundskab. Andre, fyldt med rastløshed, længes efter noget de ikke har. Kristus længes efter at hjælpe og frelse de fortabte, og han udtrykte sin længsel i ordene: "Siger I ikke:»der er endnu fire måneder, til høsten kommer?«se, jeg siger jer: opløft jeres øjne og se, at markerne er hvide til høsten. Allerede nu får den, der høster, løn og samler frugt til evigt liv, så de kan glæde sig sammen, både den, som sår, og den, som høster. Thi her er det ord sandt:»en sår, og en anden høster.«jeg har sendt jer ud for at høste det, som I ikke har arbejdet med; andre har arbejdet, og I er gået ind i deres arbejde.«det arbejde som Kristus så var der så meget brug for host. Høstfolkene er få. Arbejdet at indsamle neg, kræver taktfølelse og dygtighed, så intet går tabt. På hvert sted er der brug for en sjælenes avneblæser, hvor sandheden er blevet opløftet, hvorpå Gus bud og Jesu tro er blevet indskrevet. Høsten er visselig stor, men arbejderne er få. Da Kristus gjorde denne udtalelse, var der skriftkloge og Farisæere, præster og hersker, i enhver by og stad i landet. Men Frelseren så at disse lærere var helt uegnede til at tjene folkets åndelige behov. I kender ikke skrifterne, heller ikke Guds kraft, sagde han til dem. I lærer mennesker læresætninger. Gud har betroet enhver et arbejde. Enhver er indbudt til at tage Kristi åg og lære af Ham. Der er brug for at opsøge intensivt dem som går fortabt uden for Kristus. Satan anstrenger sig intens for at bedrage sjæle, og samle dem under sit frafalds- og oprørs-banner, og hans medarbejdere er utallige. Herren har et stort arbejde at gøre. Han har afgørende kampe at kæmpe, og han kalder på unge

mænd og unge kvinder til at kæmpe for ham, og hellige sig selv til hans arbejde. Jeg har skrevet til jer, mine børn, siger Johannes, fordi I kender Faderen. Jeg har skrevet til jer, I fædre, fordi I kender ham, som er fra begyndelsen. Jeg skriver til jer, I unge, fordi I er stærke, og Guds ord bliver i jer, og I har sejret over den Onde..... Og I har en salvelse fra den Hellige og har alle indsigt. Jeg har skrevet til jer, ikke fordi I ikke kender sandheden, men fordi I kender den og ved, at ingen løgn er af sandheden. Og apostlen Paulus skriver: I øvrigt, hent kraft fra Herren og hans vældige styrke! Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I må kunne stå imod på den onde dag og holde stand efter at have besejret alt. Så stå da med sandheden spændt som bælte om jeres lænder, og iførte»retfærdigheden som brynje«, tag som sko på jeres fødder villighed til at forkynde fredens evangelium, løft i al jeres færd troens skjold, hvormed I kan slukke alle den Ondes gloende pile, tag imod»frelsens hjelm«og Åndens sværd, som er Guds ord. Gud kalder sine ældre tjenere til at være rådgivere som kan lære de unge hvad de skal gøre i krisesituationer. De ældre arbejdere skal, ligesom Johannes, bringe levende vidnesbyrd ud fra virkelige erfaringer. Når disse trofaste arbejdere er lagt til hvile med ordene: Salige er de døde, som fra nu af dør i Herren, (Åb 14,13) bør der i vore skoler være mænd og kvinder som kan tage banneret og hejse det på nye steder. Når de ældre fanebærere er på et arbejdsfelt, bør de som har haft fordel af deres arbejde, have omsorg og respekt for dem. Tyng dem ikke ned med byrder. Værdsæt deres råd, deres ord og deres vejledning. I bør behandle dem som fædre og mødre som har båret arbejdets byrder. De arbejdere som tidligere forudså værkets behov, gør en prisværdig gerning når de i stedet for at bære alle byrderne selv, lægger dem på yngre mænds op kvinders skuldre og uddanner dem som Elias underviste Elisa. "David hyldede Gud i taknemmelighed for den guddommelige undervisning og vejledning han havde fået. Gud, du har belært mig fra min ungdom, (Sl 71,17), erklærede han. De, som i den tid budskabet har eksisteret, har båret dagens byrde og hede, må huske på at den samme Herre som underviste dem fra ungdommen af, indbød dem og sagde: Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. (Matt 11,29). Han gav dem sandhedens lys og er lige villig til at undervise unge mænd og kvinder i dag, som han var i tidligere tider. " Det er klogt af dem som har båret tunge byrder, at gå ind til siden og hvile lidt. Disse trofaste arbejdere bør fritages for alle anstrengende byrder. Det arbejde som de kan gøre ved at undervise andre, bør værdsættes. Herren selv vil samarbejde med dem i deres anstrengelser for at undervise andre. De bør lade yngre tage kampen op. Det fremtidige arbejde må udføres af stærke unge mænd. Værket bliver ledet af ham som er troens ophavsmand og fuldender. Han både kan og vil dygtiggøre dem som vil benytte anledningen. Han vil oprejse dem der kan kæmpe hans kampe. Han overlader aldrig sit værk til tilfældighederne. Dette er et stort og betydningsfuldt værk, og det skal føres videre. Gud vil ikke have at sagens fædre skal opbruge den livskraft som de har tilbage, ved at bære tunge byrder. De unge bør påtage sig et ansvar som de kan bære, og på en mandig måde kæmpe troens

gode strid. Herren ved bedre, hvem der bør vælges til at udføre hans værk, end de klogeste mennesker, hvor interesserede de end er. Det er Gud som indplanter sin Ånd i unge menneskers hjerter, og leder dem til at kæmpe for ham på trods af store vanskeligheder. På den måde var det han inspirede Paulus fra Tarsus som kæmpede for Herrens åbenbarede sandhed, med alle de evner han var betroet, mod frafaldne som hellere burde have holdt ham oppe. Guds tjenere vil i dag møde de samme vanskeligheder som Paulus mødte. Det er den erfaring nogle af dem har, som i dag løfter sandhedens banner. Det er sådanne mænd der kan stå som sandhedens forsvarere. Hvis de fortsætter med at lade sig undervise, kan Gud bruge dem til at retfærdiggøre sin lov. Unge må samarbejde med de mere erfarne De ældre missionsarbejdere bør ikke tænke at de må bære hele ansvaret og alle byrderne. Stadig nye arbejdsmarker bliver åbnet for os. Unge bør gå sammen med erfarne arbejdere der forstår Skriften, som længe har været Ordets gørere, og som har anvendt sandheden i det praktiske liv. Dag for dag har de stolt på Kristus og har søgt Herren sådan som Daniel gjorde. Tre gange om dagen bad Daniel til sin Gud. Han vidste at der var en som var mægtig til gode råd, og som var kilden til visdom og kraft. Sandheden, sådan som den er i Jesus - Åndens sværd som skærer begge veje - var hans våben i kampen. De som har sat deres lid til Gud, er eksempler i ord, ånd og principper for de unge som arbejder sammen med dem. Disse trofaste Guds tjenere skal knyttes til unge og drage dem til sig med kærlighedens reb, fordi de selv er knyttet til dem med Kristi kærligheds reb. For en evig pagt Review and Herald d. 17. april 1900 En magtfuld fjende, som lægger en meget fristende optræden, kalder al tid på mænd og kvinder for deres kammeratskab. Han præsenterer glædestrålende fordele til dem det han viser dem vil blive deres, hvis de vil følge hans råd. Som fjenden fristede Eva, sådan frister han mennesker i dag, lovende at, i ulydighed vil de finde sej r og frihed, som vil gøre dem til guder. på denne måde er tusinder og atter tusinder trukket ind på den brede vej der leder til ødelæggelse. Satan har stræbt efter at forandre Guds lov ved at oprette en falsk sabbat og han bruger enhver måde (devise) til at få mænd og kvinder til at forene sig med ham i hans frafald og under hans ledelse har den Kristne verden valgt et andet mærke. Jeg vil skrive et par få linier af fra en artikel j eg har læst, med overskriften "Det forandrede vejskilt: "For nogle år siden, hvor verden var mere støjende end den er nu [en tvivlsom påstand], blev det en tanke, at det var en god spøg at vende et vejskilt om, i forbindelse med hvor to vej e mødtes. Selvfølgelig forårsagede det ofte stor forvirring og ulykke. Engang blevet vej skil t opstillet af Gud til disse som rejste gennem denne verden. Vejen til glæde blev så klart angivet som vej en til byen under den Jødiske dispensations tilflugtsted blev det. En af vejskiltenes visere pegede på en kærlig lydighed til skaberen som vejen til lykke, imedens den anden viste ulydighed, eller synd, som vejen til ulykke. I en ond time for vores race, drejede den store fjende vejskiltet rundt, så en mængde mennesker lige siden den tid har misforstået den sande vej til glæde." Herren har tydeligt anvist det liv og den sandhed som skal findes på lydighedens sti. Lydighed er det vej mærke alle skal følge. Gud har erklæret at syvende-dagen er Herrens Sabbat. Han har ophøjet denne dag som et minde til Hans skaberværk, tydeligt anvist at det skal blive et tegn

imellem Ham og Hans folk igennem alle generationer. Tre gange er dette gentaget i det 31. kapitel i 2.Mosebog og det er Jesus Kristus der taler. "Herren talede fremdeles til Moses og sagde: Du skal tale til israelitterne og sige: Frem for alt skal I holde mine sabbat ter, thi Sabbatten er et tegn mellem mig og eder fra slægt til slægt, for at I skal kende, at jeg er HERREN er den, der helliger eder. I skal holde Sabbatten, thi den skal være eder hellig; den, som vanhelliger den, skal lide døden, ja enhver, som udfører noget arbejde på den, det menneske skal udryddes af sin slægt. I seks dage må der arbejdes, men på den syvende dag skal I holde en fuldkommen hviledag, helliget HERREN; enhver, som udfører arbejde på sabbatsdagen, skal lide døden. Israelitterne skal holde sabbatten, så at de fejrer sabbatten fra slægt til slægt som en evig gyldig pagt. Den skal være et tegn til alle tider mellem mig og israelitterne. Thi i seks dage gjorde HERREN himmelen og j orden, men på den syvende hvilede Han og vederkvægede sig." (2.Mos.31,12-17.) I disse ord har Herren klart defineret vejen til Guds by, men den store apostat har forandret vejskiltet ved at opsætte et falsk et - en falsk sabbat. Han siger: "Jeg vil arbejde på tværs af Guds hensigter. Jeg vil bemyndige mine delegerede, syndens menneske, at tage Guds mindesmærke ned, syvende-dagssabbaten. Således vil j eg vise verden at, den dag Gud helligede og velsignede, er blevet forandret. Den dag skal ikke leve i folkets sind. Jeg vil udslette dens minde. Jeg vil i dens sted placere en dag som ikke bærer himmelens akkredi ti ver, en dag der ikke kan blive et tegn imellem Gud og Hans folk. Jeg vil lede det folk som tager imod denne dag og på den placere den hellighed, som Gud placerede på sin syvende dag. Igennem min stedfortræder vil jeg ophøje mig selv. Den første dag skal blive ophøjet og den protestantiske verden skal modtage denne falske sabbat som ægte. Igennem ikke- overholdelsen af den Sabbat Gud oprettede, vil jeg bringe Hans lov til foragt. Ordene, 'et tegn mellem mig og eder fra slægt til slægt,' (2.Mos.31,13b) jeg vil sørge for at meddele om min sabbats side officielt. Således vil verden blive min. Jeg vil blive jordens regent, verdens fyrste. Jeg vil således kontrollere sindene under min magt, således at Guds Sabbat skal blive gjort til genstand for foragt. Et tegn? Jeg vil gøre helligholdelsen af syvendedagen til et tegn på troløsned til jordens autoriteter. Menneskelige love skal blive gjort så strenge, at mænd og kvinder ikke vil vove at helligholde syvendedagssabbaten. Af frygt for at mangle mad og tøj, vil de følge verden i overtrædelse af Guds lov og jorden vil blive helt under mit herredømme." Syndens menneske har indstiftet en falsk sabbat og den erklærede, Kristne verden har adopteret det barn fra pavedømmet, nægtende at lyde Gud. Sådan leder Satan mænd og kvinder i den modsatte retning til fornægtelsens by og ved mængden som følger ham er det bevist, at Adam og Eva ikke er de eneste, som har taget imod den listige fjendes ord. Fjenden af alt det gode har vendt vejskiltet rundt, så det peger på ulydighedens vej som glædens vej. Han har forhånet Jehova ved at nægte at lyde et "så siger Herren." Han har tænkt sig at forandre tider og love, men har han gjort det? Ordene i det 31. kapitel i 2.Mosebog besvarer dette spørgsmål. Med Hans egen finger skrev Herren budene på stentavlerne. "thi i seks dage gjorde HERREN himmelen og jorden, men på den syvende hvilede Han og vederkvægede sig." (2.Mos.31,17b) "Israelitterne skal holde Sabbatten, så at de fejrer Sabbatten fra slægt til slægt som en evig gyldig pagt." (2.Mos. 31, 16b.) Skaberen har tydeligt forklaret, at efter at have skabt verden, hvilede Han på den syvende dag, helliggjorde og velsignede denne dag som et mindesmærke på skabelsen og givet den til Hans folk som en hviledag. "For at I skal kende, at jeg er HERREN er den, der helliger eder." 12.Mos.31,13b.1 siger Han. Det er på denne måde Han ønsker at teste deres trofasthed. Skal vi sætte de guddommelige bud til side som er skænket os i sådan et positivt sprog og følge overtræderens vej? Hvem vil vove at ændre vejskiltet så det vil pege den forkerte vej og retfærdiggøre syndens menneske? Det er en forfærdelig ting at placere en menneskelig oprettelse

der hvor Herrens store mindesmærke skulle være. Det er en forfærdelig ting for mennesker selv, med urette at kræve magten til at tilsidesætte den dag Gud har helliggjort og velsignet, erklærer den til at blive hans eneste dag og i dens sted placere en almindelig arbejdsdag for at prøve at tvinge mennesker til at respektere og have ærbødighed for denne dag. Herrens Ord er sande. Det er så tydeligt, at vi ikke kan misforstå meningen. Det er ikke bevis som folk behøver, for det har de. Men de ønsker ikke at gå på Herrens buds vej. Verden går i modsat retning af den guddommelige vilje, men Gud har et folk på denne jord og imellem Ham og dem er Sabbatten et tegn, hvorved de ved at Han er Herren der helliggør dem. på dem er Hans mærke placeret. "Da bygges på ældgamle tomter da kaldes du "murbrudsbøder", "genskaber af farbare veje." Varer du din fod på Sabbatten, så du ej driver handel på min helligdag, kalder du Sabbatten en fryd, HERRENS helligdag ærværdig, ærer den ved ikke at arbejde, holder dig fra handel og unyttig snak, da skal du frydes over HERREN; jeg lader dig færdes over landets høje og nyde din fader Jakobs eje. " (Es;.52,12-14) Det er lydighed til den levende Guds Ord der bringer mennesker i tæt forbindelse med Kristus. Han siger idag, hvad Han sagde til det Jødiske folk, åh "vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred I Men nu er det skjult for dine øjne." (Luk.19,42.1 Han sagde igen det, som Han havde grædt over den hellige by: "Jerusalem, Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke." (Matt. 23, 37.1 Det var ikke det at det jødiske folk ikke kunne modtage Kristus, de ville ikke. Således vil det blive med mange i vores dage. Hvad forlanger Herren af os? Overholdelsen af Hans Sabbat, "som en evig gyldig pagt." (2.Mos.31,16b.) Gud ønsker at enhver familie skal bære dette tegn. På denne måde kan vi vise at vi er trofaste og ægte overfor Hans bud. Se på vores verden, fuld af respektløshed for Gud, i åbent oprør imod Ham som på et øjeblik kan ødelægge enhver sjæl, som der giver ånde til livets åndedrag. Hvad har gjort verden så fuld af vold? - En ligegyldighed overfor Guds lov. Dette var hvad der fyldte verden med oprør og fordærvelse i dagene før syndfloden. Se agtelsen som bliver vist til den falske sabbat i dag. Og disse som laver love for at beskytte den falske hviledag laver også love som tillader handel med spiritus, en forbandelse, som brutaliserer de væsener, som er skabt i Guds billede, ved at tage deres fornuft væk. Vel vidende resultatet, tager mennesker deres medmenneskers løn og giver dem gift i stedet, som ødelægger fornuften og sender ham fra baren fuld af falske tanker. Han har solgt hans forstand for spiritus og er ledt ind i alle former for vold. Satan præsenterer hans sind for ting der, selvom de er unaturlige, lader til at være naturlige for ham. Han er fyldt med en beslutsomhed til at slå en ihjel som han tror står ham i vej en. Forfærdelige forbrydelser og nogle gange er mord resultatet. Alligevel til trods for dets frygtelige følger er spiritusens forbandelse beskyttet ved lov. Hvorfor ophæver de, som laver lovene, ikke denne nedværdigen de handel? Fordi de ikke bærer Guds mærke. De holder ikke Hans bud. Derfor tolererer de det som gør verden til et andet Sodoma. Ligesom på Noas tid, da menneskenes ondskab var så stor, at Gud udryddede alt levende fra jordens overflade, undtagen det, som fandt tilflugt i arken, således vil det også være, når Menneskesønnen bliver åbenbaret. Menneskets teorier ophøjes, æres og stilles, hvor Gud og hans lov burde være. Men Gud har ikke ændret det, som er udgået af hans læber. Hans ord vil stå fast for evigt, det er uforanderligt som hans trone. Når enhver sag er afgjort i retssalen i himmelen, vil denne pagt bringes frem, som er tydeligt skrevet med Guds finger. Verden vil stilles frem for den evige

Retfærdigheds domstol for at modtage dom, et liv, der måler sig med Guds liv for lydighed, og død for overtrædelse. Den fuldkomne standard Review and Herald d. 26. juni 1900 Guds lov er den eneste sande standard for moralsk fuldkommenhed. I Kristi liv blev denne lov udført i handling, og dette er vort eksempel. Intet mindre end dette vil efterkomme Guds krav. Vi kan påberåbe os vor manglende evne til at holde loven, men denne undskyldning vil ikke frikende os. En sådan bøn er det kødelige hjertes sprog, som ikke er villigt til at gøre alvorlige bestræbelser, på at overvinde selvet. Kristus kunne sige: "Jeg har holdt min Faders bud." Og apostlen Johannes siger: "Den, der siger, at han bliver i ham, han er også selv skyldig at vandre således, som han vandrede." Vi læser kristnes biografier, og tror at deres erfaring og mål er helt uden for rækkevidde. Vi siger at dette er beretninger for nogle få som blev særligt begunstiget af nåde. Men disse høje mål er til alle. Kristus døde for enhver sjæl, og Gud forsikrer os i hans ord at han er mere end villig til at give Helligånden til dem, der beder ham, end forældre er til at give deres børn gode gaver. Vi kan involveres i hverdagslivets almindelige pligter, men vi kan gøre disse hellige, med en simpel og alvorlig tro, og bevare en tillidsfuld bøn. Gud æres ved stadig renhed, med hellig tale og omgang hos sit folk, også i livets ydmyge vandringer. Gamle apostle, profeter og hellige mænd udviklede ikke deres karakter ved mirakel. De brugte den evne de havde fået af Gud, stolede alene på Kristi retfærdighed; og alle som vil bruge de samme midler kan sikre sig det samme resultat. Det er vort privilegium at få høje åndelige mål; for Guds ord har erklæret det. Men disse kalder på tro og arbejde for vor side. Vi må have et alvorligt ønske efter højere og endnu højere mål i Kristenlivet. Paulus formaner os at vokse i nåde, og kundskaben til vor Herre og Frelser Jesus Kristus. Dette betyder en tæt forbindelse med Gud, som vil give os tiltro og tillid til ham, indtil vi får en erfaringsmæssig kundskab i hans guddommelige natur og er forandret til hans billede. Så kan vi forherlige Gud ved at åbenbare resultatet af hans nådes forvandlende indflydelse for dem som vi omgås. Der er mange hvor religionen består af teorier. For dem er en lykkelig følelse en gudsfrygt. De siger: "Kom til Jesus tro på Ham. Det gør ingen forskel hvad du tror, så længe du er oprigtig i din tro." De forsøger ikke at få synderen til at forstå syndens sande karakter. Han tilskyndes ikke til at ransage skrifterne på bøjende knæ så han kan vide hvad er sandhed, eller bede for at hans øjne må salves med øjnsalve, så han kan se Kristi nåde. Da den lovkyndige kom til Kristus og sagde: Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv? sagde frelseren ikke: Tro, tro blot, og du vil blive frelst. Hvad står der skrevet i loven? sagde han; Hvad læser du? Den lovkyndige svarede:»du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din styrke og med hele dit sind, og din næste som dig selv.«kristus sagde:»du har svaret rigtigt; gør dette, så skal du leve.«her fejes den falske lære, at mennesket ikke skal andet en tro, fejes bort. Vi får evigt liv på betingelse af at vi adlyder Guds bud.

Satan er villig til at alle, som overtræder Guds lov, hævder at være hellige. Det er hvad han selv gør. Han er glad når mennesker lægger deres tro på falske læresætninger og religiøs entusiasme; for han kan godt bruge sådanne personer til at bedrage sjæle med. Der er mange bekendende helliggjorte som hjælper Satan i hans arbejde. De taler meget om følelser; de taler om deres kærlighed til Gud. Men Gud genkender ikke deres kærlighed; for det er et bedrag fra fjenden. Gud har givet disse personer lys, men de nægtede at acceptere det. Hos løgnens fader vil de modtage ulydighedens løn. Det var bedre for dem at ikke have kendt retfærdighedens vej, end at de kendte den og vendte sig bort fra de hellige bud de havde fået overdraget. Johannes vidnesbyrd er: Derpå kender vi, at vi elsker Guds børn: når vi elsker Gud og gør efter hans bud. Thi dette er kærlighed til Gud, at vi holder hans bud; og hans bud er ikke byrdefulde. Enhver, der gør synd, begår dermed også lovbrud, ja, synd er lovbrud. Og I ved, at han åbenbaredes, for at han skulle bære synden; og der er ikke synd i ham. Den, der siger:»jeg kender ham,«og ikke holder hans bud, han er en løgner, og i ham er sandheden ikke; men den, der holder hans ord, i ham er sandelig Guds kærlighed blevet fuldkommet. Kristus advarer sine efterfølgere: Vogt jer for de falske profeter, som kommer til jer i fåreklæder, men i deres indre er glubske ulve. (Matt. 7, 15) Han formaner os til ikke at blive bedraget, når falske hyrder fremsætter deres læresætninger. Disse mennesker fortæller os, at Guds bud blev sat til side ved Kristi død. Skal vi tro disse mennesker, som siger, de er helligede, medens de afslår at adlyde Gud? De siger, at Herren har fortalt dem, at de ikke behøver at holde de ti bud; men har Herren fortalt dem dette? Nej, Gud lyver ikke. Satan, som er løgnens fader, bedrog Adam på lignende måde og sagde til ham, at han ikke behøvede at adlyde Gud, at han ikke ville dø, hvis han overtrådte loven. Men Adam faldt, og ved sin synd åbnede han elendighedens sluser over vor verden. Igen fortalte Satan Kain, at han ikke behøvede at følge Guds bud nøjagtigt og præsentere det dræbte lam som et offer. Kain adlød bedragerens stemme; og fordi Gud ikke accepterede hans offer, medens han bifaldt Abels offer, rejste Kain sig i vrede og slog sin broder ihjel. Vi behøver selv at vide, hvilken stemme vi lytter til, om det er den sande levende Guds stemme eller den store frafaldnes stemme. Evigt liv er af værdi for hver enkelt af os, og vi må passe på hvordan vi lytter. Vi behøver en sund lære, ren tro. Vi kan ikke tillade os at tage imod menneskers udsagn som Guds bud. Gud erklærer: Hvis hans sønner svigter min lov og ikke følger mine lovbud, hvis de bryder min vedtægt og ikke holder mit bud, da hjemsøger jeg deres synd med ris, deres brøde med hårde slag. Johannes giver os en definition på synd:»enhver, der gør synd, siger han, begår dermed også lovbrud, ja, synd er lovbrud. Og dette var efter Kristi korsfæstelse, skønt vi fik fortalt at loven var afskaffet. Når forbilledet møder modbilledet i Kristi død, ophører de daglige ofre. Ceremoniloven var afskaffet. Men ved korsfæstelsen blev tibudsloven etableret. Evangeliet har ikke afskaffet loven, det har ejheller forringet en tøddel af dens pålæg. Den kræver stadig hellighed i alle dele. Det er et ekko af Guds egen røst, der driver enhver sjæl denne indbydelse: Kom højere op. Vær hellig, endnu helligere. Denne retfærdig og hellige lov er den standard hvorved vi skal dømmes på den sidste dag. Vi behøver at stille os selv spørgsmålet: Sætter vi Guds lov ud af kraft, eller står vi som dens forsvarer? Vi bør ransage vore tanker og ord omhyggeligt. Loven har ingen kraft til at tilgive overtræderen. Anger mod Gud og tro på vor Herre Jesus Kristus må udøves Idet synderen ser i dette guddommelige spejl, vil han se syndens overmådige syndighed, og vil drives til Kristus. Gudfrygtig sorg vil resultere i at man erkender hans skrøbelighed og

fordærvelse. Hans tro på sonofferet vil baseres på det løfte der er fuld og fuldstændig tilgivelse i Kristus. Lad os spørge alvorligt: Hvad er sandhed? Vi kan ikke tillade os at bygge på en sandgrund. De lærer der er åbenbaret i Guds ord skal være vor tros grundlag. Det er af største vigtighed at vi forstår, så vidt Gud har givet os mulighed til at forstå, de principper som hans regering hviler på; for de principper vi tror og modtager på i hjertet vil herske og styre handlingerne. Jo klarere sandhedsforståelsen, som den er i Jesus, er, des mere åndeligt vil det religiøse liv være, des helligere handlinger. Formastelsens synd Review and Herald d. 14. august 1900 I sin håndtering af menneskeracen bærer Gud længe over med de ubodfærdige. Han anvender sine udvalgte redskaber til at kalde mennesker til troskab og tilbyder dem fuld tilgivelse hvis de vil angre. Men fordi Gud er overbærende forlader de sig på hans nåde. Fordi den onde gerning ikke i hast rammes af dommen, får menneskene hjerte mod til at gøre det onde Præd.8:11. Guds tålmodighed og overbærenhed, som skulle opbløde sjælen og bringe den til underkastelse, har en helt anden virkning på den skødesløse og syndefulde sjæl. Det leder dem til at kaste enhver begrænsning af sig og styrker dem i deres modstand. De tror, at den Gud, som har båret over med så meget fra dem ikke vil agte på deres perversiteter. Hvis vi levede i en tid hvor umiddelbar straf herskede, ville overtrædelser mod Gud ikke ske så ofte. Men selvom straffen er udskudt, vil den dog blive udført med usvigelig sikkerhed. Det er grænser, selv for Guds overbærenhed. Grænsen for Hans overbærenhed kan nås, og da vil Han straffe. Og når han tager den formastelige synders sag op, fortsætter Han til han har nået enden. Meget få forstår syndens syndefuldhed. De smigrer sig med, at Gud er alt for god til at straffe overtræderen. Men Miriam, Aron, Davids sag viser, at der ikke er tryghed i at synde mod Gud i gerning, ord eller selv i tanken. Gud er et væsen med uendelig kærlighed og medfølelse, men Han erklærer sig også som en opslugende ild, en nidkær Gud. Miriams og Arons lærte af bitter erfaring, at Gud ikke vil betragte dem, som formaster sig mod hans godhed, med velvilje. Dette gælder særlig for dem, som han placerer på ansvarsfulde poster. Herren håndterer denne synd som en alvorlig sag, for han bliver altid bedrøvet når formastelige sjæle vover at tale imod hans udvalgte agenter for at tilfredsstille deres egne vanhellige impulser. Miriam og Aron tænkte at Moses havde gjort en fejl, da han tog en ætiopisk kvinde til hustru, og de blev forrådt til at føle misundelse og jalousi. De havde fuldstændig malplacerede følelser imod ham. Moses bar en tung, ansvarsfuld byrde, og Herren havde anvist Miriam og Aron til at hjælpe ham. Men i steder for at gøre dette, gjorde de hans byrder endnu tungere at bære. Har Herren virkelig kun talt ved Moses? sagde de. Har han ikke også talt ved os?. Og Gud hørte det. Gud var tilstede medens overtræderne tænkte, at Ham langt borte, og han svarede Aron og Miriam som om de havde stillet sig op imod Ham. Da sagde HERREN i det samme til Moses, Aron og Mirjam: "Gå alle tre ud til Åbenbaringsteltet!" Og de gik alle tre derud. Men HERREN steg ned i Skystøtten og stillede sig ved Indgangen til Teltet og kaldte på Aron og Mirjam, og de gik begge derud. Da sagde

han: "Hør, hvad jeg siger: Når der ellers er en Profet iblandt eder, giver jeg mig til Kende for ham i Syner eller taler med ham i Drømme. Anderledes er det med min Tjener Moses: han er tro i hele mit Hus; med ham taler jeg Ansigt til Ansigt, ikke i Syner eller Gåder, han skuer HERRENs Skikkelse; hvor tør I da tage til Orde mod min Tjener Moses?" Og HERRENs Vrede blussede op imod dem, og han gik bort. Da så Skyen trak sig bort fra Teltet, se, da var Mirjam hvid som Sne af Spedalskhed, og da Aron vendte sig mod Mirjam, se, da var hun spedalsk. Da sagde Aron til Moses: "Ak, Herre, lad os dog ikke undgælde for den Synd, vi i Dårskab begik! Lad hende dog ikke blive som et dødfødt Barn, hvis Kød er halvt fortæret, når det kommer ud af Moders Liv!" Moses råbte da til HERREN og sagde: "Ak, gør hende dog rask igen!". Og Herren helede hende. Den samme frelser sagde hundrede af år senere til den spedalske, Jeg vil, bliv ren, og fjernede spedalskheden. Men Miriam havde ført an i dette onde værk. Hendes synd var slem i Guds øjne, og Han beordrede, at hun skulle blive uden for lejren i 7 dage. Gud havde åbenbaret sandheden ved sin Ånd for Aron og Miriam. Han havde givet dem fornuft og havde plantet troens element i deres hjerter, men fordi deres ønsker var blevet sat til side, tog de fjendens parti. Og Gud straffede dem for deres surmuleri og beklagelser. I kong Uzzias tilfælde åbenbares det hvordan Gud vil straffe formastelsens synd. Om denne konge viser det inspirerede ord følgende : Uzzija var seksten år gammel, da han blev konge, og han herskede tooghalvtredsindstyve år i Jerusalem... Og han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, ganske som hans fader Amazja; Og han blev ved med at søge Gud, så længe Zekarja, der havde undervist ham i Gudsfrygt, levede. Og så længe han søgte Herren, gav Gud ham lykke... Men da han blev mægtig, blev hans hjerte overmodigt, så han gjorde, hvad fordærveligt var; han handlede troløst mod Herren sin Gud, idet han gik ind i Herrens helligdom for at brænde røgelse på røgelsesalteret. Præsten Azarja fulgte efter ham, ledsaget af firsindstyve af Herrens præster, modige mænd. Og de trådte frem for kong Uzzija og sagde til ham: At ofre Herrens røgelse tilkommer ikke dig, Uzzija, men Arons sønner, præsterne, som er helliget til at ofre røgelse; gå ud af helligdommen, thi du handlet troløst, og det tjener dig ikke til ære for Herren din Gud. Det fyldte Uzzija med raseri, at han, Kongen, skulle lade sig diktere af præsterne, og medens han..rasede mod præsterne, slog spedalskhed ud på hans pande, medens han stod der over for præsterne foran røgelsesalteret i Herrens hus; og da Ypperstepræsten Azarja og alle præsterne vendte sig imod ham, se, da var han spedalsk i panden. Så førte de ham hastigt bort derfra, og selv fik han travlt med at komme ud, fordi Herren havde ramt ham. Så var kong Uzzija spedalsk til sin dødsdag. Herren havde ordineret mænd til særlige stillinger i sin kirke, og han ville have dem til at træde ud af de stillinger, som han havde sat dem i. Når Herren giver dem et mål af succes, skal de ikke ophøje sig selv. Og tro, at de i sig selv er kvalificerede til arbejde, som de ikke er kvalificerede til at udføre og til hvilket Gud ikke har kaldet dem. I Noas dage så Gud sin hellige lov brudt og trampet på af en race af onde mennesker. Han bar tålmodigt over med deres oprør; men i stedet for at blive blødgjort af Guds tålmodighed, Hans godhed og overbærenhed, fik beboerne i den gamle verden mod til at gå stadig længere i deres modstand. Til sidst var Guds tålmodighed udtømt, og Han erklærede at Han ville straffe menneskene for deres ugudelighed. Da sagde Gud til Noa: Jeg har besluttet at gøre ende på alt kød, fordi jorden ved deres skyld er fuld af uret; derfor vil jeg nu udrydde dem af jorden... Se, jeg bringer en vandflod over jorden for at udrydde alt kød under himmelen, som har livsånde; alt hvad der er på jorden skal forgå.

Da menneskene nu spredte sig på jorden, mistede de igen Gudsfrygten i deres hjerter. Satan arbejdede på at vende dem imod Gud. På denne måde søgte han at få fuld kontrol over jorden. Han mistolkede Guds karakter og beskyldte Gud for at have hans egene karakteregenskaber medens han skjulte sin egen karakter for dem. Han bekendte sig til at være deres bedste ven, én som arbejdede på at forhindre at de blev usle slaver under Guds vilkårlige magt. Gennem det faldne menneske fornyede han sin fjendtlighed imod Gud og triumferede lige op i Himmelens ansigt. Gennem de følgende generationer er syndigheden forøget indtil vi nu nærmer os den tid hvor Gud siger : deres syndebæger er fuldt. På Davids tid fik foragten for Guds lov ham til at udbryde : Det er tid for Herren at gribe ind, de har krænket din lov. Den mangel på respekt, som blev vist imod loven mindskede ikke dens værdi i salmistens øjne. I stedet så han desto større behov for at forsvare den; og medens han så den nedtrampet af uhellige fødder, udbrød han : Derfor Elsker jeg dine Bud frem for guld og skatte. I vor tidsalder er mennesket gået langt i sin arrogance og blasfemiske fornægtelse af Guds lov. De har accepteret den falske sabbat i stedet for den dag som Gud har helliget og givet til mennesket som et mindesmærke over skabelsen. Deres ulydighed er stor, og nu burde denne bøn fremsiges af uforstilte læber : Det er tid for Herren at gribe ind, for de har krænket Din lov. Grænsen vil snart være nået. Krisen kommer snart, og da vil Gud gribe ind. Når nådens grænser er overskredet vil Gud arbejde, og vise at Han er Gud. Hele jordens dommer vil hævde sin ære og straffe jordens oprørske indbyggere. Review and Herald d. 4. september 1900 Kristus menneskets eksempel. [Genudgivet på opfordring, fra Review d. 6. juli, 1887.] Der er intet, der svækker menigheden så meget som stolthed og lidenskab. Hvis en beskæftigelse i Guds arbejde er i uoverensstemmelse med en anden forpligtelse i det samme arbejde, er der strid og uoverensstemmelser. Hvis vi gør dette for at få agtelse og for ophøje selvet, er det forfængelighed og det dræber det åndelige, Kristi kærlighed og sammenholdet. Lad ikke modstridens ånd være mellem kristne. Kristus har givet os et eksempel på kærlighed og ydmyghed og har opfordret sine efterfølgere til at elske hinanden, som han har elsket os. Vi må med ydmygt sind sætte andre højere end os selv. Vi må være strenge, når det gælder vore egne karaktermangler, være hurtige til at opdage vore egne fejl og fejltagelser og tænke mindre på andres fejl end på vore egne. Vi må være særlig interesserede i andre mennesker ikke for at misunde dem, ikke for at finde fejl hos dem, ikke for at gøre bemærkninger om dem og sætte dem i et dårligt lys, men for i alle ting at øve ret mod vore brødre og alle dem, vi kommer i berøring med. Vi synder mod Gud, når vi kun plejer vore egne interesser for eventuelt at opnå en lille fordel eller stræbe efter at udmærke os eller konkurrere med andre. Kristi ånd vil få hans efterfølgere til ikke blot at interessere sig for deres egen lykke og fordel men i lige så høj grad for deres brødres. Dette er at elske sin næste som sig selv og en modstridende ånd skaber uoverensstemmelser og fremmedgørelse og et behov for kærlighed og harmoni. Og hvor fejlplaceret er denne strid om overherredømme. Jesus alene bør ophøjes. Hvor dygtige eller fremgangsrige vi end er, er det ikke os selv, der er årsag dertil; det skyldes talenter, som er betroet os af Gud, for at vi skal anvende dem i hans tjeneste og til hans ære. Alt er Herrens betroede gods. Hvorfor skulle vi da være stolte? Hvorfor skulle vi rette opmærksomheden mod vort eget

ufuldkomne selv? Hvad vi har af talenter og visdom, har vi modtaget fra visdommens kilde, for at vi kan forherlige Gud. Apostlen ville kalde al vor opmærksomhed fra os selv til vor frelses Ophav. Han viser for os sine to naturerer, guddommelig og menneskelige. Her er beskrivelsen af den guddommelige: Som, ikke holdt det at være i Guds skikkelse for et røvet bytte at være lige med Gud. Han var sin herligheds klarhed, og sin persons udtrykte billede. Nu om det menneskelige: Han blev dannet i menneskenes lighed, og blev fundet i en udformning som et menneske, han ydmygede sig selv, og blev lydig til døden. Han påtog sig frivilligt menneskelig natur. Det var hans egen handling, og efter hans eget samtykke. Han iklædte sin guddommelighed med menneskelighed. Han var hele tiden ligesom Gud, men han så ikke ud som Gud. Han tilslørede Guddommens beviser, som befalede hyldes, og fremkaldt forundring, for universets Gud. Medens han var på jorden var Han Gud, men han afklædte sig selv Guds form, og i stedet tog hans menneskers form og måde på sig. Han gik på jorden som menneske. For vor skyld blev han fattig, så vi gennem hans fattigdom kan blive rige. Han lagde sin herlighed og sin majestæt til side. Han var Gud, men for en stund opgav han Guds herlighed og form. Selv han vandrede blandt menneskene i armod, og spredte sine velsignelser, uanset hvor han gik, ville legioner af engle omgive deres Forløser på hans ord, og gøre ham hyldest. Men på jorden vandrede han upåagtet og uden bekendelse af sine skabninger, dog med visse undtagelser. Atmosfæren var tilsmudset af synd og forbandelse, i stedet for lovprisningssange. Hans lod var fattigdom og ydmygelse. Idet han gik frem og tilbage i sin barmhjertighedsmission og hjælpe den syge, opløfte den fortrykte, kaldte næsten ingen stemmer ham for velsignet, og de allerstørste blandt folket gik ringeagtende forbi ham. I modsætning til herlighedens rigdomme, et væld af rigdomme udgydt fra menneskers tunger, stemte millioner af rige stemmer i Guds univers i tilbedelseshymner. Men han ydmygede sig selv, og påtog sig menneskelighed. Som medlem af menneskeslægten, var han jordisk; men som en Gud, var han livets kildeudspring for verden. I sin guddommelige person, kunne han altid have modstået dødens fremrykken, og nægtede at komme under dens herredømme; men han lagde frivilligt sit liv ned, og udstod straffen, som rullede som et bjerg over hans guddommelige sjæl. Han opgav sit liv som et offer, så menneskene ikke skulle dø evigt. Han døde, ikke fordi han var tvunget til at dø, men af sin egen frie vilje. Dette var ydmyghed. Hele himlens rigdomme blev udgydt som en gave, for at frelse faldne mennesker. I sin menneskenatur bragte han al livgivende styrke, så mennesker har brug for at tage imod. Forunderlige forening af menneske og Gud! Han kunne have styrket sin menneskelige natur til at modstå sygdomsangreb, ved at bruge sin himmelske naturs vitalitet og uden at død give liv til menneskene. Men han fornedrede sig og blev menneske. Han gjorde dette, for at skriften kunne opfyldes, og Guds Søn gik ind for planen, skønt han kendte alle fornedrelsens trin, som han måtte stige ned ad for at gøre forsoning for en dødsdømt, sukkende verdens synder. Hvilken fornedrelse var ikke dette! Den fik engle til at undres. Det vil aldrig kunne beskrives; man kan slet ikke forestille sig det. Det evige Ord gav sit bifald til at blive kød! Gud blev menneske! Det var en underfuld ydmyghed. Men han steg endnu dybere ned. Menneskesønnen måtte fornedre sig som et menneske og tåle forhånelser, bebrejdelser, skammelige beskyldninger og mishandling. Der syntes ikke at være et trygt sted for ham i hans eget land. Han måtte flygte for livet fra sted til sted. Han blev forrådt af en

af sine disciple han blev fornægtet af en af sine mest ivrige tilhængere, Han blev spottet. Han blev kronet med en tornekrone. Han blev pisket. Han blev tvunget til at bære det tunge kors. Han var ikke ufølsom over for, denne foragt og skændsel. Han underkastede sig, men åh! Han følte bitterheden deraf, som intet åndet menneske kunne føle det. Han var ren, hellig og uplettet, men blev alligevel stillet for retten som en forbryder! Den kære forløser steg ned fra den højeste ophøjelse. Trin for trin ydmygede han sig selv til døden men hvilken død! Det var den skændigste, den grusomste døden på korset som forbryder. Han døde ikke som en helt i verdens øjne, overøst med hædersbevisninger som mænd i krig. Han døde som en dødsdømt forbryder, hængende mellem himmel og jord han døde en langsom, skændig død, udsat for hån og spot fra en nedrig, forbryderisk menneskemængde. "Alle, der ser mig, håner mig, vrænger mund og ryster på hovedet." Sal. 22,8. Han blev regnet blandt overtrædere, han sukkede midt iblandt hån, og hans kødelige slægtninge fornægtede ham. Hans moder så hans ydmygelse, og han blev tvunget til at se sværet bore igennem hendes hjerte. Han udholdt korset, på trods af skam. Han regnede det for lidt i betragtning af resultatet, at han ikke kun arbejde til fordel for indbyggerne i denne afkrog af verden, men for hele universet, alle verdener som Gud har skabt. Kristus skulle dø menneskets stedfortræder. Mennesket var en dødsdømt kriminel for at have overtrådt Guds lov, en forræder en oprør; siden måtte en stedfortræder dø for mennesket som forbryderen, fordi han stod i stedet for forræderen, med alle deres overtråde synder på hans guddommelige sjæl. Det var ikke nok at Jesus skulle då for at imødekomme kravene lovbuddet., men han døde en skamfuld død. Profeten gav giver verden sine ord: Mit ansigt skjulte jeg ikke for hån og spyt. I betragtning af dette, kan mennesker så have et lille korn af selvophøjelse? Når de sporer tilbage i Kristi liv, lidelser og ydmygelse, kan de så løfte deres stolte hoveder, som de ikke skulle bære trængsler, skam eller ydmygelse. Jeg siger til Kristi efterfølgere: Se på Golgata, og I vil rødme af skam over jeres egensindige tanker. Al denne fornedrelse tog Himmelens Majestæt på sig for det skyldige, dødsdømte menneskes skyld. Han sank dybere og dybere ned i fornedrelse, indtil han ikke kunne komme dybere ned for at løfte mennesket op af syndens besmittelse. Alt dette blev gjort for dig som kæmper for overherredømme kæmper for menneskers ros, menneskers ophøjelse; I som er bange for at ikke få alt dette forsvar, den respekt fra mennesker, som I mener det tilkommer jer. Ligner dette Kristus? "Lad dette sindelag være i jer, som var i Jesus Kristus." Han døde for at gøre forsoning og blive forbillede for enhver som vil være hans disciple. Skal selviskheden komme ind i jeres hjerter? Og vil dem som ikke sætter Jesus foran sig som mønster, prise dine fortrin? Du har ingen andre uden dem der kommer gennem Jesus Kristus. Skal du rumme på stolthed efter du har set guddommen ydmyge sig selv, og som menneske fornedre sig selv, til der ikke er et lavere punkt som han kan komme ned til? Forundre jer, O I himle, og forbavses, i jordens indbyggere, at noget sådant ikke skal vende tilbage til vor e Herre! Hvilken forargelighed, i jordens indbyggere, at noget sådant ikke skal gives tilbage til vore Herre. Hvilken foragt!, hvilken ondskab! Hvilken stivhed! Hvilke bestræbelser gøres ikke for at opløfte mennesket forherlige selvet, når herlighedens Herre ydmygede sig selv, led pine og døde en skamfuld død på korset for vor skyld! Hvem lærer Forbilledets sagtmodighed og ydmyghed? Hvem bestræber sig alvorligt på at beherske selvet? Hvem løfter sit kors og følger Jesus? Hvem brydes med selv indbildning? Hvem sætter sig selv alvorligt ned og med al sin energi overvinder satanisk misundelse, jalousi, onde tanker og vellyst; renser sjælstemplet fra al besmittelse, og åbner døren for Jesus til at komme ind? Måtte

disse ord give det indtryk på mennesker at alle der måtte træffe dem, vil opelske ydmyg nåde, blive selvfornægtende, og kunne værtsætte højere end sig selv, have Kristi sindelag og Ånd i sig for at bære andres byrder! Oh om vi måtte skrive dybt i vore hjerter, idet vi betragter den store nedladenhed og ydmygelse som Guds søn viste, så vi måtte få del i guddommelig natur, og undfly det fordærv som er i verdens lyster. Al arrogance, og selvophøjelse, måtte lægges bort fra os, og vi lærer af Kristi sagtmodighed og ydmyghed, og vi skal ikke kunne finde noget sted i Guds rige. Livet måtte skjules Mes Kristus i Gud. Et anker fra enhver sjæl må kastes på Klippen, der er sønderbrudt for os, den Klippe som holder en ruineret verden oppe. Lad os have alle disse ting i tanke. Stolthed over evner og intellekt kan ikke eksistere i hjerter, der er skjult hos Kristus i Gud. Der vil ikke være nogen stræben efter at lade selvet træde frem, med mindre Djævelen og menneskene forenet har stillet sig i kløften for straffen af et brudt bud. Straffen ville være faldet på den syndfulde, uden at bringe en tøddel af dens alvor til ophør. Det faldt på Jesus, verdens Frelser, at give mennesket en anden retssag. Lad os da ydmyge os og tilbede Kristus, men aldrig, aldrig i mindste måde ophøje selvet. Gud forbyder at vi i os selv skal blive selvstændige. Pas på at ingen af os skal optage det frygtelig fængsel af ham for hvem Kristus døde forgæves. Vil mine brødre tænker over at der ikke er en let vej til himlen? Korset, korset ligger direkte på den sti, som vi må rejse på for at nå kronen. Dem som ikke vil ydmyge sig selv, som et lille barn, sagde Jesus Kristus, skal ikke have del i himlens rige. Hvis hele vor livsopgave er at tjene og ære Kristus og gøre menneskeheden godt, vil den mørke pligtens sti blive en strålende vej en sti, der er afstukket for Herrens forløste. Hvis vi er Guds børn, vil der være utallige anledninger for at tjene ham, i aktiv tjeneste for dem han døde for. Jesus ser på enhver sjæls mangler og fornødenheder, og tjener dem ved at stå tæt op af ham, så han kan bruges som instrument og hjælpe og velsigne andre. Alle stridigheder, al misundelse er frygtelig for Jesus Kristus. "Bed uden ophør." Review and Herald d. 30. oktober 1900 Bøn er sjælens åndedræt, vejen til alle velsignelser. Når, med en forståelse af menneskets behov, med en følelse af selv-afsky, den angrende sjæl opsender sin bøn, ser Gud dens kampe, bemærker dens strid og ser dens oprigtighed. Han har sin finger på dens puls og noterer sig hvert pulsslag. Ikke en følelse rører sig, ikke en sindsbevægelse ytrer sig, ikke en sorg kaster sin skygge, ikke en synd besmitter, ikke en tanke opstår, og ikke en plan udklækkes, som han ikke er vidende om. Denne sjæl blev købt for en uendelig høj pris og bliver elsket med en kærlighed, som er uforanderlig. Bøn til den store læge om lægedom for sjælen bringer velsignelse fra Gud. Bøn knytter os til hinanden og til Gud. Bøn bringer Jesus hen til vor side og giver den forsagte, bekymrede sjæl ny kraft og nåde. Ved bøn er de syge blevet opmuntret til at tro, at Gud i medfølelse ville se til dem. En lysstråle tænger igennem til den håbløse sjæl og bliver en duft af liv til liv. Bøn har besejret riger, øvet retfærdighed, fået forjættelser opfyldt, stoppet løvers gab, slukket ilds magt, vi skal vide, hvad dette betyder, når vi hører beretningerne om martyrerne, som døde for deres tro, slog fjendehære på flugt.

Vi skal høre om disse sejre da vor frelses Hærfører, himlens herlige Konge, åbner optegnelsesbøgerne for dem som Johannes skriver:»det er dem, som kommer fra den store trængsel, og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel; og han, som sidder på tronen, skal opslå sit telt over dem.»de skal ikke sulte mere og ikke tørste mere, ikke heller skal sol eller nogen hede stikke dem.«thi Lammet, som står midt for tronen, skal være deres hyrde og lede dem til kilderne med livets vand; og»gud skal tørre hver tåre af deres øjne.«kristus vor frelser blev fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Han påtog sig den menneskelige natur og fandtes i sin fremtræden som et menneske, hvor hans fornødenheder var et menneskes fornødenheder. Han havde fysiske behov, der skulle tilfredsstilles, og legemlig træthed, der skulle afhjælpes. Det var gennem prøverne. Dag for dag gjorde han sin pligt og søgte at frelse sjæle. Hans hjerte strakte sig i øm sympati ud til dem som var trætte og tyngede af byrder. Og han tilbragte hele nætter i bøn for de fristede. Kristus har givet sine disciple forvisning om at særlige andagtsstunder er nødvendig. Bøn gik forud og helligede enhver handling i hans tjeneste. Han kommunikerede med sin Fader indtil slutningen af hans liv; og da han hang på korset, der rejste det bitre råb fra hans læber: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Så udbrød han, i en stemme som nåede ud til alle jordens ender: Fader, i din hånd betror jeg min hånd. Styrke til at udføre de daglige pligter kommer af at tilbede Gud i hellighedens skønhed. De bønnestunder, Frelseren havde om natten oppe i bjergene eller ude i ørkenen, var nødvendige for at forberede ham på de prøver, han skulle igennem de følgende dage. Han følte behovet for at få sjæl og legeme forfrisket og styrket, så han kunne stå Satans fristelser imod; og de, der stræber efter at leve som han, vil føle det samme behov. Den kristne har fået indbydelsen at frembære sine byrder til Gud i bøn, og fæstne sig selv nær til Kristus i den levende tros forbindelser. Herren bemyndiger os til at bede, erklære at han vil hørere deres bønner, som stoler på hans uendelige kraft. Han vil æres af dem, som drager nær til ham, som trofast gør hans tjeneste. Hvis sind er fast, som vogter på fred, thi det stoler på dig. Den Almægtiges arm er rakt ud for at lede os og føre os fremad og længere frem. Gå frem siger Herren; joeg forstår problemet, og jeg vil sende dig hjælp. Fortsæt med at bede. Hav tro til mig. Det er til mit navns ære at I beder og I skal tage imod. Jeg vil blive æret for dem, som leder efter jeres fejl. De skal se sandheden sejre herligt. Uanset hvad I beder om, så tro, og I skal tage imod. Den troende i Kristus er helliget høje og hellige mål. Arons præsteskabs herlighed fordunkles over for det kongelige præsteskab. Kaldet efter Guds hensigt, sat til side af guddommelig nåde, indhyllet i Kristi retfærdighed, omgæret af Helligånden, sendes et brudt og brødebetynget hjertes ofre op, den sande troende er i virkeligheden en repræsentant for Forløseren. Gud ser med glæde på en sådan tilbeder. Han vil lade sit lys skinne i sindets kamre og til sjæletemplet hvis mennesker, i mangel på visdom, vil gå til deres lønkamre i bøn, og bede om visdom fra ham som giver alle mennesker gavmildt og ikke bebrejder. Løftet er, så vil den blive ham givet. Men han skal bede i tro, uden at tvivle; den der tvivler, ligner nemlig en havets bølge, som jages og kastes hid og did af vinden. Kristus har selv lovet at være vor stedfortræder og sikkerhed, og han forsømmer ingen. Der er en uudtømmelig kilde af fuldkommen lydighed der tilskrives hans lydighed. I himlen er hans fortjenester, hans selvfornægtelse og selvopofrelse opsamlet, som røgelse der sendes op sammen med sine folks bønner. Idet synderens oprigtige ydmyge bønner sender op til Guds trone, blander Kristus dem med sit livs fortjenester fra fuldkommen lydighed. Vore bønner er duft af denne

røgelse. Kristus har selv lovet at gå i forbøn for vor skyld, og Faderen hører altid sin Søn. Bed så; bed uden ophør; og et svar vil visseligt komme. Men lad mig tale i advarsler: "Hvis nogen tager hensyn til synd i hans hjerte, vil Herren ikke høre ham." Vis en fast og usvigelig tillid til Gud. Vær altid principfast. Vakle ikke; sig beslutsomt det som du ved er sandhed, og overlad følgerne til Gud. Hav i tanke at Gud prøver dine ønskers ægthed. Tro på Guds ord, og hold aldrig op med at fremføre dine bønner for hans trone med en helliggjort, hellig frimodighed. De altid skulle bede og ikke blive trætte. Hold standarden opløftet ved forskrift og eksempel. Gud vil gøre jeres vidnesbyrd, i dets oprigtighed og virkelighed, kraftfuldt i det kommende livs kraft. Herrens ord vil være i jeres mund som sandhed og retfærdighed. Lad alle huske på at Guds riges mysterier ikke kan læres vid fornuftsslutninger. Sand tro, sand bøn hvor stærke de er Farisæerens bøn havde ingen værdi, men tolderens bøn blev hørt i salene der oppe, fordi den viste den afhængighed der nåede frem til den Almægtiges greb. For tolderen var selvet ikke andet end skam. Således skal det være med alle som søger Gud. Tro og bøn er to arme som den ydmygt bedende favner om den uendelige Kærligheds hals. "Thi i håbet blev vi frelst. Men et håb, som man ser, er ikke noget håb, thi hvordan kan man håbe på det, man ser? Håber vi derimod på det, vi ikke ser, da bier vi på det med udholdenhed. Ligeledes kommer Ånden os til hjælp i vor magtesløshed; thi hvad vi rettelig bør bede om, forstår vi ikke, men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke. Og han, som ransager hjerterne, ved, hvad Åndens attrå er, thi efter Guds vilje går Ånden i forbøn for hellige. Og vi ved, at alle ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud, dem, som efter hans beslutning er kaldede...... Thi jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller åndemagter eller noget nuværende eller noget tilkommende eller kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. Hvorfor holder du ikke op med synd? Du kan sejre, hvis du vil samarbejde med Gud. Kristi løfte er sikkert. Han forpligter sig til at udfylde posten som personlig Talsmand og siger: Jeg vil bede Faderen. Han, som ikke kunne se mennesker udsat for evig ruin uden at udgyde sin sjæl til døden på deres vegne, vil se med medlidenhed og kærlighed på enhver, som indser, at han ikke kan frelse sig selv. Han vil ikke se på nogen vaklende bedende uden at rejse ham op. Han, som gennem sin egen forsoning tilvejebragte en uendelig fond af moralsk kraft, vil ikke undlade at anvende denne kraft på deres vegne. Vi kan tage livets stridigheder og vanskeligheder til hans fødder; for han elsker os. Alle hans ord og blikke vækker vor tillid. Han vil forme vor karakter i overensstemmelse med sin vilje, og hver dag vil vi spørge: Herre, hvad ønsker du, at jeg skal gøre? Let us commit the needs of the soul to him who has loved us, and given his precious life that he might make it possible for us to learn of him. While lifting the cross, han siger: "Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig." Kristus alene kan få os til at svare, når han siger: "Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet." Dette betyder, at selvet skal fornægtes hver dag. Kristus kan give os den gode beslutning, viljen til at lide og til at kæmpe Herrens kampe med utrættelig energi. Den svageste kan ved hjælp af Guds nåde få kraft til mere end at sejre.

"Når da I, som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres Fader, som er i Himlene, give gode gaver til dem, som beder ham!" Disse gaver gives frit til os af Gud. Oh, hvor svag er vor tro, at vi ikke lader os selv ude af Guds rige og herlige løfter! Det er hans natur at begave os med sine gaver. Alvis og med al kraft, vil han give gavmildt til alle mennesker som beder i tro. Han er mere barmhjertig, mere ømhjertet, mere tålmodig og elskende end nogle jordiske forældre er. Han drager os til sig i vindende sprog, at vi må have mod og tillid. Vi skulle vinde ham, ved at åbenbare den ømme sympati som flyder fra hans kærlighedshjerte. Ingen menneske-forældre kan bede lige så alvorligt for et fejlende barn, som Gud beder for os. Al ting er muligt for dem som tror. Ingen bliver skuffede når de kommer til Herren med et oprigtigt hjerte. Hvor forunderligt er det ikke at vore bønner kan have virkning, at uværdige, fejlende mennesker besidder kraft til at sende deres anmodninger til Gud?! Svage, syndige menensker har privilegiet at tale til sin Skaber. Vi udtrykker ord, der kan nå tronen for universets monak. Vi udgyder vort hjertes ønske i vort lønkammer. Så går vi frem og vandrer med Gud, ligesom Enok gjorde. Vi taler med Jesus Kristus idet vi vandrer på vejen, og han siger: Jeg er ved din højre hånd. Vi kan dagligt vandre sammen med Kristus. Når vi udånder vort ønske, kan et menneskeligt øre måske ikke høre det, men det ord kan dø bort i tavshed, eller gå tabt, i forretningers anliggender. Intet kan drukne sjælens ønske. Bønnen rejser sig over gadens larm, over maskineriets støj, til himlens sale. Det er Gud som vi taler til, og bønne høres. Bed så; bed, og det skal gives jer. Guds tempel. Review and Herald d. 6. november 1900 Ved I ikke, spørger Paulus, at I er Guds tempel, og Guds Ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham; thi Guds tempel er helligt, og I er jo hans tempel! Mennesket er Guds skabning, Guds mesterværk, skabt i en ædel og hellig hensigt, og på alt i den menneskelige bolig ønsker Gud at skrive sin lov. Hver nerve og muskel, hver åndelig og fysisk evne må bevares ren. Gud ønsker, at legemet skal være et tempel for hans Ånd. Hvilket alvorligt ansvar der hviler på hvert eneste menneske! Hvis vi besmitter vore legemer, skader vi ikke kun os selv, men mod mange andre. Kristne er forpligtet til Gud at holde sjæl, legeme og ånd fri fra al besmittelse; for de er blevet købt for en pris. Han som besmitter sig selv med falske læresætninger eller med en uhellig skik, hjælper til at besmitte menigheden; for hans indflydelse er fordærvende. Hvor mange er der ikke, som er begavet med en god forstand og intelligens, talenter, der skulle bruges til Guds ære, men som bevidst nedbryder sjæl og legeme. De lever i en uafladelig spænding. Kricket og fodboldkampe og hestevæddeløb fængsler deres opmærksomhed. Drikkeriets forbandelse med alverdens elendighed forurener Guds tempel, men det giver en indtægt til statskassen og derfor er det gjort lovligt. Livet, som menneskene fik i en ædel og hellig hensigt, ødelægger de ved brug af spiritus og tobak. Deres handlinger betegnes som træ, hø, strå. De evner, som Gud har givet dem, bliver misbrugt og deres sanser sløvet, for at føje kødets lyster.