VORHERRE BEVARES - en diskursanalytisk undersøgelse af folkekirkens eksterne kommunikation i brugerperspektiv. Af Nina Mønsted Grut (født Strange) Vejledt af Birgitte Ravn Olesen Institut for kommunikation, Roskilde Universitet, maj 2004.
1 Indhold Indledning... 3 Problemfelt... 3 Problemformulering... 5 Del 1: Teoretisk ramme... 7 Berger & Luckmanns samfundsskabte virkelighed... 8 Peter Bergers religionssociologi...10 Opsamling på del 1...13 Del 2: Metodologi...14 Diskursanalyse som teori og metode...14 Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse...15 Analysemetode...19 Tekstanalytiske redskaber...22 Opsamling på del 2...23 Del 3: Analytisk ramme...24 Folkekirkens organisation...24 Folkekirkens folkelige tilslutning...25 Folkekirkens eksterne kommunikation...26 Folkekirkens diskursorden...27 Opsamling på del 3...29 Del 4: Analyse af Hjertesager...30 Produktionsforhold...30 Kvantitative konsumptionsforhold - Vilstrups analyse...32 Opsamling på analyse af kvantitative konsumptionsforhold...35 Tekstanalyse...37 Hjertesagers grafiske udformning...37 De forklarende tekster i Hjertesager...38 Dåb...39 Gudstjeneste...40 Salme...40 Nadver...41 Bibel...41 Andagt...42 Moral...42 Opsamling...43 Artiklerne i Hjertesager...43 Maries historie...44 Barnedåb...44 Tanker om dåb...45 At finde sine nøgler igen...45 Salmer af hjertens lyst...46 Lettelsens store øjeblik...46 Hr. Skou og Vorherre...47 Personlig andagt...47 Sådan fungerer min tro...47 Vorherre bevares en diskursanalytisk undersøgelse af folkekirkens eksterne kommunikation i brugerperspektiv. Specialeafhandling af Nina Mønsted Grut (tidl. Strange)
2 Opsamling...48 Opsamling på del 4...48 Del 5: Analyse af fokusgrupper...50 Fokusgrupper som metode...50 Fokusgruppernes tilrettelæggelse og forløb...51 Transskription...54 Tekstanalyse...54 1. Kristen identitet er forbundet med national identitet...56 2. Islam er kristendommens modsætning...57 3. Kirkens praksis med at låse døren på hverdage er kritisabel...59 4. Kirkernes legestuer er et godt tilbud...61 5. Folkekirkens formidling er utilstrækkelig...64 6. Gudstjenesten er uvedkommende...66 7. Kirkerummet er velegnet til refleksion...70 8. Spiritualitet har intet med folkekirken at gøre...73 9. Behov for tro knytter sig til marginalsituationer...73 10. Samtale om tro er forbundet med tabu...76 11. Dåben er en tradition...81 12. Dåben er et selvfølgeligt valg...82 Kvalitative konsumptionsforhold...85 1. Umiddelbare indtryk...85 2. Hensigt og målgruppe...88 3. Indhold...90 4. Anvendelighed...91 Opsamling på analyse af kvalitative konsumptionsforhold...93 Opsamling på del 5...94 Konklusion...97 Sociologisk perspektivering... 103 Summary... 104 Formidlingsartikel... 106 Bibliografi... 109 Fortegnelse over bilag... 111
3 Indledning Vorherre bevares! lyder specialets titel, og udtrykket er et eksempel på, hvordan en diskurs fra den religiøse diskursorden er blevet integreret i hverdagens diskursorden og betydningsudfyldt på en ny måde. Således bliver udtrykket normalt ikke tolket som en bøn om guddommelig indgriben men som et misbilligelsesudbrud. Udtrykket er valgt som titel for at illustrere specialets fokus på sprogbrug og for at antyde en kritisk tilgang. Således er det specialets udgangspunkt, at folkekirkens bevarelse ikke afhænger af Vorherre alene, men af kirkens evne til at imødekomme sine brugere i en målrettet og tidssvarende ekstern kommunikation. Jeg har valgt en diskursanalytisk tilgang, fordi jeg forstår diskursiv praksis som en væsentlig form for social praksis, der både afspejler og påvirker de strukturer, som tilsammen udgør den folkekirkelige institution. Det er således specialets formål at undersøge, hvordan folkekirken konstrueres diskursivt - dels i kirkens eksterne kommunikation, og dels i brugernes konkrete sprogbrug - for på den baggrund at vurdere, i hvilken grad folkekirkens eksterne kommunikation imødekommer brugerne. Problemfelt Målgruppen for Den Danske Folkekirkes eksterne kommunikation er i princippet hele den danske befolkning, eller i det mindste de godt 84 procent af befolkningen, som er medlem af kirken. For at indsnævre mit problemfelt, har jeg valgt at arbejde med et begrænset geografisk område defineret som Københavns Stift. Af den samlede produktion af ekstern kommunikation i Københavns Stift har jeg yderligere begrænset undersøgelsens fokus til én konkret tekst, nemlig publikationen Hjertesager, som blev husstandsomdelt i påsken 2003 til samtlige ca. 400.000 husstande i stiftet. Af denne modtagergruppe har jeg som udgangspunkt for analysen defineret en målgruppe, som jeg mener burde være særlig vigtig i folkekirkens kommunikationsindsats. Målgruppen er defineret som nybagte eller vordende forældre mellem 25 og 35 år. Når jeg i specialeafhandlingen refererer til målgruppen er det denne definition, som er gældende. Selvom Bornholm tilhører Vorherre bevares en diskursanalytisk undersøgelse af folkekirkens eksterne kommunikation i brugerperspektiv. Specialeafhandling af Nina Mønsted Grut (tidl. Strange)
4 Københavns Stift, har jeg, af hensyn til de praktiske forhold omkring specialets empiriske dataproduktion, valgt mine informanter udelukkende blandt bosiddende i københavnsområdet. Målgruppen er interessant for folkekirkens eksterne kommunikation af to grunde: For det første tilhører målgruppen en generation, som ikke har haft konfessionel kristendomsundervisning i folkeskolen 1, og som er vokset op i en periode, hvor folkekirken har holdt lav profil i kølvandet på 68-oprørets opgør med samfundets traditionelle institutioner. Målgruppen må således forventes at have et sparsomt kendskab til folkekirken i forhold til ældre generationer. Hvis formålet med folkekirkens eksterne kommunikation defineres som folkeoplysning, så kan denne målgruppe siges at have det største oplysningsbehov. Behovet er naturligvis en subjektiv vurdering fra kirkens side 2. For det andet er målgruppen, i kraft af deres forældrestatus, et vigtigt led i socialiseringen af den nye generation. Målgruppens forhold til folkekirken har konsekvenser for, om de vælger at døbe deres børn, og deres valg vil få indflydelse på kirkens folkelige forankring allerede om én generation. Med andre ord afhænger folkekirkens eksistensgrundlag af netop denne målgruppes sociale praksis. Den folkekirkelige institution står overfor et dilemma, som ikke er nyt, men alligevel aktuelt, nemlig: hvordan takler man den almindelige sekulariseringsproces uden at fjerne folkekirkens eksistensgrundlag? Sekulariseringsprocessen er ikke et udtryk for en generelt dalende religiøsitet - det modsatte bliver faktisk antydet fra flere kanter, for eksempel har Danmarks Statistik registreret en stigning på 5000 medlemmer af andre trossamfund 3 end folkekirken fra 2001 til 2002 (Danmarks Statistik, 2002) - men for det forhold, at den religiøse praksis fjerner sig fra det offentlige rum og ind i den private sfære. 1 religionsundervisningen i folkeskolen mistede sit konfessionelle grundlag med folkeskoleloven af 1975 (se side 25 i specialeafhandlingens tredje del). 2 Se Interview med Jesper Stange, bilag 8, linie 379ff. 3 muslimske menigheder indgår ikke i Danmarks Statistiks optegnelse over andre trossamfund.
5 Ikke desto mindre har Den Danske Folkekirke oplevet en støt nedgang i medlemstal på 0,3-0,4 procentpoint per år gennem de sidste sytten år (Danmarks Statistik, 2002). Når kirkeminister Tove Fergo spørger, som hun for nylig har gjort: hvorfor kommer folket ikke i folkekirken? (artikel i Kristelig Dagblad, side 4, 17/1 2003), så tror jeg derfor at svaret skal findes hos folkekirken selv og ikke mindst i folkekirkens kommunikation med sine brugere. Trods den lave deltagelse i kirkens aktiviteter er det stadigt langt de fleste danskere, som vælger at være medlem af folkekirken, nemlig hele 84,3 % i 2002 (Danmarks Statistik, 2002). En del af forklaringen på det høje medlemstal skal muligvis findes i det faktum, at medlemskabet registreres automatisk, og at det derfor kræver en aktiv indsats at udmelde sig af folkekirken. Men som sagt kun en del af forklaringen. Jeg antager, at det høje medlemstal trods alt indikerer en udbredt følelse af tilknytning blandt de ellers passive medlemmer. Derfor er det en af specialets hypoteser, at målgruppen er grundlæggende positivt indstillet overfor folkekirken som sådan, og at folkekirkens eksterne kommunikation har en potentiel relevans for målgruppen. En anden hypotese er, at folkekirkens sparsomme eksterne kommunikation ikke tilstrækkeligt formår at formidle på en måde, som imødekommer målgruppen. Dels fordi indholdet afviger for meget fra målgruppens dagligliv, og dels fordi formen er præget af en dominerende brug af den teologiske diskurs, som målgruppen ikke har forudsætninger for at forstå. Når mange mennesker udtrykker, at folkekirken ikke siger dem noget, så tror jeg det skal tages helt bogstaveligt! Problemformulering Hvilke diskursive konstruktioner af Den Danske Folkekirke formidler publikationen Hjertesager, og i hvilken grad imødekommer formidlingens form og indhold målgruppens diskursive praksis, som den kommer til udtryk i to fokusgrupper om folkekirken? For at svare på problemformuleringen er det nødvendigt at gennemføre to særskilte analyser af den diskursive praksis i henholdsvis Hjertesager og fokusgrupperne. Vorherre bevares en diskursanalytisk undersøgelse af folkekirkens eksterne kommunikation i brugerperspektiv. Specialeafhandling af Nina Mønsted Grut (tidl. Strange)
6 Teksterne behandles som to diskursive begivenheder indenfor den samme institution defineret som Den Danske Folkekirke. Til institutionen er knyttet en særlig diskursorden, som danner rammen for analysen. De to tekster trækker på forskellige diskurser i deres diskursive konstruktioner af Den Danske Folkekirke, og det er formålet med analysen at identificere disse diskurser samt at vise, hvordan diskurserne iværksættes tekstuelt. På grund af teksternes forskellige egenskaber som henholdsvis skriftlig publikation og transskriberet samtale, indgår teksternes produktionsforhold som en del af analysen. Og fordi Hjertesager er produceret med en bestemt modtagelse for øje, inddrager analysen tilmed publikationens kvantitative og kvalitative konsumption. I konklusionen på den samlede analyse vurderes Hjertesagers evne til at formidle Den Danske Folkekirke på en måde, der i form og indhold imødekommer målgruppen. Det vil sige en vurdering af, i hvilken grad Hjertesager trækker på de samme diskurser som målgruppen, og i hvilken grad Hjertesagers diskursive konstruktioner af Den Danske Folkekirke svarer til målgruppens. De primære værker, som specialet refererer til er Norman Faircloughs Critical Discourse Analysis fra 1995 og Discourse and Social Change fra 1992 (jeg bruger 8. oplag fra 2002), samt Peter Berger & Thomas Luckmanns The Social Construction of Reality fra 1966 og Peter Bergers The Sacred Canopy fra 1967 (jeg støtter mig til de danske oversættelser fra henholdsvis 1990 og 1974). Diskursanalysens empiriske datagrundlag er dels Københavns Stifts publikation Hjertesager og dels to transskriberede fokusgruppeinterviews om folkekirken. Publikationen og transskriptionerne er vedlagt i bilagene 6, 4 og 5. Til produktionen af fokusgrupperne har jeg anvendt Bente Halkiers Fokusgrupper fra 2002. Empirien omfatter desuden et interview med sognepræst Jesper Stange, som er medredaktør og forfatter til de forklarende tekster i Hjertesager. Interviewet havde til formål at producere viden omkring produktionen af Hjertesager. Interviewet er transskriberet og vedlagt som bilag nr. 8.
7 Del 1: Teoretisk ramme Den teoretiske ramme for specialet udgøres af Peter Berger & Thomas Luckmanns samfundsteori på den ene side og Norman Faircloughs diskursteori på den anden. På trods af væsentlige forskelle i disse teoriers fagvidenskabelige baggrund og forskningsområder, så er ligheden i deres videnskabsteoretiske position påfaldende. De er begge arvtagere af strukturalismen, når de tildeler samfundets empiriske virkelighed, i form af institutioner og ikke-diskursive sociale strukturer, en objektiv ontologisk status. Men de er samtidigt fortalere for et interaktionistisk syn på menneskelig handlen, når de placerer drivkraften til forandring af de sociale strukturer hos menneskers daglige praksisser. Idet strukturerne både er konstitueret af, men også konstituerende for, menneskelig handlen, har vi at gøre med en aktørforståelse, som hverken er voluntaristisk eller deterministisk, men befinder sig et sted midt imellem. Begge interesserer de sig altså for, hvorledes samfundets institutioner opretholdes og forandres gennem daglig praksis, men hvor Berger & Luckmann tilbyder en detaljeret teoretisering af institutionernes foranderlige konstitution, er Fairclough i særlig grad interesseret i den daglige praksis diskursive fundament. Berger & Luckmann arbejder hovedsageligt teoretisk, mens Fairclough anvender store mængder empiri. På trods af forskellige fokus og metoder anbefaler begge teorier en tværfaglighed mellem sociologi og lingvistik og kan således glimrende supplere hinanden. Vor opfattelse af videnssociologien fører til den konklusion, at sprog- og religionssociologi ikke kan opfattes som perifere specialiteter af ringe interesse for sociologisk teori som sådan, men har væsentlige bidrag at yde til denne. (Berger & Luckmann, 1990, s.215). Discourse analysis ought ideally to be an interdisciplinary undertaking (...) it is the disciplines which deal with these questions [about particular forms of social practice and their relation to social structure, red.] sociology, political science, history that we should look to in the first instance in defining research projects. (Fairclough, 2002, s.226). Vorherre bevares en diskursanalytisk undersøgelse af folkekirkens eksterne kommunikation i brugerperspektiv. Specialeafhandling af Nina Mønsted Grut (tidl. Strange)
8 Tilsammen danner de to teorier en frugtbar ramme for specialet, sådan at teori og empiri, sociologi og lingvistik forhåbentligt vil vise sig at supplere hinanden. Berger & Luckmanns samfundsskabte virkelighed Specialet tager sit samfundsteoretiske udgangspunkt i Peter Berger og Thomas Luckmanns såkaldte videnssociologi, som den er beskrevet i deres fælles værk The Social Construction of Reality fra 1966 4. Selvom Berger og Luckmanns teorier er skrevet for næsten fyrre år siden, er den dialektiske forståelse af samfundets konstitution efter min mening stadig anvendelig til sociologisk analyse. Berger og Luckmanns grundlæggende forståelse af samfundet som menneskeskabt udspringer af en antropologisk erkendelse. Derfor er de processer, der identificeres i videnssociologien, er ikke særegne for en bestemt samfundstype, men i princippet universelt gældende. Senere teorier, som er mere socialkonstruktionistiske i deres videnskabsteoretiske fundament, leverer efter min mening ikke mere plausible teoretiseringer af samfundets konstitution. Ifølge Berger og Luckmann konstitueres vores virkelighedsopfattelse gennem tre grundlæggende processer: eksternalisering, objektivering og internalisering. Eksternalisering bygger på en marxistisk forståelse af menneskets handlen, som frembringer produkter, der er forskellige fra dem selv. De strukturer og institutioner, som konstituerer samfundet, er altså menneskeskabte. Dog er fremmedgørelseselementet nedtonet i teorien. Objektivering beskriver den menneskelige erfaring, at verden forekommer som objektiv realitet med strukturer, som tilsyneladende eksisterer uafhængigt af mennesket. Internalisering betegner den proces, som via socialiseringen indlejrer den objektiverede verden i bevidstheden. Den sociale virkelighed består således af en treleddet dialektisk proces, som kan udtrykkes i sætningerne: Samfundet er et menneskeligt produkt. Samfundet er objektiv virkelighed. Mennesket er et socialt produkt." (Berger og Luckmann, 1990, s.79, original kursivering). 4 Jeg støtter mig til den danske oversættelse Den samfundsskabte virkelighed fra 1990
9 I specialet definerer jeg Den Danske Folkekirke som religiøs institution i overensstemmelse med Berger & Luckmanns institutionsbegreb. En institution kan ifølge Berger og Luckmann defineres som et rumligt, tidsligt og socialt fikseret handlingsmønster. Institutioner er ikke konstante men dannes og reproduceres hele tiden i hverdagens gentagelse af meningsbærende handlinger. Handlingerne er meningsbærende, så længe de internaliseres som sådan gennem socialiseringen, og opretholdelsen af institutionerne afhænger derfor af, at nye generationer overtager og legitimerer dem processuelt. Det samme gælder de virkelighedskonstruktioner, som institutionerne repræsenterer. Hvis en institutions virkelighedskonstruktioner udfordres af konkurrerende konstruktioner, så svækkes den pågældende institutions sandsynlighedsstruktur, og opretholdelsen af institutionen trues. Sandsynlighedsstruktur er et begreb, som Berger videreudvikler i sin religionssociologi, og som jeg vil bruge i analysen af målgruppens diskursive praksis i fokusgrupperne. Berger og Luckmann præsenterer ikke en kompliceret sprogteori, men de erkender, at sproget har en central rolle i socialiseringens opretholdelse af samfundet: Hverdagens fælles objektiveringer opretholdes primært gennem lingvistisk tegndannelse. Dagliglivet er frem for alt liv med og i kraft af det sprog, jeg har fælles med mine medmennesker. Forståelse af sproget er således væsentligt for en forståelse af hverdagens virkelighed. (Berger og Luckmann, 1990, s.53). Sproget stammer fra og refererer først og fremmest til hverdagen, men det kan også overskride hverdagens virkelighed ved at referere til lukkede betydningsområder, som for eksempel religion. Den religiøse diskurs er rig på symboler og billedsprog, som har til formål at formidle ikke-empiriske oplevelser på en meningsfuld måde. Det symbolske sprog kan imidlertid blive så specialiseret, at de symbolske referencer til hverdagens virkelighedssfære utydeliggøres, sådan som det er tilfældet med den teologiske diskurs: Vorherre bevares en diskursanalytisk undersøgelse af folkekirkens eksterne kommunikation i brugerperspektiv. Specialeafhandling af Nina Mønsted Grut (tidl. Strange)
10 Med overgangen fra mytologi til teologi synes dagliglivet knap så gennemtrængt af hellige kræfter. Den teologiske viden står som følge deraf endnu længere fra samfundets generelle videnslager, og dens indhold bliver således sværere at tilegne sig. Selv der, hvor den ikke med overlæg er institutionaliseret som esoterisk, forbliver den hemmelig, fordi den er uforståelig for den almindelige befolkning. (Berger & Luckmann, 1990, s.132) Denne karakteristik af teologisk viden anvender jeg i analysen af den diskursive praksis i Hjertesager og fokusgrupperne, hvor den teologiske diskurs skal vise sig at repræsentere et problematisk forhold i kommunikationen mellem kirke og brugere. Peter Bergers religionssociologi Peter Bergers religionssociologi, som han præsenterer den i værket The Sacred Canopy fra 1967, arbejder i stor udstrækning videre på teoretiske konstruktioner fra The Social Construction of Reality fra 1966. Religion er således, som alle andre institutioner, et produkt af menneskers objektiverede konstruktioner 5. Berger forstår religion som opbyggelsen af et helligt kosmos, som skal beskytte individet mod normtab eller anomi. Dermed benytter han et begreb fra Durkheim for at forklare menneskets grundlæggende behov for betydningsbærende virkelighedskonstruktioner, som kan opretholde nomos eller orden selv i individuelle eller kollektive marginalsituationer. En marginalsituation kan defineres som en situation, der opleves som en trussel mod normalitet, for eksempel sygdom, naturkatastrofer, krig og død. Med opbyggelsen af et helligt kosmos bliver det menneskeligt betydningsfulde projiceret helt ud i universets yderste virkelighed. Derfor er religiøse legitimeringer effektive imod meningsløshed. 5 Berger åbner dog i kraft af sin erklærede kristne tro den mulighed, at selv om religionen er en menneskelig konstruktion, kan den udmærket referere til noget virkeligt i ontologisk forstand (Berger, 1974, s.176). Han fastholder imidlertid, at religion som sociologisk undersøgelsesobjekt af metodologiske grunde skal betragtes som menneskelig konstruktion.
11 I et sekulariseret samfund som det danske er monopolet for den største religiøse institution, folkekirken, imidlertid ophævet og folkekirken befinder sig i en pluralistisk situation i konkurrence med andre religiøse institutioner. Dermed svækkes sandsynlighedsstrukturen for de virkelighedskonstruktioner, som folkekirken repræsenterer: Den pluralistiske situation mangfoldiggør antallet af sandsynlighedsstrukturer i konkurrence med hinanden. Den relativerer ipso facto deres religiøse indhold. Mere specifikt gælder det, at de religiøse indhold bliver de-objektiverede, dvs. berøvet den status de havde for bevidstheden som selvfølgelig, objektiv virkelighed. (Berger, 1967, s.153). Berger bygger sin sekulariseringsteori på en analyse af amerikanske forhold, som er kendetegnet ved en mere udpræget pluralistisk situation. Folkekirkens særstatus som folkekirke med statstilskud gør konkurrencen med de andre religiøse institutioner ulige til folkekirkens fordel, og dermed er situationen lidt anderledes end den, Berger beskriver. Men de mekanismer, der kendetegner den pluralistiske situation, er også gældende for danske forhold, blot i en mere relativ udgave: [Det er] et hovedtræk ved alle pluralistiske situationer, at de religiøse eksmonopoler ikke længere kan tage kunde-befolkningens troskab for givet. Troskab er frivilligt og således per definition noget langt fra selvfølgeligt. Resultatet er, at den religiøse tradition, der tidligere kunne påtvinges autoritativt, nu må markedsføres. Den må sælges til en kundekreds, der ikke længere er tvunget til at købe. Den pluralistiske situation er først og fremmest en markeds-situation. I denne bliver de religiøse institutioner til markedsførende virksomheder, og de religiøse traditioner bliver til forbrugsvarer. (Berger, 1967, s.139-140). Ifølge Berger er sekulariseringen ikke kun et sociologisk fænomen, men også et psykologisk: Vorherre bevares en diskursanalytisk undersøgelse af folkekirkens eksterne kommunikation i brugerperspektiv. Specialeafhandling af Nina Mønsted Grut (tidl. Strange)
12 Den moderne bevidsthed er blevet yderst sekulariseret, dvs. at de traditionelle religiøse bekræftelser er blevet stadig mere irrelevante for flere og flere mennesker (Berger, 1967, s.167). Den psykologiske sekularisering betyder desuden, at religion bliver et privat anliggende, og det har konsekvenser for de religiøse institutioners markedsføringspraksis: Da religionens socialt signifikante relevans primært ligger i den private sfære vil forbruger-præferencen afspejle de behov der eksisterer i denne sfære. Det betyder, at det er lettere at markedsføre religionen, hvis man kan vise at den er relevant for privatlivet, end hvis man averterer den som værende særligt anvendelig for de større offentlige institutioner. Dette er særlig vigtigt, hvor det drejer sig om religionens moralske og terapeutiske funktioner. (Berger, 1967, s.148). Dette relevansbegreb er interessant i forhold til vurderingen af Hjertesagers evne til at imødekomme målgruppen i sine konstruktioner af folkekirkens værdier. I analysen af den diskursive praksis i fokusgrupperne bliver det klart, hvordan netop religionens terapeutiske funktioner fremhæves af deltagerne (se side 61ff). Berger opstiller to idealtypiske muligheder for de religiøse institutioner i den pluralistiske situation: 1) tilpasning ved at omdanne deres produkter efter forbrugernes krav eller 2) modstand mod indflydelse fra det omgivende samfund. Teologiens og kirkens krise består ifølge Berger i at legitimere valget teoretisk (Berger, 1967, s. 154-156). I analysen af Hjertesagers diskursive konstruktioner af folkekirken kommer disse idealtypiske muligheder til udtryk som henholdsvis progressive og konservative diskurser. Tilstedeværelsen af begge typer diskurser i Hjertesager antyder et dilemma eller, med Faircloughs terminologi, en hegemonisk kamp om betydningstilskrivningen af folkekirken (se side 16 nedenfor, for en forklaring af Faircloughs hegemonibegreb).
13 Opsamling på del 1 I det foregående har jeg præsenteret de dele af Berger og Luckmanns videnssociologi, der udgør specialets samfundsteoretiske ramme. Jeg har vist, hvordan videnssocilogiens grundlæggende tese om det dialektiske forhold mellem struktur og praksis er forenelig med kritisk diskursanalyse. I gennemgangen af Bergers religionssociologi, fokuserede jeg på Bergers teoretiseringer af sekulariseringsprocessen, den pluralistiske situation og de religiøse legitimeringers sandsynlighedsstruktur, eftersom disse begreber er interessante for specialets analyser. Vorherre bevares en diskursanalytisk undersøgelse af folkekirkens eksterne kommunikation i brugerperspektiv. Specialeafhandling af Nina Mønsted Grut (tidl. Strange)
14 Del 2: Metodologi I det følgende vil jeg gøre rede for min brug af en diskursanalytisk tilgang som specialets sprogteoretiske ramme og overordnede metode til analyse af konkret sprogbrug. Metoderne til empirisk dataproduktion og transskription præsenteres i forbindelse med deres anvendelse i specialeafhandlingens fjerde del fra side 50. Diskursanalyse som teori og metode Diskursanalyse er en fællesbetegnelsen for flere forskellige teoretiske tilgange, som alle beskæftiger sig med analyse af konkret sprogbrug. Fælles for tilgangene er den præmis, at sprogbrug er en social praksis, som skaber og reproducerer de videnssystemer, identiteter og sociale relationer, som udgør den sociale virkelighed. I mit valg af diskursanalytisk tilgang har jeg støttet mig til M. Jørgensens og L. Phillips Diskursanalyse som teori og metode fra 1999. De forskellige diskursanalytiske tilgange har ikke blot hver deres metodeapparat, men positionerer sig også forskelligt teoretisk. Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse adskiller sig fra de andre tilgange på flere punkter: 1. Diskursiv praksis er ikke kun konstituerende for den sociale virkeligheds strukturer, men også konstitueret af disse strukturer. Struktur og praksis indgår altså i et dialektisk forhold med hinanden i opretholdelsen og forandringen af den sociale virkelighed. På den måde er Faircloughs den mindst socialkonstruktionistiske af tilgangene. 2. De sociale praksisser består af både diskursive og ikke-diskursive praksisser, ligesom sociale strukturer har både diskursive og ikke-diskursive elementer. Det er erkendelsen af de ikke-diskursive elementers konstituerende egenskaber, der fordrer inddragelse af supplerende teori i kritisk diskursanalyse. 3. Faircloughs metode til diskursanalyse kombinerer empirisk forskning i konkret sprogbrug i hverdagens sociale interaktion med detaljeret lingvistisk tekstanalyse. I forhold til de andre tilgange bidrager den tekstnære orientering til at øge reliabiliteten af analysens resultater, fordi metoden fordrer at de
15 identificerede diskurser kan spores direkte i teksten som tekstuelle iværksættelser. Jeg har valgt at anvende Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse som metodologisk ramme for specialets analyse, fordi denne tilgang lægger op til empiriske studier af konkret sprogbrug og leverer redskaber til sammenlignende analyse af sprogbrugens sociale konsekvenser. Desuden stemmer Faircloughs videnssociologiske og sprogfilosofiske udgangspunkt overens med specialets teoretiske position. I min brug af Fairclough har jeg dog valgt ikke at overtage hele metodeapparatet, men har i stedet udvalgt de redskaber, som jeg har vurderet bedst egnede til specialets formål. På den anden side har jeg også tilpasset dataproduktionen til en kritisk diskursanalytisk ramme, sådan at specialets samlede undersøgelsesdesign er opstået af en vekselvirkning mellem metode og empiri. Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse Faircloughs begrebsapparat er omfattende og temmelig specialiseret. I det følgende vil jeg blot definere de begreber, som jeg anvender i specialet. Definitionerne, og min brug af Fairclough i øvrigt, bygger på to af hans værker: Critical Discourse Analysis - the Critical Study of Language (1995) og Discourse and Social Change (1992). Fairclough bruger begrebet diskurs i to forskellige betydninger: 1. Diskurs uden artikel betegner sprogbrug som social praksis. 2. Diskurs med artikel betegner en måde at betydningstillægge oplevelser ud fra et bestemt perspektiv. Diskurser har den egenskab både at være konstitueret af og konstituerende for sociale strukturer. Fairclough skelner mellem mange forskellige diskurstyper, som aktivitetstype, genre, register, stil og diskurs. Jeg vil imidlertid nøjes med at benytte termen diskurs med artikel som defineret ovenfor, samt genre og stil i Vorherre bevares en diskursanalytisk undersøgelse af folkekirkens eksterne kommunikation i brugerperspektiv. Specialeafhandling af Nina Mønsted Grut (tidl. Strange)
16 de tilfælde, hvor det synes relevant at skelne. Det gør jeg, fordi jeg ikke mener, at analysen vinder nævneværdigt ved at inddrage for mange elementer 6. Diskursiv praksis er en form for social praksis, som skaber, reproducerer og forandrer sociale strukturer. Disse strukturer kan kategoriseres som: 1. sociale identiteter, 2. sociale relationer og 3. videns- og betydningssystemer Strukturerne virker tilbage på den diskursive praksis ved at sætte rammer for, hvad der kan siges, af hvem, og med hvilke fortolkningsmuligheder. En diskursorden betegner totaliteten af diskurser og genrer, som er tilknyttet en institution eller et socialt domæne. Diskurserne inden for en diskursorden kæmper om at betydningstilskrive det pågældende sociale domæne på en bestemt måde. Hvis diskurserne deler de samme selvfølgeligheder, er der tale om hegemoni 7. Hegemoni er et resultat af betydningsforhandlinger, hvor der er opnået konsensus omkring dominerende betydninger i en diskursorden. En hegemoni kan altid udfordres af konkurrerende diskurser, og dermed er diskursordener aldrig helt stabile, men åbne for forandring. An order of discourse can be seen as the discursive facet of the contradictory and unstable equilibrium which constitutes a hegemony, and the articulation and rearticulation of orders of discourse is correspondingly one stake in hegemonic struggle. (Fairclough, 1992, s.93). 6 Fairclough foreslår selv at udelade elementerne for ikke at gøre analysen unødigt kompliceret: Feel free to use the more general term discourse type if it is not clear whether something is a genre, activity type, style, or discourse. (Fairclough, 2002, s.232). Desuden bruger Fairclough i Critical Discourse Analysis selv den simplere distinktion mellem genre og diskurs (Fairclough, 1995, s.132), ligesom Phillips og Jørgensen har valgt at fokusere på netop de to begreber i deres redegørelse for Faircloughs teori (Phillips og Jørgensen, 1999, s.80). 7 Fairclough trækker på Gramscis hegemonibegreb, idet han forstår magt som forhandlet og udviklingen af magtrelationer som hegemonisk kamp (Fairclough, 1992, s.86).
17 Faircloughs primære interesse er netop forandring. Det er i analysen af en teksts intertekstuelle 8 og interdiskursive konstitution, at den diskursive praksis sættes i forhold til diskursordenen, og der kan opstilles hypoteser om social forandring. Intertekstualitetsbegrebet refererer til det forhold, at en tekst altid er historisk indlejret i en kæde af tekster. Jeg bruger kun begrebet i beskedent omfang i analysen, eftersom det ikke er specialets ærinde at undersøge den historiske udvikling af folkekirkens diskursorden. Interdiskursivitetsbegrebet refererer til det forhold, at en tekst altid er konstitueret af forskellige diskurser i en mere eller mindre konventionel kombination. Dette begreb er centralt for specialets undersøgelse, idet analysens formål netop er at identificere den konfiguration af diskurser, som konstituerer den folkekirkelige institutions diskursorden. Ifølge Fairclough er selve forandringen af en diskursorden i sig selv en social forandring: Boundaries between and within orders of discourse are constantly shifting, and change in orders of discourse is itself part of sociocultural change. (Fairclough, 1995, s.13). Det forklarer han blandt andet med, at diskurs indtager en stadig vigtigere plads i samfundet: ( ) discourse is coming to be an increasingly salient and defining element in certain areas of social life such as many types of work (notably in the service industries), so that social and cultural changes are largely changes in discursive practices. (Fairclough, 1995, s.96). En diskursiv begivenhed er et konkret tilfælde af sprogbrug, for eksempel en artikel eller et interview. Hver diskursiv begivenhed består af tre dimensioner: For det første er den diskursive begivenhed en tekst, for det andet er den en diskursiv praksis og for det tredje er den en del af en bredere social praksis. Det er disse tre dimensioner, der udgør Faircloughs model til diskursanalyse. Se figur 1. 8 Fairclough trækker på Kristevas fortolkning af Bakhtins begreb translinguistic (Fairclough, 1992, s.101). Vorherre bevares en diskursanalytisk undersøgelse af folkekirkens eksterne kommunikation i brugerperspektiv. Specialeafhandling af Nina Mønsted Grut (tidl. Strange)
18 Social praksis Diskursiv praksis (produktion, distribution, konsumption) Tekst Figur 1: Faircloughs tre-dimensionelle model (Fairclough, 1992, s.73) Den sociale praksis består af både diskursive og ikke-diskursive strukturer. De diskursive strukturer udgør tilsammen den diskursorden, som den diskursive begivenhed enten reproducerer eller forandrer i den konkrete sprogbrug. De ikkediskursive strukturer udgør tilsammen den diskursive begivenheds sociale matrice i tre kontekstuelle niveauer: den umiddelbare situation, den institutionelle sammenhæng, og den bredere samfundsmæssige kontekst. Den diskursive praksis betegner den diskursive begivenheds produktionsforhold, dens eventuelle distribution og dens konsumptionsforhold. Disse forhold skal belyse hvilke diskurser, der er indlejret i teksten fra både afsenderens og modtagerens side. Desuden dækker betegnelsen diskursiv praksis over den måde, hvorpå diskurserne står i forhold til hinanden, det vil sige tekstens interdiskursivitet, samt måden, hvorpå diskurserne står i forbindelse med andre tekster, det vil sige tekstens intertekstualitet. Den kritiske del af Faircloughs kritiske diskursanalyse består i en særlig interesse for ideologi og magtrelationer. Diskurs er disponeret for ideologisk investering, idet
19 ideologi 9 defineres som betydningskonstruktioner, som er indbygget i diskursive praksisser og bidrager til produktion, reproduktion og forandring af dominansrelationer. En ideologisk investeret diskursiv praksis er mest effektiv, når den ikke genkendes som netop ideologisk men opfattes som common sense (Fairclough, 2002, s.87). Formålet med kritisk diskursanalyse er således ifølge Fairclough at identificere de diskursive praksissers ideologiske funktioner. Desuden mener Fairclough, at analysens resultater bør bidrage til en mere ligeværdig diskursiv praksis gennem projektet CLA - critical language awareness, som skal hjælpe folk til at forstå deres egen rolle i reproduktionen og forandringen af ideologier (Fairclough, 2002, s.239). I den forstand er min analyse knapt så kritisk. Jeg har ingen intentioner om at påvirke samfundets magtrelationer, men jeg håber med specialet at vise, at konkret sprogbrug har stor betydning for den måde, vi forstår os selv og vores omverden på. Når jeg alligevel kalder min analyse for kritisk diskursanalyse, skyldes det, at jeg følger den teoretiske præmis om den diskursive praksis dobbelte egenskab som konstitueret og konstituerende, og at jeg i min analysemetode anvender lingvistiske redskaber. Analysemetode Den analysemetode, jeg anvender i analysen af publikationen Hjertesager og de to fokusgruppeinterview, tager udgangspunkt i Norman Faircloughs tre-dimensionelle model for kritisk diskursanalyse (Se figur 1). Dog har jeg tilpasset modellen, så den inkorporerer begge tekster og desuden tilføjet en ekstra dimension, der illustrerer den sammenlignende analyse af de to tekster (Se figur 2). 9 Fairclough trækker på Thompsons udvikling af Althussers ideologibegreb, idet han tilslutter sig erkendelsen om ideologiernes forandrende egenskaber. Han adskiller sig fra Thompson ved at understrege, at ikke kun en teksts indhold, men også dens form, kan være ideologisk disponeret. Vorherre bevares en diskursanalytisk undersøgelse af folkekirkens eksterne kommunikation i brugerperspektiv. Specialeafhandling af Nina Mønsted Grut (tidl. Strange)
20 Social praksis (folkekirken som institution) Diskursiv praksis (formidling) Diskursiv praksis (samtale) Tekst (publikation) Relation (Invitation til dialog) Tekst (transskriptioner af fokusgruppeinterview) Figur 2: implementering af Faircloughs model Modellen viser Hjertesager og fokusgrupperne indsat i Faircloughs tre-dimensionelle model for diskursanalyse. Den yderste ramme repræsenterer den sociale praksis, som de to diskursive begivenheder indgår i. Den sociale praksis er her defineret som den folkekirkelige institution, som er konstitueret af både diskursive og ikkediskursive praksisser. De mellemste rammer repræsenterer den diskursive praksis, som de to diskursive begivenheder er en del af. For Hjertesagers vedkommende er den diskursive praksis defineret som kirkens eksterne kommunikation. For fokusgruppernes vedkommende er den diskursive praksis defineret som målgruppens hverdagslige konversation om folkekirken. De inderste rammer repræsenterer de to diskursive begivenheder som konkrete tekster. For Hjertesagers vedkommende er teksten en publikation med skrift og billeder, og for fokusgruppernes vedkommende er teksten transskriberet samtale. Den pil, der forbinder de to sæt rammer, repræsenterer de to diskursive begivenheders indbyrdes forhold, og udgør en fjerde dimension i forhold til Faircloughs originale model. Hjertesager og fokusgrupperne er nemlig ikke blot to diskursive begivenheder indenfor den samme sociale praksis. Teksterne er sådan forbundet, at den ene henvender sig den anden med en invitation til dialog. Den fjerde dimension svarer til problemformuleringens spørgsmål om i hvilken grad Hjertesager
21 imødekommer målgruppen i sin formidling af folkekirken. Modellens fjerde dimension er desuden forbundet med den første, idet teksternes indbyrdes forhold har indflydelse på diskursordenens struktur og derfor også på den sociale praksis. Selvom analyserne af Hjertesager og fokusgrupperne tager udgangspunkt i samme model, er analysemetoden tilpasset de to teksters særlige egenskaber som henholdsvis publiceret skrift/billede publikation og transskriberet samtale. Således vil de specifikke tekstuelle egenskaber, der identificeres i analysen variere indbyrdes. For eksempel er intonation relevant for den mundtlige tekst men ikke for den skriftlige. Endvidere afviger min analyse fra modellen ved at forstå adskillelsen af tekst og diskursiv praksis rent analytisk, eftersom det er vanskeligt at beskæftige sig med en teksts egenskaber uden at referere til dens produktion og omvendt (Fairclough, 1992, s.73-74). Det betyder at analysen i praksis vil integrere de to dimensioner i en vis udstrækning, sådan at interdiskursivitet og intertekstualitet behandles i forbindelse med tekstanalysedelen. Dog vælger jeg at tolke begreberne produktionsforhold og konsumptionsforhold meget konkret, hvorfor disse, for analysen af Hjertesagers vedkommende, præsenteres særskilt. Desuden har jeg delt analysen af Hjertesagers konsumptionsforhold i to dele, som beskæftiger sig med henholdsvis de kvantitative og de kvalitative sider af konsumptionen. Som grundlag for analyserne har jeg brugt en spørgeundersøgelse foretaget af Vilstrup Research samt den del af fokusgrupperne, som handler specifikt om Hjertesager. I analysen af Hjertesagers produktionsforhold gør jeg blandt andet rede for, hvem der har udgivet publikationen, med hvilket formål og til hvilken målgruppe. Hjertesagers distributionsforhold er enkle og derfor genstand for en konstatering snarere end en egentlig analyse. I analysen af fokusgrupperne som diskursiv praksis gør jeg udelukkende rede for produktionsforholdene omkring fokusgruppernes tilrettelæggelse og forløb, eftersom der egentlig ikke er tale om hverken distribution eller konsumption af disse tekster. Analysen af fokusgruppernes produktionsforhold fungerer samtidigt som en redegørelse for specialets anvendelse af fokusgrupper som metode til dataproduktion. Analysen af interdiskursivitet og intertekstualitet er, ligesom i analysen af Hjertesager, integreret med tekstanalysen. Vorherre bevares en diskursanalytisk undersøgelse af folkekirkens eksterne kommunikation i brugerperspektiv. Specialeafhandling af Nina Mønsted Grut (tidl. Strange)
22 I tekstanalyserne er det primære formål at påvise, hvordan de diskurser, som Hjertesager og fokusgrupperne trækker på, bliver iværksat tekstuelt. Det gør jeg ved at se på tekstuelle egenskaber som transitivitet, modalitet og ordvalg. Idet Hjertesagers visuelle udtryk er en egenskab ved publikationen som tekst, indgår det grafiske layout og illustrationerne også i analysen. Vedrørende analysen af fokusgrupperne er det vigtigt at understrege, at analysens grundlag ikke er selve samtalerne, men transskriptioner af de båndoptagede samtaler. Med dette særlige produktionsforhold for øje analyserer jeg transskriptionerne, som om de var mundtlige tekster. Derfor indgår egenskaber som intonation også i analysen. Tekstanalytiske redskaber I tekstanalyserne trækker jeg delvist på Faircloughs brug af Michael Hallidays systemiske lingvistik (Fairclough, 1992, s.177ff). Jeg vil her kort gøre rede for de mindst almindelige grammatiske redskaber, jeg anvender: Transitivitet betegner, hvordan begivenheder forbindes med subjekter og objekter. Passive verber uden subjekt og nominaliseringer, det vil sige brug af verbalsubstantiver i stedet for verber, kan for eksempel sløre agency i forhold til den begivenhed, der beskrives. Et udsagns modalitet kan være objektiv eller subjektiv, kategorisk eller obligatorisk alt efter hvilken effekt, taleren prøver at opnå med sit udsagn. Modaliteten kan udtrykke en højere eller lavere grad af affinitet, det vil sige talerens tilslutning til sit udsagn. Intonation i form af tøven eller hedging, det vil sige moderation af udsagnet, kan for eksempel udtrykke en lav grad af affinitet, mens intonation i form af emfase kan udtrykke en høj grad af affinitet. En deiktisk markør er et ord der henviser til den konkrete udtalesituation, ved at pege på for eksempel hvem der tales om, eller hvilket sted eller tidspunkt udsagnet drejer sig om. En kollokation er en sammenstilling af ord, som derved bliver synonymiserede.
23 Opsamling på del 2 I det foregående har jeg defineret specialets sprogteoretiske ramme og metodiske tilgang som kritisk diskursanalyse med udgangspunkt i Norman Faircloughs tredimensionelle model. Jeg har vist, hvordan modellen er implementeret i specialets konkrete analyser ved at tilføje en ekstra dimension, der repræsenterer forholdet mellem de to diskursive begivenheder. I præsentationen af Faircloughs analytiske begrebsapparat har jeg lagt vægt på de begreber, som knytter sig til modellen og gjort rede for, hvordan jeg tolker begrebernes anvendelse. I gennemgangen af analysemetoden har jeg påpeget, hvordan metoden er tilpasset de to diskursive begivenheders særegne egenskaber som henholdsvis publiceret og transskriberet tekst. Endelig har jeg defineret et udvalg af de lingvistiske redskaber, jeg anvender i analyserne. Vorherre bevares en diskursanalytisk undersøgelse af folkekirkens eksterne kommunikation i brugerperspektiv. Specialeafhandling af Nina Mønsted Grut (tidl. Strange)
24 Del 3: Analytisk ramme Den Danske Folkekirke er som institution den sociale praksis, som danner rammen for specialets diskursanalytiske undersøgelse af sprogbrug i såvel publikationen Hjertesager som i fokusgrupperne. Som social praksis består folkekirken af både diskursive og ikke-diskursive strukturer. I det følgende afsnit vil jeg gøre rede for disse strukturer i det omfang, som er relevant for analysen. Jeg vil fremhæve tre områder: 1) Folkekirkens organisation, hvis struktur sætter grænser for den diskursive praksis, 2) Folkekirkens folkelige tilslutning, som placerer kirken historisk i forhold til den almindelige sekulariseringsproces, og 3) Folkekirkens eksterne kommunikation, som placerer publikationen Hjertesager i forhold til kirkens øvrige kommunikationsinitiativer. Derefter foretager jeg en strategisk afgrænsning af den diskursorden, som knytter sig til folkekirken. Afgrænsninger sker for, i analysen af Hjertesager og fokusgrupperne, at have et redskab til at bedømme diskursernes relativt reproducerende eller forandrende funktion i forhold til diskursordenen. Folkekirkens organisation Den Danske Folkekirke er en fællesbetegnelse for totaliteten af danske folkekirker. Selvom grundlovens paragraf 66 lover, at Folkekirkens forfatning ordnes ved lov, har kirken aldrig fået sin egen forfatning. Folketinget er folkekirkens lovgivende myndighed, som udstikker rammerne for kirkens organisation, men de enkelte kirker styres af de enkelte menighedsråd ud fra ideen om fri kirkelig virksomhed. Præsten ansættes som tjenestemand og har forkyndelsesfrihed indenfor den evangelisk-lutherske traditions grænser (www.kirkeministeriet.dk). Det betyder i praksis, at folkekirken rummer muligheden for en stor mangfoldighed i måder at forkynde det kristne budskab på. Men det betyder også, at folkekirken har vanskeligt ved at fremstå med et fælles udtryk overfor sine brugere, fordi ingen i princippet har myndighed til at udtale sig på hele folkekirkens vegne. I kommunikationsøjemed er det en temmelig problematisk situation og i PRsammenhæng er den nærmest fatal. Margrethe Auken med flere skrev i 1993 bogen Kirkens mund og mæle som et debatoplæg med udgangspunkt i denne
25 problematik. Bogens erklærede ærinde var at agitere for en adskillelse af kirke og stat, men selvom debatten er blusset op igen, er det ikke specialets formål at diskutere denne problemstilling. De karakteristika ved kirken, som bogens forfattere pointerer, er imidlertid relevant her: kirken er uden mæle - den er målløs - netop på grund af det udbredte dogme blandt folkekirkens medlemmer, at ingen må tale på kirkens vegne (Auken et al. 1993, s.11). Dermed bliver kirken usynlig i den offentlige debat og dens autoritet svækket. Folkekirkens folkelige tilslutning Det er en fejl at tro, at folkets dalende interesse for folkekirken er et nyt fænomen. Den almindelige sekulariseringsproces startede allerede i det 18. århundrede 10. I Den Danske Folkekirkes struktur fra 1979 differentierer A. Pontoppidan Thyssen tre linier i sekulariseringsprocessen: 1. Den politisk-demokratiske udvikling, 2. befolkningsforskydningen og 3. uddannelsesvæsenets og kulturlivets udvikling. Den politisk-demokratiske udvikling startede med junigrundloven i 1849, som betød en principiel sekularisering af det borgerlige samfund. Kirken mistede sin indflydelse på en række områder, sidst på skolevæsenet med folkeskoleloven af 1975, som fjernede religionsundervisningens konfessionelle grundlag. Befolkningsforskydningen fra land til by har siden 1850 erne reduceret folkekirkestrukturens vigtigste basis, nemlig landbefolkningen med dennes primære samfundsmæssige bindinger, som omfattede kirken. Desuden tilhørte et overvejende flertal at tilflytterne de lavere klasser, hvis politiske bevidsthed samlede sig omkring socialdemokratiet og indtog en kirkekritisk holdning. Udviklingen af uddannelsesvæsenet og kulturlivet fra starten af 1900-tallet betød en fagopdeling med dertil hørende særlige miljøer og en mangfoldighed af kulturelle tilbud formidlet gennem nye medier og foreninger. Kirken mistede 10 Ifølge Max Weber kan sekulariseringen spores helt tilbage til gammeltestamentlig tid med opfindelsen af den totalt transcenderede gud, Jahve; en pointe som Berger også forfølger i sin religionssociologi. (Berger, 1967, s.119ff). Vorherre bevares en diskursanalytisk undersøgelse af folkekirkens eksterne kommunikation i brugerperspektiv. Specialeafhandling af Nina Mønsted Grut (tidl. Strange)
26 efterhånden sin centrale rolle og indtog en plads i periferien af et stort marked med utallige tilbud (Thyssen, 1979, s.43). Til sammen har disse tre udviklingslinier medført en distancering fra kirken, som er fortsat op til i dag. Statistisk set har København været midtpunkt for de mest markante ændringer i forholdet mellem folkekirken og dens brugere. Antallet af folkekirkemedlemmer, kirkelige vielser 11, konfirmationer og dåb har været støt faldende siden 1914, og for alle tallene gælder det, at Københavnsområdet har haft den største nedgang. Begravelsesprocenten er den eneste af de kirkelige handlinger, som har holdt sig stabil, idet 92 % af alle døde i 2001 fik en kirkelig begravelse. Ifølge Thyssen har den almindelige kirkegang været genstand for den største nedgang og målte i 1966 et landsgennemsnit på 4,5 % af folketallet 12. I Københavns Stift foretog man i 2002 en kirketælling, som viste, at gennemsnittet for antal kirkegængere per højmesse lå på cirka 60 (Årbog for Københavns Stift 2002, s.104). Når kirken i dag ikke længere er en statskirke men en folkekirke, som bygger på frivillighed, så er folkekirkens medlemstal forbløffende højt: 84,3 % på landsplan og 76 % i hovedstadsregionen. Folkekirkens eksterne kommunikation I og med folkekirkens fragmenterede struktur er dens eksterne kommunikation ligeledes fragmentarisk. Den enkelte kirke udgiver et kirkeblad i sit eget sogn og kirkens aktiviteter er som regel noteret i en spalte i lokalavisen. Kirkeministeriets hjemmeside er det eneste sted, hvor man kan hente officielle oplysninger om folkekirken generelt. Traditionelt er det Kristeligt Dagblad, som har lagt avis til det kirkelige nyheds- og debatstof, mens resten af den trykte presse har vist ringe interesse. I Københavns Stift oprettede man for omkring fem år siden en hjemmeside www.folkekirken.dk, der fungerer som portal for alle de sogne, der 11 Dog er vielsesprocenten i de seneste år blevet udjævnet regionerne imellem, således at der i 2001 kun var 3 procentpoint færre vielser i Københavnsområdet i forhold til hele landet (Danmarks Statistik 2002). 12 Desværre oplyser Danmarks Statistik ingen tal for kirkegang, men nøjes med at angive antallet af altergæster pr. gudstjeneste med altergang.