2011 4 gang var LYKKENS gang Danmark Rundt i 2ér kajak sommeren 2011 Karsten Paarup 05-11-2011
Danmark rundt i toérkajak I for sig ville jeg slet ikke gøre flere forsøg. Men mine 3 forsøg på DK rundt havde været spændende, og jeg var begyndt at drømme om nye udfordringer i 2012 - nemlig rundt om Norge sydfra og til Nordkap eller helt til den russiske grænse i nord. Jeg havde forsigtigt spurgt, om Else derhjemme ville med, men nej var meldingen. Det var for langt, og hun mente, hun altid ville komme til at halte bagud, da jeg som mand, har flere kræfter til sådan en tur. Men så kom Else i tanker om, at det jo kunne foregå i en toérkajak, og så ville hun jo altid komme først. Samtidig ville vi begge være lige brugte til aften, hvis ellers ikke den ene bare sad og fes den af. På denne måde kunne vi sammen få oplevelsen og eventyret. Inden en længere tur rundt om Norge skulle konceptet med at ro i toérkajak på en længere tur så lige afprøves og, hvorfor så ikke prøve med en tur rundt om Danmark. Det er jo også en rimelig krævende tur. Vi er begge uddannede instruktører og har roet siden 2000 i Danmark, Norge, Sverige, Kroatien og Grækenland med mange længere kajakferier bag os. Vesterhavet har også været afprøvet med surfkurser og egne ture med klubben, så vi har erfaringer med bølger og lange kryds mm. Først skulle toérkajakken lige anskaffes. Valget faldt på Kajaksports Unalaska med en længde på 6.04 og en bredde på 65 cm, pris 24.500 kr. Bestemt ikke markedets hurtigste kajak, men en stor og stærk kajak med god plads til oppakning svarende til 1½ gange vores enmandskajakker (Viviane og Artisan fra Kajaksport). Kajakkens skot blev fra fabrikken tilpasset vores benlængde, så der ikke var uudnyttet plads foran fødderne. Ligeledes blev der fra fabrikken bestilt dagluger/bokse lige foran cockpittet, samt kølstribe for at forstærke bunden. Unalaska toér fra Kajaksport 2
Desværre var der lidt der skulle rettes på kajakken ved modtagelse - mod normal standard fra Kajaksport. Så den skulle lige forbi glasfibermanden et par gange. Desuden valgte vi også hurtigt at få sat en finne i ud over det integrerede ror. Denne ekstra investering var godt givet ud, - ellers skulle jeg have stået på roret det meste af vejen rundt. Kajakken blev først klar et par uger før afgang, så det blev kun til få træningsture i den og enkelte prøverul. Rul i så bred en toer er muligt for os, men lykkes ikke hver gang. Men, rul skal jo også kun bruges, hvis man har kikset støttetaget, lavt eller højt. Kan man dem, så klarer man langt de fleste situationer. Dårligere vejr skulle vi helst ikke ud i. I øvrigt er denne toer utroligt nem at komme op i, hvis vi skulle kæntre. Vi overvejede faktisk, om vi i det hele taget skulle have pagajflyderen med. Støttetag fik vi brug for undervejs, både lave og høje. Efter mine efterhånden mange ture på Vestkysten fungerer de høje støttetag helt pr. automatik. Dernæst skulle omfanget af udstyret minimeres for at passe til den mindre plads, der er i en toer. Vi købte nyt lækkert 4 personers telt fra Hilleberg med en vægt på kun 3,4 kg. Det kan så også bruges næste år i Norge. Nyt og funktionelt rotøj blev også købt. Temmelig dyrt med det hele, men så var udstyret også i orden. Vi er ikke til festivalteltet som Jan Laursen gjorde turen med i 2010, men al respekt for et simpelt koncept, som han gennemførte DK rundt med. Jan har skrevet en turberetning som findes under turbeskrivelser på Havkajakroernes hjemmeside. Det er spændende læsning. Udstyret var nu i orden og fungerede tilfredsstillende. Vi kunne dog godt have brugt et ½ kg anker for at sikre kajakken bliver på stranden, når frokosten indtages i læ oppe i klitterne. Vi havde lagt træningsplan med 780 km roning i foråret. Herudover løb og lidt romaskine igennem vinteren (romaskinen må stadig ikke komme ind i stuen foran fjernsynet). Planen blev ikke helt holdt. Der blev opnået 511 km med en sidste endagstur fra Sundstrup rundt om Livø og retur på 82,3 km for lige at trykprøve Else lidt og se, om hun nu var helt klar til Dk Rundt. Det var hun, og turen var endda med en del bølger og modvind. Arme og håndled var stadig funktionsdygtige dagen efter. Mange kan ikke holde til en så kraftig belastning. Selvfølgelig ville det have været godt med tid til mere træning, men vi følte nu forberedelser var ok. Frem og tilbage med kajakken 3 gange til glasfibermanden i Vejle tog jo også lidt af træningstiden. De første dage på turen kunne vi godt mærke de ømme punkter i kroppen, men helt galt var det ikke, når der kigges på de opnåede km pr. dag. 3
Vi havde planlagt med kort, navigation, kommunikation og sikkerhedsudstyr ned til den mindste detalje. Der blev kopieret 2 sæt sø- og landkort i alt ca. 30 plastificere A3. 143 waypoints blev lagt ind på de 2 små etrex GPS lidt besværligt med manuel indtastning, men fuldt tilfredsstillende at sejle efter. Else brugte som regel billedet på GPS en med fart, gennemsnitshastighed, afstand til næste waypoint, triptæller for dagen og pejling til næste waypoint. Jeg (styrmand) brugte ofte rutebilledet for at sikre roning af kortest mulig rute, hvis der ikke var et synligt punkt at sigte efter i horisonten. Med dette instrument kan man hele tiden holde sig ganske få meter fra den planlagte rute på trods af vind og strøm. 2 mobiltelefoner til redningsvestene og derudover I-phone til vejrudsigter og sms og mail undervejs. Vandtæt VHF til de store kryds i vandtæt pose var også en del af udstyret. Et lithiumsbatteri var bestilt i USA, men nåede ikke frem, så vi nøjedes med en et minde reserve batteri fra Varta, som havde 1-2 opladninger til I-phone. Næste tur bliver sikkert blot med et almindeligt scooterbatteri og en helt almindelig lille batterioplader. Alt kan så blive ladet op med et par almindelig 12 volts stik. Det er det mest simple og kan udskiftes i de fleste havne. Solceller har givet problemer for de fleste indtil videre. Denne tur gik ikke ud på at være grøn og økologisk, så skulle vi jo også have været på fisketur hver dag, ligesom Jan var sidste år. Sikkerhedsplanen var i nævnte rækkefølge: Støttetag, forsøge rul (ikke 100% sikker), selvredning med pagajflyder - herefter telefon, VHF, nødraketter og røgsignaler i vest og flere på kajak. God beklædning: våddragt, rojakke eller tørdragt. Vi fik kun brug for første trin med støttetagene. Reservepagajen var med og blev da også brugt, da Epic pagajen gik fra hinanden, da en lille skrue faldt ud. Den kunne dog samles med gaffatape og sikaflex og fortsat bruges, men var så ikke delbar længere. Dag 1 Vidå Sluse Sønderland Rømø (23.4 km) Så var alt klar til turen. Det næste problem var vejret med kuling og flere meter høje bølger. Vi ville gerne have været af sted lørdag, men vejret var først ok mandag den 4. juli kl. 8.00 fra Vidå Sluse. Lidt sent i forhold til maksimalt tidevand kl. 5.02 men vi kunne se på DMI s side, at bølgerne først ville være rimelige på dette tidspunkt. Vi kom godt af sted, men fik de første bølgebank inden pausen ved nordøst spidsen af Sild. Op ad bølgen og Else som sad forrest havde nærmest frit fald fald 1 til 1½ meter ned i bølgedalen. Lidt ligesom rutchebanen, men sådan set helt uproblematisk. Det bremser dog farten en del, selvom tidevandet var med. De store, stejle bølger kommer i særlige områder, sikkert hvor den udadgående strøm er særlig stærk 4
ved snævringer og hjørner og møder bølgerne som et stykke ude kommer rimeligt frit ude fra vest fra åbningen mellem Sild og Rømø. Samme fænomen er kendt i langt større målestok fra bølgestudier i Norge i særlige områder med kraftig strøm eller tidevand. Efter pausen på Sild gik det videre over mod Rømø og op langs Rømø. Desværre blev vi mødt af indgående tidevand. Vi vidste godt, at der med det sene starttidspunkt i forhold til maksimalt tidevand var der store chancer for at blive fanget, men vejret var ikke rimeligt før. Set i bakspejlet skulle vi nok have ventet med at starte til dagen efter. Første dag gav kun 23.4 km og gennemsnitsfarten (GS) kom efterhånden helt ned på 4.8 km. GS er al den tid vi sidder i kajakken inklusiv eventuelle pauser på vandet til spisning mm. Vi overnattede oppe i klitterne uden at genere nogen som helst. Overnatning i klitterne på Rømø brrrrr.. Dag 2 Sønderland Rømø-Blåvandshuk (59.9 km) Næste dag gik det bedre med 59.9 km og en GS på 6.0 km. Blåvandshuk Camping blev nået. Det var flot, men koldt at holde pause på Langjord midt ude mellem Rømø 5
og Fanø. Det var overskyet og sigtbarheden var noget dårlig. Det er lidt kedeligt at ro så langt fra land. Dag 3 Blåvandshuk-Hvide Sande (56.5 km) Tredje dag gik det godt til Hvide Sande i alt 56.5 km med GS på 7.0 og bølger op til 80 cm. Først skulle revet ved Blåvandshuk passeres. Skummende hvidt ser det ud, men der var ingen kraft i bølgerne den dag. 5-6 små bølger og vi var igennem. Første pause blev holdt ved Kærgårdsholm Plantage, hvor Grindstedværket tømte gift ud i gamle dage. Det tog vi vist ikke skade af, men nu er der vist også ryddet op efter det svineri. 5 km før Hvide Sande gik vi land p.g.a. tordenvejr, men nåede ikke at få fundet det lille shelter frem, inden regnen styrtede ned. Det buldrede og bragede. Det klarede dog hurtigt op igen. Godt gennemblødte nåede vi frem til Hvide Sande kl. 19 og ville tage ophold på vandrerhjem, som ligger rimeligt tæt på havnen, men alt var optaget blev det meddelt på telefonen, så op med teltet på den eneste lille græsplet midt på Bådværftet (efter aftale med en sent-arbejdende-smed). Han tilbød ellers husly i en gammel rusten olieret container!!! Dag 4 Hvide Sande-Høfde Q, Fjaltring (57.3 km) 57,3 km med GS på 7.1. Bølger op til godt 1½ m og SOL. Else mener nu, at bølgerne var 2 m. Voldsomt ser det ud. Bølgerne kommer rullende udefra, inden kajakken i sidste øjeblik bliver løftet på og glider hen over bølgetoppen. Else bryder sig ikke om at følge scenariet og kigger helst fremad eller ind mod land. Ved pausen efter nogle timer blev der surfet ind med bølgerne og landet hårdt på stranden. Else hopper hurtigt ud og forsøger at holde kajakken, mens jeg lidt langsommere får de lange ben ud af kajakken. Værre var det at komme ud igen. En toer er tung og vi blev nødt til at bruge en anden startteknik en med éner kajak, hvor man kan møve sig ud med hænderne. Denne teknik blev prøvet, men kajakken stod bare stille med sine 107 kg bagage ved fuld oppakning inkl. 15 l væske + 35 kg kajak. Løsningen på problemet blev Else sad i kajakken med skørtet på. Jeg skubber fri, hopper i kajakken og så er det bare med at komme udenfor brændingen, tømme cockpittet og få skørtet på. Mit cockpit blev tit godt fyldt med vand ved disse udfarter. Det må vist kaldes Alt for Damerne. Denne metode blev brugt på resten af turen ved brændingsstarter. 6
Ved Thorsminde mødte vi islændingen Fylrik fra Sønderborg, som også var på vej DK rundt i en laaaang smal kajak med en minimalistisk oppakning. og så en masse tørfisk i små poser. Resten af turen kunne vi se, om Fylrik havde været forbi ved blot at kigge i skraldespandene.. lå der tomme tørfiskposer?. Fylrik måtte opgive ved Sæby på grund af et par knækkede pagajer. Fra Fylkrik hørte vi om, at Thomas og Thomas fra Næstved var startet dagen efter os. De skulle ligge ca. 20 km bag os. Først på aftenen nåede vi frem til høfde Q og sov i shelteret lige ved parkeringspladsen. Vi mødte en hyggelig ung vandrer, der også var ude at opleve, men problemet er jo at der er et rimelig hæftigt roprogram og ikke tid til alt for meget snak. Islændingen overnattede i telt nede ved vandet. Det havde været en god dag med perfekt rovejr bortset fra de lidt for store brændinger. Else var ikke helt vild med ind og udfarterne. Dag 5 Højde Q, Fjaltring-Nr. Vorupør (59.7 km) Var også en super rodag med en vind på 4-5 sekundmeter (SM) og kun op til 1 m bølger. Vi kiggede lidt på et strandet hval, men den synede nu ikke af meget siddende i kajakken på den udvendige side af brændingen. Pause ved grillbaren i Thyborøn. Fylrik havde været forbi lige før os på min anbefaling. Næ, grillbar brugte Islændingen nu ikke, havde han fortalt, men grillbarer er herlig varme, når man er blevet våd og kold. Og netop vådt tøj er ingen hindring i Thyborøn. Det er de vist vant til heroppe. Herligt. Kl 20.20 nåede vi Nr. Vorupør. En fisker sagde ok for at overnatte på stranden. Vi skulle tidligt op for at nå passage af Hanstholm inden vejrskifte med større bølger. Nr. Vorupør 7
Dag 6 Nr. Vorupør Hanstholm (29.1 km) Passerede vi Hanstholm i op til 1 m bølger. Selv om det ikke er vildt meget, så mødes bølger og strøm fra forskellige retninger samt refleksbølger fra moleanlægget. Refleksbølgerne ville sikkert have været mindre, hvis vi var gået længere ud, men så bliver ruten tilsvarende længere. Det er altid lidt spændene, hvordan Hanstholm lige er. Hanstholm passeret Nogle km efter Hanstholm mødte vi Fylrik igen for sidste gang. Vejret var rimeligt koldt 15 gr, og der var regn og mere blæst på vej, så efter 29 km bliver der stoppet ved Hanstholm Camping. Der er langt op til campingpladsen! Flot er der med bakkerne. Der blev overnattet i en billig hytte. Der blev badet, vasket og tørret tøj. Dag 7 Hanstholm-Rødhus Klit (54.5 km) Afgang op kl. 4.00 og afgang kl. 5.30. 54.5 km blev det til inden Rødhus Klit lige efter skydeområdet. Teltet blev gemt inde i klitterne. Bølger op til 1½ m. En lidt kedelig dag på kontoret. Bulbjerg Klint viste sig ikke fra sin pæne side på en overskyet dag. Dag 8+9 Rødhus Klit Løkken (22.6 km) Videre til Løkken 22.6 km. Planen var at forsøge at runde Hirtshals inden dårligt vejr, men bølgerne var begyndt at bygge op, så vi fandt igen en camping, da der ville blive hviledag dagen efter med 10 SM vind. En hviledag er nu heller ikke at kimse af med 3 retters menu på Peter Bådsmand. 8
Ja så godt var det, at vi gentog det dagen efter. Vi sendte tørdragter hjem med posten, da vejrudsigten så nogenlunde ud. Det fortrød vi senere, men regler i DK rundt tillader ikke at få nyt udstyr undervejs, som vi tolkede reglerne. Dag 10 Løkken-Kærsgårdstrand v.hirtshals (20.5 km) Vi kom lidt sent af sted, ventede på at vejret skulle blive nogenlunde med kun 1½ m bølger. Gennemsnitsfarten var imponerende 3.8 km og teltet blev da også slået op igen på stranden efter kun 20.5 km ved Kærgårdstrand syd for Hirthals. Max fart var 9.4 km. Det må have været på vej ind gennem en brænding. I dagbogen står: der er laaaangt til Skagen, hvad det så dækker over? Dag 11 Kærsgård Strand-Lilleheden klitplantage Hirtshals (13.2 km) Op kl. 3 for at få nogenlunde rovejr til passagen af Hirtshals, som jo også efter Hanstholm er en af de spændende passager med strøm, 1½ bølger fra forskellige retninger og refleksbølger. Der var noget søgang, men toérkajkken var utrolig stabil. Kun 13 km blev det til, hvor teltet igen blev slået op ved Lillehedens plantage lige efter Hirtshals, da bølgerne igen byggede op og vi kun kunne holde ca. 3 km i timen i 8 m vind og bølger. Dejligt også at have passeret Hirtshals. Dag 12 Lille Heden Klitplantage Skagen Klitplantage (55 km) Blev igen en god rodag med 55 km. Skagen blev rundet. Der var en del dønninger med op til 2-2½ m lige før det nordlige punkt ved Skagen. Planen var at holde pause ved grillbaren ved Gl. Skagen, og kigge lidt på de rige, men da Else så brændingen, så fortsatte vi til Skagen. 45 km blev det til uden pause. Dønninger kom fra vest og brændingerne så ikke venlige ud. De voksede efter Gl. Skagen og blev større og større. Erfaringen og kortlæsningen sagde, at de skulle dæmpe sig igen inden grenen, men det blev da lidt spændende, om det nu også var rigtig, da kræfterne ikke lige var til 45 km den anden vej igen. Grenen 9
Men jo, der var helt fredeligt efter runding af Grenen med en halv meter brænding. Thomas og Thomas var ankommet et kvarter før os, så der blev udvekslet lidt erfaringer. Vi kunne følge Thomas og Thomas dagligt på hjemmesiden og GPS tracker, men de ikke havde kendskab til vores whereabouts. På denne tur skrev vi kun nyhedsmail til familie og venner undervejs. Der var masser af turister på grenen, som også lige skulle høre lidt om kajak og vores tur. Det var god promovering for kajaksporten. En tysker havde også taget lidt billeder ved rundingen af Grenen som vi senere modtog pr mail efter hjemkomst. Skagen er igen et skarpt hjørne at passere. I forestillingerne hjemmefra så ændrer alt sig herfra; temperaturen stiger, solen skinner, der er kun medvind og bølgerne er stort set under 0 m. Vi blev klogere. Turen fortsatte til Skagen Klitplantage syd for Skagen inden natlogiet blev gjort klar. 45 km kan ros i et stræk, men det er bedre at holde flere pauser, hvor det er muligt. Dag 13 Skagen Klitplantage-Sæby (43.1 km) Vi nåede 43 km, 5.6 km i snit, op til 1½ m bølger, blæsende op til 8-10 SM. Der blev holdt pause ved Palmestranden i Frederikshavn, indtil vinden lagde sig en lille smule. Der blev fortsat til Svalehalen Camping nord for Sæby, som blev nået sent på dagen. Det var her jeg mistede høreapparater for 20.000 kr. sidste år. Så der var ikke specielt gode minder om stedet. Det ene høreapparat blev dog fundet igen. Det var en sej dag i modvind. Dagen efter var planlagt hviledag, da der var masser af vind. Else havde fået noget ondt ved brystet, og var lige en tur forbi vagtlægen for at se, om der var noget lungebetændelse. Det havde været meget koldt og vådt i efterhånden nogle dage. Men det viste sig nu kun at være piveri, en forstrakt muskel, fibersprængning eller lignende. Musklen fik 24 timers hvile, inden det gik løs igen. Den blev ved med at drille på resten af turen. Jeg flyttede lige fra telt til hytte, mens Else var ved vagtlægen, da den teltplads vi havde, var booket. Hytteluksus blev brugt til at sove og sove og sove. Musklerne nød at få fred en dags tid og depoter blev fyldt lidt op igen. 10
Dag 14 Hviledag Dag 15 Sæby-Hou (38,9 km) Der var opstandelse kl. 2.00 og vi var på vandet kl. 4.00 (der var rimeligt langt at gå med udstyr og kajak fra hytten). Vejret så ud til at være nogenlunde frem til kl. 12.00. Der var jo også lidt intern konkurrence med Thomas og Thomas. Vi havde fordel af at kende deres position fra GPS trackeren, mens de ikke havde vores position. Måske lidt unfair, men hva fan.. alle tricks gælder jo. Denne dag viste østkysten igen alt sin blidhed med op til 8-10 SM vind fra sydøst, bølger op til 1½ m og koldt 17 gr. Hvor er sommeren henne? Vi ville gerne have været i shelterophold i Voerså, hvor jeg havde et dejligt ophold året før, men det var alt for tidligt på dagen at gøre holdt. Thomas og Thomas var roet afsted aftenen før og havde vist roet hele natten. Vi så dem ved en pause i Asaa, hvor de lå og boblede. Toérkajakken skyndte sig videre, da det ville blæse op senere til 12 sm, måske mere endda. Vi nåede til Hou efter 39 km, hvor kajakklubben var så venlig at stille deres klublokale til rådighed. Dejligt at få denne mulighed for læ og tørvejr i næsten kuling efterhånden. Hård dag med 8-10 m vind, men vi havde jo sovet igennem dagen før. Dag 16 Hou-Als (36 km) Inden afgang kom Oluf et familiemedlem (næsten som sædvanlig) gående hen af molen. Jo, de var lige på vej til Læsø i sejlbåden. Det var tredje gang denne sommer vi mødtes tilfældigt i vidt forskellige havne. Straks udenfor havneindløbet blev vi mødt af 10 sm modvind som fortsatte de næste 24 km. Derefter aftog vinden lidt. Limfjorden blev krydset. Det er endnu et skarpt hjørne på Danmarkskortet, som blev passeret. Salt og peber fyrtårnene blev fotograferet med kajakken foran som sig hør og bør inden det gik det videre til Als med en kort pause før Øster Hurup. 11
De sidste km faldt vinden til 4 sm, så GS-hastigheden blev forbedret til 4.8 km/t. Jo, der skulle arbejdes for at få nogle km på ro-kontoen. Ved ankomsten i Als blev der ringet til formanden for borgerforeningen, som også ror kajak. Vi spurgte, om det var ok at sove lige inden for den lange cementmole. Det var ikke helt tilrådeligt, da der lige for tiden var lidt problemer med nogen unge mennesker i området som kunne finde på sjove ting, men han ville gerne hjælpe med at komme frem og tilbage til campingpladsen tæt ved. Det var meget fornemt. Det blev også til en masse kajaksnak. Jeg nåede at rose vores kajakvogn i høje vendinger, mens kajakken blev trukket ind af betonmolen.. hvorefter vognen brækkede sammen og næsten lavede hul i kajakken. Det var som om praksis ikke helt hang sammen med de oratoriske udmeldinger. Jeg havde mange undskyldninger parat. Den næste morgen reparerede jeg vognen igen, så den næsten var som ny. Aluminiumsrør på 1 mm godstykkelse uden lejer bliver slidt igennem på et tidspunkt efter flere års brug. Et andet rør fra vognen blev tilpasset hjulene med lån af en boremaskine. Dag 17 Als-Grenå Syd (65 km) Begyndte med et 36 km kryds til Bønnerup Havn. Midt på dagen blæste det lidt op. Vi ville gerne have nået i position på Hjelm, så vi var klar til overfart til Sjælland tidligt den næste dag, men kræfterne rakte kun til syd for Grenå, som blev nået kl. 23.45 efter 65 km. På stranden var der nat-orienteringsløb med et hav af pandelamper, så vi var nødt til at fortsætte længere og længere, indtil vi sent og i totalt mørke kunne få stranden for os selv. Dag 18 Grenå Syd-Rugaaard Camping (13 km) Hjelm var let at nå med kun 30 km s afstand. Men det ville blive for meget med yderligere 31 km som sidste trin på dagen for at komme over til Sjælland efter at have roet langt dagen før. Det ville ikke være forsvarligt. Vi ville have overskud, inden vi var klar til det store Sjællandskryds. Vejret var heller ikke ok sidst på dagen til en overfart. Det blev i stedet til Rugaards Camping 13 km nede af kysten. Hjelm var tydelig kun 15 km borte, men ingen grund til at tage derud, da vejrmeldingen DMI var dårlig de næste 5 dage. Vi havde sat en række minimumsbetingelser for at tage dette kryds (og andre større kryds): Dagslys i + 2 timer udover den planlagte overfartstid, hvis nu der skulle opstå en forsinkelse 12
Maks. 1 m bølger iflg DMI s farvandsoversigter og gerne aftagende frem for stigende Maks. 8 m vind, gerne fra ryggen (vest ved dette kryds) Rimelig sigtbarhed Vi skulle være rimeligt veludhvilede, som tidligere nævnt Alle disse betingelser skulle gerne være på plads, og det var der ikke lige udsigt til. Vi lejede en klam hytte. Nåede først op i butikken for at købe frokost, da der var frokostlukket. Måtte så nøjes med dåsekonserves igen. Faldt så i søvn og vågnede så først igen, efter at butikken var lukket kl. 19. Vi havde ellers set frem til den store menu med frisk kød frem for dåsebøf. Øv, øv, ikke til at bære. En flaske vin skulle vi da dele, så jeg løb rundt på pladsen og det lykkedes at klunse en flaske rødvin fra en forstående lystfisker som der var mange af på pladsen. Rødvinen blev nydt sammen med dåsebøffen. Dag 19 Rugaard Camping-Havnebyen (56 km) Jeg vågnede tidligt og lå i sengen og surfede lidt på I-phonen. Hva søren!!! Vejrudsigten har jo ændret sig. Der er hul igennem, alle forudsætninger er på plads. Else, så er det op. Tørre det sidste tøj i tumbleren, morgenmad, ned med kajak, pakke, tilbagelevere en flaske rødvin, betale, nye batterier købes til GPS Etrex og så af sted. Paul sender også lige en SMS, og siger vejret ser da godt ud, og der er hul igennem. Jo, jo, svarer vi: Vi har set det, vi er på vej. Første pause er Hjelm efter 15 km. Hovsa, hvad er det? Der holder en flyvemaskine midt på Hjelm!. Dog lidt skjult i buskadset for ikke at ødelægge idyllen på denne skønne plet ude i Kattegat. I pausen fyldes vesten op med lidt ekstra føde og så afsted igen. Bølgerne kommer ind bagfra og skubber os af sted. Hu, hej hvor det går. 2 GPS er indstillet og 2 kompasser bliver også fulgt nøje. Vi har hele Dk ruten plottet ind, så det hele tiden er det muligt at se, hvor vi ligger i forhold til den planlagte rute. Der afviges aldrig mere end 100 m fra ruten. Faktisk lidt kedeligt at ro efter. Sjovere, når vi kun roer med kompas og skal regne med afdrift for vind og strøm, men langt mere sikkert er det jo med GPS en. Behagelig overfart med significant bølgehøjde på maks. 1 m bølger som iflg DMi s, definition er middelhøjden af den højeste tredjedel af bølgerne. De største bølger vil være noget højere 1½-2 m, men der er god afstand mellem toppene, så det kører bare. Der er ikke god sigt, men rimeligt sigt måske på 7-10 km. 13
2/3 ovre kommer det første halvstore skib på måske 75-100 meters længde til syne. Da de får øje på kajakken, drejer de godt bagom. Den gule kajak er tydelig at se og det er vores orange veste, og orangegule rojakker også (farven er valgt ud fra sikkerhedshensyn). VHF er også klar om nødvendigt for at kalde, hvis nogen kommer for tæt på. I år blev SOK ikke kontaktet inden afgang. Lidt længere fremme passerer endnu et skib i god afstand. Hu, hej, hvor det går over Kattegat Der er ingen lystsejlere i det ringe sommervejr, så også på denne vis er passagen helt uproblematisk i forhold til de 15-20 store skibe jeg mødte sidste år. Ved Sjællands Odde får Else en tissepause lige efter flådestationen Gniben. Selvom bølgerne er små her, er det umuligt få den ca. 140 kg tunge kajak på land for sten uden at lave skader på den, så jeg bliver til havs med kajakken, mens Else smutter i land og letter ben. Hurtigt går det videre til Havnebyen, hvor der overnattes i et af byens shelter efter 56 km. Udmærket dagsetape, da afgang først var 11.45 (alt udstyr var jo spredt ud i hele campinghytten, da vi jo havde forventet en hviledag eller to). Herlig overfart, utrolig sikker i en bred toer kajak. Dag 20 Havnebyen-Tisvilde Hegn (43.9 km) Regn, overskyet, gråt og kedeligt, koldt med 15 gr, noget vind imod. Kom lidt sent af sted, da fruens våddragt lige skulle forbi tørretumbleren. Passerer Ebbelykke, hvor jeg sidste år hældte kogende vand ned over benet og blev nødt til at stoppe togtet. Så fremover er det nyt rovand for os begge. Jeg havde stort set haft forbud mod at håndtere varmt vand på turen. Det passede mig udmærket! Den eneste lidt spændende og flotte oplevelse på dagen var passagen over til Hundested, hvor solen lige bryder igennem for en kort bemærkning. Ellers var det en sur dag. 14
Efter 44 km overnattes på stranden ved Tisvilde hegn. Der var absolut ingen mennesker på strandene i det kolde vejr bortset fra en enkelt hundelufter og så livredderne i de 10 til 15 containere der er opstillet ved strandene på nordkysten af Sjælland. Baywatch pigerne og drengene kedede sig bravt, så det ud til. Når toerkajakken kom forbi var der endelig noget at rapportere til den næste ensomt beliggende container. Dag 21 Tisvilde Hegn-Helsingør (42.9 km) Vi fortsatte og nåede frem til Helsingør Camping efter 42,9 km. Starten var ok med 5 m vind men sidst på dagen kom vinden op på 14-16 sm direkte imod fra øst. Der blev kæmpet frem meter for meter. Bølger op 1 m. Temperaturen helt ned på 13-16 grader. Mange flotte huse. Hvorfor kan man ikke deles om en fælles trappe ned til vandet? Sjællands nordkyst De koster ca. 100.000 til 200.000 kr. stykket. Nødhjælpsorganisationer ville værdsætte pengene, men det er selvfølgelig vigtigt at have sin egen trappe! En dejlig middag blev nydt på havnen i Helsingør. En sejler i havnen sagde, der var 16 sm på det tidspunkt, vi kom til Helsingør. I morgen vil vi forsøge at nå København. 15
Sommervejr ved Kronborg! Dag 22 Helsingør-København (50.1 km) Dagen byder på lidt af hvert. Fra 12 sm ved Helsingør til ingen vind sidst på dagen - fra 2 m bølger til havblik. Det var spændende roning rundt om Kronborg og Færgelejerne. 2 timer om at ro 5 km! Vi krydsede færgelejet ligesom Sverigesfærgen gik ind. Vi fik faktisk lidt læ af færgen og så satte derfor fuld knald frem i 2 m bølger fra den ene side, hvorefter der straks kom 1½ m refleksbølge fra den anden side. På et tidspunkt var vandet bare væk vi blev simpelthen kastet op i luften og faldt en meter eller lign. ned. Sjovt, og utroligt at bølgerne sådan kan kaste rund med en ekvipage på ca. 300 kg. Det var ikke som sådan ubehageligt vi følte os trygge nok. Men der blev rykket til, så de næste færger ikke skulle forsinkes af en lille kajak. I Snekkersten blev der holdt en velfortjent pause, men det var hundekoldt. Vi blev ikke tilbudt at komme ind i varmen, om end vi forsøgte at indynde os. Det virker som om, der er lidt uvilje mod kajakker i de nordsjællandske havne. Der lå også mange kajakker ved strandene. De fylder sikkert en del på vandet, når der er godt vejr. Efter Snekkersten ophørte tragteffekten, hvor den kraftige vind og strøm fra syd bliver presset sammen, og vejret blev bedre og bedre. Da vi roede ind i 16
København sidst på dagen var der havblik. Et par gummibåde med en polter-abend eller lignende fræsede rundt med voldsomt store motorer og ødelagde lidt af aftenidyllen, men dem i bådene havde det vist meget sjovt. Det var første gang, vi skulle ro i Købehavns Havn, så tilladte ruter i havnen var på forhånd blevet grundigt studeret. Flot var det at glide tæt forbi et kæmpe krydstogtskib, som var på vej ud af havnen. Noget et fartøj, når man er helt tæt på. Så gik det syd om Trekronerfortet. Ned forbi operaen (oplagt til vild camping under halvtaget). Videre forbi Amalienborg (rejste hånden til hilsen som aftalt med vores naboer derhjemme). Beboerne deroppe hilste vist igen og fortsatte forbi Nyhavn og videre under broerne. Desværre var kajakcafeen ved Langebro allerede lukket. Det begyndte at trænge sig lidt på med Hvor skal vi sove i nat? Planen var Amager, som var nærstuderet ved et Københavnerbesøg tidligere på året - dog uden at vi havde fundet en eksakt koordinat for et overnatningssted. Amager Ro og Kajakklub gled forbi, Ja, hvorfor ikke der på græsplænen. Ind og spørge.helt ok. Op med telt. Det gik stærkt, for der var tusindvis af myg. Og så i seng. Det med tandbørsten og andre hygiejnetiltag, abstraherede vi fra. Amager Ro og Kajakklub næste morgen. Det havde været bedre, hvis dagens vindforhold havde været omvendt med vindstille om morgenen ved Kronborghjørnet og så vind om aftenen til at jage myggene væk. 17
København var nu indtaget. Så er grænsestenen jo lige rundt om hjørnet, tænkte vi igen. Goddag mand økseskaft. Vi blev klogere. Dag 23 København-Rødvig (51.7 km) Det begyndte godt. HAVBLIK, SOLSKIN 20 gr. hele dagen, herligt til krydset over Køge Bugt. Første dag uden rojakke. Så er der noget ved at ro kajak.måske også lidt kedeligt uden udfordringer? Flot syn af Stevns Klint. Første gang for sådan et par jyder. Spændende at kigge efter koldkrigsbunkeren. Overnatning i skov/krat lige efter Rødvig. Dag 24 Rødvig-Knudshoved Odde (63.7 km) Rødvig til midt på Knudshoved Odde 63,7 km. Gs 6.4 km. Solskin. 3 broer passeret på 3 timer Else fik sin første is på turen. Flot overnatning med aftensol. Fantastisk rovand. Anden dag uden rojakke. Dag 25 Knudshoved Odde-Glænø (34.7km) Hjemmefra havde vi planlagt med et kryds direkte fra spidsen af Knudshoved til Omø, men som vejret så ud, var det ikke fornuftigt med et 30 km langt kryds i op til 12 sm modvind. I stedet tog vi fra spidsen af Knudshoved direkte til Karrebæksminde og fortsatte så op langs kysten. Op til 2 m bølger ind mod Karrebæksminde. Modvind det første og det sidste stykke på dagen. Sidevind midt på dagen. Der skulle arbejdes for hver meter. Spidsen af Knudshoved Odde er det flotteste sted på hele turen Danmark Rundt. Et par vandringsmænd havde også fundet frem til spidsen i de tidlige morgentimer. Kan anbefales som destination for kajaktur eller gåtur. På grillbar i Karrebæksminde fik jeg en større is, end jeg kunne spise. Det er aldrig sket før! 18
Konklusion på dagen: Hellere ro 70 km i stille vejr end 35 km i sådan et møgvejr. Fordi vi ikke kunne tage det direkte kryds til Omø blev Dk rundt turen forlænget med ca. 10 km. Det betød til slut, at vi ikke fik den korteste gennemførte rute DK rundt. Dag 26 Glænø Lundeborg (44.4 km) Dagen startede igen med kraftig modvind 10-12 sm faldende til 5-8 midt og sidst på dagen. Første pause var ved et klondike privat havneanlæg for ålefiskere med deres egen charme. Vi fandt noget læ bag en busk. Så blev der kæmpet videre til Stigsnæs og Omø. Nu ville vi gennemføre, men det var lidt en kamp. Om morgen havde vi ringet hjem og fået forlænget ferien med et par dage om nødvendigt. I pausen på Omø var Else lige ved at komme op at slås med en svensker om en tørretumbler. Den svenske kvinde beskyldte Else for det værste og var godt oppe at køre. Da vi senere så svenskermanden, slappede vi helt af igen. Vi skulle nok klare os på fysikken, om det blev nødvendigt. Diplomatiet vandt og svenskerkrigene blev ikke genoptaget. Våddragten blev delvis tør. Det var vist sidste gang denne svensker besøger Danmark. Så var vind og bølger efterhånden aftaget, og vi krydsede til Langeland. Der var en del store skibe i sejlrenden. En enkel måtte finde sig i at holde sig på sejlruten, selv om han gerne ville have lavet et short-cut men der lå vi jo i vejen. Spejlet var hentet frem for at give lidt blink for lige at være på den sikre side. Om det var det, der gjorde at skibet fik øje på os, må være udsagt. Jeg bruget samme metode sidste år ved Sjællands Odde. Nå, det 150 m lange skib tog omfarten for at komme uden om os, og var tæt på at skære Langeland over i to. Sejlrenden slår et knæk, der hvor vi krydsede. Det betyder, det er svært helt at forudsige skibenes rute ud fra søkortet. Det er meget nemmere oppe nordpå ved Sjællands Odde, hvor sejlruten er lige. Nu var det heller ikke værre. Måske er det overdramatiseret en lille smule. Men små kajakker bør efter vores mening helst undgå de store skibes ruter. I øvrigt mødte vi også 3 vandscootere ude midtpå, som lige var henne og hilse på. Efter en pause på Langeland fortsatte vi til Fynssiden. Det sidste stykke blev til nattur i mørke, som var uproblematisk, men vi var for trætte, og tonelejet blev hævet lidt. Det må have været ovenpå svenskerfejden. Det havde været bedre at stoppe på Langeland og så starte tidligere dagen efter. 19
Klar til at krydse til Fyn Det er noget rod at komme til en fremmed strand i mørke og skulle slå telt op. Der var i øvrigt også omkring 135.000 tanglopper i forteltet, der alle vågnede op på en gang, da pandelamperne blev tændt. Kun omkring 998 af dem kom med ind i inderteltet. Alle sov godt til næste morgen. Ellers var der ikke mange fejl i turplanlægningen. Vi tror i øvrigt ikke, at der er mange par, der kan gennemføre en sådan tur med så få diskussioner undervejs i en toérkajak. Mange gange blev vores grænser udfordret til det yderste med kulde, træthed, store bølger osv. Måske er det fordi man ved, at den anden er lige så træt, lige så kold o.s.v., at man bedre bærer over med hinanden. Det var i alt fald dejligt at opleve, hvor fint et samarbejde vi havde, også i de situationer, hvor vi var allermest trætte. Dag 27 Lundeborg - Als, sydspids (58 km) Fyn til Als 58 km Nu var det tæt på. Intet måtte gå galt. Modvind igen 5-8 m hele dagen. 9-10 sm i perioder ½ m bølger op til 1 m for nogen af dem. Men det var blevet varmt. Dejligt. 20
Første pause i Svendborg. Mødte en roer, der skulle til Fyn Rundt, som skulle starte dagen efter. Næste korte pause var på Flæskholm. Vi blev i tvivl om vi måtte gå i land der. Der stod intet på søkortet og vi kunne ikke finde forbud på nettet. Vi tog hurtigt af sted igen efter en tissepause som var blevet lidt påtrængende. Næste stop blev nordspidsen af Ærø. Det var planen at overnatte her, men nu gik det jo godt, så dagen blev forlænget med krydset til Als. Det blæste faktisk noget op, så det blev lidt hårdere end planlagt, men der skulle kun soves bagefter. Kunne grænsestenen nås i morgen? Dag 28 Als sydspids-grænsesten (50.4 km) Als til grænsestenen 50 km. Dejligt stille vejr til en start, men ak, det holdt ikke. 5-8 m imod. Vi var efterhånden noget slidte og trængte til en hviledag. Elses fiberspængning (eller hvad det nu var) var bestemt heller ikke blevet bedre. Stranden ved Kegnæshøj - Hej Bo. Ved Kegnæshøj kom min bror Bo og Anne Kirstine forbi og fik en bilnøgle. De hentede så vores bil ved Vidåslusen, så den var parat, hvis grænsestenen skulle blive nået sidst på dagen. Dejligt at få hjælp til det. Det viste sig, at bilen havde stadig alle hjul på efter 4 ugers stilstand i Højer. Brormand ville også sørge for overnatning på camping og mad. Vi havde ellers budt på dåsebøf, men her blev der snakket udenom. Der var i det hele taget ikke så 21
stor afsætning på dåsebøf her sidst på turen, om end jeg sidste år næsten havde fortjent en bonus fra Beauvais for reklamefremstødet. 6 gode dage på vestkysten fra Vadehavet til Hanstholm var det blevet til. Herefter. 9 lange dage for at komme rundt om Vendsyssel og så 7 dage rundt om Sjælland plus de små etaper. Nu var det ved at være slut. Da der blev roet syd på fra Skagen var der søndenvind, da der blev roet mod øst ved Nordsjælland var der østenvind. Ved Øresund var der søndenvind. Ved Sydsjælland til grænsestenen var der vestenvind. Nå, nu ikke mere piveri. Nu gik det bare meter for meter de sidste mange km ind i Flensborg Fjord. Ruten blev igen længere end planlagt, da vi gik tæt på land for at opnå en lille smule læ. 19.38 så var vi der. Give me five.yes, yes, yes, vi gjorde det. Champagnen var parat, og der blev skålet. En anderledes, fantastisk tur. En tur, der bliver husket for livet. Ja, hvad skal der til for at ro Danmark rundt. Med fysik, teknik, erfaring og vilje, så kommer man langt. Og så skal man nok også være lidt småskør med kajak. Prøv selv Else og Karsten Turen: 28 dage 1.143,5 km. 22
23