NÅR LIVETS KÆDE HOPPER AF

NÅR LIVETS KÆDE HOPPER AF Bo Kristiansen blev i 1994 diagnosticeret som skizofren og var i en periode indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling. Et sundere liv uden cigaretter og alkohol samt en markant kostomlægning har dog fået skabt balance i Bos liv, hvor især cyklingen blev vejen frem til et bedre liv. Af: Christian Birch Fotos: Cykel For Sagen/Colorbox/Christian Birch/Christine Wex

I cykelløbet Cykel For Sagen - Fra Varde Til Skagen, hvor Bo Kristiansen tilbage i 2011 deltog sammen med andre psykiatribrugere, blev der tilbagelagt mere end 400 kilometer over fem dage. Cykelløbet blev for Bo Kristiansen det hårdeste, han nogensinde har oplevet, men samtidig var det også en smuk afslutning på adskillige års kamp med skizofrenien som fast følgesvend, da han krydsede målstregen i Skagen. Fotos: CykelForSagen.dk Af: Christian Birch B o Kristiansen er lutter smil, da vi mødes første gang på Glostrup Hospital og trykker hånd. Han har været tidligt oppe for at tage morgentoget fra Kolding til København, men han viser nu ingen tegn på træthed efter flere timer på skinnerne. Den 52-årige mureruddannede Bo skal om et par timer holde foredrag på Glostrup Hospital for Vestegnens psykiatribrugere og medarbejdere. Her skal han fortælle om hans egen vej ud af en diagnose som paranoid skizofren ved hjælp af noget så simpelt som motion og sund kost. Men før solstrålerne igen brød gennem de mørke, tunge skyer, der hang over Bos liv, så skulle han først i gennem et årelangt forløb og efterfølgende redefinere sig selv som menneske. En kamp som tog mere end ti år at gennemføre og med utallige psykiatriske indlæggelser til følge. Med som vidner på hele nedturen er Bos familie, der består af barndomskæresten Lis og tre børn. Især Lis bliver det livsnødvendige anker, der får Bo til at poppe op til overfladen som en korkprop efter ny luft. Han taler i det hele taget ekstremt varmt om Lis og der går heller ikke lang tid, før han blankt erkender: - Hvis ikke Lis havde været der, ja så ved jeg ikke, lyder det, uden han kan færdiggøre sætningen. Tankemylder fylder Det virker meget afslappende og behageligt at være i hans selskab. Der tales velovervejet om livet som skizofren, og han fægter sjældent med armene, når pointer skal markeres eller understreges. Bo passer i det hele taget perfekt på beskrivelsen om den sindige jyde, så derfor er det også meget svært at forestille sig, at Bo i de mest dekadente perioder af sit liv har været manisk, trippende og ude af stand til at finde ro i sjælen. Som en løve i et bur, der glubsk venter på at blive sluppet løs af lænkerne og fortære bøffen i én stor mundfuld. Det står hurtigt klart, at Bo har fortalt historien før, men han er på ingen måde frelst eller bedrevidende. Han understreger derimod flere gange, at motion, kostomlægning og et afholdsliv har været vejen frem for ham. Ikke at det nødvendigvis er den 1 endegyldig formel på et bedre liv for andre sindslidende. - Der er jo forskellige patienter med forskellige diagnoser. Jeg er her ikke for at fortælle, at gør som jeg, så går det hele nok. Jeg kan kun fortælle om, hvad der har virket for mig, og det har motion og et sundt liv, lyder det. Og virket, det har det. Efter Bo begyndte at motionere, har han fået sat medicinforbruget ned og har mærkbart mere overskud i dagligdagen. Han kan fungere nu. Når han skal forsøge at sætte ord på, når han ikke fungerer, og hvad skizofreni er for ham, så er det især ordet tankemylder, han hele tiden vender tilbage til. At han ikke kan samle tankerne om noget. De fiser rundt inde i hovedet på ham som en mental flippermaskine, der til sidst får ham til at tilte. Eller når han går en tur i skoven og straks kan lugte parfume eller deodorant, selvom der ikke er en sjæl i miles omkreds. Hans sanser skærpedes i en uhyggelig grad, hvilket samtidig er en advarselslampe om, at han skal geare ned og tage en time-out. Heldigvis har Bo udviklet en mental teknik, der kan holde dæmonerne væk, når de banker på sindets skrøbelig dør. - En person, der var så psykotisk, som jeg var, skal man ikke vende ryggen til. Bo Kristiansen rammer bunden i 2004 og bliver indlagt på den lukkede afdeling - Jeg kan nærmest tænke de dårlige tanker væk, så jeg ikke falder tilbage igen eller får de her dyk. Jeg tvinger mig til at tænke positive tanker, hvilket har hjulpet mig meget de seneste år, siger han om tankeøvelsen. Der har nu også været lang tid til at øve sig. For problemerne begyndte for mere end 20 år siden, hvor han gik ned med flaget første gang.

Paranoiaens indtog I 1991 har Bo sammen med Lis et hus samt en to årig datter. Senere kommer der yderligere to børn til, og i det hele taget er der tale om en ganske almindelig dansk familie. Alligevel har Bo det ikke godt, så i 91 kommer den første alvorlige krise med en psykiatrisk indlæggelse på Kolding Sygehus i tre måneder. Det er et stigende arbejdspres, der første gang får filmen til at knække. - Jeg følte mig simpelthen forfulgt af min arbejdsgiver. Han var hele tiden efter mig, følte jeg. Jeg ved ikke, hvad årsagen til det var, men jeg talte med en kollega om det, som overhovedet ikke kunne genkende det, siger Bo om den paranoia, han pludselig fyldes med. Han ved godt, at det er ham, den er gal med, så han sygemeldes fra arbejdet, der senere fyrer ham grundet de psykiske problemer. Hjemme i privaten hos Lis er han heller ikke meget bevendt. Bo kan ingenting. Ikke en gang smøre en mad til sig selv. Det står lysende klart, at han trænger til hjælp, så han går med til indlæggelsen på Kolding Sygehus. Det bliver et kulturchok af rang. - På en psykiatrisk afdeling går alle patienter bare med armene hængende ned langs siden. Der er ingen kontakt med de andre overhovedet og alting foregår i slow motion, fortæller han. Han har dog også nok at gøre med at passe sig selv, selvom han er temmelig rundforvirret over indlæggelsen. Han kan ikke rigtig kapere det. - Jeg er ikke helt klar over, hvad der foregår, så jeg er lidt på herrens mark. Men samtidig har man virkelig bare intet overskud, og har det pissedårligt med en masse tankemylder oppe i hovedet, lyder det om den første tid som psykiatrisk patient. Af lægerne får han I første omgang at vide, at det formentlig bare er en efterårs-depression, så han forlader Kolding Sygehus som planlagt tre måneder efter. Uden en diagnose. Først tre år efter, med yderligere indlæggelser til følge, får han stillet diagnosen paranoid skizofren. - Det er selvfølgelig ærgerligt at få sådan en diagnose. Ja, det er vel nærmest en dom, siger han og fortsætter: - Men jeg forholder mig faktisk ikke rigtig til diagnosen paranoid skizofren. Den fiser godt nok ind derinde, men jeg kan ikke bruge det til noget, forklarer han om diagnosen, som han nærmest glider af på. Diagnose uden prognose For godt nok giver diagnosen klarhed og svar på, hvorfor han har haft det så skidt i en årrække og dermed kan få den rette medicinering. Men mange af problemerne er også forbundet med en destruktiv livsstil. Bo indtager, i de mest hidsige stunder, op mod 900 mg. medicin krydret med et par flasker rødvin samt 40-60 smøger dagligt. Ofte falder han i søvn på sofaen efter aftensmaden i medicin- og alkoholens søvndyssende tåger. I denne periode er han ikke ligefrem den bedste kæreste for Lis. Det slider da også på forholdet, men Lis står ved sin mand. - Men jeg forholder mig faktisk ikke rigtig til diagnosen paranoid skizofren. Den fiser godt nok ind derinde, men jeg kan ikke bruge det til noget. Bo Kristiansen om da han fik diagnosen skizofreni De hyppige besøg på den psykiatriske afdeling fortætter de næste par år. I hullerne i mellem indlæggelserne arbejder han lidt her og der som murer, indtil han lader sig førtidspensionere i 1997 som 35-årig. Brugt op og slidt ned. Der er ikke mere at give af, så han stempler ud fra arbejdsmarkedet. Det bliver arrangeret fra kommunal side, at han kan fortsætte i det lokale dagcenter for at have noget at stå op til om morgenen, men han har det stadigvæk ikke godt. De dårlige vaner og Bos liv kører mere eller mindre i ring uden de store lyspunkter, og bunden rammes endegyldigt i 2004, hvor han bliver indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling. Om end det kun bliver for en kort bemærkning, så er det alligevel en nødvendighed, da tankemylderet i hovedet er for stort. - En person, der var så psykotisk, som jeg var, skal man ikke vende ryggen til, siger han med alvor i stemmen og vrider sig samtidig lidt i stolen på spørgsmålet, om han ligefrem var til fare for andre eller sig selv. - Jeg tror det ikke. Altså, jeg har jo aldrig slået nogen før. Så nej, det tror jeg ikke, svarer han forsigtigt, men tvivlen lyser alligevel ud af ham, mens han nipper til kaffen. Indlæggelsen på den lukkede afdeling bliver kortvarig, hvor han bagefter kommer op på den åbne afdeling. Her banker han i bordet. Igennem mange år i psykiatri-systemet har han prøvet mange forskellige medicin-præparater, enten fordi der er kommet nye produkter på markedet eller også på grund af ny medicinering. Nogle gange med positiv effekt, men andre gange med knap så god effekt. I 2004 var medicineringen ikke god og decideret modbydelig for Bo, så han kræver ny medicinering. - Jeg føler, at det ikke rigtig vil vende for mig, så jeg gik op til sygeplejersken og sagde, at jeg må have noget andet medicin. Jeg kan ikke sove, jeg kan ikke få ro, og jeg kan mærke, at det ender galt det her. Så vi må gøre noget, og jeg går ikke, før du har givet mig de piller, forklarer han om mødet med sygeplejersken på den åbne afdeling.. Han får tildelt en ny hurtigtvirkende medicin efter en lægefaglig rådslagning, som giver positive resultater med det samme. Han mærker en markant forbedring, så han kort tid efter igen kan forlade den psykiatriske afdeling. For sidste gang. En fjerbold bliver nemlig skyld i, at hans liv pludselig vender 180 grader. Idrætten bliver redningen Da han forlader Kolding Sygehus og den psykiatriske afdeling i 2004, kan Bo ikke få lov til at vende tilbage til dagscenteret, hvor han ellers har været de sidste mange år. Kommunen kører efter et rotationsprincip, så brugerne ikke sidder fast samme sted, men derimod kommer videre i systemet. Bo skal have ny luft. - Det syntes jeg var helt fair, så ikke et ondt ord om det. Jeg endte i stedet på værestedet Vækststedet, som er noget helt andet end distriktspsykiatrien. Her var der jo tilbud til alt muligt. Der var musikrum og man kunne lave glas og sådan noget, men det passede ikke lige til mig. Så var der én, der fortalte om en idrætsforening for sindslidende, og kort efter spillede jeg badminton hver fredag. Det blev jeg virkelig bidt af, siger han om introduktionen til idræt. Idrætten bliver en åbenbaring. Han elsker at dyrke motion, der ellers ikke har stået højt på hans prioriteringsliste tidligere. To gange om ugen svinger han ketcheren eller svømmer en tur, og Bo får det bedre og bedre, som tiden skrider frem. Når han dyrker idræt er tankemylderet væk. Han er i bund og grund bare et individ, der forsøger at komme i form og presse sig selv til grænsen. Alt det andet tankemylderet og de daglige problemer kan han hænge ude på knagen i omklædningsrummet. Det er deri, at befrielsen ligger. Stille og roligt foretager alkoholforbruget sig også efterhånden som tilgangen til sporten bliver mere og mere seriøs. Alligevel skal der en frisk og årvågen læge til endelig at konfrontere Bos alkoholforbrug. Ved en rutinemæssig blodprøve kan sygeplejersken se på Bos blodtal, at han nok måske drikker lidt mere, end godt er. Han er ikke fuldblodsalkoholiker, men han drikker for meget. Sygeplejersken kigger Bo dybt i øjnene og spørger: - Bo er det ikke på tide, at du stopper?, genfortæller han om oplevelsen. - Først svarede jeg: Stopper med hvad dog?!, selvom jeg 2

udmærket godt ved, hvad hun henviser til, siger han om den stædige sygeplejerske, som holder et stålfast blik på Bo. - Jeg tror udmærket, du ved, hvad jeg taler om, replicerer sygeplejersken, hvilket gør Bo fuldstændig paf. - Det var fint, at hun(sygeplejersken, red.) gjorde det, men jeg siger dig, det var grænseoverskridende, at hun konfronterede mig. Jeg fik et meget mere afslappet forhold til alkohol efter den blodprøve, siger han. - Hold kæft, det var fedt! Blodprøven bliver det sidste afgørende vendepunkt for Bo. Det endegyldige sidste skridt ud af mørket, der på daværende tidspunkt har varet mere end et årti. Det hele lysner nu for familien Kristiansen, som nu ikke kun overlever - de begynder så småt også at leve. Bo har det godt, og de næste par år motionerer han på livet løs sammen med andre psykiatribrugere i Vækststedet. Badminton, volleyball, svømning og hvad der ellers er af tilbud. - Jeg får virkelig meget ud af at træne motion sammen med andre psykiatribrugere. Vi er i samme båd, lyder det fra Bo. I 2008 ser han tilfældigt en seddel på en opslagstavle i Vækststedet angående et kursus i idrætsinstruktør-uddannelse for sindslidende. Han pirres med det samme, selvom uddannelsen koster 6.000 kroner. Pengene er sparsomme i privaten, men han iler hjem til Lis med en sjælden set entusiasme. - Jeg sagde til Lis, at det her, det skal jeg bare melde mig til. Det kunne jeg mærke, fordi jeg kunne se værdien i det for mig. At jeg ville få en masse personligt ud af det. På daværende tidspunkt var der også lidt knas med vores instruktører i vores egen forening - den ene var på vej væk, og den anden vidste ikke, om han ville blive eller ej - så jeg kunne mærke, at det var på vej ned af bakke, og det så jeg nogle muligheder i. Så de penge måtte vi bare finde, forklarer han. Pengene finder de, og Bo har set rigtigt, at der vil mangle instruktører. Så da han har overstået uddannelsen tilknyttes han som instruktør i hans egen forening, hvilket bare gør ham endnu mere forelsket i idrætten. - Den fornemmelse man har efter en hård omgang motion, den kan ikke underkendes. Til et koordinatormøde i 2010 i Nordjylland bliver han introduceret til cykelsporten. Her bliver han sådan lidt tilfældigt spurgt, om han ikke vil deltage i cykelløbet fra Varde til Skagen, der er et cykelløb, hvor overskuddet går til sindslidende med over 400 kilometer på jernhesten. Noget af en udfordring for en mand, der med egne ord ikke havde cyklet mere end ti kilometer, som den længste tur. - Jeg sad på vej hjem i toget og tænkte over det. Stille og roligt blev jeg solgt på idéen. Jeg vidste, at ville jeg deltage, så skulle jeg have fat i én af brugerne hjemme på Vækststedet som kunne hjælpe mig med at komme i gang. Jeg havde set, at én af dem trænede virkelig seriøst, så hende måtte jeg have fat i, lyder det om Charlotte, som indvilliger i at hjælpe Bo med at komme i form og i det hele taget angribe et etapeløb. Et intenst forløb med at komme i form begynder. Pludselig står den på pasta, grøntsager og mælk i stedet for stegt flæsk med persillesovs og et par flasker rødvin. Med andre ord, så kan forvandlingen for Bos vedkommende ikke være mere radikal. - Det var vigtigt for mig at komme i form, og jeg blev måske også lidt fanatisk til sidst. Men det var altså virkelig vigtigt for mig, siger han om træningsforløbet. Med en ærgerrighed forbeholdt de få, så lykkedes det ham at træne sig op og ikke mindst gennemføre det krævende cykelløb fra Varde til Skagen. Især den første etape husker Bo tydelig, som var smertens dag. - Hold da op, det var hårdt. Mine ben var komplet ødelagte, og så skulle jeg gøre det næste dag igen?, klukker han om de ømme ben efter en cykeltur på 80 kilometer. Bo får alligevel kæmpet sig igennem etapeløbet og krydser nærmest hulkende målstregen i Skagen efter fire dages slid og slæb på cyklen. - På vej ind på opløbsstrækningen kan jeg i periferien se min kæreste og tre børn. Jeg siger dig, jeg græd. Hold kæft, det var fedt, lyder det om kulminationen på cykelløbet, der samtidig fungerer FAKTABOKS SKIZOFRENI Skizofreni i tal: Cirka en procent af danskerne udvikler symptomer på skizofreni i løbet af livet, og cirka 25.000 danskere har sygdommen her og nu. Cirka 5000 er indlagt i løbet af et år. Lidt flere mænd end kvinder får diagnosen skizofreni, og kvinder har lidt mildere forløb end mænd. Sådan går det mennesker med skizofreni: 20 procent kommer sig af sygdommen og lever i egen bolig, går fx på arbejde eller passer studier og er symptomfri. 35 procent kan have forskellige problemer, men kan få et aktivt liv. 30 procent har vedvarende psykosesymptomer men klarer sig i egen bolig med støtte - og med periodiske indlæggelser. 15 procent kan ikke bo for sig selv og har brug for vedvarende medicinsk behandling og støtte. Kort om skizofreni Skizofreni er en alvorlig psykisk lidelse - en psykose, som påvirker tanker, følelser og sanser. Når man har skizofreni, kan fantasi og virkelighed flyde sammen - det kan måske bedst sammenlignes med at drømme uhyggeligt i vågen tilstand. Derudover kan man: høre lyde og stemmer, der ikke er der føle sig forfulgt føle sig tom og trist Årsagen ukendt Ingen kan svare på, hvorfor skizofreni opstår. Forskere mener, at 70-80 procent af forklaringen ligger i generne. Derfor er der større risiko for at udvikle skizofreni, hvis forældre eller søskende har den. Jo tidligere, mennesker med skizofreni får hjælp, des bedre. Op mod hver femte kommer sig og bliver symptomfri. Mere end biologi Mange mennesker med skizofreni har fx været udsat for omsorgssvigt, mobning, overgreb, alvorlige ulykker eller dødsfald i familien. Bryder ud i ungdommen Det er især hos unge mellem 15 og 25 år, at skizofrenien bryder ud. Misbrug, traumatiske oplevelser og stress kan udløse sygdommen. Kilde: Psykiatrifonden som en smuk afslutning på mange års nådesløs kamp. Der blev krydset mere end en målstreg den dag i 2011. - Jeg var jo lettet og ikke mindst utrolig stolt over mig selv. At jeg kunne gennemføre det, og jeg kunne hive mig selv op til sådan et krævende løb, fortæller han om det, som han betegner som sit livs triumf. Kronisk uvidenhed Bo har siden cykelturen til Skagen holdt cyklingen ved lige, selvom han ikke er nær så fanatisk mere omkring træningen, som op til cykelløbet. Han pønser endda på at tage med på cykelturen Vestegnen Til Skagen, der skydes i gang i august, hvis han kan liste sig med på et hold. I Vækststedet er Bo stadig en del af instruktørkorpset. En opgave han aldrig bliver træt af, og han har nu viet sit liv til at hjælpe andre i hans situation. Så jo. Livet smiler for alvor igen til Familien Kristiansen fra Kolding, der har været så grueligt meget igennem siden 1991, hvor derouten for alvor tog fart. Men nu er der plus på kontoerne. Både den mentale, men også den økonomiske, hvilket har betydet, at Lis i en forholdsvis sen alder alligevel forfulgte drømmen om sygeplejerske-studiet og blev 3

færdiguddannet i 2012. Det er således også Lis Klinisk Lægeordbog, som Bo hiver op fra rygsækken som noget af det sidste i interviewet. Han bladrer kort i bogen, slår op på en side og placerer bogen på bordet, mens han peger på ordet kronisk. - Prøv lige at læse det her højt, siger han. - Kronisk: sygdom eller anden tilstand, som udvikler sig langsomt og vedvarer længe(modsat akut); er ikke ensbetydende med uhelbredelig, lyder passagen i den kliniske ordbog. Bo springer hurtigt til den sidste sætning, mens han med et kæmpe smil, ja nærmest triumferende, gentager den oplæste passage. - Ikke ensbetydende med uhelbredelig. Jeg tror, at det er en bred misforståelse blandt mange mennesker, at når noget er kronisk, så er det noget, der bliver ved. At det ikke kan helbredes. Det gør det ikke. Man kan godt blive helbredt, forklarer han. Han sætter aldrig det afgørende stød ind og siger, at han selv er helbredt. For det mener han ikke selv, at han er. Ikke helt endnu i hvert fald. Der kan stadigvæk i ny og næ komme et lille mentalt dyk, men det er intet i forhold til de ture, han har haft tidligere. Så spoler man tiden tilbage, og tager udgangspunkt i en Bo Kristiansen, der var indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling i Kolding og trissede rundt i psykiatrisk tåge som en storrygende psykiatri-patient med hang til alkohol, til anno 2014, hvor det er cykling og badminton, som det handler om. Ja, så er ordet helbredt faktisk snublende nær. Bo Kristiansen har flere gange været ude at holde foredrag om vejen ud af en psykisk lidelse ved hjælp af motion og kostomlægning. Her ses han på Glostrup Hospital til det første informationsmøde, de såkaldte Stormøder, til det kommende psykelløb Vestegnen Til Skagen, hvor næsten 100 af vestegnens psykiatribrugere og medarbejdere var mødt op for at høre om Bos erfaringer og måske selv deltage i etapeløbet til august. Foto: Christian Birch 4

ET PSYKELLØB MED NOGET PÅ SINDE Godt fire måneder før startskuddet lyder, har projektgruppen bag cykelløbet Vestegnen Til Skagen afviklet endnu et stormøde, blandt andet med den tidligere Tour De France-rytter Allan Smeden Johansen som foredragsholder. På stormøderne kan deltagerne få svar på spørgsmål og møde andre ligesindede. Projektgruppen bag initiativet Vestegnen til Skagen et psykelløb for sundhed, der er et etapeløb over seks dage for psykisk sårbare, har netop haft deres andet stormøde på Glostrup Hospital. Stormøder, hvor Vestegnens psykiatribrugere og medarbejdere kan deltage og få inspiration til sommerens psykelløb samt få vejledning til at angribe et etapeløb. Ved stormøde nummer to var der inviteret en tidligere Tour de France-rytter, Allan Johansen, som fortalte om cyklingen set fra en professionel vinkel. Det var noget, som de fremmødte kunne bruge til noget, da Johansen kunne fortælle om de helt konkrete gevinster ved cykling. Desuden var der også gastronomiske guldkorn fra en kostvejleder, så deltagerne kan blive så fit som muligt, inden løbet starter. Løbet er afhængigt af fonde og sponsorater og med en nylig indkommen donation fra Spar Nord Fonden, understreger det kun, at der er en lyst til at støtte op om projektet. - Der er stor opbakning at spore på alle niveauer; ledelser, brugere, politikere, medarbejdere og det bliver en kæmpe oplevelse for alle, når vi i uge 36 tager af sted på seks dages cykeltur med fokus på sundhed, sammenhold og afstigmatisering, og dermed arbejder for psykisk sårbares ret og mulighed for at leve et sundt liv, fortæller projektleder Anja Kammacher. Vuelta på Vestegnen Omtrent 100 psykiatribrugere og medarbejdere fra Vestegnens Kommuner og Psykiatrisk Center Glostrup skal deltage i løbet, og responsen har været stor. Det er i hvert fald den oplevelse, som Anja Kammacher sidder tilbage med. - Brugerne fortæller, at det er første gang, at de føler sig lyttet til, og at de også skal vænne sig til, at de bliver taget alvorligt, siger hun. Selvom løbet først starter 31. august, er der alligevel en del der skal ordnes, før løbet kan skydes i gang. En masse aktiviteter til de kommende ryttere skal afholdes, hvor der blandt andet tilbydes et kaptajnkursus, så cykelteams ene kan lære alt om køremåder, køresikkerhed og kaptajn-rollen. Derudover kommer der en forsmag på de kommende strabadser, når Vuelta på Vestegnen, som er et et-dags motionscykelløb på 55 km arrangeret i et samarbejde med DCU(Danmarks Cykle Union) og DAI(Dansk Arbejder Idrætsforbund), også bliver et aktivitetstilbud i den forbindelse. Med andre ord, arbejdes der på den store klinge fra projektgruppens side for at nå at blive klar. - Der er meget, der skal holdes styr på. Men vi skal nok nå det, og vi glæder os helt vildt, lyder det fra Anja Kammacher, som samtidig kan fortælle, at når Psykelløbet er veloverstået i Skagen den 5. september, venter der deltagerne en overnatning og afslutningsfest på et 4-stjernet hotel i Skagen. Spørgsmålet er dog, hvor lang den fest bliver, da der ganske givet vil være et par trætte ben til afslutningsaftenen efter 340 kilometer på cyklen. Heldigvis skal deltagerne ikke cykle hjem igen, da et helt hold af busser sørger for, at alle mand fredag den 6. september transporteres hjem til Vestegnen. FAKTABOKS Vestegnen Til Skagen er et projekt for Vestegnens psykiatribrugere samt medarbejdere og er samtidig en del af den såkaldte Shared Care-indsats. Shared Care i Psykiatrien er et samarbejdsprojekt på tværs af syv kommuners socialpsykiatri, den regionale behandlingspsykiatri samt almen praksis i de syv kommuner. Det er veldokumenteret, at psykiatriske patienter med KOL og type 2 diabetes har en overdødelighed, ligesom risikoen for at udvikle en af disse livsstilssygdomme er betydeligt øget. Fokus er derfor på at tilbyde sundhedsfremme-aktiviteter for brugere af den Vestegn ske psykiatri, som i høj grad er styret af brugernes egne ønsker og behov. På den baggrund blev Vestegnen til Skagen et psykelløb for sundhed sat i søen. Løbet starter 31. august og slutter seks dage senere i Skagen, når deltagerne har tilbagelagt 340 kilometer. Projektet finansieres bl.a. via Region Hovedstaden, der har bevilliget puljemidler til projektledelse til udgangen af 2014, samt en masse fonde og sponsorater som også spæder til med kapital. Projektleder på Vestegnen Til Skagen Anja Kammacher er selv ivrig cyklist og cykler gerne 20 kilometer om dagen til og fra arbejde. Under turen til Skagen må hun dog hellige sig det organisatoriske og i stedet se med fra sidelinjen, når 100 psykiatribrugere og medarbejder begiver sig mod Skagen. Foto: Christine Wex 5