Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb. Råber I til mig, og går i hen og beder til mig, vil jeg høre jer. Søger I mig, skal I finde mig Sådan lyder Guds ord i profeten Jeremias mund, og det er nogle fantastiske ord. Gud har lagt planer for os, det er planer, der handler om lykke, om at have en fremtid og et håb. Ind i mellem kan man godt blive i tvivl. Når livet ikke går, som man havde drømt om, så er det ikke ligefrem det indtryk, man står tilbage med, at Gud har noget godt for med os. Når vi tænker tilbage på vore liv, kan der dukke mange minder op om tilfælde, hvor presset blev for stort, eller spekulationerne var ved at tage overhånd. Måske har vi i den situation givet os til at bede til Gud. Når det føles, som om det hele ramler, så kan mange godt finde på at folde hænderne og sende en bøn op til Gud. Måske beder man om, at det forfærdelige ikke må ske. Måske beder man om noget godt, man hellere vil have, sker. Det kan så være, at det går, som vi har bedt om, at det måtte gå. Det kan også være, at det overhovedet ikke går, som 1
vi bad om. Så kan vi undre os, for vi var slet ikke i tvivl om, hvad der var bedst for os. Desværre ser det ud til, at Gud ikke altid er enig. Nogle gange har han andre planer, end vi har. Men: Han har planer for os, og det er planer om lykke, ikke om ulykke. Han lytter til os, men det er ikke sikkert, at han adlyder os. Når jeg beder til Gud, så oplever jeg af og til, at jeg opdager, hvad jeg egentlig gerne vil. Jeg kan godt gå og tænke, at jeg ønsker mig det ene eller det andet, men det er som om, at når jeg folder hænderne og finder de ord, jeg vil sende videre til Gud, så går det op for mig, at det måske er noget helt tredje, jeg håber på. Så kan det godt være, at der sker noget helt fjerde, men det er godt at formulere, hvad man selv håber. Det er bare ikke sådan, at Gud så opfylder det, vi håber på. At bede til Gud er ikke det samme som at sende en stribe krav eller velmenende råd af sted til Gud om, at han skal gøre lige præcist det, vi mener er det bedste. Bøn er ikke at overrække sin ønskeseddel 2
til Gud, så han kan strege ønskerne ud, efterhånden som de bliver opfyldt. Bøn er heller ikke det samme som at slå en handel af med Gud og love ham, at hvis han gør det for os, som vi gerne vil have, så vil vi til gengæld love bod og bedring og gøre noget for ham. Bøn er at stole på, at Gud har en plan med os, og at han vil os det godt. Uanset hvor meget vi beder, så har vi aldrig krav på at få det, vi beder om. I fadervor siger vi: Ske din vilje. Det handler netop om, at det ikke er vores vilje og vores ønsker, der skal følges, men Guds. Det kan være en meget svær bøn at bede, fordi vi egentlig helst vil have, at det er vores vilje, der skal ske. Men når vi beder om, at Guds vilje må ske, så anerkender vi, at Gud vil vores lykke, og at vi derfor kan overlade til ham at ordne det på bedste måde. I påsken, da Jesus stod for at blive taget til fange og dømt, da bad han til Gud. Han bad om, at han måtte slippe for at skulle dø den død, der ventede ham. Efter at have bedt om, at han måtte gå fri, så bad han: "...dog, ske ikke min vilje, men din". 3
Når vi i dag hører om, at vi skal bede i Jesu navn, så skal det ses i lyset af det, der skete Jesus. Der er en fortvivlelse i hans bøn den sidste aften, før han dør, og man kan måske undre sig over, at Gud ikke viste ham barmhjertighed. Men Gud opfyldte som bekendt ikke hans ønske om at slippe. I stedet fik han kræfter til at stå smerten igennem. Da Jesus dagen efter hænger på korset, har han kræfterne til at tilgive sine fjender, at de piner ham. Han siger til Gud: Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør. Og bagefter oprejser Gud ham af graven til et helt nyt liv. Så Jesus fik ikke sit ønske opfyldt. Men han fik noget, der var langt større: Han fik kræfter til at stå det igennem, og han fik evigt liv hos Gud. Når vi beder til Gud, har vi lov at bede ligesom Jesus selv. Vi må fortælle Gud åbent og ærligt, hvordan vi har det i forhold til det, vi beder om. Hvor bange vi er, eller hvor kede af det, vi er. Eller hvor forfærdelig gerne, vi vil have, at Gud lytter til det, vi beder ham om, og hjælper os. Vi må skrige det ud. Råbe det ud. Græde det ud. 4
Og når vi så har fortalt Gud om vores sorg og bekymring, vrede eller ængstelse, så kan vi lægge sagen i hans hånd ved at bede: "Dog, din vilje ske". Da Jesus ville lære os at bede i hans navn og bede om, at Guds vilje må ske, var det ikke fordi han ikke under os at få alle vore ønsker opfyldt. Det er fordi han ved, at Guds vilje altid er det bedste for os. Han ved, at Gud har planer for med os, om lykke, om en fremtid og et håb. Han vil os altid det bedste, også der, hvor vi ikke selv kan se det. Vi kan synes, at vi har et rigtig godt overblik over situationen, og at vi ved lige netop, hvad der er brug for. Men vi ser ikke den store sammenhæng, som Gud kan se. Han er vores himmelske far, der tager sig af os på bedste vis. Derfor kan vi bede ham hjælpe os, som man ville bede en kærlig forælder om hjælp. Det er værd at lægge mærke til, at i den korte tekst, der er blevet læst op fra prædikestolen i dag, der bruger Jesus ordet far ikke mindre end 7 gange. Det bliver kraftigt understreget, at Gud er vores far i himlen. 5
Måske har I prøvet, at I som børn kom stormende hen til en af jeres forældre, fordi der var noget, I var kede af. Måske har I selv prøvet at være den voksne, som børnene kom løbende hen til. Og var det en kærlig favn, barnet løb ind i, så kunne barnet give los for sine tårer og hulke alle sine sorger ud, og derefter overlade resten til faren eller moren. Det barn, der løber hen i sine forældres favn, kommer jo ikke med anvisninger på, hvordan forælderen skal hjælpe. Tit er det jo nok bare at få lov at græde ud og møde lydhørhed og omsorg, og så overlade det til faren eller moren at afgøre, hvad der videre skal ske. Det er nøjagtig sådan, det er at bede til sin far i himlen. Det er at kaste sig ind i hans favn. Græde ud, og derefter overlade sagen til ham. Fordi han er den, der bedst ved, hvad vi har brug for. Jesus fortæller os i dagens tekst, at vi vil få, hvis vi beder. Han siger ikke noget om hvad vi vil få, men noget vil vi få. Måske får vi en indsigt i, hvad der er vigtigt for os, når vi henvender os til Gud, måske får vi 6
noget endnu bedre, end det vi ønskede os, og måske får vi nøjagtig det, vi bad om. Men Gud er ikke en ønskebrønd, som enhver, der har prøvet at bede, ved. Og det er godt. Den fuldkomne glæde, som Jesus taler om, eller lykken og håbet, som profeten Jeremias talte om, handler nemlig ikke om, hvad vi helst vil have, men om, hvad der er det bedste for os, og det ved vi ikke altid. Det er derfor, vi i fadervor beder: Din vilje ske. Det er nok den sværeste bøn overhovedet, fordi vi afgiver ansvaret, og indrømmer, at Gud nok ved bedst. Men det er samtidig en bøn, som kan være en lettelse at bede. For så kan vi ligesom barnet i den trygge favn lægge ansvaret fra os for det, vi ikke selv kan klare. Vi kan lægge det i Guds hænder og lade ham hjælpe os med at nå lykken. Og med den erkendelse kan vi finde kræfter til at tage os af det, vi kan klare. Amen. 7