EUROPA-KOMMISSIONEN Generaldirektoratet for det Indre Marked og Tjenesteydelser Generaldirektoratet for Sundhed og Forbrugere 20.3.2012 Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene Høring om bankkonti Oplysningerne i dette dokument har udelukkende til formål at danne grundlag for en høring og søger ikke at repræsentere eller foregribe Kommissionens endelige holdning til de tre omhandlede emner. Medmindre andet er angivet (f.eks. basal betalingskonto), drejer dette dokument sig om anfordringskonti. Opsparingskonti, værdipapirkonti, investeringer, kreditter og forsikringer er derfor ikke omfattet af denne høring. Commission européenne, B-1049 Bruxelles / Europese Commissie, B-1049 Brussel - Belgien. Telefon: (32-2) 299 11 11.
INDLEDNING Detailbankmarkederne er meget forskelligt opbygget i medlemsstaterne, og de er stadig opdelt efter landegrænser. I undersøgelsen af detailbanksektoren fra 2007 1 blev der påpeget hindringer for kundernes valgmuligheder og mobilitet. Det drejede sig bl.a. om manglende gennemsigtighed og sammenlignelighed med hensyn til bankgebyrer samt høje omkostninger for forbrugerne, når de skifter til en anden kontoudbyder. Et tredje, beslægtet problem vedrører de vanskeligheder, som en række EU-borgere har med at få adgang til grundlæggende banktjenester. I de seneste år er der på nationalt plan truffet en række initiativer med henblik på: a) at øge gennemsigtigheden med hensyn til gebyrer i forbindelse med anvendelsen af bankkonti, b) at hjælpe forbrugerne med problemfrit at skifte mellem kontoudbydere og c) at lette forbrugernes adgang til at oprette og anvende basale bankkonti. I forbindelse med disse initiativer har man imidlertid fulgt forskellige strategier, og de er blevet gennemført med vekslende held. Det betyder, at forbrugerne i forskellige lande ikke har det samme beskyttelsesniveau, og det heraf følgende virvar af bestemmelser og adfærdskodekser gør det vanskeligere for markedsaktørerne at være mobile på tværs af grænserne. Forbrugerne bør have adgang til banktjenester overalt i EU, uanset i hvilken medlemsstat de har fast bopæl, og bør nemt kunne skifte kontoudbyder, også på tværs af grænserne. Dette kræver alt sammen gennemsigtige og sammenlignelige oplysninger om de gebyrer, der er forbundet med bankkonti. Monti-rapporten 2 betonede behovet for at øge gennemsigtigheden med hensyn til bankgebyrer, sikre, at der findes standardiserede og sammenlignelige oplysninger om finansielle produkter i detailleddet, og fremme bankkunders mobilitet. Kommissionen fulgte op på denne henstilling ved i akten for det indre marked at meddele sin hensigt om fortsat at bestræbe sig på at beskytte forbrugerne på området for finansielle detailtjenesteydelser og nævnte specielt gennemsigtighed i forbindelse med bankgebyrer. Formålet med dette høringsdokument er derfor at vurdere, hvorvidt der er behov for handling på EU-plan, og i givet fald, hvilke foranstaltninger der kan træffes på et eller alle af ovennævnte tre problemområder. 1. GENNEMSIGTIGHED OG SAMMENLIGNELIGHED I FORBINDELSE MED KONTOGEBYRER Klare, lettilgængelige og sammenlignelige oplysninger om gebyrer er en forudsætning for, at forbrugerne kan foretage et informeret valg mellem de forskellige tilbud om betalingskonti, der findes på markedet. Ved betalingstjenestedirektivet (2007/64/EF) blev der indført visse gennemsigtighedskrav for udbydere af betalingstjenester i EU. Inden en betalingstjeneste iværksættes, skal udbyderen af betalingstjenesten bl.a. forsyne brugeren med detaljerede vilkår og betingelser, herunder oplysninger om udbyderen, særlige forhold ved betalingstjenesten og de hermed forbundne gebyrer. Efter hver betaling skal 1 2 Report on the retail banking sector inquiry, arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene, 2007, http://ec.europa.eu/competition/sectors/financial_services/inquiries/sec_2007_106.pdf. En ny strategi for det indre marked, 9.5.2010, s. 42, http://ec.europa.eu/internal_market/strategy/docs/monti_report_final_10_05_2010_da.pdf. 2
brugeren orienteres om betalingsbeløb, dato for betalingen og gebyrer. Betalingstjenestedirektivet indeholder imidlertid ikke specifikke krav med hensyn til, hvordan disse gebyrer skal fremlægges, eller med hensyn til deres sammenlignelighed. Det materiale, Kommissionen har indsamlet i løbet af de seneste år, viser, at der er vedholdende problemer med kvaliteten af de oplysninger, der stilles til rådighed om bankgebyrer, og den måde, hvorpå bankerne i EU fremlægger disse oplysninger. Det fremgår af en række undersøgelser, at forbrugerne ofte ikke ved, hvor meget de betaler i bankgebyrer 3. Det forhold, at der anvendes uigennemsigtige gebyrstrukturer, gør det vanskeligt for forbrugerne at sammenligne forskellige tilbud 4. Der er en dokumenteret sammenhæng mellem højere gebyrer og manglende klarhed i den måde, hvorpå der oplyses om bankgebyrer 5. Forbrugerorganisationerne henviser til anvendelsen af forskellig bankterminologi som en af årsagerne til, at bankgebyrer er komplekse og uigennemsigtige 6. Problemerne med at forstå og sammenligne kontogebyrer kan være en hindring for forbrugermobiliteten på både nationalt plan og EU-plan. Af en nylig Eurobarometerundersøgelse fremgik det, at forbrugerne angav mangelen på klare oplysninger som en af de vigtigste årsager til, at de ikke købte finansielle produkter (som f.eks. anfordringskonti) i et andet EU-land 7. Forbrugerne kan derfor føle sig "bundet" i forholdet til deres bank, så de betaler for høje priser og "nyder godt af" tjenesteydelser, som de ikke altid har behov for. Ifølge en undersøgelse foretaget for nylig af en fransk forbrugerorganisation 8 betaler franske forbrugere, der kun anvender banktjenester i beskedent omfang, angiveligt op til 195 % mere for en pakkeløsning, end hvis de frit kunne vælge de banktjenester, der bedst svarer til deres behov. For at råde bod på disse mangler anmodede Kommissionen i 2010 den europæiske banksektor (EBIC - European Banking Industry Committee) om at udvikle praktiske og brugervenlige løsninger, som ville kunne hjælpe forbrugerne med at få adgang til, forstå og sammenligne oplysninger om kontogebyrer. Der er med varierende held blevet udfoldet en række private og offentlige bestræbelser på nationalt plan, og EBIC er blevet anmodet om at bruge erfaringerne herfra i forbindelse med sine forslag til konkrete praktiske løsninger. Det viste sig desværre i slutningen af 2011, at EBIC ikke kunne afslutte dette selvreguleringsinitiativ med positivt resultat. 3 4 5 6 7 8 F.eks. Personal current accounts in the UK, Office of Fair Trading, juli 2008. http://www.oft.gov.uk/shared_oft/reports/financial_products/oft1005.pdf. Data collection for prices of current accounts provided to consumers, Van Dijk Management Consultants, 2009, http://ec.europa.eu/consumers/rights/docs/study_bank_fees_en.pdf. Jf. fodnote 4. Det europæiske forbrugertopmøde 2010, workshop om gebyrer i forbindelse med bankkonti, kommentarer fra Den Europæiske Forbrugerorganisation (BEUC). Special Eurobarometer on Retail Financial Services, Europa-Kommissionen, februar 2012, http://ec.europa.eu/internal_market/finservices-retail/policy_en.htm. Tarification Bancaire: L'enquête annuelle, CLCV Mieux vivre votre argent, 27.1.2012. 3
En række foranstaltninger og instrumenter synes at kunne bidrage til at afhjælpe de afdækkede problemer. For eksempel vil udarbejdelsen af glossarer over udtryk kunne løse problemet med den forskellige/komplekse terminologi, bankerne anvender til at beskrive de samme banktjenester. En række medlemsstater har udarbejdet glossarer, men på forskellige måder og i henhold til forskellige strategier. I nogle lande er de udarbejdet på bankniveau, mens man i andre, f.eks. Belgien, er i færd med at udarbejde et fælles glossar med standardtermer for hele den finansielle sektor. De eksisterende glossarer drejer sig dog sjældent specifikt om anfordringskonti og er som regel ikke blevet udarbejdet eller afprøvet sammen med forbrugerne. For at lette forståelsen og sammenligneligheden af kontogebyrer er der også blevet udarbejdet standardiserede lister over gebyrer. Meningen er, at bankerne skal give forbrugerne oplysninger om kontogebyrer i samme form. I Frankrig anvender bankerne f.eks. en standardiseret liste over de ti mest almindelige gebyrer. Det overvejes i øjeblikket at udbygge denne liste. Sammenligningsværktøjer, f.eks. websteder, kan også bistå forbrugeren med at evaluere det bedste tilbud på markedet ved at stille oplysninger til rådighed om gebyrer for anfordringskonti i forskellige banker. Sådanne værktøjer findes i næsten alle medlemsstater. For nogle forbrugere er det imidlertid vanskeligt på forhånd at vurdere, hvilke funktioner de vil have behov for mest at anvende i forbindelse med en konto. Andre gør sig måske ikke klart, hvor store omkostninger der er forbundet med fremtidige hændelser, f.eks. ikke bevilgede kontoovertræk eller dækningsløse check. Repræsentative eksempler gør det muligt at foretage vejledende skøn over omkostningerne ved at have en bankkonto ved hjælp af brugsprofiler, hvormed man forsøger at afspejle typisk kundeadfærd (f.eks. aktive og passive brugere). Bankerne udformer som regel disse eksempler efter forskellige kriterier, f.eks. at kontoen hver måned udviser en saldo på et vist minimumsbeløb, at den pågældendes løn indgår på kontoen, eller at der hver måned betales et mindsteantal regninger ved direkte debitering. En anden måde, hvorpå bankerne kan skabe klarhed og sammenlignelighed med hensyn til kontogebyrer, er ved at foretage personaliserede omkostningssimuleringer. I simuleringen inddrages kundens oplysninger om hans/hendes personlige bankvaner. Herved er det muligt at beregne de omkostninger, der sandsynligvis vil være forbundet med en konto, afhængigt at de tjenesteydelser, der er knyttet til den, og den hyppighed, hvormed kunden gør brug af dem. I nogle lande stilles der ex post-oplysninger til rådighed, dvs. oplysninger om de gebyrer, der faktisk er blevet betalt i forbindelse med bankkonti. For eksempel har bankerne i Det Forenede Kongerige forpligtet sig til at indføre årlige opgørelser over, hvor meget deres kunder har betalt for deres bankkonto i løbet af de forudgående 12 måneder. Initiativer med overvågning, f.eks. det franske overvågningscenter for bankgebyrer, eller foranstaltninger til håndhævelse kompletterer rækken af indkredsede foranstaltninger. 4
Spørgsmål 1: Mener du, at bankernes oplysninger om kontogebyrer fremlægges tilstrækkelig klart for forbrugere, og på en måde, der gør det nemt at sammenligne bankerne imellem? Hvilke former for god praksis kan du anbefale? Hvilke vedholdende mangler er der? Mener du, at disse mangler vil kunne afhjælpes ved at ændre kravene om gennemsigtighed i betalingstjenestedirektivet (2007/64/EF)? Spørgsmål 2: Mener du, at en standardisering af terminologien i forbindelse med kontogebyrer kan bidrage til at gøre oplysningerne om gebyrer mere gennemsigtige og sammenlignelige? Hvis terminologien skal standardiseres, bør standardiseringen så omfatte alle gebyrer eller kun nogle af dem? Hvis kun nogle af dem, på grundlag af hvilke kriterier skal de så udvælges? Bør terminologien standardiseres på nationalt plan eller på EU-plan? Spørgsmål 3: Mener du, at glossarer over udtryk og standardiserede lister over bankgebyrer vil gøre det nemmere at sammenligne? Hvis ja, hvordan skal form og indhold for disse oplysninger være? Hvilket organ/forum ville du anse for egnet til at udarbejde et sådant glossar eller en sådan liste over gebyrer? Spørgsmål 4: Hvilke af følgende værktøjer bør tages med i overvejelserne med henblik på at gøre kontogebyrer mere gennemsigtige og sammenlignelige: i) sammenligningswebsteder forvaltet af offentlige myndigheder ii) iii) iv) standardiserede omkostningssimuleringer foretaget af banker standardiserede repræsentative eksempler opstillet af banker undersøgelser foretaget af forbrugerorganisationer/ombudsmanden for finansielle tjenesteydelser v) er der andre værktøjer, du finder relevante? Bør et eller flere af disse værktøjer gøres obligatoriske? Hvilke omkostninger kan der forventes at være forbundet med dem? Spørgsmål 5: Hvor detaljerede bør oplysningerne om faktisk betalte gebyrer være, og hvor ofte bør de meddeles kontohaveren? Ville det fremme forbrugermobiliteten, også på tværs af grænserne, hvis der forelå sammenlignelige oplysninger om de faktisk betalte gebyrer? Spørgsmål 6: Hvilke andre foranstaltninger eller instrumenter bør tages med i overvejelserne med henblik på at forbedre gennemsigtigheden og sammenligneligheden med hensyn til bankgebyrer? Beskriv venligst de pågældende foranstaltninger/instrumenter, og anfør, på hvilket niveau (nationalt plan eller EU-plan) du mener, de bør indføres. 5
2. SKIFT MELLEM UDBYDERE AF BETALINGSKONTI I 2007, efter at der ved undersøgelsen af detailbanksektoren var blevet påvist hindringer for kundemobiliteten, anmodede Kommissionen den europæiske banksektor (EBIC) om at gøre det nemmere for forbrugerne at flytte deres konti fra en bank til en anden i samme land. Som svar herpå udarbejdede den europæiske banksektor i 2008 en standardmekanisme for flytning mellem banker på grundlag af en række selvreguleringsprincipper som fastsat i dokumentet "Common Principles for Bank Account Switching" (fælles principper for flytning af bankkonti) 9. De nationale bankforeninger iværksatte disse principper i slutningen af 2009. Mekanismen gælder ved flytning af anfordringskonti inden for en medlemsstat, dvs. indenlandsk flytning, og vedrører især flytning af direkte debiteringer, stående ordrer om pengeoverførsler og regelmæssige indgående pengeoverførsler. Som den er defineret af den europæiske banksektor, finder den ikke anvendelse på andre produkter eller tjenesteydelser som f.eks. bankkort, overtræk, opsparing eller kredit. Nogle bankforeninger besluttede imidlertid at udvide mekanismen til også at omfatte f.eks. flytning af debetkort. I de fælles principper fastsættes, hvilken rolle de to banker, der er involveret i flytningen, har, og der gives oplysninger om, hvad der obligatorisk skal foretages i den forbindelse. Forbrugere, der ønsker at flytte deres bankkonto, kan vælge den nye bank som deres primære kontaktpunkt. Den nye bank indhenter i så fald bl.a. de nødvendige oplysninger om forbrugerens faste betalinger hos den tidligere bank og anmoder denne om at bringe disse betalinger på den tidligere konto til ophør. Den genopretter disse faste betalinger på den nye konto og sørger for at underrette tredjemand om forbrugerens nye kontooplysninger eller hjælper vedkommende med at gøre dette. Den nye bank hjælper desuden forbrugeren med at anmode den tidligere bank om at lukke den gamle konto og overføre saldoen. Forbrugeren kan dog vælge ikke at lukke sin tidligere konto. Der er fastsat klare frister for den tidligere og den nye bank. Den tidligere bank skal afgive alle de foreliggende oplysninger om forbrugerens faste betalinger senest syv bankdage efter at have modtaget anmodningen herom fra den nye bank eller fra forbrugeren. Den nye bank skal oprette de faste betalinger på den nye konto senest syv dage efter modtagelsen af de nødvendige oplysninger. Inden for de samme syv dage skal den nye bank meddele tredjemand (f.eks. forsyningsvirksomheder eller arbejdsgiveren) forbrugerens nye kontooplysninger eller hjælpe ham eller hende med at gøre dette ved at stille standardbreve til rådighed. Den tidligere bank skal afgive oplysningerne om faste betalinger til forbrugeren og den nye bank vederlagsfrit. Lukningen af den tidligere konto skal i overensstemmelse med betalingstjenestedirektivet også ske vederlagsfrit. Eventuelle gebyrer for flytning af andre, relaterede tjenesteydelser bør være rimelige og afpasset efter omkostningerne. 9 http://www.eubic.org/position%20papers/2008.12.01%20common%20principles.pdf. 6
For at vurdere, hvordan bankerne bistår forbrugerne med at flytte deres bankkonto, og i hvilket omfang de tilbyder den service i forbindelse med flytningen, der er omhandlet i de fælles principper, bestilte Kommissionen i 2011 en undersøgelse med prøvekøb ("mystery shopping") 10. Prøvekøberne 11 gennemførte i alt 1 350 undersøgelser i 27 medlemsstater. 945 af undersøgelserne vedrørte kun spørgsmålet om, hvorvidt servicen i forbindelse med flytning af bankkonti var tilgængelig, og om der blev givet oplysninger herom, mens 405 prøvekøbere gik videre og rent faktisk forsøgte at flytte deres bankkonto. Med hensyn til tilgængelighed og meddelelse af oplysninger om flytning blev det i undersøgelsen konstateret, at 86 % af de prøvekøbere, der forhørte sig om flytning i en bankfilial, på internettet eller over telefonen, fik oplysninger fra mindst en kilde. Kvaliteten af oplysningerne var dog meget svingende: 32 % af prøvekøberne kunne ikke finde oplysninger om flytning på bankens hjemmeside. 45 % af prøvekøberne fik ikke trin for trin-oplysninger af bankpersonalet. 80 % modtog ingen dokumentation om flytning. 14 % fik ingen oplysninger overhovedet om flytningsservicen. For de prøvekøbere, der faktisk forsøgte at flytte deres bankkonto, gjorde følgende sig gældende: Det lykkedes for 19 % at åbne en ny bankkonto og flytte en stående ordre (nogle af problemerne vedrørte åbningen af en bankkonto og ikke flytningsservicen som omhandlet i de fælles principper). I 71 % af tilfældene ydede den nye bank ikke flytningsservice og fulgte således ikke den procedure, der er beskrevet i de fælles principper om flytning af bankkonti. Blandt de øvrige problemer, som prøvekøbere stødte på, var følgende: I 7 % af tilfældene oprettede bankerne ikke den nye konto (og foretog derfor ikke noget flytning) inden for fjorten arbejdsdage. I 3 % af tilfældene nægtede den nye bank at åbne en almindelig bankkonto eller krævede betaling for at oprette kontoen og foretage overførslen. I undersøgelsen blev det overordnet konkluderet, at 8 ud af 10 prøvekøbere oplevede problemer i forbindelse med flytning af en bankkonto. 10 11 Consumer Market Study on the consumers experiences with bank account switching with reference to the Common Principles on Bank Account Switching (forbrugermarkedsundersøgelse af forbrugernes erfaringer med flytning af bankkonti med henvisning til de fælles principper for flytning af bankkonti), GfK, februar 2012. http://ec.europa.eu/consumers/rights/fin_serv_en.htm#fin. Prøvekøb er et værktøj, der anvendes i forbindelse med markedsundersøgelser til at måle kvaliteten af en tjenesteydelse eller overholdelsen af lovgivningen. Prøvekøbere anmodes om at udføre specifikke opgaver og give feedback om deres erfaringer. Som led i undersøgelsen blev prøvekøberne anmodet om at udbede sig oplysninger om flytning eller om at flytte bankkonti gennem personlig kontakt, på internettet eller over telefonen. 7
Spørgsmål 7: Yder bankerne i den medlemsstat, hvor du har en bankkonto, service i forbindelse med flytning? Hvis ja, er denne service da i overensstemmelse med de fælles principper for flytning af bankkonti som beskrevet ovenfor? Er oplysningerne om betingelserne for flytning fremlagt på en forbrugervenlig måde? Spørgsmål 8: Hvis bankerne i den medlemsstat, hvor du har en bankkonto, yder service i forbindelse med flytning i overensstemmelse med de fælles principper, fjerner denne service da alle hindringer for flytning af bankkonti? Hvis ikke, hvilke hindringer består da stadigvæk? Giv venligst eksempler på god praksis og vedholdende hindringer. Spørgsmål 9: Bør de fælles principper forblive frivillige? Hvilke fordele og ulemper er der efter din opfattelse forbundet med at gøre dem obligatoriske på EU-plan? Hvilke omkostninger kan der forventes at være forbundet hermed? Spørgsmål 10: Bør principper/foranstaltninger i forbindelse med flytning også omfatte flytning af bankkonti på tværs af grænserne? Spørgsmål 11: Hvor stor risiko er der efter din opfattelse for, at indgående beløb, regninger og betalinger fejladresseres ved flytning af bankkonti? Hvilke foranstaltninger kan i givet fald anses for at gøre flytningen sikrere? Spørgsmål 12: Hvad, om noget, forhindrer fortsat mindre kontoudbydere eller kontoudbydere, som er etableret i en anden medlemsstat, i at udvide deres kundegrundlag eller trænge ind på nye markeder? Har disse hindringer relation til problemerne med flytning af bankkonti? Spørgsmål 13: Hvilke andre foranstaltninger bør anses for at lette flytning af bankkonti? Beskriv venligst foranstaltningerne. 3. ADGANG TIL AT OPRETTE OG ANVENDE EN BASAL BETALINGSKONTO Adgangen til grundlæggende finansielle tjenesteydelser sikrer, at forbrugerne kan nyde godt af fordelene ved det indre marked og deltage fuldt ud i det moderne samfunds økonomiske og sociale liv. I en undersøgelse fra 2010 anslås det imidlertid, at 30 mio. europæere over 18 ikke har en bankkonto 12. Nogle af disse har måske ikke en bankkonto, fordi de ikke har brug for en bankkonto, eller fordi de foretrækker ikke at have en sådan 13. Ifølge en undersøgelse foretaget for nylig af Det Forenede Kongeriges "Financial Inclusion Task Force" ville 52 % af de adspurgte uden bank gerne have en bankkonto 14. Ikke at have en bankkonto er som regel forbundet med højere omkostninger for forbrugerne såvel som de offentlige myndigheder (f.eks. ved udbetalingen af lønninger eller ydelser) på grund af anvendelsen af kontanter. Det begrænser også forbrugernes 12 13 14 Study on the costs and benefits of policy actions in the field of ensuring access to a basic bank account, CSES, 2010, http://ec.europa.eu/internal_market/finservices-retail/inclusion_en.htm#study. I samme undersøgelse fra 2010 blev det anslået, at ud af de 30 mio. europæere, der ikke har en bankkonto, risikerede kun ca. 18 mio. (60 %) økonomisk udstødelse. Banking services and poorer households, Financial Inclusion Task Force, december 2010, s. 6, http://www.hm-treasury.gov.uk/d/fin_inclusion_taskforce_poorerhouseholds_dec2010.pdf. 8
adgang til et større udvalg af varer og tjenesteydelser online og til potentielle rabatter, som f.eks. dem, der gives af forsyningsvirksomheder, når betaling sker ved direkte debitering. Forbrugerne kan også komme ud for problemer i forbindelse med beskæftigelse og leje af fast ejendom. Generelt er det de såkaldt "sårbare" forbrugere, der har flest problemer med at få adgang til at oprette og anvende en bankkonto, men også mobile personer, der krydser de nationale grænser (f.eks. studerende, vandrende arbejdstagere mv.), oplever sådanne problemer, når de nægtes adgang til en bankkonto, f.eks. på grund af bopæl. Både borgernes frie bevægelighed og den frie udveksling af varer og tjenesteydelser i det indre marked er således hæmmet. For at råde bod på denne situation vedtog Kommissionen i juli 2011 en henstilling 15 rettet til medlemsstaterne, hvori den fremførte de grundlæggende principper, der bør gælde for at sikre forbrugerne adgang til basale betalingskonti i hele EU. En sådan basal konto skal bl.a. give mulighed for at indsætte og hæve kontanter på kontoen. Den bør desuden give forbrugeren mulighed for at foretage basale betalingstransaktioner som modtagelse af indkomst eller ydelser, betaling af regninger eller afgifter og køb af varer og tjenesteydelser, herunder også via direkte debitering, pengeoverførsler og anvendelse af betalingskort. Ifølge henstillingen kan den basale konto eventuelt også give forbrugeren mulighed for at afgive betalingsordrer via betalingstjenesteudbyderens onlinebankfaciliteter, hvis det er teknisk muligt. Adgang til lånemuligheder blev imidlertid ikke betragtet som en automatisk bestanddel af eller en ret forbundet med en basal betalingskonto. I henstillingen bekræftedes retten for alle forbrugere, der har bopæl i Unionen, uanset deres økonomiske situation, til at oprette og anvende en basal betalingskonto, også i en medlemsstat, hvor de ikke har fast bopæl. Medlemsstaterne havde frist til at træffe de nødvendige foranstaltninger den 21. januar 2012. Kommissionen analyserer i øjeblikket de oplysninger, der til dags dato er modtaget om de trufne foranstaltninger. Mange medlemsstater mangler dog stadig at indgive oplysninger herom. Alle medlemsstater forventes desuden at indgive statistiske oplysninger om basale bankkonti senest i juli 2012. I den forbindelse finder Kommissionen det relevant at stille følgende spørgsmål: Spørgsmål 14: Råder du over oplysninger om forbrugere, der oplever problemer med at oprette og anvende en basal bankkonto? Hvilke former for hindringer for adgangen til at oprette og anvende en basal bankkonto påpeger forbrugerne? Spørgsmål 15: Har du kendskab til eventuelle foranstaltninger truffet af banker eller andre institutioner i den medlemsstat, hvor du har bopæl, med henblik på at lette adgangen til at oprette og anvende en basal betalingskonto? Er disse initiativer blevet gennemført med held? Spørgsmål 16: Letter disse foranstaltninger også adgangen til at oprette og anvende en basal betalingskonto for personer, der ikke er bosat i landet? Spørgsmål 17: Hvis forbrugerne fortsat har problemer med at åbne en bankkonto, hvad skyldes det så? 15 Kommissionens henstilling 2011/442/EU om adgang til at oprette og anvende en basal betalingskonto, 18.7.2011, http://eur-lex.europa.eu/lexuriserv/lexuriserv.do?uri=oj:l:2011:190:0087:01:da:html. 9
Spørgsmål 18: Hvis der skal gøres mere, hvilke supplerende foranstaltninger bør der i så fald påtænkes? Bør problemet løses på nationalt plan eller på EU-plan? 4. AFSLUTTENDE BETRAGTNINGER Berørte parter kan indsende deres reaktioner på dette høringsdokument frem til den 12. juni 2012. Indlæg sendes til ec-bank-accounts@ec.europa.eu. De berørte parter opfordres til i deres indlæg også at give til kende, om der er andre aspekter, der skal tages op for at sikre et korrekt fungerende og konkurrencedygtigt detailbankmarked. Høringssvarene vil blive offentliggjort på Europa-Kommissionens hjemmeside. Et indlæg kan efter anmodning behandles som fortroligt. I så fald skal høringsdeltageren udtrykkeligt, på første side af sin besvarelse, angive, at vedkommende ikke ønsker sit indlæg offentliggjort. Tak for, at du har givet dig tid til at besvare denne høring. 10