To uger som udvekslingselev Jeg havde aldrig nogensinde været i England. Jeg havde aldrig været udvekslingselev. Og jeg havde aldrig rejst uden min familie. Alle disse faktorer medførte, at jeg var usandsynlig nervøs op til mødet med min engelske værtsfamilie. Allerede da jeg vågnede om morgenen, lørdag d. 17. November, flaksede sommerfuglene rundt i min mave. Men synet af de to søde, engelske værter gjorde, at sommerfuglene blev skiftet ud med ro og glæde. For Hope og Hannah havde nemlig medbragt både flag og navneskilte. Jeg var da sikker på, at de to uger ville blive helt fantastiske. Allerede den første aften skulle vi opleve noget; Vi skulle nemlig til fest med en masse af deres fælles venner. Det var selvfølgelig nervepirrende, men jeg fandt hurtigt ud af, at englænderne er utroligt venlige og åbne over for nye mennesker. De stillede mange spørgsmål, som jeg med glæde besvarede. Det var en dejlig aften, som dog endte tidligt. Den næste dag skulle jeg med familien ud at spise. Hopes forældre, storebror, farmor hende selv og jeg tog på restaurant, hvor jeg selvfølgelig skulle smage noget traditionelt engelsk mad. Jeg er nu helt vild med engelsk mad! Der blev selvfølgelig stillet en masse spørgsmål under måltidet, men igen må jeg påpege, at de alle sammen er utroligt venlige. Selvfølgelig var der en gang i mellem nogle sproglige vanskeligheder, men vi nåede altid frem til en vis form for enighed jeg fik endda ros for mit engelsk. Udover at opleve en masse ting, skulle jeg også med Hope i skole. Ellowes Hall er en dejlig skole, hvor sammenholdet er helt i top. Undervisningen foregår ikke helt på samme måde som i Danmark eleverne behøver ikke at markere, når de ønsker at sige noget, de kan bare begynde at tale. Udover dette er eleverne heller ikke opdelt i klasser på samme måde. Alle elever har dannet deres egen studieretning ved at vælge forskellige fag, så det er meget forskelligt, hvilke elever der har timer sammen og der er kun omkring otte elever til hver time. Selvom undervisningen ikke foregår
på samme måde som i Danmark, er det de samme ting, eleverne lærer. Hope og jeg har dog ikke samme fag, så det var en smule vanskeligt for mig at følge med og interessen var ikke at finde. Men heldigvis var Hannah og Hopes veninder gode til at babysitte mig, så jeg en gang imellem havde timer med dem i stedet for. Idræt var mit yndlingsfag! Hopes mor er amerikaner, så d. 23. November skulle vi selvfølgelig fejre Thanksgiving. Det gjorde vi på ægte amerikansk manér med både pumpkin pie, stuffing, turkey og en hel masse anden god mad. Familien Cartwright er en praktiserende kristen familie, så de havde inviteret nogle venner fra kirken over til middag hvilket gav Hope anledning til også at invitere hendes venner over, heriblandt Monica og Hannah.
Det var utroligt spændende at lære noget om amerikansk kultur og opholde sig i England på samme tid! Fredagen efter skulle vi til London. Det var en tur, både Monica og jeg havde set utrolig meget frem til. Og vi blev bestem ikke skuffede! London er en helt igennem fantastisk storby. Jeg blev dybt fascineret af de gamle, smukke bygninger ja, London i det hele taget. Vi fik set en masse ting, deriblandt China Town, London Eye, Buckingham Palace, Covent Garden og de spændende gader. Og vi fik bestemt ikke set hele London, så det er helt klart en by, jeg har tænkt mig at besøge i den nærmeste fremtid.
Monica og jeg havde begge haft det fantastisk dejligt hos Hannah og Hope, så vi havde aftalt, at vi sammen med deres gruppe af venner skulle på pub dagen før afrejse. Vi skulle have noget god mad og sige ordentligt på gensyn til hinanden. Det var en ret følelsesladet aften englænderne var næsten lige så triste som vi var. Det var en kanon hyggelig aften, hvor vi blandt andet snakkede om, at vi alle sammen havde nydt hinandens selskab. Vi blev enige om, at vi nok ville være venner for evigt og at Monica og jeg sagtens kunne blive en del af deres lille gruppe. Den aften var en perfekt slutning på et suverænt og fantastisk ophold i Dudley; en by nær Birmingham.