TEKST OG FOTO: Hans Peder Christiansen, Skribent og rejseleder Udkald til haverne i Japantur. Kyoto var i tusind år den japanske kejserby, og den er stadig en af verdens kulturelle hovedstæder ikke mindst hvad haver angår. I anden halvdel af november arrangerer Haveselskabet for første gang en grupperejse til Kyoto. En klog mand skrev:»den japanske have kan ikke bruges til noget nyttigt. Men til det nødvendige at finde ro i sig selv.«10 HAVEN Februar 2008 HAVEN Februar 2008 11
Traditionelle japanske huse står på pæle. for nogle år siden besøgte jeg ofte Fjernøsten, og når lejlighed bød sig, tilbragte jeg weekenden i Kyoto. Besøgene i tempelhaverne var for mig først og fremmest en æstetisk oplevelse, og under mine besøg havde jeg i begyndelsen kun en begrænset viden om havernes kulturelle forudsætninger. Det var heller ikke nødvendigt for at nyde dem og udstyret med et kamera var der ingen ende på gode motiver. Min første vejledning i at opleve japanske haver fik jeg i 1992, da en munk i tempelhaven Entsu-ji lagde sin hånd på min skulder, mens jeg gennem søgeren i mit kamera indkredsede et motiv. Sænk åndedrættet Munken fortalte mig, at det kræver ro og fordybelse at se og rigtig opleve en have. Men allerførst skal man lære at trække vejret. Munken lagde sin hånd på mit bryst og gjorde mig opmærksom på, at min vejrtrækning foregik der. Han foreslog, at jeg kom med ind i templet, her ville han så lære mig at trække vejret! Siddende ved siden af munken bad han mig om at løsne livremmen. Et kort øjeblik overvejede jeg, om jeg skulle overgive mig til hans instruktion, men min nysgerrighed var så stor, at jeg besluttede mig for at se, hvad der skulle ske. Munken lagde nu hånden på min mave og instruerede mig i rolige vejrtrækninger. Så gik jeg i trance, og da jeg vågnede, sad jeg alene i templet. Du farer rundt og ser ingenting Da jeg gik ud på verandaen, var der er en smuk udsigt til bjerget Mt. Hiei. Her dukkede munken op igen og bad mig om at iagttage de enkelte elementer. Forgrunden med mos og sten, mellemgrunden med en sirligt klippet hæk og høje stammer af kryptomeria, som indrammer bjergtinden i det fjerne. Munken bad mig om at sætte mig på verandaen og i en halv time indprente mig de enkelte haveelementer og forholdet imellem dem. Herefter skulle jeg gå omkring et hjørne for at konstatere, om jeg huskede alle detaljer. Hvis ikke, måtte jeg igen sætte mig på verandaen i 15 minutter. Det fik jeg faktisk brug for, men til gengæld har jeg siden i min erindring bevaret et knivskarpt billede af stedet. Haven: en vej til at finde ro i sig selv De bedste haver i Japan har en tidløs kvalitet, fordi de forbinder nutiden med en ældgammel tradition. Samtidig har de et religiøst fundament, som udspringer af japanernes oprindelige religion Shinto, de hellige, guddommelige kræfters vej, hvor de hellige kræfter er i naturen, og hvor haven er et kultsted. Shinto-religionen blev senere blandet med buddhismen på en måde, som yderligere forfinede fortolkningen af naturen og fik sit endelige udtryk i zen-haven, som ofte kun består af klippefragmenter omgivet af revet grus. Naturen ses som et spejl af mennesket.»naturen er et levende vidne til tidens gang,«er formuleret af den japanske forfatter Jugaku Akiko og kunne næppe være skrevet af en vesterlænding. Sven-Ingvar Andersson, som var professor i landskabs- og havekunst ved Det Kongelige Kunstakademi, skrev:»japansk havekunst dyrker selve tidsløsheden og menneskets allermest grundlæggende forhold til materien, naturen. Det gør den gennem en æstetisk oplevelse. Den japanske have kan ikke bruges til noget nyttigt. Men til det nødvendige at finde ro i sig selv.«enkelhed og raffinement Karakteristisk for japanske haver er, at mange stedsegrønne træer og buske konstant klippes, også selv om det begrænser blomstringen. De klippede buske giver et indtryk af formalitet og struktur, men i modsætning til europæiske haveanlæg er japanske haver ikke opbygget geometrisk i lige linjer og rette vinkler. Deres asymmetriske opbygning betones ved en omhyggelig placering af de enkelte haveelementer sten, vand og planter. Man siger, at såfremt en enkelt sten i en zen-have blev flyttet 10 cm, ville hele indtrykket af haveanlægget blive ødelagt! I den japanske have anvendes udelukkende naturmaterialer som sten, grus, sand og træ. Dermed opnås et indtryk af kvalitet og en speciel æstetisk dimension. En enkelhed og et raffinement, der tager udgangspunkt i detaljen tilpasset helheden. Indtrykket er effektfuldt, men vanskelig for os i Vesten at eftergøre. Et element, som medvirker til indtrykket af kontrol over haven, er det begrænsede plantevalg. Den plantesamlermani, der præger Grushaven i Roygen-in-templet. 12 HAVEN Februar 2008 HAVEN Februar 2008 13
Et tæppe af mos under japanske ahorntræer. Typisk asymmetrisk indgangsparti. < Der dyrkes mange forskellige typer mos. Grønne azalea-puder skaber struktur. < Den japanske ordenssans fornægter sig ikke. Her renses stenene i vandløbet for tang. os, er ukendt i Japan, hvor gartneren er kunstner snarere end at være optaget af plantespecialiteter. Hver plante vælges under hensyn til helheden. Mos skaber orden Mos bliver ofte overset, når den japanske have karakteriseres. På trods af det er et mostæppe ofte et helt afgørende element i japanske havers udtryk, og mosset bidrager til at skabe et indtryk af både frodighed og sammenhængende ro, når det bruges som bunddække, fx under en beplantning af japanske ahorntræer. Forudsætningen for, at mos kan bruges som et saftigt tæppe, er, at regnmængden er rigelig og luftfugtigheden høj. Vilkår som ikke er til stede i Danmark. I Japan er mos ikke bare mos. Der dyrkes mere end 100 sorter. Endelig er der i japanske haver en usædvanlig grad af orden. Nedfaldne blade fjernes, grus eller sand rives, vandløb renses for tang, og manicuresaksen bruges regelmæssigt for at fastholde indtrykket af orden og kontrol. Sten vigtigere end planter En sten, præget af tidens tand, er lige så vigtig i Japan, som et udvokset træ er i det europæiske landskab. Den enkelte sten eller en gruppe af sten bruges som skulpturer, og deres placering er lige så betydningsfuld som deres størrelse og form. I den første japanske bog om havedesign fra det 11. århundrede er der beskrevet 17 tabuer vedrørende stenenes placering. Høje opretstående sten udtrykker dynamik og kan være et spejlbillede af et lokalt træ, mens en sten med bløde afrundede former udtrykker fred og ro. Store sten placeres ofte så dybt, at kun 30 procent af stenen er synlig, og dermed virker det som om, den er en del af en underliggende klippe. Placeringen af sten er i Japan en kunstform, og der skrives stadig doktordisputatser om emnet! Beskårne nåletræer Træer og buske i den japanske have vælges primært for at genskabe typisk japansk natur. Fyrretræer spiller en vigtig rolle som permanente haveelementer. Pinus thunbergii repræsenterer det typisk japanske kystlandskab, mens Pinus densiflora repræsenterer skovene på bjergskråningerne. Skuddene på begge typer udtyndes hvert forår. Senere udvælges de nye skud, der giver den ønskede forgrening. Om efteråret fjernes nålene fra sidste års tilvækst, og samtidig udtyndes nye skud igen. Alt dette for at holde træerne kompakte, lette og skulpturelle. Der plantes ofte mindre træer ved havens ydergrænse og større træer tættere på. Hermed skabes en illusion af afstand. Denne effekt forstærkes ved i forgrunden at plante træer med store blade og længere væk træer med småbladet løv. Huse med flydende grænser Husene er i sig selv et vigtigt element i japanske haver. Mens vinteren er mild, er sommeren varm og præget af høj luftfugtighed. Husene, oftest bygget i træ og placeret på pæle lidt over havens niveau, er designet sådan, at de er behagelige at opholde sig i gennem den lange varme sommer. Hertil medvirker pagodetagenes karakteristiske udhæng, som skygger husets vægge. Traditionelle japanske huse er bedre ventileret, end de er isoleret, og mere åbne og udadskuende end huse i Vesten. Ofte er de omkranset af en veranda, som betyder, at grænsen mellem ude og inde bliver flydende. Mange tempelhaver er anlagt således, at de primært beskues fra husets veranda. Forår og efterår fejres Der er to højdepunkter i det japanske haveår. Både forår og efterår er bemærkelsesværdige. Foråret er langt og mildt og består af en serie af blomstringer fra blommer i februar, ferskner i marts til kulminationen tidligt i april, hvor kirsebærtræerne blomstrer. Skal man opleve kirsebærtræernes blomstring, er der kun ti dage til rådighed, og det præcise tidspunkt varierer fra år til år. Efteråret, som følger den varme fugtige sommer, er begunstiget af behagelige temperaturer og en usædvanlig farvepragt. Specielt de mange ahorntræer gløder i gule og røde nuancer, og farveeksplosionen kulminerer i anden halvdel af november. Se annonce om Japan-turen på bladets bagside. At finde RO i sig selv 14 HAVEN Februar 2008 HAVEN Februar 2008 15
TEKST OG FOTO: Hans Peder Christiansen, Skribent og rejseleder Japans haver et historisk overblik Bølger. Den japanske havekunst har haft skiftende centre med Kyoto som det vigtigste. Guldtemplet er et japansk ikon. Shinto, den oprindelige japanske religion, tager sit afsæt i naturen. Træer, vandløb, klipper, bjerge og havet er inspirationskilderne. Træerne repræsenterer forbindelsen mellem menneskene og guderne. Det japanske ord for skov, mori, betyder stedet, hvor guderne trækker sig tilbage. Her fornemmer man ånden fra det levende, og her kan man trække sig tilbage i stille kontemplation. Shinto-religionens haveanlæg opstod i 400-tallet. Herfra kendes skikken at markere hellige gravsteder eller gamle træer og klipper med hvidt sand eller grus indrammet af reb, ofte i ældgamle naturlige, landskabelige omgivelser. Skikken skaber en forbindelse til de buddhistiske haveanlæg. Nara-perioden. Den kinesiske indflydelse på japansk havekunst blev tydelig i det 6. og 7. århundrede. Prins Shotuku Taishi (574 622) begyndte at udbrede buddhismen og etablerede en statsdannelse som i Tang-dynastiets Kina. I 710 etableredes den første hovedstad i Nara. Havernes naturalistiske anlæg her indeholdt damme med øer, hvorpå der var grupper af klippeformationer. I Nara byggede prins Shotuku Horyujii-templet i fem etager. Han så ikke noget problem i at favorisere buddhismen, samtidig med at han fortsat støttede shinto-religionen. Buddhisme er ikke en jaloux religion! Det gælder i øvrigt den dag i dag, hvor buddhismen ikke forlanger, at man forkaster andre religioner, så længe der gives plads til at ære Buddha. I forhold til shinto-perioden, hvor gravstederne spillede en dominerende religiøs rolle, er det nu templerne, som er vigtige. Buddhismen blomstrede og fik magt i Nara, og en munk ved navn Dokyo forsøgte at overtage tronen. Det førte til, at kejseren i 794 besluttede at flytte hovedstaden til Kyoto, og i det følgende årtusinde var Kyoto Japans hovedstad. (Den nye hovedstads oprindelige navn var Heian (= fred).) Heian-perioden (785 1184) bliver betragtet som den japanske civilisations guldalder. Efter en periode med stor kinesisk indflydelse bliver havekunsten en ren japansk kunstart. Naturen er stadig den store inspirationskilde, men i forsøget på at skabe natur i miniatureformat forsøgte Heian-aristokraterne nu at idealisere den japanske natur. Grundene i Kyoto var delt ind i felter, hvor et standardfelt var 120 m2 for aristokrater. Personer af højere rang kunne disponere over en større grund. Det enkelte hus var udformet som en pavillon, og på den begrænsede plads mellem husene anlagdes små haver dækket af mos eller sand og tilplantet med sten og blomstrende træer og buske. Medlemmer af den kejserlige familie kunne disponere over større huse og grunde, og foran huse beregnet til officielle begivenheder anlagdes en plads med hvidt sand eller grus som udtryk for renhed og hellighed. Den åbne plads var ofte i hver side bagest indrammet af nogle få træer. I kejserlige huse, der ikke var beregnet til officielle funktioner, gjaldt der ingen restriktioner. Haverne her er ofte udformet som naturscenerier. Kamakura-perioden (1185 1392). Heian-perioden afløstes af en periode, hvor magtcentrum flyttede til Kamakura nær det nuværende Tokyo. Den kinesiske indflydelse øgedes, og mange japanske munke besøgte klostre i Kina og blev inspireret af zen-buddhister. Zen betyder meditation, og der lægges vægt på ro og enkelhed. Værdier som senere skulle få stor betydning. Da Kamakura-perioden sluttede i 1392, flyttede magten tilbage til Kyoto. Muromachi-renæssancen (1393 1568). I denne periode blomstrede havekunsten, og Kyoto blev igen regeringsby. Man hentede nu inspiration i det nordlige Kina i den såkaldte Song-kultur. Her spiller de poetiske kirsebærtræer og de letløvede ahorn en afgørende rolle. Det er i denne periode, at flere af de haver, som gør Kyoto til noget helt særligt, bliver etableret. Muromachi-eliten var optaget af og praktiserede kunst som poesi og kalligrafi og samlede på billedkunst, keramik og lakarbejder fra Kina. Også den japanske havekunst udvikles i denne periode i en enklere og mere æstetisk retning. Den mest magtfulde shogun var Yoshimitsu. Han etablerede sin egen have i Kyoto og byggede den imponerende bygning The Golden Pavilion, inspireret af Song-kulturen. Zen-haverne er i Vesten blevet synonym for japansk havekunst. Zen tager udgangspunkt i, at menneske og natur er en enhed. Hvor vi i Vesten deler krop og sjæl realitet og illusion op i to uafhængige størrelser, er de i zen én enhed. Desuden er formålet med en zen-have at skabe billeder og steder, hvor mennesker kan meditere og nå en forståelse af egen identitet i universet. Ordet zen betyder meditation / fordybelse. En zen-have indeholder intet unødvendigt, men kun et minimum af udvalgte elementer. Dermed udtrykkes en absolut sandhed, som egner sig til den meditative oplevelse. Ligesom en stor kunstner med nogle få penselstrøg kan indfange essensen i et smukt landskab, er det den samme sikre enkelhed, som kendetegner zen-haven. Typisk for zen-haven er det tørre landskab, skabt af klippefragmenter, grus eller sand. Gruset er ofte revet i et bølgemønster, som minder om havet. Klipper omgivet af mos tilføjer en yderligere dimension, hvor formen og retningen, som klipperne er placeret i, indeholder en symbolsk betydning. Ofte er gruspartiet placeret som et rektangulært område foran 16 HAVEN Februar 2008 HAVEN Februar 2008 17
Shugaku-in Imperial Villa. Japansk impressionisme 200 år før begrebet kom til verden i Frankrig. husets veranda. Set herfra indrammet af verandaens søjler og i baggrunden en hvid mur, der illuderer tågen i bjergene bliver helheden en abstraktion af et rigtigt landskab. Zen er æstetik på et højt plan! Momoyama-perioden (1569 1603). Momoyama betyder ferskenbjerget, og var navnet på en borg i Fushimi syd for Kyoto, bygget af en general ved navn Toyotomi Hideyoshi (1537 1598). I denne periode blev den kinesiske te-ceremoni meget populær. Oprindelig var hensigten med te-ceremonien at hjælpe munkene til at holde sig vågne gennem timers meditation. Men efterhånden udviklede den sig til en ceremoni med en række regler, som der den dag i dag undervises i på te-skoler i Japan. Anlæggelsen af adgangen til pladsen for te-ceremonien er vigtig. Ved indgangen er der en låge, og herfra fører en sti, anlagt med trædesten, til te-huset, som ofte er afskærmet af en stedsegrøn beplantning med et bunddække af mos. Te-huset har en enkel udformning, typisk bygget i træ og med stråtag. Edo-perioden (1603 1867). Hideyoshi introducerede i slutningen af 1500-tallet en ny, farverig og impressionistisk havestil. Det gav afsæt til en ny landskabelig have, som indeholdt intime afsnit, der kunne bruges til underholdning og te-ceremonier. Denne havestil krævede en placering, der kunne inddrage det omgivende landskab i oplevelsen af haven. Et af de bedste eksempler er Shugaku-in nordøst for Kyoto, anlagt til den pensionerede kejser fra midten af 1600-tallet. Her er der udsigt til de omliggende skovklædte bjerge, som er et ekko af havens egen beplantning. I haven er der en stor sø, hvorom stierne bugter sig mellem klipper og over broer. Herefter flyttede magtcentrum gradvist nordpå, hvor byen Edo (senere Tokyo) i år 1700 var blevet en af verdens største byer med tre millioner indbyggere. I løbet af 1630 erne blokerede Japan totalt for kontakten med omverdenen, og denne isolationspolitik blev fastholdt i mere end 200 år. Dermed stoppede også den frugtbare inspiration fra Kina, som i århundreder havde inspireret den japanske havekunst. Shintohaver er ren natur. Det er især de japanske ahorn, der skaber efterårets farvepragt. < 18 HAVEN Februar 2008 HAVEN Februar 2008 19
TEKST OG FOTO: Hans Peder Christiansen, Skribent og rejseleder Vi skal besøge 15 af Kyotos haver Haveselskabets tur til Japan. Lidt om tre af rejselederens personlige favoritter. Katsura er ren romantik. Søen foran sølvtemplet Ginkaku-ji. Grønne azalea-puder skaber struktur. Kyoto er omgivet af skovklædte bjerge mod øst, nord og vest og er en stor fladbundet gryde. Fra nord løber to floder mod syd i byens østlige og vestlige udkant. Nord for byen ligger den store Midorgaike-sø. Når sneen smelter om foråret, siler vandet gennem mange mindre vandløb ned mod floderne. Masser af vand er altså en af forudsætningerne for den friskhed, man oplever. I Kyoto falder der årligt 1.800 mm regn, tre gange den normale nedbørsmængde i Danmark. Vandet kombineret med en høj luftighed om sommeren betyder, at der ofte ligger en tæt tåge over skråningerne om morgenen. Men i stedet for at virke generende medfører den vandmættede tåge en friskhed i blomster og blade. I Kyoto er der flere hundrede seværdige haver. På grupperejsen med haveselskabet i november besøger vi 15 haver. Her lidt om nogle af mine personlige favoritter: Ginkaku-ji Sølvtemplet (Muromachi-perioden, ca. 1480.) Blev etableret som pensionistbolig for krigsherren Ashkaga Yoishimasa, og stedet blev senere konverteret til et zen-tempel. Sølvtemplet betragtes som en af Kyotos dyrebareste skatte. Den øverste etage i den pagodeagtige bygning er beregnet til at betragte fuldmånen, som reflekteres af det hvide grus foran bygningen. Ved fuldmåne kan man mod klækkelig betaling sætte sig på gulvet i øverste etage og opleve den kultiske begivenhed. Billetter skal købes i god tid, og har man købt billet, må man håbe på klart vejr! Månen spiller i Japan en vigtigere rolle end hos os. Indtil for et par hundrede år siden var det japanske kalenderår inddelt efter månes faser. Haveanlægget omkring Sølvtemplet indeholder ud over en grushave også en landskabelig have med en sø og en beplantning, som gløder om efteråret. Haven er anlagt til at skulle opleves fra mange forskellige vinkler. Katsura Rikyu Imperial Villa (Edo perioden, 1620 1645.) En af Kyotos tre kejserlige, landskabelige haver. Katsura var prins Toshihitos bolig fra 1576 til 1629. Senere fortsatte Toshihitos søn udbygningen af hovedhuset og raffinerede yderligere haveanlægget. Katsura Rikyu er et højdepunkt i japansk havekunst. Bygningerne er raffinerede og falder smukt ind i haveanlægget og består ud over hovedbygningen af flere tehuse. Et af havens bemærkelsesværdige elementer er et rustikt tehus, og fra verandaen her er der udsigt over søen. Haven er en Stroll Garden en vandrehave men fokuspunktet er den centrale sø med trædesten omgivet af smukke træer. Før man kan besøge de kejserlige haver, må man i forvejen have bestilt en billet, hvor det præcise tidspunkt for besøget er angivet. Når man ankommer, bliver gruppen ført rundt i haven af en guide og en bagstopper, som sikrer, at ingen får mulighed for at tage en afstikker. Shisen-do (Edo perioden, 1636.) Haven er skabt af Ishikawa Jozan og er en af den japanske havekunsts juveler. Selvom størrelsen er begrænset, er havens kvalitet og stilhed overvældende. Overraskende, for når man går gennem bambusporten og op ad en stentrappe, ved man ikke, hvad der venter en. Det bliver man klar over på vej ind i huset. Her, gennem verandaen, ses det revne, hvide sand og de perfekt klippede azaleaer. I baggrunden anes Higashiyamas bjergside. Ishikawa Jozan var faldet i unåde hos den herskende shogun, og han trak sig tilbage i Kyoto for at studere te, kunst, filosofi og havedesign. Han byggede Shisen-do i 1636 og opholdt sig her de kommende 40 år. Her blandes zen-havens revne sand der ses foran verandaen med en japansk vandrehaves kvaliteter. De mange grønne nuancer, ahorntræernes glød om efteråret og de lyserøde azaleaer, som begynder blomstringen allerede i november, er en åbenbaring. Specielt bemærkelsesværdigt er samspillet mellem ude og inde. Det opleves, når man sidder på husets veranda. 20 HAVEN Februar 2008 HAVEN Februar 2008 21