Det er en personlig ting at være frivillig Anne Diemer var en af pionererne bag den organiserede selvhjælp i Thy: Fagfolk ved for lidt om selvhjælpen, og politikerne har sympati for tanken, men også for lidt viden Det er en meget personlig ting at være frivillig, og du skal føle, at her kan du være dig selv, og at det gør en forskel, at du er her. Du har ikke et fagligt ansvar, men et medmenneskeligt, og du skal være meget bevidst om, hvor tæt du kan komme på et andet menneske. Anne Diemer er én af de mest centrale skikkelser i den organiserede selvhjælp i Thy. Hun var med fra begyndelsen i 1989, da hun og nabokonen blev inspirereret af en artikel i bladet Samvirke om forkvinden for en husholdningsforening, der havde startet små selvhjælpsgrupper i det sønderjyske. Og Anne Diemer var med hele den lange første vej fra køkkenbordet i Hundborg til dét, der blev til De Frivilliges Hus, nu Frivilligcenter & Selvhjælp Thisted. Hun blev husets første lønnede leder frem til 2006, da hun selv ønskede at skifte spor. Og i dag er hun frivillig i Vågetjenestenen i Thisted, inspireret af Vågekonerne i Hanstholm, som ofte træder til, når et menneske skal dø. Samfundet fokuserer mere og mere på de frivillige som en ressource, der kan mildne de ændringer, der sker i de offentlige budgetter, og det er Anne Diemer ikke 1
udelt begejstret for: Som frivillig gør man noget andet, og de, der får løn for det, skal meget klart fortælle, hvad de selv skal af faglige grunde, og hvad de frivillige må af medmenneskelige grunde. Som tiden er, skærer det offentlige ned og håber på mange flere frivillige. Men det går ikke, for de frivillige har ikke fagligheden, og de skal ikke uddele medicin eller give indsprøjtninger. Alle kan fejle, og de ansatte har en faglighed, som betyder, at de kan blive efteruddannet og blive bedre men tænk på den frivillige, der kom til at begå en alvorlig fejl. Vi må som frivillige være meget klare i mælet om, hvad vi kan og vil, og de frivillige bør organisere sig i et hus som f.eks. Frivilligcenter & Selvhjælp Thisted for at sikre balancen mellem frivillig og ansat, siger Anne Diemer, som også mener, at selvhjælpen trænger til at få gentænkt potentialet. Alt for mange fagfolk ved ikke et ord om selvhjælpen. Jeg så gerne, at læger, fysioterapeuter og andet frontpersonale vidste mere om selvhjælpen. Og de praktiserende læger burde have den højere oppe i deres bevidsthed. Men at de ikke har det, skyldes måske, at de er for overarbejdede og ikke får penge for forebyggelse. De får løn for 10 minutter pr. patient, og det forebyggende kræver mere end 10 minutter. Politikerne skal også vide noget mere. De har sympati for selvhjælpen, men de har ikke ret meget viden, siger Anne Diemer, som selv blev fanget af det frivillige arbejde ved det, hun kalder et meget lykkeligt sammentræf, fordi hun holdt pause fra sit timelærerjob på sygeplejeskolen i Thisted. Selv synes hun i øvrigt, at det var fantastisk, at hun kunne finde noget at arbejde med i Thy med så ejendommelig en uddannelse som kultursociolog. 2
På det tidspunkt fyldte selvhjælpstanken meget i medierne, og det ramte mig i hjertet. Det handler om almindelige mennesker med almindelige problemer, som kan være tunge nok, men når disse mennesker går sammen om at hjælpe hinanden og sig selv bliver det også et medmenneskeligt supplement til det, som samfundet kan tilbyde. Mange har en forkert opfattelse af selvhjælpen. Nogen mener, at den er for mennesker, som det er meget synd for. Men nej: Hvis det går sådan i en selvhjælpsgruppe, skal gruppes stoppes, for så er den en fiasko. Du kan godt trænge til trøst og have det elendigt, men du er nødt til at sige: Det var godt nok fandens, men hvordan kommer jeg videre? I dén sorg og forfærdelighed mødes man og giver hinanden hjælp til at komme videre, hvis man smider maskerne og evner at tale åbent om det, siger Anne Diemer, der som mange af de første i selvhjælpen var tilflytter i Thy. Thyboerne er kendt for at være tilbageholdende og måske ikke så åbne, så hun var overrasket over, så hurtigt selvhjælpen slog an her, men mener, at det måske skyldtes, at ideen allerede lå i luften og blev meget omtalt i medierne. Desuden havde pioneren Lisbeth Bonde Petersen fra Sdr. Bjert ved Kolding, som var den store inspirationskilde, været rigtig god til at gøre selvhjælpen til noget hverdagsagtigt og håndterligt: Livet har altid været svært, men vi har været vant til at hjælpe hinanden, også inden der kom læger o.s.v. til. Jeg tror, at den gamle viden gør, at det føles naturligt at dele sorger og tanker med nogen, der forstår, hvad man siger, fordi de selv har været i det, siger Anne Diemer. I Thy var det daværende Viborg Amt en vigtig medspiller. Den lille arbejdsgruppe, som Anne Diemer var med i, havde næppe præsenteret sin idé om selvhjælpsgrupper, før amtet tilbød støtte og i øvrigt var en 3
fantastisk gode partner, fordi de, der sad i amtet, logisk nok havde større udsyn, flere ressourcer og medarbejdere end kommunerne. Selvhjælpsarbejdet spredte sig til hele amtet, og landssamarbejdet kom også hurtigt i gang. Efterhånden fik Anne Diemer også et stort internationalt netværk, og i lange perioder tog selvhjælpsarbejdet hende så meget, at hun i tilbageblik erkender, at det ofte gik ud over familien derhjemme. Men der skete noget, og der kom resultater. Det nyttede. I Thisted, hvor Anne Diemer var blevet lønnet medarbejder, begyndte det som Selvhjælpsbutikken, der havde til huse i en lukket tobaksforretning, Cigarkassen, over for Sparekassen Thys hovedsæde, og Selvhjælpsbutikken trak i begyndelsen meget på Center For Frivilligt Arbejde i Odense, bl.a. med hensyn til at afgrænse det frivillige arbejde i forhold til det lønnede. Siden blev adressen Vestergade i Thisted og navnet De Frivilliges Hus, mens initiativer og nye foreninger og selvhjælpsgrupper kom til. En meget stor del af Anne Diemers arbejde bestod i koordinering og planlægning, men hun har altid været glad for vekselvirkningen mellem dét og selve arbejdet i selvhjælpsgrupper. Men da hun fyldte 60 i 2006, havde jeg samlet mod til at turde stoppe. Jeg trængte til at lave noget andet, og huset trængte til en ny udvikling selv om det var svært at stoppe: det var ligesom at flytte hjemmefra, siger Anne Diemer, der et halvt år efter sin frivillige afgang fik et meget spændende job på Hospice Djursland som koordinator for de frivillige. Det var et fantastisk job jeg havde så mange års erfaring med det store, bredspektrede arbejde, og så skulle jeg ud på et hospice, hvor folk er så specialiserede, siger Anne Diemer. I begyndelsen var sygeplejerskerne dér meget skeptiske over for de frivillige, selv om netop de frivillige 4
er en del af hospicepakken, men gennembruddet kom, da sygeplejerskerne kom med til at definere, hvad de frivillige måtte. Og fronterne blev blødt helt op, da sygeplejersken fandt ud af, hvor dybt engagerede og kvalificerede de frivillige var. Og det var alene afstanden mellem Djursland og bopælen i Thy, der fik Anne Diemer til at stoppe. I et tilbageblik over de første 25 år noterer Anne Diemer sig, at selvhjælpen ikke var nogen døgnflue, men er blevet etableret men som nævnt nu trænger til at få gennemtænkt potentialet. I dag er der selvhjælpsgrupper i stort set ethvert vestligt land og selv om hun slap tøjlerne som leder i 2006, har hun lige siden da selv været med i en selvhjælpsgruppe, Vågetjenesten i Thisted: Her kommer man meget tæt på sorg, men også til at arbejde med mange af de livsværdier, som er fælles for os alle: Hvad gør livet mig? Hvad skal jeg bruge mit liv til? Hvad enten man er vågekone eller ej, er det ikke langt fra os selv. Det handler om at erkende, hvor vi er, og det føles dybt meningsfuldt, siger Anne Diemer. 5