MEDLEMSBLAD FOR DE BEREJSTES KLUB DECEMBER 2004 / NR. 18 GLOBEN Din første rejseoplevelse: Læs, hvordan medlemmer oplevede deres første uforglemmelige rejse Rejsestafetten: Dramatiske ankomster Kopper Vindistrikter LÆS OGSÅ: En rejse ad Silkevejen, Pik Lenin: sandheden og toppen, tanker om rejselivet, GLOBEN nr. 18 / December 2004 1 gratis rejser, påskeferie i Mellemøsten, rejsen til Afghanistan, Den Transsibirske Jernbane og veninder i Mexico.
GLOBEN nr. 18 / December 2004 2
4 Årets julegave... 5 Næste tema: Kina Medlemsblad for De Berejstes Klub Redaktion: Simon Staun Thorsgade 62 b, 3 th. 5000 Odense Tlf.: 20922834 mail@simonstaun.dk Nikolaj Witte Skt. Annagade 32 8000 Århus C Tlf.: 86181136 / 22790384 nikolaj@wayout.dk Tekst / fotos: Medlemmer af De Berejstes Klub Forsidefoto: Overalt i Dhaka, Bangladesh, hvor man bevæger sig bliver man budt på den ene kop te efter den anden ved disse små gadeboder. Ikke sjældent har dette, den første kontakt, været årsag til aldrig at tøve med at tage afsted igen. Foto: Nikolaj Witte Forsidedesign: Nikolaj Witte, adresse s. 70 Tryk: BB Offset Thorsvej 11; 8850 Bjerringbro Oplag: 225 ISSN: 1603-1458 Deadline til næste nummer: 5. februar 2004 Tema: Kina - alt stof sendes til globen@berejst.dk Annoncer: annoncer@berejst.dk Medlemskab: www.berejst.dk Formand: Søren Padkjær, adresse s. 70 De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. 6 Sådan startede det... Søren Padkjær 9 Interrail gav rejsefeber Preben & Bente Knudsen 11 Cykelturen til Roskilde - foråret 1954 Arne Runge 12 Backpacker som senior Erik Pontoppidan 15 At lære på den hårde måde Søren Bonde 19 Gevinstrejsen til Skammestein Niels J. L. Iversen 20 DBK på toppen af Pik Lenin Martin Nielsen 24 God e-mail til rejsen 25 Gratis eller næsten gratis rejser Knud B. Bach 26 DBK s Top-20 for besøgte lande 27 Påskeferie i Mellemøsten Per Allan Jensen 29 Det eventyrlige Borneo Nikolaj Witte 33 Om hvordan man bli r»bidt af en gal rygsæk«pernille Föh 35 Rejsen ad Silkevejen Lars Munk 38 Den sande Pik Lenin ekspedition Kenneth Hvolbøl 42 At se det store i det små Anders Pedersen 44 Langt fra Kabul til Afghanistan Rasmus Krath 46 At tæmme verden Ewa Bylinska 47 The big train ride - del 1 Arne Runge 50 Nekrolog for Lis V. Jørgensen 51 Julebrev fra Ewa Bylinska 52 Et halvt århundrede i Mexico Ewa Bylinska 54 Mine 10 bedste kopper Kisten Fiil Svarer 56 Mine 10 mest dramatiske ankomster Bjarne Lund-Jensen 58 Mine 10 bedste vindistrikter Mai Nygaard 61 Referat af De Berejstes Klubs generalforsamling 63 Regnskab 64 Formandens beretning 65 Folkersen og Egholm priserne 66 Dusører og sponsorer 67 Arrangementkalender og»hold dine rejsedata ajour!«68 Nye medlemmer 70 Klubbens kontaktpersoner GLOBEN nr. 18 / December 2004 3
Årets julegave Jeg må tilstå, at jeg ikke er den store tilhænger af julen, som den ser ud i dag. En stor kommerciel suppedas, hvor man føler druknedøden true med julemusik i højtalerne allerede fra starten af november i den lokale Fakta. Men i år har det for undertegnedes vedkommende set anderledes ud. Ikke fordi jeg er blevet nyreligiøs eller har vundet i tips. Jeg er ganske enkelt blevet velsignet af en intet mindre end forrygende bunke beretninger fra vores forunderlige klode. Jeg har siddet og glemt trøstesløsheden, når jeg har følt mig som en blind passager på farlig færd op ad aggressive bjerge, på venindetur i Mexico eller sågar på cykeleventyr langs Roskildevejen årtier tilbage. I særdeleshed har bidragene til dette nummers tema afspejlet, hvor forskellige medlemmerne i denne klub er. Og alligevel i samme ombæring skildret, hvor ens vi er til trods For godt nok har vi haft vores jomfruture og enestående øjeblikke så forskellige steder som Skammestein i Norge og i Borneos jungle, men alligevel beskriver historierne samme forelskelse og dragning mod det ukendte, det nye og spændende, der altså både møder os i vores egen skandinaviske kravlegård og helt derude, hvor medicinmændene har madpakke med. Skal man sætte et barometer op for en god historie i dette blad, må det endelig ikke blive et spørgsmål om at berette om det vildeste, farligste eller mest afsondrede. Det hører naturligvis med som en del af rejse- og eventyrlysten, men det må ikke svække det faktum, at utrolig mange oplevelser tager udgangspunkt inden for en meget acceptabel afstand af vort lille Danmark. Og med hensyn til barometeret, så kan jeg for mit eget vedkommende fortælle, at jeg har fået lyst til at besøge hver og én af de destinationer, undskyld på nær Pik Lenin, der omtales i dette nummer Så betragt dette nummer af Globen som en julekalender, du hver dag kan åbne op og med sikkerhed få en lille gave at lune dig på. Jeg har kun tilbage at sige: Kære julemand, send mig venligst blot gavekort i år. Der er så frygteligt mange steder, jeg gerne vil se. Tak til alle for en afsmittende skrivelyst og rejseglæde. God jul og godt nytår - Simon Staun Glædelig jul fra alle os til hele verden. På billedet fejres julen i Yangon, Myanmar med ikke mindre end fantastisk juleoppyntning i butiksruderne. Foto: Nikolaj Witte GLOBEN nr. 18 / December 2004 4
Næste tema: Kina Meget kan blive sagt, og jeg håber meget vil blive sagt, om dette verdens folkerigeste land. Der kan ikke herske tvivl om, at Riget I Midten er en sand guldgrube for enhver rejsende, og det vil Globen honorere i næste nummer. Kina byder på de klassiske oplevelser med Den Kinesiske Mur som højdepunktet for mange, stærkt efterfulgt af krigerne i Xian og Yangzi floden. Maden tiltrækker mennesker fra nær og fjern, og enkelte tager måske også hertil for de billige, glimrende øl og nær-gratis smøger (af svingende kvalitet). Ingen er nok kommet derfra uden at være blevet påvirket af kulturen, for Kinas ældgamle tanketraditioner med Kongfuzi, Laozi og Mengzi, som de i vesten mest kendte, gemmensyrer hele samfundet. Nok er mange templer gået tabt i kulturrevolutionen, men tanker dør ikke så let. Bøger kan brændes, men stadig kan langt de fleste kinesere, uden bæven i stemmen, citere Analekterne. Disse gamle tanker kommer også til udtryk på gader og stræder, ikke mindst når man bliver ør i hovedet af en tur gemme Den Forbudte By, men også det moderne Kina viser respekt for traditionerne ved at anvende feng shui ved opførelsen af Bank of China i Hong Kong. Kina, der med sin vældige størrelse kan overvælde de fleste, byder på verdens mest afvekslende natur, fra det flade, fuldstændigt opdyrkede og overbefolkede øst, til verdens højeste bjerg i Tibet, fra Gobiørken til frodige rismarker, fra travle markeder i Kashgar til hektiske markeder i Hong Kong. Jeg kunne blive ved, men vil opsummere det efter bedste evner i frasen: Søg og du skal finde. Næsten ethundrede af os har været der, så for at give plads til alle de fantastiske historier, der helt sikker gemmer sig ude hos jer, bliver metoden til indsendelse denne gang lidt anderledes. Men en ting der bestemt ikke har ændret sig: Send ind, send ind, det er fantastisk at modtage og læse alle de storslåede eventyr, I har oplevet. Læs derfor dette grundigt. Når du nu sidder og læser denne sætning og tænker: hmm, jeg har da en ret god historie om min rejse i Kina, så tænk dine oplevelser igennem, og beslut dig for netop den del af hele din rejse, som, du mener, var toppen af toppen. Altså har du f.eks. rejst to måneder gennem Kina, så giv dig ikke til bare at skrive derudaf om hele rejsen, men stop op og se hvilken del du allerhelst, når du nu bliver presset lidt, vil fortælle. Hvis vi holder os til eksemplet med de to måneders rejse, så kunne det være, at det bedste på din rejse var den trekkingtur på Muren, eller måske var det togturen mellem Xian og Beijing, eller det var maden gennem hele landet, eller måske de små markeder oppe i bjergene, eller vandreturen rundt om Kailash, eller på jernhest gennem landet, eller fredagsbønnen i en moské i Ürümqi, eller kinesisk medicin, eller tusind andre ting. Måske har du oplevet det hele og vil gerne have det hele med, men for at undgå eventuelle gentagelser vil vi opfordre dig til kun at vælge din favoritoplevelse. Hvis der er et historisk aspekt i din oplevelse, så skriv det meget gerne med i beskrivelse. Det kunne jo være, du havde oplevet tragedien på Tiananmen Pladsen eller Hong Kongs overdragelse eller en af Maos taler eller... Inden du skriver artiklen: Så send en kort mail (3-5 linjer) til redaktionen om dit foretrukne emne og hvor lang, du tror, din artikel vil blive. Artiklerne skal helst holde sig på mellem en og fire sider for at give flest mulige medlemmer mulighed for at komme til orde. Når du så har indsendt en beskrivelse af hvad du gerne vil skrive om, så skriver jeg tilbage og fortæller dig, om der allerede er en anden, der skriver om det samme område eller emne. Hvis du er den første, der siger, at du gerne vil fortælle netop den historie, så er der kun tilbage at sige: skriv løs, vi glæder os til at høre historien, men er emnet allerede optaget, så spørger jeg dig, om du måske har en anden fantastisk historie oppe i ærmet, og så finder vi ud af det derfra. Altså først til mølle..., så tøv ikke, men skriv straks til mig. Er du bare lidt i tvivl om, hvad du skal gøre, så skriv til Globen@berejst.dk, og vi finder helt sikker ud af det hele. For at opklare et eventuelt tvivlsspørgsmål: Temaet om Kina inkluderer alle de områder vi som klub anerkender som Kina, altså også Tibet, Hong Kong, Xinjiang og alle andre steder inden for de anerkende grænser. Glæder mig til at høre om Riget I Midten - Nikolaj Witte Søg og du skal finde! Kina er et kalejdoskop for enhver rejsende. Vær med til at fortælle hvad Kina bød dig på i Globens næste temanummer. Billederne fra venstre: Soldat foran Maos potræt på Den Himmelske Freds Plads (Tiananmen) i Beijing, Bank of China i Hong Kong der efterligner svejende bambus i design, lille idylisk pagode set fra en lille klippegrotte i Det Storslåede Udsyns Park (Daguan Yuan) i Beijing Foto: Nikolaj Witte GLOBEN nr. 18 / December 2004 5
Sådan startede det Jeg kunne simpelthen ikke vente, og tilbød selv at betale rejsen til mit nye job i Mellemøsten. Mit første møde med Orienten det satte hurtigt liv til mine forestillinger baseret på smuglerhistorier, kvindehandel og Fez-hatte, som jeg havde oplevet det fra træstolene på de første rækker søndag eftermiddag i den lokale biograf. Tekst og foto: Søren Padkjær Der blev grinet en del på kontoret, da jeg frisk fra Handelsskolen var til min første ansættelsesaftale i en eksportvirksomhed i Aalborg og fortalte om min dumpekarakter i tysk. Og så netop TYSK - hovedmarkedet for en stor del af firmaets produkter. Hvordan kunne nogen være så skør at søge denne stilling uden at være perfekt i tysk? Min redning blev, at min nye chef var uddannet i en korn- og foderstofforretning og det er jeg tilfældigvis også og det mente han så kunne gøre det ud for de manglende sprogkundskaber. Desuden kom jeg i afdelingen for diverse produkter, som blev solgt til det meste af verden, hvor hovedsproget var engelsk. Jeg var samtidig begyndt at læse HD om aftenen, men det blev der ikke meget ud af, for jeg blev straks kastet ud i direkte kundekontakter, som på det tidspunkt bl.a. bestod i at forberede og stå klar med en indtastet hulstrimmel til en telexmaskine. Af hensyn til de yngre læsere, så er en telex lidt som en skrivemaskine, der er forbundet til telefonnettet. Dengang var telepriserne høje, så i stedet for at kalde op og så skrive online, forberedte man offline en strimmel med en slags morsehuller i en smal rulle papir. Når så beskeden var klar, blev strimlen sat fast til aflæseren, man ringede op som på en telefon, og derefter bankede beskeden igennem til modtagerens telex. Grunden til at jeg tilbragte mange aftener ved dette apparat var, at når beskeden så var sendt, så kunne modtageren i Colombia, Brasilien eller Peru der netop var mødt på kontoret straks læse den og svare tilbage. Man kunne således have en kort dialog (men nu foregik det jo online og taksten var høj), og der var ikke megen tid til at tænke sig om inden svaret: Ville vi acceptere hans tilbud og få handelen afsluttet? Det var naturligvis utroligt fascinerende at komme lige fra skolebænken og så pludselig have kontakt med hele verden. Desuden havde firmaet sit eget lille fly, og det blev til mange spændende ture rundt i Europa (også til Tyskland), hvor jeg som regel fik lov at tage co-pilot pladsen tilbage ved indflyvningen over den ofte tågedækkede Aalborg lufthavn. Men tålmodigheden er jo kort, og nu havde jeg sat mig i hovedet, at jeg ikke bare ville rejse rundt, men i stedet bosætte mig i udlandet i en periode. Det var der også gode muligheder for, men en GLOBEN nr. 18 / December 2004 6
Et bjerg små agurker dybt inde i souk en måneds tid inden jeg skulle have været udstationeret på én af virksomhedens fabrikker i Vestafrika, kom der besked om, at kvotaen for hvide i forhold til de sorte var opbrugt, så desværre! Jeg var nu virkelig besat af tanken om at komme til udlandet, og fik da også kort tid efter en stilling i landbrugsorganisationernes afdeling for markedsføring i udlandet. De havde kontorer så eksotiske steder som Puerto Rico, Beirut, Hong Kong og Tokyo, og min opgave var nu at sætte mig ind i arbejdet på hovedkontoret i København, indtil der blev en plads ledig på ét af kontorerne. Der gik enormt lang tid, over et halvt år, inden der endelig kom meddelelse om den rokering, der i løbet af nogle måneder kunne føre mig til kontoret i Beirut. En begivenhed fra ventetiden illustrerer utålmodigheden: Beirut-kontoret, som dækkede 15 mellemøstlige lande, arrangerede et fremstød i Kuwait, og jeg foreslog direktøren, at jeg var parat til selv at betale flybilletten derned, hvis jeg da bare måtte få lov til at være med men nej, den slags gør man ikke på et næsten offentligt kontor. I den desperate ventetid havde jeg også søgt job hos et amerikansk firma med kontorer i Fjernøsten, og faktisk havde jeg været til samtale, dagen før meddelelsen kom om den ledige plads i Beirut, og der fået tilbudt et job på deres kontor i Saigon. Men jeg valgte altså Beirut. Uheldigvis for lederen af kontoret i Beirut blev han kort efter syg, så jeg fik pludselig at vide, at næste uge skulle jeg rejse derned som afløser i en måneds tid. Der var allerede på det tidspunkt optræk til uroligheder i Libanon, men vi havde fået besked om, at den lokale Karolinepiges palæstinensiske mand, Abdul, ville tage imod mig i lufthavnen. Udover at være et prægtigt menneske var han også journalist og kunne derfor komme gennem afspærringerne ud til lufthavnen. Hvilken fornemmelse det var, da SASflyet lagde an til landing med det glitrende Middelhav til højre og de grønne bjergskråninger til venstre med stille røg sivende op fra landsbyerne. Varmen, lugten og luften alt var så anderledes og enormt spændende. Det hele var pludselig gået så hurtigt, og det var egentlig først et par dage senere, at jeg virkelig følte denne fantastiske svævende fornemmelse, at nu har jeg ikke længere kontrol over noget skæbnen tager over: En søndag formiddag var jeg gået en tur alene ned i souk en, som dengang bredte sig over store dele af den gamle centrale bydel, med smalle gyder overdækket af udspredte presenninger, hvor der blev slagtet kyllinger, skreget tilbud på skjorter, med svimlende dufte af krydderier, trængsel af bærere med kornsække på nakken, opstablede frugter og grøntsager uanset hvilken retning jeg kiggede. En kortvarig lettere klaustrofobi var under optræk, men så fandt jeg ud og så gik det ellers igen på opdagelse i denne Aladdins hule. var optaget, så jeg måtte sove i et pakhus Det blev herefter til næsten tre år med månedlige rejser og mange oplevelser i de dengang temmelig primitive arabiske lande. Som dengang Kong Feisals livvagter personligt smed mig ud af hotellet i Dammam, fordi Kongen havde anmeldt sin ankomst med følge nogle dage efter. Eller den første tur til Oman, hvor det eneste lille hotel Mændene på fortovet med en vandpibe og en kop te hvad kan være mere arabisk? GLOBEN nr. 18 / December 2004 7
nede ved havnen, sammen med en butterflyklædt boghandler fra Oxford, fire beduiner og et ukendt antal rotter. Eller turen til Benghazi i Libyen, hvor tolderne ville smide en ladning dansk ost i havnen, fordi det var dårligt jeg tog derover og fandt ud af, at det bare lugtede ligesom enhver god ost skal (men de var vant til den kønsløse smelteost La Vache qui Rie kendt fra alle flymåltider på den tid). Eller det store danske arrangement i Jeddah, hvor Prins Henrik og Emiren af Mecca beærede os med deres besøg. De fantastiske ture til Sana a i Yemen med overnatning på paladset revet lige ud af Thorkild Hansens Det Lykkelige Arabien (med den mest primitive mad, jeg har fået nogetsteds). Og dog, jeg tror antimad-prisen går til Aden, dengang ærkekommunistisk, hvor de fleste butikker var lukket. Dengang vrimlede Dubais havn med smuglerdhows fra Iran og Indien. Og Baghdad, hvor Saddam Hussein netop var blevet vicepræsident, og hvor de eneste restauranter tilhørte militæret. Gad vide om han var med til nogle af de officersmiddage, hvor jeg som den eneste civile gæst fik et bord i det ene hjørne? For slet ikke at tale om de vidunderlige ture i Libanons bjerge, med familiefester og hjemmebrygget arak. Oplevelser, der går i blodet, og som burde have en advarsel: Stærkt vanedannende. I øvrigt fik jeg igen lidt af den samme snurren i maven, da jeg næsten 3 år senere, efter evakuering på grund af borgerkrigen i Libanon, fik muligheden for at komme over på kontoret i Hong Kong. Men det er en helt anden historie! Den glade slagter med sine pølser og fårefedthaler Det er dyrt at glemme!!! Så er det igen blevet tid til at betale kontingent. Det skal betales senest d. 31. januar 2005 til klubbens kontonummer 2143-8127-698-679 i Nordea. Kontingentet beløber sig til 300 kroner for passive medlemmer og 400 kroner for aktive (dog kun 100 kroner per ekstra medlem på samme adresse). Men husk dog... Du får så meget for pengene at det simpelthen ikke kan betale sig ikke at være medlem. Der er et utal af medlemsfordele, du får Globen tilsendt fire gange om året og ikke mindst mulighed for at deltage i sjove, oplysende, interessante, fængslende og underholdende medlemsmøder. GLOBEN nr. 18 / December 2004 8
Interrail gav rejsefeber Bente og undertegnedes rejsefeber kan ikke siges at stamme hjemmefra. Jeg har været med mine forældre i Flensborg nogle gange og det var så det. Bente har aldrig været med sine forældre udenlands (Bentes mor var over 50, inden hun kom til Sjælland). Stranden på Sifnos hvor vi boede en uge. Tekst og foto: Preben & Bente Knudsen Grunden til, at vi kom af sted første gang, var, at Bentes søster havde været i kibbutz i Israel. Det blev vi så enige om, at vi også hellere måtte prøve. Bente var 18 og jeg var 21, og vores forældre mente vist, at det var noget værre pjat. Bente havde sit gode arbejde i en børnehave, og jeg var lige blevet udlært elektriker. Det var også så som så med finanserne. Vi havde dog sparet 10.000 kr. op tilsammen. Det skulle så betale to Interrail-kort, to flybilletter hjem fra Israel plus lommepenge. Når vi først kom ned til kibbutzen havde vi ikke de store udgifter. Her skulle vi arbejde og fik så kost og logi. Vi startede fra Herning banegård. Vores forældre og søskende var der til at vinke farvel. Vi trillede ned gennem Jylland og kom snart til Tyskland. Her stod vi af toget i Rendsburg. Rent tilfældigt. Det eneste, der var planlagt hjemmefra, var at vi skulle være i Athen, når interrail-kortet udløb. Og så at vi skulle flyve hjem fra Israel. Vi gik rundt og så Rendsburg, som faktisk er en vældig flot og hyggelig gammel by. Da det var ved at blive aften, manglede vi et sted at slå vores Fætter BR telt op. Og jo, det var købt i Fætter BR. Vi prøvede at banke på døren hos nogle tyske Hausfrauer, men de var ikke interesseret i at have sådant et par interrailere boende på deres fine græsplæner. Nå, hvad skulle vi så gøre? Vi ville ikke på campingplads, for det kostede jo penge. Vi vandrede lidt rundt og endte nede i hospitalsparken. Her fandt vi et buskads at slå teltet op i. Men vi vågnede nu en del gange den nat, da der gik en hel del mennesker forbi. Men GRATIS var det da. Om morgenen spiste vi det sidste af madpakken hjemmefra. Så snakkede vi lidt om, hvad vi så skulle finde på. Vi blev enige om at tage toget til Amsterdam. Der var masser af folk i Amsterdam, da der var et stort internationalt sejlertræf, og vi så da en hel masse gamle skibe. Det var ved at være aften igen, så vi manglede nok engang et sted at sove. Da det var umuligt at finde et roligt hjørne i Amsterdam, tog vi et tilfældigt regionaltog ud til byen Baarn. Her fandt vi en rolig veranda, troede vi, uden for en bygning nede ved stationen, til at rulle vores liggeunderlag og sovepose ud. Desværre viste det sig at være posthuset, så allerede ved 4-tiden om morgenen begyndte de at rode med postsække og aviser. De kiggede en ekstra gang, da de så os ligge på deres veranda. Efter lidt vand i hovedet og en smule morgenmad bestemte vi os til at tage til byernes by Paris. Bentes svoger har en søster som er fransk gift og som dengang boede i Paris. Vi tog hen og bankede på deres dør. Det var Arnaud, som åbnede døren. Vi havde aldrig set hinanden før. Han talte ikke dansk. Til gengæld talte vi ikke fransk. Han fik så den gode ide at ringe til Inge Dorte. Hun syntes, det var alle tiders, at vi var kommet. Det endte faktisk med, at vi blev boende en hel uge hos dem. Så vi fik rigtigt set Paris: GLOBEN nr. 18 / December 2004 9
Fantastisk udsigt over Paris. Eiffeltårnet, Notre Dame, Montmartre, Mona Lisa, Sacre Coeur osv. Næste stop på turen var Zürich. Her kom vi til om søndagen og endte lidt uden for byen i en stor park. Vi blev enige om, at det da var et helt perfekt sted at slå teltet op. Som sagt så gjort, og vi sov da også fint hele natten. Næste morgen, da vi havde fået gnedet søvnen ud af øjnene og åbnede teltdugen, kiggede vi en ekstra gang. Nogle hundrede meter henne var der en masse soldater. De havde tilsyneladende ikke opdaget os, så vi skyndte os at pakke teltet sammen og forsvinde. Det viste sig at vi havde overnattet på et militært øvelsesområde. Det var da godt, at de ikke havde holdt skydeøvelse! Efter denne oplevelse tog vi helt til Madrid, men da de holdt siesta, blev vi der kun en times tid, inden turen gik til Barcelona. Det blev til en tur ned ad Ramblaen og et kik på Nou Camp. Overnatningen foregik på banegården sammen med mindst 100 andre interrailere. Det var et af de mest utrygge steder, vi overnattede, selvom vi var så mange folk. Der var simpelthen fyldt med lommetyve alle steder. Vi kunne se, at så snart folk faldt i søvn, sad de ved siden af og prøvede at liste ting fra folk. Så vi skiftedes sammen med en amerikaner til at holde os vågen hele natten. Han viste os, at han havde en kæmpestor kniv med, så lommetyvene kunne bare komme an. Det blev heldigvis ikke nødvendigt med et blodbad. Resten af interrailturen gik over Pisa, Rom, Bern og Beograd. Efter en måned nåede vi til Athen. Her betalte vi for første gang for en overnatning på taget af pension Zorbas. Her boede vi tre nætter. Det vi spiste på næsten hele turen kan nok ikke anbefales af kostvejledere. Det var franskbrød og marmelade eller baguettes og marmelade. Skulle det være rigtigt luksus, kunne vi finde på at åbne en dåse med makrel, som vi havde med hjemmefra. Efter det hårde liv på Interrail trængte vi til ferie og købte en skibsbillet til Sifnos. Her slog vi teltet op på stranden og boede en hel uge. Der var brusere med ferskvand på stranden, så vi kunne blive rigtigt vasket. På Sifnos undte vi os selv at tage ud at spise nogle aftner. Fantastisk mad med moussakka, oliven, fetaost og alle de andre dejlige græske specialiteter. Efter ferien på Sifnos var det tid at komme videre til Israel. Hjemmefra havde vi fået at vide, at man måske kunne sejle fra Piræus til Israel. Det viste sig at være rigtigt. Ellers ved jeg ikke, hvad vi skulle have gjort. Turen tog cirka toethalvt døgn og vi havde seks timers stop på Cypern. Vi anløb havnen i Haifa, og herefter tog vi en deletaxa til Tel Aviv. Vi havde mødt to andre danskere på båden, dem fulgtes vi med til Tel Aviv. Vi blev enige om at prøve at finde en kibbutz sammen. Der findes et kibbutzkontor i Tel Aviv, og efter en del ringen rundt lykkedes det dem at finde en kibbutz til os alle fire. Det var oppe i det nordlige Israel ved Jordan-floden og nær grænsen til Libanon. Sådan en kibbutz er næsten et helt lille samfund i samfundet. Man har børnehave, fælles spisesal, forskellige sportsaktiviteter, bibliotek og skadestue. Alle deles om de forskellige arbejdsopgaver. Vi arbejdede blandt andet på en blefabrik. Men historien om kibbutzen og Israel er næsten en historie for sig selv, så den gemmer vi. Men det var altså lidt om vores første rejse, og det var den, der er skyld i vores rejsefeber. På grænsen mellem Isral og Libanon GLOBEN nr. 18 / December 2004 10
Cykelturen til Roskilde foråret 1954 Jeg havde forberedt turen hele vinteren. Lavet et kort med alle de små landsbyer vi ville se undervejs til Roskilde: Rødovre, Brøndby, Tåstrup osv. Jeg havde planlagt, at i Roskilde ville vi spise vores madpakke, køre en tur rundt om kirken og så tilbage til København. Men det gik ikke helt efter planen. Tekst og foto: Arne Runge Det var ikke så længe efter krigen, så cyklerne var nogen vi havde flikket sammen af reservedele fra andre gamle cykler. Lappegrejer havde vi selvfølgelig med. Vi forventede at punktere mindst én gang på vejen, og det var lagt ind i tidsplanen. Vi havde hver vores cykeltaske med madpakke og saftevand. Det var den første marts 1954. Solen havde skinnet i flere dage og jeg besluttede mig for, at nu skulle det værre. Nu var det forår. Sneen var væk, nu drog de lange veje. Det var en besættelse for mig. Jeg skulle ud at prøve at stå på egne ben. Ude i verden langt væk fra min familie. Ud at opleve den store verden, som jeg læste om i Fantomet, Prins Valiant og Tarzan. Og jeg ville have min lillebror Jørgen med. Man skulle starte ved daggry. Det gjorde både Tarzan og Fantomet altid. Men vi var fandeme trætte, da vi stod op kl. seks. Skide godt, sagde min far. Se nu at komme til Roskilde. Han troede ikke på, vi ville nå så langt. Vi var elleve og syv år gamle. Han havde givet mig to tiører, så jeg kunne ringe hjem, hvis vi fik problemer. Men han var Arne Runge og hans lillebror Jørgen på deres første ekspedition«11 og 7 år gamle. fandeme imponeret over, at vi turde. Vi havde ingen vanter på. Så vi frøs om fingrene. Da vi stoppede første gang, kunne jeg se på Jørgens øjne, at han gerne ville hjem igen. Men vi er ikke på ferie, forklarede jeg ham, vi var på ekspedition. Man giver ikke bare op på en ekspedition. Fantomet han tager sgu da ikke bare hjem til Bengalen, hvis han fryser i London. Op på cyklerne igen. Du skal bare køre til, sagde jeg til Jørgen, så fryser man ikke. Men Jørgen kørte kun med en hånd på styret. Han havde konstant den ene hånd i lommen. Og cyklen var alt for stor til ham. Vi kørte et par kilometer mere i blæst langs markerne ved Hvidovre. Nu besluttede vi at holde hvil og frokostpause. Vi satte os ned på marken for at spise, men vores fingre var så kolde, at de ikke lystrede os. Og de gjorde ondt. Jørgen græd og jeg var rasende. Jeg havde indset, at vi havde tabt. Det var alligevel for stor en mundfuld. Vi ringede efter far, som var taxachauffør. Han kom i taxaen og hentede os. Året efter gentog jeg succesen med en skolekammerat. På to gamle damecykler. Og vi besejrede Roskilde. Nu lå resten af verden åben. GLOBEN nr. 18 / December 2004 11
Backpacker som senior Tekst og fotos: Erik Pontoppidan Jeg har været backpacker i over 30 år og er det stadig. Ikke sådan at forstå, at jeg har rejst uafbrudt gennem alle årene, men lysten har altid været der. Og det er efterhånden blevet til rigtig mange ture. Men antallet af lande, jeg har besøgt, har nu aldrig interesseret mig særlig meget - måske lige bortset fra, at det er disse erobringer, som har givet mig adgang til medlemskab af denne fantastiske klub! Mine allerførste udlandsrejser gik til Helsingborg og Landskrona, hvor oplevelserne var begrænset til ophold på søvnige konditorier sammen med mine forældre. Noget som gav et totalt forvrænget billede af det fremmede. Min første rejse, der virkelig rykkede, gik med tog til Ventimiglia i Norditalien i tre uger sammen med mine forældre og min farmor i sommeren 1959. Det var en tur, som i dag oplevelsesmæssigt svarer til en rejse til den tredje verden, eftersom levestandarden i Italien dengang var på niveau med et uland. Men bortset fra det, så var selve togrejsen ned gennem Europa en grænseoverskridende oplevelse, jeg aldrig vil glemme. Alene togrejsen over Alperne var helt fantastisk, blandt andet fordi jeg aldrig før havde set bjerge i virkeligheden. Da jeg blev voksen i slutningen af 1960 erne startede jeg min livslange karriere som backpacker, og den livsform har jeg fortsat lige siden fra tid til anden. En del af rejserne har jeg foretaget alene, mens jeg på andre har været sammen med mine kærester, venner og familie eller har været deltager i tilfældige grupper. Det har naturligvis stor betydning for rejsernes udfald, hvem man er sammen med, men generelt har jeg aldrig haft noget imod at rejse alene. Det giver en langt mere intens kontakt med den lokale befolkning, og man har antennerne ude på en helt anden måde, end hvis man er sammen med andre. Dertil kommer, at det er en meget lærerig oplevelse at blive sat af helt alene i en fjern afkrog af ver Rismark i det centrale Lombok i Indonesien, nær landsbyen Lendang Nangka. I denne landsby findes et lille guesthouse for backpackere, som drives af den muslimske skolelærer Haji Radiah. Indkvarteringen er meget primitiv, men jeg har boet her flere gange på mine rejser og haft nogle rigtig gode dage. Haji Radiah taler flydende engelsk og er meget interesseret i at fortælle sine gæster om det sted, de er havnet. Da jeg besøgte ham i 1995 og 1998, arrangerede han f.eks. med jævne mellemrum meget interessante guidede ture i de omgivende rismarker. den, helt løsrevet fra de vante og trygge rammer. Hvordan er det så at rejse rundt med rygsæk i dag, når man er over 40-50 år i forhold til at opleve verden som helt ung i tyverne? Det er svært at svare på med få ord. En af forskellene for mit eget vedkommende er nok, at jeg lægger større vægt på kvaliteten af oplevelserne end på kvantiteten. Eller sagt på en anden måde: I dag er det ikke mere så meget et spørgsmål om at erobre nye lande eller territorier, men man er mere tilbøjelig til at vende tilbage til sine favoritlande og favoritsteder for at uddybe sit kendskab til kulturen og naturen der. Jeg tror f.eks. ikke, der er ret mange 40 til 50-årige, som gider tage på interrail i Europa og se en masse hovedstæder på kort tid uden at vide noget særligt om stederne på forhånd. Det er noget, GLOBEN nr. 18 / December 2004 12
man vokser fra med alderen. Man bliver mere selektiv og mere bevidst om, hvem man er, og hvad man vil se og opleve, jo ældre man bliver. Og det er jo alt i alt en god ting. Rejser i ulande og ilande Både nu som før synes jeg, at det er mest spændende at besøge lande, som i bund og grund er forskellige fra det, på Bali var min første morgenoplevelse på terrassen en samtale med en smuk, ung balinesisk pige, som ville vise mig nogle af sine tegninger fra den kunstskole, hun gik på. I øvrigt har nogle af mine allerbedste samtaler fundet sted i små hyggelige guesthouses på fjerne lokaliteter i den tredje verden, hvor vi har hygget os og løst verdenssituationen, så godt vi nu kunne. langt større nærvær og motivation, hvis man selv er med til at styre forløbet af sin rejse, og omvendt sløver det ens sanser i foruroligende grad, hvis det fremmede blot opleves som en film bag turistbussens tonede ruder. En banal og måske lidt højrøvet konstatering for garvede backpackere, men ikke desto mindre meget rigtigt. Her er det selvfølgelig en forudsætning, at man som lidt ældre har konditionen og helbredet nogenlunde i orden, Overalt i den tredje verden vrimler det med hyggelige, små guesthouses, hvor man kan få ro i sjælen og nyde den lokale venlighed og gæstfrihed. For et meget beskedent beløb kan man bo der så længe man har lyst og få sig en kop te, en øl, læse en bog eller snakke med sine medrejsende eller de lokale. Her betyder forskel i alder langt mindre end hjemme i den daglige trædemølle. Billedet her er fra byen Ubud på Bali i Indonesien. man er vant til, selv om det ofte kan være både fysisk og psykisk krævende at rejse rundt i dem. F.eks. var jeg i slutningen af 1990 erne på en lang rundrejse til Thailand, Australien og Indonesien. Jeg kan huske, at jeg generelt var skuffet over Australien, fordi alt var meget vestligt og forudsigeligt. Tingene fungerede stort set som herhjemme, og rent oplevelsesmæssigt var der efter min mening ikke særlig meget at komme efter. I Australien havde jeg ofte lidt den samme fornemmelse som den, man har, når man på en spændende ferierejse går ind og handler i et supermarked, hvor man på få sekunder næsten føler det, som om man er kommet tilbage til den daglige trædemølle! Derfor føltes det næsten som om rejseeventyret var vendt tilbage, da jeg forlod Australien og ankom med natflyet til Bali fra Darwin ved tretiden om natten. Forskellen mellem at vågne op i sovesalen på vandrehjemmet i Darwin og på mit lille backpackerhotel i Indonesien var enorm. Den sødlige duft af tropernes blomster og blade blandet med duften af eksotiske krydderier, min dejlige bambushytte med terrasse, de lokale indbyggeres venlighed, som gør, at man aldrig føler sig alene på disse kanter. På vandrehjemmet i Darwin i Australien delte jeg sovesal med en masse langt yngre backpackere, som jeg stort set ikke snakkede med overhovedet. Her De unge backpackere En af de meget iøjnefaldende ting man lægger mærke til, som seniorbackpacker i dag, er, hvor unge de rygsækrejsende egentlig er. Gennemsnitsalderen er påfaldende lav hos rygsækfolket, og langt de fleste er under 30. Forklaringen er jo nok, at det store flertal etablerer sig sidst i tyverne og anskaffer sig fast arbejde, hus, ægtefælle, børn og lignende, som binder én både tidsmæssigt, økonomisk og følelsesmæssigt. Det er meget synd for de yngre, især hvis de etablerer sig så tidligt, at de aldrig når at få set verden på den spændende måde. Den næstbedste løsning bliver så for de fleste at booke sig ind på en rejse på to eller tre uger, hvor næsten alle rammerne for turen er lagt fast på forhånd. Her er det ofte tiden til at rejse, der mangler mere end pengene. Men mange af de etablerede synes i øvrigt også, at det ville være meningsløst at drage af sted med rygsæk og bo på ydmyge guesthouses, hvis de har råd til at bo på dyre hoteller og leje en bil med chauffør. Hertil vil jeg sige, at der er en enorm forskel i oplevelsernes kvalitet og dybde på at deltage i en arrangeret luksus-rundrejse på nogle få uger i forhold til f.eks. at rejse rundt i Sydøstasien eller Fjernøsten på egen hånd i flere måneder! Det giver for den individuelle rejsemåde er til tider ret fysisk krævende. Det kræver stor energi og ihærdighed at køre 12 timer i en overfyldt bus i et tropisk klima, og det stiller store krav til ens tålmodighed at vente 8 timer på en støvet bænk i Bolivia, fordi bussen man skulle med er forsinket. Ikke desto mindre går denne livsform mange i blodet, især hvis de er startet tidligt. Det kan mange af nutidens unge backpackere tale med om. Tony Wheeler Jeg kan tilføje som eksempel, at den legendariske Tony Wheeler (ham der startede Lonely Planet - bøgerne) i dag er blevet millionær som midaldrende på grund af sit succesrige rejsebogsforlag. Da han var helt ung, gennemrejste han den tredje verden som backpacker adskillige gange sammen med sin kone. Pointen er, at det gør de også i dag»the hard way«fra tid til anden. I overfyldte busser, på snavsede banegårde og på ydmyge guesthouses. Ikke fordi de mangler penge, men fordi de stadig er fascineret af denne måde at rejse på. Vagabondlivet er gået dem i blodet. De har som andre garvede backpackere for længst indset, at de bedste oplevelser oftest er dem, der kommer helt uventet og ikke er planlagt i forvejen. De ved også, at det er en hovedregel overalt i verden, at prisen på et hotelværelse er omvendt proportional med muligheden for GLOBEN nr. 18 / December 2004 13
at kommunikere med sine medrejsende. Eller sagt på en anden måde: Hvis man indlogerer sig på et dyrt hotel, kan man være rimelig sikker på at være i fred for sine omgivelser, hvis det er det, man vil....»jeg har altid tænkt, når jeg rejste, at for mig ville idealet og kernen i en rejsebeskrivelse være at sidde på et tog og forsvinde ind i en samtale mellem to fremmede. Det at kunne sidde i et tilfældigt tog på et tilfældigt kontinent og forstå, hvad de sagde, så ville jeg være tæt på en af menneskelivets hemmeligheder, tættere end jeg ville være, hvis jeg læste Spinozas og Kierkegaards samlede værker«. (Forfatteren Carsten Jensen i et interview om hans bog»jeg har set verden begynde«i Politiken søndag den 26. oktober 1996). For nogen tid siden læste jeg et interview med Tony Wheeler om hans karriere i rejsebogsbranchen. I dag har han ansat en hær af skribenter, som rejser rundt i verden og checker de praktiske oplysninger, man kan finde i Lonely Planet bøgerne. Umiddelbart skulle man som rejsefreak mene, at det var et ønskejob at få penge for at rejse rundt og overnatte på eksotiske guesthouses, og personligt ville jeg bestemt ikke have noget imod at prøve det, hvis jeg havde tid og mulighed. Men en af de interessante pointer, der fremgik af interviewet var, at den største fare for skribenterne, både på det personlige plan og med hensyn til deres job, var udbrændthed. Forstået på den måde, at lysten til at opleve verden blev mættet. Det er jo en forfærdelig tanke for en rejsefreak, men ikke desto mindre er det en reel og tankevækkende risiko, hvor især de lidt ældre nok er i risikozonen i kraft af deres lange liv med oplevelser på mange planer. De bedste sider Når nu vi taler om aldersforskellen, er det også påfaldende, at når man rejser rundt som backpacker, så betyder forskel i alder langt mindre end hjemme i den daglige trædemølle. Når man f. eks. sidder i et guesthouse et eller andet eksotisk sted i den tredje verden og snakker med sine medrejsende, så falder man næsten altid helt naturligt ind i den sociale sammenhæng, uanset hvor gammel man er. Den oplevelse får man i øvrigt som regel også hos lokalbefolkningen. Forklaringen er vel, at når man er på rejse, så er der ingen, der skal leve op til nogen faste roller og præstationer, og der er heller ikke nogen, der stiller krav til én. Disse to ting er noget, jeg sætter utrolig meget pris på. De er i øvrigt også forklaringen på, at man som regel altid oplever de bedste sider hos andre mennesker, når man er på rejse! Jeg tror og håber, at gennemsnitsalderen for backpackere vil stige i de næste 20 år. Der bliver dog næppe ret mange flere pensionister over 60 med rygsæk, for her tror jeg trods alt, at det fysisk er for hårdt for flertallet at slæbe rundt med en tung oppakning og sove på skæve tidspunkter på ubekvemme steder. Med få undtagelser så vil de ældre over 65 nok stadig for det meste holde sig til arrangerede ture, autocampers, ferielejligheder, krydstogter og lignende når de skal ud og rejse. Men jeg er sikker på, at mange flere midaldrende i fremtiden vil iføre sig rygsæk og tage hul på de uendelige muligheder, der ligger i den individuelle rejseform! Overalt på Bali i Indonesien møder man aktive kunstnere. GLOBEN nr. 18 / December 2004 14
At lære på den hårde måde Når jeg tænker på min første solorejse, undrer jeg mig ofte over, at rejsefeberen holdt sit tag i mig og ikke skræmte mig fra vid og sans; rejsen var fra begyndelsen forbundet med dyb frustration og fortvivlelse. Siden da har jeg nærmest gjort det til en livsstil at opsøge problemer og besvær. Heldigvis slipper jeg godt fra det hver gang. Tekst og foto: Søren Bonde Jeg springer sjældent over, hvor gærdet er lavest og har lært at værdsætte de helt anderledes og livsbekræftende oplevelser, som følger med. Men al begyndelse er som bekendt svær. Dette er en terapeutisk beretning om dengang, livlinen for alvor blev klippet over, om naivitet og neuroser, om adrenalin og autografer, om gysser og guitarer, om kortspil og kulturchok - og om solcreme - da verden stadig var ny. Vi skal såmænd ikke længere tilbage i tiden end 1995. Jeg havde taget orlov fra studierne for at realisere en drøm om at opleve verden udenfor Europa. Den havde længe ligget i baghovedet, men var blevet midlertidigt fortrængt, da jeg i 1992 som 18-årig flyttede helt til Aalborg for at studere. Studiemiljøet, Jomfru Ane Gade og det eksotiske Aalborg var åbenbart nok til at holde mig stangen et par år, men i 95 skulle der ske noget nyt og gladeligt uvidende om svære og lette rejselande faldt valget da på Filippinerne, Vietnam og Kina. Rejsen skulle vare fem måneder nu skulle børneopsparingen endelig brændes af! Det første kulturchok kom allerede, da jeg skulle skifte fly i Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris og tilsyneladende var den eneste vesterlænding, der skulle til Manila. Chokket blev naturligvis voldsomt forstærket ved ankomsten til Manila: Fugtig tropehede, trafikkaos, desorientering kort sagt alle de indtryk, som kendetegner en asiatisk storby, og som er blevet så dagligdags siden hen. Men dengang var det virkeligt skræmmende og noget ganske andet end en beskyttet bilferie til Bayern eller Provence med de gamle. De første dage krævede det mod at forlade hotelværelset og snige sig ned på gaden for at opsøge noget spiseligt. Det gjorde jo heller ikke situationen lettere, at jeg ankom til Manila sent om aftenen. Alt ser unægteligt lysere ud om dagen. Den største udfordring viste sig hurtigt at være at håndtere den enorme opmærksomhed, som en to meter, lyshåret fyr får i den del af verden. Det blev hurtigt meget anstrengende at svare på de mange Hi Joe!, men jeg var høfligt opdraget og ikke vant til at ignorere folk. Det resulterede da også i, at jeg kom i kontakt med temmelig mange personer. De fleste inviterede mig til det ene eller andet, men det viste sig næsten altid, at når regningen skulle betales, var det pludselig mig, som havde inviteret dem!? Der var dog en enkelt fyr, som virkede oprigtig. Han inviterede mig hjem for at møde hans familie. Jeg sprang endelig ud i det. Hvad pokker jeg kunne jo ikke blive ved med at afslå de mange invitationer; jeg var vel rejst ud for at opleve noget? Oprigtigheden blev bekræftet, da han afslog mit bidrag til at betale taxaen. Mr. Brunei Gambling og hasardspil findes alle steder. Her er det en færgekaptajn, som lænser passagererne for deres surt sammensparede skillinger (Solomon Islands, 1999) Familiens hjem var meget spartansk indrettet. Det var tydeligvis småt med pengene, men alligevel blev jeg inviteret til at spise med. Ris og fisk til overs fra morgenmåltidet. Fyrens familie virkede nu ikke synderligt interesseret i at møde mig, eller måske var de generte og talte ikke engelsk. I hvert fald var de hurtigt ude af døren. Men en ven af familien, José, var dog vældig snaksalig og spurgte, GLOBEN nr. 18 / December 2004 15
Mount Mayon rejser sig majestætisk op fra junglen og indgyder respekt. var langt fra kraftig nok til den kommission, som José forlangte som dealer. José skitserede kortspiller-etiketten som gik ud på, at han ikke ville tolerere nogen form for aggressive udbrud. Vi lagde vore indsatser på bordet, hvorefter Mr. Brunei gjorde det klart, at han kun accepterede guld eller kontanter som indsats. Jeg havde håbet på at slippe af sted med kreditkort og rejsechecks, men selvom jeg garanterede ham for dækningen, var han hverken til at hugge eller stikke i. Stakkevis af stakater Det var sgu en streg i regningen og temmelig træls. Det virkede ganske overflødigt at begynde at veksle rejsecheckene, når jeg nu vidste, at pengene alligevel ville blive på mine hænder. Men det var ikke optimalt at trække sig nu, hvor seancen skulle til at begynde, så jeg stak kreditkortet i lommen og gik med til at veksle mine checks. José blev tilbage og underholdt manden, mens hans musikelskende nabo eskorterede mig til nærmeste moneychanger. Naboen talte vist nok meget om musik og sin guitar, men jeg havde travlt med at skrive mit navn igen og igen. Jeg har aldrig siden udstedt så mange autografer på så kort tid. Det gav anledning til en ikke ubetydelig skrivekrampe, mens naboen så på. Sikket spild af rejsecheckgebyrer, tænkte jeg, men pengene skulle jo nok komme ind igen. Moneychangeren takkede for handlen, og det var vel ikke så underligt taget i betragtning, at det næppe er hverdagskost at veksle 2000 $ i rejsechecks på én gang! Jeg var en smule anspændt over at vade rundt med stakkevis af stakater i rygsækken, så vi satte os fluks ind i en taxa og kørte tilbage til de andre. om jeg ville hjælpe ham med et lille problem? Han havde en lillesøster, som gik ud med en rigmand fra Brunei. Manden var tilsyneladende svært utiltalende, men søsteren havde brug for penge. José ville give ham en lærestreg, han sent skulle glemme. Han manglede blot lidt startkapital men forsikrede mig, at jeg ville få mine penge tifold igen. Jeg var naturligvis på vagt, men det lød lovende, og man vil jo gerne hjælpe. José åbenbarede sin plan. José var ansat som dealer ved et stort casino i Manila, og han gav mig en smagsprøve på sin kunnen. Han foretrak at spille Halv Tolv, og det spil kendte jeg udmærket. Da jeg altid har været glad for kortspil, blev jeg fascineret af hans evne til altid at vende et kort, som passede i hans kram. Det var simpelthen helt ufatteligt, hvordan han gjorde det! Uanset, hvor intenst jeg studerede hans håndbevægelser, virkede det altid som om han vendte det øverste kort men hvordan kunne det øverste kort altid passe perfekt til de andre? José forklarede, at han og jeg var sammen, men det skulle Mr. Brunei selvfølgelig endelig ikke opdage. Taktikken var meget simpel og kunne umuligt slå fejl: Jeg skulle altid bede om to kort mere, end det man begynder med. Så ville jeg altid sidde med den bedste hånd. Og ganske rigtigt uanset om jeg begyndte med en 8 er eller et billedkort, endte jeg altid med at sidde med en suveræn hånd og gik aldrig over 111 2. Jeg var overbevist og gik med på spøgen. Ganske vist ville Mr. Brunei på det groveste blive ført bag lyset, men han var jo ifølge José helt igennem en skidt person. Ved mørkets frembrud tog jeg med José til hans hjem et usselt og afsides sted i Manilas opland, hvor vi ventede på Mr. Brunei. Mr. Brunei ankom iført en ekstravagant silkeskjorte og to attachétasker. Han var absolut en vægtig mand med hang til gyldne artefakter, som Kong Salomon ville misunde ham: Guldbriller, guldur, guldkæder, guldringe og guldtænder! Allerede ved ankomsten svedte han som 100 pyramideslaver og klagede over, at blæseren José sørgede for, at der var enighed om reglerne, og spillet kunne begynde. Vi lagde på ny vores indsatser på bordet. Mandens ene attachétaske blev åbnet og afslørede en gudsvelsignelse af sirligt pakkede og hårdt pressede pengebundter. Aldrig har jeg set så mange penge på ét sted. Allerede i løbet af de første spillerunder fik pengene dog hurtigt ben at gå på. Selvom José var klog nok til at lade manden vinde en runde i ny og næ, blev tabene ledsaget af kommentarer om, at jeg var en usandsynlig heldig ung mand og han havde aldrig oplevet noget lignende. Det havde jeg heller ikke, men jeg havde derimod ingen grund til at være utilfreds, for det gik over al forventning med at befri manden for hans overflødige lommepenge. Stadig fuld af beundring for Josés kortkunster observerede jeg, hvordan Mr. Brunei blev mere og mere rød i hovedet og våd på panden og under armene. Efter en halv times tid var attachétasken tom, og min bordende var læsset med bundter. Mr. Brunei var ved at koge over af frustration men besindede sig dog, og José ordinerede en kort pause. Han kiggede indgående på mig og foreslog at vi holdt inde, men det ville Mr. Brunei ikke høre GLOBEN nr. 18 / December 2004 16
tale om. Han forlangte at få en chance for at vinde noget af sin tabte formue tilbage. José trak mig til side og spurgte om det ikke var klogere at stoppe. Men adrenalinpåvirket og kålhøgen, som jeg var blevet af slagets gang, gik jeg med til at spille et par omgange mere. Hvad pokker hvis manden så gerne ville tømme sin anden taske ud på bordet, hvorfor så holde ham tilbage? Hvad kunne gå galt? José kunne jo sit kram! Mr. Brunei havde også gjort sine tanker, og han startede med at hæve indsatsen eftertrykkeligt. Men det gik stadig godt, og jeg glemte rent, at jeg havde besluttet mig for kun at spille få runder til. José sørgede stadig for at jeg sad med 101 2-111 2 hver gang, men alligevel blev Mr. Brunei mere og mere aggressiv i sine indsatser, og jeg var tvunget til at følge trop. På grund af de skyhøje indsatser var alle mine penge snart tilbage i omløb. Pludselig kiksede det for José, og jeg overskred 111 2. Mr. Brunei så veltilfreds ud han var stoppet på 91 2. I det fatale øjeblik kørte det hele rundt for mig og tiden stod stille. Jeg så uforstående på José, som beklagede og sagde, at jeg skulle være stoppet noget før. Mr. Brunei var travlt beskæftiget med at skovle gevinsten tilbage i attachétaskerne, for spillet var slut jeg havde ingen penge til at vinde det tabte tilbage! Min modstander takkede for kampen og skyndte sig ud ad døren. Jeg var stadig helt rundt på gulvet og ænsede dårligt nok, hvad der foregik omkring mig. José tog mig under armen og beklagede atter spillets udfald. Jeg vågnede omsider op og forlangte at han arrangerede en seance mere, så jeg kunne vinde det tabte tilbage. José kunne muligvis rejse nogle penge, men han ville ikke love noget. Han gav mig nogle få dollars af hans provision til at leve for og et telefonnummer. Jeg blev sat på en taxa og igen eskorteret af naboen, som denne gang havde medbragt sin elskede guitar. Træls nabo! Spørgejørgen tilbage for? Spillet var slut. Men var José på min side, når det kom til stykket? Var hele historien om hans søster måske ikke bare opdigtet? Men hvordan vidste han så, at jeg ville fortsætte med at spille, da han rådede mig til at holde inde? Blev jeg narret, smurt, tørret? Uden tvivl, men i så fald var det yderst snedigt gennemført... Jeg burde jo nok være taknemmelig for, at det ikke endte værre end, at jeg mistede mine penge. Men i øjeblikket var det en meget ringe trøst. Jeg kæmpede den ulige Halvkvalt guitarspil var nok det sidste, jeg havde brug for i min ulykkelige situation. Jeg bad manden om at parkere instrumentet, og han begyndte så at plapre løs i stedet. Allerhelst havde jeg lyst til at være helt alene, men naboen ænsede åbenbart ikke, at jeg var dybt nedslået og prøvede ihærdigt at holde liv i en samtale. Da han erfarede, at jeg var musikstuderende, blev han fyr og flamme: Oh man, you are a musician!. I et nærværende øjeblik forsøgte jeg at rette manden: No, I m not. I m a student of musicology. Det faldt for døve øren: Oh man, I love music! What instruments do you play? You play the guitar? I play the guitar but not very good. Maybe you teach me, man! You are the best! I love you! Thank God I met you, man... Kærligheden var dog langt fra gensidig; tre kvarter i taxa med den mand kunne drive enhver til vanvid. Det kunne kun gå for langsomt med at komme hjem på hotellet og grave sig ned... Det var først tilbage på hotelværelset, at situationens alvor egentlig gik op for mig. Jeg havde kun været væk i to dage, af hvad der skulle være min første store rejse min livsdrøm! Og jeg var allerede helt flad! Dumt, dumt, DUMT! Og meget naivt. Uanset hvor meget jeg gennemtænkte forløbet, kunne jeg ikke rigtig forstå at det gik, som det gjorde. José var den vildeste korthaj, jeg nogensinde har mødt, og han beviste flere gange overfor mig, at vi var på samme hold. Hvad nu, hvis jeg havde nægtet Mr. Brunei at spille de sidste skæbnesvangre runder? Ville jeg have strøget hele gevinsten vel nok mindst 50.000 kr.? Men hvad så, hvis han i et øjebliks desperation havde mistet besindelsen og trukket et våben? Hvad ville jeg så have gjort? Jeg var jo bare kørt med José hjem og derfra videre til et andet sted. Dengang kendte jeg ikke Manila og havde ikke den ringeste anelse om, hvilken adresse jeg befandt mig på. Og hvad skulle jeg egentlig også komme Lavasporet fra udbruddet i 1993 symboliserer både ødelæggelse og genfødsel og vidner om vulkanens ufattelige magt. kamp med en kvælende Palle alene i verden-følelse«af håbløshed og desperation. Da chokket omsider fortog sig lidt, traskede jeg ind i en bank og fik efter et par dage overført friske forsyninger hjemmefra. Lånte penge af barmhjertige forældre, som uden tvivl var en kende bekymrede for deres søns uansvarlige fjollerier på GLOBEN nr. 18 / December 2004 17
den anden side af kloden. Pengene skulle ganske vist betales tilbage, men jeg kunne da fortsætte turen. Jeg forsøgte ihærdigt at komme i kontakt med José på det telefonnummer, han havde givet mig, da vi skiltes, men kun med ringe held. Jeg så ham aldrig igen. Det var sikkert også det bedste. De resterende tre-fire uger i Filippinerne havde jeg en smule svært ved at nyde - ikke mindst fordi rejsens anden store bommert ventede lige om hjørnet... Mount Mayon Jeg rejste over land i jeepney hele vejen fra Manila til Legaspi City på den store ø Luzon. Ikke nogen specielt komfortabel transportform, men en god måde at møde mennesker på. Ved Legaspi besteg jeg vulkanen Mount Mayon (2420m), som to år forinden (1993) var sprunget i luften og havde dræbt en flok amerikanske vulkanologer og også beskadigede den perfekte kegleform oppe ved kraterranden. Udbruddet kunne smukt bevidnes oppe fra toppen, hvor et stort kulsort og motorvejsagtigt spor pløjede sig skånselsløst ned gennem den frodige jungle. Vulkanen rejser sig op fra et fladt junglelandskab, og den er et betagende syn. Den betragtes som en af verdens farligste vulkaner og var atter i udbrud i år 2000. Normalt er det en tur på minimum to dage en dag op og en dag ned, men da jeg var for påholdende til at betale guiden og hans hjælper for to dage, gik jeg op og ned på samme dag. Uden guide er det stort set umuligt at finde vej gennem mylderet af klippeblokke. Det viste sig snart, at guiden kæmpede med nogle gevaldige tømmermænd, som først kom rigtig i udbrud, da vi var omtrent halvvejs oppe. Så måtte hjælperen og jeg fortsætte uden ham, hvilket resulterede i, at vi gik vild et par gange og turen trak ud. Under normale omstændigheder havde det nok ikke betydet det store, men desværre havde jeg glemt at smøre mig ind i solcreme om morgenen, og tuberne havde jeg ladet ligge på mit værelse. Det var en kæmpebrøler, hvilket jeg da også fik at føle senere. Faktisk gjorde det temmelig ondt, da jeg om aftenen endelig kom ned fra bjerget. Men hvad, det var vel ikke så underligt; jeg havde været ude i tropesolen i over 12 timer uden solcreme og iført shorts og T-shirt! Et iskoldt bad lindrede en smule, men det var lidt som at pisse i bukserne med omvendt fortegn. Ikke overraskende blev resultatet, at huden så småt begyndte at falde af i løbet af de næste dage. En meget smertefuld proces, som ikke kan anbefales. Skæbnens ironi Da jeg omsider forlod Filippinerne efter fire ugers besøg, var jeg overbevist om, at jeg aldrig ville vende tilbage. Der havde ganske vist også været plads til en række gode oplevelser koralrevet f. eks. men de bitre og dyrt købte erfaringer stod alt for lysende klart i erindringen. Alligevel ville skæbnen, at valget skulle falde på dette skønne ø-rige, da jeg som led i mine studier seks år senere var på udkig efter et velegnet land til at studere rituelle dramaer. Men jeg må indrømme, at det krævede en god portion is i maven at vende tilbage. Men denne gang var jeg blevet ældre og mange erfaringer rigere og havde adskillige rejser bag mig. Som de fleste i klubben efterhånden ved, involverede jeg mig så dybt i feltarbejdet, at jeg endte med at blive gift med en filippinsk pige, og vi vender naturligvis tilbage til Filippinerne i ny og næ. Meget ironisk, da jeg efter det første besøgs grumme oplevelser havde forsvoret, at jeg nogensinde ville vende tilbage. Moralen? Tja, når enden er god, er alting godt. For det endte jo godt. Trods den vanskelige start på rejselivet blev jeg ikke skræmt fra at rejse igen. Tværtimod! Da jeg fire måneder senere havde rejst igennem Vietnam og Kina og var på vej hjem, var brølerne så godt som glemt, og jeg var allerede ved at planlægge mine næste destinationer. Men jeg glemmer aldrig den fornemmelse, jeg havde i Manila, af at stå på kanten af verden og opdage sagens alvor; som en tåge, der langsomt letter og afslører en dyb afgrund. Selvom det var frygteligt, var det en fornemmelse af at leve livet fuldt ud på godt og ondt. Livlinen var for alvor klippet over, og den naive uskyldighed faldt til jorden sammen med den. Årets julegaveide. Den overskrift har vi alle læst tusinder af gange, men denne gang passer det. Har du en ven, veninde, søster, far, mor, datter, kollega, boss, bekendt, drillenisse eller farbror der ustanseligt drømmer om rejser og fjerne himmelstrøg så er Globen og et tilhørende passivt (eller aktivt hvis de kan opfylde kravene) medlemsskab måske lige sagen at pakke ind og putte under træet. I år tilbyder vi som en ekstra godte at give dette december nummer med for den fantastiske pris af 350 kroner. For disse 350 kronner får du et eksemplar af dette nummer til at lægge under juletræet og derudover fremsender vi de fire numre af Globen næste år til modtageren, samtidig får du mulighed for at benytte vores sponsorere og andre fordele. Slå til nu - der er ingen tvivl om at hvem du end giver det til vil blive begejstret. Alle interesserede kan finde de nærmere detaljer på www.berejst.dk GLOBEN nr. 18 / December 2004 18
Gevinstrejsen til Skammestein Skammestein kirke Hvis man ser bort fra lejlighedsvise ture til grænsebasarerne ved Flensborg, var jeg kun én gang i udlandet som barn. Det kom sig af, at jeg havde sendt et bidrag ind til en konkurrence udskrevet af DFDS. Og gudhjælpemig om jeg ikke vandt en af de mindre præmier. Tekst og foto: Niels J.L. Iversen Det er, i parentes bemærket, den eneste gang jeg har deltaget i sådan en konkurrence, så min gevinstprocent er stadig smuk. Gevinsten bestod i et frikort, som blev omsat i en retur sejltur mellem Frederikshavn og Oslo. Der var i de dage endnu mulighed for frirejser med DSB for skolebørn, og da min mor gav hotelopholdet på hotel Fjellheimen i flækken Skammestein, havde vi pludselig en rejse til Norge for min mor, min lillesøster og undertegnede i sommeren 1966. Jeg var da 12 år gammel. Vi havde fået anbefalet hotellet i Skammestein af damen på DSB rejsebureauet, og for at komme dertil skulle vi med tog fra Kolding til Frederikshavn, med natfærge til Oslo, herfra med tog til Fagernes og sluttelig med rutebil det sidste stykke vej. Det gik efter omstændighederne rimeligt gnidningsløst. Fagernes-banen er for øvrigt siden blevet nedlagt, hvilket er synd og skam. Skammestein var en lillebitte flække midt i en hel masse særdeles norsk natur, vi var jo bare tre danske fladlændinge, og heroppe var der bjerge, fosser og folk, der snakkede norsk. Det var alt sammen meget imponerende. Hotellet var ikke ret stort, men der var en hyggelig fællesstue, og værten havde en Storm P-bog, som han kunne læse ord for ord, uden at han fattede et kuk af den. Om morgenen var der et opulent tag-selv-bord. Blandt de mindeværdige ingredienser på dette var en grønsort gede-gammelost, som ingen af os turde røre, men også en ualmindelig tyk, fed, lækker kærnemælk, som jeg drak spandevis af. En dag manglede den, Fos med mig (NJLI) men så protesterede jeg vildt og inderligt ude i køkkenet. Dagen efter var den på bordet igen. Under opholdet foretog vi diverse ekspeditioner, de fleste til fods, men en enkelt længere tur blev det dog også til. Den gik til søen Tyin, hvor vi sejlede med en gammel færge, muligvis endda den sagnomspundne skude Bitihorn, der har besejlet disse vande siden 1905. Vi stak også næsen indenfor i hotel Eidsbugaren, som vi prompte døbte snobbehotellet, da vi havde set en gæst i leopardbukser derinde. På hjemturen gjorde vi ophold i Oslo for at se museerne på Bygdøy. Efter besigtigelsen af Kontiki-museet, Søfartsmuseet og Vikingeskibshallerne var vi kommet lidt i tidnød og spænede derfor gennem museumsdelen af Norsk Folkemuseum. Min mor sagde, at det var rent pjat, for vi ville ikke kunne huske noget, når vi skyndte os sådan. År efter underholdt jeg hende med den eksakte placering af hver eneste dragkiste og manglebræt i det rum, hvor hun udtalte denne dom. Og så kom den mindeværdige hjemrejse med DFDS formentlig usleste plimsoller, kaldet Skipper Klement. Af økonomiske grunde havde vi kahytter i bunden af skuden. I nattens løb blev først min lillesøster søsyg og så min mor. Dækslet til luftindtaget faldt ned, gangen udenfor flød med bræk, og vi kunne høre rallen og gurglende lyde fra nabokahytterne, hvor folk lå og kvabbede. Og jeg? Jeg lå i overkøjen og skraldgrinede. Det må have været ret irriterende GLOBEN nr. 18 / December 2004 19
DBK på toppen af Pik Lenin Efter Kenneths nedstigning fra lejr 1 med symptomer på lungeødem, var vi seks mand tilbage med forhåbninger om at nå toppen af Pik Lenin. Bortset fra maveproblemerne, som Kenneth desværre ikke tog med sig fra lejr 1, var alle ved godt mod, men også tiltagende utålmodige efter at komme nærmere toppen. Tekst: Martin Anker Nielsen Foto: Martin Anker Nielsen og Lars Hansen Bjergkulleren blev dog trængt i baggrunden, da vi en halv dag efter at have sagt farvel til Kenneth, fik selskab af finnen Oluf, som var kommet ned fra toppen samme dag. Han fik behandling for sine forfrysninger i vores opholds-/spiseyurt, mens vi var midt i et fredeligt kortspil. Ingen af os havde rigtigt bemærket ham, da han kom ind med et par lokale samaritter, og først da jeg bemærkede nogle blottede og skræmmende blå fødder fik vores kortspil ende. Oluf fortalte os den tragiske historie om hans bjergguides forsvinden, og den lange nat på toppen med voldsomt stormvejr, snefald og alt for mange kuldegrader. Beretningen fra Oluf satte virkelig gang i spekulationerne hos os alle. Selvom vi naturligvis var klar over, at vejret var barskt på toppen, og at man let kan lade sig narre af noget, der ligner stabilt vejr, så blev vores ængstelse mht. vejret yderst nærværende med mødet med Oluf. For mit vedkommende bekræftede det mig dog i, at jeg måtte være bedre stillet rent sikkerhedsmæssigt ved min plan om at stå på ski ned ad nordsiden af Pik Lenin. Dette kan måske lyde en anelse paradoksalt, men det hænger sammen med, at man hvis nedstigningen fra toppen består af en skitur ikke kommer tilbage gennem lejr 3 og 2, men derimod tager den direkte vej til lejr.1 Derfor er man pinedød også nødsaget til at slæbe alt sin bagage med over toppen. På den positive side tæller det dog, at man dermed hele tiden har både sovepose og underlag samt evt. skiftetøj komfortabelt tæt på sig, og det var denne del af planen, som jeg pludseligt kom til at påskønne voldsomt efter Olufs historie. Havde Oluf og hans guide haft deres soveposer med sig på toppen, var de begge formentlig sluppet med livet i behold og uden men. De gjorde dog som stort set samtlige bjergbestigere i historien før dem. De pakkede et minimum af fornødenheder i en mindre rygsæk i naturlig forventning om at komme tilbage til deres telt og soveposer senere samme dag. Da vi dagen efter begav os mod lejr 2 for anden gang var det med forventningen om at overnatte to nætter i lejr 2, og derefter begive os mod lejr 3 for at sove en enkelt nat. Den oprindelige plan var derefter at gå tilbage til lejr 1 for at restituere inden opstigningen til det egentlige topforsøg. Jeg havde dog presset på overfor de andre for at vi evt. skulle overveje at blive i lejr 2 på vejen tilbage fra lejr 3 i stedet for at gå helt tilbage til lejr 1. GLOBEN nr. 18 / December 2004 20