MELLEMØST INFORMATION MÅNEDSOVERSIGT NR 03 2003-20. ÅRGANG

MELLEMØST INFORMATION MÅNEDSOVERSIGT NR 03 2003-20. ÅRGANG CENTER FOR MELLEMØSTSTUDIER SYDDANSK UNIVERSITET ODENSE 01 05 I skal bo i det land, jeg gav jeres fædre Maria Clement Hagstrup Den arabiske offentlighed og konflikten om Irak Sune Haugbølle 09 Olien? Ingen grund til bekymring Martin Hvidt 13 Hvilken synd har muslimerne begået? Mehmet Ümit Necef I skal bo i det land, jeg gav jeres fædre Ezekiel 36:28 Gush Emunim hører til på den yderste israelske højrefløj, og har altid været stærke modstandere af enhver opgivelse af jødisk land. De påberåber sig jødernes ret til landet fra Jordan-floden til Middelhavet med Abrahams pagt med Gud, og har i høj grad evnet at påvirke de forskellige israelske regeringer fra 1973 og frem. Landets hellighed skal bestemme statens grænser, og ikke forholdet til den arabiske verden eller den internationale politiske scene! Af Maria Clement Hagstrup 18 Hvor meget koster en krig i Irak? Khaled Salih REDAKTIONELT Redaktion: Mads Nepper-Christensen (red.), Peter Seeberg (ansv.), Mehmet Ümit Necef. Redaktionen afsluttet 28. februar 2003. Udsendt til abonnenterne 3. marts 2003. Kommentarer og ideer til artikelemner m.m. modtages gerne via e-mail på adressen: nepper@hist.sdu.dk. Årsabonnement kr. 1.000 inkl. to bogudgivelser. For privatpersoner kr. 300 ekskl. bogudgivelser. Løssalg kr. 60 Citater tilladt med kildeangivelse. Gengivelse af hele artikler kræver aftale med Mellemøstinformation. Mellemøstinformation, Syddansk Universitet Campusvej 55, 5230 Odense M Tlf. 65 50 21 83 http://middle-east.hum.sdu.dk/ ISSN 0901 1374 Israelerne afgav d. 28. januar deres stemmer, og Sharon og hans Likudparti fik den valgsejr, som alle opinionsundersøgelser indikerede. Spørgsmålet var så indtil for nylig, hvordan Sharon havde tænkt sig at sammensætte sin regering? På trods af Likuds hidtil største valgsejr har Sharon haft svært ved at danne sin ønskede regering, idet en sekulær koalition mellem Likud, Shinui og Labor fra starten syntes uden for rækkevidde. Arbejderpartiet meldte klart ud, at de ikke ønskede at indgå i en koalition med Likud, lige såvel som Shinui afviste at tage del i en regering, hvor de ultraortodokse sad med ved bordet. Svaret på Sharons regeringssammensætning fik vi imidlertid d. 24. februar: Israel får en smal højrenational regering bestående af Shinui, Det Nationale Religiøse Parti (NRP), der har sin vælgerskare blandt bosætterne i de besatte områder, og Likud - meget sandsynligt synes det desuden, at Den Nationale Enhed, som også hører til på det yderste højre, senere slutter sig til koalitionen. En sådan sammensætning er, hvis den viser sig bæredygtig, skæbnesvanger for fredsperspektiverne i Mellemøsten, idet NRP - og højrefløjen generelt - altid har været modstandere af enhver opgivelse af jødisk land - landet fra Jordan-floden til Middelhavet tilhører iflg. dem udelukkende det jødiske folk. Skulle Sharon have næret et oprigtigt ønske om at finde en løsning på konflikten mellem israelere og palæstinensere, var lejligheden til stede, da han i sin sidste valgperiode havde Arbejderpartiet med i regeringen. Men Sharon ønsker tilsyneladende ikke at gøre nogen indrømmelser: Et regeringsprogram, som indebærer en rømning af Gaza, en reduktion af antallet af israelske bosættelser på Vestbredden samt oprettelsen af en palæstinensisk stat, faldt ikke i Sharons smag, og Arbejderpartiet blev i denne omgang udelukket fra regeringen - efter egen fri vilje! "Sharon har ikke ændret sig og er ikke klar til et historisk gennembrud" udtalte

Gush Emunim Mitzna til den israelske avis, Haaretz, efter at det stod klart, at Arbejderpartiet hellere vil gå i opposition end at give køb på sine mærkesager. Med et samarbejde med den yderste højrefløj vil Sharon nu være fanget i sit eget sirligt udførte spind - med de problemer det vil give i relation til USA - og fokus vil utvivlsomt blive: Modstand mod etableringen af en palæstinensisk stat, modstand mod Bush's "vejkort" for fred parterne imellem, samt en blank afvisning af at opgive jødiske bosættelser i de "omstridte" områder, som Vestbredden, Gaza og Østjerusalem med Oslo aftalen 1993 blev betegnet, ikke besatte områder! Faderen, sønnen og det hellige land Netop bosættelserne udgør et alvorligt problem for en evt. fremtidig fred, idet der blandt de ca. 400.000 bosættere på Vestbredden, i Gaza-striben og i Østjerusalem, findes en hård kerne på omkring 50.000, som for enhver pris vil imødegå israelske indrømmelser på basis af FN's sikkerhedsråds resolution 242 (1967), der bl.a. omhandler "jord for fred", og som har dannet grundlag for hidtidige fredsforhandlinger. Specielt én gruppe har markeret sig kraftigt i denne henseende, nemlig den nationalreligiøse bevægelse Gush Emunim ("De troendes Blok"), som legitimerer jødernes ret til hele det gamle bibelske land - fra Middelhavet til Jordanfloden - med Abrahams Pagt med Gud: "Jeg vil være din og dine efterkommeres Gud. Det land, hvor du nu bor som fremmed, hele Kana'an, vil jeg give dig og dine efterkommere til evig ejendom, og jeg vil være deres Gud" (se 1 Mos. 15-17). Landet blev af Gud givet til Abraham og hans efterfølgere, og intet skal forhindre disse nationalreligiøse jøder i at bebo deres retmæssige ejendom - end ikke de oprindelige indbyggere: Palæstinenserne. Bevægelsen bygger på Rabbi Abraham Kook (1865-1935) og Rabbi Yehuda Kooks (1891-1982) (far og søn) lære, som - modsat den traditionelle jødiske tankegang, hvor Messias i de sidste dage skal genoprette den jødiske stat, samle det spredte folk og skabe fred og retfærdighed - anså Messias' komme for muligt inden for historisk tid. Forløsningen af det jødiske folk blev ikke, som traditionelt foreskrevet, betragtet som en engangsbegivenhed, man passivt skulle afvente i eksilet, men derimod som en proces, der ville udfolde sig gradvist. Yehuda Kook åbenbarede tre primære stadier på vejen mod jødernes forløsning: 1) Jødernes tilbagevenden til hele det bibelske land; 2) Det jødiske folks genforening med det bibelske Judæa og Samaria; samt 3) Hele det jødiske folks tilbagevenden til Gud som følge af deres guddommelige forening med hele landet. Denne gradvise forløsning bibragte den religiøse zionisme et aktivistisk element, idet jøderne selv kunne være med til at fremskynde Messias' komme ved at udvandre til Israel og bosætte landet. Flere tegn åbenbarede, at Messias' tid var nær, heriblandt zionismens opståen og folkets tilbagevenden til Palæstina, Balfour-deklarationen 1917, hvori Storbritannien tilkendegav deres støtte til etableringen af et "Nationalhjem" for det jødiske folk, staten Israels oprettelse i 1948 og senere i 1967: Jerusalems genforening samt erobringen af Vestbredden, Gaza-striben, Sinai og Golan. Alt tydede på, at det blot var et spørgsmål om tid, før Israel ville opleve Messias' komme. Dette indebar en meget ivrig og ufravigelig bosættelsespolitik, som netop blev legitimeret af den særlige Pagt, Gud havde sluttet med Abraham. Som en naturlig følge af dette kan nationalreligiøse jøder ikke tillade tilbagegivelser af det "jødiske" land til palæstinenserne. At opgive dele af landet er lig med at udsætte Messias' komme! Tværtimod opfordrede rabbi Yehuda Kook sine elever på sin Torah skole, Merkaz Harav i Jerusalem, til at oprette nye bosættelser i Palæstina for på denne vis at udføre Guds vilje. En opfordring som blev særlig fremtrædende efter de påbegyndte fredsforhandlinger oven på Yom Kippurkrigen i 1973 (mellem Israel og Syrien samt Egypten), i hvis kølvand Gush Emunim officielt opstod. Officielt, idet de senere centrale personligheder i Gush Emunim alle før bevægelsens oprettelse i 1974 havde været studerende under Rabbi Yehuda Kook. Gush Emunim viderebragte således arven fra de to rabbier og fastlagde tre grundsætninger: 1) Den messianske proces er begyndt; 2) Jøderne spiller en væsentlig rolle i fremskyndelsen af forløsningen/messias' komme; og 3) bosættelsen af landet jfr. de bibelske forskrifter. 02 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 20. årgang Nr. 03 2003

Gush Emunim Gush Emunims oprettelse Bevægelsens oprettelse skal netop ses i lyset af Yom Kippur krigen i 1973, hvor den daværende arbejderregering gik ind på at afgive dele af Sinai til fordel for fred med Egypten. Netop regeringens villighed til at forhandle land for fred jfr. FN's Sikkerhedsråds resolution 242 blev årsagen til Gush Emunims stiftelse. Gud havde givet Israel en storslået chance i 1967, men frem for at 'kolonisere' de områder, som Israel erobrede under Seksdageskrigen, havde regeringen spillet fallit. Yom Kippur-krigens mindre overbevisende udfald blev af Gush Emunim opfattet som en guddommelig advarsel til den israelske regering om at handle - i nationalreligiøs terminologi ensbetydende med at annektere de besatte områder - eller miste alt. Målet var nu at etablere flere bosættelser i de besatte områder (fra 1967) for ikke at udsætte Messias' komme tillige med effektivt politisk lobbyarbejde for at fremme netop denne sag. Gush Emunim satte desuden sin lid til, at Menachem Begin efter Likuds jordskredssejr i 1977, ville blive manden, der skabte det ønskede Storisrael. Og oprettelsen af nye bosættelser tog fart. Likudkoalitionen havde det som første prioritet at konsolidere Israels kontrol over hele det gamle bibelske land - med specielt henblik på Gaza og Vestbredden, og en systematisk bosættelsespolitik blev fremført af ministeren for landbrug og bosættelser, Ariel Sharon! De positive relationer til Likud varede imidlertid kun indtil Camp David aftalen mellem Israel og Egypten, Begin og Sadat i 1979, hvor Israel accepterede at trække sig fuldt og helt ud af den besatte Sinai halvø og i den forbindelse opgav alle sine bosættelser i Sinai. Trods ihærdige og voldelige protester opnåede Gush Emunim ikke at forhindre regeringen i at udføre tilbagetrækningen - aftalen blev ført ud i livet til sidste bogstav og afsluttet i 1982. Alle højrefløjens illusioner bristede efter 1978/1979, og Gush Emunim indså, at de ikke kunne stole på Likud som samarbejdspartner og 'bannerfører', hvorfor mere ekstreme metoder blev taget i brug. Eksempelvis kan "den jødiske undergrund", som ved afsløringen i midten af 1980'erne talte flere prominente Gush Emunim-ledere, føres tilbage til 1978 og det politiske parti Tehiya blev ligeledes dannet i 1979. Partiet blev efter sigende grundlagt i rabbi Yehuda Kooks dagligstue og havde som mål at "redde" Israel fra personer, der var villige til at opgive bibelsk jord for en "illusorisk" fred med palæstinenserne. Vreden over Begins "forræderi" var dog ikke større end, at Likud blev taget til nåde igen i 1982, hvor Gush Emunims politiske "arm", Tehiya, indgik i Likuds koalitionsregering, som - selv før Begins aftrædelse i 1983 - adskilte sig betydeligt fra den regering, der indgik Camp David fredsaftalen i 1979. Tonen var hårdere og holdningen klar: Landafståelser hørte fortiden til. Gush Emunim har altid været ihærdige modstandere af ethvert forsøg på fred mellem israelere og palæstinensere, og Oslo aftalerne i 1990'erne blev ganske enkelt underkendt, idet Torah'en jfr. bevægelsens egen tolkning forbyder enhver territoriel opgivelse af bibelsk jord - man accepterede ganske enkelt ikke de indgåede aftaler. Rabin blev betragtet som en forræder, og blev i november 1995 dræbt ved et attentat i Tel Aviv. Morderen var en ung jødisk bosættelsesaktivist, som erklærede, at han handlede efter ordre fra Gud, og at det var tilladeligt at slå en hvilken som helst person ihjel, som var villig til at overgive Israels hellige land til fjenden! Helt i Gush Emunims ånd: Landets hellighed skal bestemme statens grænser, og ikke forholdet til den arabiske verden eller den internationale politiske arena. Bevægelsens indflydelse Man kunne formode, at en bevægelse som Gush Emunim med relativt få kernetilhængere hurtigt ville udspille sin rolle, men intet tyder på, at dette er tilfældet. Nok er selve navnet Gush Emunim nedtonet efter afsløringen af den "jødiske undergrund", som mellem 1978 og 1982 planlagde at sprænge al-aqsa- og Klippemoskéen i luften, men bevægelsens arbejde bliver stadig gjort - bl.a. gennem Amana, Gush Emunims bosættelsessekretariat samt gennem stærk påvirkning af den israelske politiske højrefløj - specielt NRP, Sharons nye koalitionspartner. Gennem vedvarende oprettelser af bosættelser på Vestbredden og i Gaza-striben, effektivt lobbyarbejde, ideologisk og kulturel indflydelse på brede dele af samfundet og deres mod til at udfordre enhver regering, Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 20. årgang Nr. 03 2003 03

Gush Emunim som arbejder for tilbagetrækninger fra det bibelske land, er Gush Emunim kommet til at påvirke israelsk politik i en grad, som langt overskrider det forventelige, taget i betragtning at bevægelsen 'kun' tæller ca. 50.000 egentlige aktivister. Ariel Sharons sejr ved parlamentsvalget i 2001 har blot styrket de militante bosætteres situation, idet Likudlederen vandt valget på sit løfte om større sikkerhed over for de palæstinensiske overgreb. Et løfte som tilsyneladende indebar overgreb på hele den palæstinensiske befolkning og en kompromisløs opfyldelse af bl.a. Gush Emunims ønske om et nyt Storisrael. Senest har Sharons præference for bosætterne forårsaget, at Arbejderpartiet sidste efterår forlod den nationale samlingsregering, idet man modsatte sig Likuds udspil til finansieringen af bosættelser. Intet tyder på, at den nye regeringskoalition vil ønske eller være i stand til at løse den mangeårige konflikt trods Sharons forsikringer om, at han ønsker en tostats-løsning baseret på George Bush's "vejkort" for fred i Mellemøsten af 24. juni 2002. Et ønske som virker mærkværdigt og utroværdigt, eftersom Sharon hidtil ideologisk og sikkerhedsmæssigt har været modstander af en palæstinensisk stat, israelske tilbagetrækninger og ikke mindst nedlæggelse af bosættelser. Under hans seneste valgperiode er det meget svært at få øje på positive tiltag: Landets økonomi ligger i ruiner, og volden og terroren er accelereret - ikke engang Likuds gamle slogan: "Peace with security" holder! Israel har hverken fred eller sikkerhed! Hvad er det så, der fortsat får folk til at stemme Likud? Sharons vigtigste allierede er fortsat de palæstinensiske selvmordsbombere, som flytter stemmer fra venstre til højre, idet hvert selvmordsattentat sætter fokus på israels sårbarhed og dermed også nødvendigheden af at bekæmpe terrorismen øje for øje tand for tand! Jo mere udbredt terroren er, jo mere fokus bliver der på de sikkerhedspolitiske krav, og jo mere stejlt står den israelske regering over for en genoptagelse af fredsprocessen, som også tilfældet har vist de seneste år - og ikke mindst de sidste to og et halvt år, hvor urolighederne for alvor er kulmineret. Krisen i Arbejderpartiet har desuden skadet venstrefløjen betydeligt og fik iflg. den israelske avis Haaretz mere end 1 million israelske vælgere til at afstå fra at stemme. Den israelske offentlighed har mistet tilliden til Arafat og rykker tilsyneladende længere og længere til højre og bliver mere og mere religiøs. De religiøse bliver mere politiske, og religionen mere nationalistisk. Nationalistiske symboler synes at få fortrin frem for humanistiske og etiske værdier, og landet er blevet en ny 'guldkalv' - offer for 'afgudsdyrkelse' i brede kredse. Intet tyder desværre på, at dette vil ændre sig i den kommende tid. Tværtimod. Gush Emunims holdninger er - sat på spidsen - nærmest at betragte som mainstream, og en evt. fremtidig leder, som måtte ønske at opgive bosættelserne til fordel for fred undgår ikke at skulle konfrontere en meget stærk alliance af højrefløjspartier og bosætterorganisationer. En konfrontation som i allerværste fald kunne give alvorlige interne rystelser i Israel. De fleste bosættelser ligger inde med våben udleveret af den israelske stat til selvforsvar, men spørgsmålet er så, hvor fjenden vurderes at befinde sig? Faktum er, at årtiers mere eller mindre stiltiende accept af bosætternes ærinde har skabt et ømtåleligt politisk problem i Israel, som skal løses, før en overordnet løsning af Mellemøstkonflikten synes inden for rækkevidde! Maria Clement Hagstrup er specialestuderende ved Historisk Institut, Århus Universitet. KILDER Appleby, R. S. (ed.): Spokesmen for the Despised, Fundamentalist Leaders of the Middle East, (Chicago: The University of Chicago Press, 1997) Fishman, T. (ed.): Torat Eretz Yisrael, The Teachings of Harav Tzvi Yehuda Hacohen Kook, (Jerusalem: Torat Eretz Yisrael Publications, 1991) Lustick, I. S.: For the Land and the Lord, (New York: The Council on Foreign Relations, 1988) Ravitzky, A.: Messianism, Zionism and Jewish Religious Radicalism, (Chicago: The University of Chicago Press, 1996) Sprinzak, E.: The Ascendance of Israel's Radical Right, (New York: Oxford University Press, 1991) 04 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 20. årgang Nr. 03 2003

Den arabiske offentlighed Den arabiske offentlighed og konflikten om Irak Den verdensomspændende demonstration den 15. februar mod en kommende krig i Irak samlede flere mennesker i Rom alene end i hele den arabiske verden tilsammen. I Damaskus var 300.000 demonstranter på gaden, i Amman og Beirut 10.000, og i Kairo blev sølle 600 demonstranter passet op af 3000 politibetjente. Af Sune Haugbølle Den irakiske vicepræsident Taha Yassin Ramadan truede i starten af januar med, at "de arabiske masser vil rejse sig", hvis amerikanerne angriber Irak. Både i medierne og i international politik regnes der med dette som en reel mulighed. Delvist fordi antiamerikanismen har nået nye højder i den arabiske verden - den folkelige vrede er stor over Israels fortsatte krig mod Palæstinenserne, amerikanernes støtte til Israel og de arabiske regeringers manglende evne eller vilje til at foretage sig stort for at ændre situationen - men også fordi mindet står klart fra den sidste Golfkrig, hvor de arabiske hovedstæder var vidner til massedemonstrationer til fordel for Saddam Hussein. Desperation, magtesløshed og oparbejdet ydmygelse, blandet med følelsen af at blive udsat for et neoimperialistisk angreb fra USA, skulle angiveligt kunne få 'de arabiske masser' til at rejse sig i protest. Der var imidlertid ikke meget den 15. Februar, der tydede på, at de arabiske masser vil tage parti for Saddam Hussein, ligesom de gjorde i 1991. Som den amerikansk-palæstinensiske professor Edward Said skrev for nylig i den engelske avis The Guardian, så har den arabiske offentlighed været bemærkelses-værdigt tavs i hele opløbet til krigen. "Hvordan kan en region med næsten 300 millioner arabere vente passivt på at angrebet skal komme, uden så meget som at forsøge på et kollektivt råb om modstand? Er den arabiske vilje helt forsvundet?". Den arabiske vilje er måske ikke forsvundet, men den kan være svær at få øje på. Og Edward Said er ikke den eneste, der har bemærket, at en vis ligegyldighed synes at have lagt sig som en dyne over de arabiske masser. Arabiske intellektuelle har i et stykke tid anklaget deres ledere for at være svage og den arabiske offentlighed for at være apatisk i forhold til tidligere tiders politiske bevidsthed. Godt nok var der store sympatidemonstrationer i flere arabiske lande da den palæstinensiske opstand mod Israels besættelse brød ud i september 2000, men det varede ikke mere end et par måneder før gaderne igen var tomme. Palæstinenserne blev fortsat skudt, mens resten af den arabiske verden fortsatte deres daglige liv. Da israelerne invaderede Vestbredden i april sidste år og jævnede flygtningelejren Jenin med jorden, vendte demonstrationerne tilbage til de arabiske hovedstæder, men på en mindre skala end før, og efter kort tid var også de væk igen. Og nu hvor kanonerne bliver kørt i stilling rundt om Irak, er den arabiske offentlighed forbavsende tavs. Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 20. årgang Nr. 03 2003 05

Den arabiske offentlighed den eneste modvægt til despoti og undertrykkelse. Vi er individualister i pluralistiske samfund. De er et ansigtsløst kollektiv, osv. Når vi taler om 'de arabiske masser' eller 'the arab street', er det også underforstået, at araberne er ét folk med én fælles vilje. Billedet af den ægyptiske præsident Gamal Abdel Nasser, der under Suez-krisen i 1956 inspirerede en folkelig bevægelse mod de vestlige kolonimagter og med sine karismatiske taler samlede araberne i gaderne, står stadig klart i den historiske hukommelse. Forestillingen om, at arabere og muslimer har et stort potentiale for kollektiv handling, hænger ved, på trods af at den arabiske verden politisk set har været splittet siden Nassers død. Selvfølgelig er der en vis grad af kulturelt fællesskab mellem araberne og en stor grad af religiøst fællesskab mellem arabiske muslimer. Det ville da også være forkert at tro, at arabere i andre lande er ligeglade med, hvad der kommer til at foregå i Irak. Mange jordanere, syrere, libanesere, kuwaitere osv. har desuden familie i Irak, som risikerer at blive berørt af konflikten. Derfor vil en krig med mange døde civile og ikke-civile irakere vække alle araberes medfølelse og vrede. Spørgsmålet er, hvor denne folkelige vrede vil blive kanaliseret hen, og hvordan den vil komme til udtryk. Apatiske masser På trods af angst for amerikanernes bebudede invasion og vrede over situationen i Israel og Palæstina er der en udbredt fornemmelse af magtesløshed og apati i de arabiske landes befolkninger. Den voksende apati er til dels en følge af manglende folkelig deltagelse og indflydelse i den politiske beslutningsproces. Den dominerende politiske tænkning i den arabiske verden har alt for længe været, at 'de arabiske masser' er bedst repræsenteret af deres nationalistiske ledere, og derfor skal holde sig ude af politik. Nationalisme og demokrati er på den måde blevet to adskilte ting. Nationalisme er statens ejendom og demokrati er unødvendigt, når nu staten alligevel udtrykker folkets vilje. Irak er måske nok det grelleste eksempel, men det er langt fra det eneste. Sandheden er, at retten til at organisere sig frit er groft og systematisk undertrykt, selv i relativt 'moderate' lande som Libanon, Jordan og Marokko. Hvis man vil se klare beviser, kan man kaste et blik på FN's 'Arab Human Development Report' fra 2002, der blandt andet anslår, at de arabiske lande som region har den laveste grad af civile rettigheder og politisk frihed i hele verden. De 600 demonstranter i Kairo eller de 10.000 i Amman den 15. februar giver naturligvis langt fra et realistisk billede af den folkelige bekymring og vrede over en amerikansk ledet invasion af Irak. De amerikansk støttede regimer i Egypten og Jordan havde i dagens anledning sørget for at minimere muligheden for folkelige protester. I Syrien blev den 300.000 mand store fredsmarch ligeledes nøje overvåget af styret, der modsat Egyptens og Jordans ledere så en fordel i at vise omverdenen, at dets folk er imod en krig i Irak. Syrien har sit image som panarabismens leder at se til, mens Egypten og Jordan begge er dybt afhængige af økonomisk hjælp fra USA, og derfor ikke ønsker at fremstå som alt for anti-amerikanske. De arabiske massers stemme bliver der ikke lyttet til, og det er forståeligt, hvis de efterhånden mere er grebet af apati end af desperation. Årtiers undertrykkelse af den del af det civile samfund, der faldt uden for den gældende nationale linje, har givet liv til en indgroet frygt, som stadig holder folks vilje bundet og driver dem til at udøve selvcensur. Hvor længe siden er det, at der sidst var en demonstration for politisk frihed i den arabiske verden? Længe nok til at man ligesom George W. Bushs sikkerhedsrådgiver, Condoleezza Rice, kan tvivle på, om viljen til frihed overhovedet findes længere. I et interview sidste år udtalte hun, at de arabiske folk er for svage til at kæmpe for demokrati, og at rollen som befrier af de arabiske og muslimske lande nødvendigvis må tilfalde Vesten. Udemokratisk praksis og statsmonopol har stækket folks vilje til at deltage i politik og ført til en fastfrossen situation, hvor ledere uden en reel vision for fremtiden 06 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 20. årgang Nr. 03 2003

Den arabiske offentlighed har kunnet monopolisere magten i årtier. Ifølge New York Times' Thomas Friedmann har undertrykkelsen af 'den arabiske gade', og med den en række moderate og ekstreme islamiske bevægelser, lammet bred folkelig modstand, men til gengæld tvunget en lille gruppe radikale muslimer, som Osama bin Laden og hans al-qaeda netværk, ned i 'den arabiske kælder'. "Den arabiske kælder er et nyt og farligt fænomen", skriver Friedmann. "Det er små grupper af ressourcefulde vrede mænd, som er sluppet væk fra den arabiske gade ned i deres undergrundsceller, men med globale mål og ambitioner". I deres kamp mod 'den arabiske kælder' efter d. 11. september 2001 har de vestlige lande støttet de siddende regimer i den arabiske verden. Muligvis har denne støtte været med til at afværge angreb fra terrorister og optrævle deres netværk, men den har samtidig givet de arabiske ledere en mulighed for at stramme grebet om deres befolkningers frihed til at organisere sig uden om staten. Det civile samfund i den arabiske verden har været en af taberne i den internationale krig mod terrorisme. I det nuværende klima er det blevet nemmere for de jordanske, ægyptiske, syriske, libanesiske, marokkanske og tunesiske regimer at forsvare anslag mod ytrings- og organisationsfriheden som et spørgsmål om "national sikkerhed". Nye medier, nye offentlighedsformer Den stadige undertrykkelse af det civile samfund i mange arabiske lande finder paradoksalt nok sted samtidig med, at talefriheden bliver lempet. Nye massemedier har de seneste år ændret muligheden for offentlig kommunikation imellem de forskellige dele af den arabiske verden. Udover at gøre kontakten mellem terrorister nemmere har den lettere adgang til information også skabt et nyt offentligt rum for kritik af de arabiske regimer. På få år har staten i de fleste arabiske lande således mistet tidligere tiders fulde kontrol over TV, radio og den trykte presse. De to vigtigste komponenter i medierevolutionen er internettet og den CNN-inspirerede nyhedskanal al-jazira, der sender fra Qatar. Internettet er stadig et elitefænomen, som kun 2% af alle arabere har adgang til. Til gengæld er netop de 2% af befolkningen ofte blandt de mest initiativrige mennesker i deres samfund, som for eksempel aktivister i menneskerettighedsgrupper, kvindeorganisationer, ikke-statslige medier osv. Et langt bredere udsnit af de arabiske befolkninger har adgang til satellitkanalen al-jazira, hvor de kan følge populære debatprogrammer som Akthar min rai (Mere end en mening), al-ittija' al-mu'akis (Mod strømmen) og Bila hudud (Uden grænser), der udfordrer de respektive regimers politik ved at give dissidenter og systemkritikere taletid. En af de vigtigste følger af al-jaziras succes har desuden været, at andre arabiske kanaler har kopieret konceptet og dermed yderligere flyttet grænserne for offentlig debat. Selvom staten de fleste steder har følt sig utryg ved denne udvikling, så er den blevet tvunget til at konkurrere på de nye mediers præmisser for ikke at miste enhver betydning. Al-Jazira startede i 1996, og internettet havde sit gennembrud i den arabiske verden omkring 1998. Det er derfor kun for ganske nylig, at effekten af de nye medier har kunnet mærkes. Særligt i forbindelse med de to konflikter, som Mellemøsten er involveret i, al-aqsaintifadaen og den internationale kamp mod terrorisme, har de nye medier fået stor betydning. Al-Jazira har sammen med andre satellitkanaler som MBC og Orbit gjort Intifadaen til en langt mere direkte begivenhed end tidligere konflikter i den arabiske verden. For første gang får befolkningerne nu billeder af døde børn direkte ind i deres hjem, uden at deres respektive regeringer er i stand til at regulere eller censurere mediestrømmen. På internettet er en række populære hjemmesider med et palæstinensisk perspektiv på Intifadaen blevet sat op, bl.a. www.miftah.org, www.intifada.com, www.intifadaonline.com og www.electronicintifada.net. Mange af disse sider bliver administreret af arabere i Europa og USA, men bliver brugt af arabere i hele verden, og skaber på den måde hele tiden nye former for fællesskab. Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 20. årgang Nr. 03 2003 07

Den arabiske offentlighed Billederne af den 7-årige Muhammad al-dura, der i oktober 2000 blev skudt af israelske soldater, mens hans far forsøgte at beskytte ham, blev vist igen og igen på al- Jazira og de andre kanaler, hvilket var en medvirkende årsag til, at folk gik på gaden og demonstrerede rundt omkring i den arabiske verden. På det tidspunkt syntes de nye medier virkelig at fungere som en drivkraft for politisk bevidstgørelse og folkelig modstand. Mange så medierevolutionen som det første skridt på vejen til en social og politisk omvæltning i de arabiske samfund. 'al-jazira effekten' I det lange løb har 'al-jazira-effekten' imidlertid ikke vist sig at have det mobiliserende potentiale, som mange havde håbet på og forudsagt i starten. Efter de første måneders demonstrationer har der som nævnt været stille, på trods af at satellitkanalerne er fortsat med at dække konflikten med mere og mere følelsesladede reportager. De nye medier ser ikke ud til at have skabt en ny arabisk offentlighed, der er velinformeret og derfor politisk aktiv. Spørgsmålet er, hvordan den relative tavshed i det fysiske rum hænger sammen med larmen i medierummet. Svaret på det spørgsmål kunne være, som den jordanske skribent Rami Khoury har foreslået, at al-jazira og lignende nye medier i virkeligheden er blevet en slags opium for folket. Den pludselige adgang til medier, der afspejler den folkelige opinion snarere end som hidtil dag efter dag udelukkende at servere dem deres regeringers færdigttyggede version af virkeligheden, har givet folk en mulighed for at rase ud hjemme foran skærmen. På den måde virker de nye medier som en følelsesmæssig sikkerhedsventil og ikke som en akkumulator for aktiv politisk organisation og protest. Ved at se satellitfjernsyn eller bruge regeringskritiske hjemmesider på internettet deltager den almindelige araber i dag i et fællesskab, der føles meget virkeligt uden nødvendigvis at være det. Israel, USA, eller hvem der måtte stå for skud, tager seerne del i en medieret kollektiv protest, der finder sted på TVskærmen i stedet for på gaden i form af demonstrationer. Den 15. februar kunne den nye arabiske offentlighed fra sin position foran skærmen konstatere, at omkring ti millioner mennesker kloden rundt deltog i den største globale protest nogensinde. Uden synderlig deltagelse fra den arabiske offentlighed selv. Sune Haugbølle er Ph.D.-studerende i Moderne Mellemøststudier ved University of Oxford. KILDER Arab Human Development Report, 2002 www.undp.org/rbas/ahdr/ Covering the War on Terrorism - transcript of panel discussion at Georgetown University, 24. januar, 2002 www.tbsjournal.com/archives/spring02/covering_war.html Eickelmann, D. F. (red.): New media in the Muslim world: the emerging public sphere, (Indiana: Indiana University Press, 1999) Transnational Broadcasting Studies Journal: www.tbsjournal.com. Fridmann, T.: Under the Arab Street, New York Times, 23. november 2002 Gambil, G. C.: Has Saddam lost the Arab Street?, www.meib.org/ articles_0301ir1.htm Said, Edward W.: When will we resist?, The Guardian, 25. januar 2003 Den nye arabiske offentlighed, som frie medier som al- Jazira og internettet har skabt, er i bund og grund virtuel. Man kunne sige, at 'den arabiske gade' er flyttet ud på 'den arabiske informationsmotorvej'. Ved at høre folk diskutere åbent med hinanden og kritisere deres egne regimer, 08 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 20. årgang Nr. 03 2003

Oliemarkedet Olien? Ingen grund til bekymring Det er gået galt et par gange før. Oliekrisen i 1973 tog den vestlige verden på sengen. Ligeså i 1979, hvor iranerne afsatte Shahen og indsatte Ayatollah Khomeni, og olieprisen for første gang skød op over 30 dollars pr. tønde. Men hvad gik egentligt galt under disse to kriser, og hvordan har vi sikret os, at det ikke sker igen f.eks. under den forestående krig i Irak? Af Martin Hvidt Mens vi venter på marchordre for den amerikansk ledede krig imod Irak eller mere præcist imod Saddam Hussein, stiller der sig det spørgsmål, hvordan vi kan forvente os, at oliepriserne udvikler sig i forbindelse med en eventuel krig? Står vi overfor en gentagelse af situationen under Golfkrigen i 1990/ 1991, hvor olieprisen, bortset fra nogle få uger med priser på over 40 dollars pr. tønde, forblev på det niveau, den havde ligget på i perioden op til landkrigen, eller bliver vi vidner til andre scenarier? Hvad gik galt i de to værste oliekriser, vi har set i efterkrigstiden, nemlig kriserne i 1973 og i 1979-81, og har vi lært noget af disse kriser. Jeg skal argumentere for, at den situation, vi nu står overfor, synes at være forberedt grundigt, hvorfor der ikke skulle være nogen grund til bekymring for oliesituationen i forbindelse med en eventuel Irak krig. De vanlige kriser For oliemarkedet er kriser ikke noget nyt. De har været kendt siden Colonel Drake i 1859 forestod den første kommercielle olieboring i Titusville, Pensylvania. 'Kriser' både i form af et overudbud af olie, som medfører lave priser, eller underskud af olie, der medfører høje priser, har været reglen snarere end undtagelsen i oliesektorens ca. 150-årige historie. I efterkrigstiden taler man om 6 oliekriser: Den første da Mossadegh nationaliserede olieselskabet Anglo- Iranian i 1951. Den anden under Suezkrisen i 1965. Den tredje i forbindelse med Seksdageskrigen i 1967. Den fjerde i forbindelse med Yom Kippur-krigen i 1973. Den femte i 1979-81 i forbindelse med Den Iranske Revo-lution, og slutteligt den sjette krise, da Irak invaderede Kuwait i 1990/91. De to væsentligste oliekriser var dem, der fandt sted i 1973 og 1979-81. Dels var disse de længstvarende, og dels har de givet sig udslag i de største konsekvenser for eftertiden. Krisen i 1973 Oliekrisen i 1973, opstod som følge af Yom Kippur-krigen mellem Israel på den ene side og Syrien og Egypten på den anden. De arabiske olieproducerende lande ville straffe Vesten og i særdeleshed USA for dets åbenlyse støtte til Israelerne under krigen. De arabiske OPEC medlemmer enedes i oktober 1973 om at skære olieproduktionen ned med 5% og fortsætte med en nedskæring på 5% pr. måned Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 20. årgang Nr. 03 2003 09

Oliemarkedet indtil deres "mål var opnået". USA og Holland kom under total embargo. 'Olievåbenet' blev på denne måde for første gang bragt i anvendelse. Og det virkede mere effektivt end araberne havde forestillet sig. Stabile priser på olien og voksende efterspørgsel havde bragt oliemarkedet i den situation, at der stort set ikke var nogen overskudskapacitet. Med andre ord, da embargoen blev igangsat, var der ingen mulighed for hurtigt at 'åbne hanerne' og dermed sende mere olie på markedet. Heller ikke i USA, hvilket i sig selv var en helt ny situation. Under embargoen blev OPEC-medlemmerne enige om at hæve prisen fra 2,90 dollars pr. tønde (september 1973) til 11,65 dollars pr. tønde (december 1973). Alt i alt varede embargoen fra 16. oktober 1973 til 18. marts 1974 - altså kun ca. 5 måneder. Omkring årsskiftet, hvor embargoen var hårdest, betød den en reduktion af den til rådighed stående olie på verdensmarkedet med 4,4 millioner tønder om dagen (t/d), eller ca. 9% af de 50,8 millioner t/d som 'den frie verden' producerede før embargoen blev iværksat. Reaktionerne blev ganske voldsomme. F.eks. indførte vi her i landet bilfrie søndage i begyndelsen af 1974. Den væsentligste grund var at verden var fuldstændigt uforberedt på, at noget sådant kunne ske. Efter et halvt århundrede med stabile og lave oliepriser havde Vesten vænnet sig til at bruge olie. I Danmark blev tæt på 100% af landets energiforsyning således dækket af olie i 1973 (dvs. energi til opvarmning, el, transport osv.). Krisens måske mest synlige konsekvens var, at den industrialiserede verdens illusoriske forventning om en stabil og billig energikilde bristede. Det medførte bl.a., at den vestlige verden indledte en jagt efter olie af hidtil usete dimensioner. Som et resultat heraf blev olieproduktionen i Nordsøen etableret først i den Norske sektor, derefter i den Britiske og slutteligt i den Danske. Endvidere blev det starten på forsøg med gas, vindmøller, jordvarme, biogas osv. Alle energiformer, der har det til fælles, at de kun er rentable, hvis olieprisen er høj. Alt dette medførte, at et land som f.eks. Danmark nu ca. 30 år efter 1973 er selvforsynet med energi. Atomkraft havde en voldsom opblomstring umiddelbart efter 1973. Det var et oplagt valg i den vestlige verdens forsøg på at diversificere sin energiforsyning. Men som bekendt, blev atomkraften sendt til tælling med uheldet på Three Mile Island i 1979 og fik det egentlige knockout med Tjernobyl-ulykken i 1986. Atomkraften blev ikke alene upopulær, den blev også mindre rentabel. For myndighedernes sikkerhedskrav til atomkraftværkerne betød ganske enkelt, at disses etableringspris og driftsomkostninger blev uforholdsmæssige høje. I USA er der ikke bygget et eneste nyt atomkraftværk siden 1979. Der er i dag dog 438 kørende atomkraftværker, der tilsammen producerer 16% af verdens elektricitetsforsyning. Set i bakspejlet havde reaktionerne på 1973 krisen ikke meget at gøre med, hvor meget olie der faktisk manglede. De hang derimod sammen med usikkerheden om, hvilken mængde olie, der ville være tilgængelig senere. Endvidere viste det sig, at de informationer oliesektoren havde om sig selv, dvs. bl.a. om mængder af olie i lagrene, var modstridende og fragmenterede, hvilket bevirkede, at olieopkøberne ikke havde tilstrækkelig indsigt til at handle mere rationelt, end de faktisk gjorde i selve krisesituationen. 1978-81 krisen 1978-81 krisen udsprang af de hændelser, der førte til Shahens fald og Ayatollah Khomenis magtovertagelse. Udgangspunktet var utilfredsheden med Shahens styre og de mere og mere voldelige sammenstød mellem politistyrker og demonstranter i løbet af 1978. Fra midten af året 1978 var store dele af olieindustrien strejkeramt og juledag samme år stoppede al produktion. Hermed mistede verdensmarkedet 4,5 millioner t/d., og starten var gået til et prishop på 13 til 34 dollars pr. tønde. Saudi- Arabien hævede straks sin produktion og andre OPEClande fulgte efter, hvilket betød, at der i første kvartal 1979 reelt kun var et underskud på ca. 2 millioner t/d. 010 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 20. årgang Nr. 03 2003

Oliemarkedet Set i forhold til verdens efterspørgsel på ca. 50 mil. t/d var der kun tale om et tab på fire til fem procent. Men hvordan kunne et så begrænset fald i udbuddet sætte en proces i gang som førte til en 150 procents forøgelse af olieprisen? Svaret er ganske enkelt panik. Ifølge Daniel Yergin, forfatter til bogen The Prize. The Epic Quest for Oli, Money & Power, opstod panikken af fem årsager: 1) Fra 1976 og frem havde der været en betydelig stigning i olieforbruget, og man forventede, at denne stigning ville fortsætte. 2) De olieselskaber, der primært havde fået olie fra Iran, stod nu pludselig uden olie. De meldte sig som købere på markedet og pressede dermed priserne op. kriserne derimod primært skyldes forholdet mellem den til rådighed stående olie og det forventede fremtidige forbrug. For det tredje, at der er en betydelig grad af chokeffekt forbundet med, at situationen udvikler sig til en krise. Er verden forberedt på en krig mod Irak? Af flere grunde mener jeg ikke, at der er meget at frygte mht. oliepriserne i forbindelse med en krig mod Irak. Som Morten Valbjørn har redegjort for i artiklen Oliemarkedet efter Saddam (Mellemøstinformation nr. 12 2002), så har Herman Franssen, der er seniorrådgiver for Energy Intelligence Group, opstillet tre scenarier for forløbet af en krig i Irak. Den hurtige sejr, den lidt besværlige krig og slutteligt det tredje scenarium, der bl.a. omfatter, at Saddam benytter sig af 'den brændte jords taktik' og således ødelægger så mange af oliebrøndene både i Irak og evt. også i nabolandene som muligt. 3) Krisen kunne ikke styres, fordi regeringer og olieselskaber ikke koordinerede deres handlinger. Hvilket scenarium, man end måtte mene, vil blive realiseret, så gør følgende forhold sig gældende: 4) Udbredt spekulation i handlen med olien båret af udsigten til enorme indtjeninger. Og sluttelig, 5) Usikkerheden over, hvorvidt den iranske revolution ville sprede sig, og, ikke mindst, hvordan udkommet af krigen mellem Iran og Irak ville blive? Køberne gik praktisk talt i panik og købte næsten som i febervildelse. De store olieselskaber og regeringerne opkøbte til lagre, og bilisterne fyldte deres tanke op, hvilket alene sugede op imod 4 mia. liter benzin ud af tankstationerne i USA. Denne panikagtige opbygning af olielagre betød en ekstra efterspørgsel på ca. 3 millioner t/ d i foråret 1979. Lægges dette til de 2 mil. t/d., som markedet var underforsynet med, betyder det en mangel på i alt 5 mil. t/d. eller godt 10% af efterspørgslen. Hvad kan vi lære af disse to kriser? For det første, at en oliekrise kan opstå, selvom der er ganske små ændringer i forholdet mellem udbud og efterspørgsel. For det andet, at kriserne kun i meget ringe omfang er baseret på en reel mangel på olie, men at 1) Iraks nuværende produktion er beskeden. Irak producerer i dag ca. 2,6 mil. t/d. under FN's Oil-for- Food-program. I dag ligger verdens samlede produktion på ca. 75 mil. t/d, hvilket betyder, at det evt. bortfald af olie, som kan komme, hvis Iraks felter beskadiges er marginal, idet Iraks andel af den samlede olieproduktion i øjeblikket således kun udgør 3,5%. 2) Der er ingen chokeffekt. Krigen er forventet, og de mulige reaktioner Saddam Hussein kan foretage er forudsete. Bortset fra det tredje scenarium, der forudsætter, at Saddam faktisk er i stand til at angribe nabolandenes oliebrønde med præcise missiler, er der ingen overraskelser. 3) Der er etableret forhåndsaftaler om dækningen af et evt. hul i forsyningerne. Olieproduktionen er her i ugerne forud for den mulige invasion stabiliseret. Saudi-Arabien, der siden strejkerne i Venezuela tog sin begyndelse før nytår 2002, har dækket det hul i udbuddet, som konflikten dér skabte. Venezuela er nu på vej tilbage til fuld produktion, hvorfor Saudi- Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 20. årgang Nr. 03 2003 011

Oliemarkedet Arabien stort set alene kan dække et eventuelt nyt forsyningshul på op til 2,5 mil. t/d. Præsident Putin har endvidere givet løfte om, at Rusland vil medvirke til at dække et hul, hvis det bliver nødvendigt. 4) Væsentlige lagre. Som følge af krisen i 1973 oprettedes Det Internationale Energi Agentur (IEA). Det tager sig primært af to aspekter af den internationale olieproduktion, dels at opretholde lagre, de såkaldte strategiske reserver af olie, samt at koordinere en regulerende indsat, hvis dette skulle blive nødvendigt. På baggrund af dette må det skønnes, at verden i forhold til oliemarkedet er ganske godt rustet til at tackle de problemer, der måtte opstå i forbindelse med en krigshandling mod Irak. Med andre ord er det svært at tro, at krigshandlinger i Irak vil føre til problemer med olieforsyningen, højere oliepriser og det deraf følgende pres på den internationale økonomi. IEA har 26 medlemslande og har forpligtet sig til at opretholde en strategisk reserve på minimum den mængde olie, der skal til for at dække disse landes import i 90 dage. I en pressemeddelelse fra IEA's møde den 20. februar 2003 beskrives lagersituationen som tilfredsstillende. Lagrene udgør 115 dages nettoimport (hvilket svarer til 25 millioner tønder om dagen). Lagrene befinder sig tæt på medlemslandene raffinaderier, hvilket betyder, at olien om nødvendigt hurtigt kan bringes ud på markedet. Dette er vigtigt, da det normalt tager 90 dage, fra et kvantum olie trækkes op af undergrunden, til den kan sælges som f.eks. benzin på en tankstation. 5) Forstærket koordinationsmulighed. IEA har haft mulighed for at træne i at koordinere olieområdet i tilfælde af krisesituationer og er således i en helt anden grad klar til at påtage sig denne opgave, end det tidligere har været. I forbindelse med Golfkrigen i 90/ 91 håndterede IEA et program, der bl.a. indebar en frigivelse af lagre svarende til 2,5 mil. t/d. Endvidere opretholdte IEA et betydeligt beredskab op til år 2000 for at kunne imødekomme eventuelle krisetilstande i forbindelse med årtusindskiftet. Udmeldingerne i forbindelse med bestyrelsesmødet i IEA den 20. februar 2003 tyder på, at agenturet er mere end velforberedt på en koordinationsopgave i forbindelse med en krig i Irak. KILDER Frøslev, L.: Kontrol: Kampen om Olien. Berlingske Tidende, 28. december 2002 IEA. IEA Governing board reviews the state of the oil market, Paris, 20. februar 2003 http://www.iea.org/new/releases/2003/stateofoil.htm Møller, B.: Stormagt på olierov: Analyse: Tveægget oliestrategi, Information, 22. oktober 2002 Valbjørn, M.: Oliemarkedet efter Saddam, Mellemøstinformation vol. 19, nr. 12, 2002 Stencel, M.: 20 years Later: A nuclear Nightmare in Pennsylvania, Washington Post, d. 27. marts 1999 http://www.washingtonpost.com/wp-srv/national/longterm/tmi/ tmi.htm The Middle East and North Africa 2002. Vol. 48, (London: Europa Publications, 2001) Yergin, D.: The Prize. The epic Quest for Oil, Money & Power, (New York: Touchstone 2002) 012 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 20. årgang Nr. 03 2003

Muslimerne og Vesten Hvilken synd har muslimerne begået? En tyrkisk islamistisk intellektuel går imod strømmen og hævder, at det er muslimerne selv, som har hovedansvaret for de islamiske landes tilbageståenhed i forhold til Vesten, ikke den vestlige imperialisme. Han vil ophæve den populære og udbredte dikotomi mellem det onde Vesten og de gode muslimer. Gør han dermed ofrene til de skyldige? Af Mehmet Ümit Necef "Samuel Huntington taler om 'civilisationernes sammenstød'. Men det, der endnu ikke er gået op for os, er, at dette sammenstød har for længst fundet sted, og vi har tabt", skrev Durmus Hocaoglu, professor i filosofi og teologi ved Marmara Universitet i Istanbul. På baggrund af denne udtalelse kunne man få det indtryk, at Hocaoglu er en af Tyrkiets pro-vestlige, vestliggjorte og islam-kritiske intellektuelle, som man kunne have mistænkt for at have inderliggjort den vestlige forestilling om, at islamiske lande er tilbagestående i forhold til Vesten. Sådanne intellektuelle beskyldes ofte af både venstre- og højreorienterede intellektuelle i Tyrkiet og i de vestlige lande for at være 'orientalistiske', dvs. folk, der viderefører eller, hvis de selv er borgere i et muslimsk land, har overtaget vestens negative forestillinger og fordomme om Islam og Orienten. Men Hocaoglu er hverken pro-vestlig eller vestliggjort i denne forstand. Han betegner sig selv som "radikal nationalist", bruger ofte svært tilgængelig og indforstået islamisk og islamistisk jargon og skriver jævnligt i den moderate islamiske avis Zaman. Han er en af de få islamistiske intellektuelle, som - efter islamisternes store omvendelse med hensyn til landets EU-medlemskab i midten af 1990'erne - stadigvæk er imod EU. For eksempel sagde han for nylig til Irish Times: "Europa ser stadigvæk tyrkerne som barbariske angribere, ikke som de retmæssige ejere af Tyrkiet. EU's kurderpolitik er en bevidst politik, der går ud på at splitte landet for at kunne fordøje det nemmere". Denne således ret bastant radikale nationalistiske og politiske islamist mener altså, i modsætning ikke kun til Huntington, men også til mange islamister og tyrkiske nationalister, at Vesten allerede har besejret islam og Orienten. Det at være islamist og nationalist er i princippet ikke en forhindring for, at man kan blive påvirket af vesterlændingenes negative billeder af ens egen religion eller nation, dvs. for at man kan være 'orientalist', men ved at bruge begrebet så liberalt udvander man begrebets forklaringskraft, hvis det da overhovedet har en. Tyrkerne som ofre Udover at anerkende nederlaget, dvs. det faktum, at den vestlige verden er de muslimske lande militært, teknologisk, økonomisk og politisk overlegen, kommer Hocaoglu med et andet synspunkt, som gør ham forskellig fra de allerfleste tyrkiske intellektuelle på både venstre- og højrefløjen. Han lægger skylden for muslimernes nederlag og de muslimske Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 20. årgang Nr. 03 2003 013

Muslimerne og Vesten landes tilbageståenhed i forhold til Vesten, ikke på Vesten, den vestlige imperialisme eller vestligt magtbegær, men på muslimerne selv. Han skriver: "Vi er nødt til at stille det følgende spørgsmål til os selv: Hvilken synd har vi begået, så at Allah har tildelt os dette onde, dvs. den vestlige neokolonialisme? Muslimerne har endnu ikke ordentligt diskuteret problematikken netop fra denne vinkel, og jeg tror heller ikke, de hidtidige erfaringer taget i betragtning, at de vil gøre det. Det, som muslimerne indtil nu har gjort overfor Vestens aggressivitet, er hovedsagligt enten at samarbejde med Vesten eller forholde sig tavs - tavshed er også en slags samarbejde - eller også at give aggressorerne hele skylden. Andre 'løsninger' har været: At forvente problemernes løsning fra aggressorernes gode vilje, eller at forvente, at Allah vil yde 'hjælp'. Hvis Han gjorde det, ville det være en forfordeling af de nulevende muslimer, og dette ville være imod Hans egne principper". Selvforbedring Hvilke af Allahs principper henviser Hocaoglu til? Allah skulle gennem sin profet Mohammed have meddelt: "Vi kan ikke lave om på jer, så længe I ikke laver om på jer selv". Desuden skulle Allah ikke engang have 'hjulpet' og forfordelt sit udkårne og udvalgte, profeten Mohammed, men skulle have påbudt ham at anstrenge sig og arbejde hårdt for den hellige sag, dvs. at udbrede Allahs ord. Selvom anstrengelser og selvforbedring var Allahs påbud, hvad har muslimerne så gjort: "Muslimerne har givet hele skylden til andre, har set sig selv som forfulgte skønheder og har undladt på en selvhøjtidelig måde at stille spørgsmål til deres ophøjede selv. De har forsøgt for enhver pris at undgå spørgsmålet: "Hvilken fejl har vi begået? Hvor og hvornår?". De har ikke en gang tænkt på sådanne ubehagelige spørgsmål". Hvilken fejl har muslimerne så, ifølge Hocaoglu, begået, og imod hvilke af Allahs påbud har de syndet? "Den vigtigste fejl og den største synd, vi har begået er, at have drevet fornuften ud af de islamiske lande, selvom vi var i stand til at vide, at hvis et folkeslag mister fornuften, ville det miste alt" skriver han. Og resten kom af sig selv: "Det, der ville ske med ethvert samfund, som ville forlade visdommen, skete også for os. Da vi sendte fornuften i eksil, har vi set ned på verdenen, dette univers af fysisk eksistens, i hvilken vi lever med vores kroppe af kød og blod. Vi har afvist denne verden, som Gud har skænket os som bevis på sin eksistens og sin enhed. Mens Vesten forlod den mørke middelalder, gik vi ind i vores mørke middelalder". Man kan kun kalde det, som Hocaoglu udøver i al offentlighed, for ubønhørlig selvkritik: "Den dårlige behandling, vi nu får, er velfortjent. Hvad kunne der ellers ske med en civilisation, som har drevet fornuften og filosofien væk, som har reduceret verdslige videnskaber til 'instrumental viden', som kun har henvendt sig til dem i tilfælde af nød, og som ikke en gang har opfattet folk, som beskæftigede sig med de verdslige videnskaber, som rigtige videnskabsmænd". Hocaoglu illustrer sin pointe med en historisk beretning. Mongolernes hærfører, Hulagu Khan, Djengis Khans sønnesøn, skulle, efter at have besejret Kaliffens hær i 1258, have redet sin hest ind i Bagdads største moske, hvor befolkningen i panik havde søgt tilflugt, og have råbet: "Muslimer! Hvilken synd har I begået, at Allah straffer jer ved at sende jer en katarstrofe som mig?". Hocaoglu kommenterer lakonisk: "Det er ikke forbeholdt de lærde og filosofferne at komme med vise udsagn". I stedet for at lave en mentalitetsrevolution, er det eneste, muslimerne og Østen har excelleret i været at "købe og at forbruge på den mest vulgære og udannede måde", konstaterer Hocaoglu. Han spørger retorisk, hvad høsten af de uendelige millioner dollars, som muslimske lande har tjent på olie, har været, og svarer kort: "Ingenting". Men hvad med tyrkerne, de har jo ikke haft oliemilliarder? Hvad har de opnået med deres 200 års vestliggørelsesbestræbelser, som de har ofret så meget for? Nej, tyrkerne har heller ikke lært noget: "Vi blev mindre i hvert skridt, både i bogstaveligt og overført betydning. Har vi lært nogen lektie? Selve den ydmygende situation, vi nu befinder os i med hensyn til Irak-krisen, viser med al tydelighed, at vi ikke har". 014 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 20. årgang Nr. 03 2003

Muslimerne og Vesten Ifølge Hocaoglu kan man nu om dage ikke tale om en reel islamisk civilisation. Den islamiske civilisation findes kun som en potentiel civilisation. Hvis muslimerne opfører sig som ægte muslimer, begynder at bruge fornuften og tilegner sig videnskaberne, kan de realisere det potentiale, som deres religion indebærer: "Den vestlige civilisations sejr er en uhørt og uovertruffen sejr i hele verdens historie. Allah har i virkeligheden forudset denne udvikling, da muslimerne ikke har fulgt Hans anbefalinger og påbud. Vesten har således etableret en verden, i hvis sjæl og konstruktion, vi ikke bidrager med noget". Blaming the victim Fremmedvenlige kredse i Vesten reagerer sædvanligvis imod synspunkter som Hocaoglus ved at beskylde deres indehaver for at give ofrene skylden (blaming the victim). Man mener, at hovedgrunden til de ikke-vestlige landes, ikke mindst de muslimske landes, fattigdom og tilbageståenhed hovedsagelig er vestens kolonialistiske eller neokolonialistiske politik, og at befolkninger i de ikkevestlige lande blot er ofre for denne imperialisme. I denne optik ses ethvert forsøg på at henvise til de lokale befolkningers egne ansvar i deres egen tilbageståenhed, fattigdom, underudvikling osv. som et racistisk og arrogant forsøg på at mistænkeliggøre de lokale befolkninger. Det, som er det paradoksale ved sådanne 'progressive' synspunkter er, at man ønsker at undgå en imperialistisk og racistisk holdning, men alligevel forbliver i et sådant tankesæt, da man fratager de lokale befolkninger evnen til at tænke og kæmpe for at forbedre deres egen livssituation. Det, som intellektuelle så som Hocaoglu gør, er ikke at give offeret skylden og at fratage imperialismen ansvaret for den elendige tilstand tredje verden befinder sig i, men at ophæve dikotomien mellem skurk og offer, idet de finder offer-identiteten patroniserende og derfor ydmygende. I stedet for at konstruere et gennemført ondskabsfuld billede af de 'andre' over for et fuldstændigt uskyldigt 'os', bør man se det komplekse, ambivalente og modsætningsfulde hos både dem og os. Hocaoglu minder om, hvad den nationalistisk-konservative digter Mehmet Akif Ersoy skrev i 1920'erne: "Fjenden er stærk og grusom. Men du er ikke et hak bedre. Hvilken ydmygelse er det, at du søger din frelse hos fjendens gode samvittighed? Hør islamiske verden, skælv en gang og vend tilbage til dig selv!". Desuden er det vanskeligt at opfatte Hocaoglu som provestlig eller som 'orientalist'. Ifølge ham er den moderne kolonialismes, dvs. USA's, hovedfjende islam, og der er tre grunde til, at de amerikanske neokolonialister gerne vil ramme og ødelægge islam. For det første er der den "uendelige blodfejde mellem Vesten og Islam/Østen", som stammer fra muslimernes erobring af de kristnes kernelande kort tid efter islams opståen i 600-tallet, og som de kristne forsøgte at generobre ved hjælp af korstogene. For det andet de muslimske landes vigtige strategiske placering på verdenskortet og for det tredje de naturrigdomme, så som olie, som vækker kolonialisters appetit, og som ikke bliver benyttet ordentligt af de muslimer, som lever oven på dem. Hocaoglu fremfører, at disse grunde er almenviden i muslimske lande, men tilføjer, som beskrevet ovenfor, en grund til: "Den islamiske verden, som for længst er holdt op med at fortjene at blive kaldt 'en verden', og som er faldet i dybt søvn og ligegyldighed (gaflet), og som står på knæ". Islamiske landes elendige situation er, ifølge Hocaoglu, så øretæveindbydende, at kolonisterne ikke kan stå for fristelsen. Ifølge Hocaoglu ignorerer og ser Vesten ned på alle andre undtagen sig selv. Ingen vesterlænding kan undgå denne racistiske og imperialistiske logik. Det er en tendens, som man sågar kan iagttage hos "den mest ædle del af Vestens intelligentsia, som søger efter sandheden", konstaterer Hocaoglu pessimistisk. "For Vesten er hele verden et erobrings- og udplyndringsområde, hvis rigdomme uden dårlig samvittighed og etiske hindringer kan bæres tilbage til 'moderlandet', et jagtområde, som er skænket af den kristne Gud". Eksempelvis bygger USA, det mest vestlige af alle vestlige lande, sin udenrigspolitik på rå og brutal magt. Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 20. årgang Nr. 03 2003 015

Muslimerne og Vesten Tradition for at jagte skurke Den fremtrædende tyrkiske sociolog Serif Mardin bemærker ironisk, at "tyrkerne i stedet for at analysere denne historiske proces har tradition for at 'jagte efter en ansvarlig' for Tyrkiets vestliggørelse og halv-kolonisering". Ifølge ham eksternaliseres den ansvarlige fuldstændig som det aggressive/udnyttende/kolonialistiske Vesten samt dets lokale lakajer/efterabere/5. kolonner, der ses som forræderiske og fremmedgjorte. Det er interessant at notere, at næsten alle tyrkiske ideologisk-politiske retninger betragter Vesten som fjendtligt indstillet over for tyrkerne. Selv blandt kemalisterne, som af deres ideologiske modstandere er blevet beskyldt for at være "slavisk pro-vestlige", har der altid eksisteret en understrømning af fjendtlighed over for Vesten. Ifølge den er Europa "gammel og snu", dekadent og fjendtlig over for tyrkerne. Kemalisternes fjendtlighed over for Vesten blev stærkere efter militærkuppet i 1980, i takt med at de europæiske lande begyndte at kritisere Tyrkiets krænkelser af menneskerettighederne. De pro-vestlige og kemalisterne forsøgte at præsentere denne kritik som Vestens uforanderlige fjendtlighed over for tyrkerne og Vestens hykleriske holdning til sine egne demokratiske standarder. Denne fløj beskylder ofte Vesten for 'dobbelmoral' i forhold til menneskerettigheder: Mens man ignorerer eller bortforklare sine egne krænkelser, retter man en hård kritik mod Tyrkiet. En linje i det digt, som den tyrkiske nationalsang er en del af, lyder: "Det monster, som kun har én tand tilbage, og som man kalder civilisation". Man behøver ikke tænke længe for at gætte, hvilken civilisation, der hentydes til. Fjendtlighed over for Vesten har været et leitmotiv i den islamiske diskurs. De tyrkiske islamister og konservative nationalister har været mere åbne og mere aggressive end kemalisterne i deres fjendtlighed over for Vesten. I lang tid har de betegnet Vesten som "den evige fjende", og som "tilbagestående med hensyn til civiliserede og menneskelige værdier". I denne diskurs betragtes Vesten som den "absolutte Anden", som man essentielt er forskellig fra, og som "det absolutte Onde". Eksempelvis har den islamistiske forfatter Mustafa Yazgan betegnet Vesten som "den mest ondskabsfulde, den mest nytteløse og den mest afskyelige" blandt civilisationer (Yazgan brugte det arabiske låneord, ahbes). Ifølge islamisterne er vestliggørelsen en byrde, som skader den nationale og sjælelige identitet. Vestliggørelsen har været en fortsættelse og udvidelse af tyrkernes tilbagetog i forhold til de vestlige lande siden 1600-tallet. Det er den besejredes måde at overleve på, og derfor er den en ydmygelse. Den islamistiske digter-filosof Sezai Karakoc kalder den for "selvkolonisering" (oto-kolonizasyon). En anden islamisk forfatter og filosof, Ahmet Kabakli, skrev, at "de såkaldte tyrkiske intellektuelle" har forrådt deres religion og nation og er kommet i tjeneste hos Vesten. "Som resultat af et omvendt devshirme-system, er de blevet vestens janitshar'er". Kabakli henviser til osmannernes måde at rekruttere soldater på, hvor man forlangte, at kristne familier på Balkan afleverede en søn som skat, hvorpå man opdrog dem som muslimer og gjorde dem til soldater (janitshar). De mest heldige af disse devshirmes kom til tops i den osmanniske administration. Ifølge den islamiske diskurs er Vesten en eksistentiel trussel, som ikke kan afværges med rationalistiske og pragmatiske modforanstaltninger. Som Ahmet Kabakli siger: "Vesten, som er en blanding af kristendommen og imperialismen, er snu, grusom og uretfærdig og aggressiv". Både islamister og deres modstandere, kemalister og mange venstreorienterede har tradition for at betragte Vesten ikke kun som hovedfjenden, men også som den hovedansvarlige for Tyrkiets tilbageståenhed i forhold til de rige demokratier i Vesten. Intellektuelle som Durmus Hocaoglu kæmper således imod en lang og rodfæstet tradition. Så rodfæstet, at Hocaoglu selv bliver offer for dens logik, når han - som nævnt ovenfor - skal analysere det kurdiske problem i Tyrkiet. I stedet for at vende kritikken imod tyrkerne, og analysere, hvorvidt tyrkernes assimilationistiske kurderpolitik tjener til forstærkelsen af båndet mellem tyrkere og kurdere, forfalder han til de samme gamle tankemønste, som han prøver på at gøre sig fri af. Det ser ud som om kampen imod "Vi er Vestens ofre"-tænkningen vil tage et stykke tid endnu. 016 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 20. årgang Nr. 03 2003

Muslimerne og Vesten KILDER, Bora, T.: Milliyetci-Muhafazakar ve Islamci Düsünüste Negativ Bati Imgesi. (Det negative Vest-billede i nationalistisk-konservativ og islamisk tænkning. I: Belge, Murat (red.): Modern Türkiye'de Siyasi Düsünce. Cilt 3. Modernlesme ve Baticilik (Politisk tænkning i det moderne Tyrkiet. Bind 3. Modernisering og pro-vestlig tænkning) (Istanbul: Iletisim, 2002) Hocaoglu, D.: "Biz Müslümanlar ne günah isledik de..." ("Hvilken synd har vi muslimer begået, så at..?"), Zaman, 4. februar 2003 Hocaoglu, D.: Amerikan Cihan Hakimiyeti Mefkuresi (Det amerikanske ideal om verdenshegemoni), Zaman, 25. februar, 2003 Kabakli, A.: Temellerin Durusmasi,(Domstole for principper), (Istanbul: Türk Edebiyati Vakfi Yayinlari, 1990) Karakoc, S. citeret i Kara, I.: Türkiye'e Islamcilik Düsüncesi. Cilt 3 (Islamisk tænkning i Tyrkiet. Bind 3), (Istanbul: Pinar, 1994) Mardin, S.: Türkiye'de Din ve Siyaset, (Religion og politik i Tyrkiet), (Istanbul: Iletisim, 1991) Turkey agonises over love-hate relationship with the EU, Irish Times, 26. februar, 2003 MELLEMØSTHÅNDBOGEN Fakta om landene i Mellemøsten og Nordafrika Mellemøsthåndbogen indeholder fakta om landene i Mellemøsten og Nordafrika med politiske, økonomiske og historiske profiler af hvert land i Mellemøsten; fra Marokko i vest til Iran i øst og fra Tyrkiet i nord til Sudan i syd inklusive Palæstina og Vestsahara, der p.t. endnu ikke har status som anerkendte nationer. Mellemøsthåndbogen indeholder 22 landekapitler samt seks tematiske kapitler. Hvert landekapitel forsøger i kort, tal og tekst at give læseren en aktuel statusvurdering af landets politiske og økonomiske situation. Bogens tematiske artikler sætter fokus på centrale problemstillinger i regionen. De behandler bl.a. områdets religioner, forskellige kulturer, oliens rolle i moderniseringsprocessen, brug af informationsteknologi samt fredsprocessen. Mellemøsthåndbogens udgangspunkt er, at Mellemøsten ikke på afgørende vis er forskellig fra andre dele af den moderne verden, og at befolkningen i regionen ikke lever i en anden tid eller i sin egen tid, men netop i samme tid som alle vi andre. Mellemøsthåndbogen indeholder bidrag af 22 forfattere fra det danske mellemøstmiljø og er redigeret af Martin Hvidt og Ivar Herlev Sørensen. Mellemøsthåndbogen kan bestilles i boghandlen eller på www.universitypress.dk Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 20. årgang Nr. 03 2003 017

Krigens pris Hvor meget koster en krig i Irak? Fra officielt amerikansk hold er man tavs, når det kommer til at sætte tal på, hvad en krig mod Irak kan ende med at koste de amerikanske skatteydere. Hvad vil en krig i Irak koste, hvis den forløber efter de amerikanske planer? Og hvad kan regningen løbe op i, hvis den ikke gør? Af Khaled Salih Den amerikanske viceudenrigsminister Marc Grossman udtalte for nylig til senatets udenrigspolitiske komité, at USA i tilfælde af en krig i Irak ville have fem centrale målsætninger. For det første, ville USA "demonstrere over for det irakiske folk og verden, at USA ønsker at befri og ikke at besætte Irak eller kontrollere irakerne eller deres økonomiske ressourcer". For det andet, må USA " eliminere Iraks kemiske og biologiske våben, dets atomprogram og de dertil hørende affyringssystemer. For det tredje, "må USA også eliminere Iraks terrorist-infrastruktur". For det fjerde, vil USA, eftersom det ikke støtter Iraks opløsning, "beskytte Iraks territoriale enhed". For det femte, vil USA "påbegynde processen mod Iraks økonomiske og politiske genopbygning, og arbejde for at lede Irak på vej mod at blive et velstående og frit land". I denne og mange andre præsentationer, udsagn og rapporter fra Bushadministrationens repræsentanter, siges der ikke meget, om overhovedet noget, om, hvor meget en eventuel krig i Irak vil koste. Hvor meget vil en krig i Irak koste? To visioner I den offentlige debat om en mulig krig i Irak er de forskellige argumenter for og imod en krig i Irak baseret på to forskellige visioner af, hvordan en sådan krig kunne tænkes at forløbe - en 'optimistisk' og en 'skeptisk'. Begge disse visioner involverer overvejelser over en sådan krigs potentielle omkostninger og konsekvenser. Fortalere for den 'optimistiske' vision forventer, at krigen forløber relativt problemfrit, bliver billig og får positive resultater. Fortalere for den 'skeptiske' vision advarer derimod om, at krigen kan slå fejl, blive kostbar og få negative konsekvenser i et længere perspektiv. Bush-administrationen, der forestiller sig en hurtig og billig krig med positive konsekvenser, har endnu ikke fremlagt nogen offentlig beregning over en sådan krigs forventede omkostninger. Administrationens støtter argumenterer for, at det ikke er muligt at udarbejde en meningsfuld vurdering af de potentielle krigsomkostninger på forhånd, fordi det, som den amerikanske Forsvarsminister Donald Rumsfeld har påpeget, "er meget vanskeligt at erhverve sig pålidelig viden om, hvordan de irakiske styrker vil reagere". Hvad der derudover gør en sådan beregning endnu mere kompliceret er det forhold, at en overordnet vurdering af en 018 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 20. årgang Nr. 03 2003

Krigens pris krigs omkostninger må tage højde for adskillige scenarier, der omfatter alt lige fra selve krigshandlingen til tiden efter denne, krigens mulige indvirkning på oliemarkedet (se artiklen af Martin Hvidt i dette nummer) og andre relaterede økonomiske områder, ligeså vel som dens langtidsvirkninger på den amerikanske økonomi. På trods af disse vanskeligheder mener nogle kommentatorer, at det er muligt at opstille to typer beregninger - én på baggrund af et scenarium, der forudser en hurtig sejr, og en anden på baggrund af et scenarium, ifølge hvilket krigen trækker ud og bliver til en langvarig konflikt. Kun få studier Hidtil har der kun været foretaget få studier af en krigs potentielle økonomiske omkostninger. Ét studium behandlede i september 2002 Iraks militære styrke, og en kort artikel har siden vurderet de nødvendige indledende logistiske forberedelser til en krig imod Irak. Ud over disse findes der kun to undersøgelser fra officielt amerikansk hold, og disse blev begge fremlagt i september 2002. Den første undersøgelse blev fremlagt af den demokratiske stab ved budgetkomitéen i Repræsentanternes Hus (d. 23. september) og den anden af Kongressens budgetkontor (d. 30. september). I november 2002 udkom så et akademisk studium, hvori William D. Nordhaus, professor i økonomi ved Yale University, gav et interessant overblik over mulighederne for og farerne ved at forsøge at beregne de økonomiske omkostningerne ved en krig i Irak. Nordhaus indrømmer, at en fuldstændig og pålidelig vurdering af de økonomiske omkostninger ved en krig imod Irak ikke er noget let forehavende, men foretrækker, som han siger, en vurdering, der er "nogenlunde rigtig, snarere end præcist forkert". Han præsenterer derfor en indledende vurdering, der baserer sig på flere forskellige scenarier. De tilgængelige studier vurderer, at USA skal bruge en militær styrke på mellem 150.000 og 350.000 mand for at nå dets militære mål. Sammenlignet med de militære styrker, der blev indsat i Kuwait-krigen (1990-1991), er dette forventede tal tæt på halvdelen af de styrker, der blev brugt dengang. Det er også vigtigt at påpege i en sådan vurderingssammenhæng, at de involverede specialister har udarbejdet forskellige scenarier for en krigs mulige udvikling - scenarier, der lægger stor vægt på specialstyrker, intensive luftbombardementer og siden hen indsættelsen af landstyrker. Jo flere forskellige scenarier for en mulig krigs udvikling, desto vanskeligere er det selvsagt at udarbejde en pålidelig vurdering af de omkostninger, der vil være forbundet med en sådan krig og dens indflydelse på de politiske, økonomiske og humanitære områder. Den 'hurtige sejr' I det scenarium, der arbejder med tesen om den 'hurtige sejr', forudser specialisterne en krig i Irak, der vil ligne krigen for befrielsen af Kuwait, Kosovo-krigen og muligvis Afghanistan-krigen. Denne vurdering er baseret på ideen om at underminere Saddam Husseins regime og dettes lederskabsstruktur ved enten at tilfangetage eller at dræbe dets topledere samt derudover på forestillingen om, at den irakiske hær med det samme vil overgive sig til de amerikanske og britiske tropper. Denne udvikling forudsætter også, at de britiske og amerikanske tropper vil være i stand til at forhindre, at landets politiske og administrative strukturer kollapser, specielt i den kurdiske region i nord og den shiitiske region i syd. Dette ses som et vigtigt aspekt i krigen, idet koalitionen mod Saddam er nødt til at forhindre den fornemmelse af uorden og kaos, som befolkningen oplevede i tiden efter den slagne irakiske hærs tilbagetog i forlængelse af befrielsen af Kuwait i foråret 1991. Eftersom amerikanerne allerede har erklæret sig forpligtede på Iraks territorielle integritet, er de også nødt til at kontrollere landet under et nyt lederskab, det være sig gennem fortsat amerikansk militær tilstedeværelse, samarbejde med den irakiske opposition eller gennem en kombination af begge. I dette scenarium med den 'hurtige sejr', forventes der 30 til 60 dages luft- og landkrig, efterfulgt af tilstedeværelsen af koalitionens tropper i Irak i to en halv måned efter sejren. Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 20. årgang Nr. 03 2003 019

Krigens pris Den 'forlængede konflikt' Hvis en eventuel militær konflikt med Irak skulle vise sig at være mere vanskelig end forventet, er det derimod nødvendigt at tage en lang række potentielle komplikationer og yderligere omkostninger med i planlægningen og i de økonomiske beregninger. Der er adskillige scenarier i denne kategori, men de vigtigste elementer af disse består i den mulighed, at det irakiske lederskab formår at underminere den amerikanske og britiske strategi for den 'hurtige sejr' ved at koncentrere dets tropper i byområderne i og omkring hovedstaden, foretage overraskende angreb på civile (specielt i de kurdiske og shiitiske regioner) osv. En sådan udvikling kunne få både direkte og indirekte følger for den videre krigsførelse, den mulige brug af masseødelæggelsesvåben, oliemarkederne, muligheden for at konflikten eskalerer til også at omfatte Israel, terrorangreb i både USA og i de europæiske lande, tungere besættelse og kostbare fredsbevarende styrker, uforudsete stigninger i behovet for humanitær assistance til flygtninge og internt fordrevne og uforudsete negative påvirkninger af den amerikanske økonomi og verdensøkonomien. Tallene Nordhaus konkluderer, at tallet for den lavest satte omkostningsberegning, ved en styrke på 250.000 mand, ligger på mellem $48 milliarder og $60 milliarder (renter eksklusive). Dette tal kan sammenlignes med prisen for krigen i Kuwait, der kostede $80 milliarder i 2002-dollars. Hvis den militære konfrontation ikke forløber som forventet, dvs. hvis det tager længere tid at nå de fastsatte militære mål, hvis nabolandene bliver mere involverede end forventet, den civile lidelse større end forudset osv., skal der sættes tilsvarende yderligere midler af til krigsførelsen. I forbindelse med en årelang konflikt ville krigsomkostningerne stige til omkring $140 milliarder. En sådan udvikling ville således lægge beslag på væsentlig større økonomiske ressourcer, men et sådant omkostningsniveau ville stadig være lavt i forhold til, hvilken procentdel af det amerikanske bruttonationalprodukt, dette tal udgør i forhold til tidligere krige. Et sådan tal ville således udgøre 1.5% af det amerikanske bruttonationalprodukt, mens omkost-ningerne i forbindelse med de mexicanske og spanske krige i henholdsvis 1846-48 og 1898 hver især udgjorde 3% og Korea-krigen i 1950-53 15% af brutto-nationalproduktet. Andre omkostninger Ud over de ovenfor nævnte tal minder andre krige os om, at der vil være uundgåelige omkostninger forbundet med tilstedeværelsen af en besættelsesstyrke og med indsættelsen af fredsbevarende styrker i Irak i længere tid efter de egentlige krigshandlinger. Ifølge en af undersøgelserne ville en amerikansk besættelsesstyrke i Irak koste mellem $17 milliarder og $45 milliarder om året. Den laveste totale pris for en sådan styrke, beregnet på baggrund af dens tilstedeværelse i Irak i mindst 5 år, sættes til $75 milliarder, mens det højeste tal - for en besættelsesstyrke i Irak i to årtier - sættes til $500 milliarder. Til sammenligning varede den amerikanske besættelse af Japan i 7 år, mens der forblev 30.000 mand udstationeret i Sydkorea i 50 år. Hvis amerikanerne er oprigtige mht. deres ovenfor nævnte femte målsætning i Irak, dvs. at "påbegynde processen mod Iraks økonomiske og politiske genopbygning, og arbejde for at lede Irak på vej mod at blive et velstående og frit land", vil krigens omkostninger blive højere end de tal, der hidtil har været fremlagt. Nordhaus vurderer, at genopbygningen af den civile infrastruktur over en periode på 6 år ville koste mindst $75 milliarder. Til dette tal skal så oveni lægges de forventede omkostninger, der er forbundet med humanitær assistance, og som ligger mellem $1 milliarder til $10 milliarder. Hvis man lægger alle tallene for de forskellige scenarier sammen, vurderer Nordhaus, at den 'hurtige sejr' ville koste op til $120 milliarder, såfremt de militære og diplomatiske kampagner og den efterfølgende genopbygning forløber planmæssigt. Hvis disse kampagner og deres konsekvenser derimod ikke forløber planmæssigt, men 020 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 20. årgang Nr. 03 2003