Israel-Palæstina konflikten Side 1 af 6 De islamiske modstandsbevægelser i Palæstina - Hamas og islamisk Jihad Skrevet af: Michael Irving Jensen Det står klart, at personer med tilknytning til den moderate islamistiske bevægelse Det Muslimske Broderskab i Palæstina allerede i Intifadaens start var aktive i det palæstinensiske oprør - intifadaen - der udbrød i de første dage af december 1987. Allerede den 8. december mødtes ledere af Broderskabet i Sheikh Ahmad Yasin's hjem i Gaza. Ugen efter var den første løbeseddel underskrevet Harakat al-muqawama al-islamiyya [Den Islamiske Modstandsbevægelse] på gaden. I januar 1988 fulgte endnu to løbesedler med samme signatur. De tre første løbesedler appellerede til det palæstinensiske folk om at fortsætte oprøret, men de gav ingen anvisninger på, hvordan folket skulle forholde sig. Tilsyneladende ville ingen stå frem og tage ansvaret for denne 'nye' modstandsbevægelse.?rsagen hertil skal efter al sandsynlighed findes i et af kendetegnene blandt islamisterne i Palæstina, nemlig politisk pragmatisme: Hvis Intifadaen skulle vise sig at blive en kortvarig affære og en fiasko, ville Broderskabet være i stand til at vaske sine hænder og hævde, at Hamas ikke havde nogen som helst forbindelse til Broderskabet. Omvendt, hvis Intifadaen skulle vise sig at være en succes, kunne Broderskabet med oprejst pande tage ansvaret for den 'nye' bevægelse. Både Intifadaen og bevægelsen viste sig at blive en succes. Med udsendelsen af den fjerde løbeseddel, dateret den 11. februar 1988, bliver det fastslået, at bevægelsen er en del af Det Muslimske Broderskab. I denne løbeseddel benyttes initialerne HMS for første gang og i den følgende benyttes akronymet Hamas. Hamas betyder i øvrigt ildhu eller entusiasme. Fra og med den fjerde løbeseddel begynder en ny periode af Hamas' historie. Bevægelsen begyndte at kalde til strejker på givne dage og opfordrede til direkte konfrontationer mod den israelske besættelsesmagt. De yngre og de mere aktivistisk orienterede kræfter indenfor Broderskabet havde dermed fået gennemtrumfet deres politik, hvilket er et udtryk for den politiske pragmatisme i organisationen. Hvis Broderskabet havde afstået fra en mere aktivistisk orienteret linie, ville bevægelsen uden tvivl have mistet sin indflydelse. Den 'nye' bevægelse, Hamas, som fra dette tidspunkt fuldstændig trængte Broderskabet i baggrunden, var en bevægelse, der kæmpede aktivt imod den israelske besættelsesmagt på lige fod med de nationalistiske kræfter indenfor PLO. At Hamas på relativ kort tid var i stand til fuldstændigt at overtage Broderskabets rolle skyldes først og fremmest, at den ikke var en ny bevægelse. Hamas har siden den blev stiftet benyttet sig af de islamiske netværk og institutioner, der var blevet etableret adskillige år tidligere af Det Muslimske Broderskab. Til trods for den ideologiske forskel mellem det nationalistiske lederskab og Hamas, fandtes der i Intifadaens begyndelse et modus vivendi mellem de to grupper og deres tilhængere. I sommeren 1988 begyndte en ny fase i Intifadaen, som i højere grad var karakteriseret af spændinger mellem Hamas og Den Forenede Nationale Oprørsledelse (FNO). Hamas begyndte mere og mere at fremstille sig selv som et alternativ til PLO. I august 1988 udsendte bevægelsen et 40 sider langt hverveskrift, hvori de opremser deres mål og midler. Det er værd at bemærke, at Hamas udsender sit charter på et tidspunkt, hvor PLO for alvor ytrer ønske om at deltage i en international fredskonference, baseret på FN-resolution 242, i.e. anerkendelsen af staten Israel, som Hamas tager skarp afstand fra. Det er derfor plausibelt, at charteret er 'timet', sådan som det også er blevet fremhævet af flere forskere. Dette var første gang Hamas for alvor præsenterede sig selv som en politisk aktør, der søgte at mobilisere befolkningen, hvilket PLO opfattede som en trussel. Hamas' ideologi Der er flere kilder, man kan gå til for at danne sig et indtryk af bevægelsens ideologiske grundlag. Hovedkilden er det 40 sider lange charter, som Hamas udsendte i august 1988. En anden kilde er de løbesedler, som bevægelsen lige siden Intifadaens start har udsendt. Herudover er der det palæstinensiske månedsblad Filastin al-muslima (Det muslimske Palæstina) der bliver udgivet i London, England. De fleste observatører betragter dette blad som Hamas' talerør til et bredere
Israel-Palæstina konflikten Side 2 af 6 arabisk publikum. Også Hamas ledere betragter Filastin al-muslima som værende tæt på bevægelsen. Dette månedsblad er bandlyst både på Vestbredden og i Gazastriben og spiller derfor ikke en central rolle i formidlingen af Hamasí budskab til palæstinenserne dèr. Endelig kan man danne sig et indtryk af bevægelsens ideologi gennem Hamasí hjemmeside på internettet. Det følgende afsnit er primært udarbejdet på baggrund af bevægelsen charter fra 1988, hvilket Hamas ledelsen stadig betragter som det egentlige grundlag for Hamas ideologi. I gennemgangen af Hamas' ideologi vil der blive fokuseret på følgende: 1) Hamas' syn på Palæstina-konflikten 2) Hamas' mål og 3) Hamas' midler for at opnå målet. Hamas' syn på Palæstina-konflikten Hovedproblemet for Hamas er staten Israels eksistens. Dette er, set ud fra Hamas' synsvinkel, primært et religiøst problem. I Èn af Hamas' løbesedler hedder det: "Hamas anser det palæstinensiske problem for at være et religiøst problem og ikke et problem der omhandler land og jord". Israels eksistens er - for Hamas - en konstant påmindelse om det muslimske samfund svaghed. Charteret indledes med et korancitat, hvori det slås fast, at muslimernes er det bedste samfund her på jorden, samtidigt med at den overvejende del af ëbogens folkí (Ahl alkitab), som er en islamisk betegnelse for jøder og kristne, er syndere.[1] Herefter følger en udtalelse fra Hassan al-banna, der i 1928 stiftede Det Muslimske Broderskab i Egypten: "Israel vil eksisterer og vil vedblive med at eksistere indtil islam ophæver det, som det har ophævet hvad der kom før det [Israel]. Ordet Israel bliver i øvrigt kun benyttet sjældent i charteret. I de fleste tilfælde, hvor Hamas refererer til Israel, bruges termer som for eksempel, fjenden, den zionistiske aggression og den nazistiske tartariske aggression. Hamas benytter i charteret en koranisk terminologi for at beskrive kampen mod staten Israel. Flere steder bliver Israel således beskrevet med termen batil, som betyder falskhed. Omvendt repræsenterer Hamas på den anden side sandheden og det gode, al-haqq. Brugen af disse modpoler benyttes ikke mindre end fem gange i charteret. Brugen af termerne al-haqq og al-batil er interessant, fordi de repræsenterer essensen i koranens verdensbillede. Det hedder i Koranen :"At han må retfærdiggøre sandheden (al-haqq) og bevise falskhedens falskhed (al-batil)".[2] Hamas fremstiller således i charteret Israel som værende af det onde, og det er derfor kun naturligt, at staten må lade livet, for at bedre kræfter kan komme til, i.e. islamisterne. Kampen står mellem det gode og det onde; mellem lys og mørke. Hamas er i øvrigt ikke den eneste islamiske gruppe, som har benyttet denne terminologi. Også de iranske islamister, med Khomeini i spidsen, har benyttet termerne, og det var "til råbet om haqq og batil at Imam Khomeini fik bølgerne til at køre højt og fik jaget Shahen ud af Iran i slutningen af 1970erne". Hamas fremstiller jøderne og deres ideologi, zionismen, som et alvorligt problem, fordi zionisterne står bag en verdensomspændende konspiration med det ene mål for øje at kontrollere verden. Zionisterne ønsker endvidere, ifølge Hamas, at isolere palæstinenserne. Som det nævnes i charteret, har Egypten allerede ved underskrivelsen af Camp David aftalen forladt kampen. Zionisterne ønsker, at de øvrige arabiske aktører på samme måde også skal lade palæstinenserne i stikken. Hamas beskylder ligeledes zionisterne for at ville udvide deres territorium, så staten Israel kommer til at strække sig fra Nilen til Eufrat. Hele den zionistiske plan findes i skriftet Protocols of the Elders, som er et stærkt antisemitisk skrift af europæisk oprindelse. Zionismen sidestilles endvidere med både tartarerne og korsfarerne, som begge tidligere i historien har invaderet Palæstina for siden igen at blive fordrevet. Hamas' mål Hamas gør sig i bevægelsens charter til talsmand for det synspunkt, at "Palæstina er et islamisk Waqf (ejendom) for de muslimske generationer indtil dommedag". Af dette følger, at intet individ eller nogen organisation har ret til at bestemme, hvem der ejer landet Palæstina. Det er ganske enkelt et område, der er givet til muslimerne af Gud og derfor helligt. Målet for Hamas er derfor at oprette en islamisk stat i hele det tidligere britiske mandatområde Palæstina, en stat, der strækker sig fra floden til havet - det vil sige fra Middelhavet til Jordanfloden, altså det område der udgjorde det britiske mandat Palæstina i perioden 1920-48. Det er interessant at bemærke, at Hamas hermed accepterer de grænser, som kolonimagterne satte i Mellemøsten umiddelbart efter første verdenskrig. Realpolitisk har Hamas dog siden vist sig villige til at acceptere en palæstinensisk stat på Vestbredden og Gaza hvilket følger af Abdel Aziz al-rantisiís udtalelse i tidsskriftet News from Within allerede i 1994 : "The important achievement of the Intifada is that it is forcing Israel to escape from Gaza. And I say with all my heart that the continuing Intifada will cause Israel to escape from the West Bank as well". Hamas' åndelige leder Ahmad Yasin, der i 1989 blev idømt livstid plus 15 års fængsel for medvirken til drab på
Israel-Palæstina konflikten Side 3 af 6 israelske soldater og palæstinensiske kollaboratører, har fra sin fængselscelle i Kfar Yona flere gange udtalt, at Hamas vil være rede til en våbenhvile, hvis Israel trækker sig tilbage til 1967-grænsen. At det er en islamisk stat, Hamas ønsker at oprette, fremgår også af gruppens valgsprog: "Gud er målet, profeten er modellen, koranen er konstitutionen, Jihad er vejen og døden på guds vej er vore mest ophøjede higen", et valgsprog, som Hamas direkte har overtaget fra Det Muslimske Broderskab, som bevægelsen er en del af. Hamas arbejder i første omgang på at danne en islamisk, palæstinensisk stat frem for en pan-islamisk stat, kendt under betegnelsen kalifat. I charteret benyttes ordet Palæstina knap 20 gange som egennavn, og mere end ti gange som adjektiv. Dette indikerer, at Hamas lægger stor vægt på den palæstinensiske nationalisme, hvilket primært skyldes den israelske besættelse. I charteret bliver det da også understreget, at nationalisme ikke er et fremmed begreb for Hamas: "Nationalisme er, set fra den islamiske modstandsbevægelses synsvinkel, en del af den religiøse ideologi". De nationalistiske kræfter i det palæstinensiske samfund bliver beskrevet i positive vendinger. Der er dog det problem med PLO, at organisationen endnu ikke har accepteret islam som en leveregel. Når det sker, vil Hamas blive PLO's soldater. Dette skal utvivlsomt tolkes i den retning, at Hamas først og fremmest ønsker at islamisere PLO frem for at opbygge en parallelorganisation, der har det mål at fravriste PLO den politiske magt. En af de mest fremtrædende Hamasledere, Abdel Aziz al-rantisi, har i efteråret 1993 bekræftet, at det forholder sig således. I et interview med Jerusalem Report er Rantisi citeret for at sige: " Jeg tror ikke, det er i Hamas interesse at se PLO gå i opløsning". Rantisi ønsker i stedet at se "formen og strukturen i PLO ændre sig i demokratisk retning. Det er, hvad der er nødvendigt for at redde PLO". Det er bemærkelsesværdigt hvor lidt specifikt charteret har at sige om, hvilken form den islamisk-palæstinensiske stat, bevægelsen ønsker at oprette, skal have - noget der i øvrigt er karakteristisk for stort set alle islamistiske bevægelser overalt i Mellemøsten. retfærdigt?". Ifølge Hamas er det selvsagt en sjælden forteelse. En anden årsag til, at Hamas modsætter sig afholdelsen af en fredskonference er, at en sådan konference - i bedste fald - vil udmunde i en to-statsløsning, hvilket er fuldstændigt uacceptabelt for Hamas. "Opgivelsen af ethvert stykke af Palæstinas jord er ensbetydende med opgivelsen af en del af religionen". Derfor er der, set fra Hamas' synsvinkel "kun en løsning på Palæstina-problemet, nemlig Jihad". Jihad blev i Hamasí øjne indledt gennem Intifadaen. Hamas har en mindre radikal tolkning af begrebet Jihad end flere andre islamiske bevægelser. At Jihad- begrebet tolkes bredt, fremgår af Abdel Aziz Rantisi udtalelse: "Jihad er ikke bare at kæmpe med våben. Et møde med dig for at få dig til at forstå vores ideer er en del af Jihad. At hjælpe folket... Jihad er mange ting: både donationer og den væbnede kamp er en del af Jihad, som er obligatorisk for enhver". Denne meget brede tolkning er ensbetydende med, at Hamas ikke har opgivet en islamisering af samfundet fra bunden sideløbende med den væbnede kamp. En konsekvens af etableringen af Hamas har således været, at den nye bevægelse har forsøgt at kombinere to strategier, nemlig hvad forskere har kaldt "genislamiering fra neden" med "genislamisering fra oven". Genislamisering fra neden kan tage flere former. Her refererer betegnelsen til de grupper af islamister, der har satset - om man så må sige - deres aktivisme på dagligdagen; islamister der står i spidsen for en række sociale netværk i lokale kvarterer, hvori de søger at omvende enkelt individer med det langsigtede mål at overtage statsmagten. Genislamiseringen fra oven er en strategi, som benyttes af mere revolutionære grupper eksempelvis Islamisk Jihad. De ønsker en magtovertagelse oftest gennem en voldelig revolution. Denne kombination af de to strategier har givet Hamas en legitimitet, som Broderskabet tidligere savnede på grund af deres entydige satsning på en islamisering af samfundet fra neden. Hamas' midler Det internationale samfund og PLO sætter deres lid til en løsning på Palæstina-konflikten gennem en fredskonference. Hamas er af en anden opfattelse; "Disse konferencer er intet andet end en måde at gennemtvinge de vantros love i de muslimske stater" konstateres det retorisk i charteret, der fortsætter: "Hvornår har de vantro behandlet de troende
Israel-Palæstina konflikten Side 4 af 6 Hamas politik efter Oslo-aftalen i 1993 Situationen blev mere spændt, da det i slutningen af august 1993 kom frem, at PLO og Israel var blevet enige om Oslo-1 ved hemmelige forhandlinger i Oslo. Hamas udsendte umiddelbart før underskrivelsen af Oslo-1 deres løbeseddel no. 102, hvori det blandt andet hedder[3]: "Aftalen er blot endnu en fase af besættelsen, og I vil erfare, at de som har overgivet sig på grund af svaghed vil søge at fremstille denne aftale, som er elendig, som om at den er vældig god. Realiteten er at besættelsen stadig er her. Hvad der sker er blot en omrokering [af israelske styrker] og oprettelsen et begrænset selvstyre, som i virkeligheden er kontrolleret udefra. Det arafatistiske lederskab, som har overgivet sig, søger at destruerer PLO og ødelægge bevægelsen blot på grund af bevægelsens økonomiske krise. Vi understreger, at det arafatistiske lederskab og de som støtter det ikke repræsenterer vort folk. De taler kun for sig selv, fordi de har tilsidesat det palæstinensiske samfund og dets institutioner...de erklærer også, at de ønsker at slette den palæstinensiske konstitution blot for at tilfredsstille Amerika og den zionistiske enhed. Festlighederne og talerne der bliver givet af det arafatistiske lederskab og de som støtter det i vores hellige land, gør det blot for at fremstille aftalen i et positivt lys overfor vort folk... Vi spørger hvorfor besættelsesmagten tillader dette og ikke giver tilladelse til at oppositionen, og især til at Hamas kan udtrykke deres synspunkter. Under Madridforhandlingerne gav vi udtryk for vor holdning til denne slags løsninger, og vi sagde at vi ikke vil afgive en tomme palæstinensisk land. Vi vil derfor insistere på at ødelægge denne aftale og fortsætte modstandskampen og vores Jihad mod besættelsesmagten. Vi afviser enhver handling der fører til en palæstinensisk borgerkrig, ikke mindst fordi resultatet kun vil være til fordel for vores zionistiske fjende. Det Arafatistiske lederskab bærer ansvaret for at ødelægge det palæstinensiske samfund og for at plante frøene til uenighed og splid blandt palæstinenserne".[4] Omkring tidspunktet for underskrivelsen af aftalen den 13. september 1993 meldte, som det også fremgår af ovenfor citerede løbeseddel, den første frygt for borgerkrigslignende tilstande i de besatte palæstinensiske områder sig.?rsagen hertil var blandt andet, at oppositionsgrupperne frygtede, at den stærke politistyrke, der skulle oprettes i de selvstyrende områder, ville blive brugt mod dem på grund af intentionerne om at fortsætte den væbnede kamp mod den israelske besættelsesmagt. I en udtalelse fra ti oppositionsbevægelser, bestående af otte grupperinger inden for PLO - herunder PFLP og DFLP - samt Hamas og Islamisk Jihad hed det: "Arafat og hans taberhold ser sig selv som en faktor, der skal tilvejebringe en stærk politistyrke for at sikre den zionistiske enheds sikkerhed, kvæle intifadaen og slå ned på den nationale og islamiske modstand... Dette vil danne optakten til borgerkrig". Talsmænd fra Hamas bevægelsen udtalte gentagne gange i denne periode, at Hamas "ville gøre brug af alle tænkelige, fredelige midler i forbindelse med bevægelsens stridigheder med alle palæstinensiske grupperinger".[5] Hamasí logik i forhold til Selvstyremyndigheden og Israel har været baseret på følgende opfattelse: Israel er uanset Oslo-1 og de efterfølende aftaler stadig en besættelsesmagt som det er legitimt at bekæmpe, og derfor fortsætter den væbnede kamp. Hvis Selvstyremyndigheden bekæmper Hamas på grund af dette, forholder Hamas sig passive overfor Selvstyremyndigheden, men svarer igen ovenfor staten Israel, som er dem, der i første instans pressede de palæstinensiske myndigheder til at slå ned på den islamistiske bevægelse. Med denne logik mener Hamas at kunne sikre sig mod det værst tænkelig scenario, fra en palæstinensisk synsvinkel, nemlig borgerkrig. Ikke desto mindre søgte det Palæstinensiske Selvstyre under Arafats ledelse gennem 1990íerne konsekvent at svække den islamistiske bevægelse. Selvstyremyndigheden har gennem de indgåede aftaler med Israel forpligtet sig til at slå hårdt ned på "terrorisme", hvilket i praksis er ensbetydende med den islamistiske opposition. Derfor var det helt naturligt for Selvstyremyndigheden i første omgang at rette opmærksomheden mod Hamasí militære fløj, Izz ad-din al-qassam brigaderne. Selvstyremyndigheden gik dog videre end til alene at nærmest eliminere den militære infrastruktur. I et forsøg på at presse islamisterne til at indordne sig under den nye politiske virkelighed efter Oslo-aftalen har de også slået hårdt ned på de civile islamistiske institutioner. Således er en lang række islamiske hjælpeorganisationer blevet lukket af Selvstyremyndighederne og en lang række moskeer som tidligere var kontrolleret af Hamas er overgået til myndighedernes kontrol. Disse tiltag har resulteret i en markant svækkelse af Hamas (og Islamisk Jihad for den sags skyld) i forhold til de palæstinensiske myndigheder. Der ingen tvivl om, at Oslo-aftalen kom til at udgøre en trussel og den hidtil største udfordring for Hamas-bevægelsen. Netop PLOs fredsinitiativer og det forpligtende samarbejde med staten Israel har tvunget Hamas til at tænke kreativt og bløde op for den kompro
Israel-Palæstina konflikten Side 5 af 6 misløse retorik. Bevægelsen har derfor udarbejdet om ikke et fredsudspil, så dog et udspil der er ensbetydende med en langvarig våbenhvile med Israel. Hamas og al-aqsa intifadaen 2000 Mangt og meget har ændret sig i løbet af den såkaldte al-aqsa intifada der brød ud i september 2000. Der er ingen tvivl om at intifadaens udbrud og udvikling på mange måder har været vand på Hamasí mølle. Bevægelsen har - som nævnt - været en skarp modstander af Oslo-processen. I en løbeseddel udsendt af Hamas tidligt i intifadaen hedder det: "Al-Aqsa intifadaen brød ikke ud på grund af enkeltstående krav, men for at besejre besættelsesmagten på vores land og vores hellige steder og for at opnå vores fulde rettigheder. Besættelsen er årsagen til alt ondt og vort folks lidelser, sår og smerte. Vi vil sammen med alle andre kræfter blandt vort folk fortsætte intifadaen, indtil vi opnår vores mål".[6] Det hedder videre i løbeseddelen: "Vi anmoder Den Palæstinensiske Autoritet om at stå sammen med folkets og nationens valg, som er modstand og folkeligt oprør. Selv om Autoriteten begik en alvorlig fejltagelse gennem deltagelsen i mødet i Sharm el- Sheikh, håber vi, at de ikke vil gå videre med deres fejltagelser og implementere mødets resolutioner. Hvis dette sker, vil de blive taberne, og de vil således bevæge sig uden for folkets nationale konsensus".[7] Indholdet af denne løbeseddel sammenholdt med den folkelige modstand i de palæstinensiske områder peger unægtelig i retning af, at Hamas har fat i en vigtig pointe; nemlig at Arafat og det palæstinensiske lederskab er ude af trit med befolkningens krav og ønsker. Det er nemlig ikke blot Hamas, der er utilfreds med tingenes tilstand. Stort set samtlige palæstinensiske politiske partier og bevægelser er enige i kritikken. Meningsmålinger i sensommeren 2001 viste for første gang siden underskrivelsen af Osloaftalen i 1993, at der var flere palæstinensere i Gazastriben der støttede Hamas end Fatah. Også Hamasí utallige selvmordsaktioner har større opbakning end på noget tidligere tidspunkt. Omkring 75 % af befolkningen støtter Hamasí selvmordsaktioner, hvilket skal forstås i relation til Israels hårdhændede håndtering af Intifadaen. Til trods for Hamasí ændrede rolle og mere militante modstand mod Israel gennem de seneste knap to år er bevægelsen fortsat villige til en de facto anerkendelse af Israel. Hamas-talsmanden Mahmoud Zahhar har slået fast at hudna forslaget fortsat gælder: "Alle i Hamas er parate til at indgå hudna. Men det sker ikke så længe besættelsen fortsætter og udvidelserne af bosættelserne fortsætter. Men hvis Israel trækker sig tilbage fra områderne de besatte i 1967, inklusive Jerusalem, er vi parate til at indgå hudna".[8] Hamas efter 11. september 2001 Der er ingen tvivl om at USA's "enten er i med os eller også er i imod os politik" i kølvandet på angrebene den 11. september har været en traumatisk oplevelse for palæstinenserne. Ikke desto mindre har Intifadaen har givet bevægelsen nyt liv og håb og den krise tilstand som bevægelsen befandt sig i slutningen af 1990íerne er i stedet blevet vendt til en indenrigspolitisk optur, som dog har malurt i bægeret da der er voksende internationalt fokus på islamismen som helhed og Hamas i særdeleshed, hvilket er tæt relateret til begivenhederne efter 11. september. Al-Aqsa intifadaen har tillige bevirket at det skifte som jeg har argumenteret for at Hamas bevægelsen i slutningen af 1990íerne var i færd med at foretage - altså skiftet fra et fokus på militant modstand mod den israelske besættelse hen imod et entydigt fokus på at bevare deres institutioner inden for rammen af det civile samfund - midlertidigt er sat i stå. Ud fra en palæstinensisk indenrigspolitisk betragtning er det i dag utænkeligt at forestille sig en nær fremtid hvor Hamas ikke kommer til at spille en central politisk rolle - også i det øjeblik hvor en palæstinensisk selvstændig stat ser dagens lys. Det er dog langt fra sikkert at det internationale samfund vil acceptere en sådan udvikling. Så længe Georg W. Bushs íforsimplede udenrigspolitik - "enten er i med os eller også er i imod os" - er hegemonisk og står uimodsagt er der en yderst reel fare at det internationale samfund med USA og Israel i spidsen vil gøre alt for at hindre ovennævnte fremtidsscenario. Krigen mod terror har således konkret betydning for det palæstinensiske folk og den største politiske udfordring for samtlige politiske fraktioner er at finde en vej ud af den íno-winí situation som de for indeværende befinder sig i.
Israel-Palæstina konflikten Side 6 af 6 Islamisk Jihad - en islamistisk konkurrent til Hamas Hamas er ikke den eneste islamistiske bevægelse der er aktiv i det palæstinensiske samfund. En anden central islamistisk bevægelse er Islamisk Jihad. Islamisk Jihad brød allerede i 1980 ud af Det Muslimske Broderskab. Bevægelsen var stærkt inspireret af den islamiske revolution i Iran, der fandt sted i 1978-79. De to stiftere, Fathi al-shaqaqi og Abd al-aziz Auda, var ligeledes stærkt inspireret af en bevægelse af samme navn, som var blevet stiftet i 1979 i Egypten, hvor begge studerede i slutningen af 1970erne. Islamisk Jihad ser det palæstinensiske problem på samme måde som Broderskabet nemlig som et religiøst problem. Dette problem skal, ifølge Islamisk Jihad, løses gennem en islamisk befrielsekrig, hvor målet er etableringen af et islamisk Palæstina. Det unikke ved den nye bevægelse er, at bevægelsen har formået at gøre det, som hverken Broderskabet eller det nationalistiske PLO på den anden side havde formået, nemlig at blande islamisme og nationalisme i kampen imod zionismen - og dermed staten Israel. Op i gennem 1980erne udførte Islamisk Jihad en lang række væbnede angreb mod israelske, militære mål og i 1986-87 var gruppen særdeles aktiv. Islamisk Jihad spillede således en central rolle i perioden umiddelbart før det palæstinensiske oprørs udbrud i december 1987. Der er ingen tvivl om at denne islamistiske grupperings popularitet og aktivisme spillede en afgørende rolle for Broderskabets beslutning om at deltage aktivt i modstanden mod den israelske besættelse. Islamisk Jihads mange aktioner blev mødt med glæde og dyb respekt samt store sympatidemonstrationer af den palæstinensiske befolkning, hvilket truede Broderskabets position på den islamiske fløj i det palæstinensiske samfund. Mange, specielt de yngre kræfter indenfor Broderskabet, begyndte at presse på for en mere aktiv politik rettet mod besættelsesmagten. Starten på Intifadaen blev derfor ensbetydende med, at Broderskabet ændrede strategi. Allerede under den første intifada (1987-93) blev Islamisk Jihad hårdt undertrykt af den israelske besættelsesmagt. Dette til trods har bevægelsen overlevet og har i løbet af 1990íerne på lige fod med Hamas modsat sig Arafats og PLOs fredsbestræbelser. Bevægelsen har i det seneste årti udført en lang række selvmordsaktioner rettet mod Israel, hvilket har fået bevægelsen til at figurerer på alverdens vestlige terrorlister. Bevægelsen fokusere mere eller mindre entydigt på væbnet kamp mod Israel og har af den grund - i modsætning til Hamas - ikke opbygget et solidt fodfæste i det palæstinensiske civil samfund og af utallige meningsmålinger fremgår det klart at støtten til denne islamistiske bevægelse er ringe. Kun omkring 5 % af Palæstinenserne støtter dem. Alligevel har også Jihad bevægelsen fået en øget popularitet under den seneste tilspidsede situation - al-aqsa intifadaen - alene i kraft af bevægelsen fortsatte væbnede kamp, men den er på ingen måde en central aktør på linie med Hamas. Relevant litteratur: Abu-Amr, Ziad: Islamic Fundamentalism in the West Bank and Gaza. Muslim Brotherhood and Islamic Jihad (Bloomington: Indiana University Press) Jensen, Michael Irving & Laursen, Andreas: Arafats Palæstina - Forventninger og Realiteter (Odense Universitetsforlag 2000) Jensen, Michael Irving : Hamas i Gazastriben (Akademisk Forlag: København, udk. Sommeren 2002). Fodnoter: [1] (Koranen, sura 3, vers 109-11) [2] (Koranen, sura 8, vers 8) [3]Når Hamas kunne udsende deres kritik af Oslo-1 før underskrivelsen af selve aftalen, skyldes det at aftalens indhold var blevet offentliggjort i pressen allerede ved udgangen af august 1993. [4]Hamas løbeseddel no. 102, udsendt den 5. september 1993 i de besatte palæstinensiske områder. Oversat fra arabisk. [5] ibid. [6] Løbeseddel udsendt i efteråret 2000. For den fulde ordlyd se Hamas hjemmeside:www.palestine-info.com [7] Ibid. Op.cit. [8] Interview med Mahmoud Zahhar bragt i dagbladet Information den 21. januar 2002.