KULTURMILJØER I ÅRHUS AMT Kommune-nummer: 701 Kommune-navn: Ebeltoft Lokalitet: Mols Bjerge Emne: Landskab Registreringsdato: April 2004 Registrant: Sven Allan Jensen as Mols Bjerge Mols Bjerge er et stærkt kuperet landskab, formet af to israndsbuer med højder op til 135 meter over havet. Mod Ebeltoft Vig står stenalderens kystskrænt hævet over det marine forland. Mols Bjerge krones af bronzealderens store gravmonumenter. Sporene efter de højryggede agre fortæller om fortidens landbrug. Bortset fra Agri, har de sandede jorder kun avlet små landsbyer som Strandkær, Toggerbo og Bogens. Landskab Kystflader Kystskrænter Indlandsflader Indlandsbakker Andre områder Historie Op til 1050: Forhistorisk tid 1050-1536: Middelalder 1536-1750: Renæssance 1750-1850: Oplysningstid og landboreformer 1850-1920: Industrialisering og andelstid 1920-1990: Industri og velfærd 1990- : Service og viden Arkitektur Infrastruktur By Landsby / bebyggelse Bygning 1
MOLS BJERGE Landskabet Undergrunden under Mols Bjerge er overalt plastisk ler. Flere steder på Mols kommer det plastiske ler op omkring overfladen og man er bl.a. stødt på det i gravninger ved Strandkær. Plastisk ler er meget fedt ler, men det kan optage op til fire gange sit eget rumfang af vand, før det bliver ustabilt. I den situation kan det plastiske ler begynde at skride, og på skråninger kan det give sig udslag i lange vandrette trappeformede terrasser - i folkemunde kaldet fårestier. Mols Bjerge er et meget kuperet bakkelandskab med mange og meget høje bakketoppe på 60-75 meter over det omgivende landskab og op til 135 meter over havet. En nordlig og en østlig bue af israndsbakker af smeltevandssand og grus løber sammen og danner Mols Bjerge. Imellem de to buer strækker der sig et langstrakt dalsystem dannet af smeltevand med mindre smeltevandssletter. Morænen, som ellers overalt dominerer området, er her dækket af bakker af sand og grus. Området kan også fremvise adskillige meget dybe dødishuller, en landskabsform som opstod, hvor en blok af is blev efterladt af morænen ved isens tilbagetrækning under sidste istid. Smeltevandsslette i Mols Bjerge. 2
Dødishul i Mols Bjerge Mod sydøst ud mod Ebeltoft Vig er der et større område med marint forland og standvolde. Stenalderhavets kystskrænt står her meget tydeligt markeret i landskabet og kan iagttages fra kystvejen. Kystskrænten, der markerer, hvor stenalderhavet gik til. 3
Jordbunden i den centrale del af Mols Bjerge er helt domineret af grovsandet jord og kun i yderområderne finder man grov lerblandet sandjord/fin lerblandet sandjord. De meget magre sandede jorder og de lave nedbørsmængder i området har givet et særligt klima med en særegen plantevækst. De klimatiske betingelser har også sat særlige vilkår for landbruget i området. Jordbundsforholdene i Mols Bjerge 4
Historien I de østlige områder af Mols Bjerge omkring Strandkær, Toggerbo og Bogens er der kun få og små spor efter bosætning i forhistorisk tid. De spor der er, er tilgengæld overordentlig synlige. Det er de store bronzealderhøje som Trehøje mod syd og Stabelhøje mod vest. Bronzealderens jordbrugere holdt sig til de lette jorder, fordi datidens plov arden ikke var egnet til at bearbejde de tunge lerjorder. Det er formodentlig derfor, at man finder så mange og markante gravhøje i Mols Bjerge-området. Bronzealderen gravhøje er opbygget af græstørv, og til de største af højene medgik der over en halv million græstørv, som blev skrællet af dyrkbar jord. Ud over at det har været et kæmpe arbejde at bygge højene, har det altså også været en ganske betydelig dyrkniongsressource, der på den måde blev bundet i de imponerende gravhøje. Kun de meget synlige bronzealderhøje Trehøje skiller sig i den forbindelse ud. Jordens ringe beskaffenhed har også i forhistorisk tid været en begrænsende faktor for bosætning hér. Illustration: Udsnit af det minorerede sognekort for Agri Sogn, 1836. 5
Mols Bjerge kan meget vel have været dækket af skov i middelalderen, men man kan vanskeligt udlede meget af de få skov- eller skovrelaterede navne, man har kendskab til nemlig Bogens og Lyngeskov. I det hele taget er alle oplysninger om skov- og landbrug i tiden før Den Store Matrikel fra 1688, noget man må udlede indirekte, f.eks. gennem de oplysninger om livsvilkår og produktion man kan udlæse af oversigter over betalte skatter og tiende. Hvad skovene angår, ved man, at der omkring Essendrup og Strandkær blev hugget 1200 ege og bøge i 1600-tallet og at det tal i sig selv indikerer, at områdets største skove må ha ligget ved de to landsbyer. Man ved også, at Strandkær Skov i slutningen af 1600-tallet er decimeret kraftigt og nu kun har eg og bøg til 6 svins olden. Sikkert er det, at Mols Bjerge ved slutningen af 1600-tallet er et bart og skovfattigt område. På de magre og ringe jorder lå størstedelen af agerjorden hen i græs det meste af tiden. Her kunne kvæget gå. Man regner med, at kun 1/3 af jorden var under plov og at den hvilende jord henlå i brak i perioder fra 3 og op til 20 år. En sådan dyrkningsform kaldes græsmarksbrug. Græsmarksbrug kunne også praktiseres uden faste skifter. Så flyttede man de dyrkede markerfelter rundt efter et system, der ikke var bundet op på vangeopdelingen, men så at sige lagde markfelterne dér, hvor dyrkningen var bedst, altså hvor jorden havde hvilet mest. I Essendrup og på Standkær praktiseres denne form for græsmarksbrug. Afgrøderne var overvejende boghvede og rug to afgrøder, som kan dyrkes på dårlige jorder. At det også dengang var dårlige jorder er der ingen tvivl om. Ved vurderingen af jordens kvalitet var der kun brug for betegnelserne fra den ene ende af skalaen; nemlig skarp, ond og allerværst. De ældste udskiftningskort/minorede sognekort fra 1836 viser forholdet mellem dyrket jord, udyrket jord, de faste græsgange på det marine forland og de indhegnede enghaver eller høenge med navne som Trindhave, Kielke Have og Kokken Have. Græs- og lyngklædte bakker nord for Strandkær. Ager upløjelig jord høeng/enghave faste græsgange 6
Stenbestrøet bakke i Mols Bjerge. Selv om jorderne i Mols Bjerge altid har været ringe, har der tidligere i historien været tale om en ganske høj dyrkningsgrad. Rester af stendiger vidner om, at også den ringe jord har været under plov. Enkelte steder kan man dog med rimelig sikkerhed sige, at jorden aldrig har været dyrket. Det gælder bl.a. denne meget stenede skråning i bakkerne ved vejen mellem Agri og Strandkær. Den udyrkede jord og de dele af den dyrkede jord, der lå hen i brak, blev græsset. Græsmarksbruget og fraværet af skov i området har betydet, at stedet har fremtrådt som et nøgent, bakket område med dyrkede agerfelter i områder med græs og lyng. Ikke mindst kystskrænterne her været vanskelige at dyrke og har derfor ligget hen som faste græsningsarealer. Hvis man er i stand til at se bort fra skovområderne, kan man også i dag få et indtryk af, hvordan Strandkær har set ud omkring udskiftningen: mindre felter af dyrkede marker mere eller mindre spredt rundt om i et område domineret af græs og lyng. Udskiftningen medførte, at ejerlavets jord blev delt ligeligt mellem de to gårde. Begge fik andel i den dyrkbare jord, den udyrkede jord, enghaverne og de faste græsgange. Udskiftningen fik ikke de første mange årtier nogen større betydning for dyrkning og avl. Vejforløbene, som de så ud omkring udskiftningen, er bevaret i Mols Bjerge. Der er kommet flere nyere skovveje til gennem årene, men de gamle hovedveje ligger der fremdeles og er stadig grusveje som i ældre tid. Fra Strandkær går der en vej ned til Ebeltoft-Helgenæs-vejen med samme forløb som i dag. Det gælder også vejene til Agri, Essendrup(Femmøller) og Bogens, der følger de gamle forløb. Vejen fra Strandkær til enghaverne mod nordøst er bevaret som hulvej ned gennem skovskrænten omkring Møllebækken I midten af 1800-tallet er Mols Bjerge stadig et åbent, skovfattigt landskab, der dyrkes med de forbedringer der nu engang var kommet til i form af nye afgrøder som kløver og kålroer, dræning og ikke mindst mergling af jorden. På kystskrænterne er en del af de gamle enghaver blevet til fredskov som følge af Fredskovsforordningen af 1804, men landskabet er stadig meget åbent. Det forhold blev der ændret på i perioden efter 1880. Den første plantage kom i 1881 på skråningerne øst for Knebel og siden fulgte plantagerne inde i bjergene. Så sent som frem til 1960 blev der plantet nåletræ i Mols Bjerge i takt med at landbruget lidt efter lidt blev opgivet. 7
Vejen mellem Essendrup(Femmøller) og Strandkær. Hulvejen ned til enghaverne. Den nordlige af de to imponerende stabelhøje 8
Målebordsblad 1867, Copyright KMS 9
4-cm kort 1994, Copyright KMS 10
Arkitekturen Strandkær har altid været et lille ejerlav. I 1682 er der kun én gård i ejerlavet og et samlet jordtilliggende på163,8 Tdr.Ld. Ved udskiftningen er der to gårde i ejerlavet: Øvre Strandkær og Nedre Strandkær. Begge gårde er bevaret men det er mange år siden, at der er blevet drevet traditionelt landbrug her. Øvre Strandkær ejes af statsskovdistriktet og herfra styres den omfattende naturpleje med dyr i området. Nedre Strandkær ejes af Naturhistorisk Museum. Øvre Strandkær 11
Nedre Strandkær. De nuværende bygninger er fra omkring 1730. Kulturmiljøets afgrænsning, værdi og sårbarhed Kulturmiljøets kerneområde er Strandkær ejerlav med dets afgrænsning mod Ebeltoft Vig og naboejerlavene. Til kerneområdet er der knyttet en række relationer, herunder flere områder med højryggede agre samt de historiske vejforløb i Mols Bjerge. Landskabet og de gamle dyrkningsspor og veje i området har en høj bevaringsværdi. Det samme gælder for de to gårde i Strandkær som på trods af, at de ikke drives som traditionelt landbrug mere stadig i høj grad har oplevelses- og fortælleværdi i samspillet med det omgivende landskab. Som et på alle måder beskyttet område har Strandkær og Mols Bjerge som sådan en lav sårbarhed. Relaterede kulturmiljøer Højryggede Agre Højryggede agre er en betegnelse for de marker eller agre, som i tiden før udskiftningen blev pløjet med muldfjælsplov, og som følge deraf fremstod med svagt hvælvede rygge flankeret af rener (grøfter) på begge sider. Mulfjældsploven var stor og tung, forsynet med et hjulforstel, vanskelig at håndtere og ikke mindst vanskelig at vende på marken. Brugen af denne plovtype, der også kaldes for hjulploven er sandsynligvis baggrunden for, at markerne i middelalderen bliver lange og smalle. Med lange og smalle markstykker skulle man vende hjulploven færre gange under pløjningen. Lange og smalle agre var også såre praktisk for den måde, jorden blev fordelt og dyrket på i landsbyfællesskabets tid. Her skulle alle bønderne helst have lige del i både den gode og den dårlige jord. Landsbyjorden var delt i vange f.eks tre vange i trevangsbruget. Hver vang var desuden delt i flere agerskifter eller åse afhængig af, hvor uensartet jorden var i den enkelte vang. Meget uensartet jord 12
gav mange agerskifter af hensyn til den retfærdige fordeling af god og dårlig jord. Agerskifterne var endelig delt i et antal agre svarende til antallet af jordejere i landsbyen. Den sidste forudsætning for de højryggede agre var pløjemåden. Man pløjede rundt om ageren således at pløjetørven blev vendt ind mod midten af ageren, som derfor med tiden fik den karakteristiske ryg på midten. Højryggede agre er typisk 50 100 meter lange (men kan være længere), 6 til 16 meter brede, og op til omkring 0,6 meter høje. Højryggede agre følger typisk terrænets hældning. Under gunstige lysforhold som f.eks. lav vintersol eller tidlige morgen eller aftenssol kan skyggerne i landskabet være med til at fremhæve de højryggde agre i landskabet. Forskellig bevoksning i de lave og fugtigere rener og på de tørrere rygge kan ligeledes være med til at synliggøre de højryggede agre. Mols Bjerge er måske det sted i Danmark hvor de højryggede agre er tydeligst i landskabet og desuden lettest at komme til. Højryggede agre kan bl.a. ses omkring Bisgyde Høj, Tyvelhøj, Trehøje og i området nord for Fuglsø. Illustration: Kort fra Århus Amskommune, 1978, der viser de vigtigste lokaliteter med højryggede agre i Mols Bjerge. 13