Bilag A Transskribering af interview med Morten Riiskjær(CeremoniRum.dk) den. 23. september 2014 Hvorfor kontakten til Sune: Vi har svært ved at komme ud over rampen med vores projekt, fordi folk har svært ved at identificere sig med det. Det er noget nyt, der er ingen, der kender det. Vi er det første projekt i verden, så vidt jeg ved, som sigter efter komplet neutralitet. Der findes masser af andre lignende tiltag, men de har altid en eller anden dagsorden som for eksempel natur, sang eller noget spirituelt. Men vi prøver på at lave noget helt uden en dagsorden - så renset, sakralt set, som muligt. Hvordan det begyndte: Det startede egentlig med Svendborg Architects. Der er rigtig mange arkitektgrupper, der arbejder med sakralitet, og for at det skal blive interessant arkitekturmæssigt, så er det også vigtigt at vægte en form for neutralitet. Hvad er sakralitet i sig selv og som rum? Hvordan skaber man højtidelighed? Arkitektgruppen tog kontakt til Humanistisk Samfund, og så blev jeg repræsentant for dem. Men det kører meget parallelt nu, og jeg føler ikke et repræsentantskab noget sted. Vi er tre mennesker nu. To af os er uddannet i religionssociologi fra KU, og den tredje er psykolog. Vi kaldte os ikke CeremoniRum til at starte med. Vi har gået og kredset om noget, som vi mente var en mangel i samfundet, og som statistikken også pegede på som en mangel. Det er hjerteblod for os allesammen. Men vi har nok brugt de første to-tre år på at finde ud af, præcis hvad projektet skulle være. Hvordan skal vi egentlig skære denne her? Så blev det meget konkret sidste efterår, hvor arkitektgruppen havde tegnet en model af et hus, som vi præsenterede for offentligheden. Vi holdt en fernisering i København K, vi havde en dobbeltsidet artikel i Information, et besøg i Deadlinestudiet. Så det var der, bølgen toppede. Men ellers er der langt mellem snapsene. Samarbejdet med Københavns Kommune: Vi har allerede et samarbejde kørende. Ved kommunalvalget i efteråret(2013 red.) var der en politiker fra Radikale Venstre, Tommy Petersen, som har hørt om vores projekt. Han syntes, at det var spændende, og han har derefter båret det med sig som sin mærkesag. Han havde det med til forhandlinger i foråret, hvor der skulle fordeles resterne af finanserne. Der blev der bevilget 1
300.000 kr. til os til projektering. Lige nu er vi i tæt samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune. Vi har fået adgang til den hemmelige liste over Kommunes lokationer, hvor vi ville kunne være. Vi har skåret det ned til tre forskellige huse eller rum, som vi har fået en arkitektgruppe til at projektere på, hvad det koster at lave dem om. Forslagene vil så blive præsenteret til budgetforhandlingerne til marts i Københavns Kommune. Hvis der er nok sympati for projektet på rådhuset, bliver der så bevilget et beløb til et af de her scenarier. Støtte: Vi rejser selv et par tusinde kroner en gang i mellem, til foldere og sådan. Men ellers er vi støttet af en række fonde og foreninger, som har en vis tyngde. Rambøll, Dreyers Fond og forskellige spillere. Projektet er på den vis blåstemplet i visse kredse, men det er ikke folkeligt endnu. Men det kan jo være, hvis det bliver synligt, at der er en rig onkel et sted, som synes, at det er sjovt at investere i. Vi håber, at der vil komme nogle private aktører på banen, som har et filantropisk hjerte, der brænder for denne type projekt. Ellers er det meningen, at det skal drives ved brugerbetaling. Debatten eller rummet: Jeg er nok mest selv til debatten, som er indeholdt i projektet. Derfor er det også spændende, at I vil kaste jer over det, så vi også får noget feedback på den indholdsmæssige side. Der har været masser af arkitektstuderende ude og skrive opgaver om CeremoniRum. Vi taler tit om, i forlængelse af det her med manglende identifikation, at hvis vi får skabt det her rum og dermed også debatten eller diskursen, så kommer vi også til at skabe et behov. Der er mange, som måske ikke ved, at det er det her, de har gået at længtes efter. Vi hører tit om dem, som skal giftes, men som ikke vil giftes i kirken, men så hørte de om CeremoniRum eller Humanistisk Samfund, og hvem der ellers eksisterer. Der findes jo forskellige aktører, som faciliterer begivenheder som bryllupper og den slags ceremonier. Og derfor hænger det også sammen på den måde, at hvis vi får skabt rummet, så får vi også skabt debatten. Hvis vi får skabt dette rum, så vil politikerne heller ikke kunne lukke øjnene for grundlovsparagraffen om, at staten skal støtte folkekirken. I virkeligheden er det også formuleret virkeligt vagt. Der står jo ikke, at de ikke må støtte andre; der står ikke, at de skal støtte den økonomisk; der står ikke, hvor meget de skal støtte den med. Lige nu er det jo et beløb, der nærmer sig en milliard kroner. Og det er ikke engang bygningerne, som hører under Frednings- og Naturstyrelsen. Det er det, de kalder præstelønninger 2
og biskoplønninger. Hvis folkekirken ikke var statsstøttet, skulle de selv ud og finde de penge selv. Debatten handler også om, hvordan man bliver registreret som medlem af folkekirken. Er det måske ikke passé, at man bliver registreret ved fødslen? Er folk overhovedet klar over, at det sker? Er de overhovedet klar over, at de kan melde sig ud? At skabe den debat og det behov er selvfølgelig noget, som en bygning vil være et meget tungtvejende symbol på. Forholdet til andre trossamfund: Det er politisk korrekt på den måde, at forsøger at bevare sympatien og åbenheden. Vi har været i kontakt med mere end 80 trossamfund i Danmark for at omfavne alle. Selvfølgelig er der nogle, der siger, at de ikke kan være i hus med visse andre trossamfund. Så der er nogle, der har fjendtlighed overfor hinanden, men fjendtligheden fra vores side, hvis man kan tale om sådan noget, er imod folkekirkens monopol på den åndelige kulturarv. Jeg har det fint med kirkens bygninger, og at nogle folk vil gå i kirke, men jeg har det ikke fint med, at når der ikke er flere, der vil gå i kirke, at de stadigvæk får en støtte, som ikke er i proportioner til virkeligheden og befolkningens sammensætning. Og statistikkerne taler deres helt tydelige sprog omkring det. De peger kun i én retning, hvis man kigger på dem over en tidslinje. Jeg er ikke nødvendigvis tilhænger af, at vi skal have statsstøtte. Men hvis kirken skal have statsstøtte, så skal vi også. Men jeg er nok størst tilhænger af, at ingen trossamfund skal have statsstøtte. Jeg mener, at tro og spiritualitet er en privatsag. Selvfølgelig er der en skelnen mellem, hvad der er kultur og kulturarv, hvor kirken for eksempel har nogle fredede bygningsværker og smukke historiske ting, som man bør bevare for historiens skyld, men ikke for kirkemonopolets skyld. Det er nok forkert at sige, at vi gerne vil stå på lige linje med de andre trossamfund. Vi vil hellere være en samlende facilitet for trossamfund. Når vi kigger på tallene fra Værdiundersøgelsen og Danmarks Statistik, så tyder det på, at kommunen sagtens ville kunne drifte sådan et hus, men med brugerbetaling oveni. Det ville være et forsvindende lille beløb, i forhold til det de bruger på kirken og præstelønninger. Så det finder jeg helt naturligt. Det burde ikke kræve den store argumentation. Man kunne sagtens forestille sig et rekvisitrum, som vi kalder det, hvor der er syvarmede lysestager, der er buddhafigurer, kors, der er det hele, og så kan folk hive det frem, de skal bruge. Forskellen(på CeremoniRum og et multireligiøst rum, red.) er, at det her har højtideligheden, 3
sakraliteten. Altså alle kender nok nogle, der er blevet konfirmeret eller gift i kirken, fordi de ikke har kunne finde andre værdige lokaler. Man kan altid gøre de hr ting i et forsamlingshus eller i en have eller en skov, men der mangler man højtideligheden, og det er den, vi gerne vil skabe. Vi synes, at det på en måde er uværdigt, at det ikke findes som rum uden religion. Det vil også kunne have en masse positive sideeffekter såsom sympati, integration, forståelse, accept og perspektivering. Neutraliteten: Det har krævet et stort stykke arbejde at nå til den neutralitet, at finde ud af, hvad det er, vi skal sortere fra og vælge til. Og hvordan kan tilvalget foregår, uden at det hviler på en kultur? Sandsynligvis kommer det til at hvile på en eller anden kultur, for vi er tre danskere i gruppen, og vi har nogle ting med os, som vi ikke helt kan sortere fra, forestiller jeg mig. Men vi gør vores bedste, og det er det, der er hensigten. Huset, som Svendborg Architects har tegnet, er rundt, så det er retningsløst. Toppen er et spejltag, som kan dreje. Hvis du står inde i Peterskirken, så kigger du op på freskoer. Hvis du står inde i vores rum, kigger du op på et spejltag, og hvis det for eksempel er vendt 45 grader, så kigger du faktisk ud på gaden. Du kigger ud på livet. Det bliver en levende fresko. Det liv, der leves nu og her, bliver hentet ind ved hjælp af spejlet. For det tredje er rummet lavet i glas. Det signalerer transparent, åbenhed og velkommenhed. Dermed ikke sagt, at hvis en religiøs gruppe har brug for et sort rum til ceremonien, så vil der kunne arrangeres det. På den måde vil vi gerne kunne imødekomme alle slags ritualer, også i form af det her rekvisitrum. Men langt de fleste medlemmer vil formentlig være dem, man kalder kulturkristne. De fejrer måske jul og går måske endda i kirke juleaften, fordi det er en tradition. Og de vil også komme ind i den hvide brudekjole og på den måde bevare traditionerne. Med de ceremonielt hjemløse sigter vi mest mod humanister og ateister. Folk der aktivt har valgt folkekirken fra eller valgt en anden organisation til, som giver et eller andet indhold. Vi gør et stort nummer ud af at sige, at foreningen ikke er ateistisk. Den er areligiøs, men ikke ureligiøs. Religionsfjendtlighed emmer af eksklusivitet i samme grad, som fundamentalisme gør, og det bærer intet sundt med sig, hverken for individet eller samfundet. Den folkelige identifikation: 4
Der mangler stadig den folkelige identifikation. Når der er en lang artikel i Information om os, er vi ikke i tvivl om, at deres længere får fat i, hvad det handler om, men det kommer ikke længere ud over stepperne end det. Et problem er, at projektet stadig er så ukonkret. Det vil nok hjælpe, når vi har en bygning, og vi kan tage ud med en journalist og pege og sige "der skal det ligge!". Det vil kunne skabe identifikation, hvis et vandtårn i Brønshøj bliver lavet om til et ceremonirum, hvor der fredag er kristent bryllup, lørdag er muslimsk bøn og søndag er der en begravelse. Den manglende identifikation hviler mere på, at folk ikke kender til det, end at de ikke kan forholde sig til det, tror jeg. Det er så nyt, at folk har svært ved at finde ud af, hvad det er, vi vil. Det er et sympatisk projekt, som kun kan bære nogle positive ting med sig, men hvordan og hvornår det lige kommer til at lande, ved jeg ikke. Men jeg tror, at vi om nogle generationer vil se sådan nogle neutrale ceremonirum i alle større byer i Danmark, og i resten af Europa for den sags skyld. Ligestilling: Jeg tror, at en ligestilling trossamfundene i mellem vil være en fordel for alle undtagen folkekirken. I Norge og Sverige har de to helt andre modeller. I Sverige har man fjernet alt tilskud til trossamfund og al kirkeskat, og så kan folk selv vælge, hvor de vil putte deres penge hen. Alle præster har fået frataget deres vielsesbemyndigelse, så alle folk skal på rådhuset først, ligegyldigt om de efterfølgende skal i kirken eller moskeen eller haven og holde et bryllup. I Norge er det en parallel model med samme slags ligestilling. Alle trossamfund får statsstøtte. Alle borgere betaler et beløb i livssynsskat, og den forening, de melder sig ind i, får den støtte. Så det, der hedder Humanetisk Samfund i Norge og som er storesøsteren til Humanistisk Samfund i Danmark, har lige nu 80.000 medlemmer. Det er en kæmpe folkelig bevægelse. De konfirmerer flere tusinder hvert år, hvor Humanistisk Samfund i Danmark sidste år konfirmerede 37. Men det går i den rigtige retning. Vi underviser så i ting, som vi synes er vedkommende for ungdommen i dag, såsom etik, livssyn, rusmidler, seksualitet, identitet og menneskerettigheder. Jeg tror måske, at Danmark bliver mere og mere liberalt, så jeg tror sagtens, at vi kunne bevæge os hen mod den svenske eller norske model - hvilken af dem det bliver, kommer an på, hvem der sidder ved roret den dag, hvor grundloven skal ændres. Det skift i Danmark vil jo kræve en grundlovsændring, eller i hvert fald en ny fortolkning. Ligestilling af trossamfundene vil være en naturlig konsekvens af sekularisering. Men det er hovedsageligt en adskillelse af den kristne kirke og staten, som jeg finder interessant. Vi har det alle 5
tre på den måde, at der ikke er nogen, der skal have eneret på åndeligheden. Det er mærkeligt, at staten skal gå ind og bestemme noget, som er en privatsag for den enkelte borger. Det er også meningen, at CeremoniRum skal give følelsen af et overgangsritual. Overgangsritualer er væsentlige for alle mennesker. Det er ikke noget kristent, det er noget eksistentielt, det er et behov, som forløser et eller andet og er med til at starte en ny æra i et menneskes liv. Jeg mener ikke, at man skal undgå at holde ritualer. Tværtimod er der et behov for ritualer, bare uden religion. Tro: Vi prøver at bruge ordet livssyn i stedet for tro, så vidt muligt, fordi det er meget hængt op på en religiøs forståelse af ordet. Det er problematisk at bruge ordet tro. Kirkeministeriet har en klar forståelse af, hvad et trossamfund er. Blandt andet skal man have en trosbekendelse, og det har vi jo ikke. Men det er heller ikke meningen, at vi skal sidestilles med trossamfund på den måde. Vi er som et metatrossamfund eller livssynssamfund. Det er en metastørrelse, som skal facilitere alle de her livssynssamfund. Det er rammen, ikke indholdet. 6