BREXIT - en social protest

En artikel fra KRITISK DEBAT BREXIT - en social protest Skrevet af: Inger V. Johansen Offentliggjort: 15. august 2016 BREXIT-folkeafstemningen den 23. Juni er et wake-up call for EU. Men kan det være med til at skabe en helt anden dagsorden og nye muligheder for en mere social udvikling i et kriseramt EU eller Europa? Eller er det ikke på tide at venstrefløjen bereder sig på et alternativ til EU? Udfaldet af folkeafstemningen den 23. juni om Storbritanniens forbliven i EU, hvor knap 52 % af stemmerne var for Brexit, har efterladt et landskab af politisk rådvildhed og kaos i Storbritannien, mens det endnu er uklart, hvordan EU-lederne vil vælge at reagere på afstemningsresultatet. Brexit er alt andet ufortalt først og fremmest en politisk fallit for EU og skærper EUs krise. Men det er også et eklatant nederlag for det britiske, politiske establishment. De britiske politikere synes ikke at have været forberedt på udfaldet af folkeafstemningen. Det var for mange blandt de konservative et taktisk spil - for David Cameron, den konservative premierminister, et forsøg på at styrke sin egen position via et Ja til fortsat EU-medlemskab og til sin forhandlede aftale med EU. Som en konsekvens af sit nederlag valgte han straks at forlade premierministerposten. Den umiddelbare reaktion hos EU-positive politikere, medier og ditto intelligentsia i diverse europæiske lande har været tilstande af nærmest hysteri og dommedagsprofetier om den ekstreme højrefløjs overtagelse af den politiske scene i EU og Europa. Folkeafstemning som demokratisk værktøj er også blevet lagt for had, det uanset at hele 72 % af de britiske vælgere stemte i denne folkeafstemning - flere end ved britiske parlamentsvalg. Dette kan ikke forklares med, at de britiske vælgere er blevet ført bag lyset af fremmedfjendske kræfter på den britiske højrefløj. Der førtes - ikke uventet - mange falske og fordrejede oplysninger til torvs, på begge sider af kampagnen. En social protest Når man anskuer folkeafstemningsresultatet fra en geografisk og social synsvinkel, tegner der sig et billede af, at dette resultat først og fremmest var et udtryk for et folkeligt, socialt protestvalg: En protest mod den hensynsløse nedskæringspolitik, som de politiske ledere i Storbritannien og EU har stået for og som har ramt almindelige mennesker hårdt, selvom det ikke stod så klart under kampagnen op til folkeafstemningen. Men resultatet taler et langt tydeligere sprog. Analyserne af folkeafstemningsresultatet viser, at det netop ikke var storbyen Londons mainstreamkvarterer, men arbejderklassen i de mange økonomisk og socialt udsultede provinsbyer i midt- og nord England, dele af Wales mv., der stemte for Brexit - områder med traditionelle Labourvælgere. Eneste undtagelser fra dette billede var Skotland og Nordirland, hvor det nationale spørgsmål også spillede ind. Brexit har givet kraftige efterdønninger i Labour vendt mod Jeremy Corbyns formandskab, som beskyldes for at have ført en lunken kampagne for et Ja til at forblive i EU på grund af sin egen (tidligere) EU-skepsis og dermed bidraget til nederlaget for Ja-siden. Men det er især Corbyns parlamentariske modstandere i Labour, der har ført an i dette seneste, mislykkede opgør mod hans ledelse. Venstrefløjens wake-up call På den europæiske, radikale venstrefløj har der været en frygt for, at et Brexit-resultat af 1 / 5

folkeafstemningen ville bære ved til bålet antændt af reaktionære og racistiske kræfter omkring det højreorienterede yderligtgående UKIP (United Kingdom Independece Party), hvilket kunne styrke de samme kræfter andre steder på kontinentet. Og ville et Brexit ikke blot betyde endnu større rum for storkapitalen og markedskræfterne i Storbritannien, en styrkelse af den tendens, der er set her igennem mange år og som også har influeret og matchet udviklingen i hele i EU? At det i vid udstrækning desværre er UKIP i Storbritannien og lignende politiske kræfter, der har formuleret utilfredsheden med EU, er imidlertid ene og alene venstrefløjens problem. Brexit er derfor også et wake-up call for den britiske og europæiske venstrefløj. Ikke mindst frygten for en forstærket, ekstremistisk højreudvikling har været formuleret af de dele af den britiske venstrefløj, der gik imod Brexit, for eksempel Left Unity, som i øvrigt i lighed med den øvrige venstrefløj var internt splittet på spørgsmålet. Venstrefløjen er naturligvis også præget af den meget hidsige debat, der er foregået op til og efter folkeafstemningen i Storbritannien - ikke mindst i lyset af mordet under kampagnen på den engelske Labour-politiker Jo Cox. Kate Hudson, Left Unitys talsperson, betegner situationen som det ekstremistiske højres åbne opståen og omtaler kampagnen op til folkeafstemningen som den mest reaktionære, landsomfattende kampagne i britisk, politisk historie. Og der er da heller ingen tvivl om, at kampagnen op til folkeafstemningen har været bitter, hadsk og hård. På den anden side ser den europæiske, radikale venstrefløj også årsagen til udfaldet af folkeafstemningen som en protest mod de sociale følger af mange års nyliberalisme og nedskæringspolitik: En folkelig afvisning af det nyliberale EU (Pierre Laurent, European Lefts formand). Theresa May er ingen Thatcher Ironisk nok har profetierne om, at Brexit ville give britisk nyliberalisme yderligere vind i sejlene, indtil videre vist sig ikke at holde stik, når man ser på den politiske linje udstukket af de nye britiske konservative magthavere. I hvert fald hvis man tager den nye britiske premierminister Theresa Mays ord om den økonomiske og sociale politik, hun vil føre, for pålydende: At der vil komme flere begrænsninger på kapitalkræfternes og bankernes frie udfoldelse og at der skal lægges mere vægt på at udbygge Storbritannien socialt. Dette lyder unægtelig ikke af Margaret Thatcher, men giver snarere mindelser om noget man kunne forvente at høre fra Labour. Men vi får se. May og andre britiske, traditionelt konservative er naturligvis også influeret af analyser og konklusioner på resultatet af folkeafstemningen: At Brexit først og fremmest er et udslag af en folkelig protest rettet mod en stadig mere socialt polariseret udvikling, der gavner en lille overklasse eller elite, mens en stadig større arbejder- og underklasse forarmes socialt. I Storbritannien har denne udvikling skabt farlig splittelse og opbrud og gødet jorden for racistiske og ekstremistiske højrekræfter. Men dette er tendenser man ser over hele Europa, ja i hele den såkaldt udviklede kapitalistiske verden, f. eks. også i USA. Der er folkeligt og politisk opbrud overalt. I de seneste meldinger fra IMF, Den internationale Valutafond, der om nogen har promoveret nyliberalisme og strukturreformer på globalt plan i de seneste årtier, ser man nu, at der manes til 2 / 5

eftertanke: De frie kapitalbevægelser og austerity, dvs. nedskæringspolitikken, har ikke ført til fremgang og vækst, men tiltagende ulighed og har dermed virket hæmmende for væksten. Er det disse nye toner, der også influerer den nye britiske premierminister? Udover at der naturligvis må handles hurtigt og radikalt for at reducere splittelserne og polariseringen i det britiske samfund, hvad enten det drejer sig om social og racemæssig splittelse, forholdet til immigranter eller splittelsen i den britiske statskonstruktion, United Kingdom. Det manglende klasseperspektiv Når den europæiske, radikale venstrefløj - herunder det britiske Left Unity - for flertallets vedkommende er gået imod Brexit, har det især skyldtes manglen på et klart klasseindhold og klasseperspektiv i folkeafstemningen. Brexit eller ej: Det kan være svært at se, hvad der umiddelbart vil styrke arbejderklassen og kampen mod nyliberalismen. Især har man stirret sig blind på det faktum, at det er UKIP og højrekonservative, der har rejst kravet om en folkeafstemning om tilhørsforholdet til EU. Folkeafstemningen fik dermed pr automatik et borgerligt og højreorienteret præg og indhold. Den aftale med EU som den tidligere britiske premierminister David Cameron forhandlede på plads i februar 2016 - men hvor dele af aftaleindholdet manglede at blive godkendt af EU-parlamentet - indeholder ikke andet, der direkte handler om sociale og arbejdsmarkedsmæssige forhold, end begrænsning på EU-immigranters adgang til velfærdsydelser som f.eks. børnecheck. Aftalen styrker også Storbritanniens suverænitet i forhold til f.eks. yderligere EU-integration, hvilket især er et demokratisk spørgsmål, selv om dette naturligvis også berører arbejderklassens interesser. Derimod kunne Brexit betyde, at en given britisk regering ville få et større råderum til at føre en socialt ansvarlig politik - men også til at gøre det stik modsatte. En eventuel britisk Labour-regering vil ikke være underlagt EUs politikker og diktater, men naturligvis stadig et pres fra den globale kapitalisme. En Jeremy Corbyn-regering kunne f. eks få mulighed for at gennationalisere de britiske jernbaner. Men en sådan udvikling vil afhænge af klassekampen og de politiske styrkeforhold i selve Storbritannien. Her har argumentet fra venstrepartier, der gik imod Brexit været, at Brexit ville styrke den britiske herskende klasses nyliberalistiske kurs og svække den fælles europæiske kamp mod nyliberalismen og højreekstremismen, idet en Labour-regering i et land som Storbritannien kunne blive en meget vigtig part i en alliance for at besejre austerity og racisme og for et socialt EU eller et socialt Europa. At melde sig ud af EU ville være derfor set med disse briller være det samme som at melde sig ud af den fælles kamp. Hertil er der vel at svare, at netop Brexit og det øgede råderum til at føre en mere social politik i høj grad også kunne være med til at presse EU-toppen og inspirere progressive og venstreorienterede og faglige kræfter i hele EU og Europa til at gribe chancen for yderligere at sætte EU under pres. Radikale alternativer til EU Størsteparten af den europæiske, radikale venstrefløj, der stadig har tiltro til, at EU kan reformeres, håber også, at Brexit kan føre til voksende eftertanke hos EU-politikerne. Men der tales nu - efter erfaringerne fra Grækenland - om, at det vil kræve et langsomt og tålmodigt arbejde på venstrefløjen i en bred alliance med andre modstandere af austerity -politikken, for at skabe gunstige styrkeforhold i EU, der kan bane vej for reformer. Som styrkeforholdene ser ud lige nu, er der lang vej igen, før dette mål kan nås. 3 / 5

Men samtidig vokser de EU-kritiske tendenser også på venstrefløjen som følge af den folkelige EUskepsis og de hidtil udeblevne EU-reformer. Tilliden til at EU kan reformeres er ved at svækkes. Med et EU i krise og med voksende opløsningstendenser - nu fremskyndet af Brexit - er der ikke længere tid til at vente på reformer i EU. Derfor må venstrepartier, fagbevægelsen og sociale bevægelser også prioritere at udvikle reelle alternativer til EU - et helt andet rødt og grønt Europa, der kan blive led i et radikalt opgør med det nyliberalistiske EU. Dette også ved i langt højere grad at forbinde kampen med lignende kræfter på internationalt plan. I Danmark samler Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU underskrifter for at få en ny folkeafstemning om EU-medlemskabet. Efter Brexit-afstemningen i Storbritannien vil det kun være rimeligt, at danske vælgere også får mulighed for at tage stilling til EU-medlemskabet, nu over 40 år efter den sidste folkeafstemning om dette medlemskab. Ikke mindst fordi situationen i dag i EU er en helt anden end dengang. Der hersker en dyb og alvorlig krise, der hænger snævert sammen EUs nyliberale traktatgrundlag - Lissabon-traktaten fra 2008-09 - som de danske vælgere ikke har haft mulighed for at stemme om og med EU-ledernes manglende vilje til reformer. Yderligere opsplitning af Storbritannien? Det er klart, at højreekstremismens og racismens spøgelse er en realitet - i EU og i Europa såvel som i Storbritannien. Det er ikke sikkert, at en Theresa May formår at reducere dette problem med en mere socialt ansvarlig politik - i det omfang hun overhovedet kommer til at føre en sådan, eftersom det kræver at hun både har viljen og at hun har sit bagland med sig. Hun står også over for store problemer i forhold til Skotland, der utvivlsomt vil gennemføre en ny folkeafstemning om løsrivelse fra Storbritannien. I Skotland stemte 62 % for at blive i EU. Skotternes pro-eu holdning skal imidlertid i vid udstrækning tolkes som en del af modstanden mod det britiske, konservative establishment og mod tilhørsforholdet til England i det hele taget. Hvis man antog, at Skotland kunne bevare et tilhørsforhold til EU og kom med i euro-zonen, ville Skotland næppe acceptere EUs økonomiske diktater. I Nordirland stemte 55, 8 % for at forblive i EU. Det var både protestanter (unionister) og katolikker (republikanere). Det protestantisk-unionistiske DUP (Democratic Unionist Party) var det eneste politiske parti, der anbefalede Brexit. Katolikker og republikanere er bekymret over Brexit, som de frygter kan medføre en genopståen af grænsen mellem det nordlige og sydlige Irland, idet Republikken Irland stadig ikke blot er EUmedlem, men også Euro-medlem. For hvad vil dette komme til at betyde for den usikre fredsproces i Nordirland? Det irske venstreparti Sinn Féin anbefalede af samme årsag at forblive i EU - trods sin EU-kritiske linje - og kræver nu en folkeafstemning om grænsen mellem nord og syd, dvs. reelt en folkeafstemning om tilhørsforholdet til Storbritannien. Det skal nævnes, at i Gibraltar stemte 96 % for at forblive i EU. Med Brexit er udmeldelse blevet en del af en realistisk dagsorden Meget tyder på, at den britiske regering står over for hårde forhandlinger med EU, hvor mange ønsker at straffe briterne - også for at hindre at andre EU-lande går samme vej: Ud af euroen eller ud af EU. 4 / 5

Theresa Mays prioritet er imidlertid at sikre kontrol med immigration til Storbritannien frem for fri adgang til EU s indre marked. Samtidigt er de økonomiske konsekvenser for de dårligst stillede i det britiske samfund endnu uklare, men indtil nu er de værste scenarier for den britiske økonomi efter Brexit-afgørelsen ikke blevet til virkelighed. Med Brexit er udmeldelse blevet en del af en realistisk dagsorden i EU, som vil forstærke fragmentering og opløsningstendenser i unionen. Storbritannien har endnu ikke officielt anmodet om at forlade EU ved brug af paragraf 50 i Lissabon-traktaten, men når først dette er sket, bliver udmeldelser i endnu højere grad realistiske. For eksempel har den EU-kritiske Fem-Stjern- -bevægelse i Italien vundet frem og står til at kunne vinde regeringsmagten. Et helt andet spørgsmål er, om EU vil se skriften på væggen, hvad angår den nyliberalistiske økonomiske politik. Vil det betyde justeringer eller ændringer af denne politik? En anden behandling af fx Grækenland, Spanien og Portugal? For nyligt valgte EU nemlig at slette sin anmeldte bødestraf til Spanien og Portugal for overtrædelse af EUs budgetregler på grund af for store offentlige budgetunderskud. Det er et tegn på, at EU føler sig under pres på grund af den tiltagende folkelige utilfredshed i EU-landene - herunder i Storbritannien. Her spiller det naturligvis også ind, at Spanien er et af de store EU-lande, der kræver særlige hensyn. Men sandsynligheden for, at det især er sådanne taktiske tiltag frem for reelle ændringer og reformer og hensyn, man som reaktion på Brexit vil se fra EU-ledernes side, er stor, for indtil nu er det først og fremmest nye strukturer, EU-lederne har talt om: En øget integration i euro-zonen og en opdeling mellem euro-zonen og det øvrige EU. 5 / 5