Talepapir: Kort gennemgang af Fortunfortets historie m.v. Steen Wenske Pedersen August 2007 Fortunfortet under kommandohejsningen d. 20. december 1892 (Tøjhusmuseets billedsamling)
Om talepapiret Gennem en årrække har jeg deltaget i befæstningsdagen som rundviser på Fortunfortet. I den forbindelse har jeg opbygget et lille arsenal af viden om fortets indretning og funktion samt den historiske sammenhæng fortet indgik i. Nærværende talepapir bruger jeg til støtte for min egen hukommelse, og det kan ikke betragtes som en sammenhængende gennemgang af alt, der har med emnet at gøre. Men i den udstrækning du som rundviser eller som almindeligt interesseret kan bruge det til noget skal du være hjerteligt velkommen Jeg har været nogenlunde påpasselig med litteraturhenvisninger, så den særligt interesserede kan finde en indgang til videre fordybelse i emnet. Eventuelle fejl står naturligvis helt for egen regning. Fra befæstningsdagen 2006 2
Indhold København har altid været befæstet... 5 Københavns nyere befæstning... 5 Søbefæstningen... 7 Den indre linje... 7 Den mellemste linje... 7 Den ydre linje... 7 Landbefæstningen... 7 Vestfronten... 8 Sydfronten... 8 Fortunfortets historie... 8 Fortunfortets opgaver og indretning... 9 Placering... 9 Fortets indretning... 10 Primær bestykning... 11 Sekundær bestykning... 11 Projektiler... 11 Granater... 11 Granatkardæsker... 11 Kardæsker... 11 Forsvar af Fortunfortet... 12 Det aktive forsvar. Fortets geometri... 12 Det passive forsvar... 12 Danmarks største arbejdsplads... 13 Budget... 13 Beskæftigelsen... 14 Videnstung arbejdsplads... 14 Danmarks internationale stilling: Fra koncert til bipolaritet... 14 Forsvaret af Danmark... 15 Neutralitet... 15 Forfatningskamp... 15 De militærpolitiske grundsynspunkter... 16 Flåden... 16 Decentralt forsvar... 16 Centralt forsvar. Københavns befæstning... 17 Fæstningen er tyskfjendtlig... 17 Afvæbnet neutralitet... 18 Forfatningskampen... 18 Nederlaget i 1864... 18 Kongen og Estrup... 18 Venstres splittelse... 18 Grundloven fra 1866... 18 Forfatningskamp i praksis... 19 Bevæbnede venstrefolk. Gymnastik- og skytteforeninger... 19 Venstre i folketinget... 19 Estrup svarer... 20 Kampen slider på begge parter... 20 Systemskiftet... 20 Forsvarsforliget 1909... 20 1. verdenskrig... 21 Optakten... 21 Væbnet neutralitet... 21 3
Forstærkning af befæstningen... 21 Angreb fra syd... 22 Fall J... 22 Mineudlægningen... 22 At være indkaldt til sikringsstyrken... 23 Fortunfortets militære værdi... 23 Befæstningens betydning for Danmarks neutralitet under 1. verdenskrig... 24 Kilder:... 27 4
København har altid været befæstet Københavns nyere befæstning København har med jævne mellemrum være truet af indre og/eller ydre fjender og har derfor stort set siden sin grundlæggelse været befæstet. Det gamle tårn på Jarmers plads, søerne og voldene (i dag H. C. Ørstedsparken, Botanisk have m.v.) og Kastellet vidner om det. Disse forsvarsanlæg blev naturligvis udformet med udgangspunkt i den militære teknologi den potentielle fjende f.eks. svenskerne eller hansestæderne til enhver tid kunne forventes at anvende. Derved ligner Københavns nyere befæstning sine forgængere. Den militærteknologiske erfaring, som lå bag udformningen af disse forsvarsværker, var det engelske terrorbombardement, som københavnerne havde den tvivlsomme fornøjelse af fra den 2. til den 7. september 1807. Det kostede omkring 1.600 mennesker livet, og som om det ikke var slemt nok i sig selv, så drog englænderne efter endt dåd af sted med Danmarks militære stolthed: Flåden. Bombardementet viste, at København (og flåden, når den lå i havn ved Holmen) ikke lod sig forsvare effektivt, med mindre man havde et landbaseret artilleri, der kunne skyde så langt, at et flådebaseret fjendtligt artilleri ikke kunne nå byen. Første etape af byens nyere befæstning bestod derfor i etablering af søbefæstningens indre linje, opført 1858-68, der netop havde til formål at holde en potentiel søfarende fjende på passende afstand. Den teknologiske udvikling (artilleriets rækkevidde) bevirkede, at man med tiden måtte rykke forsvarslinjen længere og længere bort fra byens centrum og under 1. verdenskrig var man nået til Tårbæk i nord og til Mosede i syd. Anden etape bestod i at søbefæstningen i slutningen af attenhundredetallet blev suppleret af en landbefæstning. Militærfagligt set skal den også ses i relation til angrebet i 1807, idet englænderne ved den lejlighed landsatte 31.000 mand i Vedbæk. De marcherede mod København og gjorde det endnu mere hedt for de i forvejen stærkt belastede københavnere. Et forsvar mod land var således en nødvendig forudsætning for at København kunne forsvares uanset fjenden nødvendigvis måtte komme ad søvejen. Københavns nyere befæstning består, som skitsen herunder viser, af søbefæstningen og landbefæstningen. Søbefæstningen kan betragtes som tre - med lidt god vilje - koncentriske halvcirkler vendt mod øst med centrum på Holmen. 5
Tårbækfort Fortun Fort Lyngby Fort Bagsværd Fort Gladsaxe Fort Garderhøj Fort Hvidøre Batteri Charlottenlund Fort Middelgrundfort Trekroner Flakfort Mellemfort Prøvestenen Strickers Batteri Kastrupfort Avedøre Batteri Mosede Batteri og Tunestillingen er ikke vist på kortet Den indre linje, anlagt 1858-68 Den mellemste linje, anlagt 1886-94 Den yderste linje, anlagt 1910-18 Kilde: http://www.kbhamt.dk/default.asp?pubid=3585 Landbefæstningen består af en enkelt (sine stæder temmelig bred) linje vendt mod vest. Den strækker sig fra Tårbæk i nord, hvor den yderste af søbefæstningens linjer rammer land. Herfra løber den mod øst og siden mod syd for at ende ved Avedøre, hvor den rammer den mellemste søbefæstingslinje. Landbefæstningen består dels af etomfattende system af traditionelle forsvarsværker (batterier og forter) dels et passivt forsvarsanlæg i form af et ret stort areal mellem Klampenborg og Emdrup, som, da befæstningen var aktiv kunne oversvømmes med henblik på at hindre eller forsinke en fjendes fremmarch mod København. 6
Søbefæstningen Den indre linje Den mellemste linje Den ydre linje Landbefæstningen Nordfronten Opført 1858-68. Anlægget bestod af kystbatteriet Kalkbrænderi Batteri og søforterne Mellemfort og Prøvestenen. Trekroner fort er en del af den indre linje. Dets historie går helt tilbage til i hvert fald begyndelse af syttenhundredetallet, men blev moderniseret sammen med de øvrige forter i indre linje i 1864-68. Det samlede anlæg blev ved flere lejligheder i årene herefter moderniseret. Formålet med den indre linje var dels at beskytte København herunder flådens anlæg på Holmen dels at sikre frit sejlløb, således at flåden altid ville kunne komme ud. Den mellemste linje blev opført i perioden 1886-94 og bestod af Charlottenlund Batteri, Middelgrundsfortet og Kastrup Batteri. Denne fremskudte linje skulle dække sejlrenderne ved Reden og Hollænderdybet, således at fjenden ikke havde mulighed for at ramme København med moderne langtrækkende skyts. Nord for Charlottenlund Fort og syd for Kastrup Batteri opførtes hhv. Hvidøre Batteri og Avedøre Batteri, som skulle hindre fjenden i at skyde ind i ryggen af landbefæstningen. Opført i perioden 1910-18. Linjen havde til opgave at dække området nordpå mod Vedbæk, at dække Amagers kyst samt at dække dele af Køge Bugt. Linjen bestod af Tårbæk Fort, søfortet Falkfort, Barakke - og Saltholms Batteri på Saltholms vestkyst, Dragør Fort samt Kongelundsbatteri og Mosede Fort. Den ydre linje skulle ud over at holde en søfarende fjende på afstand også sikre mod landgang ved Vedbæk (mest tænkeligt englænderne) og i Køge Bugt (tyskerne). Tårbæk Fort havde opgaven i nord og Mosede Fort havde sammen med Tunestillingen opgaven i syd. Landbefæstningen bestod af tre dele liggende i forlængelse af hinanden: Nord- og Vestfronten (Vestvolden) opført 1886-94 samt Sydfronten opført under 1. verdenskrig. Formålet med landbefæstningen var naturligvis at hindre en fjende i at nå København fra landsiden. Nordfronten omfattede et aktivt forsvar bestående af Gladsaxe-, Bagsværd-, Lyngby-, Garderhøj- samt Fortunfortet suppleret med et antal bagvedliggende batterier i Tinghøj, Buddinge, Vangede, Gentofte m.fl. Under 1. verdenskrig blev Nordfronten udbygget med Taarbæk Fort, der lukkede 'hullet i Nordfronten' og samtidig sikrede mod en eventuel fjendtlig landgang ved Vedbæk. Vendingen Hullet i nordfronten refererer til, at der var et hul i fæstningen mod nord, som gjorde det forholdsvis let for en fjende, at nærmede sig København, idet dette kunne ske at uden at han først skulle passerer en befæstet linje. Der manglede simpelthen et fort for at gøre linjen sammenhængende. 7
Hullet opstod på baggrund af, at der i 1894 blev indgået forsvarspolitisk forlig mellem Venstre og Højre. Forliget gik ud på, at Højre opgav at regere på grundlag af provisoriske finanslove mod, at Venstre gik med til at igangværende fæstningsbyggerier blev færdiggjort, men at alt øvrigt fæstningsbyggeri blev sløjfet. Det betød, at Tårbæk Fort, som var det sidste i kæden af forter, som skulle beskytte København mod nord, aldrig blev bygget. En del af forliget var i øvrigt at Estrup gik af som konseilspræsident (jf. nedenfor om forfatningskampen). Fæstningsanlæggene i nord blev støttet af et passivt forsvar, der udnyttede det forhold, at arealet mellem Klampenborg og Utterslev mose ligger så lavt, at det ved hjælp af et ret kompliceret system af sluser og stemmeværker kunne oversvømmes med vand fra Furesøen. En sådan fugtig spærring ville være med til at vanskeliggøre en fjendes march mod København (som man havde se englænderne gøre i 1807). Oversvømmelserne var i nogen udstrækning også med til at reducere effekten af hullet i nordfronten. Vestfronten Sydfronten Vestfronten bestod af en 15 km lang vold, Vestvolden eller Vestencienten, opført fra 1888-92. Vestvolden løb fra Avedøre i syd til Utterslev Mose i nord. Det er i princippet en sammenhængende kæde af 23 batterier suppleret med en bagvedliggende jernbane, som anvendtes dels til fremføring af forsyninger dels til at fremføring af kanonbestykkede tog. Sydfronten bestod af Nordre- og Søndre Skovbatteri, Kongelundsfortet og Dragørfort samt en lille snes mellem de to sidstnævnte placerede batterier. Sydfronten opførtes under 1. verdenskrig. Mosede Fort og Tunestillingen, der ligeledes opførtes under 1. verdenskrig, fuldendte beskyttelsen mod syd og vest. De to stillinger havde til opgave at beskytte mod en eventuel fjendtlig landgang i Køge Bugt. Fortunfortets historie Fortunfortet, der er en del af nordfronten, blev opført som et af de sidste under provisoriet (jf. nedenfor). Byggeriet påbegyndtes i 1891 og stod på til kommandohejsningen den 20. december 1892. Byggeriet kostede i alt 550.000 kr. I forbindelse med 1. verdenskrig blev maskinrummet i fortets østlige hjørne bygget, således at en motor kunne leverer elektricitet til den nyeste militære teknologi. Fortet var under 1. verdenskrig bemandet med 110 mand af sikringsstyrken, men har i øvrigt - som resten af landbefæstningen - aldrig haft operative opgaver. Under krigen blev der fældet en stor del af Fortunens Indelukke for at sikre frit sigte og skud mod Eremitagesletten. Forstkyndige kan stadig udpege det berørte areal - måske på Google Earth. 8
Fortunfortets opgaver og indretning I 1920 ansås fortet for forældet og det nedlages. Herefter overgik det til privat eje og fristede en lidet marsialsk tilværelse som lager, herunder krudtlager for Tivoli, og svampefarm. Det har optrådt som kulisse i en (eller flere) danske spillefilm. Hvilke vides desværre ikke. I 1955 eller der omkring - overtog Lyngby-Tårbæk Kommune anlægget, og i dag er det beskyttet som fortidsminde i henhold til Lov om naturbeskyttelse (Lov nr. 9 af 3. januar 1992). Desuagtet forfaldt fortet, som allerede i 1992 var i en ret miserabel stand, yderligere. Med udgangspunkt i et folkeligt pres blev der dog igangsat et renoveringsarbejde i 2002. Ser herom i den særlige pjece eller på nettet. I 2007 blev der dannet en venneforening med henblik på at understøtte den fortsatte renovering. Fortets opgave var at holde Mølleåpasset ved Brede og Ørholm samt hele Lundtoftesletten under ild. Fortet kunne, da det blev opført, ikke umiddelbart virke mod øst (mod Eremitageslottet) på grund af bevoksningen i Fortunens Indelukke (i Dyrehaven). Dette gjorde naturligvis ikke 'hullet i nordfronten' mindre. I tilfælde af krig var det dog en del af planen at store dele af Fortunens Indelukke skulle fældes for at give frit skud. Placering Villaer og store træer bevirker, at fortet, når man ser det i dag, ikke forekommer særlig velplaceret. Det er imidlertid ikke tilfældet. Det ligger faktisk ganske godt, idet det er bygget ind i bagsiden af en naturlig bakke, hvilket gør det vanskeligt for fjende at se fortet samtidig med at bakken yder beskyttelse. Dertil kommer at fortet ligger ganske højt - på kote 46 - hvilket giver godt overblik over operationsområdet. (Lyngby-Tårbæks første vandtårn var af samme grund placeret i nærheden). Forsidebilledet giver et godt indtryk af oversigtforholdene. O. Andersen er i øvrigt inde på, at netop placeringen af Fortunfortet i en naturlig bakke og dets lave profil gør det til et betydeligt mere effektivt fort end f.eks. Lyngby- og Garderhøj Fort, der er store og mere synlige, d.v.s. lettere at identificerer og beskyde for en fjende (jf. afsnittet om Befæstningens militære værdi) 9
Fortets indretning Fortunfortet er som det eneste bygget i halvandetplan. I nederste plan fandtes mandskabets sove- og opholdsrum, forråd, køkkener, kontor m.v. To rum placeret i de to indhak i fortets strube havde rent operationelt formål og husede hver én kanon og to rekylgeværer til forsvar. Derudover var der adgang til de to observationstårne i hver sin side af fortet fra nederste dæk. Øverste dæk er det egentlige operationelle område, som huser kanonerne med tilhørende ammunition og depoter. Et lille stykke sydøst for fortet ligger et lille bindingsværkshus. Det var her vagten holdt til. Det er i dag spejderhytte. Fortunfortets indretning (Principskitse) Bemandning Fortet var i fredstid bemandet med 1 chef, 2 officerer, 4 underkorporaler og korporaler samt 55 mand. Krigsbesætningen udgjordes af 1 chef, 2 officerer, 15 underkorporaler og korporaler samt 77 mand. Der var plads til 16 mand og 2 officerer i saillantkarponieren (den lille vinkelformede bygning øverst). Mandskabsrummene var indrettet med hængekøjer og en kakkelovn. Der blev gjort meget ud af at markere de store sociale skel mellem officerer og menige, hvilket bl.a. ses af at de ikke kunne benytte samme lokummer. Kanon Observationstårn M M M M M M M 22 16 15 14 13 12 11 10 9 8 7 6 5 4 21 20 19 18 17 3 2 1 23 1 Retirade for underkorporaler og mandskab 2 Køkken 3 1 underkorporal og 3 mand 4 Samlingsstue 5 4 Underofficerer 6 Underofficerers spisestue 7 1 underkorporal og 7 mand 8 1 underkorporal og 7 mand 9 1 underkorporal og 7 mand 10 Vagt 11 Officersmesse 12 Fortchef 13 1 eller 2 officerer 14 1 underkorporal og 7 mand 15 1 underkorporal og 7 mand 16 Samlingsstue 17 1 underkorporal og 3 mand 18 Mekanikerværksted 19 Vaskerum 20 Retirade for officerer og underofficerer 21 Depot for naturalier 22 Depot for artillerimateriel 23 Maskinrum M Våben og ammunitionsmagasin 10
Primær bestykning Sekundær bestykning Projektiler Granater Granatkardæsker Kardæsker Fortets hovedarmering bestod af 4 stk. 75 mm. hurtigskydende kanoner. De var monteret i panserforsvindingstårne. Panserkuppel, tårnvæg og affutage (underlag for skyts dss. lavet) udgjorde en helhed, som ved hjælp af en kontravægt kunne hæves og sænkes. Selve skydeskåret var temmelig stort - 20 cm - hvilket gjorde observation i forbindelse med skydning lettere. Den centrale ildledelse foregik dog via de to primære observationstårne placeret i hver sin ende af fortet. Kanonerne havde en rækkevidde på 5,6 km. Kanonerne skød typisk med granater eller granat kardæsker. Til nærforsvar af selve fortet var der placeret 2 stk. 75 mm. kanoner og 4 rekylgeværer i en kontreskarpekaponiere. Strubegraven kunne bestryges af 2 stk. 75 kanoner og 4 rekylgeværer placeret i nogle hak i strubekasernen. Disse kanoner ville normalt være ladt med kardæsker. På Fortunfortet rådede man over tre projektiltyper: Granater og granatkardæsker, der anvendtes i forbindelse med fortets primære bestykning til fjernkamp, og kardæsker, som anvendtes til nærforsvar i forbindelse med den sekundære bestykning. Granater er egnede til at ødelægge permanente og feltbefæstede stillinger. De er kendetegnet ved at sprænge ved - eller umiddelbart efter anslaget og ødelægge det legeme de rammer. Granater er ikke særlig egnede som antipersonelvåben, men som artillerist ved Fortunfortet var det granater, man måtte forvente at få i hovedet under et angreb. For granater har nemlig netop de egenskaber, der skal til for at ødelægge beton. Beton har en tendens til at flække ved direkte træffere, hvilket naturligvis er temmelig ubehageligt, hvis man sidder i et af beton bestående fæstningsanlæg! Se i øvrigt nedenfor om sprængkappen. Granatkardæsker er granater, som sprænger før de når målet og kaster en kegleformet byge af kugler fremad. Det er et meget ubehageligt antipersonelvåben, men det har ringe virkning på befæstede stillinger (f.eks. beton) eller ved sprængning i jorden. Kardæsker minder om granatkardæsker og tjener samme antipersonelle formål. Forskellen er, at hvor granatkardæsken bevæger sig igennem luften inden den sprænger, sprænger kardæsken i det øjeblik den forlader kanonløbet og spreder sin dødbringende kugleregn. Den er m.a.o. beregnet på at nedkæmpe en fjende, som er i umiddelbar nærhed. Kaponieren og de to skydeskår i struben var forsynet med kardæsker. 11
Forsvar af Fortunfortet Det aktive forsvar. Fortets geometri Fortunfortet minder meget om Gladsaxe- og Bagsværdforterne, men er mindre. Fortunfortet er opført efter det såkaldte bastionære grundrids. Fortlegemet er trekantet og til nærforsvar forsynet med en kaponiere i spidsen og skydeskår i strubekasernen. Den bastionære udformning udmærker sig ved at give det bedste forsvar i forhold til indsats af forsvarsforanstaltninger. Kaponieren ses tydeligt på forsidebilledet (til højre i billedet). Nedenstående principskitse anskueliggør det aktive forsvars placering i samspil med fortets geometri. Sekundær bestykning. Kontreskarpekarponierer bestykket med 2 stk. 75 mm. kanoner samt 4 rekylgeværer. Primære bestykning. 4 stk. 75 mm. hurtigskydende kanoner Observations tårn Observations tårn Sekundær bestykning. To skydeskår i strubekasernen hverf bestykket med 1 stk. 75 mm. kanoner samt 2 rekylgeværer. Oberstløjtnant Elisæus Janus Sommerfeldt forfinede i forbindelse med opførelsen af Vestencienten det bastionære grundrids under navnet det modificerede bastionære grundrids. For det blev han (verdens)kendt som Den Danske Fronts fader. En kort beskrivelse findes i Københavns Amts pjece om befæstningen f.eks. på http://www.kbhamt.dk/pdf_pub/befaestningspjece.pdf Det passive forsvar Det passive forsvar bestod dels af forhindringer, der vanskeliggjorde fjendtlige soldaters indtrængen på selve fortlegemet dels af en sprængkappe, som beskyttede mod eksploderende granater. 12
Escarpemuren, som løb hele vejen rundt om fortet, var den væsentligste antipersonelforhindring. Den var kronet af et ca. 2 meter højt stormgitter. Derudover var selve fortlegemet beplantet med tjørn, datidens pigtråd. Forsidebilledet giver et godt indtryk af det passive forsvar ( pigtråden var dog endnu en kende klein). Beton er kendt som et meget holdbart materiale. Det har dog en i denne sammenhæng uheldig svaghed: Det har en tendens til at flække under meget store belastninger (f.eks en direkte træffer). For at beskytte mod en sådan placerede man en såkaldt sprængkappe i jorden oven på den centrale betonkonstruktion. Sprængkappen, der bestod af et lag kampesten, fungerer ved at den får indtrængende granater til at eksplodere inden de når betonen. Placeringen af sprængkappen fremgår af principskitsen. Op til 2 meter tyk betonkappe om. Sprængkappe. Indkomne granater eksploderede i kampestenene, hvorved selve fortets betonkonstruk-tion undgik direkte træffere (der kunne være ødelæggende) Det operationelle område hvorfra kanonerne betjentes Indkvartering Danmarks største arbejdsplads Byggeriet af Københavns befæstning lagde beslag på så store teknologiske, beskæftigelsesmæssige og økonomiske ressourcer, at det havde nationaløkonomisk betydning. Budget En gennemgang af nationalregnskabet viser at udgifterne til landbefæstningen udgjorde kr. 19,0 mio. og søbefæstningen kr. 16,5 mio. - i alt kr. 35,5 mio. i perioden fra 1885 til 94. Det svarer til et årligt gennemsnit på ca. kr. 3,9 mio.. Da statens indtægter i samme periode i gennemsnit lå på knap kr. 60 mio. svarer det til ca. 7% af nationalbudgettet i de 9 år byggeriet stod på. Beløbet er lavt sat, idet der udover selve byggeriet kom ikke ubetydelige udgifter til diverse ekstraudstyr og Willerslev vurderer, at den samlede pris snarere ligger på ca. kr. 50 mio. svarende til 13% af nationalbudgettet. Militære udgifter lagde i alt beslag på ca. 50% af statens udgifter! 13
Statsregnskabet for 2005 viser, at der i dag går omkring 4% af statens udgifter til dækning af forsvarets behov (18 mia. ud af et samlet forbrug på 450 mia.). En sammenligning med et andet stort offentligt anlægsarbejde, Storebæltsbroen, kan også give et indtryk af fæstningsbyggeriets omfang: Broen blev bygget på 10 år (1988-98) og kostede 21,4 mia. - altså 2,1 mia pr. år. Det svarer til 0,5% af statens udgifter i opførelsesperioden. Man skal altid være varsom med den slags sammenligninger, men at Københavns befæstning har været en kæmpeinvestering er vel ikke for meget sagt. Beskæftigelsen En hvis kaptajn Nøkkentved gjorde sig i 1883 i 14 dages bladet "Vort Forsvar" til talsmand for, at bygningen af et fæstningsanlæg ville have særdeles gavnlig virkning for beskæftigelsen, idet byggeriet efter hans vurdering vil lægge beslag på i størrelsesordenen 10.000 mandeår. Moderne analyser (Willerslev) har vist, at hans vurdering kom til at passe. Godt gættet, må man sige! Videnstung arbejdsplads Langt hovedparten - ca. 85% - af arbejdskraften bestod af jord- og betonarbejdere. Byggeriet repræsenterede imidlertid også en stor ingeniørmæssig bedrift, og der anvendtes efter datidens målestok temmelig mange mellemteknikere og akademikere, herunder tegnere, bogførere, landinspektører, ingeniører og ingeniørassistenter. Denne gruppe udgjorde i alt omkring 5% af den samlede arbejdsstyrke. Ca. 100 faglærte håndværkere var tilknyttet arbejdet og de udgjorde sammen med en restgruppe af lokoførere, opsynsmænd m.v. de sidste 10% Danmarks internationale stilling: Fra koncert til bipolaritet Efter napoleonskrigen og fredsslutningen under Wienerkongressen i 1815 introduceredes det klassiske europæiske koncert, som magtbalancesystemet af en eller anden grund kaldes. Systemets grundlæggende stabilitet byggede på, at de fem stormagter (England, Frankrig, Østrig, Rusland og Preussen (Tyskland)) militært set var helt dominerende i forhold til alle andre stater kombineret med de samme stormagters generelle ønske om at opretholde status quo. Systemet var forbavsende livskraftigt og opretholdtes frem til slutningen af århundredet kun afbrudt af de krige som fulgte med tysklands samling: Krigen mod Danmark 1864, krigen mod Østrig 1866 og den fransktyske krig 1870-71, som for koncertens beståen (og på Frankrigs bekostning) var langt den alvorligste. Tysklands samling og det franske nederlag bevirkede, at det europæiske magtbalancesystem gik fra koncerten til et i stigende grad mere bipolært system med Tyskland og Frankrig som de to poler. 14
Samtidig opstod der i ledende tyske kredse med kejseren i spidsen en fundamental utilfredshed med Tysklands - især set i forhold til Englands - mindre glorværdige økonomiske, militære og politiske placering i Europa. Kejseren ville have "en plads i solen", som det hed. Overgangen fra koncert til bipolaritet betød, at en småstat fik relativ mere magtpolitisk indflydelse. Under koncerten fastlagde stormagterne i fællesskab - og i uden anvendelse af militær magt grænserne for de små landes indflydelse. Stormagterne var ikke interesseret i, at lade en mere eller mindre perifer småstat ødelægge den gode stemning. Konsekvensen var at småstaternes magtpolitiske indflydelse var meget begrænset. Under bipolariteten ændrede dette billede sig, idet småstaterne fik friere tøjler mht. at allierer sig med en stormagt. Det gjaldt især for en relativt set strategisk centralt placeret småstat som Danmark. Men en sådan alliance måtte de andre stormagter naturligvis tage alvorligt. På den måde fik småstaterne under bipolariteten relativ mere magtpolitisk indflydelse men det betød samtidig, at de militære, udenrigs- og forsvarspolitiske krav til småstaterne voksede. Ikke mindst hvis man som Danmark ønskede at hævde sin neutralitet med væbnet magt. Forsvaret af Danmark Magtpolitisk var der gode grunde til, at Danmark førte en aktiv forsvars og udenrigspolitik. En ting er imidlertid viljen noget ganske andet er evnerne og for så vidt angår udenrigspolitikken var det så som så med det aktive, hvilket bl.a. ses af, at Udenrigsministeriet så sent som i 1898 samlet set bestod af en geheimelegationsråd og otte medarbejdere! Man må håbe de i det mindste kunne lidt fremmedsprog! Neutralitet Forfatningskamp Nederlaget i 1864 bevirkede, at der også indenrigspolitisk og folkeligt var stor opbakning til en aktiv forsvarspolitik. Bortset fra et lille antal mindre besindige revanchister var der dog samtidig grundlæggende enighed om, at Danmark ikke længere hverken kunne eller skulle spille nogen selvstændig rolle som militær magt. Fremtiden stod derfor i den væbnede neutralitets tegn. Ikke desto mindre fik indretningen af forsvaret en meget fremtrædende placering i den politiske debat i Danmark fra nederlaget i 1864 frem til Estrup afgang i 1894 og systemskiftet i 1901 ja, faktisk frem til efter 1. verdenskrigs afslutning. Det skyldes i mindre grad folkelig militærpolitisk interesse end det forhold, at forsvarssagen blev forfatningskampens centrale politisk/taktiske omdrejningspunkt, idet Højre, De Nationalliberale og Estrup behændigt udnyttede Venstres splittelse på netop forsvarsspørgsmålet til at holde sig ved magten trods til stadighed vigende folkelig opbakning. 15
De militærpolitiske grundsynspunkter Selvom forsvarssagen først og fremmest spillede en taktisk politisk rolle blev der dog fremført reelle forsvarspolitiske synspunkter, som man med god grund kunne blive uenige om. Man kan overordnet set identificere tre grundlæggende forskellige forsvarspolitiske synspunkter: Afvæbnet neutralitet og væbnet neutralitet, der findes i to varianter: Det decentrale - og det centrale forsvar. Den afvæbnede neutralitet støttedes først og fremmest af en ret eksklusiv gruppe af akademikere og havde så vidt vides ikke på dette tidspunkt egentlig folkelig opbakning. Viljen til at forsvarer Danmark i en mere eller mindre rabiat nationalistisk form var fremherskende, og det bitre nederlag i 1864 blev ikke glemt. Med en bemærkning om Hvad vil danskerne dog med Slesvig de har jo Tivoli bragte den tyske kejser i øvrigt ved til det nationalistiske bål og revanchismen. Flåden Decentralt forsvar Fælles for de mange forsvarsbetænkninger, officerskommissioner, forslag til forsvarsforlig m.v., der blev lanceret i årene op til systemskiftet, er, at de lægger vægt på, at Danmark skulle genopbygge en stærk (forsvars)flåde støttet af stor minelægningskapacitet. Heri var Venstre og Højre nogenlunde enige skønt udgifterne var af samme størrelsesorden som til landbefæstningen. Denne grundlæggende enighed er formentlig årsagen til, at reetableringen af flåden ikke står så markant i forfatningskampen som fæstningsbyggerierne. Flåden skulle enten aktivt eller som det vigtigste - passivt gennem mineudlægning holde fjenden på afstand. Lykkedes det alligevel fjenden at trænge igennem og forsøge en egentlig invasion, så skulle han mødes af en velbevæbnet og forsvarskyndig befolkning, uanset hvor han fandt det for godt at gå i land. Der skulle med andre ord opbygges en relativ stor styrke, som hurtigt kunne indkaldes og deployeres, hvor det måtte være nødvendigt. Synspunktet blev bl.a. under overskriften Med Dannevirke i hver Mands Bryst forfægtet af den gruppering, der gik under betegnelsen Det Nationale Venstre. Konkret betød det bl.a., at der i hele perioden, men især efter 1864 og efter tyskernes ensidige opsigelse af 5 i 1879, blev indsamlet private midler til indkøb af krigsmateriel, og der blev oprettet skytte- og gymnastikforeninger over hele landet med henblik på den militære uddannelse af folket. 16
Centralt forsvar. Københavns befæstning Fæstningen er tyskfjendtlig ( 5 var en bestemmelse i fredsslutningen efter 1864, som fastlagde regler for den folkeafstemning der skulle ligge til grund for den fremtidige grænsedragning mellem Danmark og Tyskland. Paragraffen blev revitaliseret i forbindelse med Versaille-traktaten, der afsluttede 1. verdenskrig, og i 1920 blev en del af det tabte stemt hjem til Danmark igen.) Søren Mørch skriver: "Kongen og regeringens tilhængere var ikke meget for det med Dannevirke i hver mands bryst, fordi det ville betyde en farlig våbentræning og bevæbning af menigmand". Problemet var, at menigmand på det tidspunkt normalt var en Venstremand. Kongen, regeringen og Højre ville hellere, ud fra en betragtning om, at hvis de væbnede styrker var tæt på magten og kongen, så havde man mere hånd i hanke med dem, befæste København. Den bagvedliggende militære logik bestod i, at befæstningen skulle være så kraftig, at det ville være vanskeligt og tage tid for selv en stormagt at indtage byen. Det ville give tid til, at en anden stormagt kunne komme os til hjælp. Hvilken stod dog hen i det uvisse! Synspunktet vanskeliggjorde Venstres politiske stilling, idet Venstre på den ene side var modstander af Københavns befæstning (der boede ikke mange venstremænd i København), men på den anden side var forsvarsvenlig. Derfor stemte store dele af Venstre for forsvarsbevillinger, men altså ikke lige de bevillinger de ønskede sig mest. Men også for regeringen var Københavns befæstning et problem. Den kunne nemlig kun ses som værende vendt mod Tyskland - netop det land hvorom Estrup havde sagt: "Den næste kamp, i hvilken Danmark kommer til at stå med allierede eller alene mod Tyskland, bliver sandsynligvis Danmarks sidste kamp, og jeg anser det derfor for nødvendigt, at vi i tide nærmer os Tyskland så meget, at det ikke kan nære nogen som helst tvivl om, at Danmark vil stå på dets side - i hvert fald aldrig imod det." En konsekvens af denne dobbelthed var, at Estrup - med held skal det bemærkes - udfoldede store anstrengelser for at blive gode venner med den tyske gesandt i København. J. C. Christensen havde i øvrigt samme problem, da han var forsvarsminister for venstre i begyndelsen af nittenhundredetallet. Han løste det også med held ved gennem sin departementschef, Lütken, at pleje tætte forbindelser med den tyske øverstkommanderende, Moltke. 17
Afvæbnet neutralitet Forfatningskampen Nederlaget i 1864 Kongen og Estrup Venstres splittelse Grundloven fra 1866 Et sidste forsvarspolitisk grundsynspunkt, der skal nævnes her, er afvæbnet neutralitet: At Danmarks sag tjentes bedst ved at landet ikke rådede over militære styrker og handlede som neutralt land. Det var dette synspunkt Viggo Hørup (og Det Europæiske Venstre) forfægtede, da han i en berømt tale i Folketinget med henvisning til foreslåede forsvarsbevillinger stillede det retoriske spørgsmål: Hvad skal det nytte? De fleste europæiske lande oplevede igennem det meste af attenhundredetallet en eller anden form for forfatningskamp i forbindelse med overgangen fra monarki/absolutisme til demokrati/parlamentarisme. I Danmark blev kampen imidlertid meget indædt og langvarig; og til trods for, at vi netop på det tidspunkt havde nogle af de mest velformulerede og engagerede politikere, kom der meget lidt politik ud af det. Kun indædt magtkamp. En ældre historiker bemærker, at forfatningskampen var som at overvære "en stillingskrigs ensformige, dræbende ensformige Gang" (la Cour). En række mere eller mindre afhængige forhold var skyld i dette. Den triste erfaring fra 1864 spillede ind i forhold til forfatningskampen, for det er jo med udgangspunkt i dén, at forsvarsspørgsmålet fik en så central placering, som det fik i hele perioden. Magthaverne (Kongen, De Nationalliberale og Estrup) var meget stålsatte i deres arbejde for på den ene side for enhver pris at holde Venstre borte fra magten og på den anden side at beholde magten selv. Venstre var splittede, ikke mindst på forsvarsspørgsmålet, og uerfarne i det taktiske demokratiske spil var de også. Venstre forstod ikke at etablere en enig politisk front mod den siddende regering, og Estrup havde alt for let ved at spille de forskellige fraktioner ud mod hinanden og indgå forlig med snart den ene snart den anden del af Venstre. Endelig kan de formelle rammer om forfatningskampen, grundloven, siges at have en selvstændig betydning, fordi den for det første gennem valg- og valgbarhedsreglerne sikrede, at Landstinget blev domineret af Højre og de store jordbesiddere, og for det andet sikrede (kom til at sikre), at Venstre dominerede folketinget, og endelig for det tredje ikke anviste hvordan konflikter mellem de to ting skulle løses. 66-grundloven blev i øvrigt vedtaget under navnet Danmarks Riges gennemsete Grundlov af 5. juni 1849, af 28. juli 1866. Man kan vel bemærke, at titlen er så kryptisk som dens indhold problematisk. 18
Forfatningskamp i praksis Som la Cour meget rigtigt påpeger, har forfatningskampen temmelig triviel karakter. Det gennemgående mønster er, at det hele tiden lykkes Højre og Estrup at splitte Venstre på spørgsmål - herunder befæstningssagen - som kan virke mere eller mindre perifere i forhold til Venstres altoverskyggende mål: At indføre parlamentarisme. Overordnet set var Venstres problem, at 66-grundloven - som den nuværende i øvrigt - gav kongen ret til at udnævne regeringen uanset hvad folkeflertallet mente. Det betød, at kongen kunne sikre, at de store jordbesiddere, det højeste borgerskab i København regerede Danmark. Og det kunne Venstre, hvis det ville holde sig inden for grundlovens rammer - og det ville Venstre - ikke gøre noget ved. Venstres taktik gik derfor ud på at obstruere den siddende højreregerings arbejde i almindelighed og lovgivningsarbejdet i særdeleshed så meget som muligt ud fra en betragtning om, at folket vel nok kunne se, at den siddende regering var ude af stand til at regere landet. Det kunne folket sådan set udmærket godt se, og Venstre gik generelt frem fra valg til valg. Kongen var bare ligeglad. Han blev ved med at udnævne højreregeringer! Bevæbnede venstrefolk. Gymnastik- og skytteforeninger Konkret brugte Venstre en række parlamentariske og potentielt mindre parlamentariske våben i kampen. De potentielt mindre parlamentariske knytter sig især til oprettelsen af Skytte- og Gymnastikforeninger over hele landet. Disse foreninger henvendte sig til den forsvarsinteresserede ungdom, og medlemmerne var typisk venstremænd med Dannevirke i brystet. Foreningerne udgjorde derfor en potentielt bevæbnet støtte, som overivrige venstrekredse kunne finde på at bringe i anvendelse mod regeringen i København. I regeringskredse var man naturligt nok temmelig forbeholden over for disse foreninger, og man indførte forskellige begrænsninger for deres udfoldelsesmuligheder med henblik på at hindre en egentlig bevæbning af folket. Dertil og ikke længere udviklede egentlig væbnet opstand sig! Venstre i folketinget I rigsdagen forfulgte Venstre en taktik gående ud på at hindre regeringen i at vedtage love, især finansloven, idet man derved håbede at kunne udstille regeringen som handlingslammet. Venstre sendte lovforslag i begravelsesudvalg, d.v.s. udvalg som diskuterede sagerne så længe, at der ikke kom noget konkret lovforslag ud af det. Man forsøgte sig også med ørkesløshedsdagsordner - folketingsdagsordner som ikke havde reelt politisk indhold. Men det mest kendte og mest effektive (relativt set) venstretiltag var den såkaldte visnepolitik, som gik ud på, at Venstre undlod at stemme for udgifter d.v.s. finansloven. Det bevirkede, at staten ikke kunne afholde udgifter hvorved samfundet gik mere eller mindre i stå. 19
Estrup svarer Estrup, der trådte til som Konseilspræsident i 1875, anvender to taktikker mod Venstre: Plan A: Han forsøger, ofte med held, at splitte Venstre og få vedtaget de love han fandt nødvendige og Plan B: Han sikrer sig den nødvendige formelle baggrund for at afholde udgifter ved at udstede provisoriske finanslove. (det sidste skete med henvisning til juridisk spidsfindighed, idet det i grundlove hed, at finansloven skulle vedtages, men - sådan kunne det tolkes mente Estrup - ikke af hvem, og det kunne jo bare være kongen, der skulle vedtage den. Og det gjorde han! Kampen slider på begge parter Som årene gik, blev kampen mere og mere forbitret og det gik helt amok efter at en sindsforvirret typograf, Julius Rasmussen, forsøgte et attentat mod Estrup i 1883. Estrup kædede, uden ringeste bund i virkeligheden, begivenheden sammen med Venstres politik og gik til selskab hos gode venner samme aften. Dagen efter sendte han rigsdagen hjem og indførte diktatur (Personligt forekommer betegnelsen mig lige lovlig bombastisk, men sådan hedder det i Politikens danmarkshistorie bd. 12). Konkret bestod diktaturet i, at der blev indført et gendarmerikorps og øgede bevillingerne til politiet samt i de følgende år en række stærkt udemokratiske tiltag, bl.a. censur, til sikring af Højreregeringens beståen. Kampen om parlamentarismen sled på begge parter og i 1994 var Estrup træt. Han havde da siddet i 19 år, og han ønskede at trække sig til bage. Højre og Venstre indgik forlig om befæstningens færdiggørelse og ophævelse af de udemokratiske provisorier mod at Estrup gik af, og - det var i hvert fald Venstres forventning - at kongen udnævnte en Venstre-regering. Det gjorde han imidlertid ikke! Kongen var godt tilfreds med Højre, som fik lov at regere videre! Systemskiftet Forsvarsforliget 1909 Det var en streg i regningen, og det udløst forståeligt nok umådelig harme i Venstrekredse. Men lige lidt hjalp det. Først i 1901 - den 24. juli for at være præcis - kastede kongen håndklædet i ringen og udnævnte den længe ventede Venstreregering. Dermed var parlamentarismen en realitet. Ikke desto mindre vedblev forsvarssagen at være et politisk problem. Skiftende regeringer, både med udgangspunkt i det gamle Højre og Venstre, havde svært ved at finde en langtidsholdbar løsning, d.v.s. en løsning, som inden for rammerne af et bredt forlig, kunne sikre politisk ro om forsvarssagen, således at de folkevalgte kunne koncentrere sig om andre væsentlige sager. 20
Først i 1909 lykkedes det Venstres politiske kæmpe og forsvarsminister, J. C. Christensen (af en eller anden grund udtales J et som i), at få vedtaget et bredt forsvarsforlig med deltagelse af de fleste venstregrupper og det gamle Højre, samt de Frikonservative. Forliget fastsatte rammerne for den geografiske og opgavemæssige fordeling, samt størrelsen af de væbnede styrker. Landbefæstningen bibeholdtes til 1922, og der blev bevilliget 11. mio. kr. til Københavns Søbefæstning og Kystartilleriet blev styrket med anlæg på Sjælland, Møn og på Madsnedø for i alt 5 mio. kr. Dermed blev der bragtr nogenlunde ro på den palamentarisek situation i Danmark, og smtidig plejede J. C. Christensen sine tyske forbindelser og sikrede derigennem, at den tyske generalstab (og kejseren, der var hyppig gæst i Danmark) ikke opfattede fæstningsbyggeriet for mere antitysk end højst nødvendigt. Forligt holdt til efter 1. verdenskrig. 1. verdenskrig Optakten Væbnet neutralitet Krigsudbruddet den 1. august 1914 kom ikke bag på regeringen. Allerede tidligt var man blevet klar over at noget var i gære og den tyske gesandt havde i god tid gjort opmærksom på, at det ville blive betragtet som et fjendtligt træk, hvis Danmark mobiliserede før den officielle krigserklæring. Det gjorde Danmark derfor ikke. Regeringen var indstillet på at forsvare Danmarks neutralitet med våben, og allerede samme dag som krigserklæringen blev offentliggjort indkaldtes 21.000 mand af sikringsstyrken. I de kommende dage øgedes styrken yderligere og den 7. august var der indkaldt og mødt 47.000 mand på Sjælland og 10.000 i Jylland og på Fyn. Den sjællandske del af sikringsstyrken havde først og fremmest til opgave at bemande befæstningen og oversvømmelsesanlægget nord for København samt påbegynde forbedring og udbygning af anlægget. Sikringsstyrken Styrken omfattede 57.000 mand i 1914. En overgang i 1915 øgedes den noget men nedsattes igen og lå ved årets udgang på 44.000 mand. Fra efteråret 1917 blev den yderligere reduceret til 32.000 for at blive afviklet ved krigens slutning. Forstærkning af befæstningen Allerede før krigsudbruddet var regeringen klar over, at Københavns befæstning ikke var lige effektiv over hele linjen. Især var opmærksomheden rettet mod 'hullet i Nordfronten' og allerede i 1913 påbegyndtes byggeriet af Tårbæk Fort. Det blev klar i løbet af 1915. 21
Men der var mange andre svage punkter, som man umiddelbart gik i gang med at forstærke; og arbejdskraft havde man jo nok af! Af væsentligere initiativer kan nævnes omfattende skovrydninger ved Vestvolden og Fortunens Indelukke (i Dyrehaven) samt fældning af træer i private haver. Der blev udlagt pigtråd - store mængder pigtråd - og der blev bygget nye batterier, flankeringskaponierer, mandskabsrum m.v. en lang række steder: Dyrehavestillingen, stillingerne ved Bavnehøj, ved Vintappersøen, ved Krogslyst og Vibeholm, ved Islevhus og Frederiksundsbanen m.v. Fælles for anlæggene var, at de skulle lukke større og mindre huller i forsvarsanlægget, og at de rykkede forsvarslinjen yderligere væk fra Københavns centrum. Dermed mindskede muligheden for at fjendens langtrækkende skyts kunne nå byen. Angreb fra syd Fall J Den militære ledelse i Danmark anså det for meste sandsynligt, at et eventuelt angreb fra tysk side (man regnede ikke med et angreb fra England) ville komme syd for København via en landgang i Køge Bugt. For at forhindre dette opførtes Mosede fort. Det lå imidlertid temmelig isoleret og var derfor et relativt let offer for den indtrængende fjende. Til forstærkning opførtes derfor i 1915-16 Tunestillingen. Dermed var København befæstning fuldt udbygget. I de tyske marinearkiver findes en meget detaljeret plan, Fall J, som beskriver et angreb på Danmark. Fall J var den tyske marines bud på hvordan man kunne eliminere Danmark. Det var imidlertid hæren, der havde magten og dikterede den overordnede tyske krigsplan, von Schlieffenplanen. Den byggede på, at Tyskland måtte kæmpe på to fronter: øst og vest og at det ville være for ressourcekrævende også at skulle åbne en nordfront. Fall J kom derfor aldrig til udførelse. Jeg er desværre ikke bekendt med om Fall J er i overensstemmelse med de forestillinger den danske militære ledelse gjorde sig. Det kunne ellers være interessant at vide. Mineudlægningen Fra dansk side søgte men som nævnt at holde sig ude af krigen ved at følge den væbnede neutralitets politik. Det var derfor en streg i regningen, at Tyskland allerede den 5. august krævede at Danmark udlagde miner til spærring af Storebælt; en handling der, hvis den blev gennemført, kun kunne opfattes som værende vendt mod England. Regeringen valgte at give efter og udlægge miner i Storebælt. Beslutningen blev taget i et klima af stor usikkerhed om hvilke konsekvenser England ville drage, men den viste sig stort set ikke at få følger. Det skal formentligt først og fremmest tilskrives det forhold, at England - i modsætning til hvad de politiske og militære ledere i Danmark troede - havde afskrevet Danmark som ensidig tysk magtssfære. Englænderne havde m.a.o. allerede tidligt i deres militære planlægning regnet med at bælterne ville blive spærret. 22
At være indkaldt til sikringsstyrken Fortunfortets militære værdi En meget forsvarsbegejstret udgiver af tryksagen Vor Hær i Krig og Fred, Arne Stevns, skriver i øvrigt om sagen: "Som Svar paa et Telegram til Kong George V af England, hvori Sagen fremstilledes, fik Kong Christian et overmaade venligt Svar, og den herværende engelske Gesandt betegnede vor Holdning som "ganske fornuftig"". Der var altså ingen ko på isen! Det var naturligvis en temmelig omkostningstung affære at holde befæstningen bemandet og i fredstid - d.v.s. alle andre perioder end under sikringsperioden under 1. verdenskrig - var fæstningsanlæggene kun bemandet under de årlige sommerøvelser. Ovennævnte Arne Stevns, skriver konkluderende om sikringsperioden, at den "blev en udmærket Skole for Mandskab og Befalingsmænd. Kundskaber blev opfrisket, og Øvelser kunde gennemføres med rimelige Styrker. Navnlig fik Reservens Befalingsmænd Lejlighed til at føre selvstændig Kommando og til at sætte sig nøje ind i Tjenesten på alle Områder". Det er muligt han har ret. På den anden side er der vel grænser for hvor mange øvelser, der med mening har kunnet gennemføres, og man kan vel tillade sig at formode, at det, sådan i det daglige, har været forbandet kedeligt at være indkaldt til sikringsstyrken. Mon ikke Fortunfortets 110 fæstningsartillerister fik spillet noget kort og læst nogen ugeblade i de år? Under alle omstændigheder synes fæstningsartilleriet ikke at have været den mest højprofilerede del af forsvaret. Artilleristerne var bevæbnede med 'den gamle Remington' (M/1867), et udmærket enkeltskkudsvåben da det blev indført i 1867, men håbløst forældet da krigen truede i 1914. Hæren i øvrigt havde fået nyt repetergeværer (M/1889) til erstatning for M/1867 i 1889. Også mht. uniform måtte fæstningsartilleriet nøjes med sekundavarer og helt indtil 1916 beholdt man den blå uniform. Den var måske god mod kulden, men den havde ikke megen kamuflerende virkning, hvilket naturligvis er uheldigt i en krigssituation. O. Andersen gør sig nogle tanker om befæstningens modstandskraft over for et tysk angreb. Han gør det ved at sammenligne med fæstningsanlægget ved Liége i Beligen, der i modsætning til Københavns befæstning blev inddraget i krigen. Liége blev angrebet 5. august 1914 og faldt 16. august. Det holdt altså i 11 dage! Oven i købet på et tidspunkt, hvor tyskerne slet ikke havde erfaring med at angribe og indtage et moderne fort. Den erfaring fik de senere hen. 23
Ikke desto mindre konkluderer O. Andersen, at det må betragtes som sandsynligt, at "Københavns Landbefæstning ( ) i de kritiske augustdage [altså ved krigens begyndelse] ville kunne have modstået et tysk overfald". Selvom han mener Københavns befæstning er bedre end den i Liége forekommer det mig at være en noget dristig konklusion, hvis det skal tages som udtryk for, at fæstningen dermed kunne opfylde sit mål: At give tid til at englænderne kunne komme os til undsætning. Det er i hvert fald vanskeligt at se, hvordan England skulle kunne nå at stille med en robust styrke i København på 11 eller lidt flere - lad os sige 14 - dage. Specifikt om Fortunfortet og Nordfronten skriver han i øvrigt: "Hvorvidt vore værker på Nordvest- og Nordfronten ville kunne have gjort fyldest i forbindelse med et muligt fjendtligt gennembrud af Bavnehøj- og Dyrehavestillingen er et stort spørgsmål. Det kan ikke afvises, at vore ældste værker, Lyngby- og Garderhøjforterne, der udgjorde store, lønnende mål, ville være blevet skudt sønder og sammen uden at kunne løse deres fjernkampopgaver. Til gengæld skønnes det rimeligt at antage, at Gladsaxe-, Bagsværd- og Fortunforterne med lav profil og ringe udstrækning virksomt kunne have støttet og styrket infanteriforsvaret." Og han fortsætter om muligheden for at etablere oversvømmelser nord for København: "Oversvømmelserne ville - i hvert fald partielt - frembyde en god stormhindring, og de kunne flankeres effektivt af anlæggene i Ordrup Krat og fra Christiansholm" I øvrigt tilføjer han, at selv efter at befæstningen er fuldt udbygget i 1916 vil den formentlig ikke kunne holde væsentligt længere end de 10-14 dage nævnt ovenfor. Tyskerne forbedrede jo løbende teknik og de fik nye våben til håndtering af faste stillinger (herunder kanonen Dicke Bertha (med i hvert fald to søstre), der anvendtes i forbindelse med bombardementet af Paris). Befæstningens betydning for Danmarks neutralitet under 1. verdenskrig Omdrejningspunktet for dansk forsvars- og udenrigspolitik under 1. verdenskrig var ønsket om at holde Danmark uden for krigen og bevare neutraliteten. Hvis man vil vurderer befæstningens betydning må spørgsmålet derfor være: I hvor vid udstrækning bidrog Københavns befæstning til at opfylde dette mål? Arne Stevns Man kunne forvente, at vor forsvarsbegejstrede ven Arne Stevns havde en ganske positiv vurdering. Han forbigår imidlertid fuldstændig spørgsmålet. Det er - kan man have en formodning om - i virkeligheden ganske sigende. 24
O.Andersen O. Andersen, som også må siges at være forsvarsvenlig, men dog i en noget mere besindig variant en ovennævnte, skriver at baggrunden for at Danmark formåede at holde sig uden for krigen var " stormagternes overvejende defensive holdning over for dansk territorium." Det er et synspunkt han har taget fra Branner (se nedenfor), men han tilføjer, at den teknologiske udvikling på det maritime område, især miner og torpedoer, begunstigede forsvaret af Østersøen, hvilket i sig selv gjorde et angreb fra engelsk side usandsynligt. O. Andersen fortsætter: "Der skønnes dog også at være grundlag for at mene, at vore forsvarsanstrengelser - specielt på Sjælland - har givet de krigsførende magter det indtryk, at vi både havde vilje og evne til at forsvare neutraliteten." Den der skønner her er O. Andersen selv og hans argument må være, at befæstningen kunne forventes at holde lidt længere end fæstningsanlæggene i Liége, altså 14 dage, Spørgsmålet er om det har virket reelt afskrækkende på de krigsførende magter? Hans Branner Hans Branner ser årsagen til at Danmark fik lov at holde sig neutral under krigen som et udslag af stormagternes d.v.s. Englands og Tysklands generelt defensive tankegang i forhold til Danmark og Skandinavien i det hele taget. Da det alt andet lige ville kræve ressourcer at angribe og holde Danmark besat og at indsatsen ikke skønnedes at stå mål med den potentielle gevinst - først og fremmest adgang til forsyninger i.e. landbrugsprodukter - ønskede ingen af stormagterne at inddrage Danmark i krigen. De krigsførendes opfattelse synes at have været at så længe, der var ro i nord, så var alting godt - ikke mindst hvis vi i nogenlunde lige mængde forsynede parterne med flæsk og bøffer til den fortsatte krigsførelse. Det forhold, at de øvrige neutrale stater - først i perioden især USA - holdt strengt på, at neutrale landes rettigheder skulle respekteres havde også en hvis betydning for, at Danmark slap igennem de fire år som neutralt land. Niels Finn Christiansen Grundlæggende er han vist enig med Branner. Men han tilføjer en ekstra vinkel, idet han antyder, at opretholdelsen af neutraliteten også beroede på, at Danmark sikrede begge krigsførende parter forsyninger, især landbrugsvarer, til den fortsatte krigsførelse. Det er i den forbindelse interessant at bemærke, at før krigen gik 60% af vores landbrugseksport til England og 30% til Tyskland. I løbet af krigen forskubbede forholdet sig til Tysklands fordel, således at de fik ca. 50% hver. Den samme bevægelse kan se vedrørende importen idet 37% af vores import før krige kom fra Tyskland og 17% fra England. Dette forhold udjævnedes, så vi importerede omtrent lige meget fra hver i løbet af krigen. Og begrebet gullaschbaron fik indhold og fylde. 25