Tegneterapi Af Lise Maj Jensen

Tegneterapi Af Lise Maj Jensen I arbejdet med traumatiserede mennesker har tegneterapi nogle oplagte fordele. Hvor klienten ikke kan huske og ikke glemme de traumatiske begivenheder, kan billederne og den skabende tegneproces give forløsning og blive et bindeled mellem kropshukommelse og ord. Tegneterapi i traumebehandling En 30-årig kvinde var for nogle år siden ude for et overfald med trussel på livet. Ud over almindelige akutreaktioner mærkede hun i tiden efter ikke så meget til chokket, hun kastede sig ud i aktiviteter og glemte tilsyneladende oplevelsen. Der var lagt låg på indtil hun kom ud for en situation med psykisk vold på arbejdspladsen, hvor hun efterfølgende reagerede meget stærkt. Skønt hun ikke bevidst huskede ret meget fra overfaldet, var choktraumet vakt til live i kropshukommelsen og lammede hende i at håndtere den nye situation. Da jeg bad hende tegne, hvad hun huskede fra overfaldet, trådte det med ét levende og intenst frem, med det her-og- nu-præg, der kendetegner traumatiske minder. Tegneprocessen åbnede en kanal til hendes kropslige viden. Traumet På en konference om nyere forskning inden for traumebehandling (Note 1) gav professor Bessel van der Kolk et rids over nogle typiske vanskeligheder og nogle generelle retningslinjer for traumebehandling. Vanskeligheden er at finde en balance mellem integration og retraumatisering: 3

På den ene side er der risikoen for at samtale i årevis, afdække og opnå indsigt og nå en vis vej uden alligevel at skabe reel forandring, fordi choktraumet sidder i kroppen, lagret i hukommelsen på anden vis end ikke-traumatiske minder. På en måde, der netop ikke umiddelbart er tilgængelige for sproget lagret som dissocierede sensoriske og perceptionsmæssige fragmenter af den overvældende oplevelse, frakoblet ordene og den normale orientering i tid og rum. Og på den anden side er der risikoen for, fx ved følelsesforløsende konfrontation, at retraumatisere, fordi chokkernen suger eller overvælder med sit her-og nu-præg og karakteren af i forskellig grad at være fraspaltet, uintegreret i forhold til resten af personligheden. Traumet sidder i kroppen som et indre forhøjet arousal, der kan trickes af ydre sanseindtryk, situationer, personlige relationer osv. såvel som af indre kropsfornemmelser, emotioner, tanker, der bevidst eller ubevidst relateres til det oprindelige chok med tilsvarende basale neurofysiologiske tilstande af: Flugtberedskab: frygt/panik/ rædsel. Kampberedskab: aggression/ raseri. Opgivelse/ spille død : stivnen/ lammelse/afmagt og håbløshed i en position uden hjælp eller udvej. Til de generelle retningslinjer for traumebehandling hører derfor bl.a. at integrere kropsarbejde i traumebehandlingen. (Note 2) Tegneterapi giver en unik mulighed for at kombinere kropsorienteret traumebehandling med at symbolisere og give ord til indre oplevelser. I det følgende vil jeg ud fra et par eksempler fra praksis skitsere nogle muligheder, jeg ser i at arbejde tegneterapeutisk med choktraumer. I denne sammenhæng skelner jeg ikke mellem akutte choktraumer og udviklingstraumer. Den ubærlige viden Tegneterapi og traumebehandling vil have forskellig form og indhold, afhængig af terapeutens psykoterapeutiske grundlag, klientens problemfelt og karakterstruktur, rammen for terapien osv. Alligevel giver det mening at undersøge nogle muligheder, der kan ligge i tegneterapien som særligt felt, på tværs af teoretisk grundlag i øvrigt. Efter min bedste mening går man fejl af selve sjælen i tegneterapi, hvis man alene betragter tegning som et redskab i den egentlige terapi! Hvilket er lige så galt som at tro, at det bliver terapi, alene fordi klienten tegner! Den første tegning (1) er tegnet af en ca. 25-årig kvinde og viser chokket, da hun som 5-årig bliver konfronteret med den ubærlige viden, at hendes far er omkommet i en ulykke. Det føltes som at få en kniv stukket i maven og forbløde. Hovedet er tomt, arme og ben tynde og stive som man kropsligt stivner i chok, samtidig med at ekstremiteterne bliver kolde, energien trækkes ind mod midten af kroppen. På tegningen er energien lagt i maven, der forbløder, og kniven i maven. ( Energi skal her forstås som farvemætning, kraft i stregføringen, fokus i placering på papiret og i kontrast til mindre farvemættede, mere usynlige dele af tegningen). Der er noget, som umiddelbart springer i øjnene, og noget, vi må kigge bedre efter for at få øje på. Der er nærvær og fravær, som traumer vel altid har aspekter af nærvær og fravær. Der er kontakt og dissociation i tegnin- 4

Tegning 1 gen! Det føles, som om noget går i stykker, som krukken, der falder fra hinanden. Det er ubærligt for en umoden psyke, et umodent jeg, at rumme chokket i sit fulde omfang. Tegneren regredierer i nogen grad, mens hun tegner, billedet er levende for hende, sansemættet og følelsesmæssigt intenst. Men hun bevarer sit observerende voksen-jeg. Hun er ikke kropsligt overaktiveret, og hun bliver ikke retraumatiseret af at tegne. Hun er ikke i chokkernen, men ganske nær chokkernen. Hun er i færd med at genforhandle chokket med sin mere voksne, modne psyke, med et observerende jeg, der kan gå i dialog med tegningen og med terapeuten undervejs i den kreative proces. Krukken, der går i stykker er et kontrolleret, symbolsk og kognitivt bevidst, ydre udtryk for en indre oplevelse. At tegne vreden Den næste tegning (2) viser faderens grav. Ved at tegne dette billede kom den 25-årige kvinde i kontakt ikke kun med en gammel sorg og den forladtheds- og ensomhedsfølelse, der var knyttet til. Hun kom også i fornyet Man går fejl af selve sjælen i tegneterapi, hvis man alene betragter tegning som et redskab i den egentlige terapi! Hvilket er lige så galt som at tro, at det bliver terapi, alene fordi klienten tegner! kontakt med, at hendes mor rent faktisk havde været der for hende, og åbnede hermed en dør til en nær, moderlig kontakt til sig selv. Denne fornyede kontakt til hidtil fraspaltede erindringer åbnede for kropsfornemmelser, hun kender som stresstegn i hverdagen aktuelt fornemmelser af noget, der presser bag øjnene. På tegningen symboliseret ved sorte pile. Jeg arbejdede herefter med forstærkning, idet jeg gav tegneinstruktionen: Prøv at tegne med den sorte farve, lad den fylde på papiret, og se, hvad der er i den. Dette resulterede i kontakt til vreden/raseriet, som kvinden oplever ellers gennem livet har været lukket inde med lås på (3). Vreden på faderen, over at han døde, når hun havde brug for ham, og på Gud over, at han tillod dette at ske. Vreden har antaget djævelske dimensioner, hvilket ikke er tilfældigt, Tegning 2 5

men giver mening i relation til kvindens historie som også indebærer, at der er knyttet angst og skyld til denne tegning. Men papiret kan tåle det. Og kvinden rummer at se vreden i øjnene. Tegning (4) er en fortsat procestegning til vreden, idet tegneren i den terapeutiske kontakt omkring den kreative proces mærkede, at der bag vreden samtidig var oplevelsen af at have behov for og længsel efter at være et helt lille barn på skødet af sin mor. At være i kropskontakt, at blive rokket fra side til side og ikke behøve tænke eller gøre noget selv. Regressivt, som den 5- årige formentlig som en måde at bære det ubærlige har regredieret efter tabet, og som den voksne nu til dels regredierer i processen. I tegneprocessen vendes regressionen til en fordybelse, og de to fraspaltede dele: den helt lille, der behøver omsorg, og den noget større, der er rasende vred, får eksistensberettigelse side om side på papiret. Tegneren kan spejle sig i sit eget billede, trække tråde til hverdagslivet og fra et mere voksent ståsted komme de små til hjælp. Som i drømme Man kan sige, at det ubærlige bliver båret i enkel form på papiret. Og en Tegning 3 fordel er, at det kan lægges væk igen. Det kan rummes og gøres håndterligt, ikke kun af terapeuten i overføring og kontakt, men også af papiret/i skrivebordsskuffen. Man kan spørge, om der så faktisk sker nogen forandring. Om psykisk materiale integreres, blot fordi det synliggøres på papiret. Det sker ikke automatisk, selv om jeg rent faktisk gang på gang forundres over, hvor meget selvhelende proces der finder sted i den kreative proces. Tilsvarende drømmenes forunderlige evne til at hele dagens eller livets sår og bringe os videre i en personlig udviklingsproces bag om vores bevidste erkendelse eller indgriben. Der kan ske selvhelende processer med fornyet integration, og der kan ske retraumatisering. Specielt når det drejer sig om choktraumer, kan man ikke forlade sig på processen i sig selv, eftersom klienten vil have tendens til enten at undgå chokkernen, fornægte og styre uden om det, der gør mest ondt eller omvendt gå for langt ind i kernen, så hun overvældes. Det er vigtigt at være opmærksom på, hvor åbnende det kan være at tegne der må terapeutisk styring til, ligesom der må være opmærksomhed om kropslig overaktivering og overvejelser i relation til klientens personlighedsstruktur og evne til at rumme det psykiske materiale, der kommer frem. I orden at løbe væk En retningslinje i traumebehandling er, at klienten må hjælpes til at genvinde oplevelsen af kontrol over traumatiske minder. Igen giver tegneterapien særlige Tegning 4 6

Tegneterapi i traumebehandling muligheder. Tegneprocessen og den færdige tegning er i sig selv konfronterende og fastholdende. Det er dit eget udtryk, det er ikke til at løbe fra! Men det er i orden at løbe, hvis man bliver for bange. Tegningen er et symbolsk udtryk, som, når det først er tegnet, kan håndteres såvel symbolsk som konkret. Ligesom det er en teknik i forhold til presserende erindringer at bede klienten visualisere dem, fx på en fjernsynsskærm med en fjernbetjening i hånden, for derefter at kunne arbejde med at få dem på afstand kan man på forskellig måde håndtere tegningen, så presserende eller overvældende indtryk kommer på afstand. Det er i orden at løbe fra overvældelsen ved at dække tegningen til med hvidt papir eller fysisk flytte den længere væk så langt væk, at den kan iagttages uden kropslig overaktivering. En symbolsk handling med en effekt, der svarer til intensiteten i det psykiske materiale, der er projiceret ned på papiret. Det kan give den fornødne ro til fx at få ord på, hvilke handlemuligheder man ville ønske der havde været, eller som der reelt er i dag. At løbe kan være vigtigt rent konkret, for at reaktivere eller gennemføre de lammede impulser i et choktraume, jf. Bodynamics arbejde med at få klienten til at løbe (i madrassen) hen til et sikkert sted. Somme tider beder jeg klienten løbe på papiret. Rent muskulært er det naturligvis ikke samme proces, men tegning er også bevægelse bevægelse, der kan aktivere såvel nutidige som tidlige kropslige bevægelsesmønstre med dertil knyttede oplevelser. Krænkerens øjne Et aspekt af choktraumer er, at der ofte vil finde en form for regression sted, idet chokket netop overvælder, fordi det almindelige psykiske forsvar ikke slår til. I tegneterapi ser jeg ofte, hvordan en klient, der ellers benytter sig af en mere moden tegnestil, i nærheden af chokkernen benytter sig af en udviklingsmæssigt tidlig tegnestil. En 11-årig pige tegner fx en presserende erindring. Hun har i en periode været udsat for seksuelle krænkelser og husker stærkt krænkerens øjne. Jeg beder hende tegne øjnene, og hun benytter sig af en tegnestil, kontrolleret skribleri, der ellers hører en langt tidligere alder til. Denne tegning er ikke 7

medtaget som illustration, idet en del af processen blev at skille sig af med tegningen, efter at den var tegnet. Øjnene tegnes som kradserier på papiret som et udtryk for pigens kropsfornemmelser af kaotisk angst, vrede og forvirring knyttet til at føle sig kigget på, øjnene gemmer sig inde bag tegningen, men er allerede kradset over, før de bliver helt synlige, og processen at kradse dem over, dække dem til, for til sidst at smide tegningen i papirkurven får både kropslig og symbolsk betydning. De fremmede kropsfornemmelser og følelser, pigen har oplevet ved krænkelserne, og som hun har taget for langt ind, kan i tegningen og den terapeutiske kontakt adskilles, kobles til krænkeren og smides ud med ham. Fra at have været offer for krænkelser kan pigen symbolsk blive aktivt handlende og begynde at genetablere den nødvendige oplevelse af afgrænsethed. De presserende erindringer om øjne forsvandt efter denne tegning. Det sikre sted Tegneprocessen vil potentielt virke åbnende, som en informationskanal, der er tættere på fragmenterede, dissocierede indtryk end den sproglige bevidsthed. Samtidig ligger der potentielt god jordforbindelse og afgrænsethed netop i arbejdet på papiret. Kaotiske oplevelser virker ikke helt så kaotiske, når de først har fået et tegnemæssigt udtryk. Nok kan de overvælde men de har konkret og afgrænset form inden for papirets ramme. De har farve og udtryk. De har trykstyrke eller -svaghed i stregen. Man kan koble associationer og ord på billedet, se det på afstand og danne sig et overblik. Tegningerne er materiel virkelighed de kan tages frem ad flere omgange. Set over tid i et tegneterapeutisk forløb kan man derved få øje på og fastholde oplevelsen af sammenhæng og kontinuitet i livshistorien den sammenhæng, som de traumatiske oplevelser netop fik brudt i stykker. Det er Noter: 1) Det 2. Glostrup Seminar: Trauma: Frontiers of Understanding and Treatment, juni 2000. 2) Jf. også Bodynamics arbejde med choktraumer og Peter Levins arbejde med somatisk erfaringsdannelse. befordrende for at udvikle og fastholde håbet, hvilket er centralt i traumebehandling, da traumet netop indebærer elementer af fastlåsthed i en afmægtig, tilsyneladende håbløs situation. Det terapeutiske arbejde med tegningen er et arbejde, der indebærer spejling, kontakt og styring i forhold til ikke igen at gå i stykker. Den terapeutiske kontakt, tegneinstruktionen 8

og tegneprocessen må give hjælp og udvej, der hvor der ingen hjælp og udvej findes. Det gælder om at være i kontakt, at have adgang til et sikkert sted, at kunne gå ind og ud af traumet. Eksempelvis kan man veksle mellem at mærke, sætte ord på og tegne kropsfornemmelser knyttet til henholdsvis de traumatiske minder og til et sikkert sted i livet. Et sikkert sted kan tegnes og Tegning 5 dermed få fornyet intensitet, på samme måde som traumatiske minder kan få fornyet intensitet. Tegning (5) er den 25-årige kvindes sikre sted som barn, hvor hun er ved sin mormor. For den 5-årige var det meget værdifuldt dér at finde tryghed, kontakt, leg og glæde for at have med tabet af sin far at gøre. Heldigvis havde hun sådan et sikkert sted, ligesom hun også havde god kontakt til sin mor. For andre kan det være sværere at genkalde sig sikre steder eller finde dem i sig selv. Under alle omstændigheder kan tegneprocessen synliggøre og tydeliggøre nogle ressourcer og nogle grundvanskeligheder i klientens relation til sig selv og omverdenen. Jeg beder somme tider klienten tegne sit sikre sted i en cirkel på papiret, fordi cirklen som en ramme i sig selv er med til at centrere og fokusere. En genvej Det er særligt for billedet, at det ligesom drømmene indeholder fortættet information med et netværk af associationer knyttet til. Det betyder også, at billedet på en helt anden måde end ordene kan rumme modsætninger og dobbelthed. Tegneprocessen kan synliggøre og give eksistens til fraspaltede personlighedsdele i chokarbejde fx eksistens til de forskellige dele, der udgør en helhed, men ikke vil være lige tilgængelige for bevidstheden: personlighedsdele knyttet til de tre grundreaktioner: frygt (panik/flugt), vrede (raseri/kamp) og opgiven (lammelse/håbløshed). De fraspaltede dele kan herefter ses som hjælpere til at overkomme traumet og bidrage til integration og heling. Dissociation og splittelse afspejler sig tydeligt på papiret og giver fornyet mulighed for nænsomt at samle, hvad der blev splittet. Som en genvej til vores ubevidste intelligens er arbejdet med tegninger brugt i en terapeutisk kontakt, i min erfaring særdeles velegnet ikke kun til at synliggøre og bearbejde smerten, men nok så meget til at pege på udveje og udviklingsmuligheder. Lise Maj Jensen er privatpraktiserende psykolog, cand.psych.aut og specialist i psykoterapi. Desuden tegneterapeut på gestaltterapeutisk grundlag og underviser på en 2½-årig efteruddannelse i tegneterapi. 9