Tale af udviklingsminister Søren Pind til debatarrangement om dansk-svensk udviklingspolitik i forandring, Stockholm den 3. marts 2011 Kun det talte ord gælder Det er en fornøjelse for mig at være her i Stockholm i dag og sammen med Gunilla diskutere udviklingspolitik og den nyorientering af udviklingsbistanden, som vi hver især og sammen har igangsat. Udviklingspolitik i forandring handler om reformer af bistanden, om at turde stille spørgsmål ved vanetænkning og etablerede holdninger, om at søge nye veje og stille krav om resultater. Først som sidst handler det om en udviklingsbistand med et klart politisk udgangspunkt og en klar politisk målsætning. Da jeg tiltrådte som udviklingsminister for godt et år siden, udråbte jeg mig selv til Frihedsminister og ministeriet departementet til Frihedsministeriet. Det gjorde jeg, fordi jeg mener, at netop frihedsbegrebet rummer selve kernen af det, vi kan opnå med udviklingspolitikken. At sætte det enkelte menneske fri. Lige nu er vi vidne til Verdenshistorie. En ung mand satte ild til sig selv i Tunis og tændte håb og mod til at kæmpe for drømmen om frihed i hele den under- 1
trykte verden. Begivenhederne i Tunesien, Egypten, Libyen og mange andre steder i den arabiske verden understreger for mig, at det vigtigste, vi kan arbejde med i vort globale engagement, er holdninger. Det vigtigste, vi kan stå ved, er at støtte kampen for frihed. At forsvare den unikke påstand, der er Vestens, nemlig at hvert menneske er ukrænkeligt og udgør noget værdifuldt i sig selv. Frihedens budskab er så stærkt, at det appellerer til alle. Forandringerne i Nordafrika og Mellemøsten bekræfter styrken af det vestlige frihedsbudskab og frihed som grundlæggende værdi og mål for udviklingspolitikken. Frihedsbevægelser, som på kort tid har væltet regimer i Tunesien og Egypten og nu [snart] også i Libyen - har lagt kimen til kampen for frihed mange andre steder i verden. Det må og skal vi støtte. Jeg har etableret en frihedspulje, som med mindst 100 mio. kr. årligt skal støtte demokrati og frihedsrettigheder i lande, hvor de er særligt under pres herunder fra truslen om radikalisering. 25 mio. kr. går nu til at støtte friheds- og reformbestræbelserne i Egypten og Tunesien. Men det er vigtigt, at vi - ligesindede lande - arbejder sammen om at støtte landene i Nordafrika og Mellemøsten politisk, moralsk og finansielt. Vi har derfor fra dansk og svensk side netop be- 2
sluttet i fællesskab at støtte en række hurtige indsatser, der kan bakke op om reformkræfterne både i Egypten og Tunesien og mere bredt i regionen. Sammen vil vi i Tunesien støtte træning af journalister og oprettelsen af en menneskerettighedsenhed, der skal bistå med etablering af nye demokratiske civilsamfundsorganisationer. Vi vil samarbejde med det Internationale Institut for Demokrati og Valgstøtte (IDEA) her i Stockholm om et regionalt initiativ, der skal hjælpe landene med rådgivning om forfatnings- og valgreformer. Og vi vil støtte samarbejdet mellem menneskerettighedsorganisationer fra regionen og Europa. Den ufrihed, vrede og afmagt, der fik bægeret til at flyde over for den unge mand i Tunis, da han fik frataget sin salgsvogn, den ser jeg som udviklingsminister igen og igen på mine rejser. I Zimbabwe, på min allerførste rejse som udviklingsminister, var den første, jeg mødte en kvinde, der med desperation, vrede og afmagt i stemmen fortalte, at: Nu kan vi ikke en gang sælge vores tomater på gaden. Senere på samme rejse mødte jeg en bonde, der havde fået hjælp til at købe en kanin, der så havde fået unger, som han kunne sælge. Han købte en høne og en hane, solgte æg og kyllinger, og så kunne han også investere i 3
såsæd. Bonden havde håb, det havde kvinden, tomatsælgeren ikke. Han havde mulighed for at gøre noget ved sin egen situation. Det havde hun ikke. Danmarks udviklingspolitik skal bekæmpe fattigdom. Virkelig fattigdom er, når et menneske er ude af stand til at påvirke sin egen skæbne. Ude af stand til at gøre noget ved sin egen situation. Målet med bistanden er at understøtte, at dette bliver muligt. At gøre det enkelte menneske i stand til at tage skæbnen i egen hånd. Bistanden skal skabe rammer for fri menneskelig udfoldelse og give fattige mennesker mulighed for at udnytte de rammer. Det er grundtanken i Danmarks nye udviklingspolitiske strategi, Frihed fra Fattigdom, Frihed til Forandring, som Folketinget vedtog i maj sidste år. Den nye strategi placerer udviklingspolitikken som en integreret del af Danmarks udenrigspolitik. Det gør den, fordi udviklingspolitik i dag er high politics. Som Robert Gates, den amerikanske forsvarsminister, skrev i magasinet Foreign Affairs i sommer, så kan man ikke længere adskille udenrigs-, forsvarsog udviklingspolitik. Det er ét sammenhængende hele. 4
At sige, at udviklingsbistand er en ligeværdig og selvstændig del af Danmarks aktive udenrigs- og sikkerhedspolitik, kan stadig falde folk for brystet i Danmark. Bistanden er ren og hellig, mener de. En moralsk forpligtelse, der ikke må politiseres eller bruges udenrigspolitisk. Det, mener jeg, er naivt. Det apolitiske rum findes ikke virkeligheden. Det betyder ikke, at moral ikke er vigtig. Moral er en bærende del af bistanden. Jeg anvender ofte et citat fra den britiske statsmand og filosof Edmund Burke: Det eneste, der skal til, for at ondskaben triumferer, er, at gode mennesker intet gør, sagde han. Vi skal bistå fattige lande og hjælpe dem til at hjælpe sig selv. Fordi det er det rigtige at gøre. Men vi gør det ikke kun på grund af et moralsk imperativ eller blåøjet velgørenhed. Vi gør også for vores egen skyld, for vores egen sikkerhed. Og det skal vi turde sige højt. Vores egen sikkerhed er direkte knyttet til vores globale engagement. Hvis vi ikke kommer til verden, kommer verden til os. Ude i verden hænger tingene sammen - også udenrigspolitik og udviklingsbistand. En af vores vigtigste erfaringer i skrøbelige stater som Afghanistan er, at 5
det er tvingende nødvendigt at sikre, at de udenrigspolitiske, udviklingspolitiske, sikkerhedspolitiske og humanitære instrumenter tænkes sammen. Danske soldaters indsats og dansk bistand til pigeskoler i Afghanistan er tæt forbundne. Vi kan ikke lykkes med det ene uden det andet. Vi skal turde bruge bistanden aktivt som et blandt flere instrumenter til at fremme en bedre og mere sikker verden. Med frihed som omdrejningspunkt bærer Danmarks udviklingspolitik et frihedsbudskab om politisk og økonomisk forandring for det enkelte menneske. Den indeholder også et budskab om, at mennesket har en iboende og forunderlig evne til at overkomme problemer. Nogle har blot brug for en håndsrækning. Derfor skal dansk udviklingsbistand også kun være en slags starthjælp. Den skal skubbe i gang. Skabe initiativ. Bistand må aldrig bidrage til skabelse af en permanent, passiv modtagerkultur i forventning om business as usual. Det skal være efterspørgslen og ejerskabet, der er drivende. Ikke det velmenende udbud. 6
Bistand skal bidrage til at gøre landene selvhjulpne. Udvikle produktion og innovation. Skabe arbejdspladser. Vækst. Opbygge retsstater. Og forbedre landenes skattesystemer, så indtægter herfra bidrager til at bekæmpe fattigdom. Men styringen og det overordnede ansvar skal ligge hos den enkelte partner selv. Succeskriteriet er at gøre bistanden overflødig. Fra første færd har jeg søgt at gøre op med vanetænkningen om udviklingsbistand som globalt, socialt underhold. At bistand i sig selv er et gode, og at størrelsen er målestokken. Mens Danmark, ligesom Sverige, ligger i verdens top 5 over dem, der forholdsmæssigt giver mest i udviklingsbistand, så er det ikke i sig selv et succeskriterium. Det må og skal være resultaterne, der tæller. Vi skal stille spørgsmålene: Hvad skal vi nå? Og virker det? Og vi skal kunne svare klart på selv samme spørgsmål. Derfor skal vi vide mere om bistandens forskellige effekter. Vide hvordan vi måler resultater og lære af succeser og fejltagelser. Af samme grund har jeg lanceret et internationalt forskningsprogram, der netop skal belyse, hvilken konkret forskel bistanden kan gøre. Sverige er tæt involveret i dette arbejde. 7
Et af de bistandstabuer, som jeg mener, er vigtigt at tage op, er spørgsmålet om risici. Risiko for korruption og misbrug af skattekroner er en daglig udfordring i al udviklingssamarbejde. Især i skrøbelige stater, hvor strukturerne er svage eller ligefrem ikke eksisterer. Risici er således et arbejdsvilkår for udviklingssamarbejdet i nogle af verdens fattigste lande. Alt skal måles på sit alternativ. Og alternativet ikke at gøre noget - vil ofte være værre. Men vi skal ikke fortie den risiko, der er, for korruption af frygt for en ny offentlig skandale. Vi skal være åbne og ærlige, sikre transparens i alt, hvad vi gør, og blive bedre til at håndtere de politiske og finansielle risici. Så sent som i sidste uge stod jeg i dilemmaet. Den somaliske terrororganisation al-shabaab har sat sig på stort set alle myndighedsstrukturer i det sydcentrale Somalia og afkræver skat af mennesker, som arbejder med udviklingsaktiviteter. På den måde endte danske bistandsmidler, som var ydet til et udviklingsprojekt i Hiiran, indirekte i lommerne på al-shabaab. Det var jeg selvsagt nødt til prompte at stoppe. Og jeg har derfor suspenderet alle nye udviklingsaktiviteter i al-shabaab-dominerede områder i Somalia. Men hvad med nødhjælpen? Nødhjælpen foregår heller ikke i et vakuum. Men vi har alligevel besluttet at 8
fortsætte den humanitære bistand også i det sydcentrale Somalia under tæt monitorering. Vi fortsætter, fordi alternativet til at afhjælpe sult og nød i Somalia vil være ubærligt for befolkningen og føre til flygtningestrømme og ustabilitet i nabolandene. Jeg accepterer risici, men jeg mener også, at vi skal blive bedre til at håndtere dem. Mit mål er, at vi i fællesskab med Sverige, andre ligesindede donorer og multilaterale spillere skal udvikle et risikobarometer, så vi kan følge og forklare, hvordan risikosituationen udvikler sig. Denne tilgang har givet anledning til debat i dansk presse. En morgen vågnede jeg op til overskriften: Søren Pind accepterer korruption. Nej. Jeg accepterer, at udvikling er en høj-risiko investering, men det er ikke det samme som at acceptere, at risikoen realiseres. Danmark har et princip om nul-tolerance mod korruption. Nul-tolerance betyder at vi ved, korruption eksisterer, at vi gør det klart, at vi ikke accepterer korruption, og at vi slår hårdt ned, når vi opdager den. Det betyder også, at korruption får konsekvenser. Vi stiller vores partnere til ansvar og standser om nødvendigt samarbejdet. Og vi offentliggør alle kor- 9
ruptionssager, herunder omfanget af tabte danske skattekroner. Korruption kan ikke ties ihjel. Tværtimod skal vi råbe op, når vi møder den. Frihed og forandring, mål og resultater, risici og anti-korruption er alle væsentlige byggesten i Danmarks nye udviklingspolitiske strategi Frihed fra Fattigdom Frihed til Forandring, som jeg omtalte tidligere. Strategien indeholder fem politiske prioritetsområder, der udover demokrati og menneskerettigheder omfatter fremme af markedsbaseret økonomisk vækst og beskæftigelse; kvinders ligestilling; støtte til skrøbelige stater og til miljø og klima. Det betyder også, at vi vil fravælge andre indsatsområder og fokusere bistanden på langt færre lande. Grundtanken er, at vi skal gøre en forskel, der hvor vi er. Og det kræver, at vi samler bistandsressourcerne for at opnå større tyngde og gennemslagskraft. Danmark skal fra de nuværende 26 til 15 partnerlande. Vi har fundet de første 7 lande, som vi vil fase ud af, og vil identificere de sidste i den kommende tid. 10
Danmark er klar til at forpligte sig i langsigtede partnerskaber, men stiller også klare krav til udviklingslandene. Vi vil samarbejde med de lande, der kan og vil forandring. Og vi er parate til at drage konsekvensen, hvis udviklingen går den gale vej. Som f.eks. med Nicaragua. Her besluttede vi i 2010 at udfase bistanden med udgangen af 2012. I sidste måned måtte jeg dog konstatere, at samarbejdsmulighederne var udtømte. Nicaraguas regering modsatte sig støtte til civilsamfundet. Jeg har derfor draget konsekvensen og oplyst Nicaraguas regering, at vi udfaser bistanden helt og holdent i år. Det ligger mig også på sinde som dansk udviklingsminister at søge et tæt samarbejde med ligesindede donorer. Med Sverige og med kollegerne i EU og USA. Kun i fællesskab kan vi styrke gennemslagskraften og effekten af disse tiltag. Og påvirke den internationale dagsorden. Det er jo ikke tilfældigt, at jeg står her i dag. I Stockholm. Med min gode svenske kollega. Jeg ved, at debatten om udviklingspolitik i forandring lever i bedste velgående i Sverige. Det har Gunilla en stor fortjeneste for. Jeg glæder mig til at deltage i den. Tak for opmærksomheden. 11