Det kristne fællesskab Tre oplæg til bibelkredsene i Hvide Sande 2014 Daniel D. Kristiansen
2
Indhold 1. Et helligt folk 4 De helliges samfund 4 Skuffede forventninger 5 2. Elsk hinanden 8 Hils på hinanden 9 Vis hinanden opmærksomhed 9 Vær gæstfri mod hinanden 10 Forman hinanden 10 3. Et i Kristus 12 Apostlenes lære 12 Fællesskabet 13 Brødets brydelse 14 Bønnerne 15 3
1. Et helligt folk Ordet hellig betyder egentlig adskilt/udskilt/anderledes eller det kan oversættes med noget der er klart/tindrende/strålende. Skal Bibelen beskrive Guds væsen med ét ord, bliver det med dette. Den hellige Gud er adskilt fra alt andet, han er den, som er helt anderledes; og samtidig betyder helligheden, at han er skønhedens Gud, og alt skønt og smukt i denne verden afspejler hans storhed. Guds hellighed er strålende, og vi mindes om hans hellighed, når vi kigger ud på hans skaberværk. Kig op i solens stråler og tænk på, at den Gud, som har skabt den sol, han er selv en hellig Gud, dvs. han er en strålende, tindrende Gud, hvis stråler er så kraftige, at den sol du kigger på bare er en lommelygte, der trænger til nye batterier, i forhold til ham! Læs Es 6,1-7 om Esajas kaldelse til profet - Hvad siger beretningen om Guds hellighed? - Hvorfor reagerer Esajas som han gør på at møde den hellige Gud? - Hvordan ville du selv reagere? - Hvad tanker og billeder har du af Den hellige Gud? De helliges samfund I skal være hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig, siger Gud til sit folk (3 Mos 19,2). 4
Læs 1 Kor 1,1-3. I gamle dage var det at blive kaldt en af de hellige et nedsættende øgenavn for dem, som var lidt for fromme. For Paulus virker det snarere til at være en hædersbetegnelse og en kompliment. - Hvad vil det sige, at Guds menighed består af mennesker, som er helliget og kaldet til at være hellige? - Kan man sige om kristne mennesker at de er hellige, ligesom Gud er hellig? - Er vi stolte over at være en del af de helliges samfund? - Mærker vi i det daglige, at det kristne fællesskab er de helliges samfund? Skuffede forventninger Hvis det kristne fællesskab er de helliges samfund kan man jo med rette have store forventninger til dette fællesskab. Men mange har oplevet at blive skuffet over manglende sammenhold, skuffet over manglende opbakning og trofasthed, skuffet over bagtalelse og mangel på omsorg. - Hvordan ville det kristne fællesskab se ud, hvis det var helt perfekt? Tag en drømmerunde, hvor I sætter ord på, hvordan et helligt fællesskab burde se ud. Læs 1 Kor 1,10-11. Det er ikke noget nyt, at kristne kan føle sig skuffede over fællesskabet. Hvis vi læser videre i 1. Korinterbrev, hvor Paulus indleder med at kalde kristne for de hellige, finder vi ud af, at i denne hellige menighed, var der kliker og splittelser, 5
problemer med menighedsmedlemmers seksuelle udskejelser, rige der levede i overflod mens de fattige i menigheden sultede, forkyndere der lærte falsk og flere andre problemer. Alligevel kalder Paulus dem hellige. - Har du oplevet, at blive skuffet over det kristne fællesskab på egne eller på andre vegne? - Hvordan bliver det modtaget, hvis nogen kritiserer fællesskabet i kirken, missionshuset, bibelkredsen eller andre steder? Den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer skriver i bogen Et i Kristus at man sådan set skal takke Gud, når man er skuffet over det kristne fællesskab (!), for dermed bliver man mindet om, at det kristne fællesskab ikke er andet, end et fællesskab for syndere: Er da den broder, der begår synd, ikke stadigvæk den broder, som jeg står sammen med under Kristi ord, og bliver hans synd ikke til stadighed en ny anledning for mig til at takke for, at vi begge få lov at leve under den samme tilgivende Guds kærlighed i Jesus Kristus? Vil det derfor ikke netop være utroligt sundt for mig, når jeg skuffes over min broder, for det belærer mig jo grundigt om, at ingen af os på noget tidspunkt kan leve af egne ord i gerninger, men kun af det ene ord og den ene gerning, som i sandhed forbinder os, nemlig syndernes forladelse i Jesus Kristus? Der, hvor drømmeforestillingernes tåger forsvinder, bryder det kristne fællesskabs lyse dag frem (Credo Forlag 1981, s. 15). 6
- Giver Bonhoeffers opgør med drømmeforestillingernes tåger mening? Hvorfor / hvorfor ikke? - Er det i praksis muligt at sige tak for tilgivelsens fællesskab, hvis man er blevet svigtet groft? - Hvordan husker vi altid, at det kristne fællesskab er et fællesskab for tilgivne syndere? Ønsker I i bibelkredsen at arbejde videre med dette tema, kan Dietrich Bonhoeffers bog købes her: http://lohse.dk/det-kristnefaellesskab.html. 7
2. Elsk hinanden Læs Joh 13,34-35. Dette er Jesu sammenfatning af, hvad det kristne fællesskab drejer sig om. Baggrunden er Jesu kærlighed til os. Indholdet er, at vi skal elske hinanden. Og outputtet er, at resten af verden gennem de kristnes kærlighed til hinanden får lov at se Jesu kærlighed. - Kan vi gøre noget for at sikre, at det bliver Jesu kærlighed som er udgangspunktet for den indbyrdes kærlighed iblandt os? - I Matt 5,16 formulerer Jesus det på denne måde: Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene. I hvor høj grad er det i dag tilfældet, at vores indbyrdes kærlighed er et vidnesbyrd om Kristi kærlighed for resten af verden? Henrik Nymann Eriksen skrev i 2012 bogen Hinanden indspil til en kristen menighedskultur. Her gennemgår han de over 50 formaninger i Det nye Testamenter, hvor ordet hinanden indgår. Har I lyst til i bibelkredsen at arbejde videre med denne vinkel på det kristne fællesskab, kan bogen varmt anbefales. Den kan købes her: http://lohse.dk/hinanden.html. Vi vil i det følgende gennemgå udvalgte hinanden-ord. 8
Hils på hinanden Læs Rom 16,16. Fire steder formanes der i NT til at de troende hilser på hinanden med et helligt / kærligt kys. Det var tidens kulturbestemte udtryk for venskab gennem fysisk kontakt. I dag har vi andre måder at vise det samme, først og fremmest håndtrykket. - Hvordan hilser vi på hinanden når vi mødes i kirken, missionshuset, i bibelkredsen og privat? - Hvor meget betyder fysisk kontakt for et godt fællesskab? - Kan vi gøre mere for at leve op til formaningerne om at hilse på hinanden via fysisk kontakt og berøring? Hvordan og hvornår konkret? Vis hinanden opmærksomhed Læs Hebr 10,24. Når vi formanes til at give agt på hinanden handler det om at se hinanden og give hinanden opmærksomhed. Det er som bekendt et meget grundlæggende menneskeligt behov at blive set og få opmærksomhed. Bliver vi overset mister vi al energi og troen på, at vi er noget værd. Jesus var, også hvad dette aspekt angår, det store forbillede, som viste det enkelte menneske, han mødte, fuld opmærksomhed. I Rom 12,10 opfordrer Paulus konkurrencemenneskerne i menigheden til at tage en intern dyst om, hvem der kan vise hinanden mest opmærksomhed (agtelse). 9
- I hvilke af vore sammenhænge er der størst risiko for, at nogen bliver overset? - Nævn eksempler på, hvordan du har oplevet at blive set eller blive overset. - Kan et fællesskab blive for stort til at det er realistisk, at alle føler sig set? Vær gæstfri mod hinanden Læs 1 Pet 4,9. At tage imod gæster og at lade sig tage imod som gæst kendetegner det kristne fællesskab. Og det ligger i grundbetydningen af ordet, at det handler om besøg af fremmede og ikke fx familie eller nære venner. I en travl hverdag fx i en moderne familie med børn og to udearbejdende forældre kan denne formaning nok være lidt af en udfordring. - Hvordan konkret viser man gæstfrihed? - Hvordan kan vi åbne vore hjem mere op for fremmede? - Kan sjak og vennekredse blive for lukkede, så det bliver kliker, hvor der ikke er plads til flere? - Kan en kernefamilie (mor, far og børn) lukke sig om sig selv? - Er det vanskeligst at vise gæstfrihed eller selv at tage imod gæstfrihed fra andre? Forman hinanden Formaninger til at formane hinanden findes der mange af i NT. Det er tilsyneladende en helt integreret del af den nytestamentlige menighed, at der skal sættes tid og ressourcer af 10
til at formane hinanden. Ordet som til dansk er oversat med formane, kan også oversættes trøste, opmuntre eller vejlede. Alle formaninger handler grundlæggende om at udfordre hinanden til at leve det nye liv ud i praksis, som Kristus har vundet til os. Ligesom patienten efter en operation opmuntres til at stå ud af sengen og begynd at leve sit nye liv som rask, sådan opmuntrer formaningerne os til at praktisere det nye liv, som Kristus har frelst og til. Som Paulus formulerer det i Ef 5,8: nu er I lys i Herren; lev som lysets børn. Læs Kol 3,16. Her fastslås en ganske bestemt metode til at opmuntre og formane hinanden, nemlig gennem sang. Det virker til at være en selvfølge, at alle (!) synger med på menighedens sang til trøst, opmuntring og formaning. Fællessang skaber fællesskab, sammenhold og glæde. Derfor hører salmer, hymner og åndelige sange sig til i det kristne fællesskab på alle niveauer fra gudstjeneste og møder til bibelkredse og familier. - hvordan kommer vi af med blufærdigheden omkring fællessang, så hver fugl har lov at synge med sit næb, uden at nogen mener, at de ikke kan synge? - hvordan bliver formaning i form af trøst, opmuntring og vejledning en naturlig del af det kristne fællesskab? - nævn positive eksempler på, hvordan en konkret formaning blev til hjælp og opmuntring. 11
3. Et i Kristus Læs ApG 2,41-42. Efter Jesu opstandelse og himmelfart var Jesus ikke længere synligt til stede blandt disciplene. Men efter pinse erfarede de, hvordan Jesus stadig var dem nær gennem sin Ånd, når de samledes i menigheden. Der var nogle helt konkrete ting, som de samledes om, fordi de netop her oplevede, at Jesus selv var til stede. Først og fremmest henvistes alle til dåben. På pinsedag kom næsten 3000 mennesker til tro, og som en selvfølge var det første som skete med dem, at de skulle døbes. Dåben gør os til en enhed vi er ét i Kristus (Gal 3,27-28) Herefter nævnes fire steder, som den første menighed fokuserede på. Fire steder, som de holdt fast ved, fordi de vidste, at netop her kunne de møde Jesus: apostlenes lære, fællesskabet, brødets brydelse og bønnerne. Vi vil i dette afsnit gennemgå disse fire steder. Apostlenes lære 2 Tim 3,16. Apostlenes lære var i kirkens første tid en mundtlig overlevering. Senere blev den nedfældet og samlet i Det nye Testamente. Guds ord er selve sammenhængskraften i det kristne fællesskab. Et godt kendskab til Bibelen hører til det basale i kristen oplæring. At holde fast på apostlenes lære som Guds ord er et fælles anliggende for menigheden. 12 - Hvor mange procent af tiden til en gennemsnitlig bibelkredsaften bruger I på at læse og samtale om en bibeltekst? Er det passende?
- Mange steder knytter Jesus selv sin person sammen med sit ord du kan møde Jesu person ved at høre hans ord (læs fx Joh 14,23-24). Alligevel er det svært for mange at få læst i Bibelen. Hvorfor? Fællesskabet Læs Matt 18,20. De første kristne holdt fast ved fællesskabet. Det kristne fællesskab er altså i sig selv en kerneressource når det gælder spørgsmålet om, hvordan jeg kommer i forbindelse med Gud. I den pietistisk tradition, som fx Indre Mission ligger i forlængelse af, har der været et stærkt fokus på dig den enkelte, hvordan er dit forhold til Jesus? og er du personlig kristen?. En overfokusering på disse personlige spørgsmål kan nemt føre til både navnepilleri og unødige anfægtelser. De første kristne kiggede tilsyneladende ikke så meget efter deres egen personlige individuelle tro, men fokuserede mere på hinanden og på at tjene fællesskabet (ApG 2,44-47). I den lille bog Et i Kristus (også nævnt i første oplæg) beskriver Dietrich Bonhoeffer hvorfor vi som kristne har brug for hinanden for at vi kan møde Jesus. Han formulerer det sådan: Den Kristus, der er i ens eget hjerte, er svagere end den Kristus, der er i broderens ord. Med andre ord: Kristus har taget bolig i enhver kristen (jf. Gal 2,20) - og i din medkristne bror eller søster kan du dermed møde Kristus selv. Har I lyst, kan I se tidligere KFSsekretær Klaus Vibe i en 5 minutter lang video udfolde dette. Det er talt ind i en KFS-sammenhæng, men kunne lige så godt være 13
sagt til en bibelkreds i Hvide Sande. Videoen kan ses ved at taste http://www.youtube.com/watch?v=gkn3v1aendu eller I kan scanne denne QR kode: - Har du oplevet konkret, at det kristne fællesskab virkede trosstyrkende? - Er der vanskeligheder forbundet med at fokusere på det fælles frem for på det individuelle? Brødets brydelse Læs 1 Kor 10,16-17. Nadveren er måltidsfællesskab. Desværre er pædagogikken i Paulus tale om enheden ved det ene brød ikke helt klar i den folkekirkelige nadverpraksis, fordi vi af hygiejnegrunde ikke længere drikker af fælles kalk, og at det ene brød, som blev brækket i stykker og delt ud, nu er erstattet med små oblater. Men Paulus ord gælder stadig, at vi igennem nadverens brød og vin alle bliver ét med Kristus, og dermed bliver ét med hinanden. Netop fordi nadveren er dette intime fællesskabets måltid med Kristus selv, men også med mine medkristne så lægges der flere steder i NT op til, at konflikter i menigheden bør forliges inden nadveren fejres (1 Kor 11,17-34). - Hvad betyder nadveren for dig i relation til fællesskabet? 14
- Kan I i bibelkredsen tage konkrete initiativer til, at kirkegang og nadverfællesskab bliver en mere naturlig del af jeres fællesskab? Hvilke? Bønnerne Læs Luk 11,1-4. Bøn er ikke noget nemt og naturligt. Det var det ikke for disciplene de havde brug for Jesus til at lære dem det. Og det var det ikke for de første kristne de havde brug for hinanden til at holde fast i bønnen. Og Jesus lærte sine disciple at formulere bønner i vi-form og ikke i jeg-form: Fadervor, giv os i dag osv. Når bønnerne står i den bestemte flertalsform i ApG 2,42 er det sandsynligvis fordi, der er tale om på forhånd formulerede bønner, nemlig dem, som man brugte i synagogen, typisk taget fra Salmernes Bog i GT. - Hvad gør fællesbøn eller mangel på samme ved et kristent fællesskab? - Hvad er fordelen og ulemperne ved at bruge i forvejen formulerede bønner fra fx salmebogen eller Bibelen frem for frit formulerede bønner? - Hvor mange procent af tiden til en gennemsnitlig bibelkredsaften bruger I på fællesbøn? Er det passende? 15