HØJESTERETS KENDELSE afsagt torsdag den 27. marts 2014 Sag 28/2014 Anklagemyndigheden mod T (advokat Michael Juul Eriksen, beskikket) I tidligere instanser er afsagt kendelser af Retten på Frederiksberg den 21. december 2013 og af Østre Landsrets 2. afdeling den 23. december 2013. I påkendelsen har deltaget fem dommere: Jytte Scharling, Poul Dahl Jensen, Vibeke Rønne, Oliver Talevski og Jens Kruse Mikkelsen. Påstande T har nedlagt påstand om løsladelse. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om stadfæstelse. Sagsfremstilling T er ved Retten på Frederiksbergs dom af 21. december 2013 straffet med fængsel i 3 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens 245, stk. 1, jf. 247, stk. 1, og 276, jf. 285, stk. 1, for sin deltagelse sammen med ni andre i et voldeligt overfald på to personer den 8. februar 2013 i tilknytning til et opgør mellem grupperingerne Loyal to Familia og Værebros Hårde Kerne samt for tyveri af to mobiltelefoner og en pung fra de overfaldne. Retten lagde i den forbindelse til grund, at T indtog en ledende rolle i Loyal to Familia, og at han var til stede under voldsudøvelsen, hvorunder der bl.a. blev anvendt en Mag-Lite lygte og muligvis knojern, men at han ikke selv deltog aktivt i selve voldsudøvelsen. Byretten lagde endvidere til grund, at T på et tidspunkt råbte stop, og at han herefter tog Mag-Lite lygten fra en med-
- 2 - tiltalt og trak denne tilbage. Byretten fandt dog ikke, at T af denne grund var omfattet af straffelovens 23 og 24. Straffen på fængsel i 3 år og 6 måneder blev fastsat som en fællesstraf, der også omfatter en reststraf på 1004 dages fængsel, som henstod ved Ts prøveløsladelse den 30. november 2012 efter afsoning af flere domme, herunder en dom af 8. oktober 2008 på fængsel i 8 år for overtrædelse af straffelovens 245, jf. til dels 246 og 247, stk. 1, jf. 89. I forlængelse af domsafsigelsen traf Retten på Frederiksberg den 21. december 2013 afgørelse om fortsat varetægtsfængsling af T af hensyn til retshåndhævelsen, jf. retsplejelovens 769, stk. 1, jf. 762, stk. 2, nr. 1, med følgende begrundelse: Henset til den udmålte strafs længde, som omfatter 1004 dages reststraf i henhold til en prøveløsladelse af 30. november 2012, finder retten, at hensynet til retshåndhævelsen kræver fortsat varetægtsfængsling. Østre Landsret stadfæstede ved kendelse af 23. december 2013 byrettens kendelse af 21. december 2013 i henhold til grundene. I en retsbog senere samme dag anførte landsretten, efter at have modtaget et kæreskrift fra Ts forsvarer, at landsretten ved sin afgørelse har tiltrådt, at der ved vurderingen af forholdets grovhed er taget hensyn til den reststraf på 1004 dages fængsel, der henstod ved prøveløsladelsen den 30. november 2012, og som blev udløst ved dommen. Procesbevillingsnævnet har den 29. januar 2014 meddelt T tilladelse til at indbringe landsrettens kendelse af 23. december 2013 for Højesteret. Anklagemyndigheden har den 3. januar 2014 anket Retten på Frederiksbergs dom af 21. december 2013 til skærpelse. Hovedforhandlingen i landsretten er efter det oplyste berammet til 4., 5. og 7. august 2014.
- 3 - Ved kendelse af 24. januar 2014 har Østre Landsret truffet afgørelse om fortsat varetægtsfængsling af T af hensyn til gentagelsesrisiko, indtil der er afsagt dom i ankesagen, jf. retsplejelovens 762, stk. 1, nr. 2, jf. 769, stk. 3, jf. 767, stk. 2. Anbringender T har anført bl.a., at der ikke var grundlag for fortsat varetægtsfængsling af ham af hensyn til retshåndhævelsen efter afsigelsen af Retten på Frederiksbergs dom af 21. december 2013. Varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen forudsætter efter praksis, at det pådømte forhold i sig selv må forventes at udløse en straf på mindst et års fængsel, og der skal i den forbindelse tages fornødent hensyn til muligheden for at opnå prøveløsladelse til normal tid. Den idømte fængselsstraf på 3 år og 6 måneder omfatter en reststraf på 1004 dages fængsel, hvorfor det forhold, som er pådømt ved Retten på Frederiksbergs dom af 21. december 2013, isoleret set alene har udløst en straf på 9-10 måneders fængsel. En udløst reststraf skal ikke tælles med ved vurderingen af, om forholdets grovhed berettiger til varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen. På tidspunktet for kæremålets indgivelse til Højesteret havde han været varetægtsfængslet i ca. 11½ måned, hvilket overstiger den straf, som han isoleret er idømt for det pådømte forhold, og forsat varetægtsfængsling er derfor i strid med proportionalitetsprincippet. Anklagemyndigheden har anført bl.a., at hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed skønnes at kræve, at T ikke er på fri fod under sagens behandling i landsretten. T er idømt en fængselsstraf på 3 år og 6 måneder for grov personfarlig vold, og han ville formentlig være blevet idømt en fængselsstraf på mindst 1 år, hvis reststraffen på 1004 dage ikke var blevet udløst ved dommen. Byretten har lagt til grund, at T indtog en ledende rolle i grupperingen Loyal to Familia, og det må ved strafudmålingen tillige tillægges vægt i skærpende retning, at der er tale om et særdeles hurtigt recidiv. Ved vurderingen af, om der er grundlag for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen, kan der ikke bortses fra den reststraf på 1004 dage, som blev udløst ved dommen, ligesom tidligere domme for ligeartet kriminalitet kan indgå i vurderingen af det konkrete forholds grovhed. Retsgrundlag Bestemmelsen om varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen i retsplejelovens 762, stk. 2, nr. 1, fik sit nuværende indhold ved lov nr. 243 af 8. juni 1978 og bygger på forslaget i
- 4 - Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 728/1974 om anholdelse og varetægt. Af betænkningen s. 27 fremgår bl.a.: Formuleringen foreslås ændret, således at det ikke er tilstrækkeligt til at anvende varetægt, at det påsigtede forhold efter sin art er af en særlig grovhed. Det kræves yderligere, at det efter de i sagen foreliggende oplysninger om det konkrete forholds grovhed skønnes påkrævet, at sigtede ikke er på fri fod. Der bør ved anvendelse af bestemmelsen kunne tages hensyn til forhøjet strafferamme på grund af skærpende omstændigheder. Højesterets begrundelse og resultat Procesbevillingsnævnet har givet tilladelse til kære af Østre Landsrets kendelse af 23. december 2013. Højesteret kan derfor alene tage stilling til denne kendelse, der angår spørgsmålet om varetægtsfængsling efter retsplejelovens 769, stk. 1, jf. 762, stk. 2, nr. 1 (varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen), i perioden fra domsafsigelsen den 21. december 2013 til den 24. januar 2014, hvor landsretten afsagde kendelse om varetægtsfængsling af T under ankesagens behandling efter 762, stk. 1, nr. 2 (varetægtsfængsling på grund af gentagelsesrisiko). Hensynet til retshåndhævelsen Efter retsplejelovens 762, stk. 2, nr. 1, kan en sigtet varetægtsfængsles, når der foreligger en særligt bestyrket mistanke om, at han har begået en lovovertrædelse, som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, og hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod. Varetægtsfængsling efter bestemmelsen forudsætter efter praksis, at der foreligger et forhold, som ved endelig dom må forventes at udløse en straf på mindst et års ubetinget fængsel (eller anden strafferetlig foranstaltning af tilsvarende indgribende betydning), jf. herved bl.a. Højesterets kendelser af 8. september 2011 (UfR 2011.3380 H) og 5. januar 2012 (UfR 2012.1088 H). Højesteret finder, at det efter bestemmelsens ordlyd og forarbejder er det eller de strafbare forhold, som den aktuelle sag angår, der skal indgå i vurderingen af, om forholdets grovhed indebærer, at der må forventes en straf på mindst et års ubetinget fængsel. Det kan i den forbindelse indgå i vurderingen, om sigtede tidligere er dømt for tilsvarende kriminalitet, jf. her-
- 5 - ved straffelovens 81, nr. 1, og om der foreligger hurtigt tilbagefald til ny kriminalitet. Derimod kan det ikke indgå i vurderingen, hvad den samlede straf (fællesstraffen) vil blive udmålt til som følge af, at en reststraf udløses. T er ved byretten idømt en fællesstraf af fængsel i 3 år og 6 måneder, der ud over det aktuelle forhold også omfatter en reststraf på 1004 dages fængsel. Det aktuelle forhold vedrører deltagelse i et voldeligt overfald på to personer i tilknytning til et opgør mellem Loyal to Familia og Værebros Hårde Kerne. Byretten har i den forbindelse lagt til grund, at T indtager en ledende rolle i Loyal to Familia, men at han ikke deltog aktivt i selve voldsudøvelsen. Fællesstraffen på fængsel i 3 år og 6 måneder må anses for udmålt efter princippet om modereret kumulation. Herefter og efter oplysningerne om de straffe, som byretten har udmålt til de medtiltalte, er der ikke, som anført af T, grundlag for at antage, at byretten kun ville have udmålt en straf på 9-10 måneders fængsel, hvis han ikke havde haft en reststraf. Efter karakteren af den udøvede vold, Ts ledende rolle i Loyal to Familia, og den omstændighed, at det strafbare forhold er begået i prøvetiden ganske kort tid efter Ts prøveløsladelse fra afsoning af straf for tilsvarende kriminalitet, finder Højesteret, at det aktuelle forhold efter de foreliggende oplysninger ville udløse en straf på mindst et års ubetinget fængsel, hvis der ses bort fra reststraffen. Det voldsforhold, som T er dømt for, må anses for at være af en sådan grovhed, at hensynet til retshåndhævelsen krævede, at han efter byrettens dom fortsat skulle være varetægtsfængslet. At T på tidspunktet for byrettens afgørelse havde været frihedsberøvet i ca. 9 måneder kan ikke føre til en anden bedømmelse. Proportionalitetsprincippet Efter retsplejelovens 762, stk. 3, kan varetægtsfængsling bl.a. ikke anvendes, hvis frihedsberøvelsen vil stå i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af sigtedes forhold, sagens betydning og den retsfølge, som kan ventes ved endelig dom. Ved vurderingen af, om varetægtsfængslingen i perioden fra den 21. december 2013 til den 24. januar 2014 var i strid med proportionalitetsprincippet, indgår den samlede forventede
- 6 - straf, der også omfatter reststraffen. Den fortsatte varetægtsfængsling af T efter afsigelsen af byrettens dom kan derfor ikke anses for at have været i strid med dette princip. Højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse. Thi bestemmes: Landsrettens kendelse stadfæstes.