[Det talte ord gælder] Tale på KL s sociale temamøde den 1. juni 2012, Jann Sjursen [1) Et værdifuldt samfund for alle] Manglen på arbejdskraft i de kommende år, dominerer samfundsdebatten. Den ene reform efter den anden bliver lagt frem af regeringen, og trepartsforhandlingerne er skudt i gang med det helt overordnede formål at lukke de økonomiske huller frem mod 2020 og øge arbejdsudbuddet. Talen om manglen på arbejdskraft er så intens, at vi må håbe, det ikke er et fatamorgana, som der peges på! Vi skal arbejde længere og mere. Medicinen er den velkendte, at det skal kunne betale sig at arbejde. Men lige lidt hjælper det, hvis der ikke er noget arbejde at få eller hvis mangel på arbejde blot er et enkelt af mange problemer, som borgeren slås med. Der er ikke arbejde nok til alle, der vil arbejde! Derfor er regeringens forslag til en skattereform blot en ny kopimedicin. Indpakningen er ganske vist rød i forhold til den gamle blå, der er afprøvet og som ikke virkede. Vi taler godt nok ikke om starthjælp eller loft over kontanthjælpen, men hensigten med skattereformen er den samme: At øge forskellen mellem de, der er i arbejde og de, der ikke er. Den rette medicin er derimod et rummeligt arbejdsmarked. For mennesker vil gerne bidrage med deres arbejdskraft - og udsatte vil også være ansatte. Hvis de kunne få lov og på vilkår, der tager udgangspunkt i den person han eller hun er og ikke en stangvare af 37 timers effektiv arbejdskraft. Der tales også meget om borgerens ret og pligt. Men hvad er politikernes? 1
At udfolde retten til et arbejde burde være en kær pligt for vores folkevalgte. Det gælder menneskers selvværd og identitet. Det gælder mulighed for at være en del af fælleskabet på en arbejdsplads. Alle mennesker er unikke og har værdi i sig selv. Det gælder selvfølgelig også mennesker, der mister fodfæstet i livet eller på arbejdsmarkedet. Vi kan alle miste fodfæstet eller få brug for hjælp, selvom nogen sikkert har større risiko end andre. Det afgørende er at sætte ind med den nødvendige hjælp i tide. Desværre er vores velfærdssamfund ikke så velfungerende og fintmasket, som det burde være, fordi vi lever i et af verdens rigeste lande. Alt for mange får først hjælp eller får den rigtige hjælp, når problemerne bliver så store og så mange, at en massiv indsats er nødvendig. Forud er gået mange banale trakasserier med systemet. Fx oplever borgere med dobbeltproblematikker som misbrug og psykisk lidelse betingelser om kontrolleret misbrug, før en sindslidelse kan blive behandlet. Og omvendt stilles der krav om behandling for sindslidelse, før en misbrugsbehandling kan påbegyndes. Dét giver jo ingen mening på den måde at sætte borgeren skakmat. Slaget om at få lov til at komme sig, blive rehabiliteret, opleves ganske enkelt af mange som tabt, før behandlingen er begyndt. Det kan og skal ændres! Rådet for Socialt Udsatte gennemførte tidligere i år tre dialogmøder med 45 mennesker, der er berørt af fattigdom i Danmark. Det blev til rapporten Jeg drømmer om, at min journal bliver brændt. En masse skarpe iagttagelser om fattigdommens ansigter i Danmark anno 2012 og konkrete forslag til, hvordan fattigdom kan bekæmpes. Det helt centrale budskab er, at socialt udsatte mennesker ikke føler, at de bliver hørt eller respekteret som mennesker af systemet. De bliver mødt med mistro og kontrol. Og det er jo ikke fordi systemet har opgivet deres sag. 2
Tværtimod er der op mod 7, 8, 9 eller 10 sagsbehandlere til at tage sig af udsatte borgere. Det er ikke så mærkeligt, at én i rapporten føler, at man af systemet mere bliver betragtet som en sag end et menneske. Kommunale sagsbehandlere er ikke onde eller uduelige mennesker. De har bare nogle helt urimeliglige arbejdsvilkår at agere under i forhold til, hvor mange borgere de skal forholde sig til og i forhold til et system, hvor koordination og sammenhæng nærmest er en systemfejl! Borgere skal igen og igen fortælle deres historie, uden at det i øvrigt fører til noget. Det er ikke at tage folk alvorligt. Og derfor giver udsatte borgere op over for systemet. Der sker simpelthen for lidt. Tag for eksempel hjemløsestrategien, som der kan siges meget godt om. Både overordnet i forhold til metodeudvikling og arbejdet med strategien i kommunerne. Men det er altså langt fra opløftende at 38 procent af de hjemløse, der er omfattet af stratgien, efter 18 måneders forløb i strategien fortsat ikke har en social handleplan eller er blevet tilbudt en. Det er nærmest kriminelt! Fundamentet for et seriøst arbejde og med borgerens inddragelse, bliver ikke lagt! Udarbejdelse af sociale handleplaner kræver ikke en socialreform. De skal bare laves - sammen med borgeren! Det kræver heller ikke en socialreform at knæsætte princippet om en koordinerende eller fremskudt sagsbehandler. Men det ville bare rykke så meget, hvis det blev gennemført i den kommunale sagsbehandling. Ja, nogle borgere ville nærmest opleve det som en revolution! Lad respekt og anderkendelse være udgangspunktet for mødet med borgeren. Det koster ikke noget. Sørg for koordination og sammenhæng i indsatserne. Det koster nok lidt til en begyndelse. Men hvad kan der så ikke spares Der er alt sammen noget, I som politikere og forvaltningschefer umiddelbart kan gøre noget ved. [2) Kommuner og andre hjælpetilbud skal blive bedre til at sikre en fagligt velfunderet, koordineret og helhedsorienteret indsats.] 3
At tale om et opgør med silotænkningen, og behovet for en helhedsorienteret indsats, er vel at sparke en åben dør ind. Rådet for Socialt Udsatte foreslår en helhedsorienteret tilgang med koordinering fra neden. Gør det med udgangspunkt i den enkelte socialt udsatte med mennesket bag som aktiv medspiller og beslutningstager. I Sverige har de fx gode erfaringer med et såkaldt personligt ombud på dansk kan man kalde det personlig fortaler. I Sverige gives den til borgere med svær psykisk lidelse, men det kan sagtens bredes ud til flere målgrupper. Det personlige ombud er en blanding mellem en rådgiver, samordner, mægler og advokat men uden myndighedsansvaret. Det tager udgangspunkt i den udsattes behov med fokus på den udsattes styrker og ressourcer. Tilgangen til personligt ombud handler om at gøre brugeren i stand til at benytte samfundets tilbud. Svenske evalueringer af ordningen viser rigtig gode resultater med færre indlæggelser på psykiatriske afdelinger, øget selvværd for brugerne, bedre socialt netværk og livskvalitet. Over en 6-årig periode er der tilmed økonomisk overskud. Der er tanker og eksperimenter med koordinerende sagsbehandler, tovholder og lignende, i danske kommuner. Men ingen er gået så langt, at man har lagt rollen ud til en brugerorganisation, eller givet en tovholder, eller koordinerende sagsbehandler den rolle at være med til at stille krav til myndighederne. Det ville være rigtig interessant, hvis kommuner turde afprøve en ordning med personlig fortaler i en dansk sammenhæng, fx ved at indgå et partnerskab med en brugerforening, eller en af de frivillige organisationer. Det har virkelig noget for sig. [Kommunalreformen] Mange fagfolk på det såkaldt specialiserede socialområde var skeptiske i forhold til, om kommunerne kunne fastholde den faglige ekspertise på området, når de overtog området fra de gamle amter. For at imødekomme betænkeligheden etablerede man VISO vel nærmest et mustensløst konsulentteam, sammensat af fagfolk fra de gamle amter, tilbud, institutioner osv. Tanken var at trække på den ekspertise, som disse fagfolk allerede besad. Der blev argumenteret for, at fagligheden dermed 4
ville blive fastholdt decentralt. Det lød smart, men har det virket efter hensigten? Ikke helt! VISO bliver i hvert fald kun i beskedent omfang grad brugt på udsatte-området. Udviklingen af den faglige ekspertise og metoder på det sociale område, bør være et nationalt anliggende. Med socialreformen må der afsættes ressourcer til udvikling af den faglige kvalitet baseret på en praksisnær forskning. Det kan ske naturligt i et tættere og mere systematiseret samarbejde med kommunerne. Men man må ikke tro, at det er et fix, som hurtigt kaster resultater af sig. Også her er tålmodighed en dyd. [Økonomi] Det siges, at den der betaler, bestemmer også musikken. Man kan nogle gange få den tanke, at økonomerne i Finansministeriet, Økonomi- og Indenrigsministeriet og KL tror, at det er dem, der betaler og derfor også skal bestemme musikken selv om de vel ret beset ikke ved noget særligt om musikken på det sociale område, og nok endnu mindre på udsatteområdet. En ting mener de at vide, og det er, at socialt udsatte koster for mange penge. Og der bliver sparet. Kommunerne har ifølge friske tal fra Danmarks Statistik (16. maj), sparet 6,0 mia. kr. på serviceudgifterne i 2011 sammenholdt med 2010. Udsatteområdet må holde for med et udgiftsfald på 600 mio. kr., så godt som man nu kan gøre det op. Det er en besparelse på 10 pct. ift. den samlede besparelse. Selvom udgifterne til de socialt udsatte kun udgør 3 pct. af de samlede udgifter på serviceområdet, må de socialt udsatte altså holde uforholdsmæssigt meget for, når sparekniven svinges. [3) Udvikling af tilbud og samarbejde mellem kommuner, væresteder, brugerorganisationer mv. ] Med Fælles Ansvar II er der gjort meget for at udvikle værestedstilbud. Helt overordnet viser evalueringen, at der er mange der får det bedre, nemlig ca. 42 procent, men stort set ligeså mange der får det værre, nemlig 38 procent. 5
Det leder let til den fejlkonklusion, at indsatsen ikke har gjort den store forskel. At Fælles Ansvar II ikke nyttede noget. Det er helt forkert. En succesrate på 42 procent er ikke så dårlig, målgruppens problemer taget i betragtning. At projekterne under Fælles Ansvar II ikke har kompenseret for den samlede negative sociale udvikling for 38 procents vedkommende, betyder jo ikke, at de har været spildt. Værestedernes tilbud om akut lindring med et måltid mad, en madras og et tæppe til natten, et bad og en tøjvask og ikke mindst en god snak, er også betydningsfulde og vigtige indsatser i vores fælles samfund. De indsatser betyder virkelig noget også selvom det ikke fører til beskæftigelse eller forbedring af den udsatte borgers samlede livssituation. Der er en tendens til, at forventningen til resultaterne på det sociale område til stadighed skrues i vejret. Som udgangspunkt er det positivt. Men forventningerne til de mål der skal indfries hænger ikke altid sammen med midlerne. Hjemløsestrategien en nu under udrulning. Den er finansieret af satspuljen og jeg håber, at det afspejler en bred politisk opbakning til strategien. Jeg håber, at hvis der er gode resultater, så vil der bliver bygget videre på det. Strategien har et stærkt resultatfokus. Tiden til at indfri det har været for knap. Og vi når slet ikke den tidligere regerings ambition om afskaffelse af hjemløsheden i 2014. Tværtimod bliver der flere hjemløse! [4) Afslutning] Jeg er ikke kommet med et konkret bud på, hvad en national plan på udsatte skal indeholde. Men jeg har peget på nogle helt grundlæggende forudsætninger for, at en plan med konkrete målsætninger, kan lykkes. For det er her vi må starte: Hold fast i respekten for det enkelte menneske, og at vi alle er værdifulde samfundsborgere uanset vores stilling. Tal ikke mennesker ud af fællesskabet, fordi de ikke kan forsøge sig selv. Inddrag borgerne i løsningen af deres problemer. Tag aktion på den viden borgerne afleverer i de utallige møde de deltager i! Fokuser på koordination og sammenhængende indsatser. 6
Knæsæt princippet om en koordinerende sagsbehandler og påbegynd forsøg med personligt ombud. Styrk den faglige ekspertise Invester på udsatte-området. For menneskers og økonomiens skyld. Det er et blålys at tro, at vi på kort sigt kan spare os til bedre løsninger for borgerne og for flere. Det er noget vi ved. Hvorfor skal vi så lade som om, at vi tror på noget andet? I sidder med nøglen til de helt basale løsninger, der skal til, for at de mest udsatte borgere i vort samfund oplever inklusion. Brug den nøgle til at lukke op for fællesskabet! Tak for opmærksomheden og lykke til med arbejdet i kommunerne. 7