FTF HOVEDORGANISATION FOR 450.000 OFFENTLIGT OG PRIVAT ANSATTE Det hele liv hvordan skaber vi det? KRAV TIL LIVET POLITIDIREKTØREN VAR PÅ DELTID I 14 ÅR SIDE 14 SMÅ BØRN FAR OG MOR ARBEJDER MEST AF ALLE SIDE 10 MAND OG KVINDE HAN ER SKAFFEDYR HUN PLEJER YNGEL SIDE 16
INDHOLD Flydende grænse mellem arbejde og privatliv 4 Demokratiet under pres 7 Tykke børn og travle forældre 10 Et godt og helt liv 14 Skævt at være lige 16 Solidariske med dem, der ligner os 19 Arbejdet æder sig ind på sjælen 22 Fremtidsbilleder hvor er vi på vej hen? 24 Om FTF 450.000 ansigter du kender 26 Udgivet af FTF, Niels Hemmingsens Gade 12, 1010 København K, tlf. 33 36 88 00, www.ftf.dk maj 2005 FTF og freelancejournalist Marianne Bom Grafisk design: Sisterbrandt designstue Produktion: Kailow Graphic A/S Pris: 15 kr. ISBN: 87-990739-0-0 Indholdet må citeres med tydelig kildeangivelse Yderligere eksemplarer kan bestilles på ftf@ftf.dk Synspunkterne i magasinet deles ikke nødvendigvis af FTF
foto Nana Reimers FTF-FORMAND BENTE SORGENFREY GLADE mennesker kan mere Vi lever længere i dag, men vi har stadig kun ét LIV. Og så meget vi gerne vil, og føler vi skal nå. Mennesker, der har det godt, kan mere både på arbejdet og derhjemme. Og det er ikke kun deres eget problem, hvis arbejdsliv og privatliv er i konflikt. Det er en BETINGELSE for samfundets velfærd, at mennesker har lyst til at være på arbejdsmarkedet og kan tåle at være der mange år. Der skal være hænder nok til at tage hånd om dem, der ikke kan selv og der skal tjenes penge nok til at betale og udvikle vores velfærd. Det er næsten RETRO at tale om»det hele liv«. Men behovet har aldrig været mere aktuelt. Det hele liv er ikke et nyt overflodsgode. De mange skilsmisser og næsten 850.000 uden for arbejdsmarkedet i den erhvervsaktive alder vidner om det. Alt for mange rammes i dag af stress, sammenbrud og langtidssygdom, fordi deres arbejdsliv ikke fungerer eller ikke HÆNGER SAMMEN med privatlivet. Det har store personlige omkostninger og store samfundsmæssige. Vi kan ikke tillade os en brug og smid væk-kultur på arbejdsmarkedet. Og som bekendt bliver der i de kommende år færre til at forsørge flere. Første trin er at erkende, at vi ikke bare får det hele liv forærende. Vi må selv SKABE DET. Det er et stort mål, der kræver vilje og løsninger på alle niveauer. Den enkelte og familien må træffe sine VALG. Ledelse og medarbejdere på arbejdspladserne kan indgå aftaler. Arbejdsmarkedets parter må lytte til hinandens behov og de ansvarlige politikere må se borgernes hele liv som en nødvendig brik i at bevare og forny velfærdssamfundet. Med dette debatmagasin vil FTF stimulere debatten om velfærdssamfundet og den måde, vi lever på. Vi har bedt en stribe personer fortælle deres syn på dagens og morgendagens samfund. Deres holdninger står helt for egen regning. Vi har suppleret deres budskaber med faktuelle oplysninger. Du kan læse om flydende grænser mellem arbejdsliv og privatliv, om demokratiet under pres, om tykke børn og travle forældre, om det gode og hele liv, om mænds GEVINST ved ligestilling, om solidaritetens grænser, om sjælen i arbejdet - og om hvor to kunstnere ser samfundet på vej hen. Vi håber, at den enkelte læser vil finde inspiration til nye tanker om liv, arbejdsliv og samfund gerne efter en intens debat med familien, kollegerne og vennerne. Det er ikke mindst dér, debatten om velfærdssamfundet hører hjemme. Og forhåbentlig vil mange føre tankerne ud i HANDLING som politikere, tillidsrepræsentanter, ledere, gode kolleger og som sig selv med ny energi. 3
foto Jacob Boserup 4 AGI CSONKA er afdelingschef i TDC s personaleafdeling. Tidligere forskede hun i forhold i arbejdslivet hos Socialforskningsinstituttet og arbejdede som konsulent for Rambøll Management. NADJA PRÆTORIUS er privatpraktiserende psykolog. Har i mange år behandlet mennesker med stress og rådgivet personale på institutioner, undervisningsinstitutioner og i forvaltninger om psykisk arbejdsmiljø. NADJA PRÆTORIUS foto Tao Lytzen AGI CSONKA Flydende grænse mellem ARBEJDE og PRIVATLIV Ledelsen har ansvaret for, at medarbejderne har tid nok til at løse opgaverne. Det er godt at få mere indflydelse på sit arbejde, men det bliver også sværere at sige fra, siger Agi Csonka. Grænsen mellem arbejdslivet og det øvrige liv er blevet flydende for mange lønmodtagere. Det er godt for medarbejderne at få mere indflydelse, større udfordringer og selvstændighed i arbejdet - men det kan også øge risikoen for stress, påpeger Agi Csonka, som er afdelingschef i telekoncernen TDC's Human Resource-afdeling og tidligere har forsket i trivsel i arbejdslivet. Grænsen flyder på grund af den nye IT-teknologi, som gør det muligt at være on-line med arbejdet døgnet rundt. Samtidig organiseres arbejdet på en ny måde. Før fik man at vide, at nu skulle man løse en opgave og fik besked om, hvordan man skulle løse den. Nu får man præsenteret et problem, man skal løse, og en tidsfrist, og så må man selv om, hvordan og hvornår man får arbejdet gjort.»de nye arbejdsvilkår betyder en ny type stress, som kommer af, at der ikke er nogen øvre grænse for, hvor meget arbejdet kan fylde. Man kan tænde for computeren, når der er børnefjernsyn eller i sommerhuset i weekenden. Den enkelte er under pres, fordi det nu er op til ham eller hende at sætte grænser for, hvor meget arbejdet må fylde,«siger Agi Csonka. Agi Csonka ved godt, at det ikke er alle, der arbejder på de nye vilkår. Men det er mange, og tendensen vil brede sig, mener hun. De nye arbejdsformer betyder, at både medarbejder og leder skal være opmærksomme på, om der er en fornuftig balance mellem arbejdsliv og privatliv, siger hun og kommer med følgende bud på, hvad arbejdspladsen kan gøre for at modvirke, at folk bukker under med stress: Ledelsen skal huske sit ledelsesansvar og sikre sig, at der er et ordentligt forhold mellem opgavens indhold og den tid, der er til at løse den. Det betyder, at ledelsen skal kende opgaverne godt, selv om løsningen er uddelegeret. Ledelsen skal lytte til medarbejderne, når de fortæller, om der er en sammenhæng mellem opgavens indhold og tiden til at løse den. Kulturen på arbejdspladsen skal være sådan, at det er legitimt at have et liv ved siden af arbejdet. Ledelsen skal gå i front for den kultur og for eksempel ikke forvente, at medarbejderne mandag morgen kl. 9 har svaret på en mail, som kom søndag aften. Møder holdes mellem kl. 9 og 16, og der skal være fuld opbakning til, at medarbejderen holder sin ferie, sin arbejdstid og sine orlovsdage. Nogle medarbejdere skal have hjælp til at sige fra. De er inde i en ond spiral, hvor de arbejder meget, får anerkendelse for det og får lyst til at arbejde
endnu mere. De mærker ikke nødvendigvis selv, at det er blevet skadeligt for dem. Det er dog ikke alle, der kommer i den situation, fordi de arbejder meget. Arbejdsgiverne kan indgå aftaler med de faglige organisationer for at understøtte mere fleksible måder at arbejde på. For eksempel kan akademikerne ved TDC holde fri i»det nødvendige omfang«, når deres børn er syge. Sådanne aftaler kræver dialog mellem parterne om, hvordan aftalen skal tolkes. Fælles opgave at forebygge STRESS Danskerne arbejder så hårdt, at det ikke længere giver mening at tale om positiv og negativ stress. Der er kun negativ stress tilbage, og det er en trussel for helbredet, mener psykolog Nadja Prætorius. Stress er et fælles ansvar, men den enkelte må selv erkende problemet. På det danske arbejdsmarked ligger der ofte et pres på den enkelte for at arbejde langt ud over kapaciteten, mener psykolog Nadja Prætorius. Vi skal leve op til skrappe krav om en bestemt produktivitet også selv om vi arbejder med mennesker og ikke maskiner. Samtidig bombarderer medierne os med terror og tsunamier - informationer, som vi ikke kan undgå at forholde os til, men som vi ikke kan gøre noget ved. Og på hjemmefronten er presset stigende, fordi begge er udearbejdende på fuld tid nogle gange overtid.»alt sammen er med til at gøre folk alvorligt syge af stress,«siger Nadja Prætorius.»Vi kan godt stoppe med at tale om, at der findes positiv og negativ stress. For i vores samfund findes kun negativ stress. Positiv stress var noget, mennesker oplevede før i tiden, hvis de pludselig skulle yde en stor fysisk præstation eller redde menneskeliv. Men i dag misbruger vi kroppens naturlige alarmberedskab ved at have en konstant belastning. Det bliver folk syge af. De får depressioner, hjerte-kar-sygdomme, deres hjernefunktion forstyrres, og personligheden forandrer sig,«advarer hun. Hun mener, at det er et fælles ansvar at skabe bedre vilkår, samtidig med at den enkelte må erkende problemet. Derfor giver Nadja Prætorius følgende råd mod stress: Du skal veksle mellem klart afgrænsede perioder med arbejde og andre aktiviteter. Vær tilfreds med det, du nåede på arbejdet, og hold så fri. Arbejdet skal veksle mellem resultatorienterede aktiviteter og opgaver, hvor det er kvaliteten, der tæller. Det er vigtigt at opleve tilfredsstillelsen ved at passe sit arbejde på et fagligt højt niveau. Hold jævnligt pause fra medierne, computeren og mobiltelefonen. Vi kan ikke tåle at være»på«hele tiden, bare fordi vores maskiner kan. Giv dig selv perioder, hvor du kan mærke dig selv, og hvor du husker, hvad der er værdifuldt i dit liv. Hvad var det egentlig, du drømte om, og hvordan synes du egentlig, samfundet skal være? Undlad altid at sammenligne dig selv med andre. Brug din egen målestok. FAKTA Hver tredje er stresset Verdenssundhedsorganisationen WHO forudser, at stress og depression i kommende år vil blive en af de største sygdomfaktorer. Allerede i dag anslås stress at koste det danske samfund 10 mia. kr. om året. FTF har tidligere undersøgt, hvordan det står til med trivslen blandt medlemmerne. Tre ud af ti følte sig fra»noget«til»virkelig meget«stressede. Stress var lige udbredt blandt mænd og kvinder, og stressforekomsten var stort set lige udbredt blandt ledere og medarbejdere. KILDE: DR, FTF ERNES ARBEJDE ER UDFORDRENDE MEN DET SLIDER PÅ SJÆLEN, FTF 2001, WWW.FTF.DK/STRESS 5
TORBEN SCHOU JENSEN, 38 år, tog orlov i hele 2003 og holdt fri i Thailand efter at have arbejdet 17 år som edbassistent. Orloven har forandret hans syn på arbejde. I dag arbejder han i IT-firmaet CSC, som har overtaget hans daværende arbejdsgiver, Scandinavian IT Group. 6 MICHAEL JØRGENSEN, 41 år, er politiassistent i ordenspolitiet i København. Han er på halv tid og arbejder 18,5 timer om ugen. TORBEN SCHOU JENSEN foto Tao Lytzen foto Tao Lytzen På ORLOV i Thailand Hvad fik du ud af orloven?»i oktober 2002 meddelte min arbejdsgiver, Scandinavian IT Group, at der skulle fyres 200 inden midten af december. Vi fik også at vide, at vi kunne vælge at tage pause fra arbejdet uden løn i et år eller to. På det tidspunkt havde jeg i lang tid arbejdet på projekter, som blev stoppet, inden de var færdige, og jeg var godt træt af arbejdet. Jeg fyldte min økonomi ind i et regneark og fandt ud af, jeg havde råd til at leve i Thailand i et år uden indtægt. Jeg fandt også ud af, at jeg havde en masse faste udgifter, som jeg egentlig ikke behøvede. Jeg afmeldte for eksempel min fastnet-telefon og kabel-tv. Jeg har rejst i Thailand før, så jeg havde en masse venner, der i løbet af 48 timer i Phuket sørgede for, at jeg var oppe at køre med telefon og bankkonto. Jeg fik også en lille bolig og en motorcykel og spiste sundt på restaurant. Jeg kan bedre lide den livsholdning, de har derude. De har ikke mange penge, men de er glade og åbne, og så er det jo dejligt varmt. Jeg savnede ikke livet herhjemme, men levede en luksustilværelse sammen med venner især fra løbeklubben, som jeg trænede med to gange om ugen. I alt kostede det år mig 210.000 kr. Da jeg kom hjem, havde mine kolleger svært ved at forstå, at man kunne være så glad. Det tog dem tre-fire måneder at tage mit smil af, men faktisk er det inde i mig endnu. Jeg har fået et andet forhold til arbejde. Jeg har tidligere prøvet både at føle mig uundværlig og at blive kostet rundt med. Nu vil jeg gerne have spændende opgaver, men det er syv timer om dagen og»nix weiter«. Jeg har stadig lave omkostninger og håber at tage til Thailand nogle måneder næste vinter. Dengang i 2002 var jeg den eneste af 1.400 ansatte, der tog orlov.«michael JØRGENSEN På DELTID for at have tid Hvordan får du råd til det?»jeg har arbejdet på deltid siden 1996. Inden da havde jeg orlov i tre år for at læse på Institut for Idræt, hvor jeg underviser engang i mellem. Men tilsammen giver det langt fra fuld tid. Jeg ønsker at have tid til rådighed til refleksion, familie og venner, som for mig er helt basale værdier. Min kone er speciallærer og også på deltid, og vores to børn på i dag tre og syv år kom først i institution, da de fyldte tre år. Der er ingen af os, der er født med en guldske i munden, og det er klart, at vi ikke har de samme penge som andre, der er på fuld tid. Vi tager ikke på højfjeldshotel om vinteren eller et dyrt sted hen om sommeren, og vi var parate til at vente fire-fem år på at bytte lejlighed til en større andelslejlighed, som vi kunne betale. Men vi har bil og kolonihavehus og mangler ikke noget. Vi er meget sammen med vores børn, og det er for os den største værdi: At have tid sammen. For mig at se er arbejdet blevet familien for mange, og familien blevet et arbejde. Jeg oplever, at alt for mange har byttet rundt på de værdier. Deltid er ikke lige vel accepteret af alle i ledelsen. Jeg oplever det sådan, at de gider ikke det bøvl, som deltid giver i forhold til arbejdets planlægning. Jeg har måske nok savnet en forståelse for, at man godt kan være på deltid og samtidig ville noget med sit arbejde.«
foto Tao Lytzen JENS CHRISTIAN TONBOE, 60 år, professor i sociologi ved Aalborg Universitet. Er optaget af, hvordan politiske beslutninger påvirker hverdagslivet og omvendt. Var forrige år med til at redigere bogen»arbejdssamfundet«, hvor han skrev afsnittet»i dit ansigts sved«om temaet for denne artikel. Arbejder selv mere end 37 timer om ugen. JENS CHRISTIAN TONBOE:»Vi har den højeste arbejdsmotivation, der er målt i noget vestligt land.«demokratiet under PRES af arbejdslivet Er demokratiet truet, fordi danskerne bruger mindre tid på at være sammen i fritiden? Det mener sociolog Jens Christian Tonboe. Han advarer om, at fællesskabet risikerer at blive undermineret af for megen fokus på arbejde og for lidt tid til at tale med hinanden. Også i Danmark var det bevægede dage, da Muren faldt for snart 16 år siden, og det ene kommunistiske diktatur efter det andet gav op. Men midt i glæden blandede sig en bekymring i Vesten. Ville befolkningerne i de tidligere kommunistiske lande være godt nok rustede til at bære de nye demokratier frem? Eller ville der mangle den diskussion på gadeplan og mellem venner, som tilsammen udgør et stærkt civilt samfund? er det, fordi de beskæftigede danskere ikke har ret meget tid til at tale med hinanden, når de har fri.»jeg slår på den sociologiske alarmklokke, fordi alt, hvad der foregår i det civile samfund, er skåret ned i Danmark. Det betyder, at det kulturelle fællesskab eroderer, og demokratiet kan være truet,«siger Tonboe. Koldt vand i blodet»siden 1987 er det sociale samvær i fritiden skåret ned med i gennemsnit halvanden time om dagen for hvert enkelt. Det er nu kun en tredjedel af, hvad det var. Man har ofret tid med naboer, venner, det lokale samfund og andre borgere. I stedet fylder arbejde og transport mere. Det er stærkt bekymrende, især fordi vi samtidig ser, at det politiske engagement er faldende.man vidste, at man risikerede diktatur, hvis der ikke var et tilstrækkeligt stærkt civilt samfund. For et stærkt civilt samfund er en nødvendig modvægt til staten og markedet i et demokrati. Blandt andet derfor støttede Danmark de baltiske lande, oprettede kulturinstitutioner og medvirkede til at etablere interesseorganisationer og så videre,«siger professor i sociologi Jens Christian Tonboe, Aalborg Universitet. I dag er det set med Tonboes øjne det danske demokrati, der er truet af et tæret fundament. Det er det danske civile samfund, der er skrøbeligt. Sådan Men gør det virkelig noget, at vi ser mindre til vennerne og taler mindre med naboen over hækken?»ja, for når folk ikke får diskuteret tingene i hverdagen, så får vi en uformidlet massepolitik. Man mangler modstandskraft mod de politiske signaler. Man mangler den effekt, hvor man siger: Lad os lige slå koldt vand i blodet,«siger Tonboe.»Uden dialogen med andre borgere bliver fællesskabet skrøbeligt. Det åbner vej for mere fokus på, at vi bare skal realisere os selv som individer. Det forstærkes samtidig af, at kernefamilien hyppigt opløses.«7
8 Citronen skal presses Tonboe beskylder de danske politikere, der før var så bekymrede for demokratiet i de østeuropæiske lande, for at manipulere kraftigt med danskerne i dag:»de er interesserede i at fremstille et Danmark, hvor vi ikke arbejder nok. Som et uholdbart fritidssamfund. De vil have mere gang i hjulene, selv om vi er et af verdens rigeste samfund med mere gang i hjulene end andre samfund. Men det er ikke nok. Citronen skal presses endnu mere. Det er bekymrende ud fra en sociologisk faglig betragtning. For det er sammenhængskraften i samfundet, der kommer under pres, når vi arbejder så meget,«siger Jens Christian Tonboe og finder en statistik frem, der viser, at danskerne er et af de mest arbejdsomme folkefærd. 79 procent af danskerne i den erhvervsaktive alder er på arbejdsmarkedet.»alligevel får vi givet det her indtryk af, at den danske økonomi er sårbar. Vi skal ikke tillade os at stille krav. Vi må ikke få indtryk af, at vi faktisk aldrig har haft det så godt økonomisk. Der er ikke råderum til at tage nedsat tid eller kræve højere løn hvis vi gør det, er det en katastrofe,«siger han og holder en lille tænkepause.»ja, jeg trækker det lidt skarpt op, men det er som om, at alt, hvad vi yder, skal gå til produktion eller spares op. Vi kunne jo også vælge at bruge pengene på livskvalitet her og nu,«siger han. Siger èt gør noget andet Men gør politikerne ikke det, danskerne vil: Skaber grobund for vækst og forbrug?»jeg har ikke sagt, at danskerne ikke vil have den politik, der bliver ført. De er med på den politik, der føres. Danskerne vil gerne arbejde mere, vil gerne realisere sig selv på arbejdet og tjene flere penge til forbrug. I undersøgelser siger de, at de gerne vil have mere tid til børn og andet end arbejde. Men når det kommer til konkret handling, vil de ikke nedsætte arbejdstiden. JENS CHRISTIAN TONBOE:»Der sker en rationalisering af vores liv, når vi arbejder så meget. Vi bliver meget målrettede og definerer alting i forhold til arbejdet.«der er ikke nogen folkelig bekymring for, at vi arbejder så meget.«når alt det er sagt, må Tonboe indrømme, at der også er tendenser, der trækker i den rigtige retning. En af dem er, at danskerne diskuterer en masse politik og samfund på arbejdspladsen. Men tilføjer han den dialog har sin begrænsning, fordi folk jo skal passe deres arbejde. Og desuden er det ikke alle, der har et arbejde. Dem uden job efterlades uden for fællesskabet mere isolerede end før, mener han. Modstand fra unge og gamle Hvad skal vi gøre ved det?»man kan udnævne en person, en slags økonomisk ombudsmand, der siger: Holder det her i længden? Kan det her svare sig? Får vi livskvalitet og velfærd nok for pengene? Vi burde have en institution i samfundet, som regnede på, hvad det koster, at vi har så mange skilsmisser. Og hvad koster et nervesammenbrud? Jeg tror, at man vil finde ud af, at heller ikke ud fra et økonomisk synspunkt, kan det svare sig med det arbejdssamfund, vi har,«siger han og påpeger, at det ikke giver nogen mening, hvis vi skal arbejde mere for at få råd til at betale for de negative effekter af, at vi allerede arbejder meget.»det kan også være, at der kommer en åndelig modbevægelse, som river tæppet væk under udviklingen. Som ser på samfundet som et menneskeligt fællesskab og ikke som en produktionsmaskine, som for mig at se er lig med menneskelig fattigdom,«siger han. Og hvem ved funderer han så - måske vil modstanden udspringe fra alle dem, der står uden for arbejdssamfundet. Fra det stigende antal ældre og de unge.»de får en stor magt i de kommende år, alene i kraft af deres antal stemmer, når der er valg til Folketinget.«
FAKTA Mindre tid til fritid Danskerne holder mindre fri end tidligere. I tabellen vises, hvor meget tid danskerne i gennemsnit bruger på de forskellige aktiviteter pr. dag. Tiden er opgjort som et gennemsnit over en uge. Da vi for eksempel ikke arbejder alle dage, ender arbejdstiden på et så lavt tal, når timerne fordeles over syv dage. De 16-74 årige danskeres tidsanvendelse i 1987 og 2001 (timer:min./gennemsnit pr. dag) 1987 2001 Primære behov 10:05 10:44 Bruttoarbejdstid 4:02 4:32 (incl. transport og uddannelse) Husholdningsarbejde 2:21 2:54 Fritid 7:30 5:48 KILDE:»ARBEJDSSAMFUNDET«V. JENS TONBOE OG MICHAEL HVIID JACOBSEN, BASERET PÅ SFI S TIDSSTUDIER (BONKE 2002) Mange danskere på arbejdsmarkedet Den danske arbejdsstyrke er i dag godt bemandet set i international sammenhæng. Otte ud af ti danskere mellem 16 og 64 år er i arbejdsstyrken. I Italien er det seks ud af ti. Erhvervsfrekvens 1965 2003 Danmark 73,0 79,4 Sverige 72,9 78,9 Holland 60,6 76,4 Frankrig 67,3 68,2 Italien 61,8 61,6 Erhvervsfrekvensen er antallet af personer i arbejdsstyrken (beskæftigede og ledige) set i forhold til alle 16-64-årige. Danmark, Sverige og Holland har ændret opgørelsesmetode, hvorfor tallene for 2003 ikke helt kan sammenlignes med 1965. KILDE: DANMARKS STATISTIK På mere end FULD tid Hvorfor arbejder du så meget?»det gør jeg, fordi jeg godt kan lide at være en del af lokalsamfundet. Det kan lade sig gøre, fordi jeg bor 700 meter fra skolen, svømmehallen og sportshallen, så jeg har ikke nævneværdig transporttid. Jeg får reduktion i undervisningstiden, fordi jeg er tillidsrepræsentant og medlem af kredsbestyrelsen. Men hvis jeg tog hele reduktionen, ville jeg ikke have tid nok til at være klasselærer for en 8. klasse, og det kan jeg godt lide at være på grund af den tætte kontakt med eleverne og deres forældre. Jeg er basketball- og svømmetræner, fordi jeg godt kan lide at være sammen med børnene. Det giver mig også goodwill som lærer, at jeg kender mange af skolens børn fra fritidsaktiviteterne. Mine egne børn har også gået til svømning, og nogle af dem er siden blevet svømmetrænere, så det er efterhånden lidt af et familieforetagende. Kim Jørgensen, 44 år, arbejder mere end fuld tid som lærer på Ølgod Byskole. Er tillidsrepræsentant og medlem af den lokale kredsbestyrelse i Danmarks Lærerforening. Underviser desuden i basketball i ungdomsskolen og er frivillig svømmelærer. Har fire børn fra ni til 19 år. Jeg kan holde til så meget arbejde, så længe tingene fungerer, og omgivelserne synes, at det, jeg yder, er ok. Og fordi jeg har pauser ind imellem. Det hele kører ikke ud i ét. Men det sker da, at jeg kommer hjem og bare har fået for meget af børn. For eksempel hvis børnene til basket har været meget i konflikt med hinanden. Så går det lidt ud over mine egne børn. Men jeg afvejer løbende, om tingene hænger sammen for både mig og familien og er parat til ændringer, hvis der kommer behov for det.«foto Tao Lytzen
NINA SMITH NINA SMITH, 49 år, har som mor til fire selv været»storforbruger«af velfærdssamfundet. Det er en af grundene til, at hendes forskning kredser om samfundets indretning.»det er magtpåliggende for mig, at vi finder løsninger, så vi bevarer de gode sider af velfærdssamfundet,«siger hun. Men også køn og ligestilling er gengangere i økonomiprofessorens arbejde. VIBEKE MANNICHE foto Jeanne Kornum VIBEKE MANNICHE, 43 år, blev læge på sin fars opfordring. Hun mistede ham, da hun var syv år gammel, og siden har det været en drivkraft hos hende at undgå at miste dem, hun elsker, og hjælpe andre. Hendes egne to nu voksne - børn er stadig klangbund for hendes arbejde, uanset om det er som praktiserende børneog ungelæge, forfatter, foredragsholder eller brevkasseredaktør. foto Bo Amstrup TYKKE børn og travle forældre Småbørnsforældre knokler mest af alle. Samtidig hører de det ene øjeblik økonomer som Nina Smith sige, at danskerne skal til at arbejde mere for at få råd til velfærden. Det næste øjeblik er det børnelæge Vibeke Manniche, der advarer om, at forældrenes travlhed kan skade børnenes trivsel. Vi bragte børnelægen og økonomen sammen i en debat om børns vilkår. Ti-årige Frederik lægger øre til lidt af et eksperiment denne onsdag formiddag i vinterferien. Frederik er med mor på arbejde, og han sidder stille og spiller et spil på hendes computer, mens der gøres klar til eksperimentet ved mødebordet ved siden af. Frederiks mor er økonomiprofessor Nina Smith. Hun har sit kontor her på sjette sal på Handelshøjskolen i Århus, og i dag dækker hun op med kaffe, te og brød, fordi der kommer en gæst fra en noget anden verden: Børnelæge Vibeke Manniche. De to kvinder har aldrig mødt hinanden før. Men allerede da mødet skulle aftales i telefonen, var de begge glade for at stille op til den tværfaglige diskussion om børns vilkår. I dag vil vi finde ud af, om de to kan blive enige om noget som helst. Nina Smith er kendt fra aviser og tv som medlem af regeringens Velfærdskommission, der taler for, at danskerne skal arbejde mere. Det er nødvendigt, hvis vi i de kommende årtier skal have penge nok til ordentlige skoler, børnepasning, sygehuse og alle de andre offentlige opgaver. Der bliver nemlig færre på arbejdsmarkedet til at holde hjulene i gang. Sådan er det, fordi små årgange afløser de store årgange, som går på efterløn og pension. Vibeke Manniche er kendt som børnelægen, der konsekvent taler børnenes sag. Hun er bekymret over den måde, familierne lever på. Set fra hendes synsvinkel, betyder forældrenes travlhed og selvoptagethed, at mange børn ikke får ordentlig mad, motion og opmærksomhed. Cirka hvert sjette barn er overvægtig i dag, og depressionerne har bredt sig til børneværelserne. Knæk vægtkurven Derfor mener Vibeke Manniche bestemt ikke, at mere arbejde til far og mor er vejen til bedre velfærd for børnene.»jeg kender godt Velfærdskommissionens synspunkt om, at danskerne skal arbejde mere. Men har de mon med i beregningerne, at fedme allerede nu koster samfundet 10 milliarder kroner om året på grund af voksnes fedmeskavanker, og at der i dag er mange overvægtige og inaktive børn, som får livsstilssygdomme som sukkersyge og hjerte-kar-sygdomme senere i livet,
så beløbet helt sikkert vil stige markant,«spurgte hun allerede i telefonen, da vi aftalte mødet.»nej,«svarer Nina Smith, nu da vi mødes.»velfærdskommissionen har ikke de udgifter med i beregningerne. Men hvis vi havde taget højde for børnenes manglende sundhed, ville billedet desværre se endnu værre ud.«vibeke Manniche slår en galgenhumoristisk latter op og siger:»man kan også sige, at generationsproblemerne løser sig på længere sig. For hvis ikke vi får knækket vægtkurven hos nutidens børn, så bliver de ikke 120 år. De får ikke en lang alderdom, hvor de skal forsørges.«et mere stresset liv Nina Smith smiler, tager en slurk kaffe og vender tilbage til det, hun kalder myten om, at danskerne arbejder meget.»det passer ikke, at danskerne arbejder mere og mere. Arbejdstiden er faldet i de seneste år for rigtig mange af de beskæftigede, og der er store grupper, som slet ikke arbejder. Når jeg siger, at der er behov for, at vi arbejder mere i Danmark, så mener jeg, at vi samlet set skal op på flere arbejdstimer. Det kan blandt andet ske ved, at de unge afslutter studierne tidligere, at flere indvandrere kommer i arbejde, og de ældre bliver længere på arbejdsmarkedet,«siger hun, og Vibeke Manniche tager over: NINA SMITH:»I gamle dage var børnene nødt til at hjælpe til i hjemmet. Det betød, at man var mere sammen. I dag er mor i køkkenet, mens børnene spiller computer.«arbejdsmarkedet, og så er det, at for eksempel sygeplejersken kommer til at drøne hen ad gangen. Måske ville vi være mindre stressede, hvis vi havde mere tid på arbejdet,«siger Nina Smith. Nu er vi efterhånden et stykke inde i samtalen, og de to debattører er endnu ikke rigtig blevet enige om noget. Det tegner ikke godt for eksperimentet. Men så lægger Nina Smith an til et gennembrud. Deltid på retur»men når alt det er sagt, så er det rigtigt, at der er en lille gruppe, som arbejder rigtig meget. Faktisk er det forældre til børn under syv år, som arbejder allermest. Der er sikkert nogen af dem, der kunne have godt af at arbejde mindre. Både af hensyn til dem selv og børnene,«siger hun. Vibeke Manniche nikker og siger:»før i tiden var det mere almindeligt, at den ene forælder og det var jo oftest mor - arbejdede på deltid. Det gav mere tid og overskud til børnene.«det kan Nina Smith bekræfte. Hun tager en bog ned fra en af de bugnende reoler. I den står, at næsten 25 procent af de beskæftigede var på deltid i 1980. I vore dage er det kun 15 procent.»i et ideelt samfund arbejder man på deltid i de tider i livet, hvor man har brug for det. Det kan for eksempel være, når man har små børn,«siger hun så.»jeg har nu indtryk af, at den enkelte har et mere stresset liv i dag. Det hænger sammen med, at vi er meget ambitiøse både med vores arbejds- og fritidsliv. Vi søger lykken uden for hjemmet, og det betyder, at vi summa summarum har kortere tid derhjemme,«siger Vibeke Manniche, og Nina Smith genkender billedet af mere stress.»vi tror, at vi bliver lykkeligere af at arbejde færre timer, holde mere ferie og gå tidligt på pension. Men den udvikling skaber behov for større effektivitet på Nu er økonomen og børnelægen blevet enige noget: Deltid kan være en god løsning, hvis det betyder, at der bliver tid til at lave ordentlig mad og overskud til at være opmærksom på børnene. Men de er godt klar over, at deltid ikke i praksis kan lade sig gøre for alle. Der er barrierer på arbejdspladsen, og ikke alle har råd. Men så tager debatten fart igen, for Nina Smith tilføjer:»og det skal altså ikke kun være kvinderne, der igen tager hjem.«11
12 Hjem med mændene Mændene skal også opleve at have ansvaret derhjemme, både på deltid og i barselsorloven, mener Nina Smith. Ikke kun af hensyn til ligestillingen, men også fordi det er mændene, der har nøglen til at udbrede deltid. Det er mest mænd, der er chefer, og de vil kun anerkende deltid, hvis de selv har prøvet at skulle få tingene til at hænge sammen derhjemme, lyder hendes logik. VIBEKE MANNICHE:»Hvis du ser det fra børns side, så har de brug for deres forældre, og de savner deres forældre.hvad giver os et lykkeligt liv? Det gør familie og venner. Alligevel lader vi arbejde og forbrug fylde så meget.«familieløn, jo, den køber Nina Smith også lige som deltiden så her er vi ved resultat nummer to af vores eksperiment. Men Nina Smith tror ikke på politisk flertal for familielønnen, der vil savne støtte navnlig fra mandlige politikere. Hun opfordrer derfor til, at familielønnen gøres til en frivillig del af ægtepagten. Stil krav til forældre Nu begynder Nina Smiths søn, Frederik, at røre lidt på sig ovre ved computeren, men de to debattører når at blive enige om flere ting. Så siger Vibeke Manniche, at vi lige så godt kan erkende, at mor er den primære omsorgsgiver i de fleste familier. Derfor og fordi moderen ofte tjener mindst, og familien samlet mister mindst indkomst vil det i dag typisk være moderen, der vælger deltid.»det er mor, der er den primære omsorgsgiver. Familien kører ofte videre, hvis det er far, der er psykisk syg eller alkoholiker. Det gør den ikke, hvis det er mor,«siger hun og fortsætter:»vi har talt om at ændre kønsrollerne, lige så længe jeg kan huske. Hvor længe skal vi vente på, at far kommer på banen? Imens vi venter, er både far og mor udsøgende i forhold til hjemmet. Vi har børn, der er mere og mere tykke, inaktive og deprimerede. Mange par bliver skilt uden at have kæmpet ret meget for at blive sammen, og ind i mellem tænker jeg: Gider vi overhovedet vores børn,«siger hun og nuancerer sit synspunkt:»jeg tror, at mange kvinder knokler på fuld tid for at være sikker på at kunne klare sig selv, hvis de skulle blive skilt. I dag deler man jo reelt ikke familiens økonomi ved en skilsmisse, og kvinden står ofte bagefter med børnene og de dårligste økonomiske vilkår. Jeg synes, at man ved lov skulle indføre en familieløn, der indebærer, at familiens indkomst reelt deles også i årene efter en skilsmisse. Det er jo rystende så lidt, mænd slipper af sted med at betale i forhold til deres indtjening. På trods af at kvinden jo ligeligt har bidraget til Familien A/S s trivsel og vækst,«siger Vibeke Manniche. De er enige om, at børnene i udbredt omfang er samfundets ansvar ikke kun forældrenes. Derfor skal skole og institutioner i højere grad stille krav til forældrene i stil med: Vi forventer, at du holder ferie med dit barn, og at dit barn får den nødvendige søvn. De er også enige om, at børn burde få et ordentligt måltid mad i skoler og børnehaver. Men enigheden hører op, da børnelægen filosoferer over, om vi har fået for meget velstand:»måske er vi blevet for rige, når vi har råd til at sætte sodavand på bordet hver dag og have et fjernsyn på tre ud af fire børneværelser allerede i 1. klasse. Tidligere var der kun råd til sodavand ved særlige lejligheder, og fjernsyn var ikke noget, man så hver for sig i ensomhed,«siger hun.»jamen,«indvender økonomen,»vi bestemmer selv, om vi sætter sodavand på bordet, og for meget fjernsyn alene på værelset er et symptom på, at noget andet er galt. Nu er min familie nok privilegeret, og vi lever i lille by på landet. Men Frederik har også et fjernsyn og hele playstation-udstyret på sit værelse, og det betyder ikke, at han sidder der hele tiden. Han er også sammen med os andre og ude at spille fodbold.men du er ikke prototypen. Virkeligheden i mange familier er, at forældrene er udkørte, og børnene overlades til sig selv foran fjernsynet i stedet for at deltage i de praktiske gøremål eller komme ud at røre sig,«svarer Vibeke Manniche. Så er det tid til frokost. Nina Smith spørger Frederik, om han vil have en sund frokost. Han nikker glad. Handling har afløst snak.
foto Vibeke Toft Masser af tid til børn Set i historisk lys har børnefamilierne aldrig haft så gode muligheder for at være sammen som i dag. Alligevel beklager mange forældre sig over, at de mangler tid. Det paradoks påpeger lektor Ning de Coninck-Smith, som forsker i barndommens historie på Danmarks Pædagogiske Universitet:»Indtil 1930 erne var det almindeligt i den brede befolkning, at man ikke så meget til sine børn. Børn var en skæbne, en omkostning og ofte et problem, men man skulle jo have dem. I det daglige blev børnene for det meste overladt til sig selv eller passet af store søskende, eller hvem der nu var. Moderskabet var socialt, fordi mor havde andet at tage sig til. Først med velfærdsstatens opbygning blev moderskabet»biologisk«og vi fik idealbilledet med tæthed mellem mor og barn.«ning DE CONINCK-SMITH Et livsprojekt»i vore dage hvor vi har fri abort og p-piller - er børn livsprojekter. Men dyrkelsen af det biologiske moderskab er egentlig lidt absurd, for aldrig har moderen arbejdet så meget uden for hjemmet som i dag. Det fungerer, fordi forældrene deler arbejdet med institutionerne, som de forståeligt nok stiller store krav til og stiller spørgsmål som: Har I talt med min søn om, at han var til sin farmors begravelse i går?«overflod»når forældre oplever, at tiden er knap trods mere fritid, skyldes det, at der er så meget, vi vil nå. Vi lever i et overflodssamfund. Vi vil passe karrieren, dyrke fitness, se vennerne, og børnene skal til babysvømning, i børneteater og op til fodbold lørdag morgen. Det er en livsstil.«fakta Børnefamilierne arbejder mest Småbørnsforældre arbejder mere end resten af befolkningen, både ude og hjemme. To tredjedele af dem ønsker ikke at drosle mængden af arbejdstimer ned, det ønsker den sidste tredjedel. Fuldtidsbeskæftigede mødre til børn på 0-2 år arbejder i gennemsnit 39,5 timer om ugen. Mens fædrene arbejder 41,9 timer om ugen. Når børnene er 3-6 år, er mor nede på 37,6 timer om ugen, far oppe på 42,4 timer. Til sammenligning arbejder alle fuldtidsbeskæftigede kvinder i gennemsnit 38,8 timer om ugen i Danmark, mænd 41,4 timer. Husarbejdet er der mest af i børnefamilierne: 7,5 timer om dagen i hjem med børn fra 0-6 år, mod 4,5 timer i jævnaldrende familier uden børn. Mor tager det meste og drager også mest omsorg for børnene. I gennemsnit halvanden time i hjem med børn fra 0-18 år, mænd en time. I parfamilier er det almindeligt at være sammen fire-fem aftener om ugen. Fire ud af fem fuldtidsbeskæftigede har fast arbejdstid og kan ikke flekse. Men hver fjerde forælder med før-skole eller skolebørn har den fleksibilitet, som en hjemmearbejdsplads giver. KILDE: SFI, TID OG VELFÆRD, 2002 Færre skal forsørge flere Fra i år bliver der færre til at forsørge flere i Danmark. Den øverste kurve viser, hvor mange danskere der er i den erhvervsaktive alder, mens den nederste kurve viser antallet af personer i den ikke-erhvervsaktive alder, det vil sige børn, unge og ældre. Antal personer henholdsvis i og uden for den erhvervsaktive alder 1.000 personer 4.000 3.500 3.000 2.500 2.000 1.500 1.000 500 0 1901 1921 1941 1961 1981 2001 2041 2061 2081 KILDE: DANMARKS STATISTIK OG VELFÆRDSKOMMISSIONENS BEFOLKNINGSFREMSKRIVNING 13
foto Mogens Ladegaard 14 HANNE BECH HANSEN, 65 år og politidirektør i København. Er datter af en sygeplejerske og en skolelærer i Århus. I hjemmet lærte hun, at man skal gøre sig umage med alt, hvad man beskæftiger sig med. Det råd har hun fulgt hele livet, uanset om det er private eller professionelle gøremål.»det har givet mig evnen til at være til stede i det, jeg gør. Det betyder, at jeg også oplever en glæde ved at løse opgaver, der umiddelbart ser kedelige ud. For man kan finde spændende udfordringer i stort set alt.«jeg vil have et GODT og HELT liv HANNE BECH HANSEN:»Jeg møder mange i min alder med fuld skrue på. Men der er altså også nogen, som siger: Der er intet nyt under solen.«mange af hendes jævnaldrende er holdt op med at arbejde, men politidirektør Hanne Bech Hansen arbejder stadig for fuld kraft. Tidligere i livet var hun på deltid og gav sig tid til at modne som menneske. Det gælder om at bevare ungdommens mod, mener hun og forudser, at efterlønnen er på retur. Malerier af fortidens politimestre i København hænger side om side på væggene her på Hanne Bech Hansens kontor. Først føler man sig overvåget af de mange øjne. Som om de følger med i samtalen, der finder sted i politidirektørens moderne miljø med caféborde og to ranke og sorte lædersofaer. Men man glemmer hurtigt den følelse i Hanne Bech Hansens selskab. Hun fylder rummet med klare udmeldinger og en livsholdning, der på én gang er rank som de vinkelrette sofarygge og blød som velour. Politidirektør Hanne Bech Hansen er 65 år, og selv om mange af hendes jævnaldrende er holdt op med at arbejde, må herrerne i galleriet på væggene vente på at få den første kvinde op at hænge. Det sker først, når hun fylder 70.»Jeg arbejder, fordi jeg er glad for at arbejde. Det giver mig meget, og jeg tror nej, jeg ved at jeg giver meget den anden vej,«siger hun.»jeg tror, der er en vis portion arbejde i alle mennesker. Hvis du tager nogle rolige år i én fase af livet, så er der mere arbejde i dig senere. Jeg tror, at jeg har flere kræfter nu, fordi jeg tog 14 år på deltid. Jeg kan selvfølgelig ikke vide, om det er en efterrationalisering, men jeg tror, at de år betyder, at jeg i dag har mere ungdommeligt mod. Jeg blev modnet som menneske, og det har jeg glæde af i dag.«det var allerede som nyuddannet jurist i 1964, Hanne Bech Hansen valgte deltiden.»jeg ville have et godt og helt liv, få tilværelsen til at hænge sammen, have tid til at fundere, beskæftige mig med musik, kultur og blive solbrændt bag på benene og det tager lang tid,«siger hun og ler.»mange tror, at mit deltidsarbejde var en praktisk foranstaltning for at få hverdagen til at fungere. Det var det ikke. Jeg arbejdede på deltid tre år før, jeg fik min søn.«presset til at stoppe I dag kører hverdagen med fuld fart. Når Hanne Bech Hansen forlader politigården, er det ofte for at spille lidt klaver derhjemme og så tage videre ud mange gange for at holde foredrag. Hvorfor tror du mange sunde og raske danskere vælger at gå på efterløn?»det har vel at gøre med, at der er meget krudt i dem endnu, som de gerne vil bruge på andet end arbejde. De har arbejdet hårdt og kan se, at de kan få noget ud af den tredje alder. De har helbredet og økonomien i orden. De kan rejse, få læst bøger og få malet sommerhuset.samtidig kan der ligge et pres fra familiens og kollegers side om at stoppe. Alene forventningen om, at man stopper, betyder noget. Og så er det jo reelt, at der sker en vis nedslidning i løbet af livet. Det kan være
svært at have overskud. Nogle synes, at det har vi prøvet før, når de møder et nyt forslag. Jeg prøver i stedet at se mulighederne i det, der dukker op. Det er det, jeg mener med, at jeg har bevaret ungdommens mod, og det er der mange af mine jævnaldrende, der også har.«velerhvervet rettighed I teorien er der i dag rift om de ældre på arbejdsmarkedet. Økonomer siger, at de skal blive længere i job, fordi vi har brug for deres arbejdskraft, deres skattekroner og for at spare efterlønnen. Men samtidig er den aldersgruppe hårdere ramt af ledighed. Det hænger ikke sammen, påpeger Hanne Bech Hansen og går til angreb på udtrykket»det grå guld.det klinger simpelthen så hult, og de eneste, det gavner, er damefrisørerne, som folk strømmer til for at få farvet hår. Hvis det»grå guld«virkelig var inde i varmen, så var det ok, men ellers må man kalde folk i den alder noget andet,«lyder det. FAKTA Hvorfor tror du, at det skaber røre, hver gang nogen taler om at ændre efterlønnen?»nu synes folk, at de har fået en rettighed, så er det svært at tage den fra dem igen. Sådan er det med alle velerhvervede rettigheder. Det gælder også, selv om det bare er en P-plads. Men ganske logisk må man sige, at det her med efterlønnen, kan ikke blive ved med at gå. Det kan ikke løbe rundt. Jeg tror også, at danskerne efterhånden bliver parate til ændringer, når de i en periode har hørt fremsynede mennesker sige, at det er der behov for.«kan andre gøre som dig?»jeg har været privilegeret. Alene det, at jeg er kvinde er et privilegium. Kvinder kan mere frit vælge deres livsstil. Der ligger et fabelagtigt pres på mænd om, at nu må de se at blive til noget. Men jo, andre kan bestemt gøre som mig og drosle ned i en periode. Men man skal selvfølgelig også selv yde et bidrag, for at det går godt med arbejdslivet.«hanne BECH HANSEN:»Jeg er ikke bange for, at det bliver for stille, heller ikke for at miste min titel. Alt det med titler siger mig virkelig ikke noget.«huspriser en barriere for deltid En ganske almindelig FTF-familie i København har ikke råd til deltid, hvis de vil bo i hus. Sådan er det, hvis parret er lærer og pædagog, har to børn og er førstegangskøbere af et enfamiliehus i Hovedstadsområdet (København og Frederiksberg Kommuner og København, Roskilde og Frederiksborg Amter). Den samme familie vil både have råd til et større hus på 140 kvadratmeter og deltid, hvis de køber et hus til gennemsnitsprisen på 936.000 kr. i provinsen (uden for de større byer). KILDE: FTF, REALKREDITRÅDET, NYKREDIT Parret kan med en årlig indkomst på 530.000 kr. låne 1,6 mio. kr. For omtrent det beløb kan man få et hus på ca. 100 kvadratmeter i Hovedstadsområdet. Når»husleje«, skat og andre faste udgifter er betalt, vil familien have 11.000 kr. tilbage til de løbende udgifter om måneden. Det er det beløb, en børnefamilie ifølge Nykredit normalt har brug for til mad, tøj osv. Med pædagogen på 30 timer vil der ikke være de anbefalede 11.000 kr. tilbage efter de faste udgifter. Altså er der ikke råd til huset. Senere farvel Danskerne er begyndt at trække sig senere tilbage fra arbejdsmarkedet i de seneste år. I gennemsnit var danskerne 62,1 år, da de holdt op med at arbejde i 2003. 2001: 61,6 år 2002: 60,9 år 2003: 62,1 år KILDE: EUROSTAT 15
16 KENNETH REINICKE, 38 år, lektor på Center for Ligestillingsforskning på Roskilde Universitetscenter. En af få erklærede mandlige feminister i Danmark. Har udgivet bøgerne»den hele Mand Manderollen i Forandring«og»Mænd i Lyst og Nød Nutidens Manderoller«. Havde som studerende planlagt speciale om byudvikling på Amager, men blev sporet ind på forskning i køn og ligestilling under et studieophold i Syditalien, hvor mand er macho, og kvinde er kvinde med stort K. foto Magnus Møller Skævt at være lige KENNETH REINICKE:»Der er stadig utrolig meget at komme efter på ligestillingsfronten.«manden er skaffedyr. Kvinden passer yngel. Rollemodellerne er stort set de samme i dag, som de altid har været. Ærgerligt nok, for på den måde udnytter hverken mænd eller kvinder deres potentialer, mener ligestillingsforsker Kenneth Reinicke. Hvem tjener mindst hjemme hos dig, og hvem har styr på at sortere rødt fra hvidt vasketøj? Hvem tog hovedparten af barselsorloven? Undskyld de dumme spørgsmål, for svaret er jo givet på forhånd i de fleste familier. Gider du overhovedet høre mere om ligestilling? Målt på kvinders og mænds faktiske adfærd i Danmark anno 2005 er der ikke mange tegn på, at vi ønsker at gøre op med fortidens fordeling af ansvar: Manden er skaffedyr. Kvinden passer yngel.»de fleste juridiske barrierer for ligestilling er ryddet af vejen. Men der er stadig masser af sociale barrierer. Groft sagt er det sådan, at manden er en succes, hvis han har et job og kan få den op at stå. Mens kvinden skal leve op til visse skønhedskrav og sørge for at blive mor,«siger Kenneth Reinicke, der forsker i køn og ligestilling på Roskilde Universitetscenter. Det første barn Sandhedens time indfinder sig ifølge Reinicke, når danskerne får det første barn. Inden fødslen tror parret typisk, at de er noget så moderne og lige. Men efter det første skrig tager de kulturelle traditioner magten. Kvinderne holder i gennemsnit orlov 278 dage. Manden 19. Bagefter tager flest kvinder deltidsarbejde og forbliver underordnede på arbejdspladsen. Manden? Han kører videre som før mange arbejder endda mere. Ganske vist er der tegn på forandring. Kønsrollerne har ændret sig de seneste 20-30 år. Men det går langsomt, påpeger Reinicke.»Vi kender godt argumenterne for familiernes prioritering. Kvinderne tjener ofte mindst, og familien taber økonomisk mindst på, at hun bliver hjemme. Amningen betyder måske også noget. Men det handler samtidig om, at kvinderne ikke vil afgive hovedrollen derhjemme, og det handler om, at den gængse forestilling om»den gode mor«passer dårligt med ønsket om ligestilling på arbejdsmarkedet.«men danskerne prioriterer vel sådan, fordi de er mest tilfredse med at leve på den måde?»der er mange, der er tilfredse. Men der er også nogen, som ikke er. Der findes mænd, der ønsker at være mere hjemme. De kan blive holdt tilbage af, at man nogle steder stadig latterliggør mænd, der ønsker lige ret til hjem og børn. Og der findes kvinder, der ønsker at satse mere på karrieren. Men der bliver set skævt til, at kvinder kører derudaf med karrieren frem for at satse på yngelplejen.«små skridt Derfor er det ifølge Reinicke ren utopi at forestille sig, at kvinder og mænd i løbet af det næste årti
kommer til at dele opgaver og ansvar ligeligt både derhjemme og på arbejdet. Men mindre fremskidt vil også være til glæde for begge køn, mener han. Han synes, at det er ærgerligt, at både hun og han i dag har store uudnyttede potentialer.»der ligger et potentiale for forandring hos unge mænd. Der er unge mænd, som gerne ville være mere familiemennesker. De ved godt, at de snyder sig selv ved at arbejde meget, og at mænd kan vinde et rigere liv på ligestilling. Det kommer til udtryk i den øgede demokratisering af familien, hvor opgaverne og ansvaret gradvist deles mere ligeligt. Og det viser sig i mænds tættere forhold til spædbørn, der er dokumenteret af forskning på Rigshospitalet. I dag er 95 procent af fædrene med til fødslen.«mænd har mest at vinde Faktisk er det mændene, der har mest at vinde, mener Kenneth Reinicke.»Mændene har de største ulemper ved den traditionelle fordeling af ansvar. Mændene går glip af nærhed i familien, og de kommer ud i den alvorligste deroute, når de mister arbejdet eller ægteskabet. For kvinder er den største omkostning ved manglende ligestilling, at de kan møde barrierer, når de vil leve karrieren ud,«siger Reinicke. Han undrer sig over, at det på trods af hundrede års kvindekamp stadig er tabu at tale om køn i Danmark.»Der er en stærk modvilje mod at diskutere med køn som udgangspunkt. Man taler for eksempel stadig om vold generelt - frem for at tale om mænd og vold. For det er altså næsten altid mænd, der slår. Men det er det tabu at tale om. Det gør det svært for alvor at gøre noget ved volden, «siger Reinicke.»Den manglende vilje til at tale om køn skyldes det frisind, som vi mener, vi har. Det gør det vanskeligt at komme igennem med at fremme ligestilling med lovgivning, som de gør i Sverige. For vi skal i hvert fald ikke ligne Forbudssverige.«Ingen politisk vilje Konsekvensen er, mener Reinicke, at ligestilling er noget, man må klare inden for arbejdspladsens eller hjemmets fire vægge. Der er ikke politisk vilje til at fremskynde udviklingen med konkrete krav om flere kvinder i ledelse. Eller til at kræve, at manden skal på orlov, hvis familien skal have et års barsel.»ifølge»frisindet«skal kvinder have lov til at være kvinder og mænd til at være mænd. Det forstærkes af, at film og medier reproducerer nogle ekstreme kønsidentiteter i disse år. Tænk også på de stærkt seksuelle budskaber, der hænger som reklamer rundt omkring i byerne. Men ærlig talt: Vi mister altså ikke vores kønsidentitet, fordi vi deler ansvar og opgaver mere ligeligt. Skulle man måske blive mindre mand af at hente sine børn lidt oftere i børnehaven? Det tror jeg ikke på.«far på BARSEL KENNETH REINICKE:»Mænd har mest at vinde på ligestilling.«foto Vibeke Toft IT-udvikler Nicolai Petri, 27 år, holdt orlov i en måned, da han fik Silas på nu 20 måneder og igen med Magnus på tre måneder. Efter den seneste orlov arbejdede Nicolai på deltid i to måneder.»jeg kan anbefale andre at gøre det samme. Det er noget helt andet at være hjemme hele dagen, end at se sit barn en halv time om morgenen og et par timer, når man er kommet hjem. Jeg har en nærhed med mine børn, som jeg ikke tror, jeg ellers havde haft. Tidligere var jeg meget fokuseret på arbejde, men nu er jeg blevet tvunget til at prioritere familien først. Det er en svær omstilling, som man kommer nemmere igennem, hvis man holder orlov.«17