Traditionel bygningskultur Beskrivelser og renovering

Traditionel bygningskultur Beskrivelser og renovering Ideen i dette afsnit er at foretage en oversigtsagtig gennemgang af de hyppigste bygningstekniske løsninger, man møder i ældre svenske huse, med specielt vægt på træhuse. Formålet er tosidet: At oplyse om historie, baggrund og formål for de enkelte konstruktionsdetaljer. Formålet hermed er at hjælpe til både at forstå dem i kulturhistorisk og teknikhistorisk sammenhæng, hvilket ofte kan fremme en respekt for den kulturarv, der i nok så høj grad ligger i hytten frem for i slottet. At oplyse om de enkelte konstruktioners fordele og ulemper set i nutidigt lys. For de fleste af os har jo købt et hus, der skal anvendes og ikke et museumsstykke. I den sammenhæng, vil vi forsøge, hvor det er muligt, at henvise til metoder til reparation, udskiftning og modernisering, som ikke modarbejder den oprindelige konstruktion eller dens udtryk. Af Kirsten og Claus Thykier, Bjørn Donnis Dette skrift skal betragtes som ufuldstændigt. Du vil se (overskrifter), der står i parenteser som mangler indhold, og du vil sikkert savne andre emner. Hvis du har særlig viden og lyst til at skrive et afsnit eller bidrage med oplysninger stort eller småt så lad os det vide. Side 1 af 52

Indhold Indhold... 2 Indledning... 5 Klassiske svenske planløsninger og udtryk... 6 Baggrund... 6 Planløsninger... 6 Husets udtryk... 10 Fundamentet / Grunden... 12 Mullbänk... 12 Bjälklag på mark... 12 Torparegrund... 12 Problemer med torparegrund... 13 Rustbädd et vådt fundament... 14 Krypgrund /krybekælder... 14 Randfundament... 15 De bærende vægge / Stommen... 16 Tømmer og trækonstruktioner... 16 (Bindingsværk/ Korsvirke )... 19 Reparation af stommen... 19 (Tegl og stenhuse)... 20 (Bjælkelagene)...20 Tag og spær / Tak ock takstol... 20 Spærtyper... 20 Udnyttelse af tagetage tagprofiler... 23 Udnyttelse af tagetage husdybde og taghældning... 24 Ændringer og reparation af spær... 26 Mere viden... 27 Skorsten... 27 Beklædning af ydervægge... 28 Ubeklædt tømmer og træbeklædning... 28 Typer af (træ)beklædning:... 30 Knutar De hvide hjørner:... 31 (Bindingsværk og sten)... 32 Masonitbeklædning... 32 Maling af masonit... 33 Eternitbeklædning... 33 Side 2 af 52

Rensning og maling af eternitfacader.... 34 (Isolering og vindtætning)... 34 (Vinduer og yderdøre)... 34 Udformning... 35 Materialer... 35 Yderdør... 35 Sekundære døre og porte... 35 Beslag... 35 Tagbelægning og regnvandsafløb... 36 Træ og spån som tagbeklædning... 36 (Halm og tagrør)... 37 (Tegl og det der ligner)... 37 Plåt i mange udforminger... 38 Falsad plåt og det der ligner... 38 Falsningen og fastgørelsen... 40 Maling af blik... 41 Større plader mest historie... 42 Pannplåt... 43 Sinus plåt bølge blik... 43 Pannplåt og sinusplåt bevarelsemæssigt... 43 Fra Trapezplåt til tagstenskopier... 44 Leverandører og referencer... 44 (Tagpap og shingles)... 45 Masonit... 45 Skifer... 45 Eternit og eternit shingles... 45 (Alle de andre tagbelægninger: sten, tørv, )... 46 (Tagrender/afløb)... 46 (Gulve)... 46 Materialer... 46 (Overfladebehandling af trægulve)... 46 (Isolering og fugtspærre mod undergrunden)... 46 (Indervægge)... 46 Opbygning... 46 Overflade... 46 (De indvendige lofter)... 47 Indkøb af materialer og reservedele... 47 Mere viden... 47 Side 3 af 52

Bøger... 47 Internet... 48 Billederne... 49 Byggeteknisk ordliste: Svensk Dansk... 50 Tryk på dette symbol for at komme tilbage til indholdsfortegnelsen Side 4 af 52

Indledning Ved vedligehold, reparation og tilpasning af ældre huse møder man altid en række problemer og dilemmaer. Det grundlæggende problem, måske især for os amatører, men såmænd også for mange håndværkere, er at identificere hvorledes elementer af bygninger oprindelig er tænkt og formålet ved konstruktionen. Alvorligst er problemet selvfølgelig for flere 100 år gamle huse, men selv huse fra før f.eks. 1930 og især træhuse kan være tydeligt anderledes, end hvad vi kender som danskere i dag. Dilemmaerne opstår, når man skal reparere eller bygge om: Det ene dilemma er det, der kan kaldes kulturarvsproblemet og som gælder ethvert hus, der er bare få år gammelt: skal man bevare og måske endda tilbageføre huset til en fortidig tilstand eller som den absolutte modsætning renovere huset til nutidig standard med vore dages materialer og metoder, uden hensyn til fortiden? Med andre ord skal vi udnytte den bygning, vi har købt brugsmæssigt optimalt, eller vil vi føle glæde ved at påtage os en opgave mht. bevarelsen af minder fra fortiden. Et andet og meget alvorligt dilemma relaterer til, hvad der er bedst for huset. Utallige gamle huse er blevet ødelagt for evigt på grund af velmente tiltag som isoleringer, der er udført efter ganske korrekt metode, hvis der havde været tale om et moderne hus, men som forårsager store skader (råd), når de anvendes på et gammelt hus, der f.eks. er opført med konstruktioner, der slet ikke håndterer fugt på samme måde som moderne konstruktioner. Et tredje dilemma, der relaterer til omkostningerne, opstår, når man erindrer, at ældre huse oprindelig er opført til helt andre behov i en tid, hvor arbejdskraft var næsten gratis, hvor mange af nutidens materialer var næsten uopnåelige for menigmand, mens andre materialer, der i dag er sjældne, var lettilgængelige. Det er håbet, at dette skrift kan bidrage til, at ejere af bare lidt ældre huse i Sverige træffer de valg, de hver især vil være tilfredse med, og som ikke skader konstruktionen uventet. Samtidig tror vi, at de fleste på lidt længere sigt vil glæde sig over at have foretaget valg, der hælder til den kulturarvsbevarende side, hvilket vi håber at fremme ved at oplyse om konstruktionernes historie. Ansvaret for den Svenske kulturarv ligger hos Riksantikvarieämbetet, hvis hjemmeside www.raa.se har en god materialeguide www.raa.se/cms/materialguiden/start.html. Den praktiske rådgivning får du på de enkelte Länsmuseer www.kultur.nu/museer/museer/lansmuseer/index.asp og evt. Länsstyrelserna: www.lst.se/lst/. Side 5 af 52

Klassiske svenske planløsninger og udtryk Baggrund Dette afsnit er måske det vigtigste i nærværende skrift. Forestil dig at du finder et betalbart hus, der ligger det smukkeste sted nu nogensinde har set. Desværre er huset mørkt, med alt for små rum og beklædt med eternit på væggene og blikplader på taget. Vi er nok mange, der begynder med at se hvad kan vi gøre ved det. Vi er også klar over, at det er i begyndelsen man har kræfterne, så straks lægges der store planer med at lægge kamre sammen til store rum, eternitten skal selvfølgelig væk og erstattes at rødmalede brædder, huset udstyres med kviste de er så romantiske, og så tegl på taget, hvis det kan bære. Måske ER det den bedste løsning. Men der er to gode grunde til at tøve! 1) Hvis man kan se hvordan huset oprindelig er tænkt, så kan man også let identificere de oprindelige bærende yder og indervægge. Der er rigtig mange grunde til alvorligt at overveje at lade disse forblive urørte. Herved kommer man let til at bevare dele af den oprindelige planløsning, selvom rummene nu måske skal anvendes til andre formål. 2) Måske skulle du se på om huset i virkeligheden repræsenterer god byggeskik både hvad angår planløsning og materialer. En kulturarv som man bør overveje baggrunden for og relevansen af. Og dette kan være lige relevant for 1950 huset som for huset hvis oprindelse ligger tilbage i 1600 tallet. Måske når du frem til, at finde kompromiser der tilpasser huset til vore dage og dit behov på en måde, der udnytter husets måske lidt skjulte kvaliteter og samtidig tager hensyn til kulturarven. Du skal efter min mening ikke finde kompromiset for at bevare for enhver pris (så skulle man have fredet huset), men fordi du nok på lang sigt vil blive gladere for der hvor ønskerne og idealerne mødes med det bestående. Måske midtimellem, måske i stor veneration for al det gamle eller måske i en topmoderne udgave med enkelte overlevende detaljer (BD). Planløsninger En gennemgang af alle typiske svenske planløsninger er en opgave som de færreste formentlig vil have interesse i og som forfatterne næppe magter. Opgaven er dog ikke så kolossal som man kunne forestille sig! I Sverige og i andre lande er typehuset en ældgammel opfindelse! Man prøvede sig frem til modeller, der opfyldte et givent funktionsbehov, havde et lavt materiale forbrug og andre fordele. Bygmestrene lærte at bygge netop disse modeller, som derfor blev helt dominerende. Side 6 af 52

Men en lille smagsprøve er på sin plads og overskuelig netop fordi, der i virkeligheden er så relativt få grundtyper. Men vigtigst er, at det mange gange letter forståelsen af den nuværende planløsning inklusiv identifikationen af de om og tilbygninger, der mere eller mindre hensigtsmæssigt måtte være foretaget. Vigtigere er det, at når man kender sjælen i huset i form af den oprindelige konstruktion, har man en fornemmelse af hvad der er de bærende vægge, hvor der formentligt ligger et ufjerneligt ildstedsfundament under gulvet og lignende. En uvurderlig viden hvis eller når man ønsker at tilpasse husets funktion til nutidens behov. Enrumsstugan og enkelstugan adskiller sig fra hinanden gennem anvendelsen af de rum, der er udover selve stuen. Enrumsstugan svarer til et mindre havehus uden vinduer, hvor røg fra en evt. opvarmning går gennem lyre i taget. Eventuelle andre rum er opført endnu mere primitivt end hovedrummet. Enkelstugan er oftest af størrelse svarende til et meget lille sommerhus, op til fx 5x8 m, og ofte med et lavt men brugbart loftsrum. Ganske mange torp er eller var oprindeligt enkelstugar. Madlavningen foregik i det store rum, hvor alle også sov og havde sarte dyr om vinteren. På trods af den meget beskedne plads var kammeret ofte ganske lidt benyttet og ikke fast opvarmet det var tilløbet til finstue/gæsterum. Bemærk at ildstedet i køkken/stue samt kammer ofte er placeret op mod facaden! I Götaland er det almindeligt at entelstugan fik indrettet separat køkken. Hvis enkelstugan har indgang til det store rum, og dermed et større kammer, kaldes den for en sidokammerstuga ellerr tvåkammarstuga. Denne type er almindelig i grænseegnene mod Norge. Enrumsstugan ser vi i vore dage som udhuse og moderne friggeboder. Skitse af "enrumsstuga" med dør i gavl eller facade. Skitse af "Enkelstuga" med dør i facade. Som i øvrige skitser er evt. vindfang o.l. birum udeladt. Side 7 af 52

Parstugan er sammen med den nedenstående framkammarstuga de 2 næste trin op ad rangstigen, når midlerne rakte til mere plads. Enkelstugan blev forlænget med endnu en stue modsat den oprindelige. Samtidig fik man så to skorstene. Nu benyttes kammeret, men til gengæld bliver den ene stue til finstue. Ofte var husene opført med anvendelig tagetage eller i to fulde etager. I sidstnævnte tilfælde flyttedes finstuen ofte herop og blev til et næsten sal lignende rum, ligesom huset fik en statelig karakter. som halvvåning, hvor facaderne blev ført 1 1½ m op over etageadskillelsen. Framkammmarstuga De større længehuse som vi især møder i Skåne (i bindingsværk) eller i Halland (i træ) blev typisk opført som gentagne, ofte spejlsvendte kopier af parstugar og/eller framkammerstugar. Parstuga En udbygget parstuga med udnyttet tagetage, måske endda halvvåning (høje facader med lavtsiddende vinduer) eller endda i to fulde etager, kan være meget smukke og velanvendelige huse ved behov for ganske meget plads. I framkammarstugan ses enkelstugan forlænget med et eller to ekstra rum og en ekstra skorsten. Med lidt udhuse bygget op af huset begynder konstruktionen at fylde noget mere. I andre, ofte nyere udgaver, er der indskudt en skive med forstue og bagved liggende køkken. Loft er oftest udnyttet og måske er huset opført Hallandsk længehus Grunden til længehusets popularitet i disse egne beror på, at her var træfattigt i store dele af historisk tid. Det var vanskeligt at anskaffe de nødvendige lange, kraftige bjælker til spær og loftsbjælker ved større husdybder. Side 8 af 52

Dubbelkammarstugan er endnu en variant af de større huse almindelig i det nordlige Götaland og Småland. Karakteristisk er det centrale, separate køkken. Igen ofte i 1½ eller 2 etager. velanlagt have. Salsbyggnad eller seksdelad plan Dubbelkammarstuga Salsbyggnad eller seksdelad plan er et hus som mange kender som hovedbygningen i den velstående bondegård. Brukpatronens hus, præstegården og igen i vor tid, som det lidt palæagtige enfamiliehus, der ofte suppleres med symmetriske sidebygninger. Udefra domineres indtrykket af den store gavltrekant ( frontespis ) midt på facaden ofte på begge facader. Omkring århundredeskiftet tilkom en midterkarnap eller stor forstue, der fortsatte op i balkon foran galvtrekanten, ofte udsmykket med snickarglädje. Bygningstypen er kendt fra 1700 tallet og lever i bedste velgående. Der er én eller to etager og hvis kun der er én fuld etage er tagetagen næsten altid udnyttet. Planløsningen er karakteriseret af den store, centrale sal som ofte åbner sig mod en Seksdelad hus af de store her er væg og tagbeklædning samt malig i sin tid valgt bland det bedste det kunne fås. Disse huse er naturligvis beklædt dyrt med høvlede brædder, oliemalet og färgsat dvs. malet i to eller tre udvalgte farver, der helst er forskellige fra de nærmest liggende huse. Villaplanen er den mest dominerende planløsning, både på landet og i forstæderne fra omkr. 1900 og op til 1960. Den er anvendt til både småhuse og til nyere beboelsesbygninger på landbrug, da man nåede til tiden, hvor man hverken havde ansatte boende eller mange børn. Side 9 af 52

Husets udtryk Korsform, fyr delad eller "villa" formen. Villaen er ofte opført som Plankehus og ikke som timmarhus (se nedenfor under Stommen). Karakteristisk er opdeling i fire næsten lige store rum, idet den ene delevæg ofte er lidt forskudt for at få større stuer. Herved vil skorstenen skulle hælde på loftsrummet, for at ramme tagrygningen. Skorstenen er normalt med flere rør, der betjener de forskellige ovne, gruekedlen i kælderen og komfuret. Desuden er der normalt et rør, der fungerer som aftrækskanal fra køkkenet. De to birum, køkken og entre kan fra begyndelse være underopdelt i f.eks. bryggers og en bagindgang og evt. indvendigt toilet. Der er normalt kælder, i hvert fald under halvdelen af huset. Loftsetagen er normalt helt eller delvist indrettet til beboelse. Dette afsnit bygger i høj grad på Så renoveras Torp och Gårdar, O Hidemark et al.(se Bøger ), brochuren "Svensk byggnadskultur, värd att vårda!" (findes på svensk, dansk og tysk kan fås fra mange sydsvenske Länsstyrelser, eller læses i netversion her: www.alebo.se/kultur/ ), Kulturmiljövårdens bebyggelseregister inventeringshandbok, www.raa.se/publicerat/9172091290.pdf (BD) Som et eksempel på, hvad der tænkes på, så forestil dig: en ubehandlet eller tjæret hytte i kraftigt håndtilhugger tømmer, et bræddebeklædt rødfarvet torp, et hus malet i gul oliemaling, med udsavede ornamenter, vinduer og døre i farver, der spiller op til vægfarven, og endelig måske et eternitbeklædt hus. Nu er vægmaterialet og farven beskrevet intet andet alligevel er jeg sikker på, at du allerede har set husene for dit indre blik: det lille lave bjælkehus, måske med græs på taget, næsten en norsk sæterhytte, det klassiske torp mon ikke det du så for dig, havde hvide hjørner og vinduer sprosser i vinduerne og måske en lille forstuekvist og hvis rigtig fint en dobbeltdør? det malede hus var nok symmetrisk om midten, der var sikkert en central, stor gavlkvist (med frontispiece ( frontespis på svensk) og var næsten en lille herregård eller i det mindste brukspatronens hus. og eternit huset var nok et på alle måder anonymt, og i mere eller en forstand gråt hus fra 1930 erne, beliggende i en lille by, lidt dårligt vedligeholdt og med nogle knækkede eternit plader og andre der var misfarvede af sort skimmelsvamp. Med egentlig et rart hus, hvis ikke det var så grimt. Hvis jeg ikke har ramt helt ved siden af, kan du tænke over, hvorfor huse i et givet land ligger så fast i deres udtryk, at vi bare skal have vægmaterialet beskrevet for at se det hele for os. Side 10 af 52

Og næste trin er så at overveje om vi skulle stræbe efter at lade denne sammenhæng mellem materialer, husform og planløsning husets udtryk overleve den renovering vi vil påbegynde? Måske er det bedre at få lys i tagetagen ved hjælp af Velux vinduer end ved at sætte kviste på? Måske skal vi afrense eternit pladerne, med besvær få anskaffet erstatninger for de knækkede og male hele huset hvidt, eller i en flot grå farve? For måske vil huset efter beklædning med røde brædder bare ligne et eternithus, der har fået røde brædder på og sprosser på vinduerne? Måske Side 11 af 52

Fundamentet / Grunden Mullbänk Den simpleste (og formentlig også den ældste) form for fundament er den såkaldte mullbänk, hvor man lagde syllen direkte på jorden, på mindre marksten eller på et lag sand. På indersiden tætnede man med jord, tørv eller ler. Denne konstruktion forhindrer ofte udluftning og kan i mange tilfælde forårsage skimmel, råd og svampeangreb, såfremt man ikke sørger for udluftning! Især hvis der på bræddegulvet er lagt et fugtstandsende lag (vinyl eller linoleum) er faren stor for råd. Det er svært at vide, hvor almindelig mullbänkgrunden har været, da den ofte er udskiftet med andre konstruktioner eller de pågældende huse er gået til. (KT & CT) Bjälklag på mark Parallelt med Mullbänken havde man en lidt ejendommelig konstruktion, hvor knuterne hvilede på sten som i torparegrunden (nedenfor), mens gulvbrædderne lå på en bjælkeramme, der ikke var fast forankret i resten at huset. Disse bjælker og gulvet kunne så udskiftes, med større ellen mindre besvær, når de rådnede. (BD) www.stockholmslansmuseum.se/faktabanken/oli ka typer av grundlaggning/ Torparegrund Det mest almindelige fundament i ældre huse af liggende tømmer er opbygget således, at man har lagt den nederste bjælke ( syllen ) på relativt store marksten i husets hjørner, under knuderne. Hjørnestenene kunne stables i op til en meters højde. Hvor der ellers på husfacaderne forefindes knuder, der binder indervægge fast i facaden, hviler også disse på bærende kampesten. I princippet kender vi i moderne tid konstruktionen i huse, der hviler på betonplinter/sokkelsten. I kuperet terræn kunne hjørnestenene bestå af deciderede stenstolper (eller sågar træstolper). For at tætne mod træk stablede man imellem hjørnestenene mindre sten med fladen udad. Mellemrummene mellem stenene tætnedes med kalkmørtel eller kalket ler. Bemærk, at disse sten ikke er bærende! Denne enkle konstruktion finder man som regel både under tømmerhuse og bindingsværkshuse samt bulhuse. I anden halvdel af 1800 årene udførtes fundamentet ofte med tilhugne kampestenskvadre i lighed med, hvad der førhen var tilfældet på herregårde og højerestandsbyggeri i købstæderne ( kallmur ). Herved kom man gradvist over til et randfundament (se nedenfor), hvor hele facaden og gavlen støtter på fundamentet. Da man begyndte at bygge kældre under husene i stedet for de fritstående jordkældre, var det nødvendigt at forstærke fundamenterne og gøre dem tykkere, således at man kunne holde til jordtrykket. Indvendigt blev disse ofte, for at holde dem tætte, pudsede med en fed lervælling, som kunne kalkes. (KT & CT) Side 12 af 52

Til tider er renovering af torparegrunden ikke den mest presserende opgave! Problemer med torparegrund Men et fundament, der er en torparegrund har man en stor risiko for at møde ét af to problemer: fugt i huset, eller værre i gulvkonstruktionen træk eller kolde gulve Det besværlige er, at afhjælpning af det ene problem ofte fører til, at det andet opstår! Den ideelle udførelse, der ikke garantere at man ikke har nogen problemer, men som reducerer risikoen, består af mange elementer: Husets placering bør være på toppen af bakken frem for i lavningen. Det kan vi selvfølgelig ikke ændre, men man skal ganske simpelt undgå grundvand (eller vandlidende jord) under huset. Hvis huset ligger på en skråning, hvor der er gravet lidt jord væk bagved huset, som er brugt som opfyld under facaden, (der er konstrueret en terrasse i skråningen) er der større risiko for at grundvandet et tæt på overfladen ved bagsiden af huset. Et dræn udenfor huset på bagsiden kan her være nyttigt til at reducere fugtproblemer. Terrænet lige omkring huset bør ligge lidt lavere end jorden under huset bare 10 20 cm. Huset bør således egentlig stå på en lille forhøjning, således at regnvand omkring huset løber væk fra huset frem for ind under huset. Således har det sikkert set ud ved opførelsen, men ofte hæves jordoverfladen omkring huse med tiden af planternes rødder (og affald). Side 13 af 52

Der bør i øvrigt ikke være tæt plantevækst omkring fundamentet der skal kunne komme luft til kampestens væggene. Jorden under huset skal helst være drænende og kapillarbrydende : lecanødder, skærver, sigtet grus (ikke stabilgrus eller grus, der hedder noget med nul altså ikke 0 4 mm eller 0 8 mm, men gerne f.eks. 4 8 mm). Makadam (ret fint knust bjerg ) eller ral er også fornemt. Jorden skal ganske simpelt ikke kunne trække flydende vand op til overfladen. Hvis det, der nu engang er under huset, fungerer fint, så lad være med at gøre noget. Men har man fugtproblemer er en udskiftning af de øverste 10 20 cm god muldjord med groft grus eller lecanødder samt måske en dampspærre (kraftig plastfolie) nede på jordoverfladen måske løsningen. Rummet under huset bør i øvrigt ikke benyttes til oplag i større stil, hvis der er fugtproblemer. Udfyldningsvæggen af kampesten mellem de bærende sten må hellere mangle end være en flot, tæt fuget kampestensmur med få eller ingen udluftningshuller. Det er væsentligt at få fugt væk fra rummet under huset isoleringen foretages bedst oppe i gulvkonstruktionen. Nu er der heldigvis masser af huse med torparegrund, der fungerer perfekt. Jorden under huset er knastør, og det trækker ikke fra gulvet. Det er godt pas på konstruktionen og tænk dig rigtig godt om, før du ændrer noget, for ofte er balancen hårfin. Som eksempel: Kampestenene i udfyldningsmuren ligger lidt grimt, og der er faldet mørtel ud man murer op igen med en alm. bastardmørten (en KC mørtel), fuger flot, maler måske smukke fuger med lidt hvid cementfarve. Huset er lige til forsiden af Gård och Torp Et par år efter opdager man desværre, at der er et par gulvbjælker, der i enden der vender mod nord, der er lidt smårådne! Så galt går det normalt ikke, men risikoen er reel! (BD) (se i øvrigt afsnittet om gulve og især afsnittet om isolering mod fugt). Rustbädd et vådt fundament Hvor man ønskede at bygge på våd og blød grund, måtte men gå anderledes til værks. Man konstruerede en kasse af bjælker, eller flettede grene eller ris og fyldte dem op med sten eller jord. Ovenpå dette byggedes huset. For at sikre, at konstruktionen havde en fornuftig holdbarhed, måtte grundvandet til stadighed dække rustbädd kassen, der ellers ville rådne meget hurtigt. Relativt få af disse konstruktioner overlever i mange år, fordi de ofte på et eller andet tidspunkt bliver tørre og rådner enten på grund af naturens luner eller fordi man af uvidenhed dræner sumpen. (BD) www.stockholmslansmuseum.se/faktabanken/oli ka typer av grundlaggning/ Krypgrund /krybekælder I svensk sammenhæng tænker man krybekælderen som en mere moderne udgave af torparegrunden, selvom en krybekælder bør være så ny, at bygmesteren var klar over fugt/isolerings/ventilations problematikken. (BD) (se afsnittet om gulve og især afsnittet om isolering mod fugt). Side 14 af 52

Randfundament Det murede (kampesten, lecablokke eller alt muligt andet) og det støbte betonfundament er nødvendigt til stenhuset og er udbredt i nyere træhuse. For stenhuset gælder, at murværket skal understøttes langs hele facaden og gavlene. For træhuset er dette hensigtsmæssigt når man ønsker at have en god kælder. Det kan være svært umiddelbart at se om man har en torpare grund hvor udfyldningsmuren blot er udført meget omhyggeligt, eller om man har et egentlig stenfundament. Ved stenfundamentet og i støbte fundamenter er der tradition for at anbringe eller indstøbe store sten ved hjørnerne, hvilket gør det endnu sværere at se forskel. For randfundamenter kan man med fordel søge råd i Danmark og i dansk litteratur. (BD) Der henvises generelt til bl.a.: Så renoveras gård och torp, Göran Gudmundsson, TIPS OCH RÅD OM BYGGNADSVÅRD, Roger Lindbom och Vicki Wenander, FRÅGER OCH SVAR OM BYGGNADSVÅRD, og Sören Thurell, Vårda och renovera trähus. (KT & CT) Side 15 af 52

De bærende vægge / Stommen Tømmer og trækonstruktioner Stommen er et ord, der er svært at oversætte til dansk vel nærmest stativ eller skelet, men for et hus betegner det den bærende del af konstruktionen i modsætning til evt. udvendig og indvendig beklædning. Ofte vil man jo tænke på timmarhuset ( blokhuset af stablede, liggende bjælker) som det ægte gammeldags svenske træhus. I virkeligheden skulle konstruktionen med skiftesverk (på dansk bulvægge) være langt ældre. I skiftesverk rejser man nogle lodrette bjælker ( ständere ) med en udhugget notgang i siden og skyder så vandrette, brædder (groft tilhugne halvtømmerplanker) ind oppefra og afslutter med en vandret bjælke på toppen, der samtidig bliver tagrem. Se skitsen hvor det kun er ½ felt, der er udfyldt med brædder, så man forhåbentlig kan se idéen. Skitse af Skiftesverk (dansk: bulvæg). Denne konstruktion er efter sigende brugt fra jernalderen og helt frem til nutiden mest hvor der er løvtræ (eg eller bøg). Husene er sjældne i Danmark, og findes nu i Sverige mest i stalde og udhuse og i gamle ryggåsstugar og kan være fantastisk smukke, når de står ubeklædte (udvendigt og/eller indvendigt). Hallandsgården på Frilandmuseet (her i Danmark) er delvist opbygget med bulvægge/skifte sverk. Skiftesverk i hus, hvor tømmeret i øvrigt er knutsamlet i hjørner et hybridhus (?). Kafé Brooktorpsgården, Kyrkogatan 12, Halmstad Timmerhuset er, som nævnt, nok hvad de fleste af os forbinder med et gammelt, svensk træhus. Det består af mere eller mindre tilhugne bjælker (eller blot afbarkede stammer), får borthugget halvdelen af materialet tæt på enderne og stables vandret med de udhugne ender låst ind i hinanden i knutar (knuder) på normal tømmerhusmanér eller eventuelt som svalehaler ( laxsvanser, laxknutar, slätknutar ). Se også billeder på næste side. Også skillevægge opbygges på samme måde og flettes ind i ydervæggene. Faktisk skal der helst være en tværgående indervæg for hver 4 6 m for stabilitetens skyld, hvilket kan være et indretningsmæssigt problem. Træet er næsten altid nåletræ. Side 16 af 52

Oprindelig var tømmerhusene uden beklædning og heller ikke malede rødfarven var ikke opfundet. De timmerhuse, der stadig eksisterer, er trods alt så nye, at de ofte oprindelig har været beklædt med lodrette senere vandrette panelbrædder. Eller de er blevet det på et tidspunkt. Man beklædte aldrig huset før efter 1 2 år, fordi tømmeret skulle sætte sig først. Derfor fik de ofte en gang rødfarve fra begyndelsen, og man finder når beklædning tages af at tømmeret er rødt og tror derfor fejlagtigt, at de oprindelig har været beregnet på at stå uden beklædning. Timmerhuset er det (eneste) sted, hvor brädklädda knutar (de evt. hvide hjørner) i virkeligheden hører til men mere om det lidt senere. Du kan læse lidt mere om denne type huse og deres reparation på www.stockholmslansmuseum.se/faktabanken/ti mmerstomme historik/ Knuttimrad hus uden beklædning og knutkasser. Bemærk enderne af en indervæg/tværvæg over porten. Hvor er det et smukt hus men hvor må der være mørkt indendørs. Side 17 af 52

2 typer knutar, hhv Sexkantskallar (och en avbruten hals som visar dubbelkatten) og laxknutar eller slätknutar, Begge fra Dalarne. Kilde: Taxelson, Wikimedia Commons En noget nyere type træhus er resvirkehuset. Det er både i familie med skiftesverket og det efterfølgende plankehus. Vandret syll bjælke i bunden med notgang. Heri rejses lodrette, etagehøje planker med fer i begge ender og øverst afsluttes med en tagrem, der har notgang på undersiden. Der sættes hörnjärn (smedede beslag) på hjørnerne for at holde sammen på det hele. Fra 1700 tallet, almindelig 1800 1920. www.stockholmslansmuseum.se/faktabanken/st aende timmer resvirke historik/ Plankehuset (med Plankstomme) består af 2 3 tommer tykke (maskinfremstillede) bjælker med Side 18 af 52

fer og not ( spontad ). De rejses lodret, med hjørnebjælker, fod og tagrem o.s.v. Hele husets (underetage) bliver reelt en trækasse med 5 8 cm tykt træ. Huset er altid beklædt. Er den helt dominerede byggemetode til enfamiliehuse og lansbugdens huse i sidste del at perioden 1900 1950. Og så er der endelig regelhuset/stolpeverkshuset sådan som så mange huse også tilsyneladende murede er opbygget: Et gitterværk af bjælker/reglar, der enten udfyldes mellem bjælkerne, så man får et ægte bindingsværkshus/korsvirkeshus eller som beklædes med brædder, eternit, skiffer (i f.eks. Harzen), clapboards (i USA), stålplader, skalmur..kun fantasien sætter grænser. Ældre huse er typisk med færre, kraftige bjælker og nyere med mange, ganske spinkle pinde. Især fra ca. 1800 tallet og frem til i dag. (BD) Knutarne de hvide hjørner kan du læse om her. Til tider har jeg hørt diskussionen om hvilken form for træhus, der er bedst? Min indstilling er ingen alle har fordele og ulemper. Tømmerhuset og skiftesverket har en del isolering indbygget i det tykke træ, til gengæld er yderligere isolering noget, man skal være endog meget påpasselig med. Uden beklædning kan husene være meget utætte, næsten uanset hvor godt der kalfatres stoppes mellem bjælkerne. Konstruktionerne er fleksible, hvilket både er godt og skidt husene ændre dimension gennem hele levetiden, men selvfølgelig især de første år. Grundlæggende er tømmerhuset en stærk konstruktion, hvis der er tværvægge nok. Desværre risikerer enhver ændring, som f.eks. et nyt eller flyttet vindue eller en dør at svække konstruktionen. Plankehuset deler mange af egenskaberne for ovennævnte, selvom husets dimensionsændringer er mere begrænsede. Regelhuset der i praksis er tæt på de mange moderne skalmurede huse er en nyere konstruktion og svarer derfor bedre til vore dages krav; det er lettere at isolere uden at gøre skade. Ligeledes er ombygninger lettere at håndtere. Til gengæld er al charmen fra det evigt levende tømmer gået fløjten. (Bindingsværk/ Korsvirke ) Ved reparation: søg oplysninger i Danmark! (f.eks. Raadvad ), her er der langt mere viden end i Sverige! Reparation af stommen Det altoverskyggende problem med træhuse er, at de kan rådne. Typisk vil det være den nederste bjælke, syll balken, der har være for dårligt beskyttet. Det heldige er, at træhuse grundlæggende er fleksible. Derfor kan de løftes lidt og understøttes, mens man udskifter syll bjælken. Hvis man husker, at skorstenen samt døre og vinduer ikke er fleksible, så kan huset løftes med nogle billige donkrafte fra f.eks. Biltema. Med andre ord: åbn døre og vinduer, vær sikker på. at der ikke er (opstået en) fast forbindelse mellem træværk (gulv og lofter) og skorstenen. Det er en noget vanskeligere operation end opretning af et hus, hvor torparegrunden er sunket, fordi man skal skille huset ad dvs. få Side 19 af 52

syll bjælken eller en del af den frigjort, at erstatte den og så endelig sænke huset på plads. Der er masser af svenske håndværkere, som klarer denne operation rent rutinemæssigt. En anden reparation, eller rettere ændring, er at man ønsker at flytte eller etablere nye vinduer eller døråbninger. Her skal man for alle de massive træhuse erindre at hele væggen er en del af den bærende konstruktion. Så hver gang, man tilføjer et nyt hul også selvom man lapper et andet, så svækker man huset. Specielt for Timmarhusets vedkommende, skal man notere, at der er en del indvendige tværvægge, som er væsentlige for husets afstivning. (BD) (Tegl og stenhuse) (Bjælkelagene) Tag og spær / Tak ock takstol Vedr. tagbeklædningen (tegl osv) se under Tagbelægning og regnvandsafløb. Hvis man kaster et blik på tagene på svenske småhuse, vil man hurtigt se, at der er forskelle i forhold til de danske. Ikke blot er blik en langt mere udbredt tagbelægning end i Danmark, med en tilsvarende mindre forekomst af tegl, men også taghældninger og tagprofiler er anderledes. Endelig ser man næsten ingen af vore elskede store tagvinduer ( Velux vinduer), men et enormt antal mere eller mindre harmoniske kviste. Spærtyper Noget af det første, vi i familien hørte om, da vi fik hus i Sverige, var, at der i nærheden lå en ryggåsstuga (Vippentorpet). Det anede vi ikke, hvad var, men det blev altid udtalt med dyb ærefrygt og veneration i stemmen, så det måtte jo være noget ganske særligt! Og da vi samtidig glædede os over, at det hus, vi havde købt havde hanebåndsspær med flot ståhøjde, så det var let at indrette tagetagen og da den tømrer, der skulle lave noget af det grove med tagetagen hele tiden spurgte, om der skulle være stödbensvägg og da jeg helst ikke igen ville gøre mig mere til grin overfor håndværkerne (efter at have kaldt en el dosa til montering af stikkontakt for en elburk ) så endte det altså med, at jeg prøvede at finde ud af lidt mere om alt det her, der har noget med tagkonstruktion at gøre. Det blev for mig indgangen til det store, spændende emne, der kan kaldes svensk bygningstradition.(bd) Hvis man skal bygge et lille udhustag, kan man mange gange lægge det direkte af f.eks. brædder med fer og not eller af (vandfast) krydsfiner og dække med tagpap. Det grundlæggend eprobelm ved konstruktion af et tag er at finde en passende tæt tagbelægning. Men ligeså snart et tag ikke har ensidig hældning, skal det ikke være ret stort eller ret stejlt, før man Side 20 af 52

må tænke på problemet med at overføre vægt og vindtryk til husets konstruktion uden at trykke væggene ud. Hverken opgaven med at skaffe en tæt belægning eller den opgaven med at overføre kræfterne til væggene er triviel når man ser på det enorme udvalg af, ofte noget sære, materialer, der både i Norden og rundt om i verden har været anvendt til tagbeklædning, bliver man klar over, at et tæt tag er noget svært opnåeligt. Og det andet problem med at overføre kræfterne er ikke en helt simpel statisk opgave, tænk på hvor ofte vi selv i vore dage hører om tage, der kollapser. Den tagkonstruktion, man som dansker nok undres mest over i Sverige, er den ovenfor nævnte ryggås konstruktion. Her har man opgivet eller endnu ikke tænkt på at lade facaderne optage kræfterne fra taget, men anvender i stedet gavlene til at bære. Ryggåsstuga i øvrigt i høj grad i skiftesverk. Vippentorpet ved Ysby, Halland. Det er en lidt ejendommelig konstruktion man anbringer en kæmpe bjælke fra den ene gavlspids til den anden i de ældste huse bare en afbarket træstamme. Denne kaldes ryggåsen, kroppåsen eller mittåsen. Halvt nede ad tagsiden lægges på hver side eventuelt to sidoåsar (med mindre der er tale om et lille hus som i Vippentorpet). Der er normalt ikke nogen egentlig tagrem eller murrem (bjælke øverst på facaderne) men da det er i bjælkehuse, at åskonstruktionerne oftest findes, så fungerer den øverste bjælke i væggen egentlig bare som tagrem. Det er så det hele resten er bestemt af tækningsmaterialet, idet selve tagbeklædningen enten lægges direkte ned fra ryggåsen (flækkede mindre stammer eller brædder), eller der lægges et simpelt rafte eller lægteværk op til f.eks et spån eller halmtag, eller der bygges et helt tørvetag op. Konstruktionen er som nævnt karakteristisk derved, at det er husets gavle og ikke facaderne, der bærer taget. Yderligere skal åsene være meget kraftige (med mindre huset er meget kort) for dels at kunne bære taget, dels for ikke at bøje ned. I Vippentorpet er åsen faktisk flækket. Som man ser på billedet, ender man typisk med ganske korte huse (det er kun det midterste af de tre huse på billedet, der er et ryggåshus), men med relativt pæn husdybde. De nødvendige, kraftige gavle er stærkt sammenhørende med bjælkehusene for andre huse bliver det meget vanskeligt at aflaste hele tagets vægt i de 2 gange 3 eller 5 punkter højt over jorden, hvor åsene hviler på gavlene. Konstruktionen HAR været kendt i Danmark under navnet åshuse men formentlig ikke meget udbredt i nyere tid. Man ser dog konstruktionen i nogle værkstedshaller. En fidus her er, at evt. taljer (kraner) kan løbe under åsene. Side 21 af 52

Vi har i Danmark nok typisk manglet de store træstammer, og vi har ikke haft huse med så stærke gavle, at de kunne bære. Der fandtes dog noget i nogle egne af Danmark, der kaldes sulehuse, hvor man har en åskonstruktion, men hvor én eller flere (ofte langt spinklere) åse støttes hen gennem huset af lodrette søjler (sulerne). Lidt i samme familie er herregårdslader, bygget som højrem tage, hvor et spærtag (i midten) kombineres med en såkaldt højrem (det der i Sverige hedder sidoås), der i funktion erstatter tagremmen, men som ligger et pænt stykke indenfor facadevæggene. Højremmene hviler på lodrette bjælker (søjler) til gulv ved hvert spær. Man får på den måde en slags tre skibet konstruktion. Det er i øvrigt en konstruktion, der fra udgravninger er kendt helt tilbage fra oldtiden i Danmark det kan ses af stolpehullerne fra søjlerne. Jeg er sikker på, at konstruktionen nok også skal findes i Sverige, fordi den er så velegnet til store haller herregårdslader som får at stort frit gulvområde. (BD) Ryggåskonstruktionen eller sulekonstruktionen kan føres tilbage til (i hvert fald) jernalder/vikingetid både i Sverige og Danmark. Man lagde ryggåsen henover lodrette, nedgravede træstammer, der foroven endte i en tveje (en sule ) midt i langhuset. Spærene (der var relativt spinkle) hang ned fra ryggåsen og hvilede på tagremmen. (CT) Spærene skal sikres mod udskridning og nedbøjning, hvilket selv ved mere end ganske små husdybder kræver, at der tilføjes yderligere konstruktioner, hvis ikke spærene skal være ekstremt kraftige: et gitterværk eller hanebånd og stødben, samt at spærene låses til tagremmen (langsgående bjælke øverst på facaderne) og endelig at remmene i de to facader låses sammen af bjælker under loftsgulvet. Der findes flere typer spær. I Sverige er både nogle af typerne og navnene ret forskellige fra de danske. - Svensk takstol og ramverkstakstol er begge et spær med en højtsiddende hanebjælke og (oftest) med stödben (lodrette bjælker) i siderne evt. med en skrå bjælke mellem stødben og spærside. Svensk takstol er uden en bjælke i bunden idet spæret fæstes til vindsbjälklaget (bjælkerne der bærer loftsgulvet) eller tagrem en (bjælken der løber på langs øverst på facaden. Disse typer af spær giver gode muligheder for at udnytte loftsrummet. Svensk takstol, den sorte linje viser vindsbjälken. Bemærk stödben og højtsiddende hanebjælke. Alternativet til åskonstruktionen er de velkendte spærtage, hvor tagets vægt alene overføres til husets facader og evt. bærende indervægge. Facaderne forsynes med en tagrem (langsgående bjælke) øverst på væggen. Side 22 af 52

Ramverkstakstol. Her er den vandrette bjælke en integreret del af spæret. - Fackverkstakstol (eller bare Fackverk ) svarer til det danske gitterspær. A takstol er en variation heraf., hvor den vandrette bjælke sidder noget over gulvniveau. Fackverk (gitterspær), her med lav taghældning. Nedenunder A takstol Gitterspær er blevet meget udbredt i Danmark, især til huse med relativt flade tage. Fordelen er, at man kan fremstille gitteret af temmelig spinkelt og dermed billigt træ (brædder). Til gengæld bliver tagetagen ikke meget anvendelig til andet end opmagasinering af julepynt. I Sverige synes hanebåndsspær (Svensk takstol ) at være (forblevet) langt mere udbredt end i Danmark og heldigvis ofte med højtsiddende hanebånd (så man kan gå under det uden at slå hovedet). Hanebåndet skal ideelt set sidde i en højde, hvor det påvirkes af trykkræfter dvs.hvor tagbelægningens vægt trykker de 2 tagsider mod hinanden. Til gengæld skal spærene nederst låses til tagremmen og tagremmene låses til hverandre af gulvbjælkerne, således at trækket optages her. På denne måde forhindrer man bedst og billigst tendensen til, at tagets (og sneens) vægt trykker det fladt. Tømmerhusene (de knuttimrade blokhusene, hvor bjælkerne er låst i hjørnerne) levede længe, blandt andet fordi de fundamentalt set er gode konstruktioner m.h.t. tagkonstruktion uanset om man valgte ryggås eller spærkonstruktioner. Husets vægge danner en meget stabil ramme, som både kan optage et stort lodret tryk (vægten af taget) og en betydelig sideværts påvirkning (hvis spærkonstruktionen var primitiv), så længe fletningen i knuterna er foretaget omhyggeligt. Funktionen er forstærket af, at gulvbjælkerne i tagetagen binder facade væggene sammen det samme kan man relativt simpelt opnå med bindingsværk, hvorimod murede huse har problemer med at optage det sideværts tryk fra spærene. Og så er der jo endelig det dejlige forhold med de tømmerhuse vi har i dag, at det kun er de gode, velkonstruerede huse, der står tilbage. De huse, der blev bygget af inkompetente håndværkere eller som var plaget af byggesjusk, har ganske simpelt ikke har overlevet til vore dage. (BD) Udnyttelse af tagetage tagprofiler Det har formentlig til alle tider været et ønske at kunne udnytte tagetagen bedre til opbevaring eller beboelse. En løsning er det, vi i Danmark kalder trempeltage, hvor ydervæggene føres ca. 1 1½ meter op over gulvniveau på øverste etage. Denne konstruktion har med mellemrum været Side 23 af 52

brugt i det 20.århundredes mere moderne danske villaer og lidt tidligere i visse landbrugsbygninger. I Sverige er konstruktionen meget velkendt i de smukke, gamle gårde i f.eks. Småland, hvor facaden er ca. 1½ etage høj tæt forsynet med lavtsiddende vinduer i det øverste stykke facade for man bruger jo ikke tagvinduer i Sverige! Disse lavtsiddende vinduer er dog en senere tilføjelse ved de ældste huse. Og så er der mansardtagene, dvs. tage, hvor den nederste del har en meget stejl taghældning (op til et par meters højde) og den øverste del en lavere (eller omtrent vandret) taghældning. Der er således god loftshøjde i næsten hele tagetagen. Tagene blev først benyttet (og højeste mode) i 1600 tallet, men er nok allerbedst kendt fra etagehuse i Paris (og København og andre storbyer) fra 1850 og frem, hvor formålet var reelt at bygge lejlighedskomplekserne én etage højere end reglerne tillod. Rummene bag mansardtagene var i praksis en normal etage, men ifølge byggereglerne var det bare en tagetage. I Sverige er mansardtaget blevet anvendt på en del lidt større huse (slotte og herregårde) i flere perioder og efterhånden også i mindre huse mange ombyggede fra andre tagtyper. Det kaldes i Sverige ofte for brutet tak og forskellen i hældning mellem den stejle del og den øverste del af taget er typisk noget mindre markant end i de centraleuropæiske mansardtage. Taget er så almindeligt i Sverige, at man, når man ser det på billeder af mindre og middelstore villaer, nok typisk vil forbinde det med netop svensk byggeskik. Det interessante er, at en del af disse tage ikke er konstrueret med spær, men efter ryggås princippet, idet man blot anbringer sidoåsene noget højere end ellers (og på store huse også temmelig tæt på facaderne) så der opstår et brutet tak næsten af sig selv. Hvor slottenes og storbyens mansardtage ofte er forsynet med mange vinduer i den stejle del, er de svenske villa mansardtage normalt uden vinduer, men evt. med en stor gavllignende kvist (dvs. med rygning i samme vandrette plan som hovedtagets rygning). Denne totale mangel på tagvinduer synes at være dybt indgroet i svensk byggeskik Sverige må være verdens allerdårligste marked for Veluxvinduer. (BD) Udnyttelse af tagetage husdybde og taghældning Fordi de svenske huse som ovenfor nævnt ofte har hanebåndsspær/ Svensk takstol eller evt. er med ryggås eller måske endda med mansardtag, så bliver tagetagen principielt let anvendelig. Men hvis der ikke netop er mansardtag, er der desværre ofte et problem med manglende husdybde og lav taghældning. Det regnes der lidt på nedenfor. (BD) Tagvinklen eller taghældningen Danske tage var, indtil etplans typehusene slog igennem, typisk relativt stejle (tagvinkel fra 45 til 60 ) det er en fordel for både tæthed og Side 24 af 52

holdbarhed for såvel teglsten som stråtag og så er der jo traditionen. Tagvinklen er vinklen mellem vandret og tagfladen. 15 er et meget fladt tag og 60 er et ganske stejlt tag. I Sverige findes der derimod mange også ældre huse med relativt lav taghældning (under 45 ), måske fordi stål og zinkplader som tagmateriale slog igennem så tidligt, måske fordi det var svært at gøre tagbeklædningen ordentlig fast i de gamle ryggås tage, hvis de var for stejle? Svenske huse har en tendens til enten at være store, massive, næsten kvadratiske i grundplan eller at være udprægede længer med en yderst beskeden husdybde. Problemet med de beskedne husdybder er velkendt fra danske bondehuse, men som nævnt også ganske udbredt i store dele af Sverige. Fænomenet skyldes bl.a. hvor utroligt den end lyder i dag at store dele af Sydsverige (især Skåne og Halland, samt Dalarne og Bergslagen) har været ganske træfattige i de sidste århundreder (helt op til 1930 50). Det skyldtes dels, at landbruget havde græsningsarealer og marker over langt større områder end i dag. En anden årsag var, at i tiden med de første industrielle jernværker og støberier (1600 1700 tallet) blev træ en mangelvare i f.eks. dele af Småland og især i Dalarne/Bergslagen, fordi man til jernudvindingen havde brug for umådelige mængder trækul. Man har specielt manglet de store og kraftige bjælker til spær og især til vindbjälkelag i et dybt hus og i stedet bygget de, blandt andet for Halland, så karakteristiske længehuse altså lange huse, der typisk kun er 4 5 m dybe og som derfor hverken kræver kraftigt eller langt tømmer nogetsteds. Et hus med ringe husdybde kan være svært at indrette allerede i stueplan. Det skyldes, at hvis man, som det er normalt i dag, ønsker store rum, bliver man tvunget til at lade rummene gå tværs gennem huset. Det giver smukke gennemlyste rum, men det betyder også, at alle rum, der ikke ligger i gavlen, bliver gennemgangsrum. Hvis man er ude for at se på hus i Sverige og er ved at købe noget, der kræver lidt ombygning ( kan bruges som det er som mægleren optimistisk skriver), så kan nedenstående lille tabel måske være til nytte allerede inden du kommer ind i huset. I tabellen kan man se, hvor bredt et bånd med ordentlig ståhøjde, der dannes i midten af loftsetagen ved forskellige taghældninger. Dog kun hvis der ikke er hanebjælker eller gitterspær, der generer. I Sverige udtrykkes taghældninger ofte som højden af gavltrekanten divideret med husdybden) 1:2 er et tag med 45 hældning. Side 25 af 52

Bredde (i meter) af området med 2 m til loft: Husdybde Taghældning i meter 1:2 1:3 1:4 (indvendigt) 45 33,7 26,6 4 0 (max. højde (max. højde 1 m) 1,33 m) 5 1 (max. højde 1,67 m) (max. højde 1,25 m) 6 2 0 (max. højde 1,50 m) 7 3 1 (max. højde 1,75 m) 8 4 2 0 9 5 3 1 Hvis huset ikke har ca. 2 meters højde lige i midten af tagetagen, egner etagen sig i bedste fald primært til en sovehems. Hvis huset har ståhøjde i ca. 1 meters bredde, kan man lave anvendelige soveværelser i hver gavl (bedst med enkelt senge ude i siderne) og evt. sovepladser i det midterste gennemgangsrum. Stadig under forudsætning af tilstrækkelig højde (195 220 cm) fra gulv til hanebånd. Hvis der er ståhøjde i ca. 2 meters bredde, kan der bygges anvendelige soveværelser i hver gavl med dobbeltsenge eller evt. 2 (små) værelser i gavlen (eller værelse + toiletrum, måske også brus). Midt i huset (hvis huset er langt) kan man i den ene side måske lige få klemt et værelse ind (der kan blive rigtig smukt og anvendeligt, hvis der er kvist) eller et toilet/bad og stadig have plads til en gang ud til gavlværelserne eller man kan få et dejligt rum tværs gennem huset ved trappen, hvor denne kommer op. Først med mere end 3 meters bredde med ståhøjde begynder der at være et større antal muligheder. Men det kan stadig være svært at udnytte begge sider af huset med en central gang, fordi der jo ofte også står en stor skorsten (eller flere) midt i det hele. Endelig skal det erindres, at selvom man i Sverige af en eller anden grund aldrig anvender tagvinduer, så ER der altså ingen lov, der forhindrer, at vi danskere tager vore Velux vinduer (eller andre mærker) med til Sverige, (hvor de i øvrigt sagtens kan købes) og får masser af lys i tagetagen eller på hemsen, uden at skulle forsyne huset med flere nye ofte uharmoniske kviste. (BD) Ændringer og reparation af spær Det hyggigste er formentlig ønske at ændre spær, så de bliver til hanebåndsspær med højtsiddende hanebånd for at skabe plads til at udnytte tagetagen. Den korte kommentar: Det må man ikke uden videre, idet det kræver byggeanmeldelse (ikke byggetilladelse) Att ändra bärande konstruktioner. Regn med, at hvis der ikke medfølger beregninger af styrken af den nye løsning, eller andet overbevisende materiale, så vil kommunen standse igangsættelsen indenfor de 3 ugers frist frem til datoen, hvor byggeriet må påbegyndes. Og fundamentalt bør man, hvis man vil ændre på spærene eller tagets konstruktion, konsultere en rådgivende ingeniør (eller en faguddannet tømrer, der kan huske det dér med at beregne tage), som kan foretage en statisk beregning. Side 26 af 52

Husk at forsikringen næppe dækker noget som helst, hvis en (storm /sne )skade på huset kan skubbes ind under uhensigtsmæssige ændringer i taget konstruktion.(bd) Mere viden Tagform: www.stockholmslansmuseum.se/faktabanken/ta kformer historik/ Et par spærfabrikanter med god information: www.siggestatra.se/takstolar.htm www.takstolsfabriken.com/takstolar.shtml Skorsten Skorstenen i gamle huse kan være muret af natursten og/eller mursten. De ældste skorstene har muligvis kun én eller to røgkanaler. Fra 1800 årene dog ofte flere. Skorstensfejeren kan kræve, at skorstenen isoleres indvendigt. Ofte vil han foretage en trykprøvning for at konstatere, at den er tæt. Han kan desuden sænke et TV kamera ned i skorstenen for at se, om skillerummene mellem kanalerne er i orden eller brændt igennem. Isoleringen kan ske på flere måder: 1. med stålrør i hver kanal uden om hvilke der hældes et kornet isoleringsgranulat. Metoden er ikke helt billig dels er materialerne dyre dels skal der føres et rør med isolation ned til hvert ildsted. Metoden er effektiv, men hvis der f.eks. er 5 ildsteder (komfuret iberegnet), kan prisen overstige 60.000 SEK. 2. Kanalerne kan i visse tilfælde tætnes ved en slags glideforskalling, der består i, at man sænker en fastlænket klods ned i bunden af hver kanal og hælder våd specialmørtel ned over klodsen, hvorefter man langsomt trækker klodsen op ved hjælp af lænken. Processen gentages, indtil hele kanalen fra bund til top er pudset indvendigt. Forudsætningen er imidlertid, at skillerummene ikke er for meget korroderede. For at finde firmaer, der er specialiserede i at isolere skorstene, er det klogt at konsultere den lokale skorstensfejer ( sotare ). Man bør også forhøre sig i sin hjemkommune om, hvor tit det kræves, at skorstenen bliver fejet! (CT) Se venligst også afsnittet under Ildsteder, hvor der står lidt mere. her i Vidensbanken. Side 27 af 52