HØJESTERETS DOM afsagt tirsdag den 29. maj 2018 Sag 223/2017 (2. afdeling) A og B (advokat Michael S. Wiisbye for begge) mod Tryg Forsikring A/S som mandatar for C og D (advokat Morten Boe Svendsen) I tidligere instanser er afsagt dom af Retten på Frederiksberg den 13. januar 2016 og af Østre Landsrets 22. afdeling den 7. juli 2017. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Lene Pagter Kristensen, Vibeke Rønne, Hanne Schmidt, Jan Schans Christensen og Kristian Korfits Nielsen. Påstande Parterne har gentaget deres påstande. Anbringender A og B har frafaldet deres anbringende om, at der som følge af suspension af forældelsesfristen i medfør af forældelseslovens 3, stk. 2, ikke er indtrådt forældelse af erstatningskravet mod ejendomsmæglerne C og D. Til støtte for, at deres erstatningskrav mod ejendomsmæglerne ikke er forældet, har de som for landsretten henvist til, at forældelsesfristen er foreløbigt afbrudt, jf. forsikringsaftalelovens 29, stk. 5. Denne bestemmelse har til formål at sikre skadelidte mod forældelse af krav, der reelt rejses over for, behandles og erstattes af et forsikringsselskab, uanset om skadevolder
- 2 - formelt er en anden fysisk eller juridisk person. 29, stk. 5, har et udvidet anvendelsesområde, og reglen gælder således for krav, der fremsættes i anledning af en forsikringsaftale og dermed efter omstændighederne også for krav, der fremsættes af skadelidte eller den, der er indtrådt i skadelidtes retsstilling, jf. herved UfR 2016.133 H. Den foreliggende sag vedrører netop krav i anledning af forsikringsaftalen, idet ejendomsmæglerne ubestridt er dækket af en professionel ansvarsforsikring tegnet hos Tryg, der som mandatar fører retssagen på deres vegne, og Tryg hæfter direkte og umiddelbart for erstatningskravet over for A og B, jf. 8, stk. 1, nr. 2, i den dagældende bekendtgørelse om ansvar, garantistillelse mv. ved omsætning af fast ejendom. Det er derfor uden betydning for spørgsmålet om anvendelse af 29, stk. 5, at retssagen er anlagt mod C og D som forsikringstagere, og ikke direkte mod Tryg. Det er helt sædvanligt, at erstatningskrav rejses og retsforfølges mod skadevolder, og ikke skadevolders forsikringsselskab. Dette er tillige i overensstemmelse med princippet i forsikringsaftalelovens 95, der er gældende for størstedelen af alle sådanne erstatningskrav, jf. herved bl.a. UfR 2013.3090 H. Under alle omstændigheder er det efter 29, stk. 5, alene afgørende, at kravet kan henføres under forsikringsaftalen. Der foreligger en anmeldelse af erstatningskravet over for Tryg, sådan som det kræves efter forsikringsaftalelovens 29, stk. 5. Der stilles ingen formkrav til en anmeldelse, og allerede fordi C og D i overensstemmelse med ansvarsforsikringen har videresendt det erstatningskrav, der er rejst mod dem, til Tryg, foreligger der en anmeldelse efter 29, stk. 5. Også den efterfølgende kommunikation med Tryg indebærer en anmeldelse af skaden, som Tryg umiddelbart hæfter for. At det i realiteten er Tryg, sagen føres mod, illustreres af, at enhver kommunikation, siden kravet blev rejst, er foregået med Tryg, og ikke med C og D. Som sagen har været behandlet, har der således været sammenfald mellem de forsikrede ejendomsmæglere og Tryg, og forsikringssagen føres i praksis af og mod Tryg, der på intet tidspunkt, før tvisten om 29 opstod, har givet udtryk for andet. At det reelt er Tryg, der behandler sagen direkte over for de skadelidte, er da også i overensstemmelse med den forsikringsaftale, Tryg har indgået med de forsikrede ejendomsmæglere. Hverken efter ordlyden af forsikringsaftalelovens 29, stk. 5, eller forarbejderne er der grundlag for at antage, at den særlige forbrugerbeskyttelse efter bestemmelsen ikke skulle gælde i en sag, hvor kravet er indtalt under en retssag anlagt mod den forsikrede rådgiver, men hvor erstatningen ubestridt skal betales af forsikringsselskabet. Tryg
- 3 - har først ved mail af 8. juli 2014 afvist, at det anmeldte krav berettigede til erstatning i henhold til C og Ds ansvarsforsikring. Der blev herefter samme år udtaget stævning mod C og D, og erstatningskravet mod dem er derfor ikke forældet, jf. forsikringsaftalelovens 29, stk. 5, 1. pkt. Tryg har som mandatar for C og D anført, at forsikringsaftalelovens 29, stk. 5, ikke finder anvendelse i den foreliggende situation, idet Tryg ikke er part i sagen. Som følge heraf er det rejste erstatningskrav mod C og D forældet. 29, stk. 5, finder kun anvendelse, hvor et forsikringsselskab hæfter direkte for skadelidtes krav, og kravet rent faktisk rejses og forfølges mod forsikringsselskabet. Forsikringsaftalelovens 29, stk. 5, jf. stk. 1, angår krav i anledning af forsikringsaftalen, hvorved først og fremmest forstås krav i forholdet mellem forsikringstager og forsikringsselskab. Hensigten med bestemmelsen er herudover efter forarbejderne, at den skadelidte, som kan rejse direkte krav mod forsikringsselskabet, f.eks. efter færdselslovens 108, også skal kunne nyde godt af den bedre retsstilling, der følger af 29, stk. 5. Det følger af rammeaftalen mellem Dansk Ejendomsmæglerforening og Tryg, at Tryg hæfter direkte over for skadelidte. Men herfra kan ikke sluttes til, at forsikringsaftalelovens 29, stk. 5, er anvendelig i den foreliggende situation. Højesteret har i dommen gengivet i UfR 2018.1506 H fastslået, at 29, stk. 1, skal fortolkes indskrænkende og ikke kan udstrækkes til at dække situationer, som ikke er udtrykkeligt beskrevet i loven eller forarbejderne. Der er dermed ikke grundlag for at foretage en udvidende fortolkning af bestemmelsen og lade den omfatte situationer, hvor et forsikringsselskab ikke handler på egne vegne, men hvor der alene er tale om skadebehandling på vegne af en forsikringstager. En anmeldelse af et krav over for et ansvarsforsikringsselskab har alene virkning for selskabet, og forsikringsaftalelovens 29, stk. 5, indebærer ikke, at en eventuel rettidig anmeldelse over for forsikringsselskabet har fristafbrydende virkning for krav, som rejses og forfølges mod en skadeforvoldende forsikringstager. I realiteten indebærer A og Bs synspunkt, at C og D skal identificeres med Tryg og dermed indirekte bliver ramt af de gunstigere regler, som skadelidte har mulighed for at bringe i spil over for et forsikringsselskab. Den normale beskyttelse mod ældre krav, som forsikringstager nyder efter den almindelige forældelseslov, bliver dermed ophævet uden hensyntagen til, at forsikringstager er en privat skadevolder og ikke et forsikringsselskab. Dette resultat savner imidlertid støtte i forarbejderne, som klart og tydeligt har forudsat, at 29, stk. 5, kun skulle regulere
- 4 - sikredes forhold til forsikringsselskabet, således at kravet ikke forældes, mens sagen behandles i forsikringsselskabet. C og D og Tryg hæfter i kraft af rammeaftalen solidarisk for eventuelle culpøse handlinger. Hovedprincippet i dansk ret er, at afbrydelse af forældelsesfrister skal ske særskilt over for hver enkelt solidarisk hæftende skyldner. Selv om det lægges til grund, at der er sket rettidig anmeldelse over for Tryg med heraf fristafbrydende virkning i henhold til 29, stk. 5, er dette ikke udtryk for, at der også er sket rettidig afbrydelse af forældelsesfristen over for C og D. Hertil kræves, at der udtages stævning, eller at der på anden vis sker rettidig afbrydelse i overensstemmelse med forældelsesloven. Det var A og Bs ensidige beslutning at sagsøge C og D i december 2014, hvorved forældelsesfristen for erstatningskravet blev afbrudt for sent. Det var ligeledes deres eget valg at undlade at inddrage Tryg. Det bestrides, at der er foretaget en anmeldelse, som efter forsikringsaftalelovens 29, stk. 5, har fristafbrydende virkning for det krav, som A og B har rejst mod C og D. I denne sag er erstatningskravet rejst mod C og D, og udover en telefonisk henvendelse den 10. marts 2014 var der ikke nogen relevant kontakt mellem A og Bs daværende advokat og Tryg. Supplerende retsgrundlag I forsikringsaftalelovens 29, stk. 1 og 5, hedder det: 29. Krav i anledning af forsikringsaftalen forældes efter reglerne i forældelsesloven, jf. dog stk. 2-6. Stk. 5. Er en skade inden forældelsesfristens udløb anmeldt til selskabet, indtræder forældelse af krav, som skaden giver anledning til, tidligst 1 år efter selskabets meddelelse om, at det helt eller delvis afviser kravet. Hvis selskabet anerkender, at der foreligger en dækningsberettiget skade, men anmoder om yderligere oplysninger med henblik på opgørelse af kravets størrelse, indtræder forældelse 3 år efter selskabets meddelelse herom. Bestemmelserne fik deres nuværende affattelse ved lov nr. 523 af 6. juni 2007. Udover det, som er gengivet i landsrettens dom, hedder det i de almindelige bemærkninger til lovforslaget bl.a. (Folketingstidende 2006-07, tillæg A, lovforslag nr. L 166, s. 5671): Den gældende forsikringsaftalelovs 29, stk. 2, bestemmer, at ved ansvarsforsikring, hvor selskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte, forældes skadelidtes krav mod selskabet efter de samme regler, som gælder for skadelidtes krav mod skadevolderen. Bestemmelsen
- 5 - blev indført, fordi det i praksis havde givet anledning til tvivl, om forsikringsaftalelovens forældelsesregler eller de almindelige forældelsesregler fandt anvendelse på skadelidtes krav mod selskabet, hvilket kan være af afgørende betydning, fordi der er betydelig forskel på de to regelsæt, jf. pkt. 3.2.1. Med de foreslåede ændringer af forsikringsaftaleloven vil den eneste forskel mellem de to regelsæt, der har betydning for skadelidtes krav mod ansvarsforsikringsselskaber, imidlertid være reglen om foreløbig afbrydelse ved anmeldelse til selskabet, jf. lovforslagets 2, nr. 2 (forslag til forsikringsaftalelovens 29, stk. 5), der er omtalt ovenfor. Det forekommer rimeligt, at også skadelidte får denne mulighed for at afbryde forældelsen foreløbigt over for ansvarsforsikringsselskabet, og på den baggrund foreslås det, at reglen i forsikringsaftalelovens 29, stk. 2, ophæves. Af bemærkningerne til 29 i samme lovforslag fremgår udover det, der er gengivet i landsrettens dom bl.a. (a.st., s. 5695-5696): Til 2 (forsikringsaftaleloven) Til nr. 2 ( 29) Særreglen om ansvarsforsikringer i 29, stk. 2, i den gældende forsikringsaftalelov foreslås ikke videreført. Forsikringsaftalelovens 29, stk. 2, bestemmer, at ved ansvarsforsikring, hvor selskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte, forældes skadelidtes krav mod selskabet efter de samme regler, som gælder for skadelidtes krav mod skadevolderen. Forældelse af de pågældende krav vil i stedet ske efter de almindelige forældelsesregler i forslaget til forældelseslov, jf. forslaget til 29, stk. 1. Der foreslås dog den fravigelse, at anmeldelse til ansvarsforsikringsselskabet medfører en foreløbig afbrydelse af forældelsen, jf. forslaget til stk. 5, som omtales umiddelbart nedenfor. Forældelsen vil ikke kunne afbrydes ved at genanmelde den samme skade, efter at selskabet har afvist kravet. I øvrigt vil forældelseslovens øvrige regler om afbrydelse gælde ved siden af stk. 5. Det indebærer bl.a., at forældelsen afbrydes, når selskabet erkender et krav af en bestemt størrelse, jf. den foreslåede forældelseslovs 15. Højesterets begrundelse og resultat For Højesteret er hovedspørgsmålet, om forsikringsaftalelovens 29, stk. 5, kan finde anvendelse i retsforholdet mellem en skadelidt og en skadevolder, der er dækket af en lovpligtig ansvarsforsikring. Hvis forældelsesfristen for det erstatningskrav, som A og B har fremsat over for ejendomsmæglerne C og D, ikke er foreløbigt afbrudt efter denne bestemmelse, er parterne enige om, at erstatningskravet er forældet.
- 6 - Efter forsikringsaftalelovens 29, stk. 1, forældes krav i anledning af forsikringsaftalen efter reglerne i forældelsesloven. Herfra gøres der en række undtagelser i stk. 2-6. Af bestemmelsen i 29, stk. 5, 1. pkt., fremgår, at hvis en skade inden forældelsesfristens udløb er anmeldt til forsikringsselskabet, indtræder forældelse af krav, som skaden giver anledning til, tidligst 1 år efter selskabets meddelelse om, at det helt eller delvis afviser kravet. Forsikringsaftaleloven tager som udgangspunkt sigte på at regulere forholdet mellem forsikringstager og forsikringsselskab. 29, stk. 5, jf. stk. 1, må i lyset heraf forstås således, at bestemmelsen medmindre der er holdepunkter for andet alene angår dette retsforhold, jf. herved Højesterets dom af 23. januar 2018 (UfR 2018.1506). Som anført i dommen, gælder 29, stk. 5, også i forholdet mellem en skadelidt og et forsikringsselskab, der i kraft af lovgivningen hæfter umiddelbart over for skadelidte. I den foreliggende sag hæfter Tryg i kraft af lovgivningen umiddelbart over for A og B for deres eventuelle erstatningskrav, jf. 8, stk. 1, nr. 2, i den dagældende bekendtgørelse nr. 164 af 22. februar 2007 om ansvar, garantistillelse og behandling af deponerede midler mv. ved omsætning af fast ejendom. Dermed finder 29, stk. 5, anvendelse i forholdet mellem dem og Tryg. Højesteret finder imidlertid, at der ikke efter ordlyden af bestemmelserne i 29, stk. 1 og 5, eller forarbejderne hertil er holdepunkter for, at anmeldelse af en skade til et ansvarsforsikringsselskab, som hæfter umiddelbart over for skadelidte, indebærer, at forældelse af kravet også foreløbigt afbrydes over for den forsikrede skadevolder. Som følge heraf skal spørgsmålet om forældelse af det fremsatte erstatningskrav over for C og D afgøres efter de almindelige forældelsesregler i forældelsesloven. Da der herefter er enighed om, at erstatningskravet er forældet, stadfæster Højesteret landsrettens dom. I sagsomkostninger for byret, landsret og Højesteret skal A og B solidarisk betale i alt 120.000 kr. til Tryg. Beløbet, der er til dækning af advokatudgifter, er eksklusiv moms, idet C og D i alle tre instanser har været repræsenteret af en advokat ansat hos Tryg.
- 7 - Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for byret, landsret og Højesteret skal A og B solidarisk betale i alt 120.000 kr. til Tryg Forsikring A/S. Det idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens 8 a.