AFSKAF FATTIGDOM I DANMARK FORSLAG FRA ENHEDSLISTEN januar 2009»Det at være en familie med et meget lille økonomisk råderum, har mange konsekvenser, det er ikke kun økonomien der er i knæ, det er meget hårdt rent mentalt, når man ser det sociale liv smuldre. Når man har børn, kæmper man naturligvis først og fremmest for deres ret til et normalt liv. Alt hvad der hedder smart tøj, biograf med vennerne, børnefødselsdage, ferieture, forlystelsesparker, museumsture, sport, ja og alt andet der koster penge, må sorteres fra. Det gør meget ondt at være barn/teenager når man evig og altid bliver mindet om at man er en fattigrøv, hvilket man gør hver gang man forsigtigt spørger om man må noget ekstra. Der er ikke plads til spontanitet og pludselige indskydelser. For os voksne i en børnerig familie, smækker den hårdt socialt. Efter at have sagt nej til mange runde fødselsdage, sammenskudsgilder, udflugter, julefrokoster osv. stopper invitationerne med at komme, der er jo ingen der gider blive ved med at invitere, for at få samme svar, nemlig nej, det har vi ikke råd til lige nu. Der er heller ingen luft i økonomien til værtindegaver, fødselsdags gaver, at gengælde med middage osv. Vi voksne savner også at dyrke anden sport end den gratis gåtur. Det er uværdigt, at man som borger i et rigt land, skal gå rundt med ondt i maven, hovedpine og evig dårlig samvittighed, over at man ikke kan give sine børn et normalt liv. Kort sammenfattet, der er for megen smerte i at leve på så ringe indkomstgrundlag. Det er så smerteligt, at jeg godt kan forstå dem der går ned, og ikke kan se vejen op igen.«citat fra Loftsramte Eksperter: www.loftsramteeksperter.dk
Uligheden i Danmark er nu på et niveau, svarende til 1965 Aldrig har så mange enkelte danskere haft så mange penge mellem hænderne. Arbejdsløsheden er rekordlav, og velstanden har igennem længere tid været stigende, så der er blevet råd til alle de lækre luksusforbrugsting; vi kan tage på ferie, købe nye fladskærme, ny bil, få lavet samtalekøkkener og wellness badeværelser som aldrig før. Kort sagt: Det går rigtig godt for danskerne. Og så alligevel ikke. For det viser sig, at den stigende velstand ikke har været for alle. Ikke alle har haft fornøjelse af de stigende friværdier, ikke alle har fået del i den generelle velstand. Tværtimod er uligheden i Danmark stigende. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at uligheden i Danmark nu er på et niveau, svarende til 1965, og forskellene mellem rig og fattig er til at få øje på. Enhedslisten mener, at det er en helt absurd udvikling. Vi ønsker ikke et samfund, hvor flere hundrede tusinde mennesker udstødes fra samfundet og bliver marginaliserede. Vi vil have en velfærd, som gælder alle. Et veludviklet velfærdssamfund bygger på værdier, hvor mennesker er et værdsat centrum for kollektivet, og hvor man yder efter evne og nyder efter behov. Derfor fremsætter Enhedslisten nu en række forslag, der vil afskaffe fattigdommen og i stedet indføre velfærd for alle. Både ved at hæve indkomsterne og ved at fjerne den unødvendige kontrol og mistænkeliggørelse og ved at gøre reglerne enkle, så medarbejderne på området får tid og kompetence til at hjælpe mennesker, frem for at skulle måle og veje dem. Fattigdom har store konsekvenser. For mens de fleste drøner derudad og har styr på karrieren, ikke behøver at bekymre sig om regningerne eller vinterstøvlerne til ungerne, så gælder det ikke for alle. For en ikke ubetydelig restgruppe i Danmark har den øgede private velstand ikke smittet af. Her har man ikke kunnet mærke det generelle opsving, og det har betydet, at man for første gang i mange år kan snakke om en betydelig reel fattigdom i Danmark. Fattigdom er ikke en absolut størrelse, men skal altid ses i sammenhæng med de økonomiske forhold i samfundet som helhed. Det vil sige hvor stor er den relative forskel på rig og fattig. Det giver ingen mening at sammenligne fattige i Danmark med fattige i fx udviklingslandene. Men koncentrerer vi os alene om Danmark er der såmænd også nok at tage fat på. For ud over at den generelle velstand i Danmark har været støt voksende, så har regeringen de seneste år også med tiltag på tiltag gjort det vanskeligere at befinde sig på bunden af Danmark. Forringelser af kontanthjælp og boligsikring, indførelse af starthjælp samt kontanthjælpsloft og 300-timers reglen er alle tiltag, som af regeringen introduceredes som redskaber, der skulle få flere i arbejde. Det har vist sig ikke at være tilfældet. Tværtimod har de i stedet haft ødelæggende konsekvenser for dem, det gik ud over. Senest har det fx vist sig, at 300-timers reglen absolut ikke har fået flere i arbejde. Tværtimod er langt størstedelen blevet sygemeldt, gået på barsel eller ligefrem blevet skilt. Mens en lille restgruppe af familier har fået halveret deres indtægt til et niveau, som det er meget svært at forestille sig, at man skulle kunne leve for i Danmark.
VÆRDIGT TRÆNGENDE Tidligere var der i kontanthjælpen fx indlejret et vist råderum, når husleje o.a. var betalt. Med kontanthjælpsloftet er denne sikkerhed - eller implicitte fattigdomsgrænse - røget og flere og flere har fået vanskeligere ved at betale deres husleje. I stedet kan man tigge sig til enkeltydelser, hvis økonomien ikke slår til; en ydmygende øvelse hver måned, der har betydet, at kontanthjælpen i højere grad kan betegnes som fattighjælp frem for som en reel velfærdsydelse. Det samme gælder for personer på starthjælp. Derudover er lovgivningen bag kontanthjælp efterhånden blevet til et kludetæppe af undtagelser, og hjælpen bliver dermed uens, afhængig af forskellige omstændigheder. Er man på barsel, lider man af visse specifikke psykiske lidelser eller er man placeret i matchgruppe 5 har man mulighed for særlige tillæg og dermed en større ydelse. Det er selvfølgelig glædeligt for de enkelte; jo færre der rammes af nedsatte ydelser, des bedre. Men det burde være ligegyldigt, hvad der er årsagen til, at man har behov for hjælp. Alle bør sikres et lige og værdigt forsørgelsesgrundlag. Med undtagelserne har der sneget sig et ubehageligt skyldsspørgsmål ind i tildelingen af sociale ydelser, som er mere eller mindre vilkårligt, og som deler folk op i værdigt og uværdigt trængende, som Rådet for Socialt Udsatte påpeger i deres årsrapport for 2007. SATSPULJEN Samtidig har de årligt tilbagevendende forlig om satspuljemidlerne mellem samtlige partier på nær Enhedslisten betydet, at overførselsindkomsterne, herunder folke- og førtidspensionen, ikke stiger i takt med den øvrige vækst i samfundet. Og dermed lades disse grupper tilbage og får ikke del i den generelle velstand. Tværtimod bliver de stille og roligt fattigere og fattigere i forhold til resten af samfundet. Satspuljerne bruges typisk på at finansiere sociale tiltag og projekter disse burde i stedet være en del af finansloven og ikke finansieres af dem, der i forvejen har mindst at gøre godt med. Det er både en usund og usympatisk logik, der ligger bag denne praksis, og svarer til at fodre hunden med sin egen hale. Hvorfor er det kun dem, der i forvejen har mindst at gøre godt med, der skal bidrage til samfundets sociale ansvar? I år betyder det fx, at en arbejdsløs har mistet 7.800 kr. Det samme gælder for sygedagpengemodtageren, mens kontanthjælpsmodtageren har mistet 4.536 kr. Har kontanthjælpsmodtageren børn, er tabet 5.904 kr. En førtidspensionist har tabt op til 6.228 kr., og den enlige folkepensionist har mistet 4.968 kr. ULIGHEDEN STIGER Regeringen har derudover med sine forskellige skattepolitiske tiltag øget uligheden betragteligt. Skattelettelser, der primært begunstiger de i forvejen mest velstillede. Skattestoppet, som især har haft betydning for ejendomsværdierne osv. Alle tiltag med en påfaldende social slagside, hvor den rigeste del af befolkningen opnår enorme fordele, mens de, der tjener mindst eller ikke ejer fast ejendom, ingenting får ud af det. Uligheden i sundhed stiger også. Der er 10 års forskel på, hvor længe man kan regne med at leve, afhængigt af om man bor på Østerbro eller i Søllerød. Og vi ved, at med fattigdom følger dårligere sundhed. Dertil kommer, at privatiseringen af sundhed med sundhedsforsikringer mv. i høj grad betales af skatteyderne, så dem med de laveste indkomster betaler for dem med de højeste indkomster. Og så er der hele problematikken omkring pensionsformuer, hvor risikoen for et a- og b-hold blandt fremtidens pensionister i høj grad er til stede. Her vil den del af befolkningen typisk førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere samt folk med meget lidt eller slet ingen uddannelse - som aldrig har haft råd til at supplere med en privat pensionsopsparing og derfor kun har en folkepension at leve for, være nødt til at leve et yderst sparsomt ældreliv, og det vil skævvride samfundet med store forskelle og yderligere ulighed til følge. Samtidig er det dem med de laveste indkomster, der - via skattetilskud til dem, der har råd til pensionsopsparing - er med til at betale de andres pension. Enhedslisten mener i stedet, at skattepengene bør gå til en høj folkepension til alle. URIMELIGE REGLER Både førtids- og folkepensionister bør have mulighed for at tjene penge ved siden af deres pension alt efter kunnen og formåen. Det er imidlertid vigtigt, og det gælder især for førtidspensionisterne, at de ikke kommer i klemme, hvis de i en periode vælger at supplere deres pension med et lønnet arbejde. Det skal selvfølgelig kunne lade sig gøre at vende tilbage på førtidspension, hvis det viser sig, at de alligevel ikke magtede at arbejde. Også uden på ny at skulle igennem opslidende og til tider ydmygende arbejdsprøvning. I det hele taget trænger hele området til at blive gennemgået for rigide og selvmodsigende regler. Hvorfor ikke lade det være nemmere at vende tilbage på arbejdsmarkedet, hvis man efter en periode føler sig klar til dette? Men vel at mærke uden truslen om helt at miste retten til førtidspension, hvis det viser sig, at man alligevel ikke var klar. Også på sygedagpengeområdet er der brug for at kigge reglerne igennem. Som det er nu, ryger sygedagpengemodtagerne på kontanthjælp, når perioden udløber - medmindre de er gift, da de i så fald risikerer at miste hjælpen helt - uanset om man har fået afklaret sin helbredsmæssige eller arbejdsmæssige situation. Hvilket
er helt absurd, da man i hvert fald ikke bliver rask af at være på kontanthjælp. Derfor skal alle tidsbegrænsninger på sygedagpenge helt væk. Ingen bestemmer selv, hvor længe de er syge, og derfor er det da også tåbeligt at have grænser for, hvor længe man kan få sygedagpenge. I stedet bør man have sygedagpenge, indtil man er bevilget enten revalidering, førtidspension eller erklæret rask. At smide syge mennesker på kontanthjælp er en sikker fastholdelse eller forværring i en sygdomssituation, der i mange situationer rent faktisk kunne være endt med en raskmelding, hvis man havde givet det den nødvendige tid. Samtidig mangler der fra regeringens side en generel forståelse for, at personer, der af den ene eller anden grund igennem længere tid har stået uden for arbejdsmarkedet, er marginaliserede og ofte har andre problemer end blot arbejdsløsheden. Det er derfor ikke nok at ramme dem økonomisk, hvis de igen skal inkluderes i det resterende samfund. Længerevarende arbejdsløshed medfører omfattende sociale problemer både på grund af de økonomiske konsekvenser, men også på grund af den generelle udstødelse, et liv uden for arbejdsmarkedet medfører i vores højt effektive samfund. Oveni kan det resultere i psykiske problemer, lavt selvværd og en generel følelse af at stå udenfor. Derfor skal disse faktorer tænkes med i en indslusning på arbejdsmarkedet efter langvarig arbejdsløshed, og de hårde betingelser for at være fx arbejdsløs skal i høj grad lempes for at undgå alt for alvorlige konsekvenser af en invaliderende arbejdsløshed. En familie med 2 børn fortæller her, hvad loven om loft over kontanthjælp har betydet for dem:»når vi er ramt af loftet, har vi kun ca. 100 kroner om dagen til at købe mad, tøj og andre nødvendige ting til to voksne og to børn. Alt, som er sjovt, bliver skåret fra, og sådan noget som ost får vi kun, når der har været en bedstemor på besøg og købt ind. Jeg hader, at jeg er nødt til at lære min datter på otte år ikke at dele. Hvis jeg f.eks. har bagt boller, vil hun meget gerne have nogle med hen til legekammeraterne, men det går ikke, og hendes venner kan heller ikke spise med, når de er her og lege, for der er kun lige mad nok til os selv, og hvis der bliver lidt til overs, skal det bruges til madpakker næste dag. Til min søn på halvandet år har vi en gammel barnevogn, som vi købte brugt. Den har tjent os godt, men nu kan den snart ikke hænge sammen længere. Stellet braste sammen en dag, og vi måtte hurtigt reparere det med kabelstrips, for vi kan ikke undvære køretøjet (familiens eneste), når vi skal købe ind eller køre til og fra vuggestuen, som ligger et par kilometer væk. Kort tid efter gik det ene hjul i stykker, så det hele tiden faldt af, og da der ikke var penge til et nyt hjul, tog vi et fra en gammel klapvogn, og det passede fint, bare ikke i størrelsen, for det var meget mindre end de tre andre hjul. Så vi måtte skifte alle hjulene ud. Vognen blev noget lavbenet, men nu kører den da. Men det føles ydmygende, når man ankommer til vuggestuen og ser de andre forældre måle vores barnevogn med øjnene, mens de stiger ud af BMW en. Jeg synes, det er hårdt år efter år at skulle forklare min datter på otte år, hvorfor vi ikke skal på sommerferie, i Zoologisk Have eller bare på stranden, fordi vi ikke engang har råd til busbilletterne.«citat fra Loftsramte Eksperter: www.loftsramteeksperter.dk
» Danmark er et af verdens rigeste lande vi har råd til at sikre at ingen lever i fattigdom«det kan vi gøre ved at arbejde for lønstigninger for de lavest lønnede, ved at hæve dagpengemax, ved at hæve de sociale ydelser og pensionerne, samt ved at ændre det sociale arbejde, så det handler om at hjælpe mennesker med at klare sig bedst muligt, frem for at mistænkeliggøre og kontrollere og udfylde skemaer for registreringens skyld. 1. Sæt lønnen op for de lavest lønnede 1.1 Der skal afsættes en pulje på finansloven så de ca. 456.000 lavestlønnede offentlige ansatte (plejepersonale, politi, skolelærere, 3F ere, HK ere, pædagoger, medhjælpere, dagplejere, jordemødre, sygeplejersker, og mange flere) kan få en lønstigning på 2.000 kr. om måneden i hver af de år overenskomsten løber. 1.2 Der er også mange på det private arbejdsmarked, både kassedamer, lærlinge og mange andre, der har alt for lave lønninger. Vi opfordrer fagbevægelsen til at kæmpe for at disse grupper får en markant stigning ved de næste overenskomstforhandlinger. 2. Dagpengesystemet skal gøres til et reelt værn mod social udstødelse i perioder med arbejdsløshed eller sygdom 2.1 Dagpengemax. skal hæves til 30.000 kr. om måneden så langt de fleste vil kunne få 90 % af deres hidtidige lønindkomst. 2.2 A-kassereglerne skal ændres, så man bliver dagpengeberettiget efter én måneds arbejde. 2.3 Dagpengesystemet skal gøres enkelt, så det sikres at alle der står til rådighed for arbejdsmarkedet og ikke har andre problemer end arbejdsløshed kan være i dagpengesystemet. Det betyder at en lang række urimelige sanktioner skal afskaffes. 3. Socialhjælp skal være så høj at man kan leve af den 3.1 Væk med starthjælp, introduktionsydelse, kontanthjælpsloft, 300-timersregel, ungeydelse og andre nedskæringer af kontanthjælpen. Alle der har brug for social hjælp skal have den samme ydelse. 3.2 Socialhjælpen/kontanthjælpen skal hæves til minimum 13.500 kr. 3.3 Socialarbejderne skal ud af socialkontorerne og snakke med borgerne og bruge deres ressourcer på at hjælpe borgerne med at få det bedst mulige liv. Helst så borgerne bliver i stand til at yde en indsats i samfundet. De mange kontrolskemaer mv. skal væk. Og rådgivning og kontrol skal adskilles. 3.4 Modregningsreglerne skal ændres så man kan tjene op til 2.000 kr. om måneden, før der begynder at ske modregning i socialhjælpen/kontanthjælpen. 3.5 Hvert individ skal behandles selvstændigt, der skal ikke være modregning af ægtefælle/samlevers indtægt. 3.6 Der skal laves overgangsordninger, så ingen kommer til samlet at få mindre udbetalt end i dag, når man også medregner boligstøtte, friplads i daginstitution mv. 4. Pensionerne skal være så høje at man kan leve af dem 4.1 Folkepensionens tillægspension skal hæves så folkepensionen kommer op på minimum 13.500 kr. 4.2 Alle der modtager de gamle førtidspensionsydelser, skal have muligheden for at komme over på den nye ydelse, der pt. er på 14.803. 4.3 Hvert individ skal behandles selvstændigt, der skal ikke være modregning af ægtefælle/samlevers indtægt. 4.4 Der skal laves overgangsordninger, så ingen kommer til samlet at få mindre udbetalt end i dag, når man også medregner boligstøtte, friplads i daginstitution mv. 4.5 Det skal være nemmere at tjene penge ved siden af pensionen, uden at der sker en modregning.
5. SU-en skal hæves 5.1 SU-modtagere med børn skal begge have den høje SU. 5.2 SU en skal hæves med 1.000 kr. om måneden. Over en årrække skal SU en hæves til samme niveau som socialhjælpen/kontanthjælpen, samtidig med at det beløb man kan tjene ved siden af SU en sænkes, så de studerende kan koncentrere sig om studierne og jobbene kan varetages af fuldtidsansatte, der kan kæmpe for ordentlige løn- og arbejdsforhold. Og samtidig med at studielånene gradvist afskaffes, så man ikke skal starte sit arbejdsliv med en stor studiegæld. 6. Satspuljen afskaffes: Alle overførselsindkomster skal fremover reguleres med den fulde satsregulering, dvs i forhold til pris- og lønstigninger i samfundet. Uden at der trækkes 0,3 % hvilket i dag betyder at uligheden vokser og pensionister m.fl. sakker længere og længere bagud for den almindelige indkomstudvikling i samfundet. De mange gode tiltag på social og sundhedsområdet der i dag finansieres af Satspuljen skal i stedet på Finansloven. Finansiering af Fattigdomsudspil Finansiering af dette forslag skal ske ved at fjerne skattefradraget for pensionsindbetalinger. Samtidig vil det også kraftigt mindske uligheden i samfundet.