1. Hverdagsfællesskab Slut jer sammen i husmenigheder! Alt for længe har størstedelen af Guds folk og Jesu venner været et publikum på kirkebænke. Nu er tiden kommet til denne appel: Slut jer sammen i husmenigheder! Det betyder ikke, at I skal holde op med at gå til de traditionelle gudstjenester, men det betyder, at behovet for kristent fællesskab og personligt nærvær bliver tilfredsstillet. Rundt om i kirkerne og mødelokalerne er der fyldt med ensomme og skuffede kristne, men de er ikke skuffede over evangeliet, og de er glade for at være Guds børn. De får også meget ud af at deltage i møderne, men de er dybt skuffede og utilfredse, fordi de ikke er kommet ind i et virkeligt kristent fællesskab. Der går en historie om en mand, som ikke fulgte de gængse normer for opførsel i kirken. Da nogle sagde det til ham, blev han glad, for det gav ham mulighed for at hilse på dem. Den samme skuffelse og utilfredshed findes også blandt unge. Både i små og store grupper er der dybt ulykkelige unge disciple, og årsagen er den samme, at de ikke er kommet ind i det fællesskab med kammeraterne, som Jesus har lovet dem. De bliver nemt Guds publikum, når der er tale om envejskommunikation. Skuffelsen er ikke altid bevidst. De ældre går ud gennem de brede kirkedøre til orgelmusik og ser de mange andre, der taler med hinanden. De synes, det har været en god gudstjeneste på alle måder. I frikirkelige sammenhænge går de ud fra mødet og tænker på, hvor godt det har været, og de spørger sig selv om, hvor mange der mon blev frelst. Men så lidt længere henne ad gaden, 100 meter fra kirken dukker følelsen af ensomhed op, og det gælder for både folkekirkelige og frikirkelige, unge og gamle. Nogle fortrænger skuffelsen, accepterer ubevidst tilstanden og tænker: ʺKristenlivet udfolder sig i gudstjenesten, til møderne og i ungdomsgrupperne. Jeg må lade være med at tænke på, hvordan jeg har det, når jeg er hjemme, på arbejde og i skole. Sådan er det bare. Et dobbeltliv!ʺ Det er både falsk og djævelsk! Accepter ikke denne tilstand! Resigner ikke! Lad det ikke blive en sovepude! Lad ikke Satan snøre jer! Tag i stedet imod det budskab, som Gud netop i dag giver sine børn og Jesu Kristi disciple over store dele af verden inden for mange kirker og trossamfund: Slut jer sammen i husmenigheder! Bryd med den borgerlige livsstil Med dette udtryk tænker vi ikke på politikken på højrefløjen. Vi tænker på en livsstil, hvor man trækker sig tilbage til sit hus eller lejlighed, omgiver sig med dejlige ting og har til formål at have det godt. Til jer, som har valgt eller lige så stille er gledet ind i denne holdning, er der lidt stof til eftertanke: I vil jo være kristne. Men er det alligevel ikke sådan, at I foretrækker at
være jer selv? I har en hel del bekendte, men kun få eller ingen venner. I har et overfladisk samvær med ligesindede, og på den måde holder I andre på afstand. Ind imellem strejfer I religiøse emner, men netop kun strejfer. Er det ikke også sådan, at de ting, I ejer, er blevet meget vigtige for jer? Bil og båd, møbler og udstyr, musikanlæg og TV skal fylde op i tomheden. Forandringer både indenfor og udenfor, nyt køkken eller haveanlæg, er blevet en uundværlig del af livsstilen. Møbler er kommet i stedet for mennesker. God mad og drikke erstatter venskaber. Snak om motorer og biler fortrænger fortrolige, åndelige samtaler. Kirken og mødelokalet passer perfekt ind i dette mønster. I kan gå derhen og samtidig bevare afstanden og leve videre i isolationen. Det går endda udmærket med at deltage i studiekredse, socialt arbejde eller en kirkelig klub uden at komme et eneste menneske nærmere. Snakken går og kaffen drikkes, arbejdet gøres og informationer gives, uden at I et øjeblik behøver at træde ud af den borgerlige livsstils isolation. I, som er unge, opponerer og protesterer. Omgangsformen er for overfladisk, og I foretrækker en enklere stil og leder efter et dybt kristent fællesskab med andre kristne. Men hvor længe varer det? Prøv at tænke efter! Er en del af jer ikke kommet ind på en glidebane, der fører ind i den samme borgerlige livsstil, som jeres forældre lever i? Hvorfor? Fordi den borgerlige livsstil er så nem. Du kommer ikke i konflikt med nogen, hvis du holder dig udenfor. Du får ingen forpligtelser, som kræver åndelig kamp eller nød for andres frelse, og dermed får du mere tid til dig selv. Sådan taler Djævelen. Det er de få, han frister med alkohol, narkotika, seksuelle udskejelser og uærlighed i pengesager. De fleste af jer bliver fristet med af den pæne, respektable, borgerlige livsstil. Bryd med den og træd ud af rækkerne! Tag et opgør og bed Jesus om at måtte blive hans efterfølger. Da den hellige Frans af Assisi brød med sin far og den livsstil, han stod for, klædte han sig nøgen midt på Assisis torv. Han lagde sin smukke dragt ned foran sin fars fødder, mens biskoppen dækkede ham med sin kappe. ʺFra nu af,ʺ sagde Frans, ʺhedder det ikke længere far Bernadone, men: Fader vor, du som er i Himlene.ʺ Var det rigtigt, det han gjorde? Ja, i hans situation var det. Jesus havde kaldt ham til total fattigdom på samme måde, som han kaldte den rige unge mand, som det fortælles i NT. Det, I kan lære af dette er, at det er Guds vilje at løse jer fra bindingerne til de materielle ting. Nogle af jer bliver også nødt til at tage afstand fra forældrenes, familiens og vennernes livsstil. Det er selvfølgelig ikke mere rigtigt at bo i et grimt hus end i et smukt, og selvfølgelig kan I omgive jer med smukke ting. Men hvis I vil være Jesu efterfølgere, må holdningen helt igennem stemme overens med Jesu ord: ʺDen, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd.ʺ *)
Ingen husmenighed uden hverdagsfællesskab Både familier og enlige bør sætte sig ned og overveje: Hvilket forhold har vi til kristne i nabolaget? Kristen er man nemlig ikke alene, men sammen med andre. Livet som discipel kan man ikke leve i isolation, men i en discipelflok. Så radikalt er det. I kan ikke have et sandt forhold til andre Guds børn på basis af et ʺhejʺ ʺgod morgenʺ ʺdejligt vejr i dagʺ. I kan ikke både isolere jer fra andre kristne i nabolaget og samtidig være kristne. Hvis I ikke kender dem, må I sørge for at komme til det. Selv om de skulle være typer, I ikke tror, I kan sammen med, må I i alle tilfælde lære dem at kende. Når det er sket, kan I måske blive enige om at være i hver jeres husmenighed, men de må ikke bare være ligegyldige for jer. Og hvis I ikke har et godt forhold til jeres kristne naboer, så må I sørge for at få det. Inviter de ubehagelige naboer hjem til jer og snak ud med dem. Gør op med hinanden og bed Gud om tilgivelse! Hvis det ikke går, så går det ikke, men I skal siger Bibelen holde fred med alle mennesker. Guds ord spørger også om, hvordan vi kan elske Gud, som vi ikke har set, når vi ikke elsker vores bror, som vi har set. I unge må ikke bare udvælge jer kammerater, som bor et eller andet sted langt væk, bare fordi I kan lide dem. I skal først og fremmest være i kontakt med andre kristne, som bor i nærheden af jer. Forældre og ældre søskende skal sørge for at børnene mødes, så de kommer til at holde af hinanden. I skal indbyde gamle brødre og søstre i Kristus og hjælpes dem ind i nabofællesskabet. Måske finder I nogle, som har levet et helt liv i den tro, at kristendom kun leves i mødelokalet og i kirken. Nu er de gamle, trætte og skrøbelige og kan sjældent komme til et møde eller en gudstjeneste. De er også lemmer på Kristi legeme, grene på det vintræ, som er Kristus, og levende sten i hans tempel. De hører ganske enkelt med i den husmenighed, I skal danne. Tag det besvær med, det giver, at få dem med i flokken. Et hverdagsfællesskab forudsætter selvfølgelig, at I bor så tæt på hinanden og har så god kontakt, at I kan fungere som en stor familie. Hvis ikke I i bogstavelig forstand taler med hinanden hver dag, så skal I i hvert fald have en god og naturlig mulighed for det. Måske kommer der nogle, som bor lidt længere væk, med i husmenigheden. Denne bror eller søster i Kristus må komme og være sammen med jer så meget som muligt. Der findes oven i købet husmenigheder, hvor de fleste er flyttet hen i nærheden af hinanden. De har solgt hus, sagt lejlighed og arbejde op og har fået nyt hus, lejlighed og arbejde dér, hvor de havde den naturligste kontakt med en husmenighed. Gør jer fri af mødekomplekset Kristne har et mødekompleks. Gør jer fri af det. Tænk mere på selve fællesskabet end på at komme sammen til møder i husmenigheden. Selvfølgelig skal I mødes. I skal have bibelstudier og samtaler, bønnemøder, fester og kærlighedsmåltider. Men I tager fejl, hvis det er det eneste, I tænker på. Gå altså ikke
ud til jeres kristne naboer med indbydelser til husmøder. En husmenighed består ikke af en flok kristne, som holder husmøder. Lær naboerne at kende, først og fremmest for at blive venner. Gør det fællesskab, I allerede har i Kristus, til virkelighed, og lev sammen som brødre og søstre, for det er jo det, I er. Derfor er det måske vigtigere at skifte dæk på naboens bil, fordi han ikke har håndelag til det, end at indbyde ham til bønnemøde. Eller måske endnu bedre: Bed ham om at hjælpe dig med din bil. Det er måske mere ʺåndeligtʺ at tage på skovtur med jeres kristne nabofamilie end at arrangere samtaler om Bibelen. Og det er måske heller ikke så vigtigt at få de gamle med til et fromt ældremøde og teenagerne til et ungdomsmøde i kirken. Både de unge og de gamle har mere brug for nogle at være sammen med i hverdagen. Hvis I befrier jer fra mødekomplekset, betyder det måske, at I kommer til at forenkle jeres liv, for vi har alle begrænset tid og overskud. I kan ikke sidde i en hel række bestyrelser, synge i kor, tage rundt til gode møder, høre interessante foredrag, deltage i foreninger, idrætsklubber mm. samtidig med, at I lever i et hverdagsfællesskab i en husmenighed. Dette bliver vanskeligt for mange. Nogle bliver skældt ud. I får dårlig samvittighed, og samvittigheden har ret, når den slår på, at det alt sammen er så vigtigt, så vigtigt. I vil føle, at aktiviteterne i kirken, i mødelokalet, i den kulturelle organisation, i den sociale komité og i idrætsforeningen binder. At gå ud af systemerne for at begynde at leve i et kristent fællesskab vil føre mange af jer ind i konflikter og kriser. Og netop derfor, fordi I kommer i vanskeligheder, ikke bare for jer selv, men også i forhold til andre mennesker, må I gå klogt frem, bruge takt, bede om kærlighed og tage hensyn. Og alligevel der er ingen vej udenom. Vi skal have tid og overskud til at leve i det kristne fællesskab, for det er det, Gud har kaldt os til. Ved I for resten, at udtrykket, Guds hus, aldrig er brugt om en bygning i NT? ʺHans hus er viʺ, står der. Hvis I altså ved at bede og tænke sagen igennem kommer frem til, at I er bundet i et aktivitetsmaskineri, så skal I løse jer fra det. Bed også om, at I ikke kommer til at gå fra det ene aktivitetsmaskineri til det andet. Tal sammen om mødekomplekset, afvis det og sats på hverdagsfællesskab i husmenigheden. De urkristne husmenigheder Det tog 200 år, før den første kirke blev bygget, og der gik meget længere tid, før det blev almindeligt med kirkebygninger. I hele denne lange ekspansive tid, da evangeliet spredtes med voldsom kraft langs hele Middelhavskysten, holdt de troende sammen i husmenigheder. De allerførste blev dannet i Jerusalem. Her samledes tusindvis af troende i hundredvis af hjem rundt omkring i byen. Et af de huse, der var centrum for en sådan husmenighed, tilhørte Markusʹ mor. Da Peter var blevet fængslet, og en engel befriede ham for lænkerne og førte ham ud i Jerusalems gader, gik han hen til dette hus. Der fandt han husmenigheden samlet.
De, der holdt til dér, må have været sammen i et inderligt bønsfællesskab. Peters befrielse var svar på deres forbøn. I Korinth underviste Paulus først i synagogen. Da han blev hånet og foragtet af jøderne, tog han ind til Titus Justus. Hos ham fik menigheden sin begyndelse som husmenighed. Priska og Akvila var ledere for en af husmenighederne i Rom. Paulus kalder dem sine medarbejdere og fortæller, at de havde vovet deres liv for at redde ham. ʺHils også menigheden i deres husʺ, skriver han i brevet til romerne. Da kejseren jog jøderne fra Rom, flyttede de først til Korinth, senere kom de til Efesus. I det første brev til korintherne hilser Paulus fra dem og fra menigheden med disse ord: ʺHilsen fra provinsen Asiens menigheder. Mange hilsner i Herrens navn fra Akvila og Priska og menigheden i deres hus.ʺ De var altså også i denne by blevet ledere for en af husmenighederne. I brevet til kolossenserne hilser apostelen brødrene i Laodikea og Nymfa og menigheden i hendes hus. I det lille brev, Paulus skriver til Filemon for at fortælle om den bortløbne slave Onesimus, hilser han ʺTil vor kære medarbejder Filemon og til vor søster Appia, til vor kære medkæmper Arkippos og til menigheden i dit husʺ. Resten af brevet fortæller om et dybt og inderligt fællesskab i denne flok. Der lå en særlig social struktur til grund for disse husmenigheder. Mange levede på forhånd i storfamilier. Til dem hørte ikke bare mor, far og børn, men ofte også bedsteforældre, andre slægtninge, folk, man tog sig af, tjenere og slaver. Disse storfamilier eller ʺhuseʺ blev centrum for menighedslivet. Det, vi kalder kernefamilien, som kun omfatter mor, far og en større eller mindre børneflok, er en moderne social enhed. Helt frem til den industrielle revolution fungerede familien ofte som en produktionsenhed. Senere er den blevet en konsumptionsenhed. Så snart børnene bliver gamle nok til at klare sig selv, flytter de hjemmefra, ordner deres egen økonomi, finder deres eget sted at bo, får deres egen bil og lever for sig selv, til de eventuelt gifter sig. Ikke al udvikling og al forandring er god, og denne er særdeles dårlig. Resultatet er ensomhed, isolation og rodløshed. Selv om nogle kan finde tilbage til den gamle storfamilie, så må vi ikke regne med, at det kan blive almindeligt. Vejen tilbage er spærret for de fleste. Men vi kan få en ny opblomstring af urkristne husmenigheder, ved at kristne, som bor i nærheden af hinanden, søger ind i et hverdagsfællesskab, og det er netop ved at ske over store dele af verden. Husmenigheder har allerede vist deres levedygtighed, og urkristendommens menighedsstruktur kan leve videre i vor tid og under vores sociale forhold. Hjemmene er vigtigere end kirkebygningerne Det er en påstand, I antagelig bliver forbavsede over. I er næsten alle vant til, at det er i kirken (eller i Betlehem, Betel, Soar, Filadilfia, Metodistkirken, Baptistkirken eller i Templet), det foregår. Her synger, spiller og jubler I for Herren, her har I
gudstjeneste, her hører I prædikener, her kommer I i den rette andagtsstemning, her kommer Helligånden over jer, og her modtager I Herrens legeme og blod i skikkelse af brød og vin. Der holdes godt nok andagt i nogle familier, og i en del hjem indbydes kristne til bønnemøder, bibelstudier o. l., men kun meget få ville få den tanke, at hjemmene er vigtigere end kirkebygninger og mødelokaler. Påstanden bygger ikke i første omgang på det, at hjemmene var samlingssteder for de første disciple, for rammer kan ændres. Det kan jo teoretisk tænkes, at Helligånden har ledt udviklingen bort fra hjemmene og husmenighederne til kirkerne og mødelokalerne. At dette ikke er tilfældet, vil I finde ud af, hvis I studerer to særlige udtryk i NT. Ordene findes i den græske grundtekst. Det ene er ekklesia, og det andet er koinonia. Disse to ord er de vigtigste for at få en forståelse af, hvad en kristen menighed er. Ekklesia betyder forsamling. Det kan være betegnelsen for en lille flok, som træffes i et hjem, men også for hele den verdensomspændende familie af kristustroende. Koinonia fortæller mere om karakteren af dette fællesskab. Det går på nærhed, inderlighed og fortrolighed. Så forstår I sikkert, at påstanden må være rigtig. Kirkebygninger egner sig jo til gudstjenester, men fremmer som regel ikke fællesskabet. De er ofte ukomfortable og upersonlige. I sidder bag hinanden efter ʺbusprincippetʺ og kan ikke se hinandens ansigter. I ved ikke, om jeres brødre og søstre græder og er bedrøvede, eller om de smiler og har lyst til at le. I ved ikke, om der sker noget, så tilbedelsen fødes. Derfor er det som regel ikke i kirken eller i mødelokalet, I oplever koinonia. Som regel, for der findes undtagelser. I et lille samlingssted på landet kan en flok troende bruge deres mødelokale næsten som et hjem. Hvis ikke en eller anden præst eller leder har skældt dem ud og sagt, at de skal tie stille, så snart de kommer over dørtærskelen, kan snakken få frit løb. De kan dele hinandens glæder og sorger, og mens der serveres kaffe til de voksne og sodavand til børnene, kan de gå omkring og snakke med hinanden. I et sådant miljø og en sådan stemning findes der noget af det samme fortrolige fællesskab, som kendetegnede den urkristne menighed. Ellers er det normalt hjemmene, som bedst kan fremme koinonia, og derfor er hjemmene vigtigere end mødelokalerne og kirkebygningerne. I kirken samles husmenighederne så søndag formiddag og på andre gudstjenestetidspunkter. Her møder I andre, som hører til Guds folk, ekklesia. Her oplever I, at I er mange. Her får I en forkyndelse og undervisning af en præst, som er professionel på den gode måde. Og her lyder sangen stærkere og mere fuldtonende, end den kan i de små grupper, som samles i hjemmene. Mange er skuffede over, at de ikke finder det fortrolige fællesskab med brødre og søstre i kirken. De spekulerer, diskuterer og analyserer for at finde frem til ordninger, der kan forbedre situationen. ʺKirken er for meget foredragssal,ʺ siger de, ʺså lad os vende bænkene, så vi kan se hinanden og ikke bare har et nakkefællesskab.ʺ ʺDer er for megen envejskommunikation.ʺ Sådan går snakken. Mit råd er, at I skal lade hele denne problematik falde. Lad kirken være, hvad den er, og som den er, og slut jer i stedet sammen i husmenigheder, for så finder I det, I savner. Så vil I også få en
positiv holdning til kirken, til mødelokalet og til det, der sker der. Så forventer I ikke mere, end I kan få, og tager med glæde imod det, som gudstjenesterne og møderne giver. Hold op med at klynke og klage. Tak i stedet Herren for gudstjenesterne, og vær trofaste, også som kirkegængere. For selv om hjemmene er vigtigere end kirkebygningerne og mødelokalerne, så har kirkebygningerne stor og positiv betydning, og husmenighedsbevægelsen vil de fleste steder bare tabe ved et brud med det etablerede gudstjenesteliv. Storfamilie Den mest ideelle ramme for en husmenighed er, at hver enkelt familie og hver enkelt enlig har sin egen bolig. Det er ikke godt, at enlige flytter ind som et familiemedlem i en større familie. Resultatet bliver nemt, at den enlige ikke får mulighed for at skabe sit eget hjem og vil være i fare for at miste sit selvværd. Tanken om storfamilien kan lyde så rigtig. ʺLad os slå os sammen og flytte ind i et stort hus. Så kan vi have fælles opholdsrum, fælles køkken og bil.ʺ Det er hvad mange, især unge mennesker, har sagt til hinanden. Når så eksperimentet har varet i nogen tid, kommer skuffelserne og konflikterne. Nogle roder og andre er ordensmennesker. Nogle er A mennesker, andre B mennesker. Nogle elsker visesang, andre kirkemusik. Nogle har høflige, stilfærdige børn, andre larmende (herlige) unger. På et tidspunkt, hvor en eller anden har mindre overskud, begynder skænderierne. Særligt vanskeligt bliver det, hvis man forsøger med fælles økonomi. Penge bliver let et betændt materiale. Mammon er en gud, som stadig samler tilhængere. Gerrighed, men også sløseri, er synder, som Bibelen siger, at vi skal vogte os særligt godt for. Det farligste er hvis storfamilien begynder at diskutere den fælles økonomi. Vi anbefaler altså, at husmenigheden indretter sig sådan, at man undgår disse faldgruber. Men, når det er sagt, skal der tilføjes, at hvis nogle af jer absolut vil være så dejligt radikale og gøre et forsøg, så sæt det i gang. Væbn jer med masser af tålmodighed og sæt ord på de vanskeligheder, I ved, der kommer. Tro ikke, at ʺsådan går det ikke for os, for vi er jo både venner og kristneʺ. Sådan kan det nemlig gå. Skriv regler og aftaler ned. Notér hvem, der er med til at vedtage retningslinierne, og vær enige. Vis papiret frem til dem, der kommer med senere, og få dem også helst til at underskrive det. Arranger en lille ceremoni, hvor I højtideligt indvier jer til Kristus og beder for jeres liv med hinanden. Slip ingen nye, som ikke kender reglerne og kravene eller vil være med til indvielsen, ind i storfamilien. Nye skal helst have en uforpligtende prøvetid, inden de optages som ʺmedlemmerʺ i familien. Hvis ikke I gør sådan, bliver der efterhånden en del, som bare flyder omkring i et grænseland. De er både med og ikke med i familien, og hvor kommer så deres ansvar og forpligtelse ind? Det må indrømmes, at der findes en del fine ord i Bibelen, I kan støtte jer til. I den allerførste tid solgte disciplene deres ejendom og gods og lagde pengene ʺfor
apostlenes fødderʺ i en fælles kasse. Det må have været huse, de ikke boede i og havde brug for, de solgte, for de levede jo i husmenigheder og havde brug for hjem at være i. Hvis nogle siger, at dette allerførste ejendomsfællesskab var et fejlgreb, kan I sige, at det ved man ikke, og at den senere udvikling lige så godt kan være en afvigelse fra Guds vej. Desuden har vi så få historiske fakta, at der ikke er grundlag for at dømme urkristendommens ejendomsfællesskab som et mislykket eksperiment. Hold fast, hvis I er enige trods alle advarsler. Herren være med jer! Den lille gruppe og den store menighed Der behøver ikke at blive strid eller konkurrence mellem den lille husmenighed og kirkens eller samlingsstedets funktioner. Tvært imod. Historien har vist, at den store menighed har brug for den lille flok, og at den lille flok har brug for den store menighed. Lad os igen tænke på forholdene i den første kristne tid. I Jerusalem var der en fin balance mellem husmenighederne og de store samlinger på tempelpladsen. Ingen ville få den tanke, at der skulle være nogen modsætning her. Det er utænkeligt, at nogle af disciplene skulle have sagt, at de havde nok i samlingerne i templet, eller at andre skulle foretrække samlingerne i hjemmene på bekostning af tempelmøderne. I Korinth var der tusinder af disciple, og der fandtes mange husmenigheder. Alle troende havde hverdagsfællesskab med andre Guds børn, og alligevel skriver Paulus til ʺmenigheden i Korinthʺ. De kristustroende var nemlig fyldt af bevidstheden om, at de hørte sammen. De var ét i Kristus, grene på samme træ, lemmer på Kristi legeme og levende sten i den samme bygning. Det var der ikke tvivl om. Den historiske udvikling har ført til, at vi har forskellige kirker, trossamfund og bevægelser. I større byer kan kirker og samlingssteder ligge på rad og række. I kan beklage den udvikling, som har ført til splittelsen, og hævde, at det slet ikke er Ånden, som har været førende i den proces, og I kan arbejde for og bede om mere enhed, også synlig enhed. Men I vil stort set være tvunget til at finde jer i situationen og må så prøve at få det bedste ud af den. Det kan være en trøst og hjælp at prøve at se hele forvirringen med Guds øjne. For ham findes der kun én menighed hvert sted. Det bedste er altså, at en husmenighed vokser op i tilknytning til en etableret menighed. Tal med menighedens ledelse og bed om kærlighed og enhed. Hvis forholdene er sådan, at en husmenighed skal være tværkirkelig for at undgå strid på det lokale plan, så må I acceptere, at den består af folk fra forskellige trossamfund gå til hver jeres gudstjeneste om søndagen. Skulle det ulykkelige ske, at I ikke på nogen måde bliver forstået, bør I holde fast ved, at I ikke kan leve et sundt kristenliv uden husmenighedens hverdagsfællesskab og omsorg. Nogle kan blive tvunget til at ʺgå ud af systemetʺ og leve som en kristen gruppe med en reduceret kontakt til den etablerede menighed. Da er der endnu større grund til at forene jer med Jesus i hans bøn om, ʺat de alle må være ét, for at verden skal troʺ. Råd til præster og prædikanter
Mange af jer er meget omhyggelige med at forkynde sådan, at Den Hellige Skrift er retningsgivende. Det gælder især så længe, emnet er frelsen. I spørgsmål, som drejer sig om kirke og menighed, er der derimod mange af jer, der skifter spor og hævder, at man ikke kan bruge urkristendommens menighedsliv som forbillede. Og I har ret, hvis vi taler om at kopiere det første menighedsliv i alle detaljer, for vi lever i en anden tid. Kopimetoden er også umulig, fordi de urkristne menigheder ikke var ens overalt. Men, når det er sagt, skal der tilføjes, at der findes en del af det nytestamentlige materiale, som er enkelt og klart, også når det gælder menighedens liv. Til dette hører den urkristne husmenighed. De første kristne brugte ind imellem synagogerne. Da de blev smidt ud, byggede de ikke nye mødelokaler, men koncentrerede sig om hjemmene. Og de stagnerede ikke, men ekspanderede. Metoden var smidig, fleksibel og fremmede koinonia. I kan derfor ikke forholde jer negativt til husmenighederne, hvis Skriften skal være retningsgivende. En ting til: Det er naturligt, at den, der har hovedansvaret for ledelsen af en menighed, ønsker at skabe rammer, så alle kan være med. Hvis I bliver tændt på husmenigheden, opstår denne tanke sandsynligvis: ʺOrganiser kredse eller distrikter. Inddel hele området sådan, at alle hører til et distrikt. Indsæt en kreds /distriktsleder, som kan kalde sammen til husmøder, f.eks. en gang om måneden, og som kan lede møderne. Selv kan jeg være med så tit, det kan lade sig gøre.ʺ Under visse bestemte forudsætninger kan dette blive godt. Over hele den såkaldte kristne verden finder vi eksempler på, at små, store og kæmpestore menigheder har oplevet gennemgribende vækkelser, blandt andet fordi husmenigheder er blevet en del af selve menighedens livsytring. Men organiseringen af husmenighederne er altid sket på en bølge af åndelig fornyelse. Det samme kan ske i Danmark, men det er ikke en selvfølge, at inddeling i kredse eller distrikter resulterer i, at der opstår urkristne husmenigheder. Tag imod dette gode råd: vær ikke for hurtige til at kalde kredsene husmenigheder. Spar på dette udtryk. Bed om, arbejd for og inspirer kredsene sådan, at de efterhånden udvikler sig til husmenigheder. Vær åben over for den åndelige udvikling. I kan da komme til at opleve, at den ene kreds efter den anden gennemgår en åndelig udvikling hen mod det punkt, da I med frimodighed kan kalde dem husmenigheder. Lederskab i husmenigheder Dette er et særligt vigtigt punkt. Det vil ikke lykkes jer at opbygge en nytestamentlig husmenighed uden et lederskab, og det vil ikke lykkes jer, hvis ikke I er villige til at underordne jer de ledere, Gud giver jer. Regn bare med det, koldt og nøgternt. Lad os først tage fat på spørgsmålet om underordning og lydighed. Bibelen fortæller os, at det er nødvendigt. I Hebræerbrevet står der: ʺAdlyd jeres ledereʺ. Erfaringen viser også, at der må underordning og lydighed til. Mange er svage, dvaske og har let ved at tabe modet. Et lederskab vil kunne holde flokken samlet, hvis det har myndighed.
Myndighed kan udøves med mildhed. En besked om, hvordan ting skal udføres, kan gives med en kærlig stemme. En tilrettevisning kan være gennemsyret af ømhed og varme. Da bliver det en glæde at underordne sig og let at adlyde. Hvis denne mildhed og kærlighed ikke er til stede, må I være på vagt og alvorligt overveje, om I har fået et magtmenneske og en intrigemager iblandt jer. En sådan person må forhindres i at få en ledende position, måske endda sættes udenfor. Han eller hun kan høre til dem, Jesus kalder glubske ulve, som bare splitter flokken og river den i stykker. Jesus siger, at vi skal være på vagt, så vi ikke bliver narret af dem. Det lederskab, som NT taler om, kan vi kalde karismatisk, fordi det bygger på nådegaver. I Efeserbrevet 4,11 står der bl.a. om evangelister, der har en særlig evne til at komme i kontakt med søgende og forkynde evangeliet sådan, at de forstår det. Der står også om hyrder, der bl.a. har til opgave at øve sjælesorg, og om lærere, der har nådegave til at undervise. Der fortælles om profeter, der er visionære, og om apostle, der er strateger. Andre titler i NT er diakoner eller menighedstjenere, forstandere og tilsynsmænd. Disse er administratorer, men ikke i modsætning til de andre ledere. NT giver os altså et billede af et lederskab, som udgør et team og et kollegium. Der var selvfølgelig fremtrædende ledere i urkristendommen, som øvede større indflydelse end andre, ikke fordi de havde et særligt embede, men på grund af deres personlighed og deres åndsudrustning. Om Stefanus står der f.eks., at han var fuld af tro og Helligånd, og at ingen kunne imødegå hans argumentation. Den rolle, nogle præster eller ledere har i vore dage, findes ikke i NT. Ingen havde en alenefunktion. En præst bør have lov til at fungere i overensstemmelse med sine særlige nådegaver og sammen med andre, der kan udfylde de huller, han har. Det kan tage tid, før et karismatisk lederskab modnes. Derfor bør I, når I opretter en husmenighed, vælge én, som skal sørge for ting som hvor og hvornår, I skal mødes. Efterhånden vil I så opdage lederevner hos hinanden og forstå hvilke tjenester, Herren kalder den enkelte til. Efterhånden godkender I så den ene efter den anden og underordner jer lederne på de felter, hvor de har gaver og tjenester. I en traditionel menighed er der brug for et menighedsråd eller et andet institutionelt lederskab med formand, kasserer, sekretær o.s.v. af hensyn til de statslige myndigheder. I en husmenighed har man kun brug for et minimum af den slags. Over alle står Jesus Kristus som den absolut suveræne Mester og Herre. Han har al magt i Himmel og på jord, og vi er hans tjenere og står under hans kommando og ledelse. Officeren havde ret, da han brugte et billede fra soldaterlivet i sin samtale med Jesus: ʺSiger jeg til én: Gå! så går han, og til en anden: Kom! Så kommer han.ʺ Jesus glædede sig over officerens tro og holdning, og han vil også glæde sig over os, når vi hver især bliver hans trofaste efterfølgere og disciple. Kvinder som ledere Kvinderne havde ikke nogen fremtrædende plads som ledere i de første menigheder, men der var nogle. Evodia og Syntyke hørte tydeligvis til de ledende i Filippi. Priska deltog i undervisningen sammen med sin mand Akvila. Føbe var menighedstjener eller diakon. Diakoni var ikke kun socialt arbejde, og det er muligt, at hun havde
ansvar for undervisningen i Kenkreæ. Diakoner og tilsynsmænd syntes at være sideordnede (Fil. 1,1). Mange af de kvinder, som nævnes i Rom. 16, var antagelig missionærer. Evangelisten Filip havde fire ugifte døtre med profetisk nådegave. Om profetiens indhold siges det i NT, at ʺden, der taler profetisk, taler til mennesker, til opbyggelse, formaning og trøstʺ. Kvinderne har altså givet en inspireret undervisning og vejledning i menighederne. Når Paulus taler om kvinder og lederskab, benytter han sig af to forskellige sprogbrug. Dels bruger han det patriarkalske sprog. (Patriarkat = samfund grundet på farens magtstilling, kan også bruges om magtudøvelse i almindelighed.) Han synes at opfordre til at lade alt være, som det altid har været. Han siger f.eks., at kvinderne skal tie, ʺsådan som loven også sigerʺ (1 Kor. 14,34). Loven er her de jødiske forskrifter og regler, som efterhånden udviklede sig som kommentar til GT. Samtidig bruger Paulus også en anden sprogbrug. Det er ord og udtryk, hvor han introducerer den nye livsholdning, som evangeliet frigør til. Han lader altså det rådende sociale mønster gælde i forventning om, at Himmerigets surdej skal gennemsyre samfundet. Han regner jo også med, at slaveriet skal bestå en tid, selv om han ved, at ʺher kommer det ikke an på at være træl eller friʺ. Et eksempel, som viser en tilsvarende situation: Da missionærerne kom til Afrika, krævede en del af dem, at mænd, der havde flere koner, skulle skille sig af med dem, bortset fra den første. Det resulterede i mange tragedier. På grund af den sociale struktur var kvinderne afhængige af deres mænd, og de udstødte kvinder blev i mange tilfælde henvist til prostitution for at overleve. Andre missionærer accepterede forholdene, som de var, og begyndte at undervise om det monogame ægteskab for på den måde at få en glidende overgang til et kristent ægteskabssyn. Efterhånden ophørte flerkoneriet uden de store problemer og vanskeligheder, som den bratte overgang skabte. På baggrund af det, som er sagt her om kvinder og lederskab, kan vi hævde, at troskab mod et samlet bibelsk tekstmateriale må betyde anerkendelse af kvinder som ledere på alle områder og i alle tjenester. Herren giver sine gaver og tjenester uden at skelne mellem kønnene. Rådet og vejledningen er altså helt klar: Godkend også piger og kvinder som ledere. Adlyd dem og underordn jer dem på de felter, hvor Herren giver dem nådegaver og sætter dem ind i tjeneste som ledere. Gør jeres standpunkt klart fra første øjeblik, nye søger ind i husmenigheden, så I kan undgå strid og vanskeligheder senere. Note: Mat 10,37 Edin Løvås henviser til Luk 14,26 i bogens norske originaludgave. Vi har valgt ovennævnte parallel henvisning, da formuleringen her er mere lig den norske oversættelse.