63((&+ 5RPDQR3URGL Formand for Europa-Kommissionen (8 VWLOVWDQGL Europa-Parlamentet 6WUDVERXUJGHQPDUWV
Hr. formand, ærede medlemmer, Det er mig en stor fornøjelse at være her i dag sammen med Dem. Debatten om EU s tilstand er et fast punkt på vores arbejdsprogram. Vi får lejlighed til at tænke over den vej, vi har tilbagelagt i løbet af det år, der næsten er gået, og over den vej, som vi skal betræde i det kommende år. Dette års debat kommer på et vanskeligt tidspunkt, både hvad angår storpolitik og hverdagen i EU. Irak-krisen, udvidelsen og konventet ligger os alle så stærkt på sinde, at jeg næppe behøver nævne det. Dog vil jeg gerne understrege, at vi med dagens debat har forpligtet os til på den ene side at vurdere de muligheder og udfordringer, der ligger i foreningen af vores kontinent, og på den anden side at tænke over den lære, der kan uddrages af Irak-krisen, mens vi er ved at skrive det nye forfatningscharter for vores union. Jeg vil gerne begynde med udvidelsen. I december afsluttede vi tiltrædelsesforhandlingerne med ti lande. Disse ti lande bør vi ikke længere kalde «kandidatlande», men «kommende medlemmer af EU». I mellemtiden forhandler vi med Bulgarien og Rumænien, således at disse lande vil kunne tiltræde lidt senere, og vi arbejder videre sammen med Tyrkiet, med de nødvendige justeringer. Her, sammen med Dem, vil jeg gerne takke Kommissionens tjenestegrene og kommissær Günther Verheugen for deres engagement og store indsats. Men den beslutning, som blev truffet i København i december, betyder ikke, at EU s arbejde med udvidelsen er forbi. Da Kroatien for nylig ansøgte om medlemskab, så vi, at en anden europæisk region var begyndt at banke på vores dør. Jeg taler her om det vestlige Balkan. Jeg vil gerne gøre det helt klart, at Europas forening, som begyndte med den nuværende udvidelsesproces, ikke er afsluttet, før Balkanlandene også er medlemmer af EU. Denne mulighed skal sikres for alle Balkanlandene, og samtidig skal det understreges, at de kriterier, der er fulgt i denne runde af udvidelsen, skal følges med samme stringens. Efter flere års usikkerhed kan den demokratiske debat i både de gamle og nye EUmedlemsstater nu udfolde sig frit på et fast grundlag uden de tidligere udsigter og forudsætninger. Det meget positive resultat af folkeafstemningen på Malta er et godt tegn, der opfordrer til yderligere indsats. Selv om udvidelsen med nye medlemsstater er vigtig i sig selv, er den kun et skridt på vejen. Derfor må vi ikke glemme, at der fortsat venter store opgaver. Den første opgave er at fuldføre den økonomiske integration. De nuværende femten medlemsstater kan og skal gøre meget mere for at øge væksten og beskæftigelsen samt mindske uligheden. Men det er de kommende medlemsstater - både de, som tiltræder til næste år, og de andre, som kommer til lidt senere - som skal have mest opmærksomhed. Vores fælles mål må være at skabe holdbar vækst, større samhørighed, bedre miljøbeskyttelse, mindre ulighed og på længere sigt at få alle til at gå over til euroen. Dette er i store træk de væsentligste punkter i vores økonomiske integrationsprojekt. Dette er som sagt vores første mål, men det er lige så vigtigt at gå videre med den politiske debat. 2
Nu skal vi have en indgående, gennemsigtig og oprigtig diskussion om, hvilket Europa vi ønsker at skabe. Det er blevet tid til en ægte politisk debat. At vores integration er blevet en sådan succes, gør dette til en pligt. Med Irak-krisen og den storpolitiske tilstand er det blevet uundgåeligt. Muligheden for krig i Irak berører europæerne, fordi EU netop er bygget på fred og forsoning. Og endnu mere, fordi fire EU-medlemsstater og ét kandidatland tilfældigvis har sæde i FN s Sikkerhedsråd i øjeblikket. I denne sammenhæng skal vi vogte os for to fristelser. Den første fristelse er at bygge et Europa i opposition til USA. Denne krise, som udspiller sig i fuld offentlighed, kendetegnes ved stærk uenighed om de instrumenter, der skal anvendes. Der er tale om væsentlig uenighed, fordi det handler om forskellen mellem krig og fred. Men disse meningsforskelle går ikke på de endelige mål for vores politik eller om styrken i vores alliance, og de skaber heller ingen tvivl om de transatlantiske forhold, vores fælles historie eller omfanget af vores bånd. Den anden fristelse, vi skal være på vagt over for, er kun at lægge vægt på den interne uenighed i EU. Både blandt de femten nuværende og blandt de kommende medlemsstater har der helt klart vist sig en bred vifte af forskellige meninger i de seneste uger. Som det ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd den 17. februar tydeligt viste, er der imidlertid enighed om en lang række afgørende punkter. Vi ønsker alle sammen, at FN skal være det bærende element i verdensordenen. Vi støtter alle Sikkerhedsrådet i dets udførelse af dets pligter. Ingen af os tror, at en krig er uundgåelig, men vi mener samtidig, at Irak skal leve op til sit ansvar. Når dette er sagt, må vi se vores svagheder i øjnene. Europæerne har ikke kun en politisk forpligtelse til at finde en fælles holdning. 6LGHQ 0DDVWULFKW KDU YL Y UHW IRUSOLJWHWDIWUDNWDWHUQHWLODWEHYLVHYRUHVOR\DOLWHWRJJHQVLGLJHVROLGDULWHWDe medlemsstater, som sidder i FN s Sikkerhedsråd, har en særlig forpligtelse til at samordne deres handlinger og holde de andre underrettet, mens de permanente medlemmer skal forsvare EU s interesser. Disse mekanismer har helt tydeligt vist sig at være utilstrækkelige. Skal vi derfor resignere og konstatere, at fælles handling ikke er en mulighed? Jeg tror ikke på det, og jeg nægter at tro på det. Uden effektive procedurer og instrumenter, som gør det lettere at finde en fælles holdning, bliver det vanskeligt at skabe en fælleseuropæisk udenrigspolitik, og det kommer under alle omstændigheder til at gå langsommere. Vores fantasi og viljestyrke skal svare til de udfordringer, vi står over for. Resignation er ganske enkelt ikke en mulighed. De spørgsmål, som vi skal forholde os til, er både vanskelige og væsentlige - og hvordan kunne de være andet i lyset af, hvad vi har sagt? Hvad er det for et Europa, vi ønsker? Hvilket projekt styrer vi efter? Jeg kan ikke stille mig tilfreds med et «supermarked» eller måske et stort fællesmarked. Det, vi ønsker, er at skabe et ægte politisk område, der gør det muligt for os at forsvare vores principper og værdier på verdensplan. Vi kan ikke længere fortsætte med den «europæiske skizofreni», som betyder, at EU og integrationsprocessen forventes at levere velstand og udvikling, mens Amerika forventes at garantere sikkerheden. 3
Den offentlige mening i Europa, som langsomt er ved at vise sig, peger med bemærkelsesværdig tydelighed på, hvad der forventes. Eurobarometers undersøgelser, som Kommissionen udfører jævnligt, viser, at borgerne især forventer, at EU sikrer deres sikkerhed. Både indadtil og udadtil. For at øge vores engagement i forsvarssektoren vil kollegiet i eftermiddag vedtage en udtalelse med henblik på at styrke den europæiske forsvarsindustri. Hvad angår krig og fred, har vi set en meningstilkendegivelse uden sidestykke, ikke blot meningsmålinger, men også på gaderne i vores byer. Fælles meninger kender ingen grænser inden for Europa. Dette er et tegn på at Europas folk nærmer sig hinanden, som kommer før reformen af de europæiske institutioner og systemer. Disse fælles holdninger, dette spontane værdifællesskab betyder ikke, at en grundlæggende og åben politisk debat bliver mindre vigtig. Tværtimod, de understreger behovet for en sådan debat. Det var ikke noget tilfælde at Kommissionen i sin første meddelelse til konventet den 22. marts valgte at spille ud med et «projekt» for Europa, hvori der blandt andet lægges vægt på behovet for et EU, der kan «påtage sig sit ansvar som verdensmagt». Jeg er overbevist om, at debatten om de endelige mål for vores fælles handling skal komme først og fungere som ledestjerne for diskussionerne om de forskellige institutioners rolle og de forskellige løsninger, som handler om samspillet mellem disse institutioner. En af de få fordele ved Irak-krisen er, at den tvinger os til at tale åbent om grundlaget for vores måde at stå sammen på og vores fremgangsmåde. Vi har ingen grund til at frygte en åben debat. Vi finder kun løsninger, hvis vi diskuterer. Dette fører mig frem til konventet. De og jeg har anbefalet dette konvent og har fra begyndelsen støttet det helhjertet. Dette konvent har et ansvar, som kun er blevet større med den aktuelle krise: at udarbejde et forslag til en forfatning, det vil sige en enkel og sammenhængende grundlov. Det ville være et farligt tilbageskridt, hvis konventet kun skulle opstille valgmuligheder eller måske endda lade visse spørgsmål stå åbne. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan en regeringskonference skulle kunne få succes, hvis et mere bredt sammensat og mere gennemsigtigt konvent, der ikke er underlagt nationale hensyn, slår fejl. Som De ved, har jeg ofte i denne forsamling fortalt om min tro på, at vores mission er at gennemføre udvidelsen og reformen af EU s institutioner samtidig. De nuværende institutioner og procedurer stammer fra et fællesskab mellem seks forholdsvis homogene stater og opfylder ikke længere behovene i et større og mere forskelligartet EU. Derfor er jeg glad for, at kandidatlandene lige fra starten har været fuldt repræsenteret i konventet, og at de yder et aktivt bidrag. Jeg vil endda understrege, at et af de mest opmuntrende aspekter af arbejdet i konventet har været, at dets medlemmer blandes på en sådan måde og i en sådan grad, at det ville være stort set umuligt, om ikke direkte meningsløst, at skelne mellem repræsentanter for de nuværende og de kommende medlemsstater. Vi skal ikke nu og her analysere udviklingen i konventets arbejde. Jeg må dog sige, at det giver anledning til optimisme at se den brede enighed om, at man skal nå frem til en tekst af forfatningsmæssig karakter, at instrumenter og procedurer skal rationaliseres, at charteret om grundlæggende rettigheder skal inddrages fuldt og helt, og at EU skal anerkendes som juridisk person. 4
Personlig vil jeg gerne bekræfte, at Kommissionen deltager og fortsat vil deltage i dette arbejde med et åbent sind. Som jeg understregede sidste år, da konventet indledte sit arbejde, må Europa anlægge en ny synsvinkel og påtage sig nye opgaver. Jeg sagde sidste år og bekræfter i dag, at dette gælder såvel medlemsstaterne som alle EU's institutioner. Alle, uden undtagelse. Jeg gentager, at det ikke er rette tid og sted til en detaljeret drøftelse af de spørgsmål, konventet behandler. Der er dog et spørgsmål, som jeg opfatter som afgørende, ikke mindst i lyset af den internationale krise og den rolle, EU må spille på den internationale scene. Jeg sigter til udbredelsen af flertalsafstemninger. Krav om enstemmighed skaber handlingslammelse. Det er tilfældet allerede i dag og bliver det i endnu højere grad i det udvidede EU, vi har besluttet at opbygge. Også af denne grund er det vigtigt, at vi får en åben politisk debat om projektet om at skabe et nyt stort Europa. Kun hvis vi har udarbejdet et fælles projekt, som alle bakker op om, kan vi fuldt ud acceptere grundreglen for enhver demokratisk institution, nemlig flertalsafstemninger. Kun hvis vi er nået til erkendelse af, at vi under alle omstændigheder er enige om det væsentlige i vores samarbejde, kan vi, når det er nødvendigt og uundgåeligt, acceptere at være i mindretal og alligevel føle os fuldt ud repræsenteret. Jeg har hidtil talt om projekter og visioner for Europa. Vi i Kommissionen, som har ansvaret for at fremsætte forslag og derefter føre politikken ud i livet, og De i Europa-Parlamentet, som har til opgave at nå til enighed om beslutninger og derefter at kontrollere vores indsats, er udmærket klar over, at hvis projekter og visioner skal blive til realiteter, har vi brug for sammenhængende strategier og effektive praktiske redskaber. Den årlige politiske strategi, som vi drøfter i dag, afstikker den politiske horisont og skaber rammerne for ressourcerne i 2004. Hermed indledes en proces, som afsluttes med vedtagelsen af budgettet og præsentationen af det lovgivningsmæssige arbejdsprogram for perioden. I hele forløbet fører vi en tilbundsgående og præcis dialog med Parlamentet og Rådet for at nå frem til en fastlæggelse af de fundamentale politiske målsætninger. Jeg vil gerne understrege, at arbejdet i Parlamentets udvalg bliver af særlig stor betydning. Et nyt element i strategien for det kommende år er den flerårige programlægning for 2004-2006, som Det Europæiske Råd som noget helt nyt skal godkende. Jeg er overbevist om, at det interinstitutionelle samarbejde vil munde ud i et arbejdsprogram, som er på højde med vore ambitioner. Som det fremgår af de politiske prioriteter, vi har opstillet for 2004, er disse ambitioner meget store. I det kommende år vil vi samle vore kræfter: - om udvidelsen, for at sikre en korrekt og effektiv styring af tiltrædelsesprocessen - om væksten, for at styrke grundlaget for en bæredygtig udvikling - om den interne og eksterne sikkerhed, for at sikre stabiliteten ved og ud over EU's grænser. 5
Uden at gå i detaljer med de enkelte initiativer på dette felt vil jeg godt henlede Deres opmærksomhed på spørgsmålet om forholdet til de lande, som allerede i dag er vores naboer, og som bliver naboer til det udvidede EU. Jeg taler her om lande, der spænder helt fra Rusland og Ukraine til Marokko. Det er tale om en ring af lande, som vi foreslår at intensivere samarbejdet med for dermed at iværksætte en proces, som med tiden kan føre til, at vi kommer til at dele "alt andet end institutioner". Et fælles marked, en fornyet politisk dialog på grundlag af fælles principper og værdier samt fuld udnyttelse af hele det eksterne potentiale i vore fælles politikker er grundpillerne for et nyt strategisk begreb for EU, som vi er i færd med at beskrive i en meddelelse under overskriften Wider Europe. Kun inden for rammerne af et større område med stabilitet og velfærd kan Europa i fuld sikkerhed se den undertiden foruroligende udvikling på den internationale politiske scene i øjnene og drage fuld fordel af de muligheder, globaliseringen åbner. Denne strategi over for vore nabolande på mellemlang og lang sigt samt alle de øvrige politikker, der er planer om i EU i de kommende år, kræver en grundig forberedelse af EU's politiske projekt og en præcisering af de finansielle implikationer. I denne forbindelse vil det politiske program på mellemlang sigt som forberedelse af det kommende finansielle overslag spille en afgørende rolle. Det skal ikke blot afspejle den forfatningstraktat, som konventet og den efterfølgende regeringskonference skal forberede, men også skabe det nødvendige grundlag for et udvidet EU, som er klar til at nå tre store politiske mål: fred, frihed og solidaritet. Derfor vil vi inden årets udgang, eller allersenest i begyndelsen af 2004, fremlægge vores samlede politiske projekt om et udvidet EU og udarbejde en oversigt over de finansielle forslag, der er nødvendige for at gennemføre det. Derefter vil vi fremsætte de lovgivningsmæssige forslag, så de kan vedtages medio 2004. Jeg mener, det er vores pligt at overdrage vore efterfølgere et politisk projekt og en sammenhængende finansiering heraf, som er tilpasset det nye udvidede EU og den institutionelle model, den nuværende Kommission har udviklet. Det er endvidere vores pligt at overdrage vore efterfølgere de erfaringer, vi har indhentet ved gennemførelsen af den nuværende finansielle pakke og af udvidelsen. Hvad angår indholdet af de kommende forslag, kan jeg allerede nu sige, at vi vil undersøge alle spørgsmål i forbindelse med fastlæggelsen af EU's finansielle rammer i fuld åbenhed. 6
Vi har afsluttet forhandlingerne om udvidelsen. Nu skal vi fastlægge det politiske projekt for det udvidede EU. Vi skal derfor tage stilling til: - hvad der kan gøres på EU-plan for at styrke og værne om de borgerlige frihedsrettigheder - hvordan EU kan supplere medlemsstaternes bestemmelser om grundlæggende forhold som sundhed, sikkerhed, frihed og retfærdighed - hvilken politik på EU-plan, som bedst kan bidrage til at skabe varig velfærd i Europa - hvilke målsætninger EU skal sætte sig for at fremme den regionale og sociale samhørighed i en udvidet union, hvor de økonomiske forskelle vil være større end i det nuværende EU - hvilke omlægninger af forskningspolitikken og strukturfondene der er nødvendige for at opfylde disse målsætninger - om udgifterne til samhørighed skal forblive uændrede, øges eller nedsættes for at bidrage til at mindske de økonomiske forskelle mellem medlemsstaterne og internt i de enkelte lande - hvilke politiske initiativer vi skal iværksætte for at udbrede den europæiske model til især vore nabolande. Hr. formand, ærede medlemmer, EU befinder sig i en overgangsfase. Unionen må tage udgangspunkt i de erfaringer, vi nu indhøster, for at blive stærkere og udtrykke sin identitet og spille sin rolle i verden på en mere overbevisende måde. Den aktuelle krise bør motivere os til at fremskynde den igangværende reformproces, som nok er påkrævet uafhængigt af udvidelsen, men som udvidelsen og den aktuelle internationale situation gør endnu mere vigtig og presserende. Vi kan i dag skabe fornyet enighed. Det kræver vore borgere. Det kræver de forestående begivenheder. Konventet kan betyde et vendepunkt for vores fælles eksistens. Vi må alle bestræbe os for at gøre det til en succes. Sammen kan vi løse opgaven. Ud over et solidt fundament for institutionerne kan og bør vi skabe det politiske og finansielle fundament for at bevæge os ind i denne nye fase. Det arbejde, vi sammen udfører i år og næste år, vil i vid udstrækning blive afgørende for, hvilken karakter EU vil få, og hvilken rolle EU vil spille i Europa og resten af verden - afgørende for det EU, vi overdrager de kommende generationer. Tak. 7