HØRETRÆNING I MOBILITYUNDERVISNINGEN AF DAGNY HANSEN, INSTITUTTET FOR BLINDE OG SVAGSYNEDE

HØRETRÆNING I MOBILITYUNDERVISNINGEN AF DAGNY HANSEN, INSTITUTTET FOR BLINDE OG SVAGSYNEDE UDGIVET AF VIDENCENTER FOR SYNSHANDICAP OG INSTITUTTET FOR BLINDE OG SVAGSYNEDE

HØRETRÆNING I MOBILITYUNDERVISNINGEN Udgivere Instituttet for Blinde og Svagsynede, Rymarksvej 1, 2900 Hellerup Tlf.: 39 45 25 45 Fax: 39 45 25 25 ibos@ibos.dk www.ibos.dk Videncenter for Synshandicap, Rymarksvej 1, 2900 Hellerup Tlf.: 39 46 01 01 Fax: 39 61 94 14 visinfo@visinfo.dk www.visinfo.dk Bogen fås også på lydbånd og diskette. Alle udgaver kan bestilles hos Videncenter for Synshandicap. Tekst Dagny Hansen, Instituttet for Blinde og Svagsynede Illustrationer Forsidebillede: www.freeimages.co.uk Tegning side 16: Frank Eriksen Tryk Illemann Tryk ApS ISBN: 87-989173-7-4 2004

Forord Høretræning Ekkolokalisering Målgruppe Koncentration Intensiv høretræning (indendørs) Afstands- og retningsbedømme til en lydkilde på et gulv Afstands- og retningsbestemme til en lydkilde på et bord Ekkolokalisering i åbent rum Ekkolokalisering på gang med åbne og lukkede døre Særlige kendemærker Ekkolokalisering af ryatæpper Ekkolokalisering af en væg foran kursisten og træning i bedømmelse af afstand til væggen At "gå på hørelsen" langs væggene på lange gange At kunne mærke en person, der er tæt på At lytte til lyd i bevægelse 1 2 2 4 6 7 7 8 9 11 12 13 14 14 14 15

Udendørs høretræning At ekkolokalisere buslæskure langs befærdet vej At krydse sideveje langs befærdede veje ved at lytte til den kørende trafik Høretræning i lysregulerede kryds At gå langs en meget befærdet forretningsgade og krydse veje Aktiv lytning på S-togstationer Ordliste Forslag til videre læsning 17 19 19 20 21 22 23 24

Forord Dette hæfte præsenterer nogle øvelser og metoder, der anvendes i mobilityundervisningen på Instituttet for Blinde og Svagsynede. I hæftet indgår høretræningsøvelser med vægt på ekkolokalisering, der er udviklet af forfatteren og af andre mobilityinstruktører på Instituttet, bl.a. Kirsten Jansbøl, Jørgen Skovmand, Lisbeth Hallestad og Annelise Lahti. Øvelserne er tænkt som ideer og inspiration til mobilityundervisning, der forestås af en professionel mobilityinstruktør. Af praktiske grunde omtales kursisten konsekvent som "han", og instruktøren som "hun". Sidst i hæftet findes forslag til yderligere læsning. 1

Høretræning Blinde og stærkt svagsynede må erstatte eller supplere den manglende synssans med indtryk fra de øvrige sanser, især høresans, følesans og lugtesans. I dette hæfte beskrives nogle praktiske øvelser til træning af en bevidst brug af høresansen. Ekkolokalisering Et særligt aspekt af høretræningen er træning i ekkolokalisering. Ekko er lyd, der kastes tilbage fra en overflade, og ekkoet påvirkes dels af den oprindelige lyd, dels af placering og art af de materialer, lyden rammer og eventuelt kastes tilbage fra. Bløde materialer absorberer lyden, mens hårde overflader kaster lyden hårdt tilbage. Som fuldt seende lægger man sjældent mærke til dette lydbillede, men man kan lære at udnytte denne evne, som kaldes ekkolokalisering. Også uden målrettet træning vil mange blinde udvikle deres evne til ekkolokalisering, som især tidligere bidrog til en opfattelse af, at blinde var udstyrede med en mystisk sjette sans af overnaturlig art. I tidlige videnskabelige behandlinger af fænomenet beskrives fænomenet som "ansigtssyn", idet man mente, at blinde var i stand til at opfatte det fysiske rum og genstandene i det gennem luftens tryk på huden. Andre mente, at fænomenet havde med hørelsen at gøre. Først i en række forsøg i 1940'erne blev det endeligt fastslået, at fænomenet er rent hørebaseret. 2

Mange oplever faktisk indtrykkene fra ekkolokaliseringen som et taktilt pres på ansigtet; hvorfor dette sker, er ikke endeligt afklaret. Når jeg træner kursister, kan jeg ofte se dem blinke, når de er tæt på en forhindring foran sig. Andre kursister trækker hovedet bagud med et ryk, når de kommer tæt på en forhindring foran sig. Det er typisk i disse situationer, jeg kan hjælpe dem til at forstå, hvad det er, de registrerer, så de kan begynde at anvende lydindtrykkene. I praksis er det vanskeligt at få enslydende oplysninger om, hvordan den enkelte kursist opfatter signalerne fra ekko, og kursisterne er heller ikke indbyrdes enige om, hvordan informationerne opfattes. Nogle oplever, at de føler dem på kinderne, andre på panden, andre igen på hagen; nogle føler, at fødderne klæber til gulvet, og nogle fortæller, at det bølger på kinden, når man går forbi en tremmedør, osv. Kursisterne har meget svært ved at forklare, hvordan de opfanger disse signaler så der er ikke noget entydigt, man kan give den enkelte kursist at gå eller lytte efter, når man træner ekkolokalisering. 3

Målgruppe Hvem har glæde af at få undervisning i høretræning? Det har først og fremmest blinde kursister. Også kursister med kikkertsyn kan have stor gavn af træningen, især træning i ekkolokalisering, da de har problemer med at bedømme afstanden til forhindringer, der er tæt på dem. Men også svagsynede kan i princippet have udbytte af at træne hørelsen. En kursist havde stort besvær med at lokalisere et buslæskur i sit hjemområde. Det viste sig, han ikke havde fået høretræning, og det var svært at få fat i dokumentation for hans hørekurve. Først efter, at han havde afsluttet den indendørs intensive høretræning, så jeg hans hørekurve og forstod, hvorfor han ikke havde fået tilbudt høretræning, da hørekurven var temmelig dårlig. Kursisten fik herefter alligevel tilbudt høretræning og havde meget stort udbytte af det han fik både lært at høre sig frem til buslæskuret og meget mere. 4

En ganske ung kursist (17 år), som manglede hørelsen på det ene øre, havde fået et hjælpemiddel, der bevirkede, at den lyd, det døve øre fik, blev overført til det raske øre. I begyndelsen af høretræningen hørte hun lydene fra et helt andet område, end hvis hun havde haft hørelse på begge ører, men hun lærte lynhurtigt at kompensere, og det tog ikke længere tid for hende end for andre kursister at få udbytte af høretræningen. Det er ikke alle, der kan lære at opfatte og udnytte ekko, og det er ikke kun den objektive høreevne, der afgør, hvem der kan. Kursister med høreapparater og andre problemer med hørelsen kan godt have stort udbytte af høretræning, mens jeg to gange har oplevet kursister med en fejlfri hørekurve, som jeg ikke kunne lære at opfatte ekko. Det er i første række kursistens motivation, der bør være afgørende for, om der skal gives høretræning. 5

Koncentration Kursister med en synsrest skal acceptere at træne med sorte briller i den intensive indendørs høretræning, da det er vigtigt kun at have opmærksomheden på at høre uden at blive distraheret af skygger og andre synsindtryk under træningen. Det kan være svært for kursisten at opfatte de signaler, han modtager som ekko. Selv om det er hørelsen, der gør, at den enkelte kursist kan opfatte forhindringerne foran sig og ved siderne, er det i praksis alligevel på et plan af "følelser og fornemmelser", informationerne opfattes. Derfor er det meget vigtigt, at kursisten er til stede i nuet at gå og tænke, så det brager, under træningen er en stor hæmsko for kursistens evne til at opfange signalerne. Mange kursister bliver meget trætte på grund af træningen, især fordi de ikke er vant til at bruge hørelsen så intenst over længere tid. Mange kan kun klare at have intensiv høretræning en halv times tid. Så længe eleven gør fremskridt, kan man fortsætte, men man bør stoppe, når man vurderer, at kursisten er for træt til at fortsætte. Dette hensyn gælder alle de øvelser, der nævnes i hæftet. Egentlig gælder det jo al undervisning, men da de færreste er vant til at bruge hørelsen så bevidst, kræver høretræning særligt stor opmærksomhed fra kursistens side. I den efterfølgende del af hæftet beskrives nogle øvelser til anvendelse i høretræningen. Øvelserne kan tilpasses efter konkrete lokaleforhold, kursistens behov og motivation m.m. 6

Intensiv høretræning (indendørs) Intensiv høretræning foregår i et lokale, hvor der er et stort gulv uden forhindringer. Afstands- og retningsbedømme til en lydkilde på et gulv Kursisten har sorte briller på, hvis han har en synsrest, og står på gulvet ved en væg. Underviseren går ud på gulvet ca. 6 meter foran kursisten. Herfra giver hun kursisten besked på, hvad der skal arbejdes med, og hvordan. Instruktøren siger, "Her er jeg," og lader herefter et bundt nøgler dumpe ned på gulvet foran sig. Instruktøren lister væk. Kursistens opgave er at lytte til instruktørens stemme og nøglerne, der falder på gulvet. Kursisten skal ud fra det hørte bedømme retningen og vende sig mod lydkilden. Herefter bedømmer kursisten afstanden ved at gå ud til nøglerne og stoppe, når han mener, han er nået til det rigtige sted. Instruktøren giver tilbagemelding på, hvor nøglerne faktisk befinder sig, så kursisten ved, hvor godt han har ramt afstand og retning. Træningen fortsætter, og man varierer ved at arbejde med forskellige vinkler og afstande. Kursisten har typisk problemer med retningsbestemmelsen, når lyden er lige ud for hans øre. Undervejs i træningen øges afstanden mellem kursisten og nøglerne. 7

Ofte vil man opleve, at kursisten rammer så godt, at han kommer til at træde på nøglerne eller sparke til dem. En variation i træningen kan være, at nøglerne kastes, så de rutsjer hen ad gulvet. Så skal kursisterne finde det sted, hvor nøglerne stopper. Denne variation skal man kun benytte med kursister, der har klaret den første øvelse tilfredsstillende. Instruktøren giver altid tilbagemelding til kursisten om, hvor præcist han ramte, både med hensyn til afstand og retning. ("Nøglerne ligger 1 m længere fremme", "... ½ m til venstre" osv.) Afstands- og retningsbedømme til en lydkilde på et bord Kursisten placeres ved et bord, instruktøren sidder lige overfor. Der må ikke ligge noget på bordet, og kursisten må ikke have albuer eller arme på bordpladen. Instruktøren fortæller kursisten, hvad hun vil gøre, og hvad kursisten skal gøre. Instruktøren kaster et bundt nøgler på bordet. Kursisten griber spontant ud efter nøglerne og rækker dem til instruktøren. Instruktøren giver tilbagemelding om, hvorvidt afstand og retning var rigtig. Derved har kursisten mulighed for at korrigere sin bedømmelse af lydkildens afstand eller retning i den videre træning. 8

Det er meget almindeligt, at kursisten i begyndelsen af træningen har svært ved at høre afstanden, når nøglerne falder lige foran hans krop. Det er derfor, kursisten ikke må have albuer eller arme på bordet, så han ikke blokerer dette område på bordet. Ekkolokalisering i åbent rum Ekkolokalisering trænes i begyndelsen i et stort lokale med masser af gulvplads. Hvis kursisten har en synsrest, skal han acceptere at have sorte briller på under træningen. Den hvide stok må ikke benyttes under den indendørs træning. Instruktørens forberedelse Man bruger 10-12 rullende tavler i 2 meters højde og 1 meters bredde og 3 tavler i ca. 1 meters høje og 1 meters bredde. Tavlerne trilles frem og placeres i en lige linje midt på gulvet. De tavler, der er 1 m høje, skal indpasses som fx hver tredje tavle i rækken. På denne måde opbygger man en lang væg midt i salen med "vinduer" (de 1 m høje tavler). Tavlerne giver mulighed for at ommøblere undervejs itræningen, så man undgår at træne kursistens afstandsfornemmelse i stedet for ekkolokalisering. 9

Opgaven er her, at kursisten skal opfatte, hvilke signaler han modtager fra væggene foran sig og fra væggene ved siderne. Instruktøren forklarer kursisten, hvor der er åbninger i muren, ved at ledsage kursisten hen langs tavlerne, mens hun fortæller, hvor der er "vinduer", og hvor der er tavler. Dette gøres en til to gange, frem og tilbage. Herefter skal kursisten selv gå langs tavlerne og fortælle instruktøren, hvor han registrerer åbningerne i væggen, og hvornår tavlerækken ophører. Instruktøren giver altid tilbagemelding på kursistens udsagn. Dette gentages, til kursisten er sikker i at udpege "vinduerne" med både højre og venstre øre imod tavlerne. Kursisten skulle meget gerne opnå at få en aha-oplevelse. Kursisten får nu en pause, mens instruktøren ommøblerer tavlerne. Nu bruges kun de høje tavler; der skal bruges 2 x 3 tavler i 2 meters højde. Disse placeres i to rækker lige over for hinanden midt på gulvet i det store rum. Afstanden mellem tavlerne er i begyndelsen ca. 5 meter. (Afstanden imellem tavlerne bør ændres flere gange undervejs i træningen). Kursisten står med ryggen mod midten af den ene væg. Instruktøren giver instruktion om opgaven og fortæller kursisten, at "stop" betyder, at kursisten skal stå stille, fordi væggen er lige foran ham. Da væggen er på hjul, sker der imidlertid ikke noget ubehageligt, ved at man eventuelt støder ind i den. 10

Kursisten skal gå frem mod tavlerækken overfor. Når han registrerer tavlerne foran sig, skal han straks standse, vurdere afstanden og derefter gå forsigtigt frem mod tavlerne med "høj arm" for at tjekke, om hans vurdering af afstanden er rigtig. Instruktøren giver tilbagemelding på kursistens vurdering. Kursisten gentager opgaven, så længe han fortsat gør fremskridt. Instruktøren kan justere afstanden mellem tavlerne undervejs i træningen og eventuelt udskifte den ene række tavler med de tre tavler, der er 1 meter høje. Når kursisten kan registrere tavlerne foran sig og bedømme afstanden korrekt, stopper træningen i det store rum. Ekkolokalisering på gang med åbne og lukkede døre Ekkolokaliseringen kan med fordel trænes på en skole, et rådhus eller en virksomhed, hvor der er en lang gang med mange døre på begge sider, som kan åbnes af instruktøren efter behov. Hvis denne træning skal træde i stedet for træningen med rullende tavler som beskrevet ovenfor, er det vigtigt, at der ikke er anden trafik på gangene, og at der ikke er nogen af dem, der arbejder bag dørene, der kan forstyrre undervisningen på dette tidspunkt af træningen. Eventuelt kan man foretage træningen efter arbejdstid. 11

Også her er det en fordel at begynde med ledsagning langs væggene, hvor man fortæller om åbne døre, lukkede døre, billeder på væggen m.m. Hvis man kan finde en gang, hvor dørkarmene er ret dybe, er det en fordel at starte træningen med at lytte efter de lukkede døre, da de dybe dørkarme gør det lettere at registrere lydindtrykkene. Når kursisten begynder at kunne danne sig et billede af omgivelserne ved hjælp af hørelsen, ændres træningen. Nu indledes der ikke længere med ledsagning og oplysninger om opstillingen/rummet, i stedet skal kursisten fortælle, hvor han fornemmer, der er noget på væggen. Instruktøren melder tilbage, hvad dette "noget" er, og kursisten må i begyndelsen meget gerne berøre det, han registrerer på væggene. Det er også vigtigt, at kursisten registrerer det, når væggen ophører, og hvis han kan overkomme det på dette tidspunkt forsøger at vurdere afstanden til endevæggene. Når kursisten kan høre åbne og lukkede døre, kan undervisningen fortsætte på en anden gang, hvor dørkarmene for eksempel ikke er så dybe. Særlige kendemærker På Instituttet for Blinde og Svagsynede, hvor jeg arbejder til hverdag, har vi to ryatæpper ophængt på væggene som hørbare kendemærker. Kollegaer har igennem årene flere gange forsøgt at få dem fjernet, 12

da ryatæpper i mellemtiden er blevet umoderne, men disse tæpper er et helt fantastisk kendemærke for helt blinde, når de skal lokalisere en bestemt dør på Instituttets lange gange. Det var en tidligere kursist, der gjorde mig opmærksom på, at ryatæpperne "buldrede og bragede i øregangene", når hun gik forbi dem. Herefter blev tæppperne ophængt som kendemærker på strategiske steder på gangene for at lette orienteringen for de blinde kursister og medarbejdere i afdelingen. Vi har dog forsøgt at finde noget andet, der er lige så nemt at høre som ryatæpperne, som kollegerne bedre kan holde ud at se på, men det er ikke lykkedes ryatæpperne er bedst. Ekkolokalisering af ryatæpper Instruktøren kan begynde med at fortælle, at ryatæpperne føles eller fornemmes inde i øret og lige rundt om øret, næsten som at lytte til en konkylie. Det er lettere at registrere et ryatæppe, der er tæt i vævningen og korthåret, end et ryatæppe, der er løst vævet, men langhåret. I begyndelsen kan det godt være lidt svært for kursisterne at få fat i signalet fra tæpperne, men når de først har fat i det, kan det hænde, vi ser dem gå i en stor bue uden om dem så påtrængende kan signalet opleves. 13

Ekkolokalisering af en væg foran kursisten og træning i bedømmelse af afstanden til væggen Dette kan trænes ved at udnytte forskellige gange og rum, hvor det er muligt at gå fra væg til væg. Kursisten går imellem to vægge. Når han registrerer en væg foran sig, stopper han op, vurderer afstanden til væggen og går frem til væggen med høj arm for at afgøre, om han kan bedømme afstanden korrekt. At "gå på hørelsen" langs væggene på lange gange Kursisten går uden at anvende stok og søger at holde en konstant afstand til væggen. Kursisten skal nu registrere det, når han kommer for tæt på en væg, stoppe op og vurdere, om det er højre eller venstre væg, han er tæt på. Lad kursisten selv føle efter, når han har udtalt sig. Her er det også relevant at inddrage endevæggene i træningen, så kursisten bliver opmærksom på, at han også kan opfatte ekkoet fra endevæggen foran sig. Når der trænes med fast afstand til væggene, er det vigtigt at have skiftevis højre og venstre øre imod væggen. At kunne mærke en person der er tæt på (lommetyv) Kursisten placeres på en stol midt på gulvet; hvis han har en synsrest, foregår træningen med sorte briller på. Instruktøren fortæller kursisten om henholdsvis instruktørens og kursistens opgave. Instruktøren lister rundt om kursisten og står stille forskellige steder tæt på kursisten, 14

for eksempel lige bag kursisten, lige ud for øret eller lige foran kursisten. Kursisten skal da udpege instruktøren. Instruktøren giver tilbagemeldinger til kursisten, og træningen fortsætter, så længe det er relevant for kursisten. Her kan man også demonstrere forskellen på, når instruktøren sidder ned, mens hun taler til kursisten, og når hun står op og taler. Det er let at høre forskel. At lytte til lyd i bevægelse I festsalen på Instituttet for Blinde og Svagsynede har vi fået ridset en stor figur i gulvet. Figuren er en stor trekant, hvor der er indtegnet indadgående og udadgående buer på de lige linjer (se tegning næste side). Man kan også benytte en figur, der midlertidigt er markeret på gulvet, for eksempel med kridt eller tape. Kursisten bliver placeret i en stol cirka 2 meter fra tegningen. Hvis kursisten har en synsrest, har han sorte briller på under træningen. Instruktøren fortæller om opgaven og om, hvad hun foretager sig, og hvad der forventes af kursisten. Instruktøren går nu ad en lige linje i mønsteret, stopper for enden af linjen og afventer, at kursisten fortæller, hvilken rute instruktøren bevægede sig ad. Når kursisten har svaret, giver instruktøren tilbagemelding. Instruk-tøren fortsætter ad en ny linje. Og så videre. Når instruktøren har gået hele trekanten i de lige linjer, opfordres kursisten til at vurdere, hvordan det mønster, instruktøren gik i, ser ud. 15

Stol Hver af de tre dele af figuren er 10 m lang og 2,70 m på det bredeste sted. Alternativ placering af stol; vanskeligere for kursisten. Når kursisten er sikker i vurderingen af instruktørens ganglinjer, udvides øvelsen med, at instruktøren fortæller kursisten om de buer, der er tegnet i gulvet, at der er buer der går indad i trekanten fra trekantens lige linjer, og at der er buer, der går udad fra trekantens lige linjer. Kursisten skal nu vurdere, hvilken ganglinje instruktøren bevæger sig ad om det er den lige linje, buen indad eller buen udad fra trekanten. Hvor hurtigt instruktøren bevæger sig frem i sværhedsgraden, afhænger af kursistens evne til at vurdere instruktørens ganglinje rigtigt. 16

Udendørs høretræning Find en rolig vej, hvor der er parkeret biler langs kantstenen. Lad kursisten træne ekkolokalisering ved at gå langs de parkerede biler på fortovet og lytte efter og udpege, hvor der er parkerede biler. Lad kursisten gå frem og tilbage, så både højre og venstre øre bruges. Husk, at parkerede biler ikke kan bruges som faste kendemærker, da de jo bliver flyttet ind imellem. Ekkolokalisering kan også trænes på steder, hvor der er en allé eller træer langs fortovet. Når træerne er på kursistens venstre side, er instruktøren på kursistens højre side og omvendt, så instruktøren ikke danner en lydskygge. Træningen begynder, med at instruktøren hver gang fortæller kursisten det, når han passerer et træ. Når kursisten selv kan høre træerne, er det kursisten, der fortæller, når han passerer et træ. Træningen foregår skiftevis med højre og venstre øre vendt mod lydkilden. Instruktøren kan evt. lade kursisten tælle, hvor mange træer der er langs vejen. Når kursisten mestrer denne opgave, træner man lydindtrykkene i inderlinjen langs hække, raftehegn, stakitter og åbninger/indgange til huse. De første gange er det instruktøren, der fortæller og beskriver, hvad kursisten går forbi, så kursisten bliver i stand til at sammenholde 17

lydindtrykkene med oplysninger om indgange til huse, gerne med information om husnumre. For at undgå at optræde som lydskygge går instruktøren på kursistens venstre side, når kursisten træner inderlinjen på sin højre side, og omvendt, når kursisten lytter til venstre side. Her kan kursisten også med fordel træne lytning/registrering af gadehjørner, hvor hække ophører. Det er ikke alle kursister, der kan nå frem til at tælle indgange i hækken. Nogle opgiver og finder det for svært at afgøre, om de har fat i de rette signaler for at kunne afgøre, om der er en åbning i hækken. Det medfører, at nogle åbninger registreres, mens andre ikke opdages. Andre kursister er imidlertid i stand til at lære det, og det kan være vigtigt for dem at vide, at det kan lade sig gøre, og at det er muligt at overføre det til andre relevante områder. Et andet område, hvor man kan træne noget lignende, er langs et boligkompleks, hvor der er dybde-/niveauforskelle i facaden. Her kan man forsøge at træne evnen til at skelne lydforskellene med henblik på at lytte sig til indgangene. Det er ikke alle kursister, der kan det, og slet ikke i begyndelsen, men det kan blive særdeles relevant for en del kursister at kunne. 18

At ekkolokalisere buslæskure langs befærdet vej Lad kursisten gå langs et fortov med buslæskure. Det er bedst, hvis kursisten i begyndelsen anvender den inderste fliserække, så han er så tæt på læskurene som muligt, når ekkoet skal registreres. Træningen foregår både med højre og venstre side imod læskurene. At krydse sideveje langs befærdede veje ved at lytte til den kørende trafik Dette kan trænes på en meget befærdet vej med mange sidegader. I begyndelsen af træningen er det bedst, hvis sidevejene ikke er for brede, senere kan træningen foregå et sted med brede sideveje. Opgaven er at lytte til den kørende trafik og afgøre lydenes retning, når kursisten står ved kantstenen ved en sidevej. Instruktøren sikrer sig, at kursisten kan rette sin gangretning ind efter den kørende trafik. Når kursistens gangretning er korrekt, går han med den første bil i en bølge af kørende trafik, når den er lige ud for hans øre. Og det er vel og mærke den kørende trafik, der er ind imod det fortov, hvor kursisten befinder sig, han skal gå med. Dette forhindrer, at han bliver generet af svingende trafik fra den modsatte kørebane, når han krydser sidevejen. Kursisten trænes også i at fastholde trafiklydene, samtidig med at han krydser sidevejen, for at blive sikker i at holde en konstant afstand til trafikken, mens han krydser en vej. 19

Det er en fordel for kursisten at træne med både højre og venstre øre mod trafikken inden for samme lektion. Høretræning i lysregulerede kryds Ved et regulært lyskryds, hvor to veje krydser hinanden, og hvor der ikke er akustisk lysregulering, træner kursisten i at krydse ved hjælp af lydene fra den kørende trafik. Man træner først ved at gå krydset rundt modsat urets retning, da man så er nærmest den trafik, men skal lytte til. Når kursisten kan det, går han rundt i urets retning, indtil han kan det også. Målet med undervisningen, er at kursisten skal kunne lytte og afgøre lydenes retning, rette ind efter den kørende trafik, før han krydser vejen, og holde retningen, mens han krydser. afgøre, hvornår der er grønt i gangretningen, udnytte en hel grøn periode at gå over vejen i, gå lige over ved at lytte til den kørende trafik, samtidig med at han krydser. Man bør anvende flere forskellige vejkryds i træningen såsom skæve overgange, T-kryds og kryds, hvor man ikke kan nå helt over, men skal gøre ophold på en helle undervejs. 20

Kryds med akustisk trafikregulering skal naturligvis også gennemgås. Der findes forskellige typer med forskelligt lyd. De ældre lydgivere er mere højfrekvente end de nye. Generelt er det væsentligt lettere at bruge en trafikregulering med lyd, og det kræver derfor ikke så meget træning. Femvejskryds, hvor trafikken skifter over tre gange kan med fordel bruges til at træne aktiv lytning. Her er det altafgørende, at man kan afgøre, på hvilke veje trafikken kører, og i hvilken rækkefølge lyset skifter. Her får man træning i at lytte til lyd i bevægelse og afgøre lydenes retning. At gå langs en meget befærdet forretningsgade og krydse veje Kursisten skal kunne afgøre, om en sidevej er lysreguleret, evt. med supplerende lydfyr, eller om det er en almindelig sidevej uden signaler. Det kan trænes på steder, hvor der samtidig er mange mennesker at tage hensyn til og mange udstillede varer på et ofte smalt fortov. Nogle steder kan der være langt imellem hjælpsomheden, selv om der er mange mennesker, men det er godt at få afprøvet for de kursister, hvor det ville være relevant. Det vil sige kursister, der bor eller færdes i sådanne områder, eller især yngre kursister, der har særligt gode mobilityfærdigheder, som har overskud til at mestre også dette. 21

Aktiv lytning på S-togstationer På S-togstationer kan man træne ekkolokalisering på perronerne, lytte og ekkolokalisere plakattavler og venteskure midt på perronen og høre/afgøre, hvor taget slutter. Kursisten skal også lære at gå langs et tog, der holder ved perronen med henblik på at ekkolokalisere indgangene til toget. Her er det vigtigt at vide, om kursisten også hører mellemrummene mellem togene. I så fald skal kursisten træne så meget, at han kan høre forskel på en dør og et mellemrum. Det er bedst at begynde træningen på endestationer eller hovedbanegårde, hvor togene ofte holder lidt længere tid ad gangen, så der bliver god tid at træne i. Det er også vigtigt at inddrage stationer, som kursisten har benyttet, og som han får brug for at anvende i fremtiden. 22

Ordliste Høj arm: Kursisten holder højre arm foran sig, let bøjet i en vinkel på ca. 45 grader, med håndfladen fremad og placeret ud for venstre skulder. På denne måde sikrer man, at det er hånden eller armen, der først rammer ting og vægge, man ikke havde opdaget. Det er vigtigt, at arm og hånd ikke er spændt for meget, så de kan fjedre, hvis man rammer noget. Hørekurve: Kaldes også et audiogram. Grafisk fremstilling af en persons høreevne på forskellige frekvenser. Inderlinje: Den side af et fortov eller en gangsti, der er længst væk fra den trafikerede vej. Lydskygge: en ting eller en person, der skærmer for lyden ved at befinde sig imellem kursisten og lydkilden eller den flade, han skal bedømme ved hjælp af ekkolokalisering. 23

Forslag til videre læsning Det er ikke så svært! Vejledning i ADL og mobility for døvblindblevne som anvender taktil kommunikation, Videnscentret for Døvblindblevne, Herlev, 1998 (68 s.) Inge Bager: Høretræning for synshandicappede, Instituttet for Blinde og Svagsynede og Videncenter for Synshandicap, 2003 (Folder). Lisbeth Hallestad: Sådan følges I ad når den ene er synshandicappet, Instituttet for Blinde og Svagsynede; Videncenter for Synshandicap, Hellerup, 1999, (22 s.) Hans Hansen: Mobility-undervisning for personer med hemianopsi, 1999 (24 s.) Kan bestilles hos Videncenter for Synshandicap Daniel Kish: ECHOLOCATION: How humans can "see" without sight, World Access for the Blind, Long Beach, CA, USA, 2002, (46 s., litt.) Web: www.worldaccessfortheblind.org/echolocationreview.rtf Daniel Kish og Hannah Bleier: ECHOLOCATION: What It Is, and How It Can Be Taught and Learned, World Access for the Blind, Long Beach, CA, USA, 2000, (22 s.) 24

Web: www.worldaccessfortheblind.org/echolocation.rtf Gill Levy: Om at ledsage en synshandicappet kørestolsbruger, Videncenter for Synshandicap, Hellerup, 1995 (4 s.) Anne Nordskov: Ledsageteknik med mindre børn, Refsnæsskolen, Kalundborg, 2000 (34 s.) Sandra Rosen: Mobility for synshandicappede med fysiske funktionsnedsættelser, Videncenter for Synshandicap, 1999 (28 s.) Søg selv yderligere litteratur på www.visinfo.dk/litteratur, eller kontakt Videncenter for Synshandicap for at få foretaget en specifik og opdateret søgning. 25