nationalstaternes tid i europa Lektion 3: Den franske Revolution (1789-1799) Indholdsfortegnelse 1. Vejledning 2. Introduktion 3. Årsagerne til Den franske Revolution 4. Optakten til revolutionen 5. Revolutionens første fase (1789-1792) 6. Revolutionens anden fase (1792-1794) 7. Revolutionens tredje fase (1794-1799) 8. Arbejdsopgaver Stormen på Bastillen (14. juli 1789) Ukendt kunstner Vejledning 1. Læs først lektionsteksten, som introducerer til Den franske Revolution (1789-1799) af Jan Brix 2. Herefter anbefales det, at du læser følgende tekster fra Historiens Verden: a. De store Revolutioner (1776-1799) af Rasmus Kjærbye Petersen b. Den franske Revolution (1787-1799) af Rasmus Kjærbye Petersen 3. Du kan også vælge at læse følgende tekster fra Historiens Verden, som er lidt mere dybdegående: a. Revolutionens betydning (1789-1793) af Rasmus Kjærbye Petersen b. Krigen mod Republikken (1793-1799) af Rasmus Kjærbye Petersen 4. Har du yderligere behov for et mere historisk overblik over perioden, kan du læse følgende tekster i Historiens Verden, som dog på mange områder er supplerende: a. Revolution og krig (1790-1820) af Jan Brix b. Revolutionens årti (1790-1800) af Jan Brix 4. På kursusportalen kan du lytte til følgende relevante foredrag: a. Den franske Revolution v/ Jan Brix b. Europa og Den franske republik v/ Jan Brix 5. Læs følgende kilder på Historiens Verden: a. Abbe Siyés pamflet: Hvad er tredje stand? b. Boldhuseden Historiens Verden Fjernundervisning 1
2. Introduktion Historikerne har igennem tiden været meget uenige om årsagerne til Den franske Revolution, som ofte er blevet sat ind i en socioøkonomisk, demografisk og ideologisk kontekst. Frankrig oplevede nemlig forandringer indenfor samtlige områder i det 18. århundrede. Den franske Revolution varede ti år, fra 1789 til 1799, og berørte alle segmenter af det franske samfund lige fra aristokratiet til de fattige kvinder, som faktisk spillede en meget aktiv rolle. Segmenter af middelklassen, der blev kendt som jakobinerne, implementerede radikale politiske midler for at redde revolutionen og redde Frankrig fra de øvrige monarkier i Europa. Dette førte til dannelsen af Rædselsherredømmet i årene 1793-1794, som var en brutal periode under Den franske Revolution. Samtlige af revolutionens faser repræsenterede en politisk ideologi og konstitutionel eller institutionel model, som bredte sig til andre dele af Europa, heriblandt nationalismen. Disse tanker ændrede verdenssynet, og det blev for alvor farligt for Europa, da Napoleon Bonaparte tog magten i 1799. Denis Diderot - en af de store oplysningsfilosoffer, der stod bag redaktionen på den store encyklopædi, der udkom i 17 bind. Historiens Verden Fjernundervisning 2
3. Årsager til Den franske Revolution Forskere lægger forskellig vægt på årsagerne til Den franske Revolution. De fleste er dog enige i, at der ligger flere faktorer bag revolutionen. Et område som altid præsenteres som i hvert fald én af årsagerne, er Oplysningstiden. Denne åndsperiode i europæisk historie blev for alvor indledt af store filosoffer, som for eksempel Montesquieu, Voltaire og Rousseau. De kritiserede de etablerede institutioner og traditioner, heriblandt aristokratiet, kirken og det eksisterende monarki. Disse ideer og mange andre blev skrevet ned og publiceret i værket Encyklopædien, der blev redigeret af Diderot og d Alembert i 1750 erne og 1760 erne. Oplysningstidens filosoffer bredte sig hastigt rundt omkring i Frankrig gennem elite (litteraturklubber o.l.) og populærkultur (pamfletter o.l.). Det interessante ved oplysningstidens kritik var faktisk, at den først og fremmest fandt grobund hos medlemmer af det etablerede aristokrati samt gejstligheden. Hertil kom naturligvis også medlemmer af middelklassen. Mange forskere, især marxister, lægger vægt på kontrasten mellem den voksende kapitalistiske økonomi og middelklassen, der stod overfor det traditionsbundne feudale samfund, som blev domineret af aristokratiet. Faktisk var der mange ligheder politisk, økonomisk og kulturelt i interessen hos både aristokratiet og middelklassen. De ønskede begge det samme nemlig mere magt og indflydelse hos kongen. Andre forskere lægger vægt på de franske institutioners tilstand. Dette var særligt tilfældet med skatteindsamlingen, hvor hverken 1. eller 2. stand betalte skat (dvs. kirken og aristokratiet). Disse to grupper var fritaget fra at betale skat, mens denne byrde lå på middelklassen og de svageste i samfundet bønderne. Hertil kom det faktum, at skatterne blev indsamlet meget ineffektivt og mange af skatteindsamlerne var dybt korrupte. Mødet i generalstænderne, 5. maj 1789 (i Grands Salles des Menus-Plaisirs i Versailles) Historiens Verden Fjernundervisning 3
De manglende indtægter betød, at den franske statskasse var tom, og halvdelen af indtægterne blev brugt på de renter, som den franske stat skulle betale for de lån, som den havde optaget gennem det sidste halve århundrede. Faktisk var den franske økonomi i midten af århundredet stabil og indtægterne passede med udgifterne. Manden bag denne præstation var kardinal Fleury, der havde håndteret den franske økonomi i årene mellem 1726 og 1740. Et område, som forskerne også vægter som en af de indirekte årsager til Den franske Revolution, er befolkningsvæksten. Den enorme befolkningstilvækst i det 18. århundrede blev ikke fulgt op af en tilsvarende fødevareproduktion indenfor landbruget, der hovedsageligt var subsistensbaseret (dvs. den enkelte bonde havde til sin egen familie og til en smule lokaløkonomi). Det kom til flere og flere problemer i 1770 erne og 1780 erne, hvor man oplevede sult og hungersnød, hvilket fandt sted parallelt med en stor arbejdsløshed i byerne. Overbefolkningen havde resulteret i en enorm arbejdsløshed, da der ikke var arbejde til alle byernes indbyggere. En meget væsentlig årsag til at den franske økonomis sammenbrud, var Frankrigs deltagelse i tre kostbare krige i årene mellem 1740 og 1783. Den første krig var Den østrigske Arvefølgekrig, der varede fra 1740 til 1748. For Frankrigs vedkommende udviklede denne krig sig til et kolonislagsmål med Storbritannien. Herefter fulgte Syvårskrigen, der varede fra 1756 til 1763, som førte til tabet af Canada (Ny Frankrig), som blev overtaget af Storbritannien. Afgørende for disse to krige var, at Frankrig tabte dem begge, hvilket på hjemmefronten førte til et prestigemæssigt nederlag for monarkiet, der altså havde tabt to krige. Den sidste krig, som franskmændene deltog i, var Den amerikanske Revolution. Som hævn for de sidste to nederlag støttede franskmændene amerikanerne og gik ind i konflikten i 1778 (Den amerikanske Revolution begyndte i 1776 og sluttede i 1783). Amerikanerne og franskmændene besejrede briterne, men de økonomiske omkostninger ved at deltage i krigen havde været katastrofale. Frankrig stod tilbage med en kæmpe økonomisk gæld, oplysningstidens tanker og de revolutionære ideer fra Den amerikanske Revolution. Alle disse faktorer havde en afgørende indflydelse på årsagen (eller årsagerne) til Den franske Revolution. 4. Optakten til Revolutionen Hertil kom, at både Ludvig 15. og Ludvig 16. hverken gennem deres personer eller politik markerede sig som særligt udvalgte af Gud. De underminerede gennem deres handlinger monarkiets grundlag, hvilket fik aristokratiet til at udfordre det enevældige monarki. Ludvig 15. var kendt for sine seksuelle skandaler og talrige elskerinder, der angiveligt også havde stor politisk indflydelse. Rygterne sagde, at Ludvig 16. var impotent og hertil kom den skandaløse østrigske prinsesse Marie Antoinette. Ludvig 16. manglede rygrad til at støtte de ministre, der ønskede at reformere. Den prestige og magt, der havde ligget bag Ludvig 14.s magt fra 1661 og Guds nåde var tilsyneladende væk. Denne magt skjulte svagheder, der for alvor dukkede frem under hans efterfølgere. Aristokraterne vogtede over deres rettigheder, deres velstand, privileger og skattefritagelse og den voksende middelstand var frustreret over manglende politisk magt og indflydelse. Bondestanden ejede ikke nok jord, der kunne sikre mod en dårlig høst, og de hadede de afgifter, som de skulle betale til adelen. Kongemagten havde lidt et alvorligt knæk under Ludvig 15. som følge af krigene og nederlagene til Storbritannien. I 1780 erne satte den økonomiske lavkonjunktur i Frankrig for alvor ind, og de kongelige finanser blev så dårlige, at man forsøgte at beskatte de privilegerede klasser (1. og 2. stand). Disse nægtede at betale, og kongen blev for første gang siden 1614 tvunget til at indkalde stænderforsamlingen. Historiens Verden Fjernundervisning 4
Menneskerettighedserklæringen 26. august 1789 Dette løste dog ingen problemer, da 3. standen hurtigt blev træt af gejstlighedens og aristokratiets optræden. Der manglede nemlig klarhed over, hvordan magten var fordelt mellem de tre stænder. Kirken og aristokratiet ønskede, at de skulle have stemmefordel, hvilket gjorde det muligt for dem at nedlægge veto over 3. stand, som udgjorde mellem 90 og 95 procent af den franske befolkning (som på dette tidspunkt har været på omkring 25 millioner). Dette resulterede i en konflikt mellem disse to stænder og 3. standen, der dog inkluderede en række liberale aristokrater og gejstlige. Heriblandt den liberale Abbé Sieyès, der skrev pamfletten Hvad er tredje stand? fra 1789. Heri påstod han, at masserne repræsenterede Frankrig, mens aristokraterne var en flok parasitter. 5. Revolutionens første fase (1789-1792) Det var altså en række faktorer, som resulterede i revolutionens udbrud i 1789: dette omfattede blandt andet kongens svage karakter, en klasse- og ideologikonflikt, økonomisk elendighed og finansiel ustabilitet, kirkens rolle, urbane og rurale uroligheder samt krige. Revolutionen udfoldede sig imidlertid i en række faser i årene mellem 1789 og 1799, hver især med egne ledere, bedrifter, sejre og fiaskoer. Historiens Verden Fjernundervisning 5
Den første fase af revolutionen varede fra 1789 til 1792. I denne periode så man et monarki, der konstant blev svækket. Blandt de markante kendetegn i optakten til revolutionen var Boldhuseden, der blev indgået den 20. juni 1789. Herefter fulgte den største begivenhed, nemlig stormen på Bastillen den 14. juli. Pariserne stormede Bastillen, som var et symbol på den enevældige kongemagt, hvorefter det kom til et totalt sammenbrud af samfundsordenen over hele Frankrig. I landområderne angreb bønderne aristokraternes herregårde, der blev brændt ned, plyndret eller besat (juli-august 1789). Den nydannede Nationalforsamling, som var blevet etableret af 3. stand, fratog aristokratiet og gejstligheden samtlige af deres rettigheder, og man tvang kongen til at forlade Versailles og tage ophold i Paris. Man tilintetgjorde det feudale samfund og etablerede et konstitutionelt monarki. Den 26. august 1789 markerede man sig med Menneskerettighedserklæringen, der var noget mere radikal end den tilsvarende amerikanske. Konfiskationen af adelens og kirkens ejendomme betød en økonomisk indsprøjtning til statskassen. I juni 1791 forsøgte kongen og hans familie at flygte til udlandet, men de blev fanget i Varennes og blev bragt tilbage til Paris. Kongefamiliens flugtforsøg resulterede i en debat omkring monarkiet og dets legitimitet, og som resultat heraf blev folkets had til Ludvig 16. endnu stærkere. Hadet voksede til uanede højder, da den tysk-romerske kejser (den østrigske kejser) og kongen af Preussen udstedte en erklæring om, at Ludvig 16. ville blive genindsat med sine gamle rettigheder. Der blev nedsat en lovgivende forsamling (Nationalkonventet), og kongens magt blev stærkt indskrænket. Dette førte til voksende spændinger mellem de moderate, der ønskede et indskrænket monarki, og de yderliggående antimonarkister. I april 1792 blev der erklæret krig mod Østrig, og man afskaffede monarkiet i september 1792. 6. Revolutionens anden fase (1792-1794) Krigens begyndelse blev indledningen på den anden fase i revolutionen. Under denne fase kan man som historiker bevidne en radikalisering af revolutionen, der blandt andet blev udløst i Robespierres rædselsperiode. De kongetro hære blev støttet af Østrig og Preussen, som forsamledes ved Frankrigs grænser. Dette fik den franske befolkning til at kræve, at der skulle skrides ind overfor kongen. I september blev Frankrig invaderet af de preussiske hære, hvilket resulterede i en fremskyndet massakre på aristokraterne. De franske hære oplevede dog en særdeles uventet sejr den 22. september, men interne oplevede man stadig urbane og rurale oprør mod revolutionen. Frankrig stod pludselig overfor en krig mod Østrig, Preussen, Nederlandene og Storbritannien. Kongen blev ført for en domstol og henrettet (december 1792 januar 1793). Sent i juni 1793 fik man en mere demokratisk forfatning, hvor man proklamerede universel stemmeret (for mænd), retten til at arbejde og retten til at forsørge sig selv og endda retten til at gøre oprør mod tyranni. Man stod imidlertid overfor en borgerkrig, særligt grundet det royalistiske oprør i La Vendée og i det sydlige Frankrig samt de vedblivende økonomiske problemer. Dette fik Nationalkonventet til at nedsætte et velfærdsudvalg, der blev styret af Robespierre. Med ham i spidsen indledtes rædselsherredømmet, der bl.a. omfattede masseudskrivning af franskmænd (forløberen for værnepligten) samt løn- og priskontrol, revolutionære tribunaler og centralisering. Rædselsherredømmet resulterede i henrettelse af flere tusinde mennesker, der skyldigt eller udskyldigt blev anklaget for at være modstandere af revolutionen. I juni 1794 blev de kontrarevolutionære besejret ved Fleurus, og i juli blev Maximilien Robespierre sammen med sine jakobinske allierede styrtet og henrettet. Historiens Verden Fjernundervisning 6
7. Revolutionens tredje fase (1794-1799) Efter den radikale periode var der et efterfølgende år en overgangsperiode, der blev kendt som den thermidorianske reaktion, som slog ind på en mere reaktionær kurs. Denne periode varede fra sensommeren 1794 til efteråret 1795. I denne periode blev adskillige jakobinerklubber lukket. Nationalkonventet satte militæret ind mod sansculotterne, der havde udspillet deres politiske rolle, og i november-oktober 1795 blev der etableret et femmands direktorium, som gennemførte en nye forfatning. Der blev indsat fem direktører, der havde Barras i spidsen. Dette direktorium eksisterede indtil 1799. Forfatningen af 1795 var meget lig forfatningen af 1791 den blev indført tidligt i oktober med fem direktører i spidsen, og disse tjente som den udøvende del af regeringen. Hertil kom et parlament med to kamre. Direktoriet sluttede fred med Preussen og Nederlandene, men indledte til gengæld en større offensiv mod Østrig ved at sende den unge Napoleon Bonaparte (1769-1821) på felttog i Italien. Han havde stor succes i 1796-97 og tvang Østrig ud af krigen, og Napoleon blev hurtigt Frankrigs mest populære general. Han fik til opgave at bekæmpe briterne, og hans plan var at afskære briterne fra Indien deres vigtigste koloni. Napoleon førte derfor en ekspeditionsstyrke til Ægypten med henblik på at afskære Storbritannien fra Indien. Han måtte dog opgive felttoget, da den britiske admiral Horatio Nelson (1758-1805) knuste den franske flåde ved Abu Qir i 1798. Napoleon vendte tilbage til Frankrig i oktober 1799, hvorefter han gennemførte et statskup, der gav magten til tre konsuler med Napoleon som førstekonsul. Tuillerierne bliver stormet af Pariserkommunen den 10. august 1792 og massakrerer schweizergarden Af Jean Duplessis-Bertaux (1747-1819) 8. Arbejdsopgaver 1. Overvej hvad forskellen var på Den amerikanske og Den franske Revolution? Hvorfor udviklede Den franske Revolution sig i en mere radikal retning end den amerikanske? 2. Hvilken betydning har Den franske Revolution fået på europæisk historie? Hvad er mindet om Den franske Revolution i europæisk historie? Historiens Verden Fjernundervisning 7