Appetitregulering Af Anette Due og Ulla Skovbæch Pedersen Appetitreguleringen, det vil sige, hvor meget man spiser, hvornår man holder op med at spise, og hvornår man begynder at spise igen, er styret af et samspil mellem fysiologiske, psykologiske og sociale faktorer. En række begreber anvendes til beskrivelse af de tilstande, der styrer spisemønsteret. Sult refererer til en generel trang til at spise. Sult er ikke-selektiv og relaterer til et fysiologisk behov og påbegyndelse af spisning. Mæthed refererer til en tilstand uden trang til at spise. Der skelnes mellem den akutte mæthed, som refererer til udviklingen af mæthedsfølelse under et måltid (indtrædende mæthed, eng. satiation/within meal satiety), og deraf følgende ophør af at spise, og den postingestive mæthed, som refererer til mæthedsfølelsen mellem måltiderne (satiety/between meal satiety, mæthed). Appetit refererer til lysten til at spise eller velbehaget forbundet med det at spise. Appetit er forbundet med specifikke ønsker (selektiv) og relaterer til et psykologisk ønske om at spise og opretholdelse af spisning. Både interne og eksterne faktorer kan stimulere appetitten. Aversion refererer til ubehag eller manglende lyst til at indtage føde og er forbundet med specifikke ønsker (selektiv). Ofte vil man ikke kunne udpege en enkelt faktor, som ansvarlig for at følelsen af sult eller mæthed opstår. Dette vil som regel ske som følge af en række signaler, som trækker i samme retning, og evt. opvejer de signaler, der trækker i den anden retning. Mæthedskaskaden De fysiologiske og psykologiske faktorer, der styrer appetit og energiindtag, og som viser tidsforløbet, kan samles i mæthedskaskaden (Figur 1). Modellen beskriver fire kategorier af mekanismer (sensoriske, kognitive, postingestive og postabsorptive), som alle menes at være centrale for den mæthedsfølelse, der indtræder under og efter indtagelsen af et måltid. Tidligt i forløbet (under måltidet) er de psykologiske faktorer og signaler fra mavetarmkanalen dominerende. Senere i forløbet (i slutningen af måltidet og efter måltidet) er metaboliske signaler dominerende. Denne model beskriver kun de mæthedssignaler, som udløses i forbindelse med et måltid og ikke andre signaler, som menes at afspejle kroppens generelle energibalance og størrelsen af energilagrene i form af fedtvæv på længere sigt. Side 1 af 5
Figur 1 Mæthedskaskaden (kopieret fra Blundell 1993). Den centrale regulering af energiindtaget En positiv energibalance og overvægt vil i teorien virke i modsat retning og altså medføre et nedsat energiindtag og dermed et vægttab. Årsagen til den stigende forekomst af fedme skal nok til dels findes i, at de mekanismer, der beskytter individet mod undervægt, fungerer mere effektivt end de mekanismer, der beskytter individet mod overvægt. Undervægt og fejlernæring har været en trussel op gennem hele evolutionen, hvorimod overspisning og fedme først er blevet en trussel indenfor de senere faser af menneskets udvikling frem til i dag. Samtidig er fødeindtagelse ikke alene en respons på indre fysiologiske signaler. Det er velkendt, at en række kognitive og psykologiske mekanismer samt sensoriske input bidrager til reguleringen - eller fejl-reguleringen - af fødeindtagelsen. Appetitreguleringens enkelte komponenter Kognitive faktorer Den enkeltes erfaringer for hvor meget mad, der vanligt spises, og hvilken mæthed den sædvanligvis giver, påvirker hvor meget, der reelt indtages. Disse erfaringer tillader, at den enkelte ikke altid reflekterer over hvor meget mad, der egentlig skal indtages for at opnå en mæthed. Imidlertid kan de kognitive faktorer også besværliggøre reguleringen af energibalancen, idet deres bidrag ofte vil være vanebetonet, og evt. vil kunne lede til en underprioritering af de fysiologiske signaler. Ud over tidligere erfaringer og betinget indlæring kan f.eks. sociale normer, følelsen af kontrol vs. tab af kontrol samt andre psykologiske faktorer i nogle tilfælde spille en væsentlig rolle i appetitreguleringen. Sensoriske faktorer (palatabilitet) Sensoriske faktorer og palatabilitet dækker over bl.a. smag, duft og tekstur og er dermed knyttet til det velbehag, der er forbundet med selve fødeindtagelsen. Palatabiliteten er vist at påvirke såvel den akutte som den postprandielle fase af appetitreguleringen, og indtagelse af et velsmagende måltid har vist at forøge energiindtaget og mindske mæthedsfølelsen. Noget tyder på, at palatabilitetens betydning for hvor meget, der spises er større hos overvægtige end hos normalvægtige. En høj følsomhed overfor sensoriske faktorer menes at bidrage til udviklingen af fedme i et samfund, hvor udbudet af mad er stort, varieret og tilgængeligt. Side 2 af 5
Mavesækkens fyldning En del af den akutte mæthedsrespons (satiation) består i en følelse af at være fyldt op. Denne følelse har efter et måltid vist at være relateret til måltidets vægt, størrelse og form, som er relateret til udspilningen af mavesækken, samt hvor længe maden bliver i mavesækken. Flydende føde tømmes hurtigt mens fast føde tømmes langsommere fra mavesækken. I de første 10-20 minutter efter, at man har spist, tømmes der næsten intet af den faste føde fra mavesækken, da maden først skal findeles så, den kan passere gennem den ca. 3-5 mm store åbning fra mavesækken til tyndtarmen. Det tyder på, at følelsen af mæthed og af at være fyldt op er højere efter måltider, der tømmes langsomt fra mavesækken, sammenlignet med måltider, der tømmes hurtigt. Derudover er der meget, der tyder på, at spiser man en kost med en høj energitæthed, altså en kost som giver en lav grad af udspiling af mavesækken, og evt. også en hurtigere tømning, kan være en vigtig medvirkende årsag til passiv overspisning. Omlægning af kosten til en lavere energitæthed vil medføre, at man spiser mindre, end man plejer uden egentligt at tænke over det (et fænomen der ofte betegnes som spontan underspisning ). Det er nærliggende at antage, at en øget volumen af føden og dermed en øget udspiling af mavesækken er en vigtig årsag til, at man spontant spiser mindre. Hormonelle signaler udløst fra tarmen I fordøjelseskanalen findes der bl.a. en speciel type af celler (endokrine celler), hvis funktion er at producere signalstoffer, som også kaldes hormoner. Disse signalstoffer kan virke lokalt, og i blodbanen kan de blive transporteret rundt til deres egentlige målorganer, eller de kan blive transporteret fra blodbanen og ind i hjernen og virke direkte på hjernens appetitregulerende centre. Tarmhormonerne anses for at have en række forskellige funktioner, herunder en negativ feedback til mavesækkens tømning, samtidig med at de fremmer fordøjelsen og bidrager til udviklingen og/eller opretholdelsen af mæthedsfølelsen. Hvordan måles sult og mæthed? Man kan spørge sig selv, om det overhovedet er muligt at måle, hvor sulten eller hvor mæt en person er. Opgaven er vanskelig og målingerne er ikke nær så præcise og entydige som f.eks. måling af blodtryk eller vægt. Men det kan lade sig gøre! I dag bruger man hovedsageligt to metoder til registrering af appetitreguleringen: Den ene metode består i, at man spørger folk, hvor sultne og mætte de er, og den anden består i, at man serverer et måltid for dem og måler, hvor meget de spiser (et ad libitum måltid). Når man spørger til følelsen af sult, mæthed etc. bruger man ofte såkaldte Visual Analogue Scale (VAS)- scores. Skalaen består af en 10 cm lang linie med et udsagn knyttet til hver ende, svarende til de mest ekstreme svar på et givent spørgsmål (Figur 2). Jeg er slet ikke sulten Jeg har et stort hul i maven Hvor sulten er du? Jeg har aldrig været mere sulten Hvor mæt er du? Jeg kan ikke få en bid mere ned Figur 2 Eksempler på VAS-score for sult og mæthed. Side 3 af 5
Oftest spørges der til generelle følelser såsom sult, mæthed og følelsen af at være fyldt op samt til den specifikke appetit overfor hhv. fedt, kulhydrat, protein og saltholdige fødevarer. Vægtstopperen instrueres i at markere det punkt på linjen, der bedst beskriver den aktuelle følelse og proceduren gentages f.eks. hver halve time over en 3-6 timers periode. Hermed får man f.eks. et mål for, hvor mæt personen bliver efter et givent måltid, og hvor hurtigt mæthedsfølelsen forsvinder. Eksempler på resultater fra en sådan måling ses (Figur 3) nedenfor. Figur 3 Resultatet af én persons oplevelse af sult før og efter et måltid givet til tid 0. Det er meget forskelligt, hvordan den enkelte oplever og registrerer sult og mæthed, og det giver ikke meget mening at sammenligne enkelte målinger mellem forskellige personer. Derimod kan der ligge meget værdifuld information i at sammenligne ændringen i sult eller mæthed over tid ved indtag af forskellige kosttyper. Ad libitum måltid Umiddelbart skulle man mene, at det er en meget let procedure at servere et måltid for folk, bede dem om at spise sig behageligt mætte og veje, hvor meget de har spist. Men der er flere overvejelser, der bør gøres inden, såsom hvornår skal måltidet serveres?. Serveres det for tidligt risikerer man, at individet ikke er nået at blive sultne, og derfor blot spiser den mængde, som de umiddelbart mener, der er passende. Serverer man derimod måltidet for sent, vil den effekt, som man undersøger, måske være aftaget, og vil ikke påvirke fødeindtagelsen. Det næste spørgsmål er hvad skal man servere?. Hvis man f.eks. serverer sandwichs eller frikadeller og kartofler, vil folk have tendens til at spise et vist antal enheder. Hvis man serverer en buffet med en masse forskelligt vil folk måske have tendens til at spise mere, end de normalt ville gøre, fordi udbuddet er så stort. I den situation kan man have tendens til at spise, indtil man har smagt på alle tingene, også selv om man bliver mæt tidligere. Ofte vælger man at servere en meget homogen ret (pasta med kødsovs eller en anden sammenkogt ret), selv om man muligvis kan risikere, at folk spiser mindre end de normalt ville gøre, fordi måltidet er ensformigt. Både følelsen af sult og mæthed, og hvor meget man spiser er påvirket af en række psykologiske og sensoriske faktorer, og man kan derfor ikke som sådan måle hvordan appetitreguleringen fungerer, men hvordan appetitreguleringen fungerer under de givne omstændigheder. Ofte vil de forhold, hvor Side 4 af 5
appetitreguleringen testes afvige meget fra den normale spisesituation, idet både tidspunkt for måltidet, udbuddet af fødevarer, stedet for fødeindtagelse og samværet med andre mennesker vil være kontrolleret og i nogen grad forekomme kunstigt. En anden metode kan være at lade personerne selv bestemme hvad, hvor og hvornår de vil spise, og lade f.eks. optegnelser i en kostdagbog indgå som et mål for appetitreguleringen. På denne måde opnås et relativt upræcist mål for sult og mæthed, men under nogle relativt naturlige omstændigheder. Øvelser Prøv at registrere din egen oplevelse af sult og mæthed. Kan du skelne mellem følelsen af fysiologisk sult, lyst og trang til at spise? Kan du skelne mellem følelsen af at være mæt, fyldt i maven og propmæt? Skriv på et stykke papir, hvordan du oplever følelsen af sult og mæthed før, under og efter et hovedmåltid. Hvor længe du føler dig mæt, og hvornår du får lyst til at spise igen. Noter også i løbet af en dag, hvornår du føler sult, og om det er til bestemte tider på døgnet, samt om du oplever nogle specielle præferencer i forbindelse med et måltid eller en bestemt situation. En mulig gruppeøvelse med vægtstoppererne: Bed samtlige vægtstopperer om at medbringe en spiselig ting (fødevare), som de ikke mener, de kan undvære (chokolade, chips olign) - gerne en dårlig vane. Alle bedes spise i stilhed i ca. 20 min. Erfaringen viser, at Aha-oplevelsen er størst, når den valgte fødevare tilhører den såkaldt usunde kategori. Side 5 af 5