Terapi Af Gudrun Bodin Historien om Børnepsykoanalyse er at finde rødderne til den infantile verden. For Bo gemte der sig voldsomme tab i den allertidligste barndom. Bo Freuds efterfølger Melanie Klein har især haft betydning for børnepsykoanalysen. Hun videreførte Freuds tanker ved at udvikle en teknik, som særligt var tilpasset børn. Ved at tage børn i psykoanalyse fem gange om ugen blev Klein i stand til at videreudvikle de psykoanalytiske teorier, så de også kom til at omfatte den tidlige emotionelle udvikling. Freud havde været i stand til at hjælpe os med at forstå kompleksiteten i det ødipale barns følelsesliv, men som Klein skriver i sin artikel fra 1959 Our adult world and its roots in infancy, er psykoanalyse også en undersøgelse af individets udvikling tilbage til det helt spæde barn. Kleins teorier vakte interesse, og derfor begyndte psykoanalytikere også direkte at observere og studere spædbørns udvikling. Det resulterede i erkendelsen af, at det var vigtigt i uddannelsen at træne og skærpe psykoanalytikeres evne til at se og forstå rødderne til den infantile verden. Her spillede Ester Bick (1964) en stor rolle i udviklingen af den særlige spædbarnsobservationsmetode, som i Illustrationer: Lisbeth Eugenie Christensen 14 Nr. 2. 2002
dag er en integreret del af uddannelsen ved de psykoanalytiske institutter verden over, som uddanner i kleiniansk psykoanalyse. [1] Drengens forældre har givet tilladelse til at dette kliniske materiale kan publiceres. Gik amok Det er netop Kleins teorier og en træning i spædbarnsobservation (Bodin 1997), som ligger til grund for den måde, som jeg forstod den dreng på 8 år, jeg vil beskrive i det følgende [1]. Baggrunden for min kontakt med drengen var, at hans forældre havde søgt hjælp, fordi de var bekymrede og uforstående over for de vredesudbrud, som drengen kunne få. Uden tilsyneladende nogen ydre anledning kunne Bo gå amok, helt miste kontrollen over sig selv, og det var heller ikke bagefter muligt at tale med Bo om, hvad der havde udløst anfaldet. Bo var selv ulykkelig og skamfuld over udbruddet og var slet ikke i stand til at forklare, hvad han havde tænkt og reageret på. Almindeligvis var han sød og kærlig, pligtopfyldende, meget ordentlig og passede godt på sine ting, og han blev ked af det, hvis han havde ødelagt noget. Han kunne blive ængstelig og urolig, hvis der var forandringer i hverdagen, og han trivedes bedst med en hverdag, som fulgte sit vante mønster. Udbruddene var først blevet til et egentligt problem, efter at han var begyndt skole. De andre børn i klassen syntes, at han var underlig, mærkelig og blev lidt bange for ham når han gik amok, eftersom de ikke forstod baggrunden. Forældrene syntes ikke, at de havde fået værktøj til at hjælpe Bo gennem at tale med pædagoger, lærere, skolepsykolog og egen læge om problemet. De havde på den ene side en forhåbning om, at Bo måske kunne vokse fra disse anfald, men på den anden side ville de også undersøge, om der var andre muligheder for Bo at få hjælp. I den indledende samtale, hvor jeg kun talte med forældrene, fortalte de endvidere, at Bo var adopteret. De havde hentet ham hjem til Danmark fra et børnehjem i Vietnam, da han var 11 måneder. På børnehjemmet havde Bo virket glad og knyttet til de kvinder, der passede ham. Børnehjemmet havde overdraget Bo sovende, således at da Bo vågnede op, boede han med sine nye forældre på et hotelværelse. Forældrene havde oplevet, at Bo havde virket rædselsslagen, og i begyndelsen var det kun faderen, der måtte røre ved ham. Med hensyn til Bos biologiske familie havde forældrene ikke så mange oplysninger. De vidste, at Bo var født som den yngste i en meget fattig familie med fire børn. Da han var 6 måneder, døde moderen. Faderen var handicappet og havde ikke været i stand til at tage hånd om alle sine børn, derfor var Bo kommet på børnehjem med henblik på bortadoption. Den allerførste time Bo er en smuk, asiatisk udseende dreng, og han mødte til den første samtale sammen med sin far. Mit første indtryk af Bo fik jeg, når han sad på skødet og hørte far læse højt fra en bog,. Det så ud som en god og varm far-søn-relation. Bo var tydeligvis forberedt på at skulle være alene med mig, og han kunne forlade sin far uden problemer. Den bærende hypotese i Kleins teori er, at mennesket har et medfødt behov for kontakt. Når det nyfødte barn instinktivt søger moderens bryst, er det som led i barnets stræben efter en relation. Spædbarnet forventer ikke kun mad fra moderen, men ønsker også kærlighed og forståelse. Moderens kærlige omsorg og opmærksomme pleje giver det spæde barn følelsen af Nr. 2. 2002 15
at være elsket, og at det findes en anden som forstår mig. Den kærlighed, som barnet tager ind i sit indre kombineret med sin egen medfødte instinkt til kærlighed skaber indre gode følelser i Kleins terminologi introjektion af gode objektrelationer. Men det kan ikke undgås, at barnet også kommer til at opleve frustrationer, ubehag og smerte. Ifølge Kleins teori er det spæde barn ikke i stand til at erkende eller tage onde følelser ind, men oplever, at det onde er påført udefra, og det giver forfølgelsesangst. Det onde, som forfølger det spæde barn, kombineret med barnets egen medfødte aggressivitet resulterer i introjektion af onde objektrelationer. Den afslappede måde, hvorpå Bo sad på sin fars skød, fortalte mig, at Bo oplevede sin far som et godt objekt. Det faktum, at Bo var i stand til tillidsfuldt at gå med mig, en fremmed person, viste, at i hans indre verden var de gode-objekt-relationer dominerende. Han havde haft gode erfaringer med de voksne omkring sig, og derfor var han i stand til også at se mig, en ny, fremmed person, som et godt objekt. Bos mor havde forberedt mig på, at Bo kunne være tavs. De fire første år i Danmark havde han været så tavs, at han var blevet undersøgt for, om han kunne have et talehandicap. Men senere kom han i gang, og sprogligt og bogligt klarede han sig nu fint. Nok var Bo tillidsfuldt gået med mig, men han var ikke umiddelbart indstillet på at bruge ord eller symbolsk leg til at kommunikere med mig. Noget i stykker Jeg indledte samtalen med at fortælle, hvad hans forældre havde fortalt, og hvordan de havde spurgt mig, om jeg kunne hjælpe med at forstå, hvorfor han nogen gange fik vredesudbrud, som han bagefter var ulykkelig over. På Bos ene bukseben var der syet en lap for at dække over en lille revne i stoffet. Når jeg begyndte at tale med Bo om hans problem med at ikke at kunne styre sit raseri, begyndte han energisk på at arbejde med at prøve på Bo beskrev sit raseri gennem en tegning af en drage, som sprøjtede store flammer ud af munden. at rive den påsyede lap væk, og da det lykkedes for ham at få adgang til revnen i stoffet, stak han fingeren i og rev til så hullet blev større. Det var, som om Bo, der ellers både var velklædt og så velpasset ud, ville gøre mig opmærksom på, at det var noget ved ham, som var i stykker og ikke i orden. Bos tidlige historie blev nærværende, da jeg oplevede hans ordløshed og så, hvordan han flåede hullet i sit bukseben større. Men i mit baghoved lå også oplevelserne fra en spædbarnsobservation, som jeg selv havde foretaget. Den lille pige, som jeg havde observeret ugentlig over mere end et år, havde reageret, som om hun havde glemt sin mor og ikke mere kunne kende hende, da moderen kom tilbage efter at have været væk fra hende på hospital i et døgn. Den lille pige, som indtil dette tidspunkt kun var blevet passet af sin mor, ville nu kun være hos far. Ved det seminar, hvor spædbarnsobservatørerne diskuterer deres iagttagelser sammen med en vejleder, havde gruppen benævnt den lille piges benægtelse af moderens eksistens, det ikke at genkende moderen, med det kleinianske begreb manisk forsvar. Det er Kleins betegnelse for en omnipotent tilstand, hvor man fornægter sin afhængighed og opfører sig, som om dem, man elsker, er uden betydning. Hvis den lille pige havde reageret så stærkt på at undvære sin mor et døgn, hvordan ville Bo så have oplevet at miste sin mor, da han var en baby på 6 måneder. Det var ikke kun hans mor, der var død, men han mistede også hele sin familie, eftersom hans handicappede far ikke havde været i stand til at tage sig af ham. Han havde også pludselig mistet de kvinder, han havde knyttet sig til på børnehjemmet, og var ikke blevet forberedt på, at han nu skulle væk fra dem. For det lille barn Bo var virkelig noget gået i stykker, og det fik mig til at sige, at jeg troede, han oplevede, at noget var i stykker inden i ham, og at det fortalte han mig om ved at rive i hullet i sit bukseben og gøre det større. Min kommentar bevirkede at Bo øgede sine anstrengelser for at rive hullet større, og han blev nærmest eksalteret. Jeg foreslog ham, at han ikke kunne bære at noget var i stykker, det gjorde han angst og bange, og så måtte han gøre 16 Nr. 2. 2002
det endnu mere i stykker. Det var måske, ligesom når han fik sit raserianfald. Når han følte, at det var noget i stykker inden i ham, så gjorde han det værre og kunne slet ikke stoppe sig selv. Ord sat på Kleins teori forudsætter eksistensen af ubevidste fantasier. Det sultne spædbarn kan fantasere sig til et bryst fyldt med god mælk. Brystet kan også opleves som et ondt, farligt bryst fyldt med giftig mælk, der vækker udslettelsesangst. Forsvaret mod primitiv udslettelsesangst er omnipotens. Spædbarnet med angst for et giftigt bryst vil få spiseproblemer og skabe den ubevidste fantasi, at det er omnipotent og kan leve uden mad. Barnet, som mister sine livsvigtige forældre, kan forsvare sig mod udslettelsesangsten på tilsvarende måde, og i sin omnipotente tilstand også fantasere at det var mig, som fik dem at forsvinde. Den måde, som Bo blev ved med at rive hullet større i en nærmest manisk tilstand, fik mig til at tænke på, om det kunne være, at Bo havde en ubevidst fantasi om, at han havde slået sin mor ihjel og handicappet faderen. Min bemærkning om, at det kunne være, Bo følte, at han ikke kunne stoppe sig selv, når han følte, at der var noget i stykker inden i ham, skabte en forandring hos Bo. Fra at være opslugt af kun at rive hul i bukserne og uden tilsyneladende at registrere mig så Bo nu direkte på mig, der var liv og spil i hans øjne, og med et smil begyndte han at sige noget i retning af Fifa. Det var kontakt, og jeg oplevede, at Bo, ligesom et spædbarn, virkelig ville fortælle mig noget, som var vigtigt for ham. Jeg havde mange forslag til, hvad ordet Fifa kunne betyde, men Bo rystede på hovedet, og som skudt ud af en kanon hoppede han højt i stolen og sagde Fifa. Til sidst foreslog jeg, at det måske var et ord på vietnamesisk, og at han ville fortælle mig noget fra den gang, da han var en lille baby og boede i Vietnam. Nu begyndte Bo at bøvse og gjorde sig store anstrengelser for at fremprovokere bøvser og at prutte. Her foreslog jeg, at Bo skulle fortælle mig, at han følte, at han var en ulækker baby, som der kommer alt muligt ud af. Bøvser og prutter. Det gjorde, at Bo begyndte at hoppe højt i stolen, som om han troede, at han kunne hoppe den i stykker. Jeg sagde, at Bo vist troede, at han kunne ødelægge min stol og mine møbler. Eftersom den aftalte tid nu var gået og jeg vidste, at jeg måtte sige, at vi skulle slutte timen, sagde jeg ikke noget til ham om, hvordan jeg tænkte: at Bo så sig selv som en farlig, ulækker baby, som kunne ødelægge og forgifte mig med sine prutter og bøvser, ligesom han tænkte, at han havde destrueret sin mor. Måske var det også derfor, hans adoptivmor i begyndelsen ikke måtte røre ved ham, fordi Bo var angst for også at destruere hende. Men jeg sagde til Bo, at jeg ville tale med hans forældre, om han skulle komme tilbage, så at vi kunne forsætte det arbejde, vi var begyndt på. Det sagde Bo nu med ord at han gerne ville. Terapeutisk værdi Da jeg lige nu ikke har en ledig plads til psykoanalyse, har det ikke været muligt at tilbyde Bo den ideale terapeutiske ramme. Men Bo har gennem de seneste tre måneder fortsat i en éngang-om-ugen terapi. Nr. 2. 2002 17
I denne periode har han kun haft ét vredesanfald, som forældrene dog ikke mente var så slemt som tidligere. Det skete en dag, da faderen kom hjem efter at have været bortrejst i flere dage. Bo spiller skak i en klub, og faderen havde lovet at være hjemme, så at han kunne køre Bo til skak. Bo fik sit udbrud, da faderen kom forsinket hjem. I sin leg har Bo fremstillet sin indre verden, som om han er en omnipotent vinder, der kan besejre alle og enhver. I hans fantasi er han så magtfuld, at det var ham, som fik udslettet sin biologiske familie fra jordens overflade. Fantasien om omnipotens dækker imidlertid over angsten for at ikke betyde noget, være ingenting og blive glemt. Han må være den, der har kontrollen, for ellers kan han mærke sin angst for at blive svigtet og forladt. Og det kunne vi tale om, da han meget skamfuld hørte faderen informere mig om episoden, at det var følelsen af at være ingenting og blive glemt af faderen, der overvældede ham, den dag faderen kom for sent hjem. Og mærke denne angst var så ydmygende, at han ikke kunne bære det, men blev grebet af et overældende raseri, han ikke kunne stoppe. Bo beskrev sit raseri gennem en tegning af en drage, som sprøjtede store flammer ud af munden. Problemet var dog, at flammerne vendte sig om og endte med at brænde dragen på samme måde som Bos vredesudbrud ender med, at han selv føler stor skam. Fordøjelse Det, der sker i en psykoanalyse, er ifølge postkleinianen Bion (1962) en proces, hvor der skabes mening. Ufordøjelige sensationer, beta-elementer, bliver forvandlet til fordøjelige alpha-elementer, der kan bruges som grundstof for drømme og tanker. De ufordøjede traumatiske oplevelser med dertil hørende følelser var beta-elementer, som hos Bo resulterede i uforståelige vredesudbrud af nærmest psykotisk karakter. Ved at Bo inden for rammen af terapien fik mulighed for at udtrykke sin indre verden og gennem analytikerens alpha-funktion fik hjælp til at tænke og reflektere over den, blev det muligt for Bo bedre at forstå mening, sammenhæng og baggrund for de vrede følelser, der havde overvældet ham. De blev mindre farlige og forvandlet til alpha-elementer, og Bo blev i stand til symbolsk at fremstille sine vrede følelser i form af dragetegningen. Han kom et lille skridt videre i processen med at forstå sin egen historie, det som er i stykker inden i ham, den særlige sårbarhed over for adskillelse, som han har som følge af trauma i hans tidligste liv. Men ved at kende og forstå det som er i stykker er det muligt at hele og forebygge psykisk lidelse. - - - I en børnepsykoanalyse er rammen nu om stunder fire sessioner om ugen. Her er der tid og rum til, at barnet kan udvikle sine fantasier og dermed fremstille de mangefarvede facetter, som den indre verden udgør, på en måde, som ikke er mulig i en setting med kun en time om ugen. I vores nordiske nabolande har man erkendt værdien af børnepsykoanalyse som metode til forebygge psykiske lidelser og giver offentligt tilskud til denne behandlingsform. Men i Danmark er der med enkelte undtagelser ingen tilskud at få, og det er forældrene selv, som må stå for udgifterne. Her er børnepsykoanalyse således en behandlingsform, der kun er mulig for økonomisk privilegerede. Forhåbentlig er det en situation, der snart vil ændre sig. Gudrun Bodin er ph.d. i psykologi og privatpraktiserende psykolog Litteratur: Bick, E. (1964): Notes on infant observation in psychoanalytic training. Int. J. Psycho.Anal., 45: 558-556. Bion, W. (1952): A theory of thinking. I: Second Thought. London: Karnac 1976 Bodin, G. (1997): The value of infant observation in the psychoanalytic training. Scand. Psychoanal. Rev. 20: 207-226. Klein, M. (1959): Our adult world and its roots in infancy. I: Envy and Gratitude. 18 Nr. 2. 2002