FORMUE RETLIGE EMNER Palle Bo Madsen (red.) Jens Evald Morten Midtgaard Fogt Helle Isager Torsten Iversen Susanne Karstoft Lars Hedegaard Kristensen Ana M. López-Rodriguez Noe Munck Anne-Dorte Bruun Nielsen Claus Rohde Hans Helge Beck Thomsen 6. UDGAVE Jurist- og Økonomforbundets Forlag
Formueretlige emner
Palle Bo Madsen (red.), Jens Evald, Helle Isager, Torsten Iversen, Susanne Karstoft, Lars Hedegaard Kristensen, Ana M. López-Rodriguez, Morten Fogt Midtgaard, Noe Munck, Anne-Dorte Bruun Nielsen, Claus Rohde & Hans Helge Beck Thomsen Formueretlige emner 6. udgave Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2010
Palle Bo Madsen (red.) Formueretlige emner 6. udgave, 1. oplag 2010 by Jurist- og Økonomforbundets Forlag Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, elektronisk, fotografisk eller anden gengivelse af eller kopiering fra denne bog eller dele heraf er ifølge gældende dansk lov om ophavsret ikke tilladt uden forlagets skriftlige samtykke eller aftale med Copy-Dan. Omslag: Bo Helsted Tryk: Narayana Press, Gylling Indbinding: Damm's Forlagsbogbinderi, Randers Printed in Denmark 2010 ISBN 978-87-574-2306-8 Jurist- og Økonomforbundets Forlag Lyngbyvej 17 Postboks 2702 2100 København Ø Telefon: 39 13 55 00 Telefax: 39 13 55 55 e-mail: forlag@djoef.dk www.djoef-forlag.dk
Bidragsliste Kapitel 1. Produktansvar... 9 af Anne-Dorte Bruun Nielsen Kapitel 2. Negotiable dokumenter herunder checks og veksler. Fondsaktiver. Digitaliserede pantebreve... 37 af Lars Hedegaard Kristensen Kapitel 3. Entreprise... 79 af Torsten Iversen Kapitel 4. Transportret... 125 af Noe Munck Kapitel 5. Ansættelsesret... 167 af Torsten Iversen Kapitel 6. Forsikring... 211 af Helle Isager Kapitel 7. Immaterialret... 245 af Palle Bo Madsen Kapitel 8. IT-kontrakter... 285 af Susanne Karstoft Kapitel 9. Leje af fast ejendom... 319 af Claus Rohde Kapitel 10. Særlige erhvervelsesmåder... 357 af Palle Bo Madsen og Jens Evald Kapitel 11. Naboret... 377 af Jens Evald 5
Kapitel 12. Servitutter... 387 af Jens Evald Kapitel 13. Uden- og indenretlig individualforfølgning... 397 af Hans Helge Beck Thomsen Kapitel 14. International privatret... 431 af Ana M. López-Rodriguez og Morten Midtgaard Fogt Forkortelser... 511 6
Forord til 6. udgave FORMUERETLIGE EMNER foreligger hermed i en revideret og ajourført 6. udgave. Bogen rummer et udvalg af specielle formueretlige og formueretsrelaterede emner og er primært skrevet til brug for undervisningen på jurastudiets bacheloruddannelse. Forhåbentlig kan bogen dog også være til nytte for andre, der ønsker at skaffe sig et hurtigt overblik over et af de behandlede emner. Emnevalget er dikteret dels af lakunerne i den almindelige pensumlitteratur på den juridiske bacheloruddannelse, dels af behovet for en slags»grundbog«i de valgfag, som indgår på bachelorstudiets 5. semester. De enkelte kapitler er skrevet af jurister ansat ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet, og de respektive forfattere er hver især ansvarlige for deres egne bidrag. 7
KAPITEL 1 Produktansvar af Anne-Dorte Bruun Nielsen Kapitel 1. Produktansvar Kapitel 1. Produktansvar... 9 1. Indledning. Hvilke regler regulerer produktansvaret?... 11 2. Det retspraksisudviklede produktansvar... 14 2.1. Det retspraksisudviklede produktansvars anvendelsesområde... 14 2.2. Udviklingsskader og systemskader... 16 2.3. Mellemhandlerens ansvar... 17 3. Produktansvarsloven... 19 3.1. Lovens anvendelsesområde og præceptivitet... 19 3.2. Lovens forhold til almindelige erstatningsregler... 21 3.3. Skade... 21 3.4. Produkt... 24 3.5. Producent og mellemhandler... 24 3.6. Defekt... 26 3.7. Ansvaret og erstatningen... 28 3.7.1. Producentens ansvar... 28 3.7.2. Ansvarsfrihedsgrunde... 29 3.7.3. Egen skyld... 30 3.8. Mellemhandleransvar... 31 3.9. Flere ansvarlige og regres... 33 3.10. Forældelse... 34 9
Kapitel 1. Produktansvar Litteratur: John Peter Andersen: Produktansvar (1992) og i U 1994 B s. 1; John Peter Andersen og Dan Reedz: Produktansvar: 227 spørgsmål og svar for praktikere (2000); Mads Bryde Andersen og Joseph Lookofsky: Lærebog i Obligationsret I (2. udg. 2005); Børge Dahl: Produktansvar (1973); Børge Dahl: Produktansvarsstudier (1984); Børge Dahl: Erhvervs- og Produktansvarsforsikring (1987); Børge Dahl i Karnov 2008, s. 6158 ff.; Dahl, Rønne, Hornsberg og Levy i Juristen 1990 s. 145-188; Bo von Eyben: Forældelse II (2005); Bo von Eyben og Helle Isager: Lærebog i erstatningsret, 6. udg. (2007); Bernhard Gomard: Obligationsret 2. del (3. udg. 2003); Bernhard Gomard: Dansk erstatningsret i lovgivning og retspraksis, i Juristen 2003 s. 121; Kønig og Hjorth Hansen: Produktansvaret i Danmark efter lovens ikrafttræden i 1989 (1989); Jacob Nørager-Nielsen, Søren Theilgaard, Michael Bjerg Hansen og Martin Hørmann Pallesen: Købeloven, (3. udg. 2008); Vibe Ulfbeck: Totalharmonisering af produktansvaret køberetlige regler som alternativ til mellemhandlerhæftelsen, i U 2003 B s. 1 ff.; samme: Erstatningsretlige grænseområder Professionsansvar og produktansvar (2004); Jens Rostock-Jensen og Allan Kvist-Kristensen: Produktansvar: Produktansvarsloven med kommentarer (2004); Jens Rostock-Jensen: Mellemhandlerens hæftelse for produktskade, i U 2006 B s. 211 ff.; Georg Lett: Er produktansvarslovens regler om mellemhandlerhæftelse igen EUstridige?, i U 2007 B s. 62 ff.; Henrik S. Øe i EU-Karnov 2008, s. 2570 ff. 10
1. Indledning. Hvilke regler regulerer produktansvaret? 1. Indledning. Hvilke regler regulerer produktansvaret? 1. Indledning. Hvilke regler regulerer produktansvaret? Produktansvaret er karakteriseret ved, at det ikke kan indpasses helt i den traditionelle formueretlige sondring mellem ansvar i og uden for kontrakt. Det ligger i grænseområdet mellem kontraktsansvaret (f.eks. sælgerens køberetlige ansvar for mangler ved en cykel med defekt bremse) og deliktsansvaret (f.eks. de skader, en cyklist får på grund af et styrt med cyklen forårsaget af denne defekt eller en cyklists ansvar for at påkøre en fodgænger på grund af cyklens defekte bremse). På den ene side er der tale om skade forvoldt af et produkt, der er overdraget ved aftale, hvilket kunne indicere anvendelse af reglerne om kontraktsansvaret, på den anden side er der tale om skade forvoldt på en anden ting eller på person, hvilket leder tankerne hen på deliktsansvarsreglerne. Der findes ingen definition på begrebet»produktansvar«, men ordet er et juridisk samlebegreb for behandling af de erstatningsretlige problemer, der opstår, når et produkt under brug volder skade på person eller ting. Produktansvar reguleres i dansk ret af to til dels overlappende retssystemer: Det ulovregulerede produktansvar og det produktansvar, der er omfattet af produktansvarsloven (Lov om produktansvar, lov nr. 371 af 7. juni 1989 med senere ændringer, senest ved lbk. nr. 261 af 20. marts 2007). Det ældste af disse to retssystemer er det i retspraksis udviklede ansvar for produkters farlige egenskaber. Dette ansvarsregelsæt er udviklet op gennem 1900-tallet med særlig»fart«på udviklingen fra omkring midten af århundredet. Børge Dahls Produktansvar fra 1973 og Produktansvarsstudier fra 1984 udgør et væsentligt bidrag til beskrivelsen af det i retspraksis udviklede produktansvar. Ordet»produkt«forstås i det ulovregulerede regelsæt som enhver ydelse, som kan gøres til genstand for produktion, afsætning og brug, hvilket ikke blot omfatter varer (incl. vand og elektricitet), men også tjenesteydelser og fast ejendom. Produktansvarslovens område er væsentligt snævrere end dette brede begreb, og her defineres»produkt«som enhver løsøregenstand, hvad enten denne er forarbejdet eller et naturprodukt. Dog omfattes elektricitet også under dette produktbegreb.»produktansvar«er som nævnt en fællesbetegnelse for de erstatningsretlige problemer, der opstår, når et produkt under normal eller dog forventelig brug volder skade på person eller ting. I tidligere teori og praksis har man i stedet for det nugældende defektbegreb, der blev indført med produktansvarsloven i 1989, arbejdet med et farlighedsbegreb. 11
Kapitel 1. Produktansvar Dette begreb bruges dog stadig ind imellem, hvor det falder naturligt. Se hertil dommen U 1999.1747 Ø, hvor det var bevist, at fyrværkeri var farligere end forudsat (og dermed ville opfylde definitionen på defekt jf. produktansvarslovens 5), og at skade hos forhandler skyldtes farligheden. Fyrværkeriets farlighed skyldtes forsømmelighed hos producenten, hvilket importøren som forhandler hæftede for. Et produkt ansås for at være farligt, hvis det havde sådanne egenskaber, at det under sædvanlig brug kunne forvolde skade på person eller ting. Produktansvarsloven taler ikke om»farlige«produkter, men om produkter, der er behæftet med en»defekt«, hvormed forstås produkter, der ikke frembyder den sikkerhed, som med rette kan forventes, jf. lovens 5, stk. 1. Ved bedømmelsen heraf tages hensyn til alle omstændigheder, navnlig til produktets markedsføring, den anvendelse af produktet, som med rimelighed kan forventes, og tidspunktet, da produktet er bragt i omsætning. Der er dog ikke i praksis nogen væsentlig indholdsmæssig forskel mellem»defekte«og»farlige«produkter i den betydning, disse begreber anvendes i spørgsmål om produktansvaret, hvorfor man også i det retspraksisudviklede produktansvar i dag som oftest taler om ansvar for defekte produkter. Produktansvaret kan gøres gældende af enhver skadelidt medkontrahent eller anden som har lidt en personskade, tab af forsørger eller en tingsskade, hvis skaden sker på anden ting end den skadevoldende genstand. Dette betyder, at skadelidte og ejeren af det defekte produkt kan have men ikke behøver også at have en kontraktrelation vedrørende det skadevoldende produkt, som skadelidte kan påberåbe sig sideløbende med reglerne om ansvar for produktskade. Produktansvarsloven er baseret på et EU-direktiv (produktansvarsdirektivet Direktiv 85/374/EØF) og gælder for skader forvoldt af et defekt produkt, jf. lovens 1. Loven omfatter i medfør af 2 kun personskader, tab af forsørger og skader på forbrugerting ikke erhvervstingsskader, der således kun er reguleret af det retspraksisudviklede regelsæt, jf. nedenfor afsnit 2.1. Produktansvarsdirektivets og -lovens formål var dels at indføre objektivt ansvar for producenten af et defekt produkt, dels at sørge for, at der altid vil være en ansvarlig producent, som har værneting inden for EU. Det retspraksisudviklede produktansvar gælder også efter produktansvarslovens ikrafttrædelse ved siden af produktansvarsloven, idet lovens 13 lyder:»loven begrænser ikke skadelidtes adgang til erstatning efter almindelige regler om erstatning i eller uden for kontrakt eller i medfør af regler, som er fastsat i eller i henhold til anden lovgivning.«12
1. Indledning. Hvilke regler regulerer produktansvaret? Dette har tidligere været forstået og fortolket således i bl.a. dansk ret, at det stod frit for de enkelte stater at bibeholde allerede gældende regelsæt og at indarbejde disse i de direktivbaserende lovregler. EU-domstolen afsagde den 25. april 2002 domme i sager mod Frankrig og Grækenland for mangelfuld (forkert) gennemførelse af direktivet og den 10. januar 2006 i en præjudiciel sag om Danmarks mellemhandleransvar. Disse domme underkender medlemsstaternes ret til ved lov at udvide produktansvarslovens område ved bl.a. at pålægge mellemhandleren ansvar»i samme omfang som producenten«og muligvis også ved at pålægge skadevolder ansvar for hele skaden (dvs. uden nogen selvrisiko for skadelidte). Se nærmere herom afsnit 3.3. Det blev i disse domme slået fast, at produktansvarsdirektivet er et totalharmoniseringsdirektiv. Dette indebærer, at medlemslandene inden for direktivets anvendelsesområde ikke kan fastholde generelle regler for produktansvar, der afviger fra den ordning, der findes i direktivet. Det er herefter alene tilladt at supplere loven ved at basere produktansvarskrav på almindelige kontrakts- og deliktsregler, hvilket vil sige garanti og culpa (samt eventuelle køberetlige regler). Ved personskader og forbrugertingsskader medførte dette, at man i dansk ret inden for produktansvarslovens område ikke kunne opretholde mellemhandlerens objektive hæftelsesansvar, der derfor blev ophævet ved lov nr. 541 af 8. juni 2006. Herefter hæfter mellemhandlere for skader omfattet af lovens 2, i det omfang skaden skyldes fejl eller forsømmelse begået af producenten eller tidligere mellemhandlere i omsætningskæden. Uden for produktansvarsloven gælder stadig det ulovregulerede produktansvar med dets meget skærpede culpabedømmelse og omvendte bevisbyrde. Dette skærpede culpaansvar er dog ikke et særkende for produktskader, men kendes fra andre områder med professionsansvar, hvor der kræves en høj grad af omhu, nøjagtighed og kontrol. At bevisbyrden ved skader forvoldt af industrielt fremstillede produkter er»vendt om«i forhold til andre skader uden for kontraktforhold, skyldes de særlige forhold, der gør sig gældende ved sådanne skader: Hvis støvsugeren eksploderer, uden at den har været udsat for forkert brug eller alvorlige fejl i netspændingen ved f.eks. et lynnedslag, ligger det i sagens natur, at der må være begået en fejl et eller andet sted i udviklingen af den, i produktionsprocessen, i kontrollen af støvsugerne inden de forlader fabrikken, under transporten eller i instruktionen vedrørende anvendelsen af den. 13
Kapitel 1. Produktansvar 2. Det retspraksisudviklede produktansvar 2. Det retspraksisudviklede produktansvar 2.1. Det retspraksisudviklede produktansvars anvendelsesområde Det retspraksisudviklede produktansvar omfatter enhver skade forvoldt på person og på ting uanset deres brug (dvs. både forbruger- og erhvervsting) samt skade forvoldt af såvel løsøregenstande som fast ejendom og tjenesteydelse, uanset om der er handlet som led i erhvervsvirksomhed eller ikke, idet dette ansvar knytter sig til enhver ydelse, der kan gøres til genstand for produktion, afsætning og brug. (Ved ikke-erhvervsmæssige forhold på den ansvarliges side vurderes ansvarsgrundlaget dog på en anden og mildere måde end i relation til en producent af industrielt fremstillede produkter). Det i retspraksis udviklede produktansvar har således et væsentligt større anvendelsesområde end det direktivbaserede. Da produktansvaret har så vid begrebsmæssig udstrækning, bliver der en flydende grænse mellem produktansvar og ansvar efter almindelige regler om erstatning i og uden for kontrakt. Se U 1974.986 H vedrørende autoriseret installatørs ansvar for skade forvoldt ved, at en gasflaske eksploderede i et køkken, og U 1977.191 Ø om installation og eftersyn af en flaskegasvandvarmer i et sommerhus. Både produktansvaret og professionsansvaret arbejder med en streng culpabedømmelse, hvorfor en sondring herimellem ikke er afgørende. Se endvidere U 2005.1594 H, hvor der gives erstatning som følge af fejl ved håndværksmæssig tjenesteydelse. Udtalt, at der ikke er tale om et produktansvar. Grundbetingelserne for pålæggelse af produktansvar i medfør af det ulovregulerede regelsæt er, at skaden er forårsaget af, at et produkt har været defekt eller farligt på en måde, som ikke kunne forudses. Knive, biler, maskiner, fyrværkeri, giftstoffer, våben mv. indebærer i sig selv en farlighed, men denne farlighed kan undgås eller begrænses, hvis produktet er i besiddelse af de egenskaber, man med rette kan forvente af det, og brugeren anvender det på en måde, som producenten med rimelighed har kunnet forudse og derfor burde have indrettet produktet på. Se hertil dommen U 2006.386 Ø om et sommerlands ansvar for en defekt trampolin, hvor en besøgende ville udføre et saltospring. Skader kan opstå både, hvor et produkt mangler egenskaber (en termostat, der ikke kan regulere temperaturen, en bremse, der ikke virker), ved at det har forkerte egenskaber (et ukrudtsmiddel, der virker som vækstfremmer på ukrudtet eller som ødelægger de planter, der skulle have groet på stedet, en fleksibel fugemasse, der bliver hård), eller ved at der er uønskede bivirkninger ved produktet (afsmitning på andre produkter, allergi- eller sygdomsfremkaldende konserveringsmidler). 14
2. Det retspraksisudviklede produktansvar Da vel omtrent alle produkter kan forvolde skade ved tilstrækkeligt forkert brug, er det ved produktskader af afgørende betydning for bedømmelsen af erstatningsansvaret, om skaden skyldes produktet eller en forkert brug af dette. Skadelidte har bevisbyrden for defekten, årsagssammenhængen og tabet. Se om bevisbyrden for årsagssammenhæng mellem defekt og skade dommene U 1976.465 H og U 1989.135 H (P-pilledommen). Se endvidere NRt 1950.1091 om en 2-årig dreng, der mistede 2 fingre ved at pille med en tørrerulles tandhjulsdrev (erstatning tilkendt). Ved bedømmelsen af et produkts farlighed/defekt må det overvejes, under hvilke forhold produktet skal bruges (hvem der skal kunne bruge det, hvor dette skal kunne ske og under hvilke forhold), og der bør tages højde for en vis atypisk brug. F.eks. er det i nogen grad sandsynligt, at små børn putter ting i munden og fingrene ind alle steder, hvor det er muligt (men forældre har naturligvis en tilsynspligt, som gælder de områder, hvor det er forudsigeligt, at barnet kan komme til skade), at sportsrekvisitter vil blive brugt i situationer, hvor der handles hurtigt og voldsomt og uden tid til lange overvejelser, og at meget lange og uoverskuelige brugsanvisninger ikke læses, medmindre der er tale om meget komplicerede produkter. Hvis en bagagebærer kun kan anvendes til f.eks. 30 kg, bør den derfor være tydeligt mærket med dette, og hvis en egenskab er særlig vigtig, må det fremhæves på relevant måde. Domstolenes afgørelse af, om en skade skyldes en defekt ved produktet eller en forkert brug, er principielt et valg mellem fuld eller ingen erstatning. Se som illustration den norske højesteretsdom NRt 1974.41, som vedrører en skydestige, som blev solgt som brandstige. Stigen var kun sikker med en bestemt side vendt indad (nedad). Skadelidte fik ikke erstatning for en skade sket ved forkert brug, da man anså den rigtige brug for indlysende. Samme resultat nåede dommerne til i NRt 1970.1427 vedrørende en landmands forkerte brug af et kartoffelkogeanlæg. Se tilsvarende under produktansvarslovens 5 FED 2003.1850, hvor en forbruger klemte fingeren i en såkaldt»solvogn«, som hun forsøgte at ændre position i ryglænet på, mens hun lå på stolen. Dog kan nedsat erstatning begrundet i skadelidtes egen skyld tænkes, hvor produktet har været defekt evt. i form af manglende instruktion eller sikring mod atypisk, men dog forventelig brug, og skadelidte selv har udvist en vis grad af egen skyld. Hvis produktet er beregnet til privat brug under primitive forhold, er vurderingen en anden end ved specialprodukter beregnet til fagkyndiges er- 15