Kystdirektoratet, Søterritoriet Att. Afdelingschef for Søterritoriet Hans Erik Cutoi-Toft, tlf. 25 41 97 61 het@kyst.dk

Rungsted Bådelaug c/o civiløkonom Karsten Eckert Højskolevej 8 2960 Rungsted Kyst Rungsted Sejlklub c/o Nicolai Møller Andersen Mågevej 9 2970 Hørsholm Kystdirektoratet, Søterritoriet Att. Afdelingschef for Søterritoriet Hans Erik Cutoi-Toft, tlf. 25 41 97 61 het@kyst.dk Vedr. Rungsted Havn I besvarelse af Deres meddelelser af 27/1 d.å. med indkaldelse af eventuelle bemærkninger til Hørsholm Kommunes ansøgning om at overtage Rungsted Havn kan oplyses følgende: De hørte Rungsted Bådelaug har ifølge sine vedtægter til formål 1) at varetage bådejernes interesser over for havnen, kommunen og andre myndigheder eller instanser, som måtte have indflydelse på havnen og dens drift og 2) at udpege repræsentanter til Rungsted Havns ledelse i henhold til de til enhver tid gældende regler herfor. Rungsted Sejlklub har ifølge sine vedtægter til formål 1) at udbrede kendskabet til sejlsport og sejlads, 2) at udvikle og uddanne sejlere, 3).at facilitere sejlsport og fællesskab omkring sejlads på alle niveauer, 4) at arbejde for egnede faciliteter og gode lokale forhold. De to foreninger havde ved udgangen af 2014 tilsammen 2/3 af havnens bådpladsholdere som medlem. En del sejlere har undladt at søge tilknytning til dem f.eks. på grund af tvivlsom formel adkomst til de respektive havnepladser, der nemlig i dag fordeles med fortrinsret for interesserede bosat i Hørsholm Kommune. Rungsted Bådelaug konstaterede i parentes bemærket inden fortrinsrettens indførelse i 2002 ud fra medlemskartoteket, at ca. 50 % af bådejerne dengang var bosat uden for kommunen. De to sejlerforeninger regner sig ud fra det anførte som repræsentative for pladsholderne i Rungsted Havn og dermed for de interessenter sejlerne - der har finansieret denne (se om finansieringen nedenfor). I modsætning til KDY og andre foreninger omkring havnen, der har modtaget økonomiske tilskud fra kommunen, har ingen af de to foreninger endvidere fået noget sådant tilskud. De regner sig i konsekvens af deres deraf følgende uafhængighed tillige for at være det mest direkte talerør for sejlerinteresserne i havnen. Side 1 af 13

Sagens baggrund Beslutningen om at etablere A/S Rungsted Havn blev truffet den 20. maj 1918. De oprindelige vedtægter blev til på en generalforsamling den 23. maj 1918, men ændredes den 15. juli 1920. Selskabskapitalen blev ifølge dokumenter fundet i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen anmeldt som værende 165.000 kr. i 1918. Havnen opførtes i 1923 for et beløb på i alt 560.000 kr. Ifølge sejlernes arkivundersøgelser stiller det sig omkring dens finansiering således: Kommunen ydede et tilskud på 200.000 kr., staten 246.500 kr., Frederiksborg Amt 20.000 kr. og private 100.000 kr. Hørsholm Sogneråd fik den 28/10 1918 på et ekstraordinært møde i Frederiksbog Amt tilladelse til at yde et tilskud på 125.000 kr. til Rungsted Havn A/S til reparation/anlæg af bro og havn. Efterfølgende ansøgte Sognerådet 29/1 1921 Frederiksborg Amtsråd om tilladelse til at give yderligere et tilskud på 75.000 kr. til havnen. Efter udvalgsbehandling i Amtsrådet gav dette sin tilladelse. Ifølge oplysninger i Rigsarkivet tillod Amtsrådet i 1918 kun, at Hørsholm Sogneråd måtte give et tilskud til Rungsted Havn A/S. Der står ikke noget i tilladelsen om, at kommunen måtte tegne aktier. Som tak for de af Sognerådet ydede tilskud på 200.000 kr., tilskuddet på 246.500 kr. fra Staten, tilskuddet på 20.000 kr. fra Frederiksborg Amt og på tilskuddet på 100.000 kr. fra andre (nemlig private) tilbød bestyrelsen for Rungsted Havn A/S at udstede aktier til tilskudsgiverne for de anførte beløb. Sognerådet ønskede for sit vedkommende ikke aktier for beløbet (aktierne ligger færdigtrykte, men ubrugte i statens arkiver), men i stedet et antal stemmer ved deltagelse i selskabets generalforsamling. Kommunens tilskud blev ikke medtaget i aktiekapitalen i det daværende havneaktieselskab, det blev ikke indskrevet i den lovbefalede aktiebog heller, og det blev heller ikke anmeldt som aktiekapital til Aktieselskabsregistret. Den 25. januar 1923 meddelte det daværende havneaktieselskab Hørsholm Sogneråd adgang til at møde og afgive stemme på generalforsamlingen, idet "sognerådet ikke har ønsket at modtage stemplede aktiebreve". Dokumentet herom blev underskrevet af formanden og et andet medlem af havnens bestyrelse. De pågældende havde ikke beføjelse til at bevilge stemmeret på havnens generalforsamling. Kommunen har ikke desto mindre nu taget dokumentet til indtægt for, at den på nævnte grundlag blev regulær aktionær i havnen med deraf følgende stemmeret. Staten svarede 20/10 1922, at tilskuddet var givet som tilskud til anlæg af havn og reparation af mole og ikke var tænkt som deltagelse med aktier i selskabet Rungsted Havn A/S. Det udtales i en skrivelse fra staten af 30/10 1922, at man må betragte det bevilgede beløb som et til anlægsarbejdet alene givet tilskud, medens man ikke ønsker at deltage i den fremtidige bestyrelse af Havnen. Så vidt ses har statens tilskud heller ikke på noget senere tidspunkt givet staten anledning til at forlange en erklæring svarende til den, kommunen fik, endsige til at påberåbe sig medejendomsret til selskabet. Frederiksborg Amt ønskede heller ikke aktier, men stemmer ved generalforsamlingen, og fik 200 stemmer for sit tilskud på 20.000 kr., som amtet senere ikke ønskede at benytte. I 1930 forhøjedes selskabskapitalen ifølge de i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen foreliggende dokumenter med 153.500 kr., således at den samlede kapital herefter blev registreret til 318.500 kr. (jf. anmeldelse til Aktie-selskabsregisteret af 25. juni 1930 med tilhørende brev af 30. juni 1930 fra advokat Poul Groes). Det har ikke ladet sig opklare, hvor disse penge stammer fra. Som det vil ses, svarer beløbet ikke til Side 2 af 13

kommunens tilskud, hverken størrelses- eller tidsmæssigt. Det har i øvrigt i alle havneselskabets vedtægter været anført, at aktierne er udstedt i størrelser af 1.000 kr., 500 kr. og 100 kr. I slutningen af 1960'erne trængte spørgsmålet om fornyelse og mulig udvidelse af havneanlægget i Rungsted sig på. Den gamle havn var således i så dybt forfald, at noget nødvendigvis måtte ske. Ingen ønskede et kommercielt anlæg, men Hørsholm Kommune ønskede heller ikke at binde sig for tæt finansielt i projektet, der nemlig for at være forsvarligt måtte blive meget omfattende pga. havnens beliggenhed i Sundet. Løsningen blev herefter, at borgmesteren opfordrede interesserede sejlere i og uden for kommunen til selv at finansiere en ny havn, i hvilken forbindelse han lancerede tanken om, at sejlerne skulle købe aktier i en sådan, således at der til aktiebesiddelsen knyttede sig ret til en bådplads. I sidste ende blev økonomien bag havneselskabets opførelse af den nye havn tilvejebragt gennem 1) lån fra sejlerne, kommunen og anden side 2) tilskud fra Hørsholm Kommune og Frederiksborg Amt. Startskuddet udadtil var en indbydelse til reservation af bådplads af 17. januar 1972, som blev udsendt til et bredt publikum i hele landsdelen med angivelse af, at (næsten) alle liggepladser skulle være tegnet og lånebeløbet i gennemsnit 10.000 kr. pr bådeplads - betalt inden 1/3 1972, idet havnebyggeriet ellers ville blive udsat. Beløbet var - regnet efter datidens prisforhold - temmelig stort i forhold til en persons normalindtægt. M.h.t. amtets tilskud var forholdet det, at brugerkredsen til en havn af den forudsatte størrelsesorden i vid udstrækning måtte findes uden for kommunen. Det var derfor, der søgtes et amtsligt tilskud til projektet (jf. referat af et møde den 29. marts 1971). Ved et brev af 28. juni 1971 fra amtet opnåedes tilsagnet under forudsætning af, at kommunen ydede et tilsvarende beløb. Det fysiske anlæg kunne kun etableres gennem en tilladelse fra staten, idet det forudsatte inddragelse af en del af søterritoriet. Ved Trafikministeriets brev af 12. august 1971 blev forudsætningerne for en gennemførelse af de fornødne anlægsarbejder imidlertid bragt på plads. I brevet fra det daværende Ministerium for Offentlige Arbejder gives der således efter ansøgning fra havneselskabets bestyrelse denne bestyrelse tilladelse til at oppumpe den nye havn fra og på søterritoriet. Ifølge tilladelsen må hverken denne eller anlæggene dog uden forud indhentet godkendelse fra ministeriet overdrages til andre, anlæggene må heller ikke væsentligt udvides eller ændres, ligesom ministeriet forbeholder sig ret til at kræve havnetaksterne indsendt til godkendelse. Kommunen måtte søge Frederiksborg Amts Tilsynsråds godkendelse af de komplicerede arrangementer. Dette skete ved en ansøgning af 30. november 1971, hvori der anmodes om tilladelse til, at bådpladsholderne og kommunen kunne yde havnen det ovennævnte lån på nærmere konkretiserede tilbagebetalingsvilkår og til at udlåne kommunens areal øst for Strandvejen (landstriben) til havnen, således at denne kunne administreres som et samlet hele. Ved en påtegning af 29. december 1971 på ansøgningen godkendte Tilsynsrådet det ansøgte med præcisering af vilkårene for forrentning og tilbagebetaling af bådejernes lån til havnen. De samlede udgifter til den nye havn blev (jf. revisionsprotokollat af 1. september 1975) på 21.250.000 kr., heri indeholdt den bogførte værdi af den gamle havn med 318.500 kr. I et brev af 18. april 1990 til Gentofte Kommune har Hørsholm Kommune redegjort for, hvorledes dette beløb blev skaffet til veje. Det fremgår af brevet, at tilskuddene fra hhv. Hørsholm Kommune og Frederiksborg Amt var på 1,25 millioner kr. fra hver, medens resten blev dækket af andre lån. Af disse lån fremkom efter det i brevet oplyste 1/3 fra sejlerne, 1/3 fra kommunen og 1/3 fra private långivere. Side 3 af 13

Sejlerne fik kun 5 % i rente af deres lån til havnen, og den 20. februar 1974 accepterede kommunen for sit vedkommende over for havnen, at kommunen kun fik samme rente af sit eget lån til havnen. Den 29. marts 1974 udstedte havnens bestyrelse til kommunen et skadesløsbrev på 10 millioner kr. med pant i havnen og de denne tilhørende bygninger til sikkerhed for tilbagebetaling af det til selskabet ydede "lån. Kommunens lån til havnen er senere tilbagebetalt fuldt ud af denne. Kommunens andel af økonomien var således ene og alene det nævnte tilskud svarende til amtets 1,25 millioner, det senere tilbagebetalte lån til havnen samt en aldrig aktualiseret garanti for de pengeinstitutlån, hver sejler personligt evt. måtte optage med henblik på at låne beløbet videre til havnen til dækning af sin andel. Herudover har kommunen i et vist omfang ydet nogle mindre, årlige driftstilskud, som dog skal ses i lyset af, at havnen i betydeligt omfang anvendes af kommunens øvrige borgere til rekreative formål. For året 2001 blev der eksempelvis ydet et tilskud på 107.000 til drift af toiletter, men intet til vejanlæg eller andet trods den omfattende trafik til den kommunale strand syd for havnen m.v. Sejlernes finansiering af havnen består pr. 2014 dels af de faste bådpladslejeres uopsigelige deposita, der er indbetalt løbende siden 1970erne, og som i dag er kommet op på ca. kr. 12,5 millioner kr., samt derudover et overskud fremkommet fortrinsvis ved sejlernes løbende betalinger til havnen på ca. kr. 13,2 mio., der er konteret som egenkapital i Havnen. Det drejer sig altså om tilsammen ca. kr. 25 mio. Jf. i øvrigt stævning af 21/10 2014 mod kommunen (bilag 1). Forholdet mellem kommunens betalinger til havnen og sejlernes ditto fremgår af den graf, som er medtaget som illustration i en annonce, der er indrykket i dagspressen på Bådelaugets foranledning (bilag 2). Havnebestyrelsen har i brev af 22/8 2014 til Hørsholm kommune (bilag 3), hvor bestyrelsen protesterer mod kommunens overtagelse af havnen, på udmærket måde ridset op, hvilke formueværdier, der er opbygget på grundlag af tilladelsen til opførelsen af havnen, og hvilke forventninger hos sejlerne, der knytter sig til disse værdier. Efter den nye havns bygning blev der den 22. februar 1977 på det allerede omtalte indflydelsesbrev til Hørsholm Sogneråd der som nævnt var underskrevet af personer uden beføjelse dertil - påstemplet en bemærkning om, at nærværende aktiebrev konverteres herved til garantibevis i medfør af vedtægt af 6. maj 1976. Stemplet er underskrevet af havnens daværende bestyrelsesformand, Vagn Schlütter, der tillige var viceborgmester i kommunen, og havnemesteren, Ib Wessel- Tolvig. Disse havde ikke kompetence til at udstede aktier. Kommunen opførte da heller ikke ved den lejlighed papiret som en aktie i sine regnskaber. I 2004 benyttede kommunen ikke desto mindre sin påståede aktionærstatus til at udvide selskabets aktiekapital med 400.000 kr., som kommunen tildelte sig selv. Grundlaget for beslutningen var en generalforsamlingsbeslutning, hvor kommunen udnyttede den bestemmende indflydelse i selskabet, som kommunen ifølge det kommunale tilsynsmyndighed ikke må have. Kommunens basis for nu at overtage havnen er en formel status som majoritetsaktionær, som kommunen altså har opnået ad bagvejen i skærende kontrast til havnens lige omtalte finansielle baggrund. De fleste tilbageværende aktier på private hænder er forsvundet eller bortfaldet ved pengeombytningen efter 2. verdenskrig, andre er blevet opkøbt af havneselskabet til overkurs (kurs 1100) efter beslutning fra dettes af kommunen (ulovligt) dominerede bestyrelse. Den konkursramte storentreprenør Axel Juhl-Jørgensen forsøgte i 2010, da han fik øje på de besynderlige forhold omkring kommunens aktier i havnen og Side 4 af 13

havde erhvervet et par af de få tilbageværende private aktier, at få underkendt kommunens aktionærstatus ad rettens vej. Sejlerne var meget imod dette sagsanlæg, fordi det var indlysende, at retten ikke ville kunne tilkende de få privatpersoner, der havde aktier havnen, ejerskabet til denne. Et heldigt udfald af en retssag måtte således forudsætte, at samtlige disse private aktier sattes i f.eks. en almennyttig fond til havnens drift. Retten foreslog derfor et forlig, som ikke imødekom Juhl-Jørgensen, hvilket forlig denne accepterede. Hvordan en retssag ville være faldet ud ved en regulær dom under andre omstændigheder, anser sejlerne stadig som et åbent spørgsmål. Sejlerne anskuer således forholdet på den måde, at kommunen nu på irregulær vis søger at tilvende sig værdier, der er skabt af andre i tillid til havnens almennyttige karakter og formelle organisatoriske uafhængighed. Endvidere oplever sejlerne, at kommunen har misbrugt sin indflydelse - herunder i havnebestyrelsen - til at tilgodese snævrere kommunalpolitiske interesser, som intet har med havnens vel og vel at gøre, herunder også i modstrid med havnens regionale grundlag og dens helt dominerende finansiering via sejlerne selv. De noterer i øvrigt, at kommunens for havnen ukonstruktive pres gennem årene haft udspring ikke i et bredt ønske i kommunalbestyrelsen, men derimod hos en konservativ kommuneledelse, der hele tiden har været afhængig af varierende mindretal. Sejlerne oplever, at dette mindretal gennem årene mest har været styret af manglende indsigt i havnesagen kombineret med et ønske om at placere sig på nethinden hos de lokale vælgere med afsæt i et forkert, men på overfladen let forståeligt grundlag mht. havnens organisation og finansielle baggrund. Sagens status Rungsted Havn-sagen kan få store konsekvenser for sejlerne i Rungsted, men i øvrigt også for havne mange andre steder i landet, hvis Hørsholm Kommune får held med sin overtagelse af havnen og dermed det, sejlerne oplever som tyveri af de af dem skabte værdier og indgreb i velerhvervede rettigheder. Sejlerne modsætter sig derfor på det kraftigste en kommunal overtagelse. Der ligger på Rungsted Bådelaugs hjemmeside (http://www.rungsted-baadelaug.dk/ status & historik) en omfattende redegørelse for sagens gang op til 2010. Denne redegørelse belyser den næsten uoverkommelige byrde, kommunen har påført sejlerne gennem årene, når de skulle følge op på kommunens siden 2002 ganske mange af skatteborgerne betalte kommunale manøvrer for at tiltage sig havnen. Redegørelsen kan nu suppleres med henvisninger til en yderligere omfattende stabel af dokumenter for årene 2010-15. På det seneste har sejlerne som nævnt 21/10 2014 stævnet kommunen. Da denne desuagtet og uanset der ikke forelå nogen godkendelse fra Kystdirektoratet af en overdragelse - fortsatte sine praktiske foranstaltninger til overtagelse af havnen, forsøgte sejlerne endvidere at få Helsingør Ret i til at stoppe disse foranstaltninger gennem en forbudssag mod kommunen. Et sådant forbud ville dommeren imidlertid ikke fremme, fordi der er tale om myndighedsudøvelse. Dommeren glemte herved at forholde sig til hele sejlernes påstand i forbudssagen, som efter forbudsbegæringen af 10/11 2014 er følgende: Hørsholm Kommune skal midlertidigt undlade at påbegynde nogen del af sin planlagte hjemtagelse af Rungsted Havn A/S, indtil Sejlernes anlagte retssag mod Kommunen om hjemtagelsens lovlighed (udhævet af red.) er endeligt afgjort ved domstolene. Side 5 af 13

I kendelsen fra Helsingør Ret siges således, at kommunens handlinger som led i overtagelsen af havnen kun er lovlige i det omfang disse handlinger ikke direkte angår kommunens PRIVATE (red.s udhævelse) retsforhold til bestemte parter. Som det ses af påstanden, har sejlerne imidlertid netop i retten gjorde gældende, at kommunens overtagelseshandlinger også kolliderer med (deres) private rettigheder. Det samme har det kommunale tilsyn i øvrigt bemærket i et brev fra Statsforvaltningen af 2/2 2007, hvor der netop henvises til, at spørgsmålet om ejerforholdene i havnen er et privatretligt spørgsmål. Men det tog dommeren altså ikke stilling til, selv om retten naturligvis skal tage stilling til alle elementer i påstandene i de sager, der rejses. Civilstyrelsen har endvidere afslået at give fri proces, fordi den åbenbart ikke mener, det er principiel t eller har almindelig offentlig interesse (jf. retsplejelovens regler om fri proces), om kommunen opnår den godkendelse fra Staten, der er en forudsætning for overtagelsen af havnen. Denne afgørelse er 13/1 2015 påklaget til Procesbevillingsnævnet. Sejlerne ved udmærket, at byretternes afgørelser ikke er sikre, hvorfor sejlerne må regne med at skulle igennem landsretten, hvis de skal have domstolene med sig. Sejlerne var imidlertid nødt til at forsøge sig med en forbudssag for ikke at forringe deres retsposition i hovedsagen. Men sejlernes pengepung kan ikke konkurrere med kommunens skatteborgerfinansierede samme, ud af hvilken der indtil nu i havnesagen er afholdt adskillige millioner kr. alene i advokatomkostninger. Det er, hvad hoved(rets)sagen mod kommunen angår, vanskeligt at se, at sejlerne ikke havde ret i deres synspunkt om, at overtagelsen var ulovlig i al fald på stævningens tidspunkt. Deres påstand går således på, at kommunens overtagelse af havnen ikke er (pr. stævningsdatoen var) lovlig (se bilag 1), hvilket den klart ikke var, allerede fordi der jo på tidspunktet ikke forelå den nødvendige, forudgående statslige godkendelse. Sejlerne anskuer kommuneadvokatens meget sene og åbenlyst trevne ansøgning til Kystdirektoratet om godkendelse som en erkendelse af dette synspunkt og af, at kommunen uundgåeligt ville tabe hovedsagen allerede af den grund, hvis ikke man umisforståeligt havde søgt om en godkendelse. At godkendelse faktisk er nødvendig, er i øvrigt også indirekte erkendt af kommunens advokat i brev af 15/10 14 til Direktoratet ( Hjemtagelse betyder at kommunen overfører alle rettigheder og forpligtelser til sig selv ). Og det er altså direkte erkendt med kommunens advokats brev til direktoratet af 24/11 2014 ( Jeg skal præcisere dette derhen, at jeg på vegne af Hørsholm Kommune ansøger om direktoratets godkendelse, dels af den påtænkte overdragelse af havneanlægget, dels af Ministeriet for offentlige arbejders tilladelse af 12. august 1971 til anlæggelse af havneanlægget fra selskabet Rungsted Havn A/S til Hørsholm Kommune, jf. tilladelsens vilkår 3, side 2. ). Hvis Direktoratet afslår kommunens ansøgning om godkendelse, kan sejlerne af de nævnte grunde heller ikke undgå at få medhold på tidspunktet for hovedsagens afgørelse, hvorved overtagelsen af havnen vil gå i stå. Det er derfor afgørende for sejlerne, at overtagelsen ikke godkendes. Godkendelseskriterierne Efter BEK nr. 580 af 29/05/2013 om Kystdirektoratets opgaver og beføjelser varetager Direktoratet myndighedsopgaver inden for kystbeskyttelse, havne og Statens højhedsret over søterritoriet. Videre hedder det: Kystdirektoratet varetager de samfundsmæssige interesser på kystbeskyttelsesområdet og de statslige interesser på havneområdet gennem analyser, projektering, anlæg, drift, sikring og varsling. Side 6 af 13

Sejlerne opfatter dette således, at Statens interesser i sammenhængen ikke alene er af miljømæssig art, men i det hele taget at sikre forsvarligheden af det, der foregår omkring de havneanlæg, der er opført på Statens søterritorium, såvel fysisk som på anden vis, i lyset af borgernes overordnede interesser. Dette afspejler sig f.eks. også i Statens krav i tilladelsen af 1971 til anlæggelse af havnen, nemlig om at havnetaksterne kan kræves indsendt til godkendelse. Havnetakster har ikke noget med miljøet eller havneanlæggenes brug at gøre, men angår først og fremmest hensynet til havnens brugere og betalere samt disses forventninger. Staten har i øvrigt ikke opgivet kravet i relation til Rungsted Havn, uagtet et krav af denne art måske er mindre relevant i forhold til havne, hvis driftsgrundlag som almennyttige er sikrere. Sejlerne er klar over, at Direktoratets afgørelse i en sag som den foreliggende ud fra det lige nævnte grundlag må træffes ud fra ikke blot juridiske kriterier af den art, som kan påses af domstolene (skønnets grænser), men at Direktoratet også står over for at skulle udøve en bredere vurdering inden for rammen af et saglighedsskøn. Hvad er da i lyset af det lige nævnte relevant for dette skøn? Det er oplyst, at der ikke foreligger nogen praksis i så henseende mht. tilfælde, hvor en kommune ønsker at få overdraget en havn, der hidtil er drevet i andet regi. Det normale er således i pagt med det nærhedsprincip, der er det demokratiske ideal at de, der er interesserede i havnene, overtager dem fra pågældende kommune inden for rammen af de vilkår, staten har sat for de respektive arealers udnyttelse. I kommunens advokats brev af 24/10 2014 til Direktoratet anføres, at der ved overdragelsestilladelser må varetages de samme hensyn som ved tilladelser til nyanlæg i det omfang, de er relevante. Det er indlysende, at disse hensyn i al fald må varetages. Men de kan ikke stå alene. Direktoratet må således naturligvis i en overdragelsessag også tage hensyn til og afveje interesserne hos de aktører, der er blevet implicerede på grundlag af den oprindelige godkendelse. Statens i bekendtgørelsen nævnte interesser kan således ikke begrænses til en hensyntagen blot til én eller nogen af de berørte aktører, men må tage højde for interesserne hos dem alle. Kun derigennem kan Direktoratet træffe en saglig afgørelse - en afgørelse er jo kun saglig, hvis den implicerer en afvejning af alle involverede interesser over for hinanden. Kriteriernes anvendelse i den konkrete sag I det konkrete tilfælde må de berettigede forventninger altså tages i betragtning, der på grundlag af statens oprindelige tilladelse er blevet skabt hos sejlerne i Rungsted mht. det anlæg, der blev opført. Denne forventning var i Rungsted-sagen, jf. stævningen (bilag 1), at sejlernes penge gik til et juridisk selvstændigt, almennyttigt foretagende. Jf. herved også det udtrykkelige indhold af skrivelse af juli 2003 fra Trafikministeriet: Rungsted Havn forvaltes som et almennyttigt non-profit anlæg. Et almennyttigt non-profit anlæg er noget andet end en kommunal havn. Hvis en sådan forventning skuffes, hvad vil da privates interesse i fremtiden være i at investere i lignende almennyttige anlæg? Sejlernes konkrete forventning i Rungsted-sagen kolliderer ikke på nogen måde med Statens interesser, men harmonerer tværtimod med dem. Den kolliderer heller ikke med det kommunale tilsyns for længe siden stillede krav om, at kommunen skal træde ud af sin bestemmende indflydelse i havnen. Dette krav kan således fuldt ud opfyldes via en af de tidligere opstillede modeller for havnens fremtidige organisation, f.eks. ved at gøre havnen til en selvejende fond. Tværtimod tilsiger sejlernes betydelige økonomiske engagement i havnen i forhold til kommunens meget Side 7 af 13

beskedne, at kommunen effektuerer tilsynets krav om at opgive sin bestemmende indflydelse i havnen til fordel for en væsentlig indflydelse hos havnens betalere i stedet, nemlig især sejlerne. I det hele taget kolliderer sejlernes forventninger ikke med nogen som helst legitime interesser. Hertil kommer sejlernes i det konkrete tilfælde særdeles relevante interesse i ikke at blive underkastet den vilkårlighed og foragt for gældende ret, kommunens optræden i havnesagen, jf. nedenfor, demonstrerer. Sejlernes berettigede forventning kolliderer således kun med ønskerne i øjeblikket hos et tilfældigt politisk flertal i Hørsholm kommune i én enkelt valgperiode. Disse ønsker, som kommer til udtryk i koncentreret form i borgmesterens præsentation på bilag 4 ved et såkaldt dialogmøde i november 2014, nemlig om at kommunen bevarer den bestemmende indflydelse i havnen, som kommunen efter tilsynets (Statsforvaltningens) afgørelse ikke må have, er ikke anerkendelsesværdigt. Vi kan alle ønske bestemmende indflydelse i et eller andet, herunder noget, vi ikke har betalt for. Men dette ønske er ikke et legitimt, sagligt retsgrundlag. Inden for sejlernes berettigede forventninger kan havnens organisation udmærket fastholdes også i fremtiden under hensyn både til Statens interesser, Trafikministeriets krav og den kommunale tilsynsmyndigheds krav om, at kommunen skal afvikle sin bestemmende indflydelse i haven. Kommunens ønske om at overtage havnen fremtræder således som udslag af magtbrynde - eller måske af et behov for den prestige, nogen forbinder med ejerskabet af en havn som den i Rungsted. Hvad er kommunens saglige interesse i at overtage en havn, kommunen ikke har betalt, trods massiv modstand blandt havnens umiddelbare brugere og med voldsomt negative konsekvenser for borgernes retsbevidsthed samt kæmpemæssige advokatudgifter til følge? Styres et havneanlæg da ikke bedst af de umiddelbare brugere? Hvad er det, Hørsholm Kommune partout vil bestemme i havnens anliggender, som kommunen ikke i forvejen kan styre via de muligheder, planlovgivningen afgiver? En kommune herunder Hørsholm - har fuldt tilstrækkelige lokale styringsmuligheder iht. denne lovgivning. Den lokale kommune er således en havns væsentligste offentlige myndighed, nemlig via kommunernes lokalplankompetence. En kommune kan bl.a. via lokalplanen sikre offentlighedens adgang til havnen. Den nuværende Lokalplan for Rungsted Havn (lokalplan nr. 103), styrer overordnet set aktiviteterne på havnen. Lokalplanen har hidtil været respekteret af havnebestyrelsen - og af sejlerne - som naturligvis også vil acceptere fremtidige ændringer i lokalplanen med hjemmel i lokalplanloven. Hørsholm Kommune kan således udmærket styre de forhold omkring Rungsted Havn, den har en saglig interesse i at styre, via sin lokalplankompetence efter planloven. Hvad er det, kommunen absolut vil styre herudover? Hvad er det for saglige interesser ud over de i lovgivningen fastlagte, Hørsholm Kommune på et saglig grundlag ønsker at få tilgodeset? Kommunens meget store interesse i at overtage havnen virker således ejendommelig - for sejlerne at se ligefrem suspekt. Andre steder ser kommuner med glæde på at de, er interesserede i den slags anlæg, selv overtager hhv. bygger dem til gavn og glæde for det lokale miljø. Sådanne anlæg styres i det hele taget mest hensigtsmæssigt af brugerne selv inde for de rammer, den almindelige lovgivning fastsætter. Det nævnte tilsiger, at godkendelse nægtes. Men sejlerne finder i øvrigt, at Direktoratet ikke vil kunne godkende overdragelsen af arealerne og værdierne til kommunen allerede af den grund, at der er tale om et aktiv, der i sin oprindelse hidrører fra staten og fra indskud samt løbende bidrag (havneleje) fra sejlerne selv, og som derfor ikke bare kan foræres til Hørsholm Kommune. I den udstrækning, de ovedragne aktiver måtte antages at hidrøre fra staten, er der således tale om en Side 8 af 13

gave fra staten til kommunen, og sådanne gaver kan ikke gives uden hjemmel i lov. Og hvad angår den del af aktiverne, der kan anses tilvejebragt af sejlerne, er der tale om uhjemlet ekspropriation. Sejlerne lægger i øvrigt vægt på, at også repræsentanterne for havnens formelle ejer, nemlig havnebestyrelsen, i brevet af 22/8 2014 til Hørsholm kommune (bilag 3) i pagt med et ovenfor nævnte har modsat sig, at kommunen overtager havnen. Rungsted Havn og Hørsholm Kommune I den konkrete sag ligger det endvidere således, at sejlerne ud fra erfaringer gennem den forløbne halve snes år nærer dyb mistillid til Hørsholm Kommune eller rettere kommunens spinkle kommunale flertal. De spørger: Hvad er det for et foretagende, der legemliggjort i dette flertal anmoder Direktoratet om lov til at tiltage sig havnen? Hvad kan dette foretagende ikke finde på? - Kommunen har ganske vist over for offentligheden og sejlerne nedtonet sit oprindelige forsæt med transaktionen, som nemlig var regulært at hente penge i ud af havnen til brug for andre kommunale formål (se om denne hensigt bilag 6). Efter en hjemtagelse vil det imidlertid være overordentlig vanskeligt at hindre, at udgifter, der reelt er kommunale, læsses over på havnen. Eksempler: Hvem kommer til at betale for den kommunale badestrand syd for denne? Der er ikke sat noget af hertil i kommunens budget for denne post i 2015. Der er i efteråret 2014 varslet en væsentlig forhøjelse af havnelejen med henvisning til et behov for store vedligeholdelsesarbejder. Men det forelagte budget for disse arbejder rummer elementer, som sejlerne anser for tvivlsomme. Ydermere er sejlerne bekendt med, at der er planer om en udvidelse af havnen mod nord, hvilket der kun er behov for til meget store både. Hvorledes skal de nuværende sejlere forhindre, at en sådan udvidelse gennemføres for deres regning og ikke for de bådejeres regning, som mener absolut at have behov for meget store pladser? Det var allerede nævnt efter datidens prisniveau særdeles dyrt for sejlerne i sin tid at finansiere den nuværende havn. Hvordan hindres det under et kommunalt ejerskab af havnen, at de samme sejlere nu får lov til at betale for, at ejere af store både får en liggeplads mod et forholdsmæssigt langt mindre indskud? Hvordan forhindres det, at personaleomkostninger, som reelt er kommunale, indirekte væltes over på havnen ved, at de konstrueres eller sminkes som havnerelaterede? Hvordan hindres det, at omkostningerne ved en likvidator, der er sat ind, inden den fornødne statslige godkendelse er givet, påføres havnen? Skal udgifterne til en likvidator, som i det hele kun optræder i kommunens interesse, overhovedet pålignes havnen? Det havde jo ikke kostet noget blot at fjerne kommunens ulovlige bestemmende indflydelse i havneselskabet. Konsekvensen af alt dette vil let kunne være en langsom fortrængning af sejlere med spinkel økonomi herunder især i det vigtige mellemlag af yngre erhvervsaktive, der skal bære fremtiden, men som i en periode af deres liv har store personlige etableringsomkostninger at afdrage på. Konsekvensen af en gennemførelse af overtagelsesplanen vil således meget let være, at havnen på sigt forvandles til et velhaverprojekt. Side 9 af 13

- Kommunen har ikke været villig til at nedfælde det, den for at berolige sejlerne har tilkendegivet mundtligt om planerne for havnen - herunder angående sejlernes afgørende indflydelse og bevarelsen af hvile i sig selv - princippet - i en retligt forpligtende form (jf. bilag 7 om mødet med kommunens advokater). Hvorfor? - Kommunen har som led i de allerede iværksatte overtagelsesforanstaltninger sat sig ud over almindelige retsregler om debitorskifte. Således vil kommunen tiltage sig sejlernes indskud i (dvs. lån til) havnen som lån til sig selv og forstår man på den af kommuneadvokaten udformede tilforladeligt lydende tekst - smide de sejlere ud af havnen, som nægter at låne Hørsholm kommune penge på den måde (bilag 5). Sejlene er naturligvis ikke interesseret i at låne Hørsholm kommune penge hvorfor skulle de det? - Borgmesteren vildleder offentligheden i sagen. Eksempler: Hans oplysninger til pressen om, at sejlerne vil få den bestemmende indflydelse i havnen er misvisende. I Ugebladet 27/12 2014 hedder det f.eks.: Kommunen uden flertal i den nye havnebestyrelse. I sammenhængen kan også nævnes borgmesterens brev af 15/1 2015 til sejlerne (bilag 8) om såkaldt udstrakt brugerforvaltning. Virkeligheden er imidlertid, at kommunen efter en overtagelse altid vil kunne ændre indflydelsesordningen. Se også de to sejlerforeningers udsendelse til medlemmerne i anledning af borgmesterens nævnte beroligelsesbrev (bilag 9). At kommunens hensigter er anderledes, end borgmesteren forsøger at give indtryk af, ses da også f.eks. i den oven for omtalte præsentation, borgmesteren ved en lapsus kom med på et offentligt dialog møde 5/11 2014: Hjemtagelsesmodellen er valgt fordi Kommunen bevarer den bestemmende indflydelse i havnen. (bilag 4) - Kommunens dispositioner over for sejlerne har gennem årene været præget af vilkårlighed. Havnen har f.eks. nu på kommunens foranledning været igennem hele fire planer for en nyorganisering til opfyldelse af tilsynets krav om, at kommunens bestemmende indflydelse fjernes. Herunder har kommunen endog opfordret Bådelauget til at foretage nogle konkret anviste justeringer af laugets vedtægter, så de passede til kommunens senest planlagte selskabskonstruktion. Dette skete herefter - hvorefter kommunen stillede nye krav i så henseende - hvorefter kommunen overflødiggør det hele via endnu en ny plan, nu om at selv at overtage havnen. - Kommunen har i årenes løb forvaltet havnen med stor ligegyldighed i forhold til gældende ret. Sejlerne mærker sig f.eks. kommunens ubegribelige, mangeårige nølen med at efterleve tilsynsmyndighedens pålæg om at afvikle sin bestemmende indflydelse i havnen. Andet eksempel: En kommunalt udpeget havneformand tilkendegav for nogle år siden under et møde med Bådelauget, at kommunens repræsentanter i havnebestyrelsen naturligvis(!) i bestyrelsen disponerede ud fra kommunens og ikke ud fra selskabets interesser. Dette er ulovligt og strafbart efter selskabslovgivningen. Ligeledes har kommunen foranstaltet, at udenbys borgere diskrimineres på ventelisterne, ja, i et af forslagene til en ny selskabskonstruktion var kommunen endog inde på, at udenbys pladsholdere slet ikke skulle kunne vælges til havnebestyrelsen (hvilket ville være selskabsretligt ulovligt). Og kommunen har altså nu endog sat praktiske tiltag i værk for at overtage havnen uden at sikre sig Kystdirektoratets forudgående godkendelse, selv om kommuneadvokaternes breve til Direktoratet viser, at man udmærket godt ved, at en sådan godkendelse er nødvendig. Side 10 af 13

- Det fremgår af de ved Rungsted Havn A/S stiftelse den 23/5 1918 vedtagne statutter 18, at: Ret til at tegne Selskabets Firma har Formanden eller Næstformanden i Forening med et andet Bestyrelsesmedlem. Prokura kan meddeles af Bestyrelsen som kollektiv Prokura. I 11 vedr. adgang til generalforsamlingen står: "Enhver aktionær, som vil have Adgang til og stemme ret paa en Generalforsamling, må mindst 3 dage forud for generalforsamlingen efter fornøden Legitimation erhverve Adgangskort, hvorpå er angivet, hvor mange Stemmer, der tilkommer ham, idet ethvert Aktiebeløb paa 100kr., giver 1 stemme. Som Legitimation forevises Ihændehaveraktier og opgives Nr. paa noterede Aktier. Aktionærerne kan stemme ved Repræsentant, som dertil er forsynet med skriftlig Fuldmagt, og som selv er Aktionær.... Ifølge vedtægterne af 16. juni 2004 for Rungsted Havn a/s, 7, skal som legitimation ved generalforsamlingen forevises aktiebrevet. Videre fremgår, at aktionærerne kan stemme ved fuldmægtig, som dertil er forsynet med skriftlig, dateret fuldmagt. Kravet er for kommunens vedkommende i fast praksis gennem årene opfyldt ved, at kommunens repræsentant(er) på generalforsamlinger har forvist den krævede fuldmagt for bestyrelsesformanden. På den generalforsamling i januar 2015, hvor likvidation besluttedes, fremvistes imidlertid trods krav herom fra andre deltagere i forsamlingen ingen sådan fuldmagt, og en sådan er heller ikke senere tilvejebragt trods den nu afsatte bestyrelsesformands gentagne krav herom. Sejlerne tror i øvrigt heller ikke på bestandigheden i de juridiske vurderinger, som kommunens advokater fortæller dem vil danne ramme for kommunens fremtidige dispositioner vedr. havnen. Kommuneadvokaternes vurderinger og anvisninger i klientens interesse er allerede af den grund ikke troværdige for sejlerne. Og vurderinger fra partsadvokater kan jo i øvrigt skifte over tid ud fra opportunitetshensyn. Kommuneadvokaternes vurderinger afspejler da også efter sejlernes opfattelse en hårdtspændt og undertiden også overspændt anvendelse af juraen. Sådant er måske anvendeligt som partindlæg i en retssal. Men den slags indlæg udgør ikke et brugbart grundlag for en ordning, der tilgodeser alle involveredes interesser, og de kan derfor ikke være aksel for en afslutning af havnesagen til gensidig gavn og tilfredshed. I øvrigt har sejlerne noteret, at advokaternes udtalelser i tidens løb end ikke altid har svaret til de klare juridiske realiteter, og at de endvidere efter behov præges af en smidighed i sprogbrugen, som fører tanken af sporet. Eksempel: Poul Heidmann siger i sit svar 15/10 14 til Direktoratet, at kommunens beslutning om at overtage havnen i praksis vil indebære, at kommunen viderefører sin allerede tinglyste adkomst til de arealer, der blev givet tilladelse til etablering af i 1971. Sejlerne erindrer også noget, de opfatter som andre forsøg fra kommuneadvokaternes side på at få det til at se ud, som om tingbogens udvisende var afgørende for den materielle ejendomsret adkomst - til havneanlægget. Kommunen har jo imidlertid ikke nogen materiel adkomst til disse arealer. Havneselskabet er rette ejer, og dette er for mange år siden indskærpet af myndighederne. Arealerne er kun ved misforvaltning fra kommunens side herunder misbrug af kommunens majoritetsstilling i havnebestyrelsen - formelt blevet tinglyst i kommunens navn. En urigtig tinglysning skaber efter tinglysningsloven ingen ret for en erhverver, der som kommunen er i ond tro. Advokatens bortforklaring af den misvisende oplysning til Direktoratet i nyt brev af 24/11 2014 ændrer ikke noget heri. Et andet eksempel: I kommuneadvokatens brev til Direktoratet af 24 /11 2014 anføres, at det kommunalretlige lokalitetsprincip har været en del af drøftelserne med Statsforvaltningen, Det taler for en vis begrænsning af brugerkredsen. Så vidt Side 11 af 13

vides er realiteten, at statsforvaltningen overhovedet ikke har forholdt sig til den omstændighed, at havnen er tilvejebragt som regionalhavn og ikke som kommunal havn. Advokaten søger med andre ord at tiltage sig Statsforvaltningens autoritet til fordel for det synspunkt, at sejlerne lovligt kan forskelsbehandles efter bopælskriterie, uagtet Statsforvaltningen ikke kan tages til indtægt i denne retning. Advokaterne demonstrerede i øvrigt på et møde i det lokale samlingshus Trommen for nogle år siden, at de ikke kendte til den hindring for en hjemtagelse, der ligger i Statens vilkår for havnens anlæggelse. Hvordan kunne de undgå at spørge sig selv, hvorledes havnearealet da var tilvejebragt? Hvorfor søger de også først om godkendelse af overdragelsen til kommunen så sent som 24/11 2014? Og hvorfor har advokaterne det synspunkt, at tilladelsen blot er en ekspeditionssag, hvilket de har meddelt Kommunalbestyrelsen? Er den det? Sejlerne har efter de nævnte og andre oplevelser med kommunen og dennes advokater ingen tillid til, at kommunen vil forvalte det aktiv, havnen udgør, i pagt med den bredere offentligheds interesser endsige med havnens oprindelse som anlagt på statens ejendom for sejlernes penge. Hvad venter sejlerne da af Kystdirektoratet? - Sejlerne mener primært jf. det allerede nævnte - at Direktoratet helt må nægte godkendelse, eftersom Direktoratet må beskytte de forventninger, der med tilladelsen til havnens opførelse på søterritoriet blev skabt hos sejlerne om, at det drejede sig om et almennyttigt anlæg, hvis økonomi var segregeret fra kommunens. - Sejlerne forudsætter i al fald, at godkendelse ikke gives, så længe der hersker retlig tvivl om, hvorvidt en kommunal overtagelse af havnen overhovedet er lovlig iht. de retlige kriterier, Direktoratet måtte skulle lægge til grund for godkendelse. Dette er omfattet af påstanden i hoved(rets)sagen mod kommunen. Jf. i øvrigt også det princip, der citeres i Poul Heidmanns brev af 15/10 2014 til Kystdirektoratet, hvori gengives Direktoratets skrivelse af 16/11 2010: Direktoratet afventede en endelig upåanket dom, der fastlægger ejendomsforholdene for Rungsted Havn. En sådan afgørelse vil Kystdirektoratet henholde sig til (underskrevet Jørgen Bisgaard). Det ville således være uheldigt, om Direktoratet træffer afgørelse til fordel for kommunen inden for rammen af sin skønsmæssige beføjelse, såfremt en overdragelse senere viser sig at være ulovlig allerede af den grund, at domstolene måtte nå frem til, at den er ulovlig af de i hovedsagen påberåbte selskabs- og aftaleretlige overvejelser. Såfremt en afgørelse fra Direktoratet afviser godkendelse for tiden under hensyn hertil, er det i øvrigt vanskeligt at tænke sig, at Procesbevillingsnævnet ikke vil være nødt til at give fri proces til afklaring af spørgsmålet. Men der er naturligvis ikke noget til hinder for en for kommunen negativ afgørelse inden for Direktoratets skønsmargen, som domstolene ikke vil kunne anfægte. Dette vil således blot overflødiggøre retssagen. - Sejlerne vil i al fald forudsætte, at der ikke gives nogen godkendelse uden fastholdelse af statens vilkår for havnens opførelse, jf. også brev fra Trafikministeriet dateret juli 2003, der indskærpedes ved samtidig skrivelse til Hørsholm Kommune, og hvorefter Rungsted Havn skal forvaltes som et almennyttigt non-profit anlæg, ligesom havnen ikke kan overdrages uden ministeriets tilladelse, og forhøjelser at havnetaksterne skal godkendes af Side 12 af 13

ministeriet v/ Kystdirektoratet. Sejlerne vil imidlertid i lyset af kommunens ageren på havnen også forvente, at Direktoratet i en sådan evt. indskærpelse supplerende gør kommunen opmærksom på, at der på grundlag af havnens etablering som regionalhavn og i det aller væsentligste for sejlernes herunder udenbys sejleres - penge samt med tilskud fra amt og stat ikke kan ses bort fra det almindelige offentligretlige lighedsprincip ved havnens forvaltning, samt at dette indebærer, at alle havnens brugere og potentielle sådanne skal behandles lige uanset bopæl. Det af kommunens advokat omtalte lokalitetsprincip i brev af 24/11 2014 til Direktoratet savner således relevans, når der er tale om et anlæg, der efter kommunens eget ønske i sin tid blev bekostet i det aller væsentligste af andre end kommunen selv og siden er vedligeholdt på samme basis. - Sejlerne gør i øvrigt opmærksom på, at en godkendelse vil føre til en uholdbar situation, så vidt som at sejlerne så vil blive henvist til hvert eneste år at forlange havnens regnskaber indsendt med henblik på godkendelse af havnetaksterne på et meget specificeret regnskabsgrundlag for at undgå, at der skjules kommunale udgifter i havnens budget. Forbehold Såfremt Direktoratet ønsker dokumentation vedr. foregående ud over den allerede fremsendte, herunder de vedføjede bilag, står vi til rådighed. Sejlerne forudsætter endvidere, at de vil blive hørt på ny, såfremt der fremkommer høringssvar, der væsentligt afviger fra ovenstående, eller andet væsentligt nyt i sagen, eller vi har misforstået de gældende godkendelsesregler eller -praksis. Med venlig hilsen Formand for Rungsted Bådelaug 14. februar 2015 14. februar 2015 Formand for Rungsted Sejlklub Side 13 af 13