Den 30. januar er en af de tunge mærkedage,

11 KUNNE MAN FORESTILLE SIG EN DANSK HITLER? Af Nils Arne Sørensen I en tid, hvor de politiske fløjes flirt med totalitarismen står højt på dagsordenen, kan det være på sin plads også at sætte fokus på danmarkshistoriens demokratiske helte. Det vil den demokratiske venstrefløj kun kunne glæde sig til, for når det danske demokrati kom frelst gennem fascismens epoke, skyldes det ikke mindst Socialdemokratiets indsats. Den 30. januar er en af de tunge mærkedage, fortiden har forsynet os med. På denne dag for 70 år siden fik Hitler overdraget regeringsmagten i Tyskland. The rest is history, som man siger på nydansk, men som bekendt af den allermørkeste slags. Systematiske forfølgelser af modstandere hjemme; en aggressiv udenrigspolitik, der førte til verdenskrig; barbarisk racistisk krigsførelse i Østeuropa og folkedrabet på Europas jøder det var alt sammen logiske konsekvenser af, at den tyske præsident Hindenburg overlod det til Hitler at danne regering. Det var imidlertid sværere at se i 1933. For de fleste interesserede i samtiden var regeringsskiftet i Tyskland blot endnu et eksempel på, at anti-demokratiske kræfter var kommet til magten i et europæisk land. Da artilleriets trommeild døde hen efter 1. verdenskrig, var det ellers et andet Europabillede, der tegnede sig. De sejrende vestmagter Frankrig, Italien, Storbritannien og USA havde i krigens sidste år lagt stor vægt på politiske og ideologiske krigsmål. De blev berømt og indflydelsesrigt sammenfattet i den amerikanske præsident Woodrow Wilsons 14 punkter, hvis vigtigste budskab var kravet om national selvbestemmelse og politisk demokrati. Disse tanker blev også afgørende i de mange nye stater, der opstod på ruinerne af de europæiske imperier: Tyskland, Rusland og Østrig-Ungarn. Overalt kom demokrati-orienterede regeringer til; valg blev forberedt og grundlovsgivende forsamlinger indkaldt. Det var ikke kun på tabersiden, at demokratiet blev styrket. Det gjorde det også hos sejrherrerne, hvor magthaverne havde indset, at de store ofre i krigen krævede belønning. Den blev givet i form af sociale reformer og valgretsudvidelser, som man så det i Italien og Storbritannien, hvor man indførte almindelig valgret for mænd. Det blev i Storbritannien suppleret med introduktion af valgret for kvinder, mens franske og italienske kvinder måtte gennem endnu en krig, før de fik lige politiske rettigheder.

12 ARBEJDERHISTORIE NR. 2 2003 Ser man bort fra Rusland, hvor det spæde demokrati var blevet afløst af kommunistisk statskup og borgerkrig inden verdenskrigen sluttede, så så det lyst og lovende ud på det politiske Europakort i 1919. Men skyggerne blev snart lange. I Ungarn blev den liberal-demokratiske regering væltet af et kommunistisk kup i marts 1919. Det kommunistiske styre blev på sin side snart væltet af højreorienterede styrker under ledelse af admiral Miklos Horthy, der etablerede sig som rigsforstander i Ungarn og under hans ledelse udviklede det ungarske styre sig glidende i retning af et højreorienteret diktatur. Den udvikling gentog sig i forskellig skikkelse i land efter land. Som oftest i form af begrænsninger i valgretten, forfatningsændringer som styrkede den udøvende magt, og forfølgelse af venstreorienterede og andre folkefjender. Det berømteste eksempel er Italien, hvor fascisten Benito Mussolini i 1922 blev udnævnt til regeringsleder og efter en usikker alliance med forskellige konservative og højreliberale grupper fra 1925 opbyggede et regulært og i vide kredse beundret fascistisk diktatur. Mussolinis diktatur var ingenlunde typisk. Alligevel blev de mange forskellige ikke-demokratiske styrer, der kom til at dominere Europa i løbet af mellemkrigstiden, tit karakteriseret med samlebetegnelsen fascistisk, og perioden betegnes ofte simpelthen som fascismens epoke. Hvorfor skete det? Det spørgsmål stillede politisk interesserede sig allerede i samtiden, og siden har historikere og andre samfundsforskere undersøgt og forklaret demokratiernes sammenbrud og de højreorienterede diktaturer i mellemkrigstiden. Da fænomenet var så udbredt, har undersøgelserne ofte været sammenlignende: kan man finde fællestræk, der kan forklare fænomenerne? Et andet spørgsmål er selvfølgelig mindst lige så interessant: Hvorfor overlevede demokratierne i visse lande i fascismens epoke? Det har underligt nok interesseret langt færre, selv om relevansen af svaret skulle synes indlysende, måske også for andre end historisk interesserede. I det følgende vil jeg give et foreløbigt bud på svaret på det spørgsmål for et enkelt lands vedkommende. Landet er selvfølgelig Danmark. Allerede ved at stille spørgsmålet kommer jeg imidlertid i konflikt med en gængs forestilling om vort fædrelands historie; en forestilling, der er omtrent lige udbredt blandt alment historisk interesserede og professionelle historikere. Det er opfattelsen af, at Danmarks nyere historie har været uden større og dramatiske indre konflikter, og at landet fra de store reformer i slutningen af 1700-tallet sindigt og uden de store sværdslag bevægede sig ind i modernitetens og demokratiets epoke og blev der, selv når det så værst ud. Her til lands bestod frihedsrevolutionen i 1848 som bekendt af et tog af velklædte københavnske borgere, der marcherede, nej: gik, op til kongen og bad om en fri forfatning. Og så oven i købet fik den. Selv ikke i kriseårene under den tyske besættelse vandt antidemokratiske kræfter fodfæste, påpeges det med rette. Opfattelsen af, at Danmark og danskerne var blevet nærmest genetisk immune over for antidemokratiske strømninger bekræftes yderligere, når man ser på det relativt ynkelige danske nazistparti, DNSAP, og deres bud på en dansk Hitler, Frits Clausen. Partiet var en ren imitation af sit tyske forbillede, og, som John Lauridsen har skrevet i sin nye store bog om Dansk Nazisme (2002), havde det i virkeligheden karakter af en sekt. På den baggrund skal det medgives, at en dansk Hitler ikke lå i kortene i 1930 ernes Danmark. Men det er ingenlunde det samme som at skrive, at demokratiet i Danmark var nagelfast i fascismens epoke. Ud fra den almindelige definition af et politisk demokrati, kan man nemlig sige, at det danske demokrati stadig var ungt i mellemkrigstiden. Vi roser os ofte af, at det danske politiske system med Junigrundloven blev et af Europas mest demokratiske. Det er også rigtigt, hvis vi ser på valgretsbestemmelserne, der stort set gav almen valgret til mænd fra 1849. Men grundloven sikrede ikke, at regeringen skulle

KUNNE MAN FORESTILLE SIG EN DANSK HITLER? 13 Det danske nazistparti DNSAP s bud på en dansk Hitler, Frits Clausen (1893-1947), var et yndet offer for karikaturtegnerne. Her er det en tegning fra Raketten 1942, et nytårshæfte udgivet af en konkurrerende nazistisk organisation under ledelse af Wilfred Petersen. Billedteksten lyder: Fritz Clausen er kun set paa Cykle een eneste Gang i sit daadrige Liv. Han blev nemlig straks standset af Politiet, da det ifølge Færdselsloven er forbudt at transportere noget paa Cykle, der er bredere end styret. afspejle flertallet i hverken vælgerbefolkning eller Rigsdag. Regeringen var kongens, og det var hans privilegium at vælge den frit. Det var dette demokratiske underskud, som forfatningskampen, der var den afgørende politiske konflikt i landet i den sidste tredjedel af 1800-tallet handlede om. Fronterne var klare. På den ene side stod partiet Venstre (og fra 1870 ernes slutning også Socialdemokratiet). De ønskede demokratiets fuldbyrdelse i form af parlamentarisme. På den anden side stod Højre. De ønskede en forfatningsstat, men ikke demokrati. Venstre søgte at slide Højre-regeringen under Estrup op med visne-politik.. Det lykkedes ikke, for Estrup styrede i stedet i lange perioder landet med undtagelseslove, der ikke krævede vedtagelse i det venstredominerede Folketing. Forfatningskampen endte lykkeligt med, at Højre og kongen gav efter for demokraterne. Men før det nåede så vidt, havde landet i perioder været på randen af borgerkrig. Det kulminerede i midten af 1880 erne med et attentat mod statsminister Estrup; oprettelse af et hærkorps til bekæmpelse af regeringens demokratiske modstandere; fængsling af oppositionens leder for opfordring til vold mod øvrigheden; dannelse af bevæbnede grupper på begge sider, og en politisk retorik, hvor trusler om vold ikke var særsyn. Det lyder jo ret

14 ARBEJDERHISTORIE NR. 2 2003 udansk, og det er måske grunden til, at Forfatningskampen er blevet tildelt en stadig mere marginal plads, når der skrives Danmarkshistorier? Med systemskiftet i 1901 blev parlamentarismen introduceret, og med den nye grundlov i 1915 og nye valglove de følgende år blev demokratiet styrket gevaldigt med den kvindelige valgret som det vigtigste fremskridt. Men heller ikke efter 1915 var alt idel demokratisk lykke. I 1918 var alle politiske partier i Danmark ganske vist fortalere for det nyligt knæsatte princip om national selvbestemmelse som en integreret del af demokratiet. Men der kom hurtigt grus i det demokratiske maskineri, da det gik op for nationalt sindede konservative, at det princip betød, at kun Nordslesvig ville blive dansk. Det førte til en voldsom kampagne for en grænsedragning i modstrid mod demokratiske principper, men til fordel for en dansk grænse enten ved Dannevirke eller i det mindste så langt mod syd, at Flensborg blev dansk. Kampagnen fik stor opslutning med over 100.000 underskrifter, og fortsatte efter afstemningerne i Slesvig, der viste, at danskheden var i klart mindretal i Mellemslesvig. I 1920 var det en central del af det kompleks, der førte til Påskekrisen, hvor kongen afskedigede sin regering, uden at den var kommet i mindretal i Folketinget og på trods af, at han året før havde givet sin støtte til parlamentarismen som princip. Christian X s statskup varede kun et par dage. Så bøjede han sig for de demokratiske kræfters massive pres. Men krisen og balladen om Slesvigspørgsmålet i 1919-20 viser, at stærke grupper i Danmark var alt andet end forelskede i demokratiet 70 år efter junigrundlovens indførelse og på tærsklen til fascismens epoke i Europa. Kort efter Mussolinis magtovertagelse i Italien kom fascismen første gang til Danmark. I januar 1923 meddelte Emil Marott, at han forberedte en dansk fascistorganisation. Marott havde været en fremtrædende socialdemokrat, bl.a. som redaktør på Fyns Social-Demokrat i 25 år, men han blev ekskluderet af partiet i 1920, da han gjorde sig til talsmand for en dansk-tysk grænsedragning syd for Flensborg. Marott var dog ikke belastet af stor viden om det italienske forbillede, han havde svært ved at samle meningsfæller til tanken, og hans planer løb hurtigt ud i sandet. Lidt, men ikke bedre gik det med dannelsen af senere, fascistisk-inspirerede grupper op gennem 1920 erne. Man skulle se mere end godt efter for at få øje på sortskjorter i det danske gadebillede, ligesom en annonceret march mod København også lod vente på sig. Til gengæld kunne man med mellemrum i pressen læse om den ægte, italienske vare, og her var tonen som oftest positiv (bortset fra i den socialdemokratiske og radikale presse). Il Duce blev set som en stærk leder, der havde bragt ro og orden efter kaos, erstattet klassekamp med nationalt samarbejde og demokratisk kævl med en stærk og effektiv stat. Det tiltalte mange konservative uden for Italien, ligesom mange var fascineret af fascismens uniformer og masseoptrin. Det gjaldt også i Danmark. Fremtrædende konservative som Victor Pürschel og den unge løve, Ole Bjørn Kraft, både talte og skrev i positive vendinger om Mussolinis Italien (sidstnævnte endda i en hel bog), og i KU begyndte en alvorlig flirt med anti-demokratiske strømninger. Fra 1932 begyndte Konservativ Ungdom under Jack Westergaards og Carsten Rafts ledelse at antage militante former, der mindede om de fascistiske partiers. Inspirationen kom først og fremmest fra Italien, men også Hitler blev i starten mødt med sympati. I juni 1933 erklærede den senere konservative folketingsmand Poul Hjermind sin ubetingede støtte til nazismen: Vi nægter ikke, at vi i adskilligt sympatiserer med Nationalsocialismen, thi vi Unge forstaar vore Jævnaldrende i Tyskland, og havde vi været tyskere, ville vi vel næsten alle have staaet i de brune Batailloner.

KUNNE MAN FORESTILLE SIG EN DANSK HITLER? 15

16 ARBEJDERHISTORIE NR. 2 2003 Jack Westergaard, der var KUs formand 1932-36, kaldte antipati for almindelig valgret og parlamentarisme for en konservativ indstilling. KU oprettede i 1932 stormtropper, der en overgang kunne ses marchere iført skrårem, støvler og olivengrønne uniformsskjorter. I 1934 udfærdigede KU et program, hvor inspirationen fra den fascistiske korporativisme var iøjnefaldende. Det samme var en militant nationalisme. I bevægelsens blade kunne man læse indædt kritik af det danske system og rosende omtaler af ikke bare Mussolinis Italien, men efterhånden også Hitlers Tyskland bl.a. i form af rosenrøde rejseberetninger fra ungkonservative politiske turister. At det ikke er en helt uberettiget anklage at opfatte KU i 1930 erne som en demokratifjendtlig organisation, som Politikens hushistoriker Adam Holm har skrevet i sin artikel om organisationen i Gads leksikon om dansk besættelsestid (2002), må derfor siges at være noget af en underdrivelse. Og det er værd at påpege, at KUs drastiske højredrejning gav pote i form af en tilstrømning af medlemmer især i byerne. På fem år omtrent fordobledes medlemstallet til ca. 30.000. Det gjorde KU til landets næststørste ungdomsorganisation, kun overgået af Venstres Ungdom. Mens det højreradikale KU gik frem i byerne, flokkedes bønderne om protestbevægelsen, Landbrugernes Sammenslutning (LS), der var stiftet i 1930. I løbet af et par år blev bevægelsen landsdækkende og organiserede omkring halvdelen af alle selvstændige landbrugere. Tilslutningen skyldtes givetvis især de elendige vilkår, landbrugerne havde i de økonomiske kriseår. Hertil skal sikkert lægges et forsøg på at gå imod den klare tendens til, at landbruget og landbokulturen var ved at miste sin dominerende rolle i samfundet. Men disse drivkræfter fik i bevægelsens aktioner og retorik ofte et antidemokratisk eller i hvert fald demokratikritisk perspektiv. Ved bevægelsens mange møder tordnede stifteren Børge Bach og andre ledere mod systemet, som i flæng blev brugt til at betegne dem, man anså for sine hovedfjender: finanskapitalen, fagbevægelsen og parlamentarismen. Typisk gik bevægelsens protestdemonstration, Bondetoget, i 1935 ikke til Christiansborg, men til Amalienborg for at forelægge sine krav til kongen landets hersker og fader, som det hed i en LS-publikation. Det var lysår fra Venstres kamp for demokrati og parlamentarisme få årtier tidligere. Det potentielt skræmmende perspektiv ved LS var da også, at bevægelsen kunne ses som et signal om, at bondestanden, der havde været afgørende for demokratiets sejr, måske ikke længere stod så fast på demokratiets grund under den økonomiske krises stormvejr. At man på landet kunne opdyrke en basis for antidemokratiske kræfter kunne man i samtiden se i Tyskland og andre centraleuropæiske lande. Som en afrunding på denne skitse af de demokratikritiske kræfter skal selvfølgelig også nævnes, at adskillige fremtrædende kulturpersonligheder skrev og talte i positive vendinger om både de fascistiske og nazistiske diktaturer, og store dele af pressen var heller ikke just præget af kritisk stillingtagen. Jyllands-Postens leder efter Krystalnatten er herostratisk berømt. Mindre kendt er det, at aviser ofte kritikløst gengav f.eks. tyske nyheder, som de blev formidlet af det Nationalsocialistiske Korrespondancebureau. Interesserede læsere kan henvises til Aalborg Stifttidendes dækning af de lange knives nat den 30. juni 1934. Og for en god ordens skyld kan det nævnes, at heller ikke Politikens kulturradikale læsere slap for diktaturhyldester. F.eks. kunne man i Knut Stubbendorffs kronik Fascismens Historie Aar XI få dage før Hitlers magtovertagelse læse en henført omtale af den store propagandaudstilling, hvormed det fascistiske regime fejrede ti-året for marchen mod Rom. Bl.a. berettedes om det gemytlige Forhold mellem Parti og Nation, mellem Diktatur og Folk, og kronikøren mente at kunne slå fast, at Italien var ved at blive et af de lykkeligste Lande i Evropa i Øjeblikket. Forestillingen om et inderligt demokratisk Danmark, der var immun over for anti-demo-

KUNNE MAN FORESTILLE SIG EN DANSK HITLER? 17 kratiske strømninger holder altså ikke stik, og sammenlignet med den brogede højreorienterede flok, så synede DKP i 30 erne ikke af så meget. Når dette er konstateret, skal det også slås fast, at hverken KU eller LS som organisationer kan kaldes fascistiske eller nazistiske, som venstreorienterede kritikere har haft tendens til at gøre. Og en dansk Hitler eller Mussolini, der kom til magten støttet af en massebevægelse, var aldrig nogen reel trussel. Derimod behøver man ikke at bevæge sig langt ud i kontrafaktiske spekulationer for at overveje, om kombinationen af økonomisk krise og pres fra bevægelser som især LS ikke kunne have banet vej for undtagelseslovgivning, der glidende førte til en situation, hvor den demokratiske grundlov måske stod intakt, men den politiske virkelighed bestod af et autoritært styre. Den udvikling gennemgik stort set alle lande i Øst- og Centraleuropa fra 1920 erne, og mens de fleste nok (med god ret) vil stejle over at sammenligne Danmark med lande som Jugoslavien og Bulgarien, så er en sammenligning med f.eks. Østrig mindre søgt. Her var demokratiet for længst afgået ved døden, da de tyske tropper marcherede ind i 1938. Det leder os tilbage til det spørgsmål, jeg stillede for snart længe siden: hvorfor overlevede demokratiet i Danmark? En forklaring kan indledningsvis afvises, nemlig at demokratiets overlevelse skyldtes, at den økonomiske krise i Danmark var relativt mild. Det var den ganske vist, hvis vi kun ser på overordnede størrelser som udviklingen i BNP, og det er også rigtigt som påvist af økonomiske historikere i 1970 erne at mange byerhverv oplevede fremgang i 1930 erne. Men sammenhængen mellem økonomi og politik får man kun ringe forståelse af ved at se på bruttonationalproduktets udvikling. For hundredtusinder af danskere var krisen nemlig alt andet end mild. Det gjaldt de arbejdsløse, hvis antal kulminerede i vinteren 1932-33, hvor over 40% af de forsikrede var uden arbejde, men årtiet ud var det kun i sommermånederne at ledigheden kom mærkbart under 20%, og i vintermånederne var den frosset fast omkring de 30%. Det gjaldt i mindst lige så høj grad for bønderne, for hvem høje rentebyrder og faldende priser gjorde, at det største skræmmebillede af alle: at måtte gå fra gården, fremstod som meget konkret. Så galt gik det kun for de færreste: I det værste kriseår, 1932, kom kun ca. 1% af brugene på tvangsauktion. Men trusselsbilledet var udbredt i landbrugernes forestillingsverden, hvor en tvangsauktion ikke kun betød et farvel til hjem og arbejde, men også til den kendte livsform kort sagt til identiteten som bonde. Fokuserer man på mennesker, så var krisen altså eksistenstruende for mange arbejdsmænd og bønder og dermed potentielt også for det politiske system. Den nok vigtigste forklaring på, at systemet overlevede, er da også netop, at de fleste politikere i de demokratiske partier var klar over denne risiko. Det vender jeg tilbage til. Den irske historiker, Brian Girvin, har i bogen The Right in the Twentieth Century. Conservatism and Democracy fra 1994 argumenteret for, at den måske vigtigste forklaring på demokratiets skæbne i mellemkrigstiden skal søges i de konservative miljøer. Vendte de sig mod demokratiet, gik det under; støttede de derimod op om det, kunne det overleve. Girvins pointe er, at netop de borgerlige, konservative havde været mere eller mindre udtalte modstandere af demokrati før 1. verdenskrig, og efter krigen udgjorde de fortsat den største potentielle masse- og måske også magtbase for anti-demokratiske strømninger. Det gælder til en vis grad også for Danmark. Det konservative Folkepartis forløber, Højre, havde i årevis bekæmpet ønsket om parlamentarisme, og selv om partiet fra sin dannelse erklærede sig som parlamentarisk, så var der blandt mange konservative fortsat en skepsis over for demokrati, og disse kredse så som nævnt udenlandske anti-demokratiske fænomener som fascismen og i mindre grad nazismen som forbilleder eller i det mindste inspirationskilder. Til gengæld og heldigvis var partiledelsen

18 ARBEJDERHISTORIE NR. 2 2003 omkring Christmas Møller og mange konservative meningsdannere indædte demokrater. Nok skal man helt frem til 1938, før partiledelsen tog det endelige opgør med demokratikritikerne i KU, men positionerne havde været utvetydige længe inden da. F.eks. skrev Christmas Møller i KUs blad i 1934: Så indtrængende, som jeg kan det, siger jeg, at de fremmede systemer, de fremmede metoder, som bygger på tvang og på forbud, er dansk folkesind og dansk folkekarakter imod, og sammesteds karakteriserede han KUs overtagelse af korporationstanken som helt forfejlet. I det lange løb sejrede den demokratiske linje, og selv socialdemokrater og kulturradikale anerkendte Møllers indsats for demokratiet. Ved siden af den konservative partiledelses indsats må man lægge kongens. Ser man bort fra Frederik Folkekær, havde kongehuset ikke just spillet en positiv rolle i den demokratiske udvikling. Men meget tyder på, at Christian X havde draget den demokratiske lære af Påskekrisen. Da LS-lederne i forbindelse med Bondetoget i 1935 søgte audiens hos kongen, blev de nok modtaget af majestæten, men også af Stauning, og det var ham landets reelle og demokratisk valgte hersker og fader som de kom til at snakke politik med. Alment kendt er også kongens afvisning af den såkaldte Højgaard-kreds opfordring til at danne en regering af politisk uafhængige, frit stillede mænd i besættelsens første år. Betydningen af kongehusets opbakning bag det politiske system bliver tydelig, hvis man vender blikket uden for Danmark. Her så man i flere lande, hvordan kongemagten blev det fikspunkt, som anti-demokratiske styrer orienterede sig om og søgte legitimation hos. Den mulighed gav Christian X ikke danske antidemokrater. Man må også pege på forfatningskampens lange, seje kamp for demokratiet. Som en del af kampen var foreninger og organisationer skudt op som paddehatte på landet og i byerne. Og i tidens politiske klima blev både erhvervs- og kulturorganisationer uundgåeligt inddraget i konflikten i den forstand, at man måtte vælge side. Det var i disse år, at både bøndernes og arbejdernes organisationer fik et demokratisk engagement så at sige ind med modermælken. Det var et stærkt fundament for det danske demokrati i den turbulente fascismens epoke også selv om en stor del af bøndernes tiltro til systemet vaklede i 1930 erne. Men den vigtigste enkeltforklaring på demokratiets overlevelse er selve det system, som anti-demokraterne kritiserede så hårdt. Her tænker jeg ikke kun på det parlamentariske system generelt, men især på med et andet 1930 er-udtryk systemet Stauning, altså den socialdemokratisk-radikale regeringskoalition. Det var ikke mindst denne koalitions overbevisning om, at demokratiet skulle forsvares og udbygges, der er forklaringen på at de højreradikale strømningers betydning blev så beskeden. Med al respekt for de radikales indsats, var de også på dette område juniorpartner i samarbejdet. Det var socialdemokraterne, der trak det største læs. Forklaringen herpå er ikke kun, at partiet havde en langt større, meget bredere og derfor også mere effektiv organisation end de radikale. Det var nok så meget, at socialdemokraterne af gode grunde var blandt dem, der tog faren fra ikke blot fascisme og nazisme, men også kommunisme, mest alvorligt. Kampen mod kommunismen, der for socialdemokrater havde forrådt den demokratiske socialisme, blev ført med stor energi både i mellemkrigstiden og under den kolde krig i 1940 erne og 50 erne. Det er ikke emnet her. Det er indsatsen mod de højreekstremistiske nationalistiske strømninger derimod. At socialdemokraterne var blandt de første, der tog disse trusler alvorligt, er ikke så overraskende. Det var nemlig deres søsterpartier, det gik ud over, når demokratierne brød sammen. I Italien gik Mussolinis vej til magten via fascistiske banders terror mod arbejderbevægelsen; i de fleste autoritære regimer blev socialistpartier og fagbevægelse chikaneret, forfulgt eller ligefrem forbudt, og i Hitlers Tyskland fyldte socialdemokrater godt op i de første koncentrationslejre.

KUNNE MAN FORESTILLE SIG EN DANSK HITLER? 19 Kampen mod nazistiske og andre højreekstremistiske strømninger tog mange former. Det var et hyppigt tema på socialdemokratiske møder, og ikke mindst DSU var stærkt engageret i den anti-fascistiske kamp. I de mange socialdemokratiske aviser og blade skortede det ikke på kritik af hverken fascisme, nazisme eller deres lokale efterabere. Socialdemokratiske intellektuelle som historikeren Albert Olsen skrev kritiske analyser af Mussolinis Italien, og i 1933 udgav Hartvig Frisch den med rette berømmede skildring af totalitarismens svøbe, Pest over Europa. I forordet skrev Frisch, at kun reaktionære hornugler vil glæde sig over det dybe kulturfald i disse lande, hvor frihedens lys slukkes, og vil skrive dybsindige bøger om fascismens eller nazismens ånd. Her var adressaten klart nok Ole Bjørn Kraft og andre konservative fascisme-fascinerede. Men Frisch hovedærinde var ikke at håne sine modstandere. Det var at advare og kalde til forsvar for demokratiet. Helt i overensstemmelse med partiets nye linje som folkeparti skrev han manende, at enhver nordisk arbejder og bonde, håndværker og funktionær, åndsarbejder og kunstner har grund til at værne og forsvare den indsats [for opbygningen af det politiske og sociale demokrati], der her er gjort, mod ethvert forsøg på at indføre diktatur og voldsmetoder, hvad enten de kommer fra øst eller fra syd. Det var dog ikke mindst som bærer af regeringsmagten, at indsatsen blev ydet. I forhold til holdningen til det nazistiske Tyskland har Stauning-Munch regeringen fået et blakket ry af kujonagtig eftergivenhed og pragmatisme. Udenrigsminister P. Munchs udenrigspolitiske linje, der tilsyneladende for næsten enhver pris ønskede at undgå at fornærme Hitler- Tyskland, er velkendt. Det samme er regeringens henstillinger til pressen om ikke at skrive kritisk om Tyskland og den alt andet end imødekommende holdning til tyske flygtninge. Men det er kun det halve billede. I sin bog om forholdet mellem Danmark og Sovjet efter 1945, Bjørnen og Haren (1999) ironiserer Bent Jensen over den forsigtige danske politik over for Sovjetunionen og sammenligner den med politikken over for Tyskland i 1930 erne. Så langt så godt. Hvad Jensen imidlertid har overset og som til gengæld især Bo Lidegaard har argumenteret for er, at den forsigtige politik over for den kommunistiske supermagt blev ledsaget af en energisk indsats imod de hjemlige kommunister og et generelt forsvar for demokratiet. Et lidt kuriøst, men interessant eksempel er den af Socialdemokratiet producerede spillefilm, Frihed forpligter fra 1951, hvor ingen ringere end Poul Reichhardt blev sat til at sælge budskaber om den fortsatte kamp for sociale og politiske fremskridt og mod kommunisterne ude og især hjemme. Således også i 1930 erne. Grundlæggende sigtede det socialdemokratiske (og radikale) projekt på at udbygge demokratiet. Det politiske demokrati skulle udvides til også at blive et socialt demokrati. I et samfund, hvor den politiske frihed blev kombineret med den sociale frihed fra nød, havde diktatoriske strømninger ringe kår, var den underlæggende analyse, og der blev sat trumf på, da socialdemokraterne fuldendte udviklingen henimod at blive et nationalt folkeparti med programmet Danmark for Folket (1934). Det var den overordnede sigtelinje. Men selvfølgelig blev politik i praksis også præget af øjeblikkets udfordringer. Eksempler herpå er uniformsforbuddet for politiske organisationer i 1933 og de såkaldte urolove i 1934 (der bl.a. strammede våbenlovgivningen). Men langt vigtigere er de store kriseforlig i årene 1931-33, hvor regeringen i samarbejde med Venstre og normalt også de Konservative søgte at afbøde den økonomiske krises værste konsekvenser. Da de politiske partier i 1930 erne ofte blev set som repræsentanter for bestemte sociale klasser, har det været nærliggende at analysere forligene ud fra optikken: hvem vandt, dvs. fik mest til sit eget bagland? I et sådant perspektiv kan man opstille først tiltag til gavn for landbruget, så dem til gavn for byerhvervene og så til sidst hjælpen til arbejdsløse og fagbevægelsen. Gør man det, bliver resultatet, at landbruget fik mest ud af det, og at Venstre

20 ARBEJDERHISTORIE NR. 2 2003 De vigtige politiske begivenheder trængtes om pladsen på avisernes forsider den 31. januar 1933. I Danmark indgåelsen af Kanslergadeforliget, der med sine krisebekæmpende foranstaltninger bidrog til at afværge truslen om en autoritær politisk udvikling. I Tyskland udnævnelsen af Hitler til rigskansler, som beseglede demokratiets skæbne. altså vandt. At Venstre spillede hårdt i mange forhandlinger, er der næppe heller tvivl om; det er i hvert fald det indtryk, avisernes rapporteringer om de forskellige standpunkter efterlader. Hvis vi accepterer denne læsning, så bliver det næste og mere interessante spørgsmål: hvorfor gjorde de så det? Det nærliggende svar er, at det gjorde de, fordi de fik lov til det. Socialdemokratiet slog af og til på valgtrommerne, men lod det blive ved det. Og en af dansk politisk histories mest elskede anekdoter fortæller om, hvordan Stauning lokkede Venstres forhandlere tilbage til bordet i Kanslergade med løftet om en godnatdram. Det forklarer man bedst ved, at socialdemokrater og radikale udmærket var klar over, hvor slemt det stod til i dansk landbrug. Det kunne en ansvarlig regering naturligvis ikke sidde overhørig. Men man vidste også, at Venstre var under stærkt pres fra sine vælgere, hvoraf mange havde tilsluttet sig LS. Så stærkt, at partiet reelt havde opgivet tyrkertroen på markedskræfterne. Det ligger derfor lige for at pege på, at Stauning foretrak det demokratiske bondeparti Venstre som politisk med- og modspiller frem for de alternativer, som kunne blive resultatet, hvis Venstre ikke kunne fremvise gode resultater. De forskellige landbrugsstøtteordninger, som indgik i forligene, tjente også til at styrke ikke blot partiet Venstre, men også de etablerede landbrugsorganisationer, som spillede en vigtig rolle i administrationen af de tiltag, der forbedrede landbrugernes vilkår markant. Når alt dette er skrevet, skal man naturligvis passe på ikke at blive systematisk enøjet. Det hører jo med, at Socialdemokraterne også fik store indrømmelser i form af overenskomstforlængelse, forbedrede kår for arbejdsløse og ikke mindst vigtigt Venstres passive støtte til Steinckes socialreform. Det ændrer dog ikke ved, at kriseforligene skal ses lige så meget i en politisk som økonomisk sammenhæng. De viste, at det politiske demokrati var mere end ævl og kævl og bengnaveri, som kritikerne påstod. Det var faktisk såre handlekraftigt. I det lys får Staunings berømte kommentar til Kanslergade-forliget i 1933 om, at man havde ofret et par principper, men reddet landet, en yderligere dimension. Den bliver man ekstra bevidst om, når man lader mikrofilmene standse ved avisernes forsider den 31. januar 1933. Her var de to hovedhistorier det indgåede forlig og Hitlers udnævnelse til rigskansler. Datosammenfaldet er selvfølgelig tilfældigt. Men det er jo fristende at se det som en påmindelse om, at når den danske og den tyske (eller bedre: central- og sydeuro-

KUNNE MAN FORESTILLE SIG EN DANSK HITLER? 21 Thorvald Stauning og K.K. Steincke sammen med Venstres forhandlingsleder Oluf Krag under forhandlingerne, der førte til Kanslergadeforliget i 1933 (ABA). pæiske) vej kom til at gå så forskelligt i fascismens epoke, så var bevidste menneskelige handlinger en vigtig del af forklaringen. Der er for tiden godt med historierevisionistisk grøde i Danmark. Det handler som bekendt om venstrefløjen i almindelighed og forholdet til kommunismen i særdeleshed. Der kræves selvransagelse på venstrefløjen og en nyskrivning af historien, så mange venstreorienteredes fascination af den røde totalitarisme i dens forskellige afskygninger og deres både direkte og indirekte støtte hertil under den kolde krig kommer prominent frem. Ser man bort fra de mest skingre og hysteriske udgaver af kravet, er det i mine øjne helt rimeligt. Men skal fortiden nyvurderes under indtryk af modsætningen mellem totalitarisme og demokrati, er det også på sin plads at pege på mellemkrigstidens udbredte fascination af de højreorienterede og nationalistiske totalitarismer. Målt i både tal og indflydelse var det sandsynligvis en større og mere indflydelsesrig gruppe end venstrefløjen under den kolde krig. F.eks. har den danske venstrefløj mig bekendt aldrig leveret en udenrigsminister, der som 40-årig og folketingsmedlem har påstået, at for mig er der ingen tvivl om, at folkestyret i sin nuværende form har levet sin længste tid, også i lande, hvor der endnu ikke har været gjort større bestræbelser på at ændre det som Ole Bjørn Kraft skrev i de ungkonservatives blad i juni 1933. Hvis mange

22 ARBEJDERHISTORIE NR. 2 2003 opslag i Encyclopædien har tendens til at give et diskret skønmaleri af kommunismen som kritikere har hævdet og bestemt ikke altid uden ret kan man roligt sige, at det samme gør sig gældende, når man sammesteds vil læse om mellemkrigstidens danske højreradikalisme. Så lad os endelig få en ny danmarkshistorie, hvor de politiske fløjes flirt med totalitarismerne gives den plads, det desværre fortjener. Samtidig kunne man så også synliggøre, at kampen for demokratiet faktisk var lang og sej her i landet. En sådan nyskrivning vil også sætte fokus på danmarkshistoriens demokratiske helte. Og det vil den demokratiske venstrefløj kun kunne glæde sig til. Abstract Nils Arne Sørensen: Was a Danish Hitler a possibility?, Arbejderhistorie 2/2003, pp. 11-22. The article questions the dominant perception that Danish democracy was deeply rooted shortly after the approval of the June Constitution of 1849 and reveals the scale of the anti-parliamentarian currents in the country in the inter-war period. With this background in mind a thesis is presented; that although it is difficult to imagine a Danish Hitler, the possibility of authoritarian rule parallel to those in many Central and East European countries was far from being unthinkable. This raises the question of why, therefore, parliamentary democracy survived in Denmark during the era of fascism. Some of the important elements in the reason for this are pointed to; the strong forces in the Conservative People s Party which opposed the flirt with fascism of the Young Conservatives, while the monarchy was an active supporter of democracy, especially after 1920. The greatest importance, though, is given to the performance of the Social Democratic Radical Government. Not least the Social Democrats were conscious of the fact that democracy could be in danger at some stage in the future and needed to be defended. This defence took three forms: firstly, measures were taken against extremist groups, secondly, there was an implementation of welfare legislation to build up a social democracy, which supported the political democracy, thirdly, and lastly, from 1931 legislation was introduced to allieviate the economic problems, especially in the crisis ridden agricultural sector where the fascination with anti-parliamentarian forces had been widespread. Nils Arne Sørensen, Lektor, lic.phil Syddansk Universitet Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse Tlf.: 65 50 31 08 E-mail: nils@hist.sdu.dk