Bypetrografisk projekt Af: Michael, Kaare, Mick, Aja, Thue
Indholdsfortegenlse Indledning: side 3 Byggematerialernes geologiske opståen: side 4 Plutoniske bjergarter: side 4 Metamorfe bjergarter: side 5 Sedimentdannelse: side 5 Anvendelse af bjergarter i byggeindustrien: side 8 Plutoniske bjergarter: side 8 Sedimenter og sedimentære bjergarter: side 9 Statistik: side 11 Lokaliteter: side 13 Site 1: side 13 Site 2: side 13 Site 3: side 14 Site 4: side 14 Konklusion: side 16 2
Indledning Hensigten med denne opgave er at undersøge hvilke bjergarter der er blevet brugt til at anlægge og udsmykke Århus. I dagligdagen, går man ikke og spekulerer over hvor meget stenmateriale, der egentlig bliver brugt i en by som Århus, men hver eneste gade indeholder tonsvis af natursten, fx i skikkelse af brosten, som er fragtet hertil over store afstande eller udvundet herhjemme. Dette betyder at bypetrografien ikke er af ubetydelig økonomisk størrelse. Fremgangsmåden er at efter sondering finder nogle sten, som vi vil analysere. Samtidig prøver vi at danne os et overblik over hvor stor en del af området de forskellige sten udgør. Et kort over området er vedlagt. Ud fra de natursten vi finder, vil vi beskrive stenens vej fra smelte til bygning eller skulptur. Vi bemærkede hurtigt at det mest anvendte materiale i mure og tage er tegl. Et produkt som har ler, silt som hovedbestanddel. Her vil vi komme ind på eventuel metamorfose, udvinding, transport, behandling og anvendelse af stenene. Derudover har vi engageret en kompetent fotograf, hvilket naturligvis betyder at vi vil illustrere en del af vores fund. Derudover har vi fået til opgave at udvælge to sites fra vores område, som skal fremlægges under en byvandring. Disse sites vil også blive diskuteret i opgaven. Så er der vist bare at sige af sted, ud på knæ for at kigge på kantsten i den kolde rimfrosne by. 3
Byggematerialernes geologiske opståen I bygge- og anlægsbranchen bruges et meget bredt udvalg af bjergarter. Disse kan i store træk opdeles i to hovedgrupper: 1. De endogene bjergarter, der er dannet i jordens indre under højt tryk og temperatur. Disse opdeles endvidere i to typer: 1a. De plutoniske bjergarter, som består af størknet magma fra jordens indre og 1b. De metamorfe bjergarter, som består af plutoniske bjergarter omdannet under højere tryk og temperatur således at den mineralmæssige sammensætning ændres fra en type mineraler til en anden. Metamorfe og plutoniske bjergarter betegnes under ét som grundfjeld. Som bekendt kan grundfjeld besigtiges på Bornholm, i hvert fald på overfladen. Boringer har vist at man også støder på grundfjeld i Jylland og på Sjælland, i 1-2 km s dybde. 2. De exogene bjergarter, der er dannet på jordens overflade eller på havbunden. Disse kaldes også sedimenter; sediment er betegnelsen for de korn/partikler, der fremkommer når grundfjeldet nedbrydes. Vi opdeler udviklingen af sedimentær i 5 forskellige faser, nemlig: 1. Forvitring 2. Erosion 3. Transport 4. Aflejring 5. Diagenese Punkt 1-2 er den nedbrydende del, 3-5 er den opbyggende del. Vores tre vigtigste sedimenter er ler, sand og kalk. Plutoniske bjergarter Vi vil i denne opgave ikke komme ind på magma og magmakamres opståen, blot kort forklare hvilke mineraler og bjergarter, der dannes ved størkning af smelte. Vi er endvidere kun interesserede i smelter, der størkner i jorden og ikke på overfladen efter vulkanudbrud. Basalter bruges generelt ikke i byggeindustrien, men herhjemme kan den dog anvendes til bygningsformål hvis kompaktionen er høj. Langt hovedparten af smelten størkner under jorden og der dannes hårde sammenhængende bjergarter, opbygget af mineraler. Mineralerne udkrystalliseres under afkøling af magmaen. Hvert mineral har en særegen kemisk og ofte også krystalstruktur, hvilket betyder at de dannes ved forskellige temperaturer under afkøling af smelten. Først dannes olivin ved omkring 1900 grader C, derefter går det slag i slag med pyroksen, amphiboler, glimmermineraler, plagioklas, alkalifeldspat og kvarts i nævnte rækkefølge. Når smelten har nået en temperatur på 500 600 grader C er alle mineraler udkrystalliseret, og smelten vil dermed være fuldt størknet. En typisk bjergart, der er dannet i magmakammeret og som i stor stil bruges i byggeindustrien vil være det allestedsnærværende granit, som hovedsageligt består af plagioklas, alkalifeldspat, glimmer og kvarts. Desuden bruges i mindre omfang gabbro, som består af plagioklas, pyroksen og olivin. 4
Metamorfe bjergarter Som tidligere nævnt kan disse plutoniske bjergarter igen udsættes for større tryk og temperaturer (end under hvilke de var dannet), hvilket vil resultere i en ændring af bjergartens mineralsammensætning og struktur. Det er ved denne proces de metamorfe bjergarter opstår. Gnejs er f.eks. den metamorfe ækvivalent til den plutoniske bjergart granit. En granit fremtræder strukturløst og med mineralkornene orienteret tilfældigt, men metamorfosen vil typisk omdanne biotit til hornblende og alle de andre mineraler bliver orienteret i forhold til deres spændingsretning. Dette giver dem folierede struktur og den tydelige stribning som vi kender så godt fra gnejs. Endvidere skal det nævnes at også vores sedimentaflejringer udsættes for metamorfose, når de udsættes for tryk og temperaturstigninger, som her vil sige at de har nået en vis dybde (overlejring) og en temperatur på omkring 250 300 o C. Sedimentdannelse Først en kort beskrivelse af de bjergartsnedbrydende processer, nemlig forvitring og erosion. 1: Forvitring. - Mekanisk forvitring kan f.eks. være frostsprængninger eller saltsprængninger - Kemisk forvitring kan være forårsaget af surt vand, som dannes ved en CO2- opløsning i vand. Der er en sammenhæng mellem et minerals smeltepunkt og dets modstandsdygtighed overfor kemisk forvitring, således at feks olivin med smeltepunkt omkring 1900 o C er mindre modstandsdygtigt end alkalifeldspat med smeltepunkt 1100 o C. - Oxidation er en anden måde at forvitre på; for især metaller som omdannes til ioner. - Det ses endvidere at klimaet har stor indflydelse på forvitringsraten. Hvor forvitringen i tørt og koldt klima er beskeden, er den helt anderledes effektiv i varme og fugtige omgivelser. Vi ser således bjergområder i Grønland som i mange år har været blotlagt uden en nævneværdig nedbrydning, mens vi i subtropiske områder har en så aggressiv kemi i jordbunden at bjerge med samme mineralske sammensætning ser helt anderledes nedbrudte ud feks granitmassiver. Kemisk forvitring er langt den vigtigste. Når en granit nedbrydes vil første stadie f.eks. være fragmenter skabt ved frostsprængning. Herfter overtager kemien og en totalt forvitret granit vil have et opløsningsprodukt bestående af kvarts, lermineraler og opløste ioner. Kvarts har et meget lavt smeltepunkt og er derfor kemisk modstandsdygtigt. 5
2: Erosion Ved dette begreb forståes en fjernelse af materiale fra en forvitringszone til en anden lokalitet. Dette arbejde kan udføres af f.eks. regnvand på en bjergskråning; floden kan i sig selv erodere en dalbund; bølger kan erodere en klint, osv. Man skelner i hovedtræk mellem: 1: Partikelerosion, f.eks. vindbåren sand. 2: Masseerosion, når hele jordmasser flyttes (skred, forårsaget af f.eks. jordskælv). 3: Kemisk erosion, når f.eks. opløste ioner fjernes. Generelt er partikelerosion vand- eller vindbåren, afhængig af tyngdekraften. Denne erosionsform betinger et landskab, der er nøgent eller ringe bevokset. Masseerosion er stærkt afhængig af et kuperet landskab. Man skelner mellem tre typer: skred, flydning og krybning. Kemisk erosion ses tydeligst i områder hvor overfladen udgøres af kalksten. Den kemiske erosion er størst hvis kalken kun indeholder ringe mængder af kvarts og ler, som vi jo ved er vanskeligt kemisk opløseligt. 3,4: Transport og aflejring Dette er to meget tæt forbundne processer, idet det transporterende medie ofte også står for aflejringen. I nogle tilfælde ses det faktisk at erosion, transport og aflejring foretages af et og samme medie. F.eks. ved vi at en flod både kan erodere materiale (f.eks. fra en bjergdal), transportere materialet i suspension og aflejre det grove hen ad vejen, for endeligt at aflejre et finkornet materiale i en aluvialfane og til sidst på shelfen af en kyststrækning. Mere generelt findes fem vigtige metoder til sedimenttransport og aflejring: 1: Rindende vand 2: Direkte af tyngdekraften 3: Havet, ved hjælp af strømme, bølger og turbiditter 4: Vindsystemer 5: Gletchere Alt efter materiale, størrelse og struktur, findes der yderligere underinddelinger af ovennævnte punkter. Billed 1: Kalksten dannet af koraller 6
5. Diagenese Nu skal vi endelig have omdannet vores løst aflejrede sediment til fjeld. De vigtige faktorer i denne proces er tryk, temperatur, permeabilitet og porevandets indhold af ioner. Vi skelner mellem to typer: 1: Mekanisk diagenese Efterhånden som et sediment aflejres af andre vil det indre tryk stige. Denne proces kaldes konsolidering og betyder at sedimentet sammentrykkes (=>volumen mindskes). Porevandet bliver presset ud og porøsiteten falder. Sand er meget permeabelt og her vil alt porevand kunne presses ud, mens ler og siltaflejringer er så finkornede at deres sammenpresning medfører impermeabilitet og derfor fanges porevandet i sedimentet. 2: Kemisk diagenese Som nævnt optræder porevand i mange aflejrede sedimenter og disse indeholder opløste ioner. Bliver koncentrationen af ioner høj nok (altså ved højt tryk og høj permeabilitet), kan man se en egentlig udfældning. Dette kaldes cementering. Kvarts og calcit regnes for de vigtigste cementdannende mineraler. Generelt vil man se kraftigst cementering i store dybder i gamle aflejringer, men er vilkårene optimale forekommer calcitcementerede sedimenter, som kun er få tusinde år gamle. Vi skelner mellem diagenese og egentlig metamorfose, når sedimenter bliver begravet så dybt at temperaturen overstiger 250-300 o C. Her bliver f.eks. lermineraler ustabile og omdannes til glimmer. Mineralkornene vokser og shale bliver til skifer. Yderligere temperaturforøgelse omdanner glimmer til hornblende. Dette vil faktisk sige at man ikke længere kan se om den amfibolit man står med i hånden er dannet ud fra sediment eller plutonisk bjergart. 7
Anvendelse at bjergarter i byggeindustrien. På vores byvandring kunne vi forvente at finde følgende bjergarter der benyttes som bygningsmaterialer i Danmark: Bjergarter dannet ved endogene processer: Granit og gabbro. Bjergarter dannet ved eksogene processer: Skifer, sandsten, kalksten / marmor (af organisk oprindelse, marmor dannet ved omkrystallisation af sedimentære kalkbjergarter). Vi fandt følgende aggregater som beskrives udfra materialeanvendelse. 1. Granit, Gnejs: Fundamenter, springvand, portalsøjler, bro- kantsten, stenkastningsmoler. 2. Skifer: Facadebeklædning, tag- og gulvbelægning. 3. Sandsten: Gesimser. 4. Kalk (kalksten): Kalk indgår i cement og mørtel, der bruges overalt f.eks. beton. Endvidere berøres oprindelse/forekomst i Danmark og bearbejdnings muligheder. Plutoniske bjergarter: Den plutoniske bjergart granit har siden civilisationens begyndelse spillet en væsentlig rolle som byggemateriale. Fundering af bygningsværker har været en udbredt anvendelse, men indbygning af enkelte granitsten forekommer. Der er dog landet over eksempler på hele bygningsværker opført i granit. Det er typisk kirker og slotte. Ligeledes er er der stor forekomst af granit på kirkegårde. Havneområder er et andet sted hvor granitten benyttes i stort omfang, bl.a. til stenkastningsmoler. I dagligdagen ses granit overalt som brosten og kantsten samt i forskellige anlægsarbejder. En god egenskab ved granit er dens modstandsevne over for forvitring, der er større end mange andre bjergarter. Granit findes i mange farver/nuancer hvilket kan frembringe bemærkelsesværdige virkninger i murværket. Kunstnere arbejder også med granit, hvor der hovedsageligt lægges været på runde og kompakte former. Kontraster i form af højglanspolering sammenholdt med mere rå overflader og forskellige farver er interessante. I Danmark brydes granit på Bornholm og en større forarbejdning kan påbegyndes for at nå det ønskede resultat. Plutoniske bjergarter med mere basisk sammensætning (gabbro), bliver som granit brugt til brosten, fliser, bordplader, mm. og således nogle gange solgt som sort granit. Basiske bjergarter er dog ikke lige så modstandsdygtige overfor forvitring som f.eks. granit. 8
Vulkanske bjergarter, som basalter og bjergarter af mere rhyolitisk art ses sjældent i byggeindustrien, fordi de er meget porøse, og derfor ikke særlig holdbare (der skal dog lige nævnes at pumice (pimpsten) er et glimrende byggemateriale med en høj isolationsevne). I byggeindustrien bruges i stedet gasbeton, som har de samme egenskaber. Sedimenter og sedimentære bjergarter: Den sedimentære bjergart skifer, der ofte er lagdelt, kan kløves i tynde plader. Skifer er derfor let at forarbejde, hvilket gør den meget attraktiv i byggeindustrien. Desuden har skifer stor holdbarhed og styrke der yderligere udvider dens anvendelse. I århundreder har man benyttet skifer som facade- og tagbelægning, fliser, tavler, bordplader mm. I Danmark er der stor forekomst af skifer på Bornholm som også udnyttes. Den sedimentære bjergart sandsten varierer meget i farve afhængig af sammensætningen. Sandstens udnyttelse kan sammenholdes med historisk politik i Danmark. Fra 1550 erne hvor Skåne og Gotland (der er et kalkstensplateau) tilhørte Danmark blev der brudt sandsten cementeret med karbonat. Disse er nemmere at bearbejde (hærdnet, H3), og herregårde landet over brugte dem som portaler og indfatningssten. Samme funktion har kalkstenen haft, dog i mindre omfang. Gotland blev svensk i 1645 og Skåne blev afstået ved Roskildefreden 1658. Sandstenen benyttes stadig som bygningsmateriale. Eksempler herpå er: Gesimser, bygningssten og havefliser som er lavet af Neksøsandsten (disse er stærkt hærdnet, H4). De sedimentære bjergarter er generelt lettere at bearbejde, hvilket også gør det muligt at benytte sandsten til ornamenter. Almindelige danske kalkbjergarter; kridt, bryozokalk, koralkalk er alle af organiske oprindelse. Kildekalk og kedelsten er begge af uorganisk oprindelse, men dem ses der bort fra i det følgende. Kalksten udgør ca. 10% af alle sedimentære aflejringer og de ældste bjergarter kan være op til 2700 mio. år. Kalks vigtigste anvendelser er indenfor fremstilling af cement og som læsket kalk til fremstilling af mørtel. Kalk bruges også som fyldstof i papir, gummi, maling og indenfor medicinindustrien i tabletter. I glasfremstilling er kalk en af råvarerne, ligesom det er anvendt som slaggedanner i stålindustrien. En anden vigtig anvendelse af kalk er til fremstilling af gips, som bruges i stort omfang til skillevæge i bygninger. Gips produceres i store mængder som biprodukt af røgrensning fra kraftværkerne. Listen af anvendelsesmuligheder af kalk er næsten uudtømmelig. Sedimenter Løse sedimenter, som sand/grus og ler bliver også i høj grad brugt i byggeindustrien. Sand og grus er hovedbestanddelen i beton, hvor det udgør fyldstoffet, og bindes sammen af cement. I Danmark graves der utallige steder sand og grus i de glaciale aflejringer. Sand består hovedsagligt af kvarts (SiO 2 ) og nogle steder findes der aflejringer bestående af næsten 100% kvarts. Disse forekomster kan være ret indbringende. Kvartssand bruges bl.a. til fremstilling af glas, og som slibemiddel fx til sandblæsning. 9
Ler. Mennesket har lige siden tidernes morgen anvendt dette fantastiske materiale, dels i husholdningen til skåle, krukker, kander, mv., men i høj grad også til at bygge huse med. Ler har den egenskab, at det i våd tilstand kan formes og bearbejdes med hænderne, men når det brændes bliver det meget hårdt. Dette udnyttes af teglværkerne, der således fabrikerer mursten og tegl til byggeindustrien. I den danske undergrund findes der, lige som sand, også meget ler. Dels i de glaciale aflejringer, men også i ældre aflejringer. Af de ældre aflejringer kan vi ikke komme uden om moleret, som er helt specielt. Det er dannet af diatomeer og består, i modsætning til almindeligt ler (fyllosilikater), af kisel, SiO 2. Mursten af moler har en helt fantastisk isoleringsevne, men er derimod ikke særlig holdbare. Derfor anvendes de til indervægge og skillevægge. I disse miljø rigtige tider, bliver der eksperimenteret meget med lerklinede huse, hvor leret ikke brændes, men blot plastres på et skelet (bl.a. de meget omtalte halmhuse). Ler er i ubrændt tilstand ret diffus, og en lerklinet væg kan derfor ånde hvilket skulle give et bedre indeklima. 10
Statistik Når der skal udformes statistikker over forekomsterne af de forskellige bjergarter i området, er det ikke nok bare at konstatere, hvor stor en procentdel af hver type, der forekommer. Det må nødvendigvis medtages hvorledes bjergarten er blevet brugt. Dette skal registreres, da der er stor forskel på om stenene er brugt til et praktisk formål (f.eks. fortovsbelægning), eller om den er brugt æstetisk (f.eks. gravstene). Når begge disse punkter er vurderet hver for sig, kan det dog være interessant at se hvordan stenene oftest bruges; æstetisk eller praktisk, om visse typer sten foretrækkes til enten den ene eller anden type anvendelse, og om de to ting måske kan spille sammen; hvad der er praktisk, kan også være æstetisk? Den praktiske brug af bjergarter i bygninger og anlæg Gnejs og granit er de klart almindeligst forekommende bjergarter, idet det er disse to typer der bruges i brosten, ved kajanlæg og som kantsten, og til dette er disse slidstærke bjergarter velegnede. Derudover bliver skifer brugt som tagbeklædning, men betegner sig ikke for nær så stor en procentdel som granitten og gnejsen. Netop pga. denne omfattende forekomst er det ikke umiddelbart muligt at lave en præcis statistik, men via observationer i området tegner der sig et helt tydeligt billede, der siger: Gnejs: ~45 % Granit: ~50 % Skifer: ~ 5 % (Fordelingen er bedømt pr. antal af hver, og skal altså ikke opfattes som procentvolumen, der dog vil være ca. det samme, da alle brosten har stort set den samme volumen.) Men dette er ikke den mest interessante observation rent statistisk; ~50/50-fordelingen af granit og gnejs gør sig kun generelt gældende, hvis hele området bliver brugt som grundlag. Hvis man studerer stenene i mindre og mere koncentrerede områder, f.eks. en udkørsel, vil fordelingen rykke sig og snarere tegne et billede, hvor typerne fordeler sig således: Gnejs: ~70 % Granit: ~30 % eller vice versa, alt efter hvilket område, der vil være til grund for statistikken. Dette kan forklares ved at brosten til samme område også er hentet samme sted. Den æstetiske brug Når stenene bruges æstetisk, bliver variationen af bjergarter større. Dette skyldes primært at der netop ønskes et bestemt fremtræden i den givne sten, f.eks. ved facadebeklædning eller gravstene. At stenen skal have et mere dekorativt udtryk udelukker dog langt fra favoritterne fra den praktiske brug, granit og gnejs, der stadig gør sig mest gældende. Herudover kommer marmoren til. Så derfor bliver billedet fra den praktiske brug ikke ændret meget, kun forskubbet: Gnejs: ~35 % Granit: ~45 % Marmor: ~5 % Skifer: ~5 % Glimmerskifer: <5 % 11
Det skal nævnes at al marmoren forekommer på kirkegården, der også står for ca. 50 % af granitten og gnejsen. Derudover står beklædninger af bygninger for al skiferen og en del gnejs og granit, mens springvandet er lavet af granit. Altså vil fordelingen sandsynligvis se anderledes ud i andre områder (f.eks. uden kirkegårde), med en langt mindre andel marmor. Her skal det dog huskes at det drejer sig om den æstetiske brug og derfor kan det ikke umiddelbart forudsiges hvad der måtte forekomme andre steder. Forekomster af statuer, bygningsbeklædning o.a. er ikke nødvendigvis ligeligt fordelt over hele byen, men sandsynligvis vægtet højere i mere besøgte dele. Forholdet mellem den praktiske og æstetiske brug Idet vi har en kirkegård (der jo indeholder mange æstetiske sten) i vores område, kan det, som nævnt, ikke regnes for betegnende eller generelt i forhold til resten af byen. Men dette skal dog ikke hindre os i at foretage en statistik over forholdet mellem de forskellige former for brug af bjergarter og endvidere hvilke bjergarter der bruges hvor. Det er vigtigt at erindre at det er vores område denne statistik betegner, og derfor ikke nødvendigvis er gældende for resten af byen. Granit Gnejs Marmor Skifer Brolægning 50 % 50 % - - Tagbeklædning - - - 100 % Beklædning af bygninger 60 % 20 % - 10 % Kirkegård 60 % 25 % 10 % - Springvand oa. 95 % - - - Statistikken viser stadig en klar overvægt af gnejs og granit, både indenfor det æstetiske og det praktiske felt. Dette skyldes en stor slidstyrke, kombineret med en smuk fremtræden. Disse faktorer opvejer en arbejdskrævende udvinding. 12
Lokaliteter Site 1: Lerskifer På hjørnet af mejlgade og molsgade. Her ses en murstensfacade, som er blevet renoveret og iklædt en lerskiferbeklædning. Der er tale om 15 mm. tykke plader monteret med 4 bolte pr. stk. Der ses en fin mellemkornet mørk skifer, som står råt med synlige brudflader og kun oliebehandlet. Omkring 75% af jordens siliciklastiske materiale består af lersten dvs. siltede leraflejringer udsat for forskellig grad af diagenese, eks. shale, mudrock og mudstone. Den mørke farve skyldes organisk materiale. Site 2: Glimmerskifer På et hus på kystvejen, har ejerne valgt at lade den nederste del prydes af diverse bjergarter. Blandt disse sten fandt vi et interesse eksemplar til nærmere undersøgelse. Selvom det er svært at se på billedet, drejer det sig om et folieret/skifret stykke. Størstedelen af mineralerne er glimmermineraler, langt størsteparten er biotit. Derudover er der nogle meget store og flotte porfyroblaster af granat. Stykket indeholder endvidere kvarts. Der er derfor tale om en meta-pelit, og på grund af det høje glimmerindhold og skifrighed klasificeres stenen som glimmerskifer. En mere præcis benævnelse er granatførende-kvarts-glimmerskifer. Metamorfiseringsgraden er lav. 13
Site 3: Sandsten i form af gesims. Lokalitet: Kystvejen. Hærdningsgrad: Materialet kan ridses med en kniv, men de enkelte korn lader sig ikke løsne, og brudflader følger korngrænserne. Dette leder til at sandstenen er stærkt hærdnet og betegnes som H4. Det kunne meget vel være Neksøsandsten. Tekstur: De sedimentære partiklers størrelse er ved visuel bedømmelse fastsat til 0,6-0,2 mm, der svare til mellemkornet sand. De grovklastiske partiklers form og afrunding vurderes til at være: subrounded/subangular. Cementering: Kvartskorn er vokset sammen under tryk og har i processen indkapslet feldspat. Matrix er silt/ler, og udgør ca. 15% af sedimentet. Vægt og farve: vægten som kvarts og farve kan ikke bedømmes pga. Forurening. Dannelsesmiljø: Bjergarten Neksøsandsten er aflejret af lavvandede udbredte floder eller af nederoderet granitterræn i begyndelsen Kambrium for ca. 540 mio. år siden. Den danner en lagserie på 110 m. af Kompositionen af sedimentet resulterer i bjergarten Feldspathic Quartzite. Forvitring/tilstand af gesimsen. Bygningen er ca. 100 år og det ses tydeligt at regn og frost har forårsaget skade på den oprindelige form. Stenen har dog bevaret sin bæreevne. Site 4: Brostens Vi har også kigget på en brostensbelægning, med henblik på at under søge spektret af stentyper, der var anvendt. Generelt bruges alle typer af plutoniske bjergarter, selvfølgelig mest granit, og dens metamorfe ækvivalens gnejs. Kigger man på et enkelt afgrænset område, er variationerne af forskellige typer af bjergarter ret små. Det vil sige at man finder ikke tit fx granit og gabbro i den samme sektion. Derimod er granitter og gnejser blandet godt og grundigt med hinanden. Således kan man finde mange forskellige varianter af disse bjergarter bare ved at se på et lille område af belægning, (et par M2) Kigger man udelukkende på granitterne finder vi alt lige fra mørke til lyse typer (større eller mindre indhold af mafiske mineraler), hvide til røde (større eller mindre indhold at plagioklas/alkalifeldspat), altså typer med meget forskellige sammensætninger af mineraler. 14
Her er vist 3 tilfældige typer granit, for af illustrere hvor forskellige de kan være. Lys/hvid type Mellemkornet, inækvigranular, hornblende, granit QAPF fordeling på Q35%,A25%,P40% Rød type Mellemkornet, ækvigranular, biotit, hornblende, granit (alkalifeldspat-granit) Denne sten har et meget højt indhold af alkalifeldspat, som giver den røde farve. Grovkornet, inækvigranular, hornblende, granit. 15
Konklusion Vores område viste sig at være meget præget af granit, som tabellerne viser. Rent faktisk var det meste af bydelen meget ensidig. Der viste sig en klar tendens: jo længere man nærmede sig centrum, jo flere forskellige bjergarter blev brugt, dog mest som udsmykning, her kan nævnes sandsten og skifre. Vores område indbefattede en kirkegård, som vi valgte at gå let henover. Dels fordi der i opgaveformuleringen var lagt op til det og dels fordi der var så mange forskellige bjergarter, at det ville forvride billedet af resten af området. Opgaven har hjulpet os til en større forståelse omkring anvendelserne af de forskellige bjergarter og øget vores opmærksomhed overfor forekomsterne af geologiske materialer i byen. 16