TEMA I Klimaviden Hovedparten af verdens klimaforskere tilslutter sig efterhånden teorien om global opvarmning. Også politikerne hælder i stigende grad til ideen om, at den menneskeskabte udledning af CO 2 har sat nogle klimaændringer i gang, som på længere sigt kan få vidtrækkende konsekvenser for livet på Jorden. Men de kritiske røster findes stadigvæk i forskerverdenen og bidrager til at holde diskussionen om klimaforandringerne levende og nære den videnskabelige erkendelsesproces. Polarfronten præsenterer på de næste sider to danske forskere, som fra hver deres synsvinkel sætter spørgsmålstegn ved, hvor stor en vægt den menneskeskabte CO 2 - udpumpning har for klimaudviklingen. på Global opvarmning Foto:NASA 4 Polarfronten NR.1/2008
vippen? Polarfronten NR.1/2008
TEMA I Klimaviden Foto: Henning Thing Klimatvist De globale middeltemperaturer synes de seneste år at stagnere eller ligefrem at falde. Rokker det ved den almindelige opfattelse, at vores klode er ramt af en langsigtet global opvarmning? To danske klimaforskere er stærkt uenige. Efter en blæsende og regnvåd dansk vinter næsten uden klare, sneglitrende frostdage vil det sikkert overraske mange, at vores klode samtidig har oplevet en særdeles kold periode med et kraftigt globalt temperaturfald (se figur). Ingen vil løfte et øjenbryn over nogle måneders faldende globale temperaturer, som sagtens kan være et udslag af klimaets naturlige svingninger. Men da professor Ole Humlum, Oslo Universitet, i januar i en artikel i Morgenavisen Jyllands-Posten gjorde opmærksom på, at de globale middeltemperaturer ikke er steget det seneste årti, satte det gang i den danske klimadebat. Kritik af modellerne Det var ikke så meget Humlums konstatering af, at de globale temperaturer stagnerer, som skabte røre. Det var først og fremmest hans kritik af de mange klimamodeller, som forudsiger, at den menneskeskabte udpumpning af CO 2 vil få de globale temperaturer til at stige: - I 10 år har vi ikke haft nogen stigning i den globale temperatur, selv om der i samme periode har været en kraftig stigning i mængden af CO 2 i atmosfæren. Vi skulle have set en stigning i temperaturen på 0,2-0,3 Celcius, hvis klimamodellerne var rigtige. Det har vi ikke. Derfor må der være noget galt med modellerne, lød Ole Humlums fanfare i Jyllands- Posten. Et udsagn, som kan synes paradoksalt, når vi - som FN s Internationale Klimapanel påpeger - siden 1998 har haft de fem varmeste år, siden målingernes start for små 150 år siden. Men det kan ifølge Humlum kun betyde, at der enten er en kraftig global opvarmning i gang, eller at vi passerer et toppunkt for øjeblikket. Selv er han tilbøjelig til at mene, at det er det sidste, der er tilfældet. Perioden er for kort Eigil Kaas, som er professor i meteorologi ved Københavns Universitet og fortaler for teorien om den menneskeskabte globale opvarmning, er hverken foruroliget over de stagnerende temperaturer eller over Ole Humlums kritik. - Jeg forstår egentlig slet ikke diskussionen. For det grundlæggende ved klimaet er, at det varierer, og vi kan sagtens have en flerårig periode, hvor temperaturerne falder eller stagnerer, uden at det på nogen måde modbeviser, at vi er midt i en langsigtet global opvarmning, lyder den kontante afvisning. Hvis det kun var CO 2 -indholdet i atmosfæren, som fik klimaet til at variere, ville der være tale om en jævnt stigende kurve, som blot afspejlede mængden af CO 2. Men Kaas understreger, at en lang række påvirkninger får klimaet til at opføre sig højst uregelmæssigt. Et par af de faktorer, som de seneste 20 år har påvirket klimaet synligt, er vulkanen Pinatubos udbrud i 1991, som havde en kølende effekt, og ikke mindst El Niño-fænomenet i 1997-98, som midlertidigt fik jordens temperatur til at ryge i vejret. De seneste måneders afkøling tilskriver Kaas især en igangværende, moderat La Niña, dvs. det modsatte fænomen af El Niño. 6 Polarfronten NR.1/2008
El Niño opvarmning Mt. Pinatubo afkøling 0.8 0.7 0.6 0.5 0.4 0.3-0.2-0.1 0-0.1-0.1 Globale middeltemperaturer 1985-2007 Foto: Eigil Kaas 1985 1987 1989 1991 1993 1995 1997 1999 2001 2003 2005 2007 - Hvis vi kunne fjerne alle disse effekter, ville en kort periode på 10 år, som Ole Humlum vælger, være tilstrækkelig til at sige noget meningsfuldt, forklarer Eigil Kaas. Men det er imidlertid kun de kraftigste påvirkninger som vulkanudbrud, vejrfænomenet El Niño og solens indflydelse, det er muligt at isolere i klimaets svingninger. Derfor skal man i hvert fald op på en 20-30-årig periode, før man kan finde en generel trend, der ikke er forstyrret af tilfældige klimavariationer. CO 2 ikke dominerende Ole Humlum og Eigil Kaas er ikke uenige om, at klimaet foretager nogle gevaldige rutschebaneture, og at der er flere faktorer, som spiller ind. Tværtimod er det en vigtig pointe hos begge. Den grundlæggende uenighed ligger i vurderingen af, hvor meget det stigende CO 2 -indhold i atmosfæren påvirker det globale klima i forhold til andre klimakomponenter. Ole Humlum lægger vægt på, at temperaturudviklingen de seneste 10 år ikke passer med klimamodellernes forudsigelser, og at det må være kommet bag mange af de forskere, som arbejder med at udvikle modeller. - Konklusionen er, at det stigende CO 2 -indhold i atmosfæren de seneste år ikke har været dominerende for de globale temperaturer, og man får let den tanke, at det heller ikke har været det de foregående 20 år, siger Ole Humlum. - Det betyder, at der er en række andre klimafaktorer, som har spillet ind, men ikke er beskrevet godt nok i klimamodellerne. Ole Humlum virker heller ikke overbevist om, at 10 år er for kort tid til at sætte spørgsmålstegn ved teorien om global opvarmning. Han spørger retorisk, hvorfor 10 års stigende globale temperaturer i 1988 var tilstrækkelig til at overbevise mange forskere og politikere om rigtigheden af hypotesen om den menneskeskabte opvarmning og dermed om nødvendigheden af at nedsætte FN s Klimapanel, IPCC, når det ikke gælder i dag. Han peger også på, at i hvert fald to forudsigelser ikke holder stik. Den ene er, at polerne vil opleve en hurtigere opvarmning end resten af planeten. Ole Humlum peger på, at de globale temperaturer de seneste 5-10 år er stagnerende, og at det sætter spørgsmålstegn ved den CO 2 -styrede globale opvarmning. Eigil Kaas mener, at en række fænomener som El Niño i 1997-98 og La Niña denne vinter påvirker klimaet så meget, at man må have en 20-30 årig periode, før man kan udlede en generel trend. - De sidste 15-25 år er polnære dele af den nordligere halvkugle rigtignok varmet hurtigere op end gennemsnittet for hele planeten, men samtidig er Antarktis slet ikke varmet op. Man kan naturligvis ikke have en hypotese, der kun fungerer ved den ene pol. Den anden forudsigelse er, at den øvre del af troposfæren over Ækvator i 8-12 kilometers højde varmes ca. to gange hurtigere op end jordoverfladen nedenunder. Humlum gør her opmærksom på, at det ikke har været tilfældet, men at temperaturerne ved jordoverfladen i direkte modstrid med hypotesen - er steget mere end højere oppe i troposfæren. Hvem kender fremtiden Det kan ikke undre, at de to forskere har nogle meget forskellige bud på, hvordan fremtidens klima vil blive. Eigil Kaas er overbevist om, at vi vil se en fortsat global opvarmning drevet af et stigende indhold af CO 2 i atmosfæren. Han mener ikke, at de andre komponenter bag klimaændringerne vil kunne ændre dette, medmindre vi bliver udsat for helt ekstraordinært omfattende vulkanudbrud eller et voldsomt fald i solaktiviteten. Ole Humlum viger tilbage fra at sige noget om den fremtidige temperaturudvikling: - Skulle nogen finde på at spørge mig til råds, ville jeg tilråde dem at tage højde for de mulige effekter af en bred vifte af klimaændringer de næste 25 år: varmere såvel som koldere, fugtigere såvel som tørrere, mere blæsende såvel som det modsatte. Klimaændring i en eller anden form skal vi nok få. Poul-Erik Philbert Kontakt: Ole Humlum, Oslo Universitet, ole.humlum@geo.uio.no og Eigil Kaas, Københavns Universitet, kaas@gfy.ku.dk Polarfronten NR.1/2008
TEMA I Klimaviden Global opvarmning: tro eller videnskab Professor Ole Humlum fra Oslo Universitet argumenterer i denne kommentar for, at hypotesen om den menneskeskabte globale opvarmning bl.a. i lyset af de seneste 10 års stagnerende globale middeltemperaturer ikke står for en nærmere efterprøvning. Siden jeg i Morgenavisen Jyllands-Posten gjorde opmærksom på, at den globale middeltemperatur de sidste 10 år er stagneret eller direkte faldet, og at det må have negative implikationer for hypotesen om den globale opvarmning, er jeg blevet mødt med bl.a. den kritik, at 10 år er for kort en periode til at sige noget sikkert om fremtiden. En af kritikerne har været Eigil Kaas, Københavns Universitet, som mener, at man skal bruge 20-30 år for at få en troværdig trend. 10 års opvarmning 1978-1988 var i sin tid nok til at overbevise mange forskere og politikere om rigtigheden af hypotesen om den menneskeskabte opvarmning. IPCC oprettedes november 1988. Så må 10 år uden opvarmning vel også være nok til at stille spørgsmål hertil? For hvis 20-30 år er påkrævet for at identificere en sikker trend, hvorfor var dette da ikke tilfældet i 1988? Men jeg er sikker på, at Eigil Kaas og jeg er enige om langt mere, end vi er uenige om. Hvis ikke effekten af CO 2 er særlig tydelig, er det muligt, at Eigil Kaas har ret i, at vi må vente 20-30 år, inden et klart CO 2 -signal kan identificeres. Det betyder imidlertid så også, at den udbredte accept af CO 2 -hypotesen i 1988 efter kun 10 års temperaturstigning var forhastet. Havde man i stedet ventet 20-30 år, havde man oplevet den nuværende temperaturstagnation og ville derfor nok være kommet i tvivl. Den lange ventetid på det globale temperatursignal er i sig selv et problem for CO 2 -hypotesen. En videnskabelig hypotese testes nemlig ved, at hypotesens ophavspersoner anviser én eller flere forudsigelser om ukendte forhold, der her og nu kan efterprøves. Hvis ikke forskeren har ret i sin forudsigelse, er hypotesen falsificeret. Så er det tilbage til skrivebordet for at omformulere hypotesen, så den kommer i overensstemmelse med de nye, kritiske observationer. Hvis ikke man er i stand til at anvise en måde, hvorpå hypotesen kan testes her og nu, er den ikke videnskabelig interessant, men kan bedre kategoriseres som tro. At tro på eller Foto: Colin Ballantyne Ole Humlum have tiltro til et bestemt synspunkt er naturligvis helt legalt og kan ligefrem være beundringsværdigt, men det har ikke noget med videnskab at gøre. Ingen forsker vil naturligvis vente 20-30 år på udfaldet af en hypotese om en fjern fremtid. Nu er det imidlertid så heldigt, at hypotesen om den menneskeskabte globale opvarmning faktisk anviser mindst to forudsigelser, der kan efterprøves her og nu. En vigtig forudsigelse er, at planetens poler ifølge hypotesen skal varmes hurtigere op end resten af planetens overflade. En anden forudsigelse er, at den øvre del af troposfæren (atmosfærens nedre del) over ækvator i 8-12 kilometers højde varmes ca. to gange hurtigere op end jordoverfladen nedenunder. Begge disse testmuligheder falsificerer hypotesen om den menneskeskabte globale opvarmning. De sidste 15-25 år er polnære dele af den nordligere halvkugle rigtignok varmet hurtigere op end gennemsnittet for hele planeten, men samtidig er Antarktis slet ikke varmet op. Man kan naturligvis ikke have en hypotese, der kun fungerer ved den ene pol. Heller ikke den forudsagte kraftige opvarmning af troposfærens øvre lag er i overensstemmelse med virkeligheden. Her har ikke været nogen kraftig opvarmning, og temperaturen ved jordoverfladen er faktisk steget mere, i direkte modstrid med hypotesen. Så fra et videnskabeligt synspunkt er der ingen tvivl: hypotesen om den menneskeskabte globale opvarmning har ikke været mulig at verificere i sin nuværende udgave. De sidste ti år med stagnerende temperatur er bare et enkelt element, 8 Polarfronten NR.1/2008
Kilder til klimaændringer der føjer sig til rækken af forhold, der viser, at vor forståelse af det globale klima endnu er ufuldstændig, og at betydningen af CO 2 kan være overvurderet. Dette er på den anden side ikke ensbetydende med, at alt er forkert med vor nuværende opfattelse af det globale klima; kun at forståelsen er ufuldstændig. Skulle den nuværende temperaturstagnation imidlertid glide over i et globalt temperaturfald, vil dette være et øjeblikkeligt dødsstød for CO 2 -hypotesen, med mindre der samtidig foreligger et massivt vulkanudbrud eller lignende. Med hensyn til hypotesen om den menneskeskabte globale opvarmning er det store problem, at sagen ikke længere er rent videnskabelig, men at mange andre aktører har investeret prestige og forhåbninger i en bestemt fremtidig temperaturudvikling. Dermed er det naturligvis ikke attraktivt at underkaste hypotesen den normale videnskabelige proces med falsificering og drage konsekvenser heraf. I politik gælder andre regler end i videnskab, og i princippet er alle synspunkter ligeværdige og må respekteres. Det gælder naturligvis også synspunktet om, at de 20 års globale opvarmning 1978-1998 var forårsaget af menneskets forbrænding af fossile brændstoffer. Hvis man mener dette, er det forståeligt at hævde, at temperaturudviklingen de sidste 10 år ikke betyder noget, og at man må vente en længere periode for at få klarhed. Politisk set vil man naturligvis gerne vinde tid i den nuværende situation med stagnerende globale temperaturer. Uanset meningsforskelle har alle parter formodentlig allerede nu indset, at den globale temperaturudvikling de allernærmeste år bliver afgørende for CO 2 -hypotesens videre psykologiske og politiske skæbne. Vi kommer ikke til at vente i hverken 20 eller 30 år. Den gode nyhed er den, at slutresultatet med sikkerhed vil give en endnu bedre forståelse af, hvilke faktorer der påvirker det globale klima og på hvilken måde. Ole Humlum De fleste klimaforskere er enige om, at det er et grundlæggende kendetegn ved klimaet, at det har varieret stærkt gennem historien. Der er derimod ikke altid enighed om, hvilke faktorer der ligger bag klimaforandringerne. Det er dog muligt lidt forenklet at opdele klimapåvirkningerne i fire kategorier: Vulkanudbrud Store vulkanudbrud kan afkøle Jordens klima i en kortere periode. De store støvmængder, som hvirvles op i atmosfæren, bremser Solens opvarmning af Jorden, og vil først efter en tid miste sin kølende effekt. Pinatubo-udbruddet i 1991 er det seneste vulkanudbrud, som har påvirket klimaet synligt. Solens påvirkning Jorden får sin energi fra solen, som derfor spiller en vigtig rolle i Jordens klima. Dertil kommer, at Solens 11-års cykler måske mere indirekte kan påvirke klimaet, bl.a. fordi den skruer op og ned for mængden af kosmisk stråling. Endelig mener mange forskere, at ændringer i Jordens bane og hældning i forhold til Solen forklarer istidernes kommen og gåen. Menneskeskabte påvirkninger Menneskets aktivitet påvirker klimaet på en lang række områder, bl.a. gennem urbanisering og skovfældning. Den vigtigste kilde siden industrialiseringens start har været den menneskeskabte udpumpning af CO 2 til atmosfæren, som danner grundlaget for den globale opvarmning. Klimasystemets interne dynamik Klimasystemet indeholder en lang række dynamikker, som på kort og lang sigt kan forklare en del af klimaets svingninger. En væsentlig faktor er havstrømme og interaktionen mellem atmosfæren og oceanerne. Blandt vigtige faktorer er også feedback fra variationer i vanddampe, som er den vigtigste drivhusgas, og fra variationer i skydækket, som har stor betydning for den globale energibalance. Polarfronten NR.1/2008