Mi Caminata a Santiago.

Mi Caminata a Santiago. Af Niels Bundsgaard Finn Buhl spurgte mig, da vi var på Kyndelmissevandringen i år, om jeg ville berette om min vej til Santiago. Efter nogen betænkningstid, samt nogle venlige udfordrende spørgsmål fra Finn, indvilligede jeg - Så her kommer mit første forsøg på en beretning om min Camino. En af mine betænkeligheder ved denne beretning, er det faktum, at jeg ikke bryder mig om at bruge jeg-ordet, men det er jo uomtvistelig min beretning så tilgiv mig mine mange jeg er heldigvis mødte jeg mange dejlige mennesker på Caminoen, og vi-ordet bliver derfor også brugt i min beretning. HVORFOR. Der er mange veje til Santiago de Compostela, det ved alle, der har gået en af de mange veje, der fører dertil. Men det er ikke kun de fysiske veje jeg tænker på Pilgrimme har gennem årene gået vejene til Santiago de Compostela af mange forskellige grunde. I tidligere tid var den religiøse vinkel den eneste og altoverskyggende årsag, og som alle ved har dette for nogle ændret sig, særligt i de senere år. Jeg har fået beretninger, som fortæller om arrangerede ture med busser, hvor rejebureauer klarer transporten således, at nogle pilgrimme kun går få kilometer frem til deres hotel. Skoleklasser med deres lærere fylder op om sommeren, unge mennesker betragter det som en fest, som derved giver nogen støj. Selvfølgelig skal der være plads til alle typer af vandringer til Santiago, dog - ved at vælge tidspunkt og rute kan man få den Camino, som opfylder ens egne ønsker om en pilgrimsfærd. Tom Jensen, en kær ven og god kollega vandrede til Santiago af to omgange først i 2011 og resten i 2012. Hans beretninger og store inspiration vakte min interesse, både de fysiske udfordringer, men sandelig også de mentale og troen blev også berørt. Vokset op med kirken lige bag gården i en lille landsby (Gesten), er kirken ikke et fremmed element i min tilværelse, søndagsskole, præsten der deltog i vore familiefester og gudstjenesterne hvor jeg dog ikke altid var helhjertet deltager. Jeg betragtede mig selv som en kulturkristen, men dog som en person der holdt meget af at komme i kirken, det gør jeg stadigt, og nu endnu mere. Troen, tvivlen og tankerne om livet kommer jeg ind på lidt senere. Men skal jeg være helt ærlig, så var mine tanker vedrørende denne udfordring, for det var sådan jeg betragtede Caminoen til Santiago, - en udfordring. Efter at have været

på arbejdsmarkedet i 50 år, (jeg startede i Flyvevåbnet august 1962 og valgte selv at afslutte mit arbejdsliv ved udgangen af oktober 2012) besluttede jeg at der måtte ske noget drastisk, en streg i sandet skulle markere min overgang til stillingen som Fritidsforsker jeg var lidt bekymret for denne overgang til det nye liv, som pensionist. FORBEREDELSERNE. Det var i tolvte time jeg foretog den endelige beslutning til denne vandretur. På grund af et meget stort arbejdspres, havde jeg ikke megen fritid og dermed ikke megen tid til træning. Efter mange lange samtaler med min hustru og familien blev vi enig om at det ville være en godt for sjæl og legeme, at tage ud på denne rejse. Efter at have brugt mine ledige stunder til at læse om Caminoen, stod jeg mandag den første oktober 2012 i en forretning i Køge, Bjergkæden. Her fortalte jeg dem om mine skøre planer, og det første jeg købte var et par læderstøvler, Meindl MFS Vakuum, en fantastisk støvle jeg fik ikke en eneste vabel på hele turen og mine fødder var altid tørre og varme på trods af årstiden. nogle beretninger vedr. udstyr, så jeg havde dog en ide om dette emne. Årstiden taget i betragtning blev den totale vægt kun på 9 kg, dog uden vægten af vand og evt. proviant. NOGLE ERFARINGER. Fredag den 26. oktober havde jeg min sidste dag på jobbet og med mange gode hilsner fra mine kolleger kørende rundt i mit hoved tog jeg hjem til min hustru og til en weekend med hele familien og mange venner, som jeg havde inviteret til middag. Søndagen gik med de sidste mentale og praktiske forberedelser. Mandag aften den 29. oktober kørte min hustru mig til stationen i Skodsborg, hvorfra jeg tog toget til lufthavnen, for senere at flyve til Köln. Jeg bad forretningen vælge og pakke min rygsæk og ugen efter hentede jeg alt mit udstyr. Stor ros til denne forretning. Jeg havde præcis det udstyr med, som jeg behøvede ikke for meget og ikke for lidt. Jeg havde læst I Bordeux var det et farvel til arbejdslivet ombord på en Boeing-767 Herfra gik rejsen videre til St. Jean Pied de Port med eget fly fra Star Air til Bordeaux (Det var her jeg arbejdede de sidste mange år

frem til min pension). Efter et ophold til næste dag, samt en god frokost med vores repræsentant og mekaniker, sad jeg i toget på vej til St. Jean Pied de Port via Bayonne. Ankom kl 1900 tirsdag aften, fandt pilgrimskontoret, fik mit Pilgrimspas. En venlig medarbejder fortalte mig, hvor herberget lå spiste en solid middag og fik restauranten til at lave en madpakke til turen over Pyrenæerne. Lidt sent lå jeg i min køje, hvorfra jeg betragtede sengebunden på overkøjen: Jeg havde nok ikke hele sjælen med, da alt sammen var gået lidt stærkt siden min beslutning. Den 31. oktober kl 0600 blev jeg vækket af de øvrige forventningsfulde Pilgrimme. Jeg havde sovet godt og trygt, også selvom jeg i de sidste mange år havde været vant til gode hotelværelser, når jeg var på farten. Måske skyldes det min tidlige tid i forsvaret, hvor man sov i bunker. Min morgenrutine var noget rodet da jeg aftenen før ikke havde helt styr på, hvor jeg havde lagt mine ting og sager. Denne rutine kom dog meget hurtig på plads - - Jeg fulgte en fast procedure hver gang. Efter indskrivning på herberget, fandt jeg min køje (helst underkøje. der var rigeligt plads på denne årstid), rullede soveposen ud, min tørresnor blev trukket rundt om overkøjen. Hvis overkøjen var fri, hvilket den oftest var, anbragte jeg mine ting og sager her, - og i den samme rækkefølge, hver gang det medførte at jeg kunne pakke min rygsæk, selvom lyset var svagt. Hængte mit vandretøj på tørresnoren, så det kunne blive luftet. Afsted til baderummet, hvor der heldigvis var varmt vand dette var dog ikke altid tilfældet, men vaskes skulle man. Klædte om til fritidstøj så var der tid til en tur i byen, gå til messe, vaske tøj, skrive dagbog, nyde et godt glas vin eller øl med de andre samt mange andre aktiviteter. For til sidst at nyde en pilgrimsmiddag, oftest i godt selskab. Kl. 2100 eller deromkring lå man i posen igen. Om morgenen var det næsten i omvendt rækkefølge, lidt vand i ansigtet, børste tænder. Ikke noget med at gå i bad, da tørre fødder er vejen til en vable-fri dag. Efter jeg havde kigget ud af døren eller vinduet klædte jeg mig på efter forholdene, dernæst pakke alt ned på den sædvanlige plads i rygsækken. Medens jeg pakkede mine ting drak jeg hver morgen mindst 1 til 1½ liter vand, for at fylde depoterne. Morgenmaden blev oftest indtaget på en nærliggende café, dog måtte vi af og til gå nogle kilometer inden der blev åbnet. Derfor havde jeg altid en beholdning af nødder, mandler, rosiner og evt. chokolade. I øvrigt, havde jeg nærmest et rituelt forhold til mine fødder, når jeg kom til herberget blev de maseret grundigt med en salve der indeholder Aloe Vera. Om morgenen var jeg meget omhyggelig med mine sokker, først den tynde inderste sok, som skulle være helt glat uden ål og dernæst min uldne vandresok, som også blev omhyggeligt glattet ud. Under denne proces havde jeg nærmest en samtale med mine fødder, og støvlerne blev snøret således, at jeg havde maksimum komfort.

Kl. 07.00 stod jeg på gaden udenfor herberget, trak vejret dybt, så er det nu, tænkte jeg, fandt den gule pil og en Jakobs musling, glem alt om GPS. Vejret var total vindstille med lidt tåge i dalene, ellers skyfrit. Valgte at gå alene denne første dag. Medens jeg gik ud af byen, kunne jeg mærke naturen langsom vågne, solen var endnu gemt bag de lave bjerge, men lyste med et gyldent skær på de noget højere tinder længere fremme. - Morgen stemning d. 31. oktober Som solen steg, forsvandt tågen og disen i de lavere områder. Jeg var udmærket klar over, at jeg ikke havde trænet tilstrækkeligt, derfor var mit tempo rimelig moderat særlig da ca. 2/3 af turen var en konstant stigning. Jeg havde besluttet, at jeg ville gå ca. 50 minutter, pause i ti minutter. På de stejleste dele af opstigningen blev der holdt lidt flere pauser derfor var jeg først fremme i Roncesvalles kl. 16.00. ( Det er min tanke vedr. denne beretning, at jeg ikke vil beskrive naturen, byerne og kirkerne særlig meget, dertil findes

der mange og meget bedre beskrivelser i de mange bøger der findes om Caminoen ). Allerede på denne første dag sendt jeg en venlig tanke til de professionelle medarbejdere, i Bjergkæden, som rådgav mig. Først støvlerne, pasform og støtte super, snøring var indrettet således, at man ikke gled frem i støvlen, selv på de stejleste skråninger på vej ned mod Roncesvalles. Mine vandrestave, udført i kulfiber, var også en fantastisk hjælp. På intet tidspunkt fik jeg smerter i benene ved stejle skråninger, det være op eller ned, og på flade strækninger var det en god hjælp både med balancen og hastigheden. ( Jeg kan kun anbefale at bruge stave, det var en stor hjælp for mig ). selvfølgelig huskede den sædvanlige hilsen, Buen Camino! Hele turen foregik i det mest fantastiske vejr, solen skinnede ned på mig fra en total skyfri himmel så selvom det var slidsomt, blev det til en dejlig dag. Ved indskrivningen i Roncevalles, hvor jeg boede på Colegiata Santa Maria, et meget flot og angiveligt ny restaureret herberg, blev jeg spurgt af Hospitalero en, om jeg var OK det mente jeg, nu nok jeg var, men træt. Du har hvide pletter under øjnene det er tegn på stor anstrengelse ; sagde han, og det havde han jo nok ret i, dette havde jeg dog ikke hørt om før. Fik en dejlig middag på Casa Sabina, hvor jeg havde nogle skønne stunder med to Amerikanske par på min egen alder. Jeg gik hele turen til Roncevalles alene, hilste på mange yngre pilgrimme, hvor jeg Straffen for ikke at være i træning kom de første 3 morgener, hvor jeg startede dagen på piller. Da benene og fødderne var meget stive. Derefter var der ingen problemer, undtagen to gange, hvor jeg ikke lyttede til min krop. Første gang, hvor jeg fik problemer med mit venstre knæ, var på strækningen mellem Léon og Villadangos Del Páramo. En flad og kedelig strækning uden særlige udfordringer. ( Vi var tvungne til at vælge den rute, da de private herbergerne i Villar de Mazarife var lukket ). Mine hollandske venner ( Fred, Grietje og Eline ), samt min vandrekammerat fra Alto del Perdón til klosteret i Samos John fra Australien, vi skulle absolut prøve at sætte hastigheds rekord på denne flade strækning, som var mindre spændende, bare

som en udfordring, og det gik meget godt. Ifølge Eline, som havde en GPS, var vi oppe på et gennemsnit på 6 km/t. Om aftenen var jeg lidt stiv i venstre knæ, dog uden at jeg tog det alvorligt. Den følgende morgen på stækningen mellem Villadangos Del Páramo og Astorga, lidt før Hospital De Órbigo, fik jeg virkeligt ondt i knæet. Jeg humpede ind på et apotek, hvor jeg fik en knæstrømpe samt noget gel, som jeg kunne bruge til at køle knæet med senere og med et par piller gik det rimeligt. Den følgende morgen den 24. november vågnede jeg med bange anelser og smerter i knæet et hyggeligt morgenmåltid sammen med Holdet samt en håndfuld piller var jeg på vej igen men det gik langsomt, da jeg ville skåne knæet. Hollænderne gik i forvejen, John og jeg fortsatte sammen vi havde i øvrigt aftalt at mødes på herberget N.S. Pilar i Rabanal del Camino. Det gik som sagt lidt langsomt, da vi kom til Santa Catalina de Somoza stoppede vi ved en hyggelig café, hvor vi mødte en læge fra Belfast. En sød pige ( Siobhan Graham ), som vi havde mødt tidligere. Hun insisterede på at se til mit knæ, og i løbet af få minutter have hun tapet mit knæ med sportstape, som jeg heldigvis havde købt to ruller af, inden jeg rejste. Med mit kamera tog jeg et billede af knæet, for derved, selv at være i stand til at gøre det hver morgen så længe det var nødvendigt. Fantastisk, nu kunne jeg vandre uden smerter. Den anden gang jeg ikke lyttede til min krop var på strækningen mellem herberget oppe på Alto do Poio (Albergue del Puerto) og frem til Sarria via Klosteret i Samos, en strækning på ca. 42 kilometer efterfulgt af turen til Portomarín (ca. 23 kilometer), for derefter at gå hele vejen til Melide, da alt var lukket i Palas de Rei (ca. 39 kilometer). 104 kilometer på tre dage viste sig at være for meget for en ældre herre. Da jeg sluttelig på min vandreturs sidste dag slog følge med Pavlo fra Sardinien, og det faktum at vi skulle være fremme til Pilgrims-messen kl. 12.00, startede jeg i højt tempo med denne unge mand alt dette medførte, at jeg fik store smerter på forsiden af mit højre skinneben. Jeg sagde på gensyn til Pavlo, og tvunget til at tage det med ro, var jeg første var fremme ca. kl. 13.00. De ubehageligheder jeg hermed fik, forsvandt dog allerede i løbet af de næste 24 timer, men turen ud til Cabo Fisterra må vente til en anden gang. Mit råd vil derfor være, lyt til kroppen gå ikke mere end ca. 25 km om dagen selvom man er i passende form. Lad dig ikke lokke til at holde tempo med yngre og bedre trænede Pilgrimme det gjorde jeg. Det tog mig ca. 3 måneder inden jeg var helt fri for hævelsen og smerterne i mit venstre knæ. MENNESKER JEG MØDTE. Man kan ikke gå gennem livet uden af at blive påvirket af andre mennesker, heldigvis vi er jo sociale væsner, selvfølgelig har vi hver især også vores egne værdier og holdninger, men der skal være plads til andres - og er man åben overfor det faktum, da vil vejen til Santiago de Compostela vise sig at være en fantastisk rejse, hvor man lærer mange sider af livet at kende, sider man måske ikke selv har kendt eller forstået helt og fuldt. Jeg valgte at starte denne rejse alene, dog baseret på Toms beretning og alle de bøger og artikler jeg nåede at læse inden min afgang, var jeg klar over, at fællesskabet mellem pilgrimme bringer mange gode menneskelige oplevelser og relationer og da jeg endelig stod ved trappen til Katedralen i Santiago, var jeg ikke alene længere. ( Jeg var dog aldrig helt alene, min hustru og jeg var næsten daglig i kontakt med hverandre, hvor vi delte

vore oplevelser, en vane, som vi altid har opretholdt ). Udover de korte og meget spændende bekendtskaber man får på en sådan vandring, er der heldigvis nogle, der træder frem, som er særligt værdifuldt og varigt håber jeg. Jeff og jeg en tidlig morgen: 11. nov. lidt vest for Agés Som tidligere nævnt mødte jeg John ( 66 år, Australien, Sydney ) og Jeff ( 52 år, USA, Baltimore ) på toppen af Alto del Perdón, og vi fulgtes ad frem til Burgos, hvor Jeff måtte hjem, da han skulle tiltræde et nyt job. ( Han fuldførte Caminoen året efter sammen med sine to døtre ). John, som er en ærkeungkarl og Jeff, som står midt i bruddet med sin hustru, som desværre havde udviklet sig til at blive alkoholiker vi tre udviklede et venskab og fortrolighed, som står stadig i dag. Vi er jævnligt i kontakt med hinanden, hvor vi udveksler oplevelser og synspunkter. Jeff nyder solens varme og John ser til sine fødder igen! Der gik ikke lang tid, før vi følte et fællesskab, bygget på tillid hvorfra denne tillid kom, kan jeg ikke beskrive, det var bare naturligt. Vi brugte mange timer hver dag til at samtale om livet og dets mange facetter selvfølgelig talte vi også om vores tilværelse, hvor kom vi fra, og hvor skal vi hen. Det vil bringe det alt for vidt, hvis jeg skal fortælle om vore samtaler. En detalje, som vi praktiserede ofte, - ved middagen, talte vi om et emne, dilemma, bog, skuespil eller film, som vi skulle bruge som udgangspunkt for den følgende dags samtaler. Og da vi er ret forskellige, kom der mange spændende samtaler ud af dette. John havde en fortid i de Engelske Specialstyrker ( Faldskærms-soldat, og dyrker stadig dette, som sport ), har levet mange år på kaserner og livet i pubben er ham ikke ukendt. Jeff uddannet økonom, nu ansat i et forsikringsselskab, et blidt og meget forstående menneske og jeg måske lidt midt imellem, gav grobund til nogle fantastiske samtaler. Jeg fik stor respekt for disse to mennesker, på hver sin måde. Johns evne til at udholde smerter på turen var næsten umenneskeligt. Han havde måske sparet lidt på fodtøjet, men han havde også nogle ubehandlede cyster på storetåens ydre side, man kunne af og til høre ham grynte svagt, ellers var han tavs om smerterne heldigvis fandt han nogle brede og bedre støvler i León. Jeffs kærlighed til sin alkoholiserede hustru var faldende, det berørte ham meget, at han var ved at opgive forholdet, men hensynet til deres to døtre vægtede større. Han og jeg havde mange gode samtaler om livet, hvor John og jeg kunne tale meget sammen om de udfordringer et langt liv i militæret giver. Da jeg selv er tidligere jagerpilot, har jeg også levet mange år på en militærinstitution, her fandt John og jeg et fælleskab vore samtaler var dog ikke kun en uendelig opremsning af vore meritter men udviklede sig også til de dybere liggende værdier i tilværelsen. Dog af og til, når rødvinen havde løsnet lidt på tungen, kom der nogle oplevelser på bordet det skal der

også være plads til. Det var med vemod at John og jeg sagde farvel til Jeff i Burgos. På turen til Burgos mødte vi af og til The Dutch Train Det var Fred, hans hustru Grietje og Eline. det gjorde vi vel også, men altid på en ordentlig måde. På min vej mødte jeg mange flere dejlige mennesker, af og til var vi op til otte eller flere samlet til middag om aftenen, dejligt at møde andre, men her blev det af og til lidt for overfladisk. Af typer jeg mødte kan jeg nævne, Helen fra Miami, Tim fra Kansas City, som blev glad for Giovanni, Pavlo fra Sardinien, Roberto fra Rom, George fra Leeds, og så var der lærerinden fra Darwin, hun underviste aboriginals. Og mange andre, som jeg ikke kan huske navnene på, men fælles for os, var en til enhver tid, hensynstagen til andre pilgrimme dårlige oplevelser eller episoder fik jeg ikke personligt på Caminoen. John og jeg sammen med The Dutch Train De havde vandret hele vejen fra Amsterdam og hvilken kondition de havde, jeg var meget imponeret de vandrede med en høj gennemsnits fart. De tre hollændere blev pludselig en del af Johns og min hverdag fra Burgos og frem til klosteret i Samos. Også her var vi meget forskellige, Fred er chef for et specialkorps i det hollandske politi, hvor hans hustru også arbejder ( kontor ) og Eline er instruktør ved brandvæsenet, tre garvede vandringsmænd, som på overfladen søgte udfordringen, men som viste sig at bunde meget dybere på mange af livets forhold. Vi fem havde en fantastisk tid fra Burgos til Samos, vi udviklede vores fællesskab rigtig meget i løbet af disse 17 dage. Da hollænderne havde noget mere fart på aftalte vi, hvor vi skulle tilbringe natten det medførte ofte, når John og jeg kom luntende, så havde Grietje været i supermarkedet, købt lidt ost, pølser og rødvin og det delte vi så ( også økonomisk ) her blev tungen af og til også lidt glad med rigtig mange gode samtaler til følge. Nu lyder det som om, at vi nød bordets glæder, og ja - Pilgrimsmiddag i snestorm: Alto Do Poio. D. 28. nov. 2012

NOGLE AF MINE REFLEKSIONER. Hvem er vi? Hvad gør livet ved os? Hvor skal vi hen og hvor kommer vi fra? Spørgsmålene om livet, troen og tvivlen står i kø, særligt på sådan en vandring. Som jeg beskrev tidligere i min beretning var udgangspunktet for min vandring nærmere en fysisk udfordring, som jeg gerne ville afslutte mit arbejdsliv med starte et nyt kapitel. Og ikke umiddelbart nogle dybere tanker om livet, troen og tvivlen, men jeg kom på andre tanker, som turen til Santiago udviklede sig. Kort før min afrejse fra Danmark blev jeg udfordret, da en nær ven og kollega pludselig blev revet bort på grund af en alvorlig blodprop. Vi havde kendt hinanden i mere end 25 år. Jeg besøgte hans enke to dage før min afrejse, jeg havde da forinden fået oplyst, at han skulle bisættes den 8. november. Jeg havde store skrupler med hensyn til at deltage i bisættelsen eller starte min vandring, som planlagt. Med dette i mine tanker havde jeg en lang samtale med hans enke, som jeg også havde kendt i rigtig mange år. Inden besøget havde jeg gjort op med mig selv at jeg ville følge min plan. Det vil være for langt at komme ind på samtalen her, men i fuldforståelse og med opfordring fra enkens side skulle jeg selvfølgelig tage ud på denne vandring. Dette satte dog nogle tanker i gang hos mig, særligt da man jo selv er ved at træde ind i en ny fase i livet Jeg lovede afdødes hustru, at jeg ville finde en kirke, på dagen kl 1300, hvor jeg i stilhed ville mindes min kollega. Og den 8. november kl 1300 sad jeg i katedralen i Santo Domingo, i 45 minutter lod jeg mine tanker og følelser løbe i

alle retninger. Jeff gik med mig, han kunne mærke at jeg var berørt. Katedralen i Santa Domingo. Fra denne dag og frem til afslutningen på min Camino blev min vandring mere og mere en vandring med troen og tvivlen, som jeg nærmest havde fået ind med modermælken, men måske havde glemt, i mit borgerlige liv, - både som pilot og menneske. Vi mennesker er altid omgivet af tanker om livet og døden, som vi bør og skal forholde os til. Vi lider alle tab undervejs, min Faders alt for tidlige død, hvor jeg nitten år gammel stod ved graven og skulle sige farvel, min Søster som kun blev 59, kolleger som blev dræbt ved flystyrt, min hustru, der har overlevet en kræftsygdom alle oplever vi tab og sejre. Som min vandring skred frem, blev samtalerne om alt vedr. livet, besøgene i kirkerne og katedralerne, samt messerne til en gradvis ændring af min begrundelse for min Camino til at være mere i tankens og troens retning. Endelig stod jeg ved foden af trappen til katedralen i Santiago, desværre for sent til at deltage i Pilgrimsmessen som tidligere nævnt, og hvor jeg blev mødt af en hel flok af unge mennesker, som jeg havde mødt på min Camino. Med disse glade stemmer, som ønskede mig tillykke med fuldført dåd, gik jeg ind i Katedralen med rigtig mange følelser, som jeg ikke troede jeg havde skal jeg være ærlig var jeg meget berørt af dette og måtte tørre mine øjne nogle gange. Mine smerter var pludselig helt væk og jeg glædede mig til middagen om aftenen med alle disse skønne unge mennesker. Da jeg senere var på vej til Pilgrimskontoret, hvor jeg på forevisning af mit pilgrimspas ville få mit Diplom, mødte jeg igen ved et tilfælde den kvindelige læge, som hjalp mig med mit knæ. Siobhan og vi måtte da spise en let frokost sammen, hvor vi i samtalens forløb kom langt rundt et fantastisk ungt menneske med mål i livet, meget opløftende. ÅRSTID OG VEJR. Siobhan og jeg ved frokosten. Gode og velmente råd fra mange mennesker kunne ikke ændre min beslutning, med at drage ud på denne vandring. Men det var ikke vandringen disse gode råd gik på, det var årstiden og vejret. Med hensyn til temperaturen var det koldeste minus 3 grader og to dage med snestorm til plus 22 grader (dog i solen). Blæst var en sjældenhed, dog lidt på nogle af de høje punkter undervejs, -

der hvor vindmøllerne står. Regn var også sparsomt, der var kun en dag med regn fra morgen til aften, ellers var der 5 dage med regn i nogle få timer. - På grund af dette og regn om natten, - eller nogle dage tidligere, måtte vi kæmpe med det røde ler, som hang fast i støvlerne, - og bladene på stierne var glatte, samt et utal af kokasser særligt i Galicien, - da kom mine vandrestave igen på prøve for mig var disse en kæmpe hjælp. Min erfaring viser, at man altid kan tage mere tøj på, når det er køligt, - men når det er varmt kan man ikke blive ved med at tage tøj af Jeg må nævne uldent undertøj, det er det mest fantastiske stykke beklædning jeg nogensinde har prøvet. Merinould har den evne at det er temperaturregulerende både i kulde og varme. Når man sveder, for lidt senere, at holde en pause, da kommer man ikke til at fryse, modsat med de syntetiske stoffer. Selv når det var køligst bar jeg kun mine lange underbukser, og langærmede undertrøje af merinould, og et par almindelige North Face bukser, en fleece trøje fra Patagonia og derover en let vindtæt skal, - også fra Patagonia, et par hansker, et halsrør og en hue begge i merinould. Dette og mine to par sokker (tynde og ulden vandresok fra Bridgedale) samt støvlerne, holdt mine fødder varme og tørre på hele turen, gjorde turen meget lettere for mig Ja bogstaveligt, påklædningen vejede ikke meget og det tørrede hurtigt når man kom frem til herberget. Med hensyn til plads på herbergerne, her var der også en stor fordel ved at gå på denne årstid, altid plads. Mange af de private herberger var lukket, det lykkedes dog et par gange, at få dem åbnet, hvis man ringede i forvejen, man skulle da helst være nogle stykker. Det var bl.a. på disse private herberger jeg havde nogle rigtig dejlige oplevelser, hvor vi alle var med til at lave mad sammen med værtsparret jeg kan nu opskriften på flere gode supper, samt bage brød i en gammel oven, udendørs. Denne suppe lavede vi sammen med vores værter i Bercianos del Real Camino MINE ETAPER. 31/10: St. Jean Pied-De-Port - Roncesvalles. 25.1 km. 01/11: Roncesvalles - Larrasoana. 27.4 km. 02/11: Larrasoana - Pamplona. 20.9 km. 03/11: Pamplona - Puente La Reina. 19.0 km 04/11: Puente La Reina - Estella. 21.9 km. 05/11: Estella - Torres del Rio. 29.1 km. 06/11: Torres del Rio - Logrono. 20.6 km. 07/11: Logrono til Nájera. 30.1 km. 08/11: Nájera - Santo Domingo. 21.0 km. 09/11: Santo Domingo - Belorado. 22.9 km. 10/11: Belorado - Agés. 27.9 km. 11/11: Agés - Burgos. 22.0 km. 12/11: Hviledag, Burgos. 13/11: Burgos - Hornillos del Cam. 21.0 km. 14/11: Hornillos - Castrojeriz. 20.2 km 15/11: Castrojeriz - Frómista. 25.2 km. 16/11: Frómista - Carrión d.l. Con. 20.5 km. 17/11: Carrión d.l. Condes - Terradillos de Templarios. 26.8 km. 18/11: Terradillos de Templarios- Bercianos Del Real Camino. 20.3 km. 19/11: Bercianos Reliegos. 20.3 km 20/11: Reliegos León. 24.7 km. 21/11: León, Hviledag. 22/11: León Villadrangos 22.3 km. 23/11: Villadrangos Astorga. 31.2 km 24/11: Astorga Rabanal 21.4 km. 25/11: Rabanal d. Camino Molinaseca. 26.5 km. 26/11: Molinaseca Villafranca d

Bierzo. 30.9 km. 27/11: Villafranca del Bierzo Vega de Valcarce. 21.5 km. 28/11: Vega de Valcarce Alto do Poio. 17.4 km. 29/11: Alto do Poio (omvej sne) Sarria. 40.0 km. 30/11: Sarria Portomarín. 22.4 km. 01/12: Portomarín Melide. 39.8 km. 02/12: Melide O Pedrouzo. 33.2 km. 03/12: O Pedrouzo Santiago. 20.1 km jakke. Let dunjakke. Halsrør. Handsker. Hue af merinould. Regnbukser m. lynlås, således man kan få dem på og af med støvler på fødderne. Et par lange-, to par korte underbukser, to undertrøjer med korte ærmer og en med lange ærmer, alt i Merinould. En letvægtsskjorte og et par tynde thermo benklæder fra Newline til brug om aftenen og byture. Sandal fra Teva. Guide af John Brierley. Dagbog. Bog, Alkymisten af Paulo Coelho (en fantastisk bog, hvis man vil have noget at tænke over, læste den 2 gange på turen). Lille rulle plastikposer til småting, proviant m.m. Apotekets Alcogel (lille flaske til rejsebrug). En Smartphone, en alm. mobiltelefon og et lille kamera, samt opladere til disse. Desuden havde jeg altid lidt toiletpapir i lommen, nødder, mandler, rosiner samt lidt chokolade var også en del af min sædvanlige oppakning. AFSLUTNING. UDRUSTNING M.M. Rygsæk, Osprey Exos 46 med overtræk. Sovepose, Starlight 1. Lagenpose. Imprægneret lagen mod insekter og væggelus. (blev dog ikke brugt ret meget). Siddeunderlag til brug ved hvil. Vandflaske. Foldbar kop. Lille foldekniv Swiss type. Lille sammenfoldelig vaskebalje. Toilet sager. Lille førstehjælpspakke. Sikkerhedstæppe (beskytter i nødstilfælde, holder på mindst 80 % af kropsvarmen). Letvægtshåndklæde. Små gennemsigtige pakke-poser med lynlås. Kompressionspose til skiftetøj. (Sparer plads i rygsækken). Vitaminpiller. Magnesium piller. Smertestillende piller. Koncentreret sæbe både til vask af tøj og personlig hygiejne. Tørresnor. Ørepropper. Sovemaske. Oppustelig hovedpude. Pandelampe LED. To par tynde sokker, Bridgedale. Et par alm. vandresokker og et par vintersokker fra Bridgedale. Støvler, Meindl MFS Vakuum. Vandrestave fra Gabel (Carbon). Benklæder, North Face. Let skal fra Patagonia. Fleece Jeg har sammen med alle de tusinder af Pilgrimme der gennem årene har gået den ene eller anden rute til Santiago fået nogle erfaringer og oplevelser, dem har jeg prøvet at dele med jer. Hvis man vil have ro og plads på herbergerne, samt undgå, at gå i gåsegang ude på Caminoen, da kan jeg anbefale at gå turen udenfor den normale sæson. Som tidligere nævnt har jeg ikke villet fortælle om de enkelte strækninger, naturen, maden og alt det andet det kan man læse om i andre beretninger og bøger. Hvis du/i får lyst til at prøve denne udfordring/oplevelse/sjælerejse, så er jeg sikker på at Roskilde Pilgrimsforening, samt mange andre med erfaring fra caminoen vil være til rådighed. Jeg vil selvfølgelig også gerne svare på spørgsmål, hvis det skulle blive aktuelt, jeg kan træffes på 26 23 08 96. Her slutter Niels Bundsgaards spændende beretning. Vi takker, og håber Niels vender tilbage en enden gang.